I TV Bellas nylige serie om prostitution, som jeg skrev om i forrige indlæg, var der også et indslag med en samtale mellem Yildiz Akdogan (S) og Ida Auken (SF). Dette indslag er værd at opholde sig lidt ved, på grund af sidstnævnte deltager.

”Stå aldrig til søs – lad de andre stå!,” var den gamle admirals råd til folk, der ville gøre karriere i marinen. Han brugte sin branche som eksempel i et mere generelt råd om, hvordan man når op på samfundets allerhøjeste top: ”Flyd med, men hold jer i enhver forstand / til stadighed og altid fra dybe vand.” Bag satiren gemmer der sig en realitet om at begå sig i det herskende lag i samfundet. Her er det frem for alt vigtigt ikke at skille sig for meget ud med særstandpunkter. Man skal sige og mene nogenlunde det samme som de andre.

Men nogle går altså alligevel mod strømmen, og en af dem er Ida Auken. Hun har, siden hun blev valgt til Folketinget i 2007, på flere punkter insisteret på at gøre ting på sin egen måde. Blandt andet har hun talt imod en kriminalisering af prostitution, selv om hun i sin baggrund har alle de tre stærke faktorer, der i nutiden arbejder for denne kriminalisering: Kristendom, venstrefløj og elitefeminisme.

Nu er hun, som det fremgår af indslaget, ved at skifte holdning. Det er dette skifte, der gør hende interessant. Her ser man en politiker, som hidtil har gået imod strømmen, men som nu er på vej til at gå med den. For ti år siden var stort set alle politikere fra hendes kreds med til at afkriminalisere erhvervet, så det har alle sammen skiftet holdning på et eller andet tidspunkt undervejs. Det er bare sjældent, det bliver sendt direkte på tv og man dermed kan følge bevæggrundene live.

Resultatet er tåkrummende pinligt. Dette formentligt meget begavede menneske kommer til at lyde som en pige i ottende klasse, der rækker hånden op i første time i samfundsfag.  

Problemet er ikke, at hendes faktuelle viden om prostitution tydeligvis er meget lille. Politikere kan ikke nå at sætte sig ind i alt, og det er helt legitimt, at de på nogle områder tager stilling ud fra rent principielle overvejelser. Men hør så, hvad Ida Auken siger om disse principielle overvejelser:

”Der er de her kvinder i Danmark, og de er nogle stykker og de har en rimelig tydelig stemme i debatten, som siger, at de er glade for deres arbejde. Der er nogle, der kalder det myten om den lykkelige luder. De her kvinder, der siger, de er glade for deres arbejde, dem er der meget få af, og dem der er ved ikke, hvilken skade der bliver begået på dem. Der bliver jeg i tvivl. Der får jeg det faktisk lidt svært. Skal man høre på de her kvinder? Hvis de nu virkelig mener… skal man så ikke lade dem have deres frihed til at have det her arbejde? På den anden side, så kan blive nødt til at tage højde for hele feltet og sige, det kan godt være, at vi nu laver en lov, der kommer til at gå ud over 20 kvinder eller 50 kvinder, der er glade for deres arbejde, men kan hjælpe flere tusind kvinder måske endda. Det er sådan en afvejning, man hele tiden må lave.”

Det er jo rigtigt, at det er forholdsvis få af sexarbejderne, man hører i debatten. Men der er meget langt mellem de nuværende eller bare nylige sexarbejdere, der taler for en kriminalisering. Hvordan i alverden når Ida Auken frem til den konklusion, at praktisk talt alle de sexarbejdere, der udtaler sig, er atypiske?

Og på hvilken basis vil Ida Auken forsvare, at man ikke skal høre på de sexarbejdere, der udtaler sig – foranlediget af den debat, der er sat i gang i hendes egen omgangskreds? Hun er naturligvis i sin gode ret til at tro eller antage, at de ikke er typiske. Men så er løsningen ikke at lade være med at høre på dem, men at søge andre informationer som supplement.

Det har Ida Auken ikke gjort. I stedet har hun – af alle – ringet til Dorit Otzen for at forberede sig til tv-udsendelsen. Også på Christiansborg må Dorit Otzens notoriske upålidelighed være velkendt. Man ringer ikke til hende for at søge viden, men for at få et alibi for ikke at søge den.

Ida Auken er simpelthen på vej til følge den gamle admirals råd og gå i land. Men inden hun gør det, er der rent faktisk en ting hun kan lære af Dorit Otzen: Hun er udpræget et eksempel på en, der er stået til søs, er blevet der, og har haft succes med det. Det er i høj grad Dorit Otzen personligt, der har vendt stemningen i eliten fra afkriminalisering tilbage til kriminalisering.

Selv om Dorit Otzens indsats har været destruktiv, har hun altså vist, at det kan lade sig gøre at flytte noget. Ida Auken har formentligt også kapaciteten til at gøre det. Og det bør hun gøre, i stedet for at spilde sit politiske liv i eftersnakkernes klub.

Til en start kan hun opsøge de sexarbejdere, hun tror mener noget andet end dem, hun plejer at høre. Hvis det er grænseoverskridende for hende – og det er fair nok, hvis det forholder sig sådan – kan hun bladre samtlige Servicestyrelsens publikationer igennem og spørge sig selv, hvorfor man ikke finder antydningen af systematisk dokumentation om sexarbejderes eget syn på sagen.

Nogle år i min skoletid var jeg fan af bokseren Muhammed Ali. Umiddelbart var det et noget bizart valg for en splejset hvid knægt, der klogeligt holdt sig uden for ethvert slagsmål. Men børn eksperimenterer nu engang med deres identitet ved at læne sig op af deres tids flygtige og selvpromoverende stjerner. Muhammed Ali tilbød en masse identitet. Han markedsførte sig pralende som den største, den smukkeste og den klogeste.

Set i bakspejlet vidste jeg allerede mens det stod på, at Muhammed Ali og jeg var et mismatch, der ikke ville holde i længden. Hvad jeg derimod ikke gennemskuede, var at mit idol var alt andet end flygtigt – han VAR rent faktisk den største. Ikke bare sportsligt, men også menneskeligt. I 60'erne og 70'erne var der mange sorte i USA, der førte sig frem som ekstreme forbilleder. Men ingen gjorde det mere effektivt end Muhammed Ali. Han fik således stor betydning for den udvikling, der har gjort, at USA i dag har sin første sorte præsident. 

Muhammed Ali var militærnægter under Vietnam-krigen, han smed sin guldmedalje fra OL i 1960 i en flod, han forkastede sit ”slavenavn” Cassius Clay, han konverterede til Islam. Alt sammen var det dybt kontroversielt i samtiden. Men han viste andre sorte, at de kunne leve ekstremt og samtidig være stolte. At de ikke behøvede påtage sig andres kultur og normer for at kræve ligeret. Meget få fulgte i en direkte forstand hans eksempel, og de fleste sorte levede formentligt efter værdier og drømme, der lignede det hvide flertals ret meget. Men altså ikke helt, og slet ikke i omverdenens øjne. Netop i kraft sit ekstreme udtryk skaffede Muhammed Ali dem plads og rum.

Måske spillede det også ind, at han på en bagvendt måde gjorde de hvide mere trygge. De så, så at sige, hvor galt det kunne være, hvis de sorte skejede maksimalt ud. Og at det i grunden ikke var så galt. De hvide kunne også se Muhammeds Alis storhed. Han virkede troværdig og på den måde beroligende – igen ikke på trods af, men i kraft af sine ekstreme handlinger og synspunkter.

Som sagt, Muhammed Ali var den største, men langt fra det eneste ekstreme og forargende afro-amerikanske forbillede i samtiden. Man vendte ryggen til hidtidige idealer om at være ”farveblind”, som heller ikke havde ført USA nogen vegne siden borgerkrigen et århundrede forinden. I stedet hypede man netop farven. Dét virkede.

De sorte i USA er langt fra alene om at have erfaret, at det ekstreme udtryk er vindermodellen i ligestillingskampe. Jeg kan ikke komme på noget eksempel på, at en underpriviligeret gruppe har opnået ligestilling ved at tilpasse sig normerne fra den klasse, race eller stand, der forinden har siddet på privilegierne. Bare se på de historiske ligestillingskampe herhjemme i Danmark:

Småbønderne i midten af 1800-tallet hypede en national bondekultur. Det er grundlæggende denne kultur, vi ser besunget i højskolesangbogen. Ret få bønder efterlevede i praksis de fine idealer. Men det virkede og førte til et kæmpe politisk, socialt og kulturelt gennembrud.

I endnu nyere tid har de homoseksuelle gjort det samme. Tidligere tiders forsøg på at falde i med tapetet ændrede ikke ved, at de helt officielt blev betragtet som syge mennesker – som udskud. Derimod var der fremgang, da de begyndte at fokusere på gay pride. Jeg gætter på, at de færreste homoseksuelle dybest set føler ret meget slægtskab med personerne i de farverige bøsseparader. Men det, at nogle få turde stå frem og vise deres ekstremitet, har skabt plads og rum til alle dem, der i virkeligheden bare afviger en lille smule fra normen, men som ikke desto mindre var undertrykte.

De eneste, der ikke har forstået, hvordan man vinder en ligestillingskamp, er den officielle kvindebevægelse. Den gør præcis det, der ikke virker, men som tværtimod fører længere ud i sumpen: Den hævder, at der er en monokultur – at mænd og kvinder ikke bare skal være lige, men også at mænd og kvinder er ens. Den strategi er bedst udtryk ved idealet om kønsmainstreaming.

I praksis er det en tilpasning til klassiske maskuline idealer og drømme. Mænd er traditionelt karriereorienterede, så det skal kvinder være i samme grad. Mænd sidder på de fleste bestyrelsesposter, så der skal flere kvinder ind i bestyrelser. Princippet gælder også, når der ikke er magt involveret. Der er lige så meget jubel fra kvindebevægelsens side, når en kvinde bliver mekaniker, som når hun bliver topchef.

Problemet er ikke, at man fremhæver karrierekvinden eller den kvindelige mekaniker som rollemodeller. Tværtimod er det i sig selv med til at udvide kvinders handlerum. Problemet er, at det ikke er noget mål i sig selv, at kvinder bliver topdirektører eller får olie under neglene, hvis de nu ikke gider det. Og alle kvindelige rollemodeller, der overvejende er feminine, bliver brutalt afvist og nedgjort af kvindebevægelsen.

Sexarbejderen, der ud i det teatralske benytter kvindelig seksualitet til at få fordele, er ugleset. I den modsatte ende af skalaen gælder det samme for kvinder, der bærer tørklæde. Men det gælder også for alle andre kvinder, der markerer en kultur, der er overvejende feminin. Jeg har for eksempel læst i Politiken, at den er helt gal med stiletfeminister.

Personligt mener jeg, at vi allerede har strukturel ligestilling, men at den kulturelle ligestilling mangler. Mange af den klassiske kristendoms tanker om kvinders underlegenhed lever ufortrødent videre, om end under mere moderne betegnelser. Men i stedet for at gøre noget ved det, deler kvindebevægelsen sin energi mellem at overbevise verden om, at kvinder i virkeligheden er en slags mænd – og at påføre mænd den samme plamage af skam og skyld, som de oplever for sig selv. At kæmpe for lighed og værdighed på en gang synes at være en uoverstigelig barriere, og resultatet er frustrationer hele vejen rundt.

Den kulturelle ligestilling kan ikke indføres ved lov. Den skal komme gennem en dynamik mellem mennesker. Det er mig en gåde, at kvindebevægelsen ikke hyper enhver sexarbejder og enhver kvinde med tørklæde. Netop disse små grupper, der på hver sin måde lever ekstremt i forhold til samfundets normer, giver ved deres blotte eksistens alle andre kvinder det optimale frirum. Hvis dette frirum ender med, at kvinder træffer andre valg end mænd, så lad det være sådan. Målsætningen er ikke at være ens – det er at være lige. 

Dette indlæg er det første af to indlæg om ligestilling. Det næste hedder Queer-blindgyden og kommer på senere.

For et par år siden flyttede der en cykelsmed ind i mit kvarter. Det er meget bekvemt for mig at have sådan en i nærheden, men jeg ville også bruge ham, selv om hans forretning lå længere væk. Hans priser ligger nemlig rask væk en tredjedel lavere end konkurrenternes, og da han ikke har så mange kunder, kan han som regel reparere min cykel hurtigt. Desuden er han en meget flink mand. Vi hilser venligt på hinanden, når vi mødes på gaden.

Jeg bedømmer mest hans venlighed på hans fremtoning og handlinger. Han danske er nemlig meget dårligt; næsten helt fraværende. Det er på grund af det, jeg fortæller om ham her: Efter officielle danske normer er min cykelsmed under stærk mistanke for at være offer for menneskehandel, netop på grund af sine beskedne sproglige evner.

Det fremgår af et indslag på TV Bella for nyligt – se det under dette indlæg. Jeannie Hegstrup fra Servicestyrelsen fortæller, hvordan man spotter handlede kvinder i prostitution, og et af tegnene er, hvis annoncerne er formuleret på et ubehjælpsomt dansk. ”Det er nogle meget klare signaler,” konkluderer journalisten (som er det socialdemokratiske folketingsmedlem Yildiz Akdogan) bagefter, og Jeannie Hegstrup gør ingen indvendinger.

Selv om Danmark endnu ikke har nogen indsats af betydning over for menneskehandel i andre erhverv end prostitution, er menneskehandel naturligvis lige ulovligt, uanset hvad formålet er. Så når og hvis man skal gøre indsatsen bredere, så må man også bruge de samme principper, som man allerede bruger i forhold til prostitution.

Det kan i sig selv medføre en lille revolution, når udsagnene om menneskehandel berører erhverv og situationer, som hr. og fru Dansker kan relatere til. De færreste kender prostitution, og slet ikke ned i detaljerne. Derfor tager man det for gode varer, hvad ”eksperterne” siger, herunder hvad de siger om menneskehandel. Så man hører ikke, hvor barokt det er.

Men barokt er det, og det er det, tv-indslaget giver et indblik i. Vi ved alle, at mange indvandrere har det svært med den danske sprog. Vi ved også, at dem, der har det, typisk ikke får de fedeste stillinger. Men også, at det ikke har en brik med menneskehandel at gøre.

De andre signaler, Jeannie Hegstrup nævner, er måske lidt sværere at forholde sig til, hvis man ikke kender prostitution. Hun fortæller om kvinder, der annoncerer med alle ydelser og døgnet rundt. Naturligvis er det galt, hvis en sexarbejder skal betjene kunder på samlebånd uden selv at måtte sætte grænser.

Men annoncetekster er taknemmelige – ikke mindst for sexarbejdere. Mange forargede mennesker ynder at fremstille branchen sådan, at der er en uendelig strøm af kunder, og at mens de danske sexarbejdere lige akkurat er i stand til at sige stop engang imellem, skal de udenlandske bare blive ved. Virkeligheden er en helt anden. Udbuddet er meget større end efterspørgslen, og de udenlandske sexarbejdere står sidst i køen efter kunder. Derfor bruger de samme prispolitik som min cykelsmed, og deres annoncer handler først og fremmest om at få kunder ind i butikken. Så tager de den derfra.

Jeg har selv oplevet udenlandske sexarbejdere som meget professionelle, herunder også med at markere grænserne, uanset at disse grænser ikke harmonerede med annonceteksterne. Jeg har lejlighedsvist set eller hørt beskrivelser fra andre kunder, der har oplevet det samme, og som engang imellem er lidt småsure over det. Men sådan er den verden altså.

Jeannie Hegstrup har taget ekspertminen på i studiet. Men hvad hun afslører for alverden er sin komplette uvidenhed. Hun kan umuligt have talt mere end overfladisk med ret mange udenlandske sexarbejdere.

Også Vibeke Lenskjold fra Reden International er i studiet, og hun nævner nogle signaler, hvor vi igen kan være med alle sammen og vurdere rimeligheden. Et signal er for eksempel, ifølge hende, ”enhver situation, hvor det ender i noget andet end det, der var tiltænkt”.

Rigtigt mange mennesker, også danskere, har oplevet at rejse ud i verden til et job, der viser sig at være noget andet end tiltænkt. Det kan skabe en masse sorg og frustrationer. Andre gange bliver det bare en parentes, fordi man hurtigt finder noget andet, som man bliver glad for. Alt efter situationen kan elementet af snyd og plat være så stort, at det er forbryderisk. Men at kalde det en indikator på menneskehandel er forvrøvlet.

Lidt af forklaringen på vrøvlet kommer lige inden. Vibeke Lenskjold bliver spurgt om, hvad begrebet ”handlede kvinder” dækker over. Hun svarer, at der er mange tolkninger af det, og fortæller så, hvilken tolkning Reden International går ud fra.

Det svar er direkte skandaløst i betragtning af, at Vibeke Lenskjold bliver betalt af staten for at hjælpe ofre for menneskehandel. Begrebet menneskehandel er nemlig meget klart defineret i straffeloven, netop så man ikke skal skøjte rundt i forskellige menneskers mere eller mindre velbegrundede fantasier om, hvad der foregår. Vibeke Lenskjold bør, selv hvis hun bliver vækket klokken tre om natten, være i stand til at lire straffelovens definition af forfra, bagfra og fra midten ud til begge sider. Men i stedet opfinder hun sin egen definition og gør begrebet mudret. Det gavner hendes politiske sag, men det skader arbejdet med at bekæmpe menneskehandel.

Læg oven i det, at hverken Vibeke Lenskjolds eller Jeannie Hegstrups organisationer finder ret mange ofre for menneskehandel, hvis de overhovedet finder nogen. De sager, der er, bliver fundet gennem politiet. Så alle de to kvinders antagelser om, hvad der signalerer menneskehandel, er hule. De er ikke baseret på nogen erfaring. De er baseret på fordomme og uvidenhed.

Og det var dét, seerne så meget klare signaler på i tv-udsendelsen. Det omfattende system, der ude i marken skal finde og hjælpe ofre for menneskehandel, er simpelthen pinligt inkompetent. Det er politiseret, og det mangler viljen til at søge viden. Man lukker af for kilder, der ikke bekræfter den holdning, man havde i forvejen. Hvilket i praksis betyder, at man lukker af for alle førstehåndskilder og står tilbage med sladderen og fantasierne fra sit eget bagland, sådan som Jeannie Hegstrup ufrivilligt kom til at illustrere det.

Dét skal nødvendigvis laves om, inden man udbreder indsatsen mod menneskehandel til også at dække andre erhverv end prostitution. Ellers er det, at min flinke cykelsmed pludselig kommer i søgelyset.

På en virksomhed, jeg kender, skifter de catering-leverandør hvert halve år. Virksomheden er ikke fedtet med sin frokostordning. Men den ved, at uanset hvor god maden er, så slår medarbejdernes begejstring hurtigt over i brok over, at det altid er det samme.

Det er en erfaring, som utallige kantinebestyrere har gjort sig gennem tiderne. Men regeringen glemte den, da den lavede madordningen i børnehaverne. Det var vist nok ment som en del af den milde gaveregn, der skal få normaldanskeren til at stemme på Venstre – Danmarks Flinke Parti. Men for at det rent driftsøkonomisk skulle hænge sammen, gjorde man det obligatorisk at deltage i ordningen. Og så havde man balladen. Folk blev hurtigt utilfredse, og selv om der i mange kommuner er et betydeligt økonomisk tilskud til at supplere brugerbetalingen, så ville folk hellere smøre madpakkerne selv.

Kritikken bredte sig til Christiansborg, og også til Venstre – Danmarks Liberale Parti. Flere medlemmer af partiet påpegede, at ordningen ikke just var liberal. Og når folk så tilmed var sure over den, så var der da slet ingen grund til at opretholde den.

I lang tid havde jeg et noget overbærende forhold til denne diskussion. Hvis vores største problem er, om der skal være et eller to lag pålæg på børnenes mad, så har vi ikke problemer i det hele taget. Det var først forleden, jeg blev opmærksom på det principielle i problemstillingen, og det var indenrigs- og socialminister Karen Ellemann, der fik mig ind på det. Hun forsvarede ordningen i Jyllands-Posten.

”Helt fundamentalt er der et frit valg med hensyn til, om man ønsker, at ens barn skal være i daginstitution,” sagde hun.

Den arrogance på systemets vegne, som ligger i udtalelsen, er så tyk, at det faldt selv Mette Frederiksen for brystet. Ja, selvfølgelig er det i sidste ende et frit valg, om man vil sende sit barn i børnehave. Men det har en høj pris at stå uden for de systemer, der er normale i et samfund. Her i Danmark er det, at man kan sende sit barn i børnehave, vigtigt for mange familiers økonomi, for ligestillingen og for forskellige andre småting. Når det offentlige så i praksis har monopoliseret børnehaverne, må det også gøre systemet så tilpas fleksibelt, at alle med rimelighed kan være med.

Arrogancen, eller måske snarer enfoldigheden, gik igen i kommentaren fra Kommunernes Landsforening, der i Politiken forsvarede ordningen. Nu havde man brugt 100 millioner kroner på at få systemet i gang, og så ville det være forkert bare at kassere det igen. Men de 100 millioner kroner er tabt uanset hvad. Det kræver ingen investeringer at ophæve ordningen, så der er simpelthen ingen grund til at bevare en ordning, folk ikke kan lide, blot fordi man allerede har bekostet mange penge på den.

Man er nede ved, at systemet, med ministeren i spidsen, ikke vil erkende en fejl, selv om man endda kunne afskrive den som hændelig. Systemet synes i fuldt alvor, at illusionen om dets ufejlbarlighed er vigtigere end brugernes ønsker.

Madordningen i børnehaverne skal nok på den eller anden måde blive lavet om, så folk holder op med at være sure. Udgangspunktet var jo netop, at folk skulle være glade, så de stemte på Venstre, og den fundamentale sammenhæng er vist på nuværende tidspunkt erkendt hele vejen rundt i regeringspartiet.

Men tilbage står en illustration af, hvilket bæst de sociale systemer også har udviklet sig til at være.  Det er systemet først, og dernæst eventuelt borgerne, hvis de ikke er for forstyrrende. Tillykke til børnehave-børneforældrene, der formentligt ender med at få deres vilje. Men grupper, som er svagere eller mindre, og som der ikke er opmærksomhed på, må altså bare leve med den slags hver dag. Ingen statsminister kommer dem til hjælp.

Tilsammen er de små og/eller svage grupper mange, og deres frustrationer og desillusion er en kæmpe trussel mod socialstaten – forstået som en stat, der ikke lader nogen stå tilbage. Efter min mening er det den største trussel. Det kan man selvfølgelig være uenig i. Men det er en gåde for mig, at den gennemsnitlige socialordfører på Christiansborg ikke synes at opfatte det som en trussel overhovedet.

Illustrationer: Besøg denne hjemmeside.

På svensk kalder man sexkunder torsk. Det er ment nedladende, men for mit eget vedkommende forstår jeg godt metaforen, og jeg har ikke noget imod den. Jeg er enig i, at jeg er en torsk.

Jeg har selv prøvet at pilke torsk, og givet man ellers er den lykkelige ejer af et ekkolod, så man ved, hvor stimerne står, er det den mest taknemmelige måde at fiske på overhovedet. Man sænker en line med nogle kroge på ned i stimen, så giver man den nogle nyk, og når man tager linen op igen, har man spiddet et antal torsk. Normalt skal man på sindrige måder forklæde sin krog som et fødeemne, og oven i det er de fleste andre fisk pist væk, når de fornemmer en fremmedartet bevægelse i vandet.

Lystfiskeren lukrerer på torskens sociale instinkt. Den enkelte torsk er næppe som sådan forelsket i nabotorsken, men den føler sig tryg og tilpas i den tætte, fysiske kontakt med artsfæller. Det er det, jeg kan genkende som sexkunde – og som mand i det hele taget. Jeg ved, jeg er nem. Men lad bare sexarbejdere og andre kvinder grine af, hvor lidt der skal til, for at få mig på krogen. Jeg er ikke flov over det.

På dansk bliver ordet torsk også brugt som metafor. Men her hos os betyder det slet og ret bare en tumpe. En, der gør noget så dumt, at det får alle andre til at føle sig intelligensmæssigt overlegne. Ud fra den definition har Ekstra Bladet gennem en lang årrække kåret Årets Nytårstorsk. Det er en kendt person, der har dummet sig og er blevet til grin i det forløbne år. I år blev Klaus Bondam, radikal borgmester i København, Årets Nytårstorsk.

Klaus Bondam var bortrejst i nytårsdagene, så han modtog først torsken her forleden. Han valgte at gøre det til et mediestunt, hvor han forholdsvis elegant henviste til den svenske opfattelse af torsk: Han donerede sin torsk til Reden i København, så sexarbejderne på gaden kunne få en lille festmiddag. Se indslaget, hvor daglig leder Anette Rix tager imod torsken, her på Ekstra Bladets hjemmeside.

Er det ikke bare en fantastisk scene? Den gamle sexkunde og politiker, der er snublet i sin egen og sine vælgeres politiske korrekthed, og som nu forsøger at rette lidt op på det ved at promovere en institution, der ser al verdens ondskab samlet i – sexkunder?

Der er lige en tilføjelse til det med den danske betydning af ordet torsk. En torsk er i virkeligheden ikke en, der har gjort noget dumt – det er en, der har gjort noget, som man opfatter som dumt. Det er mere end ordkløveri i Klaus Bondams tilfælde. Jeg er ikke nogen fan af manden, men jeg har meget svært ved at se det dumme i det, han fik sin nytårstorsk for. Han reddede på et hængende hår en borgmesterpost hjem til sit parti, sandsynligvis på bekostning af hovedfjenderne i Dansk Folkeparti. Selv om det hele krævede, at han skulle trykke hånd med nogle fra netop Dansk Folkeparti, skal man virkelig følge dansk politik meget tæt, for at forstå hvorfor det bliver betragtet som dumt.

Min pointe er, at det med, hvad der bliver betragtet som torskedumt, meget afhænger af tiden og situationen.

Reden i København, som altså endte med at få nytårstorsken doneret til evig arv og eje, har tiden og situationen på deres side. De bliver opfattet som en god institution. Men hvad er 2009 egentlig gået med for Redens vedkommende? Efter i en årrække at have råbt ud over alle verdenshjørner, hvor mange udenlandske sexarbejdere, der kom hos dem, kom de pludselig i tanke om, at de ikke havde kompetence til at gøre noget særligt for dem, og at det for øvrigt også var imod lovgivningen på det sociale område at prøve på det. Så de udelukkede de udenlandske sexarbejdere.

Men med den særprægede moral, der kendertegner Reden, forhindrede dette dem ikke i fortsat at samle penge ind fra godtroende mennesker, der gerne ville hjælpe udenlandske sexarbejdere.

Også mindre godtroende mennesker bidrager til Reden. Som skatteyder kan man slet ikke blive fri, og også skatteyderne er blevet narret. Ifølge de seneste oplysninger fra Reden har de cirka 300 brugere. Det er under en fjerdedel af de 1300, de fortalte om sidste år ved denne tid. Tilbagegangen skyldes dels det med, at man har udelukket de udenlandske kvinder. Men det skyldes også, at man ikke længere overdriver besøgstallet så meget, som man har gjort. (Muligvis gør man det slet ikke mere – det er en anden historie, som jeg måske vender tilbage til i et senere indlæg).

Men selv om det nu står klart for alle, at Reden groft har misinformeret om sine aktiviteter, og selv om man har lukket af for langt størstedelen af gadens sexarbejdere, så har det ikke haft konsekvenser for bevillingen fra staten (se note).

Forestil dig, at hvordan Ekstra Bladet havde skrevet om det, hvis for eksempel en godgørende forening havde gjort det tilsvarende. Hvis den havde samlet penge ind til aktiviteter, den ikke udførte. Hvis den systematisk og dramatisk havde overdrevet antallet af personer, den hjalp. Hvis den havde skåret to tredjedele af sine aktiviteter væk, men opretholdt det samme tilskud fra staten.

Man skal ikke bare have et nært kendskab til tiden og situationen, for at forstå hvorfor Klaus Bondam fik nytårstorsken. Man skal have det samme nære kendskab for at forstå, hvorfor Reden og Anette Rix ikke bare fik den direkte. Men tiderne skifter, og hvem ved, måske får de den næste år. Så kan de jo gøre gengæld og give den til Klaus Bondam.

---------

Apropos tilværelsens flygtighed:

Foreningen Generation Gi var blandt dem, der gav penge til Reden i den vildfarelse, at de hjalp ofre for trafficking. I dette tilfælde kan man dog ikke klandre Reden – Generation Gi gjorde selv en dyd ud af, at de gav pengene uden at sætte sig ind i, hvad de gik til.

Det var lægen Erik Hohwü, der startede foreningen, der med stor ståhej og megen medieomtale holdt en stor støttefest i februar sidste år. Foreningens plan var, at den skulle fremme uselviskheden i en ellers forkælet generation, og det skulle foregå ved at samle ind til forskellige formål, der ville blive besluttet hen ad vejen.

Det projekt ser ikke ud til at have meget luft under vingerne. Jeg har været inde på foreningens hjemmeside, og der er ikke registreret nye aktiviteter siden sidste forår, hvor man bekendtgjorde, at generalforsamlingen var udsat til juni. Der er ikke et ord om nye fester eller nye gode formål.

Så sådan er det. Det er slet ikke som nemt at være uselvisk, som folk går og tror.

-----------

Note:

Finansloven for 2010 ligger i skrivende stund ikke på nettet – det gør kun regeringens forslag til den.  Ifølge forslaget (se konto 15.75.70, side 789) bortfalder en ekstraordinær bevilling på 1,3 millioner kroner for 2008 og 2009 planmæssigt i år. Men den øvrige del af bevillingen, 5,1 millioner kroner, opretholdes.

Illustrationer: Besøg denne hjemmeside.

Talrige gange har jeg skrevet om institutioner, organisationer og enkeltpersoner, der har løjet om sexarbejde og/eller trafficking. Jeg ved, at den slags kan lyde utroligt, for i Danmark er vi i det store og hele vant til at have tillid til folk, der er blevet overdraget et ansvar. Det er næsten en del af vores kollektive barnetro. Men her er en konkret historie om, hvordan og hvorfor den slags misinformationer kommer til verden:

Center Mod Menneskehandel (CMM) blev stiftet i 2007, og det var især i begyndelsen en god, ny stemme i debatten. Mens for eksempel Reden tidligere konsekvent omtalte udenlandske sexarbejdere som ofre for kvindehandel, der blev dirigeret af skumle, mafialignende bander, så var tonen en helt anden fra CMM. I konkrete sager har jeg endnu ikke set dem vurdere, at en kvinde, de har haft med at gøre, har været handlet, og de giver også et meget andet billede af fænomener som tvang og bagmænd. De skriver om, hvordan disse bagmænd kan være familiemedlemmer eller andre sexarbejdere, og hvordan det, at man formelt er offer for menneskehandel, ikke er ensbetydende med, at man er magtesløs, eller at man overhovedet ænser, at man skulle være udsat for en forbrydelse.

Indtil i sommer udmærkede CMM sig også ved, at man gav et billede af omfanget af trafficking, der var i overensstemmelse de internationale eksperters bedste vurderinger. På hjemmesiden skrev man for eksempel, at der siden 1990’ere var kommet flere end 100.000 ofre for trafficking til europæisk prostitution. Den formulering var tydeligvis skrevet af én, der vidste hvad hun talte om. Hun havde sig ind i de tal fra ILO, som jeg beskrev i et tidligere indlæg, og hun vidste både hvad man kunne konkludere af tallene, og hvor deres begrænsninger lå.

Men nu er der andre oplysninger om dette emne på CMM’s hjemmeside. Nu gengiver man forskellige vurderinger, der ligger i et spænd mellem at 120.000 og 250.000 kvinder og børn hvert år bliver handlet til prostitution i Vesteuropa. Det er tal, der i praksis er mellem 10 og 25 gange så høje som de tal, man bragte før, og det er et udtryk for, at CMM har sat udviklingen i bakgear. Ironisk nok gik CMM tilbage fra det internationale konsensusestimat næsten samtidigt med, at det amerikanske udenrigsministerium tilsluttede sig det.

CMM henviser til seks kilder på de nye tal. Men disse kilder siger ikke det, CMM hævder, de siger. Ingen af dem:

*   Bjørg Norlis ”Utenlandsk prostitusjon i Oslo” fra 2006 bringer ingen af de konkrete tal, CMM gengiver.

*   UNDP omtaler ganske rigtigt 175.000 årlige tilfælde af trafficking fra Øst- og Centraleuropa, herunder de tidligere sovjetstater. Men det er ikke 175.000 tilfælde til Vesteuropa, som CMM skriver – det er tilfælde til hele verden, herunder til de øst- og centraleuropæiske lande selv. Disse lande er også store modtagerlande, når det kommer til traffikcing.

*   En ”Ressource Book”, som EU udgav i 2005, indeholder ingen af de tal, CMM nævner. CMM angiver udgivelsesåret til at være 2001, men denne publikation har jeg ikke kunnet finde på nettet, og den vil under alle omstændigheder ældre end den nyeste, CMM havde til rådighed.

*   En ”Annual Report 2000” (årsrapport) fra IOM findes slet ikke! En sådan publikation er aldrig udgivet, har IOM oplyst mig om. Organisationen udgiver hvert år ”Report of the director general on the work of the organization”, som man også selv lidt i flæng omtaler som en Annual Report. Men der er blot tale om en simpel statistisk opremsning opgørelse af organisationens arbejde, og heller ikke 2000-udgaven indeholder informationer i den retning, som CMM formidler. Det samme er tilfældet for en specialrapport om migration, der blev udgivet samme år. IOM afviser ikke, at man for år tilbage kan have nævnt tallet 250.000 i en eller anden sammenhæng, men man er for længst gået bort fra at fremlægge egne estimater. Man regner desuden andres estimater som halvt gætværk.

*   Retfærdigvis kommer CMM forholdsvis tæt på at referere to Europol-publikationer fra 2007 og 2008 korrekt. Men så alligevel ikke. Det hedder, at Europol skønner, at flere hundrede tusinde er ofre for trafficking i EU. Det, Europol skriver, er imidlertid, at der er grunde til at tro, at det forholder sig sådan. Det er noget andet – Europol hævder ikke at skønne noget som helst og er altså ikke nogen primær kilde. (publikationerne ligger pt. ikke på nettet).

Så det er, hvad der er sket i CMM. Man har fjernet fagligt velunderbyggede oplysninger fra sin hjemmeside, og så har man erstattet dem med løse og i nogle tilfælde også forældede antagelser. En eller anden har haft den opgave at sætte nogle kilder på, og vedkommende har skrevet en række titler, men tydeligvis uden konsekvent at have læst de omhandlede publikationer, og end uden at have undersøgt, om de rent faktisk eksisterede.

Det er muligt, at jeg har medskyld i miseren. Jeg bemærkede den tidligere formulering i forbindelse med, at Politiken i april skrev, at der hvert år er 600.000 ofre for menneskehandel i Europa. Jeg sendte en mail til journalisten og spurgte, hvor hun havde tallet fra. Hun havde det fra SF (!) som angiveligt skulle have det fra CMM. Jeg fandt altså, hvad der stod på CMM’s hjemmeside om sagen, og jeg meddelte det til journalisten. Jeg skrev også om det i et blogindlæg, hvor jeg kritiserede SF og partiets EU-kandidat Emilie Turunen, der flere gange i valgkampen nævnte de 600.000 ofre.

Hverken artiklen i Politiken eller SF’s oplysninger blev nogensinde rettet. Det gjorde CMM’s hjemmeside altså så til gengæld. Jeg har ikke bemærket, at andre end mig har hæftet mig ved den tidligere formulering. Så hvad der end har bevæget CMM til dette besynderlige skridt, kan det i hvert fald ikke være meget tungere end mig – en enkelt nørd i et hjørne af blogland.

Det siger i sig selv noget om, hvor hårdt et pres CMM er under. Det er en institution med højt uddannede og erfarne ansatte, der tydeligvis lagde ud med en intention om at udføre et stykke solidt og troværdigt fagligt arbejde. Men på baggrund af, hvad der set udefra ligner en ubetydelig detalje, smider de fagligheden overbord og snakker bevidstløst uærlige politikere efter munden.

Man får et indtryk af hvor presset kommer fra, og hvad det består i, når man læser en kronik, som Line Barfod fra Enhedslisten og socialdemokraten Yildiz Akdogan havde i Politiken i oktober. Her betonede de, at CMM som institution er oppositionens værk. Det er dermed også oppositionen, der sørger for, at de får penge hvert år. Det sidste, Barfod og Akdogan har brug for, er en nuancering af begrebet trafficking. Det er i deres politiske interesse – i deres kamp mod sexarbejde – at bevare det mytiske billede af trafficking.

Det er CMM oppe mod. Man kan kun gisne om, hvad de ansatte tænker om det. Måske – det ville være mit bedste gæt – tænker de, at hvis de bider af den hånd, der fodrer dem, så forsvinder de helt, og så er vi tilbage ved, at det er missionærer fra KFUK, der skal tage sig af de udenlandske sexarbejdere, politiet finder. Ergo er det bedre for alle parter, hvis CMM lyver præcist så meget, som der skal til, for at de får lov at overleve.

Hvis det er ræsonnementet, kan jeg på sæt og vis godt følge dem. Men det ændrer ikke ved, at det er løgn, hvad de fortæller. Denne løgn får autoritet i og med, at netop dé fortæller den, og omvendt mister CMM selv autoritet ved at fortælle den.

-------------

Der er flere eksempler på at CMM bevidst misinformerer på sin hjemmeside.

Jeg har tidligere skrevet om, hvordan CMM giver gode danske ord en ny betydning for at kunne skrive, at der i 2008 er identificeret 72 handlede kvinder. Sandheden er, at der 72 kvinder, hvor en eller anden har opfattet en indikation på, at den pågældende kan være handlet. Nogle af disse kvinder har man end ikke mødt – de har blot ringet til en hotline og spurgt om et eller andet.

Alle 72 er sexarbejdere på gaden. Om dem, som CMM selv møder på bordellerne efter politirazzaiaerne, hedder det, at man ikke har et tilstrækkeligt grundigt kendskab til dem til at kunne sige, om de er handlede eller ej. Det harmonerer ikke med det, CMM har oplyst har til medierne i konkrete sager, der dog ligger efter senere end 2008. Her har man i flere tilfælde afvist, at de kvinder, man mødte, var handlede.

Sidste eksempel er, at CMM skriver, de sociale organisationer i 2007 har mødt 250 kvinder, der potentielt kan være handlede. Tallet dækker i virkeligheden over det antal kvinder, som de opsøgende organisationer mødte i alt i 2007. Kun ganske få af dem, om nogen, var dokumenterede ofre for menneskehandel. Mange af kvinderne vidste man ganske lidt om, og en del udelukkede man var ofre for menneskehandel. CMM er udmærket klar over dette, da flere af centrets faste medarbejdere selv har været med til at beregne tallet, der i begyndelsen af 2008 blev lanceret i et svar fra daværende velfærdsminister Karen Jespersen til Folketinget.

------------

Helt skidt er det trods alt ikke med CMM. Der er stadig i organisationen en vilje til at formidle faktuel viden, og den vilje bør man bestemt anerkende. Igen, det er en vanskelig situation, de står i, med det kontante politiske pres, der ligger på dem.

CMM’s publikation ”Menneskehandel: Definition og identifikation” fra 2008 indeholder den manipulation, der gør, at man kan omtale måske handlede kvinder som om de er handlede. Men publikationen indeholder også mange interessante informationer, blandt andet om ofrenes eget forhold til deres situation, og om deres forhold til bagmændene.

CMM har også her for nyligt fået gennemført en undersøgelse om danskernes kendskab til menneskehandel. Man har blandt andet spurgt til kendskabet til menneskehandel i forskellige brancher. Dermed er CMM på forkant i den danske debat, hvor man hidtil stort set kun har hørt om menneskehandel i forbindelse med prostitution. Som tidligere omtalt presser USA på for, at man også skal være opmærksom på menneskehandel og tvunget arbejde i andre brancher.

Læs også det seneste nummer af Social Fokus med tema om menneskehandel. Jeg har i skrivende stund ikke læst alle artiklerne, men hvis man kan se bort fra den indledende retorik, er det, jeg har læst, meget sagligt.

Illustrationer: Besøg denne hjemmeside.

Socialdemokraten Yildiz Akdogan står for årets citat i prostitutionsdebatten. ”Det er ikke for at moralisere – det er bare ikke i orden,” sagde hun, da hun i en tv-debat dagen efter sit partis kongres i september skulle forklare, hvorfor de havde vedtaget at ville gøre sexkøb kriminelt.

Det selvmodsigende udsagn illustrerer kernen i kriminaliseringsbevægelsens problem: Moraliseren i den religiøse/ideologiske forstand, hvor noget kan være forkert uden anden begrundelse, end at det er det altså bare, er ikke velset i Danmark. Kriminaliseringsfolkene bryder sig formentligt heller ikke om det selv. Derfor er de nødt til at argumentere ud fra en masse ulykker ved prostitution. Da de i det store og hele ikke har den slags ulykker på lager, opfinder de dem selv. Men det er besværligt at lyve, og det er der, de hænger fast.

Debatten op til COP15 var et godt eksempel på det. SIO’s udspil om at omveksle postkortet til sex virkede kun, fordi organisationen faktuelt havde ret i sin bagvedliggende argumentation. Hvis beboerne på Istedgade for eksempel havde oplevet lange køer af aggressive klimadelegerede, der ville købe sex, så havde Københavns Kommune haft en god sag. Men historier om den slags scener er og bliver ammestuesnak, hvilket alle eksperterne også bekræftede. Derfor stod SIO tilbage som vinderen.

Det geniale i SIO’s udspil har måske skygget for denne virkelighed. Men sagen er, at Københavns Kommune og alle de andre, der ville bruge COP15 til at slå et slag mod prostitution, ikke kunne vinde på den historie. De kunne højst have fået en uafgjort. Man har set det samme mønster igen og igen gennem de seneste snart to år, også uden at SIO eller andre har behøvet ryste en genistreg ud af ærmet.

Det er et strategisk dilemma for kriminaliseringsfolkene. Deres kampagner virkede kun, dengang ingen sagde dem i mod. I dag bringer hver ny kampagne dem blot længere væk fra det forjættede mål. Alle deres penge, og alle deres tætte kontakter i pop og politik, nytter ikke en pind ved kampe i det åbne land. Hvis de skal vinde i sidste ende, skal de på en eller anden måde drage fordel af deres styrke: De skal håbe, at deres venner på Christiansborg en dag bliver så stærke, at de kan trumfe kriminaliseringen igennem. Og i mellemtiden skal debatten helst ud af det offentlige rum.

Men det er nemmere sagt end gjort. Hele kriminaliseringsbevægelsen er gearet til kampagner og agitation. De vil blive ved, og det skaber et andet og mere alvorligt strategisk problem for dem: De bringer sig i modsætning til en stærk politisk kraft, som vi ikke så tit hører fra, men som ikke desto mindre findes som en realitet for alle parter i debatten.

Når kriminaliseringen ikke allerede er kommet, er det fordi et flertal på Christiansborg ikke ønsker den. Formentligt endda et stort flertal, hvis man tæller efter medlemmer i stedet for efter partier. Blandt andet en række prominente socialdemokrater stiller betingelser, før de vil stemme for den lovgivning, deres parti nu officielt arbejder for.

Dette flertal står bag den nuværende lovgivning, hvor hverken sexarbejdere eller kunder er kriminelle, men hvor de på den anden side heller ikke har nogen rettigheder. Det er umiddelbart modsætningsfyldt, men man skal huske på, at det giver perfekt mening for flertallet på Christiansborg: De vil gerne markere, at de helst var helt fri for prostitution. Men de ved også, at der er et besværligt område, så de har – i hvert fald i udgangspunktet – arrangeret det sådan, myndighederne slipper for stort set enhver kontakt med det.

Der er ikke sagsbehandlere, der skal behandle dagpengesager om sexarbejdere, for de har slet ikke ret til dagpenge. Der er ikke domstole, der skal afgøre tvister om ansættelser, for ansættelser er slet ikke lovlige. Der er for den sags skyld heller ikke klagenævn, der skal gribe ind over for sexarbejdere, der snyder med ydelsen, for ydelsen findes officielt slet ikke. Og der er altså ikke betjente, der skal arrestere sexarbejdere eller kunder, for ingen af dem gør noget ulovligt.

I den første tid eksisterede flertallet på Christiansborg fint sammen med kriminaliseringsfolkene, for det var kun fremgangsmåden og ikke synet på prostitution som noget uønskeligt, der adskilte dem. Men nu er det anderledes: Hver gang kriminaliseringsfolkene starter en kampagne og løber panden mod en mur, sker præcis de modsatte af, hvad flertallet ønsker. Hver gang hører danskerne sexarbejdere og kunder fortælle, og prostitution bliver lidt mindre mystisk, lidt mindre kontroversielt – og lidt mere accepteret i befolkningen.

Og hvad der er værre: Hver gang kommer der også en dyb og stadig mere kvalificeret kritik af det system, flertallet bestyrer. Det er hele deres autoritet og position, der bliver angrebet. Ikke bare i henseende til prostitution, men også i henseende til områder, der lapper ind over, og som der også kommer fokus på, hver gang man diskuterer prostitution. Det gælder især ligestilling, men det gælder også for eksempel migration og narkopolitik. Flere og flere står frem og siger ting, der i strid med selve fundamentet i de fleste politikeres tankesæt. 

Man må forestille sig, hvordan flertallet så forløbet omkring COP15. Det var meget stærke organisationer og enkeltpolitikere med millioner af kroner fra skattemidler, fagforeningskontingenter og frivillige bidrag, der kastede sig ud i kamp. Men det endte med, at det var SIO, der fik sit budskab ud – denne gang ikke bare i Danmark, men i hele verden. Signalet om, hvordan styrkeforholdet er blevet, kunne simpelthen ikke være mere tydeligt.

Hvad skal flertallet gøre ved det? Deres interesse er først og fremmest at få ro på området. Det kan de gøre ved at give sexarbejderne indrømmelser – rettigheder. Det står ikke i modsætning til, at de en gang til kan fastslå, at de anser sexarbejde som et socialt problem, som de gjorde det ved afkriminaliseringen i 1999. De vil naturligvis være tvunget til at lade sexarbejdere bruge de normale systemer. Men det overlever de nok – sådan er det i forvejen på skatteområdet. Desuden har udsagnet om det sociale problem, netop i kraft af sin meningsløshed, en meget fin egenskab: Det kan bruges som argument for en hvilken som helst praktisk ordning af området. Den ene ordning giver lige så meget og lige så lidt mening som den anden.

En hel eller delvis legalisering er således, når flertallet må analysere det ud fra deres interesser, en meget lille indrømmelse i forhold til al den ballade, de slipper for. Selv kriminaliserings-tilhængere kan stemme for i hvert fald dele af en legalisering uden at tabe ansigt.

I forbindelse med tagstillingsmand-kampagnen i marts 2008 sammenlignede jeg situationen med slaget om England i 1940. Ved nytår sidste år skrev jeg om, at vores side havde vundet dette slag. Hvis man trækker parallellen videre: Kort efter gik tyskerne i stå. Det så ganske vist meget fint ud for dem, hvis man bare kiggede på landkortet. De var her og der og alle vegne. Men blitzkrigens glade dage hørte op, og de tabte flere slag, end de vandt. Det var stadig deres mål at komme over kanalen og slå England. Men fra den anden side af kanalen var englænderne også begyndt at overveje, hvordan de skulle komme over vandet og vinde det tabte land tilbage.

Kriminaliseringsfolkenes sag er ikke umulig. Men deres strategiske situation er slet og ret dårlig. Hvis de skal vinde, kræver det ikke bare udholdenhed, men også held. Det held kan for eksempel være, at oppositionen vinder en overbevisende sejr ved næste valg. Men personligt tror jeg det er mere sandsynligt, at det er vores side, der først går over kanalen.

Den slags processer tager tid, og det er ikke givet, at det sker i 2010. Men der er altså grund til at se agtsomt, men også håbefuldt, på om ikke specielt det nye år, så i hvert fald de kommende år. Den sædelighedsfejde, der har raset de senere år, kan føre nogle meget positive ændringer med sig på en række områder.

Jeg ønsker alle læsere et godt nytår!

I det forløbne år er jeg fem-ti gange blevet kontaktet af journalister, der ville høre om, hvad en sexkunde mener. Ved nogle af disse lejligheder har jeg prøvet at gøre journalisten interesseret i, hvilken betydning blogland har haft for prostitutionsdebatten. Det er ikke lykkedes, hvilket jeg ikke helt forstår. Jeg synes jo, at det er en meget interessant historie.

Jeg vil vove den påstand, at blogland har været en afgørende komponent i, at forsvaret for rettigheder i prostitution står så stærkt i offentligheden, som det gør i dag. Jeg anser det ikke som utænkeligt, at hvis blog-mediet ikke havde været opfundet, så havde vi på nuværende tidspunkt haft kriminaliseringen. Hvis jeg har ret i det, så er det også det bedste eksempel på, at det nye medie har magt og er effektivt, og at det i betydning kan overgå alle andre medier, når situationen er til det.

For hvert område, der kommer op i offentligheden, er der et antal debatter på internettet. Så vidt er ”vores” område ikke anderledes end andre. Men på andre områder er der også en debat i alle de traditionelle fora. Det særlige ved prostitutionsdebatten er, at dem, der forsvarer rettigheder, stort set ikke var organiseret i forvejen. Denne organisering er også svær at skabe, fordi både sexarbejdere, kunder og de fleste sympatisører ønsker anonymitet. Hvis de skal blande sig i debatten under eget navn, må de, i modsætning til kriminaliseringsfløjen, eller dem, der forsvarer den nuværende politik, også indirekte sige noget om deres egne seksuelle følelser og handlinger. Det undgår de fleste helst, om ikke andet så af ren blufærdighed.

Blogland kompenserer perfekt for alt dette. Alle kan være anonyme. Samtidig er det hele vidunderligt ubureaukratisk, og dermed overvinder man også næste traditionelle forhindring. Skal man organisere sig i en forening, skal der laves vedtægter og holdes møder, hvor folk skal bede om ordet. Måske møder Jensen op med et bundt geniale ideer, men han føler sig med rette eller urette utilpas i selskabet og kommer derfor aldrig igen, og hans ideer går tabt. På blogge kan alle nemt og ubesværet bidrage med hvad de nu har. På den måde får man alle gode kræfter med, og ethvert bidrag, stort eller småt, kan bruges og videreudvikles af andre.

Man overser det nemt i hverdagen, hvor det ene debat afløser den anden. Men over de godt tre år, hvor et antal blogge – hvoraf nogle desværre er lukket og slettet igen – har beskæftiget sig med prostitution, er der skabt en solid rygrad, både i henseende til viden og ideer. Argumenter og synspunkter er blevet testet, og de er blevet godkendt eller forkastet. Nogle gange efter ophedede diskussioner. Men det betyder, at dem, som i dag står frem i de traditionelle fora, er rustet til tænderne. Der er ikke meget, de ikke har hørt om eller tænkt over før.

Rent bortset fra, at mange af de nuværende aktive har mødt hinanden gennem bloggene. Jeg selv, for eksempel, ville formentligt stadig have gået alene rundt med mine frustrationer, havde det ikke været for blogland.

Det er netop kontakten, der giver bloggene deres styrke. Uden kommentarer fra læserne var en blog blot en samling læsebreve, der kunne være gode eller dårlige, men som ikke blev læst af nær så mange, som hvis de blev bragt i en avis.

Det leder mig frem til det, jeg vil sige med dette indlæg: Tak.

Det er sådan et firkantet ord, og jeg går ud fra, at læserne også selv får noget ud af at være med. Men immervæk har de fleste af jer, der har kommenteret indlæggene over årene, ingen direkte tilknytning til sexarbejde. Det er således mere min end jeres sag, det har handlet om. Samtidig har jeg også på et personligt plan haft meget stor glæde af det, jeg har fået retur fra læserne. For mig har det åbnet nye horisonter, som jeg end ikke forestillede mig eksisterede i virkeligheden.

Det korte af det lange er, at jeg oplever, at jeg har fået og fået og fået. Det kan jeg godt blive lidt beklemt over. Det er ikke fordi, jeg lige nu og her har en masse at give igen. Ud over altså at bruge julen som anledning til at udtrykke min taknemmelighed over og anerkendelse for alt det, som I har bidraget med her og på andre blogge.

Det er da mindste, man kan gøre :) Glædelig jul til jer alle!

Jeg hader december. Det er mørkt, og det kommer til at virke endnu mørkere, fordi temperaturen det meste af tiden ligger cirka 5 grader over frysepunktet. På denne årstid hænger varme som regel sammen med tunge, grå skyer. Jeg vil personligt meget hellere have frost – og klart vejr og lys.

På det punkt er jeg uenig med samtlige tv-metrologer, der året rundt tager det glade ansigt på, når de kan fortælle om varmere dage forude. Det synes at være en konsensusopfattelse, at vi først og fremmest gerne vil have så høje temperaturer som muligt. Enhver nyhedsudsendelse sætter nogle minutter af til sidst til at fortælle om, hvorvidt dette ønske er på vej til at blive opfyldt.

I begyndelsen af nyhedsudsendelserne er tonen en helt anden. Her er høje temperaturer lige med klimaændringer, og sådan nogle er noget møg. Helt konsekvent. Ingen glæder sig over det positive ved klimaændringer – end ikke med en smule taknemmelighed over, at vi lige nu åbenbart lever med det for menneskeheden helt perfekte klima (det må følge som en logisk slutning af, at enhver forandring i klimaet er problematisk).

Men der er altså positive ting ved klimaændringerne – også ud over de mildere vinde, som folk godt kan lide i dagligdagen. Takket være de forudsete klimaændringer skal der for eksempel være topmøde i København de kommende uger, og takket være dette topmøde får vi et par ugers pause fra det retssikkerhedsmæssige galehus, som indsatsen mod prostitution har udviklet sig til. Der er, som det udtrykkes i et Rtizau-telegram tirsdag, fri leg under topmødet.

Talrige politikere har ønsket en forstærket indsats mod prostitution under topmødet, fordi de af en eller anden grund regner med at Michelle Obama eller andre topmødedeltagerne vil bruge fritiden sammen med ludere. Men det går helt modsat, med indsatsen i hvert fald. Politiet sætter alle ressourcer ind på at beskytte de fine gæster, og så er der ikke tid til at rende ud på bordellerne, hvilket ellers i dagligdagen beskæftiger godt 30 politifolk. Man vil ikke ”mandsopdække” eller ”dæmme op for” sexarbejdere under konferencen, rapporterer Ritzau.

Efter loven er det heller ikke Politiets opgave at dæmme op for prostitution. Det har det ikke været siden 1999, hvor afkriminaliseringen blev vedtaget, og den ene politiker efter den anden gik på Folketingets talerstol og talte om, at nu skulle salg af sex ikke længere opfattes som en kriminel handling, men som et socialt problem.

Men det samlede Christiansborg sender alligevel Politiet på jagt efter sexarbejdere. Nu bruger de bare alle mulige andre forklaringer. Der er ikke noget, der tyder på, at sexarbejdere skulle være et særligt lovbrydende folkefærd. Men man finder naturligvis løbende tilfælde af for eksempel skattesnyd eller manglende arbejdstilladelser, og det bruger man til at retfærdiggøre den næste razzia.

På den måde har vi på sælgersiden de facto lige så meget kriminalisering, som vi havde før 1999. Den paragraf, man dengang håndhævede, sagde, at sexarbejdere skulle følge et påbud fra Politiet om at søge andet erhverv. Så selv om meget få sexarbejdere blev straffet, så havde Politiet hele tiden en klemme på dem – en undskyldning for at gribe ind, hvis de nu lige fandt det belejligt. Præcis som det er i dag.

Det var den slags, jeg skrev om mit forrige indlæg. Politikerne tager hæderen for at ændre loven. Men bagefter sørger man for, at det i praksis er det gamle system, der bliver ført videre. Nu blot rent administrativt, så sexarbejderne ikke engang længere kan læse i loven, hvilke regler der gælder for dem.

I Ritzau-artiklen siger politimanden Rene Hansen vistnok det rigtige. Han sondrer mellem at jage bagmænd og at jage sexarbejdere. Men journalisten opfatter end ikke forskellen. Han eller hun har opfattet, at politikerne gerne vil af med sexarbejderne, og at de gerne vil bruge politiet til det, selv om de ikke vil tage ansvar for det gennem nogen lov. Det er åbenbart godt nok til journalisten, der ikke ænser, at det virkelige behov her ligger i at dæmme for politikerne.

Men i nogle uger bliver vi altså fri for dette cirkus – takket være klimaændringerne. Måske skulle jeg begynde at glæde mig sammen med metrologerne, når der er udsigt til varmere vejr sidst på ugen.

Illustrationer: Besøg denne side.

Bedre boliger. Det er hvad danskerne først og fremmest stræber efter, og det er en lidt underlig fetish, vi har dér. Vores boliger er i forvejen verdens bedste, men alligevel slavebinder vi os rask væk til realkreditinstitutter for at få råd til sidste nye køkken, carport, badeværelse. Og når boliger kommer på dagsordenen i en valgkamp, begynder vælgerne at te sig underligt og stemme på de helt forkerte partier.

Jeg ville ønske, jeg havde skrevet det her for en uge siden. Det viser sig nemlig, at statsministeren, der lige stod og manglede en politik, har været på Google for at finde en dansk pendant til den amerikanske drøm. Det lykkedes ikke, men det var vistnok fordi han forestillede et eller andet højtravende og idealistisk. Den amerikanske drøm er smukt opstået ud af fattige migranters fantasier om at skabe et godt liv. Men i dag handler den grundlæggende ikke om meget andet end at tjene en masse penge. Det er en materialistisk drøm, ligesom med vores boliger, og i det hele taget er materialisme den stærkeste drivkraft i de fleste samfund.

Men det står naturligvis ikke i modsætning til, at enhver kultur også indeholder vigtige, åndelige værdier. Nogle gange er materielle og åndelige værdier filtret sammen, som når amerikanerne især hæfter sig ved deres frihed – som for en stor del skal bruges til at tjene penge.

I resignation over den manglende assistance fra Google fandt statsministeren selv på noget. Lars Løkke Rasmussen har omsat sin danske drøm til ti målsætninger, der alle handler om, at vi skal være blandt de bedste i verden til et eller andet. Danmark er eventyrerens land, og programmet bærer præg af forestillingen om, at man vandrer over bjergerne, og til sidst kommer man til en grøn dal med et kongerige, hvor alle er velstillede og harmoniske. Uskyldigt og frit fra den store verdens grimhed og brutalitet.

I den slags eventyr er der som regel også en god og mild konge, som alle holder af. Plottet er så, at nogen eller noget truer kongen, og dermed riget, og så er det op til kongen at løse problemet, så rigdommen og harmonien bliver bevaret. Det lykkes som regel til sidst, om end på et hængende hår.

I vores nutidige rige har vi ikke en konge i den forstand. Men vi har et stort samfundssystem med samme funktion – det skal sikre rigdom og harmoni i befolkningen. Statsministeren er i spidsen for dette system, og han reagerer på de trusler, han ser. Det er trusler som globaliseringen, ældrebyrden, klimaforandringer og borgernes forkerte levevis.

Men der var en mulig trussel, som kongen sjældent fokuserede på i eventyrerne. Nemlig ham selv. Måske var han i virkeligheden uduelig, urimelig eller magtsyg. Man kunne heller ikke rigtigt forvente, at han skulle fokusere på denne eventualitet, og så meget større var truslen, da forventningen jo netop var, at han skulle tage initiativ til at eliminere truslerne.

Også Lars Løkke Rasmussen er blind for de trusler, der er bygget ind i det system, han selv er chef for. Hans ti punkter handler uden undtagelse om ting, der kan angribe eller udfordre systemet udefra.

Lars Løkke Rasmussens forgænger havde noget større flair for den blinde vinkel i eventyrerne. En af Anders Fogh Rasmussens største genistreger som statsminister var at lancere begrebet ”smagsdommere”.  Han blev bagefter med rette hånet for, at han så ikke gjorde noget ved disse smagsdommere alligevel, så længe de bare tjente hans sag. Men begrebet blev stående som et negativt ladet skældsord, der ofte bruges af politikere og debattører af alle observanser. Meningen er klar for alle. Der skal være et hegn ned mellem eksperterne og magten på den ene side og den individuelle dansker på den anden. En ekspert eller magthaver er slet ikke nødvendigvis dum eller på gale veje. Men hans eller hendes indblanden er heller ikke nødvendigvis klog eller berettiget.

Borgernes rettigheder over for magten er en vigtig del af forfatningen i ethvert demokratisk samfund, og det er uophørligt en udfordring for magten at huske at begrænse sig selv. Vigtigheden af dette, samt udfordringen i det, bliver ikke mindre af, at centralmagtens rolle er så omfattende, som den er i Danmark.

Det er ikke blot det, at der er regler, der regulerer stort set alt, hvad vi gør. Værre er det, at det i praksis ikke er muligt at overholde alle disse regler. Alle må bryde en eller flere love mere eller mindre dagligt. Man ser det hver gang man får anledning til at tjekke et område fra ende til anden. Så viser det sig, at fødevarevirksomheder og supermarkeder snyder med datomærkerne, at håndværkerne udfører sort arbejde, at de store virksomheder betaler bestikkelse i udlandet, at boligejerne glemmer at betale skat af solgte boliger, at bilisterne kører for stærkt og så videre. Al den slags er mere reglen end undtagelsen.

Man kan ikke nå at holde øje med det hele, og det betyder, at der opstår en vilkårlighed. Det handler ikke længere om, hvilke love man vedtager, men om hvilke love man håndhæver og hvor meget. Man kan udstøde ethvert menneske og enhver samfundsgruppe rent administrativt, bare ved at være rethaverisk på det rigtige område. Det sker også hele tiden, og i praksis er det demokrati og borgerrettigheder, der lider under det hver gang.

Se for eksempel, hvad der er sket for sexarbejderne. Der er ikke ændret en linje i loven om dem de seneste ti år, og ændringen dengang var en udvidelse af rettighederne. Alligevel er det gået den modsatte vej. Man skal adskillige årtier tilbage, før sexarbejderne havde så dårlige vilkår som nu. De har de facto mistet rettigheder, fordi retspraksis er strammet. De bliver straffet for forseelser, som andre får lov at begå ubemærket. Der bliver udgivet svigefulde, pseudovidenskabelige publikationer om dem, og der bliver ført nedværdigende og uberettigede kampagner mod dem og deres erhverv. Og det hele er vedtaget rent administrativt.

Det var bare sexarbejderne, som jeg nu tilfældigvis ved noget om. Men se på andre grupper, som der er fokus på. Ville der for eksempel være nogen grund til at hæfte sig særligt ved indvandrerkvinder med tørklæde eller slagtemestre i supermarkeder, hvis man bare skulle betragte deres handlinger nøgternt, isoleret fra tilfældige magtinteresser, der er bygget ind i systemet?

Der en eller anden filmfarce, hvor Moses kommer ned fra bjerget med tre tavler og præsenterer sine femten bud. Så taber han en af tavlerne, og han retter det hurtigt til, at der er ti bud.

Jeg håber, at en eller anden finder Lars Løkke Rasmussens sidste tavle med fem punkter, der handler om, hvordan man stopper magtens selvsving. Dermed kan han opfylde den danske drøm, der åbenbart ikke er beskrevet på internettet.

De fleste danskere ønsker et stort samfundsapparat, der sørger for uddannelse, sundhed, omfordeling fra rig til fattig og så videre. Men vi ønsker samtidig at bevare frihed, frisind og tolerance. Det med friheden havde Lars Løkke Rasmussen også med, men han glemte det altså igen, da han formulerede de ti punkter.

Og apropos det: Hvis det er mere velklingende med ti end med femten bud, så kan statsministeren skrotte fem af de punkter, der handler om rigdom. Den del skal vi nok selv finde ud af, som borgere. Vi er et hårdt arbejdende folk. Det er vi også nødt til at være. Vi skal jo have råd til vores boliger.

Illustrationer: Besøg denne hjemmeside.

International Labour Organization (ILO) har estimeret omfanget af trafficking i hele verden. En del af denne trafficking vedrører prostitution i Europa. Det handler om cirka 10.000 nye tilfælde om året, kan man konkludere ud af tallene.

Alle de tre store institutioner på området bakker nu op om ILO’s estimat, som dermed er det det tætteste vi kommer på at have et internationalt konsensus-estimat over omfanget af trafficking.

Estimatet er fra 2005, og det har således eksisteret i al den tid, hvor debatten om prostitution og trafficking har kørt på højtryk herhjemme. Alligevel bliver det næsten aldrig omtalt i Danmark. Jeg kan ikke mindes tilfælde, hvor medierne har skrevet om emnet ud at bruge tal, der var mindst ti gange så høje. Emilie Turunen fra SF slog rekorden i sommer, da hun gangede med 60 og omtalte 600.000 tilfælde om året.

Disse vilde overdrivelser, som kun få bemærker, er den ene grund til at hæfte sig ved ILO’s estimat og den konsensus, der har dannet sig omkring det. Det viser hvor primitiv debatten herhjemme er. Faktuel viden har meget svært ved at trænge ind.

Den anden grund til at hæfte sig ved estimatet er, at de ikke længere er helt nyt. Med den nye viden, der er kommet til siden, tyder alt på, at selv det er skudt meget langt over målet.

Det sidste kommer jeg kun kort ind på i dette indlæg. Indlægget indeholder stort set kun en forklaring af ILO’s estimat. Det er beregnet efter videnskabeligt, og det indeholder usikkerheder og forbehold som sådan. Det er desværre ikke så simpelt, at man kan sætte to streger og sige: Sådan er virkeligheden.

-----------

Når man skal opgøre en bestand af fugle, for eksempel blåmejser, går man ikke bogstaveligt ud og tæller hver enkelt. Man gør noget andet: Man fanger to gange et antal, og første gang ringmærker man nogle af dem. Hvis en stor del af de blåmejser, man fanger anden gang, er ringmærkede, kan man slutte, at bestanden ikke er ret stor. Omvendt, hvis der kun er få ringmærkede blåmejser i anden fangst, er bestanden stor.

Således kan man beregne bestandens størrelse ved at tælle to gange og opgøre, hvor mange gengangere der var. Den statistiske metode hedder Capture-recapture, og det er den metode, som ILO har brugt, da de opgjorde antallet af ofre for tvunget arbejde, herunder dem, der er trafficket.

Det er den opgørelse, der lige nu er konsensus om at bruge. ILO bruger den selv, og som tidligere omtalt er det også den, det amerikanske udenrigsministerium refererer til nu. Det samme gør International Organization of Migration (IOM), der ikke selv kommer med et estimat, men som holder sig til at notere andres estimater. IOM har to på listen: ILO’s og så det fra det amerikanske udenrigsministerium, som amerikanerne selv er holdt op med at bruge.

Således er det de mest autoritative organisationer på området, der er enige om at bruge ILO-opgørelsen. Alle andre tal eller opgørelser, man hører refereret i medierne, er mindre autoritative.

For ILO var problemet, at der ikke fandtes registre, de kunne slå op i. Kildematerialet var uoverskueligt og omfattede en lang række mere eller mindre officielle databaser på forskellige sprog, herunder for eksempel simple avisarkiver og rapporter fra NGO’er. ILO uddannede to hold til at pløje disse databaser igennem for de ti år fra 1995 til 2004. De ”fangede” ikke ofre for tvunget arbejde to gange, men de identificerede to gange et antal sager.

Nogle af sagerne identificerede begge hold, og ud fra dette kunne ILO, ved hjælp af Capture-recapture, beregne, at der var 12,3 millioner ofre for tvunget arbejde, hvoraf 2,45 millioner var trafficket i samme forbindelse.

Men nu kommer det rigtigt indviklede: Hidtil har vi hørt om trafficking-tal som et flow; hvor mange der kommer hvert år. Capture-recapture er derimod designet til at opgøre, hvor mange der er på et givet tidspunkt. Så det er, hvad ILO siger om sine tal – at de skal tolkes som hvor mange mennesker der er ofre for tvunget arbejde og trafficking på et hvilket som helst tidspunkt.

Men hvor de to tællinger af blåmejser finder sted hurtigt efter hinanden, så bestanden stort set ikke har ændret sig i mellemtiden, er ILO’s tal altså opgjort over en periode på ti år, hvor meget har ændret sig undervejs. Så kan man i virkeligheden slet ikke bruge Capture-recapture – det ville forudsætte, at et typisk offer for trafficking i 1994 stadig var i trafficking-situationen ti år senere. Det er ikke sandsynligt.

Umiddelbart kan man i stedet gøre noget andet: Man kan dividere tallene med ti og på den måde finde, hvor mange nye tilfælde der i gennemsnit er kommet ind i ”puljen” hvert år. Så får man også tal, der er direkte sammenlignelige med de tal, vi plejer at høre.

Jeg har selv kommunikeret med ILO, og de var flinke og meddelsomme – indtil vi kom til dette punkt, hvor jeg ikke kunne få nogen forklaring på, hvordan det var korrekt at tolke tallet. Jeg gætter på, at det er fordi der ikke er nogen god forklaring. Det er sagt som en konstatering og ikke som nogen kritik. Når ILO’s estimat har opnået konsensus, er det fordi det er bedre funderet end tidligere estimater. At det stadig ikke er perfekt, bør i den sammenhæng ikke lægges dem til last.

Hvis man dividerer med ti, så er der altså 1,23 millioner ny tilfælde af tvunget arbejde hvert år, hvoraf 245.000 også indeholder trafficking.

Men vi er altså efterladt med en usikkerhed. Center Mod Menneskehandel ramte det ret godt, da de en overgang på deres hjemmeside skrev, at der var kommet flere end 100.000 ofre for menneskehandel til prostitution i EU siden 1990’erne. Ud fra ILO’s tal er det sandsynligvis kun lidt flere end 100.000, men der mangler altså en offentlig viden om deres metode til at fastslå det endeligt.

Koblingen mellem de i alt 2,45 millioner tilfælde af trafficking i perioden 1995-2004 og de flere end 100.000 til EU siden 1990’erne, er følgende:

ILO opdeler tilfældene på brancher og geografiske hovedområder. Et geografisk hovedområde er de industrialiserede lande, hvilket i sammenhængen vil sige USA og Europa. I den industrialiserede verden har tvunget arbejde og trafficking en anden karakter end i resten af verden. For det første er ofre for tvunget arbejde i langt de fleste tilfælde kommet fra andre lande, og der altså også ofre for trafficking. For det andet er de fleste dokumenterede ofre for tvunget arbejde også knyttet til sexarbejde. Det drejer sig om cirka 75 procent.

Over tiårsperioden har der været 270.000 ofre for traffikcing i den industrialiserede verden, og 75 procent af dem er cirka 200.000. Hvis halvdelen af dem er kommet til Vesteuropa, har vi de 100.000, som Center Mod Menneskehandel omtaler. At der er gået nogle år siden 2005 berettiger at tale om ”flere end” de 100.000, og dermed har man også taget højde for den manglende viden om ILO’s metode.

Men der er altså 10.000 tilfælde af trafficking pr. år i forbindelse med sexarbejde i Vesteuropa om året, og det er det nogenlunde ædruelige tal, vi har at forholde til for tiden.

------------

Nanna Teglskov arbejder i organisation, der skal hjælpe sexarbejdere fra Zambia ud af erhvervet. Kun få af sexarbejderne melder sin ind i organisationen, og en del af dem, der gør, fortsætter ufortrødent med sexarbejdet samtidigt. De siger det ikke til de venlige hvide mennesker, som kun finder ud af det, fordi de møder deres egne medlemmer, når de er ude på opsøgende arbejde. Læs om det her på Nanna Teglskovs blog.

I Kina har kommunistpartiet opdaget, at 95 procent af de højerestående embedsmænd har elskerinder. Partiet har rundsendt en generel reprimande. Man går usentimentalt ud fra, at alle de mange elskerinder koster penge, og at disse penge bliver hentet i offentlige kasser. Læs om det her i Politiken.

De to historier har en forbindelse til ILO’s tal. ILO siger selv, at det er minimumstal. Blandt andet fordi de to hold, man satte til at pløje databaser igennem, ikke var i stand til at læse alle sprog. Man kan tilføje, at der givetvis er et antal tilfælde, der aldrig bliver registreret i nogen database.

Men omvendt: ILO opgjorde sine tal for en periode, hvor man i en egentlig forstand dårligt nok var begyndt at dokumentere tilfælde af trafficking. I Danmark faldt den første dom på området i 2003. Siden er dokumentationen blevet langt bedre, og som man kan se det nu, var der rigtigt mange forkerte oplysninger i de databaser, som ILO gennemgik. Hvis ILO gennemførte samme proces i dag, og forholdt sig til den nye viden, ville de finde langt lavere tal.

I nogle tilfælde er de forkerte oplysninger fabrikeret bevidst af politiske hensyn. Men langt fra i alle tilfælde. Ofte er det historier, der er opstået i nogens fantasi, og som er blevet bedre hver gang, der er blevet genfortalt. Men som dem, der fortæller dem videre, oprigtigt og af et ærligt hjerte tror på.

Det er vor tids slaveri-myte, man ser afspejlet, og den bunder i, at det er svært at begribe verdens forskellighed. I stedet springer man til forklaringer, man forstår – men som altså ikke holder.

I et senere indlæg kommer jeg ind på de forkerte oplysninger i databaserne.

---------

Kilder og noter:

Kilden til beskrivelsen af ILO’s tal er organisationens rapport ”A global alliance against forced labour” fra 2005. Jeg kan ikke linke til den, men en pdf-version kommer frem, hvis man googler rapportens navn.

Beskrivelsen af selve metoden findes i boks 1.2 på side 11.

Beskrivelsen af resultaterne er ikke synderligt systematisk, sikkert især fordi talmaterialet er for usikkert til det. Omkring ofre for tvunget arbejde i prostitution i den industrialiserede verden skal man således med bedste øjemål aflæse figur 1.3 på side 13 og sammenholde det med de spredte tal på de følgende sider.

Bemærk også i figur 1.3, at det kun er i den industrialiserede verden og i transitionslande (populært sagt mellemrige lande), at dokumenterede tilfælde af tvunget arbejde og trafficking i særlig grad vedrører prostitution. I andre dele af verden er andre former langt mere udbredte.

Det er imidlertid en svaghed i opgørelsen, at man på dette tidspunkt – fra 1994 til 2005 – stort set kun fokuserede på prostitution i den industrialiserede verden. Som nævnt har en stor del af dokumentationen senere vist sig at være falsk, og det vides ikke, om forholdet mellem tvunget arbejde i prostitution og i andre erhverv ville være anderledes, hvis de forskellige erhverv på godt og ondt havde samme interesse fra offentligheden.

Endelig er der usikkerhed om begrebet ”Industrialiserede lande” og sondringen til ”transitionslande”. Det fremgår blandt andet ikke, om de østeuropæiske lande hører hjemme i den ene eller den anden gruppe. De østeuropæiske lande er i henseende til trafficking relativt store både som afsender- og modtagerlande.

IOM har udarbejdet et papir om ”global estimates on trafficking and forced labour”. Jeg kan ikke finde det internettet, men jeg har fået det tilsendt, og jeg sender det gerne videre til interesserede. Jeg kan kontaktes på adressen øverst til højre.

Tidligere indlæg om omfanget af trafficking:

Historien om en halv million

Center om Mennenskehandels bekvemme misforståelse

Hvem holder SF og Emilie Turunen med? 

Nye toner om trafficking  

Illustrationer: Besøg denne hjemmeside.

Jeg sidder og arbejder, mens nyhederne fra verden blæser hen over min skærm. Inden for et døgn forleden kom der tre nyheder, der berørte seksualdebatten i Danmark.

Først fyrede superligaklubben FC Midjylland ifølge TV2 sin målmand Arek Onyszko, fordi han i en ny portrætbog havde udtalt, at han hadede bøsser og syntes, de var klamme. Lars Aslan Rasmussen, socialdemokratisk BR-kandidat i København, anmeldte polakken til politiet for overtrædelse af straffelovens paragraf om forhånelse.

Så fik den radikale kandidat Rikke Skuldbøl fra Guldborgsund Kommune ifølge Jyllands-Posten en reprimande af nogle ikke-navngivne mennesker, fordi hun havde valgt et for sexet billede til sin valgplakat. Hun sagde selv, at der set i bakspejlet var for meget babe over billedet, men at det nu engang var det bedste billede, hun havde.

Endelig kunne Politiken fortælle, at en voksen chat-ven fra Odense havde hentet en 13-årig pige, som havde opholdt sig i hans hjem gennem to dage. Politiet er bekymret, og hverken manden eller pigen oplyste hendes forældre, hvor hun opholdt sig. Men der er ikke sket nogen forbrydelse af nogen art.

Der er to konklusioner at udlede af disse tre sager:

Den første konklusion er, at den uendelige seksuelle moraliseren i tiden ikke beskytter os. Den gør os til hyklere, der reagerer med angst for at mene eller tænke noget forkert. Lad os tage sagerne igen i omvendt rækkefølge:

Historien i Politiken er – om end underforstået – vinklet på, at der nær var sket et pædofilt, seksuelt overgreb. Det er de associationer, vi har vænnet os til i forbindelse med chat mellem voksne og børn. Men ingen af historiens fakta tydede på noget seksuelt mellem de to. Fakta tyder mere på, at manden har givet pigen et pusterum. Om han burde have kontaktet forældrene eller politiet, skal man kende situationen nærmere for at vide. Måske har der været alvorlige problemer i hjemmet. Det er her, den virkelige bekymring skulle ligge, men denne bekymring drukner i forskrækkelsen over en seksuel relation, som ikke har fundet sted, men som lever i fantasien.

De radikale slår syv kors for sig ved antydninger om, at de skulle være puritanere. Ikke desto mindre henviser partiet direkte til filosoffen Immanuel Kants arkepuritanske udredninger, når de for eksempel argumenterer mod prostitution. Det er samme puritanisme der er baggrund for kritikken af plakaten. Synspunkter er: ”Når Rikke Skuldbøl er sexet, så må hun også være dum.” Selv er hun fanget i dette meget lave niveau af selverkendelse i sit parti. Hvordan den unge kvinde nogensinde skal får sin egen seksualitet til at spille sammen med denne uerkendte snerpethed i sine omgivelser, må tiden vise. Foreløbig har hun følt sig presset til at hykle om, hvad hun har gjort. Guldborgsund ligger ret langt ude på landet, men man skal vist endnu længere ud for at få nogen til at tro på, at hun ikke selv var opmærksom på de sensuelle kvaliteter i plakat-billedet.

Arek Onyszkos bemærkninger var usympatiske, men på den anden side ikke mere usympatiske end så meget andet, der bliver sagt i seksualdebatten. Ordet ”klamt” er moderne i den sammenhæng, skulle jeg hilse at sige. Hverken en socialdemokrat i København eller Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske, der hoverede over fyringen, er de første til at pege fingre, og de kan ikke have gennemtænkt de oplagte, principielle konsekvenser, deres standpunkter vil have i egne rækker.

Med hensyn til selve fyringen har Vibeke Manniche for en gangs skyld en god pointe: Man ansætter en mand, endnu mens han går med en fodlænke på grund af en dom for vold mod hustruen. Men så fyrer man ham igen, fordi han siger noget hadefuldt om bøsser. Der mangler enhver konsistens, hvis bekymringen handler om det eksempel, manden sætter for klubbens tilhængere. Dette er ikke argumentation for, at man ikke skulle have ansat manden. Det er en argumentation for, at straffen finder sted gennem retssystemet, og at man ikke skal fyre folk på grund af småkriminalitet. Det er ikke at vise ansvar, hverken over for manden selv eller over for ofrene for kriminaliteten. I dette tilfælde vil fyringen næppe afholde hverken Onyszkos eller ligesindede fra at komme med hadefulde kommentarer om bøsser i fremtiden – tværtimod.

Det fører videre til den anden konklusion. Dette er ikke blot FC Midtjylland, der har valgt den bekvemme, men lidet beundringsværdige løsning. Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske burde også have tænkt sig om. Socialdemokraten Lars Aslan Rasmussen burde ikke have slået politisk plat på sagen med en tynd politianmeldelse. Politiken burde aldrig have bragt den insinuerende, men stort set indholdsløse historie om pigen og hendes chat-ven fra Odense, i hvert fald ikke i den form. De radikale – eller hvor de ukendte brokkehoveder nu kom fra – burde have trukket på skuldrene af den uskyldige valgplakat. Eller måske endda have ladet den give afsæt til en intern diskussion om sex og samfund.

Det er over-Danmark, der svigter i alle tre sager. Det er partier, magtfulde lobby-organisationer, store medier og hæderkronede virksomheder. Det berører noget centralt i samfundet, og det siger meget om, hvad seksualdebatten handler om.

Hele ideen med at tillægge over-Danmark en særlig autoritet er, at almindelige mennesker handler irrationelt, kortsigtet og egoistisk. Hvorimod, når vi slår os sammen og skaber institutioner, så sikrer vi, at vigtige moralske beslutninger bliver taget af forstandige mennesker i spidsen for disse institutioner. Mennesker, der holder hoved koldt og tænker langsigtet i fællesskabets interesser. Det er på den baggrund af vi accepterer over-Danmarks moralske kampagner, etiske regelsæt, forbud og så videre.

Men den holder ikke. Det er over-Danmark, der udbreder hysteriet. De mennesker, der skulle være forstandige, handler kortsigtet og dækker deres egne rygge ved straks at forfalde til en primitiv, men i de kredse moderne, seksualforskrækkelse.

Det er – sagt sådan lidt højstemt – folket, der skal på banen og forsvare frisindet, tankens frihed, fællesskabet og den simple anstændighed. Det er den omvendte verden. Men sådan er det altså.

Illustrationer: Besøg denne hjemmeside.

Svindleren Victor Lustig nåede to gange at sælge Eiffeltårnet som gammelt jern. Hans trick bestod i at bilde skrothandlere ind, at han repræsenterede myndighederne og havde råderet over Paris’ berømte vartegn. Når det lod sig gøre ikke bare en, men to gange, var det fordi den første køber var så flov over sin fadæse, at han undlod at melde svindelnummeret til politiet. Så sagen kom ikke frem ved den lejlighed.

Jens Høvsgaard har ikke samme forfængelighed. Han ”købte” i 2005 den 16-årige rumænske pige Carmen af zigøjnerkvinden Violetta, og han har siden fortalt vidt og bredt om det. Han har også skrevet om det i sin bog ”Solgt til sex”, som jeg langt om længe har fået læst. Sagen er blevet en vigtig brik i fagbevægelsens og Socialdemokraternes agitation mod prostitution.

Men reelt er det samme historie som med Eiffeltårnet. Violetta og hendes partnere, der tjente 2000 euro på handlen, svarede ja på alle Høvsgaards spørgsmål om, om han nu kunne gøre med Carmen, som han ville. Men det var tomme løfter fra deres side – løfter, de ikke kunne eller ville indfri. Eftersom slaveri er forbudt i både Danmark og Rumænien, kunne de ikke give Høvsgaard nogen juridisk råderet over Carmen. De havde heller ikke nogen intentioner om at tvinge Carmen til at makke ret over for sin nye ”ejer”. Så hvis Høvsgaard virkelig havde været bordelejer, og hans plan var at holde hende som slave, måtte han selv have brugt vold og trusler for at opnå det. Havde han været parat til det, havde der ikke været nogen grund til at give penge til Violetta. Høvsgaard havde for så vidt heller ikke behøvet at rejse til Rumænien – han kunne have valgt en hvilken som helst pige hjemme i København.

Ironien var, at det ikke var råderetten over Carmen, som sælgerne havde i besiddelse, og som Jens Høvsgaard købte. Det var tværtimod dét, at hun var indstillet på at samarbejde. Dét var 2000 euro værd, i modsætning til, hvis han selv skulle have rekrutteret en samarbejdsvillig pige, eller hvis han skulle have tvunget en pige til at underkaste sig ham.

Modsætningen så Høvsgaard i skikkelse af en 14-årig pige. Det var først meningen, at det var hende, han skulle ”købe”. Høvsgaard finder først senere ud af, hvorfor det går anderledes. Den 14-årige pige kunne ikke holde ud at levere sex til fremmede mænd. Man kan gætte på, at det var derfor, Violetta gerne ville af med hende – for hende var det blot besvær. Selv om den 14-årige pige blev bildt ind, at hun kun skulle være sammen med Høvsgaard en uge, græd hun, og projektet blev opgivet. I stedet blev Carmen valgt til at tage med. Hun kom frem og smilede forsigtigt.

Carmens vilje til at samarbejde skulle ses på en dyster baggrund. Da Høvsgaard mødte hende, vidste han endnu ikke, om hun var offer for trafficking, ud over hans fingerede handel. Men hun var allerede offer trafficking i en, og måske endda to omgange. Da Carmen var 14 år, havde hendes far solgt hende til en tyrkisk mand, som hun skulle være hushjælp for og stå seksuelt til rådighed for. I nogle fattige lande er dette en af de almindelige varianter af trafficking. Hvor forfærdeligt det var for Carmen fremgår af, at hun valgte at flygte for i stedet at leve det hårde liv som hjemløst gadebarn i Bukarest.

Et års tid senere mødte hun Violetta, som tilbød hende et hjem. Prisen var, at hun skulle være sexarbejder. Ifølge Høvsgaard forstod hun ikke selv dette. Men sexarbejder blev hun under alle omstændigheder, og hun flygtede ikke tilbage til gaden. Hun blev på bordellet, og det var der, Høvsgaard mødte hende. Havde hun været myndig, havde arbejdet på bordellet næppe talt som trafficking. Men nu var hun altså kun cirka 15 år på det tidspunkt.

Som det fremgår, er jeg ikke nogen stor beundrer af Høvsgaard eller hans arbejde. Men på ét punkt har jeg respekt for ham og hans samarbejdspartnere i sagen – endda stor respekt: Det kræver et mod, som kun få mennesker har, at gå ind med et skjult kamera i de dybt kriminelle miljøer i Bukarests mest skumle slumkvarterer, hvor respekten for menneskeliv er mere eller mindre fraværende. Og den historie, der kom ud af det, var vigtigt at få fortalt. Den belyser både trafficking og prostitution, når det er værst.

Ærgerligt er det blot, at Høvsgaard så vender hjem og præsenterer historien, som om han lige har købt Eiffeltårnet, og en kriminaliseringsivrig politisk bevægelse herhjemme labber denne udlægning i sig. På den måde går alle informationerne om både trafficking og prostitution tabt igen i forhold til den store offentlighed.

Da Carmen følger med Høvsgaard og hans samarbejdspartnere, tror hun de er almindelige kunder, som hun skal være sammen med en uges tid. Hun virker nervøs, men viser en venlig, men overfladisk interesse for deres gøremål, og det tager dem nogen tid at forklare sagens rette sammenhæng. Først forstår hun, at hun er blevet sendt ud i verden uden sikkerhedsnet, og hun bliver bange og hysterisk. Da hun også forstår, at mændene ikke vil hende noget ondt, falder hun til ro igen. Hun tager imod et tilbud om at et ophold på et krisecenter. Den følgende tid bliver turbulent. Hun prøver at stikke af for at komme hjem til sin far, selv om han ønsker hende tilbage til den tyrkiske mand. Da Violetta finder ud af, hvad der er foregået, truer hun en overgang Carmen til at vende tilbage til bordellet. Her er al menneskelighed, der måtte have været, forsvundet. Carmen bliver blandt andet sat til at betjene sadistiske kunder.

For Carmen selv gjorde det næppe den store forskel, om Høvsgaard teknisk set købte hende eller ej. Bundlinjen var, at hun blev smidt ud på det dybe vand. Mennesker, som hun i hvert fald et stykke hen af vejen stolede på, overlod den 16-årige pige til en flok mænd, der tilkendegav, at deres hensigt var at misbruge hende seksuelt.

Men i det store billede har det i høj grad betydning, at hun ikke kunne sælges. Det viser, at det netop ikke er sådan, som Høvsgaard påstår det er. Man kan ikke bare tage til Rumænien og købe en slave, og så rejse hjem og åbne et bordel.

I ”Solgt til sex” kan Høvsgaard da også kun dokumentere et offer for trafficking i Danmark – nemlig nigerianske Rose, som er den anden kvinde, han følger gennem bogen. Resten er hule postulater, der er pyntet med ligegyldige sladderhistorier. Som for eksempel at der er et thailandsk bordel i kælderen af en ejendom, hvor der bor mennesker fra så høje sociale lag, at de engang imellem kommer i nærheden af Dronningen.

I et andet afsnit i bogen får man måske et mere typisk billede af, hvordan trafikken af sexarbejdere fra Rumænien til Vesteuropa foregår. Høvsgaard giver sig igen ud for at være bordelejer og kontakter via email en rumænsk agent, der annoncerer åbenlyst. Agenten svarer straks tilbage, og Høvsgaard bruger det som et eksempel på, hvor ubesværet trafficking foregår. Men samtidig gengiver han svaret fra agenten, der spørger ind til hvilke arbejds- og indkvarteringsforhold, Høvsgaard kan tilbyde kvinderne. Det er milevidt fra Violettas afstumpethed, og der er ingen tegn på trafficking i det – højest rufferi. Det er som bekendt ulovligt i Danmark, men det er tilladt i andre vesteuropæiske lande.

Når man ser på Carmens valg gennem forløbet, så fremgår der en prioritering: Allerhelst ville hun udleve en drøm om et fredeligt liv sammen med en kærlig far, der desværre ikke eksisterer. Når det ikke kan lade sig gøre, vil hun gerne leve et almindeligt liv, som millioner af andre unge rumænske kvinder. Kan det heller ikke lade sig gøre, foretrækker hun sexarbejde frem for livet på gaden og livet sammen med den tyrkiske mand.

Den form for prostitution, som Carmen har været i, vil intet anstændigt menneske anse for bevaringsværdig i sig selv. Brutaliteten kalder på den intuitive konklusion: Lad os få det udryddet. Men netop på grund af brutaliteten, er intuitionen forkert. Man løser ikke sociale problemer ved at afskaffe prostitution – heller ikke i Rumænien, hvor den de sociale problemer virker næsten uoverskuelige. Man skal som Carmen have prøvet livet på gaden og hos den tyrkiske mand for at vide, om prostitution, også i den form hun har kendt det, bør bestå som et alternativ indtil videre. Carmens holdning til det fremgår ikke af bogen.

Og hvad skal man så gøre ved alt dette? Gode ideer kunne være socialt hjælpearbejde over for piger som Carmen og et internationalt politisamarbejde for at bekæmpe trafficking over grænserne. På længere sigt er der behov for en økonomisk udvikling, der eliminerer fattigdommen.

Det er tilfældigvis også i store træk, hvad man gør. Høvsgaard har stor sympati for det sociale arbejde. Han er mere skeptisk over for det internationale samarbejde. Og Rumæniens EU-medlemskab, som mens bogen bliver skrevet endnu er forestående, bliver konsekvent omtalt hånligt og som en udløser for endnu mere trafficking.

Dette på trods af, at netop fattige lande historisk set har stor gavn af et EU-medlemskab, med de handelsmuligheder og massive tilskud til erhvervsudvikling, der følger med. Det giver udsigt til et Rumænien, hvor piger som Carmen ikke er henvist til at vælge mellem prostitution og et liv på gaden, og hvor mænd som Carmens far ikke vil sælge deres døtre til højestbydende. Denne vinkel er Høvsgaard blind over for.

Høvgaard er forfatter. Han fortæller en god historie. Det er hans job, og han gør det godt, uanset at sandhedsværdien på en række punkter i hans bog knager voldsomt, og uanset at hans politiske ærinde om en kriminalisering af sexarbejde i Danmark i sammenhængen virker malplaceret og, i den venligste tolkning, ugennemtænkt.

Den virkelige skamplet ligger hos 3F, der satte Høvsgaard på opgaven, men som ikke bagefter sorterede i skidt og kanel. Man kunne med rette have forventet, at de ufaglærtes fagforbund ville stille sig på svagestes side, når de nu ville supplere det faglige arbejde i Danmark med en global, social vinkel. I stedet bruger de energien og medlemmernes penge på at tækkes en bevægelse, der primært består af veluddannede danske kvinder.

Der findes meget få gode filmiske skildringer af mødet med sexarbejdere, synes jeg. Som regel bliver det for stereotypt – sexarbejderen er enten alt for hardcore, alt for ubekymret glad i låget, alt for sølle eller alt for optaget af sin psykosociale baggrund. Sjældent ser man et ægte og helt menneske, som er det, kunden møder.

Men nu faldt jeg lige over en film, hvor skildringen af mødet med sexarbejdere er præcist og fængende. Der er tale om den danske film ”Opbrud” fra 2005. Jens Okking spiller hovedrollen som den 60-årige mand i et ægteskab, hvor parterne slider hinanden op på den venlige, indestængte måde. Under en forretnings-rejse i Paris indlogerer han sig på et hotel i bedste klasse, og han hyrer en russisk escort til at holde sig ved selskab i den nøje planlagte miniferie fra hverdagen. Ved en eller anden misforståelse er det ikke en, men to sexarbejdere, der møder op.

Den ene af de to sexarbejdere tager styringen. Hun kalder sig ”Britney from Hamburg” og er professionel, munter, udadvendt og parat til levere en seksuel oplevelse i superklasse. Hun forstår det ikke, men hun tager det alligevel pænt, da Jens Okking ikke kan leve op til det. Derimod flygter hun i panik, da han besvimer, fordi de midt i legen er kommet væk fra det fornemme måltid, han havde forberedt – han er diabetiker.

Det får til gengæld den anden sexarbejder (spillet af Dinara Drukarova) til at vågne op. Hun har indtil da været mut og uinteresseret, men nu bliver hun hos ham og får fat på en læge. Det er ikke helt uden egeninteresse, for hun har også luret chancen for at tjene en timeløn eller to mere, når han kommer til hægterne. Men hun er kærlig og indfølende. Således får Jens Okking præcis, hvad han ønskede sig, og mere til – bare på en helt anden måde, end han havde forestillet sig.

Sex blev der dog ikke noget af.

Det er således ikke bare den fine beskrivelse af to sexarbejdere, der er meget forskellige som mennesker, der rammer plet i ”Opbrud”. Det er også beskrivelsen af selve den menneskelige faktor. Den er meget stærk ved sexkøb, og den gør, at det i de fleste tilfælde bliver anderledes end det, man havde forestillet sig. Ofte fordi man selv ikke havde klart sig klart, hvad man virkelig kom efter. Det efterlader naturligvis engang imellem kunden skuffet og sexarbejderen forundret. Men i det lange løb er det helt klart en del af charmen.

Se filmen og oplev, hvordan det er at være sexkunde. Det er naturligvis ikke helt the real thing. Til gengæld er det 2471 kroner billigere.

(Nederste billede, af Dinara Drukarova, stammer ikke fra filmen. Jeg har lånt det fra denne filmblog.)

I sommer deltog jeg i en debat på magasinet Down Towns hjemmeside. Også Jens Høvsgaard deltog, og han opfordrede mig til at møde op til en høring på Christiansborg, arrangeret af Soroptimist Danmark, her i efteråret. Høringen skulle sætte fokus på mandlige sexkunder, oplyste Jens Høvsgaard.

Jeg havde næsten glemt det igen, men nu kom jeg lige i tanke om det, og jeg gik ind på Soroptimists hjemmeside for at finde ud at, hvornår høringen skulle afholdes. Det eneste jeg fandt var et refereat fra en høring sidste år, som handlede om trafficking - jeg læste det først som om den var blevet afholdt i år, jævnfør første kommentar i kommentartråden. Der er ikke omtale af nogen høring om kunder. Jens Høvsgaard er ikke verdensmester i at gengive fakta korrekt, men hvis det er rigtigt, at planen så sent som i juni var at holde en høring om sexkunder, så synes planerne at være ændret i mellemtiden.

Det er symptomatisk for en udvikling, der har været i prostitutionsdebatten: Kunderne er næsten gledet ud af fokus. Det er sket stille og roligt, uden at nogen rigtig har bemærket det. Men når man tænker over det, er det faktisk ret opsigtsvækkende. Det var kernen i kriminaliseringsfløjens masterplan, at kunderne skulle hænges ud som skyldige i alverdens ulykker. Når den opfattelse var sunket ned i befolkningen, ville kriminaliseringen glide glat igennem. Man kan diskutere frem og tilbage, om kriminaliseringsfløjen har haft vind i sejlene, og om de er kommet tættere på eller længere væk fra en kriminalisering gennem de seneste års debat. Men i hvert fald den del, der handler om kunderne, har været en fiasko for dem.

For blot få år siden var artikler i aviserne om prostitution typisk bygget op efter følgende skabelon: Med Dorit Otzen som kilde fortalte man om, hvor forfærdeligt prostitution var, og så konkluderede journalisten på egen hånd, at det var kunderne, der med deres efterspørgsel skabte denne onde verden. Men det var mens der blev ført kampagne uden modstand. Så snart nogen begyndte at sige Dorit Otzen imod, så begyndte journalisterne trods alt at tænke lidt over deres artikler, og så røg fordømmelsen af kunderne ud.

Man må konstatere, at vi kunder har haft langt bedre vilkår og lydhørhed end sexarbejderne. De sidste fylder langt mere i debatten, og bevares, de bliver da som regel venligt beskrevet og citeret venligt. Men til sexarbejderne er medierne aldrig rigtigt kommet længere end til det første spørgsmål: ”Kan det virkelig passe, at du gør det frivilligt?”. Til sammenligning har der kun været ganske få pip fra os kunder i debatten, men når vi nosser os sammen til at tale med en journalist, så får vi lov at fortælle ikke bare om vores konkrete baggrund for at købe sex, men også om vores syn på branchen og den større sammenhæng, prostitution indgår i.

Der er for så vidt en fornuft i, at kunden glider i baggrunden i debatten. Som udgangspunkt er vi bare mennesker, og skal man bedømme vores moralske habitus, skal det være på baggrund af dem, vi færdes sammen med – i vores tilfælde sexarbejderne.

Alligevel ser jeg på udviklingen med blandede følelser. Jeg tror ikke et øjeblik på, at det er fornuft, der har givet anledning til den store forskel. Det er noget andet: At man tager os – kunderne, mændene – alvorligt og for pålydende, mens man ikke gør det samme med sexarbejderne – kvinderne. I 2009 tager man stadig ikke kvinder alvorligt i den offentlige debat, hvis de tilkendegiver, at de har sex, meget af det, med skiftende partnere – og helt frivilligt.

Selvfølgelig er det fint for mig, at den ureflekterede fordømmelse af kunderne er blevet undtagelsen i stedet for reglen. Men det værdisæt, jeg forsvarer, når jeg forsvarer prostitution, handler grundlæggende om noget andet. Jeg er ikke ridderen på den hvide hest, der ædelmodigt kæmper for kvinders seksuelle rettigheder. I selskab med sexarbejdere har jeg bare på et meget konkret plan oplevet, at disse seksuelle rettigheder gør samværet mellem mennesker bedre og smukkere. Også for manden, kunden. For mig har det nærmest haft karakter af en åbenbaring at møde disse stærke kvinder, der handler seksuelt uden at skamme sig over det eller bortforklare det. Jeg tror på, at vi alle har en interesse i, at vi alle får lov agere seksuelt i overensstemmelse med vores behov, natur og interesser.

Men den erkendelse fornemmer jeg ikke er vokset gennem prostitutionsdebatten. Tværtimod er der undervejs sket en anden markant ændring, der også er kommet snigende. I dette tilfælde en negativ ændring: Ved hjælp af skattekroner er der opvokset en kæmpe industri, hvis mål det er at chikanere og nedgøre sexarbejdere, om end under et dække af omsorg. Rigtig mange mennesker i politiet, Kompetencecenter Prostitution, Center Mod Menneskehandel, Servicestyrelsen og statsadministrationen i øvrigt, Reden og diverse andre NGO’er, i kommuner, i sundhedssektoren og på uddannelsesinstitutioner, lever af det i dag. De er nødt til at retfærdiggøre sig selv, og det kommer der en mængde skandaler ud af. Skandaler, som kun få er opmærksomme på.

Jeg skriver alt det her for at forklare en ændring på min blog, som sådan set allerede er indtruffet. ”Human stain-konceptet” var blandt andet at præsentere mig selv som den uglesete kunde. Men jeg oplever ikke mere mig selv som ugleset. Selvfølgelig findes der dem, der hader sexkunder. Men sex er nu engang et følsomt emne, og ethvert menneske, hvis sexliv der kommer fokus på, vil blive udsat for had fra de sædvanlige tosser. Det er ikke anderledes for mig end for alle andre.

Jeg er derfor ikke længere særligt relevant i debatten, som sexkunde betragtet. Derimod er der behov for, at der bliver kastet lys på den ovennævnte industri. Det vil jeg fokusere på i nogle måske lidt sjældnere indlæg – det tager længere tid at skrive gennemresearchede indlæg end at lufte uforgribelige meninger fra en sexkunde.

Det gør måske bloggen mere blodfattig, men sådan må det være, og jeg håber, at den glød, jeg har omkring emnet, alligevel vil skinne igennem.

For et eksempel – læs igen om soroptisternes høring. Der var der som nævnt ikke noget, der kunne hidse mig op som kunde. Dén del er udsat på ubestemt tid. Derimod finder jeg det frastødende at se billederne af og læse om alle disse mennesker fra det officielle og anerkendte Danmark, der uden skam gør sig til af at hjælpe ofre for trafficking.

Jeg tvivler sådan set ikke på, at de engang imellem yder denne hjælp. Men det gør også bagmænd, sexkunder, taxachauffører og købmanden henne om hjørnet. Det er systemet, der sidder på alle resurserne – dem, der er betroet talenterne. Men de misbruger det til en blanding af at bekæmpe sexarbejdere og at pynte sig selv.

Jeg kan ikke byde dem velkommen på forsiden af Ekstra Bladet. Men jeg kan byde dem velkommen på min beskedne blog. Og det vil jeg gøre.

Illustrationer: Besøg denne hjemmeside.

Debatten om prostitution har bølget frem og tilbage gennem hele sommeren, med særligt fokus på de to partier – Socialdemokraterne og De Radikale – som har diskuteret emnet på deres landsmøder. Men alt imens vi således har kigget indad, er der sket store ting ude i verden. Ting, som i løbet af kort tid kan få en afgørende indflydelse i Danmark og gøre nye politiske standpunkter forældede næsten inden de er vedtaget.

USA har længe været en de mest betydelige kræfter i indsatsen mod trafficking, og herunder har de i høj defineret det, der er blevet den almindelige opfattelse af begrebet. Republikanerne, der er afhængige af det religiøse højre, har knyttet kampen mod trafficking tæt sammen med kampen mod prostitution, og i Bushs tid som præsident har USA, under trusler om sanktioner, presset så forskellige lande som Finland og Cambodia til forskellige grader af kriminalisering.

Men nu er det som bekendt Demokraterne, der sidder ved roret. Den nye udenrigsminister Hillary Clinton præsenterede i juni for første gang i sin embedstid den årlige Trafficking In Persons-rapport. Den indeholdt nogle markante nyskabelser.

Udenrigsministeriet har i Bushs tid vurderet, at der årligt blev trafficket mellem 600.000 og 900.000 personer over landegrænser – de eksakte tal er varieret fra år til år. Af disse var det skønnet, at cirka 70 procent vedrørte prostitution. Dette er kommet til at stå som et konsensusskøn, selv om forskere i trafficking har murret i krogene over manglende dokumentation.

I den nye rapport hedder det pludselig, at labour trafficking – trafficking i forbindelse med ”almindelige” erhverv – er den hyppigste form. Og man nævner end ikke det gamle skøn. I stedet forlader man sig på et estimat fra ILO, der er betydeligt lavere. Det er ret kompliceret, og det er desværre ikke så enkelt, at jeg bare kan skrive, hvad det nye tal er. Jeg vil beskrive estimatet i et kommende indlæg.

Men i denne sammenhæng er det heller ikke så meget selve tallet, der er vigtigt. Det er princippet i det, ILO gør, og som den nye regering i USA har adopteret som deres synsvinkel.

ILO fokuserer ikke primært på trafficking. Det er blot et element i det, der har deres interesse: Tvunget arbejde (forced labour).

Selv uden religiøs eller feministisk moraliseren var det naturligt, at det i Danmark såvel som i de andre vestlige lande var de tilrejsende sexarbejdere, der først fangede opmærksomheden og gjorde trafficking-begrebet kendt. De var de mest opsigtsvækkende, og de udgjorde den mest spændende historie. Men efterhånden som man tænkte over det, skete der en naturlig udvikling: Først blev man opmærksom på, at trafficking også var et problem i andre brancher. Så at der også var ofre for trafficking i mindre rige, og endda fattige lande. Så at trafficking lige så vel kan foregå inden for et lands grænser, specielt i store lande. Og til sidst, at tragedien ikke ligger i, at mennesker bliver flyttet fra A til B, men at de er underlagt tvang.

Dette er den moderne synsvinkel. Hvad vi ser i vores tid er effekterne af en voldsom økonomisk vækst i nogle lande, der tidligere var meget fattige. Det giver anledning til, at mange mennesker bliver udnyttet i deres stræben efter at få del i rigdommen. Det er set mange gange gennem historien, og nu ser vi det altså igen. Der er al mulig grund til at gøre noget ved det. Men det overordnede fænomen er altså ikke trafficking, men tvunget arbejde.

Den amerikanske regering er efter en ni år gammel lov forpligtet til at udgive en rapport om trafficking hvert år. Det gør de så. Det gør det hele lidt forvirrende, at man er bundet op på dette begreb, og i flæng omtaler tvunget arbejde som trafficking. Begreber, der har en betydning i et dokument, har en anden betydning i et andet.

Det er også en subjektiv vurdering fra min side, at fokus har skiftet med den nye regering. Men se her Hillary Clintons introduktion til årets Trafficking in Persons-rapport. Hun end ikke nævner prostitution. Det gjorde hun i sin tale, da rapporten blev præsenteret for kongressen, men her kun kortfattet. Luis CdeBaca, som Demokraterne har sat ind som ny øverste embedsmand på området, nævner også blot prostitution en enkelt gang i sin introduktion.

Allerede under Republikanerne var der trods alt mere i kampen mod trafficking, end at det var en bekvem måde at ramme prostitution på. Bekæmpelse af slaveri har af historiske grunde en meget større plads i amerikansk end i europæisk politik. Rent politisk er USA mere eller mindre defineret ved borgerkrigen fra 1861 til 1865, hvor man endegyldigt bekendte sig til den opfattelse, at alle mennesker er født lige, i modsætning den lagdelte, aristokratiske tradition, vi har i Europa. Bushs udenrigsminister Condelezza Rice nævnte meget ofte denne historiske parallel, når hun talte om trafficking.

Så USA presser hårdt på, og hvad man beslutter i udenrigsministeriet på dette område, vil med stor sandsynlighed også komme til Danmark. For et eksempel på, hvordan dette kan ske, så bemærk en formulering i Luis CdeBacas introduktion i linket ovenfor. Han skriver, at der over årene er sket store fremskridt verden over, men også at der endnu er mangler. Blandt dem hører, at der endnu kun er ført få sager om labour trafficking.

Danmark er et af de lande, der i praksis intet gør for at bekæmpe trafficking og tvunget arbejde uden for prostitution. Det kan den danske regering meget vel få påmindelser om fra storebror i Washington i de kommende år. Hvis man tager sådanne påmindelser alvorligt, kan trafficking-begrebet pludselig blive meget nærværende for mange danskere, der intet har at gøre med prostitution. Måske kommer der fokus på højskoler, der optager kinesiske elever, eller på hr. og fru Jensen, der er heldige at få bygget en meget billig udestue.

Meget trafficking findes i relation til ufaglært arbejde i blandet andet byggeri eller landbrug. Det er med andre ord noget, der kommer til at angå fagforbundet 3F. Dets formand Poul Erik Skov Christensen var med til at anbefale socialdemokraterne at stemme for en kriminalisering på kongressen for nyligt. I et debatindlæg, han var medunderskriver af, henviste man blandt andet til trafficking i prostitution.

Men før Poul Erik Skov Christensen ved af det, kan det blive hans lod, side om side med SIO og andre, at forklare en undrende offentlighed, hvad trafficking virkelig er. Det skylder han sine medlemmer – både dem, der potentielt kan være ofre for trafficking og alle de andre. De vil næppe acceptere den konklusion, at udnyttelsen af nogle af deres kolleger skal føre til en fordømmelse af hele deres fag. Dermed vil det for Poul Erik Skov Christensens vedkommende næsten uundgåeligt være slut med at trutte i propagandahornet i Mette Frederiksens orkester.

En anden spændende vinkel er for eksempel, at myndighederne skal til at arbejde med tvunget arbejde på andre områder end prostitution, og at de skal adskille trafficking med tvang og trafficking uden tvang. ILO’s tal indeholder kun tilfælde af trafficking med tvang. Det øvrige er nok et problem, men det er i henseende til relativ banal lovgivning om immigration – ikke i henseende til basale borgerrettigheder.

Ligeledes indeholder ILO’s synsvinkel et budskab til De Radikale, der nu vil kriminalisere køb af sex hos ofre for tvang. Ud fra den definition, ILO opererer med, og som er fastlagt i en international konvention, vil det ikke gøre nogen forskel i forhold til den nuværende lovgivning. Tvunget arbejde er, når arbejdet er ufrivilligt, samtidig med at den kriminelle part truer offeret med sanktioner. Men blot det, at man er fattig, tæller ikke som ufrivillighed.

Der er med andre ord nok at tage fat på. Tiden vil vise hvor meget og hvor hurtigt dønningerne fra det amerikanske udenrigsministerium rammer Danmark.

--------------

Kilder og noter:

Se Trafficking In Persons-rapporten for 2009 her. For tidligere års rapporter kan man skifte årstallet 2009 i browserens adresselinje ud med 2008, 2007 og så videre.

ILO beskriver sit estimat i rapporten “A global alliance against forced labour” fra 2005. Jeg kan ikke linke til den, men en pdf-version kommer frem blandt de første hits, hvis man googler rapportens navn.

Det omtalte debatindlæg i Jyllands-Posten fra Poul Erik Skov Christensen, MF Julie Radmacher, DSU-formanden Peter Hummelgaard Thomsen og MF Mette Frederiksen findes her på sidstnævntes hjemmeside.

Om borgerkrigens principielle betydning: Læs Abraham Lincolns Gettysburg Adress fra 1863. Det er en af verdenshistoriens mest berømte taler. I løbet af blot to minutter hædrede Lincoln de 50.00 faldne i krigens blodigste slag, samtidig med at han i nogle få, præcise sætninger formulerede det, som siden har været kernen i amerikansk selvforståelse og udenrigspolitik.

Abolitionister var ordet for dem, der bekæmpede slaveriet, og Condelezza Rice omtaler blandt andet i denne tale kampen mod trafficking som moderne abolitionisme.

Læs også tidligere indlæg: Forandring vi kan tro på og Historien om en halv million.

Illustrationer: Besøg denne hjemmeside. (Og tak til Vibeke Manniche for inspirationen).

Inspireret af den danske turistindustri er jeg begyndt at surfe rundt på Youtube for at lede efter mine forsvundne børn, og ikke mindst deres mødre. Jeg har ikke fundet nogen af dem endnu, men til gengæld har jeg fundet noget andet spændende, der mindede mig om min fortid.

Jeg fik min allerførste plade, da jeg gik tredje klasse. Det var Johnny Reimers ”Bind dit gule hårbånd”, som var en cover-version af en amerikansk sang: ”Tie a yellow ribbon round the old oak tree”. Nu har jeg efter mange år genhørt originalteksten, som jeg ikke havde hæftet mig særligt ved før.

Teksten handler om en mand, der efter nogle år kommer hjem, og som har aftalt med sin elskede, at hun skal binde et gult hårbånd i det gamle egetræ, hvis hun stadig elsker ham. Han kommer med bussen og ser hundrede hårbånd hænge i træet. Så vidt kunne jeg huske plottet.

Hvad jeg derimod havde glemt var, hvad manden kom hjem fra: Han havde siddet i fængsel i tre år (det var vist heller ikke med i den danske version). Nu havde han udstået sin straf, og det kom der altså en lille romantisk ballade ud af.

Siden dengang har USA strammet sine strafferammer betragteligt, og rehabilitering er ikke længere et plus-ord. I hvert fald den første del af den tendens er også nået til Danmark. Det er vanskeligt at forestille sig, at man i dag ville skrive en romantisk ballade om et menneske, der lige var blevet løsladt fra fængsel. Selv om vedkommende havde udstået sin straf, ville man stadig betragte ham som en folkefjende.

Se videoen til sangen herunder. Den er noget bedaget, men ikke desto mindre er den et friskt pust i en tid, hvor politikerne for eksempel ikke lige kan huske, hvorfor man af menneskelige hensyn ikke straffer børn på linje med voksne.

I min familie er der tradition for, at fædrene tæsker deres sønner. Eller der var det. Generation efter generation har der været tæsk til aftensmaden, men sæderne forfalder jo, og denne skik var allerede i opløsning, da jeg var barn. Nu er den mere eller mindre væk. Jeg ved, at mine søskende, fætre, kusiner og venner i nogle helt særlige tilfælde, for eksempel hvis barnets uartighed har bragt det selv eller andre i livsfare, har givet en endefuld eller en lussing. Det er også muligt, at der engang imellem er slået i hidsighed. Men den absolutte hovedregel er, at man ikke slår børn, og jeg kan heller ikke forestille mig, at jeg selv ville gøre det, hvis jeg havde nogen at slå på.

Jeg har ikke noget romantisk forhold til de smæk, jeg fik som barn. Ikke at det var invaliderende, men det var et forvirrende element i min opdragelse. Mine forældre var meget dygtige til at forstå børns selvopdragelse, og når de tænkte over det, så skete det tit, at de ikke straffede, fordi de vidste, at man allerede havde fanget pointen og var ked af, hvad man nu havde lavet af ulykker. Men i hverdagens travlhed faldt der altså nogle slag af, og som jeg oplevede det, var der hverken hoved eller hale i det. Nogle gange var det for så vidt fortjent, men andre gange var det ikke, og andre gange igen var det bare uproportionalt med forseelsen.

Jeg bringer det op, fordi jeg i nogle sammenhænge har bemærket, at der er et argument, der er kommet igen i debatten om prostitution. Man siger, at forbuddet mod at slå børn har haft en normdannende effekt, selv om det sjældent bliver håndhævet. Ergo vil man også træde et trin op af civilisationens stige, hvis man laver et forbud mod sexkøb. Senest har Mette Frederiksen fremført dette argument, og også for eksempel den radikale Margrethe Wivel ynder at bruge det.

Personligt mener jeg ikke, de to ting kan sammenlignes. Eller rettere, det kan det kun, hvis man betragter kvinder, der foretager handlinger uden for Mette Frederiksens og Margrethe Wivels forestillingsverden, som umyndige børn. Hvilket vel dybest set er grunden til, at det kun er meningsmålinger i Politiken, der ikke viser, at også kvinder er modstandere af en kriminalisering.

Men bare for diskussionens skyld: Lad os antage, at de to situationer er sammenlignelige.

I min familie og omgangskreds har der ikke været nogen normdannende effekt. Normen havde nemlig indfundet sig, allerede inden loven blev ændret i 1997. Det udelukker ikke, at der er andre omgangskredse, hvor det var anderledes. Er der nogen, der har undersøgt, om folk slår deres børn mere eller mindre end i 1996? Eller om den tendens, der var i gang i forvejen, er blevet forstærket af loven?

I de seneste år er der kommet en helt anden tendens, når man undersøger vold i hjemmene, på arbejdspladser og så videre. Man regner psykisk vold med. Jeg har aldrig mødt forældre, der opdrog deres børn uden en eller anden grad af psykisk vold – fra at hæve stemmen og sende et bestemt blik til egentlige skideballer, manipulation, ture i skræmmekrogen, stuearrest og så videre. Jeg kan heller ikke forestille mig, hvordan opdragelse skulle fungere helt uden disse virkemidler.

Så kan man sige, at den psykiske vold ikke er så slem som den fysiske. Men det vil ødelægge grundpræmisset for alle moderne voldsstatistikker. Og det vil også være virkelighedsfjernt. Jeg tænker tilbage på min barndom, og når den psykiske vold blev brugt i større skala, var den akkurat lige så forvirrende og sorgfyldt som den fysiske.

Hvis det er sådan, at den fysiske vold mod børn er reduceret, er der så nogen, der ved, om den blot er blevet erstattet af psykisk vold?

Det kræver færre resurser at administrere fysisk end psykisk vold. Hvis man går ud i resursesvage familier, hvor man alligevel prøver at efterleve loven, er der så nogen, der ved, om det alt i alt har gavnet eller skadet børnene, at al straf nu skal være psykisk?

Der ligger i det med det normdannende, at man ikke forventer, at man skal straffe i hvert enkelt tilfælde. Tværtimod straffer man i ekstremt få tilfælde, og det samme vil være tilfældet ved en kriminalisering af prostitution. Det indebærer også en vilkårlighed i retsplejen. Det er politifolk og socialarbejdere, der efter dagsformen vurderer, hvornår de vil efterforske og straffe forbrydelserne. Det vil sandsynligvis igen gå ud over de mindst resursestærke. Er der nogen, der har undersøgt, om håndhævelsen af loven i praksis giver et retstilstand, hvor nogle bliver straffet hårdere eller hyppigere end andre? Og om for eksempel de sociale myndigheder undgår at misbruge den magt, loven giver dem?

Som det fremgår: Der er mange ubesvarede spørgsmål her, og det er tilfældigvis alle de spørgsmål, vi skulle kende svaret på, hvis vi skulle vide, om loven fra 1997 har været god eller dårlig. Vi ved ikke, om loven har haft en normgivende effekt, eller om den blot har givet selvtilfredse politikere en anledning til at tage æren for nogle normer, der var på vej alligevel. Vi ved heller ikke, om loven har gjort vilkårene bedre eller værre for børn.

Men sikkert er det, at kun få stiller de spørgsmål. Debatten er død. Hensynet til børnene er gledet i baggrunden. Dén effekt har loven haft.

Illustrationer: Besøg denne hjemmeside.

Jeg har gjort det til min opgave her på bloggen at udrede nogle af alle misinformationerne om prostitution. Men det kræver, at jeg også gør opmærksom på det, når jeg selv får skrevet noget sludder. Det har jeg gjort, og det er gået ud over socialdemokraten Karen Hækkerup.

For et år siden skrev jeg et indlæg om, at hun i Folketinget stillede et spørgsmål om resurseforbruget i politiet, hvis man indførte en sexkøbslov i Danmark. Jeg antog som en selvfølge, at hun gik ind for sådan en lov, alene ud fra signaleffekterne af det.

Der var forskellige grunde til, at jeg anså dette som en selvfølge. Men lang historie kort – det var ikke rigtigt. Karen Hækkerup går ikke ind for en kriminalisering, og det har hun sagt offentligt, efter at Socialdemokraterne har vedtaget at gå ind for kriminaliseringen. Læs blandt andet denne artikel i Information.

Karen Hækkerup deler ikke min modstand mod det principielle i en omfattende politiindsat med alt, hvad den indebærer, og hun er på andre områder fremdeles en af de retspolitiske hardlinere på Christiansborg. Jeg deler heller ikke hendes syn på, hvordan man skal se på prostitution. Men jeg må medgive og anerkende, at hendes udgangspunkt her er, hvordan man bedst muligt gjorde noget for sexarbejderne, i en afvejning af, hvilke gode formål man ellers kunne have brugt de fornødne resurser til.

Det synes jeg i sig selv er et godt synspunkt, og det glæder mig også at læse i artiklen i Information, at selv om hun vil følge partilinjen, så vil hun ikke trykke på ja-knappen, før der er fuld klarhed over forudsætningerne for en kriminalisering.

Så hermed min undskyldning til Karen Hækkerup. Hvad jeg skrev om hende for et år siden, var ikke berettiget.

I weekenden holder Socialdemokraterne kongres, og her vil de sandsynligvis vedtage at gå ind for en kriminalisering af sexarbejde. Det har de arbejdet hen mod længe, alt imens jeg har skrevet nogle hundrede blogindlæg imod samme kriminalisering. Så jeg burde være nedtrykt. Men det er jeg ikke. Jeg ser ikke kongressens vedtagelse som nogen stor begivenhed, og det har noget med dette her at gøre:

Grafen viser den samlede tilslutning for Socialdemokraterne (rød) og Fremskridtspartiet / Dansk Folkeparti (blå) ved valgene siden 1960. De sidste to partier har fra og med 1973 gjort indhug i en stor vælgergruppe, der tidligere næsten entydigt hørte hjemme hos det første parti. Denne vælgergruppe består af arbejderne, eller, måske mere præcist, lønmodtagere med lav boglig uddannelse. Når Socialdemokraterne er gået tilbage, er det, som det fremgår af grafen, ikke fordi den samlede vælgergruppe er blevet mindre. Den har bare fået et alternativ, og det alternativ ligger på den anden fløj, og det er baggrunden for, at Danmark har haft borgerlige regeringer det meste af tiden siden 1973, hvor disse var en undtagelse før 1973.

Den store forskel på Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti ligger i stilen på det, som set fra Christiansborg ligner rene værdipolitiske spørgsmål, men som ude i virkeligheden kan være ganske konkret. Dansk Folkeparti følger stemningen blandt sine kernevælgere så omhyggeligt, at det af og til får barokke udslag, når denne stemning skifter. Socialdemokraterne er i den modsatte grøft. De prøver af al magt at trække kernevælgerne hen til sig, og når de resignerer og kommer hen til vælgerne i stedet, er det så utroværdigt, at det ikke giver de fornødne stemmer alligevel.

Det er en skillelinje, der også findes, når det gælder sexarbejde. Når jeg hører politikere fra de to partier tale om det, så fornemmer jeg ikke, at Dansk Folkeparti har større kærlighed til sexarbejde end Socialdemokraterne. Men Dansk Folkeparti har afgjort sin stilling på en anden måde: Fra det øjeblik de noterede sig, at mange af deres vælgere har stærke holdninger for sexarbejde, skulle de virkelig have tungtvejende og reelle argumenter for at kriminalisere. Ordføreren var en tur i Sverige og konstaterede ved selvsyn, at sådanne tungtvejende og reelle argumenter ikke fandtes, og så var dén sag afgjort for partiet.

Det er der stemmer i for Dansk Folkeparti. Tillad mig at bruge et fortærsket journalistisk virkemiddel: Jeg kørte for et års tid siden med en taxachauffør. Han begyndte at tale politik. Han var gammel socialdemokrat, men ved de to seneste valg havde han stemt på Dansk Folkeparti. Han ville gerne tilbage, men der var en ting, der holdt ham tilbage: Han var også tidligere escort-chauffør, og han ville ikke stemme på et parti, der ville gøre hverdagen kriminel for de kvinder, han havde kørt for. Han vidste, hvor hans gamle parti var på vej hen.

Socialdemokraternes udfordring er, at hvis de ikke vinder taxachaufføren tilbage, så er det lige meget hvad de mener om noget som helst. Så kommer de ikke til magten igen. Derfor kan de ikke uden videre gennemføre en kriminalisering. Heller ikke selv om de vinder et valg, for der kommer jo altid et valg til, og det skal man også vinde.

Dette forhold fremgår også af det konkrete forslag til kongressen. Det hedder lidt blødt, at man vil ”arbejde for” et forud mod køb af seksuelle ydelser. Formuleringen indebærer ikke noget krav om, at man skal gennemføre det første gang man kan samle 90 mandater til det. Og så langt er partiet da overhovedet heller ikke, fremgår det af en udtalelse af Helle Thorning-Schmidt i Kristeligt Dagblad:

”Vi har ikke diskuteret til bunds, hvad straffen for at købe sexydelser skal være, eller hvordan det skal efterforskes. Hvor mange ressourcer skal vi tilføre til politi og anklagemyndighed? Hvad skal vi gøre for de kvinder, der gerne vil ud af prostitution? Hvilke frit lejde-ordninger skal vi have? Mange ting skal løses, før vi skrider til den endelige lovgivning.”

Suppler dette med en lidt spøjs passage i selve forslaget om, at håndhævelsen af kriminaliseringen vil kræve store resurser, der skal vejes op mod behovet for udbygning af velfærden. Den nye politik kommer med så mange hvis’er og forudsætninger, at Socialdemokraterne til enhver tid kan løbe fra den igen med tågede henvisninger til, at tiden ikke er moden. Eller simpelthen at der ikke er penge til det.

Det bliver med andre ord ikke anderledes, end det allerede er nu. Alle vidste i forvejen, at den socialdemokratiske ledelse er ivrig efter en kriminalisering, og at den vil gennemføre den første gang, den er stærk nok til det. Men styrke handler om mere end bare 90 mandater, og hvis Socialdemokraterne en dag bliver så stærke, så vil det være et andet parti. De vil være stærke, fordi taxachaufføren igen stemmer på dem, og det vil han gøre fordi de lytter til ham, og så vil de også lytte til sexarbejderne. Dette fremtidige Socialdemokrati vil ikke gennemføre en kriminalisering, uanset hvad der bliver vedtaget på kongressen i weekenden.

Så altså: Med mindre de delegerede højst overraskende forkaster forslaget, og dermed lægger sagen død, så vil der stort set være status quo på mandag. Det fremstår lidt anderledes i medierne – som om der nu er ved at danne sig et politisk momentum for en kriminalisering. Men det er bluf – og lur mig, om det ikke netop er for at skabe den illusion, at Mette Frederiksen og de andre kriminaliseringsivrige i Socialdemokraternes top netop nu sætter forslaget på plakaten.

De har ikke momentum – de forsøger at skabe det. Partiledelsen har de foregående år undladt at sætte et forslag om kriminalisering til afstemning, fordi de ikke mente tiden var inde til det. Men det, de skal stemme om nu, er så vagt, at de lige så vel kunne have vedtaget det sidste år eller forrige år. Stemningen blandt partisoldaterne er næppe blevet hverken mere positiv eller mere negativ i mellemtiden. Men efter mange års intensiv kampagne for en kriminalisering er Socialdemokraterne ikke engang selv i stand til at formulere et forslag, der skaber nogen som helst klarhed over ikke blot hvad partiet principielt ønsker at gøre, men også hvordan de vil gøre det, og dermed hvordan det vil påvirke danskerne.

Se forslaget til kongressen på side 25 i ”Forslag til temapolitisk program”, der kan downloades her.

Bemærk også dokumentet nedenunder med ændringsforslag. Dette er en sag, der optager Socialdemokraterne – både tilhængere og modstandere.

Illustrationer: Besøg denne hjemmeside.