Da jeg åbnede min blog for tre år siden, kom jeg ind i en kreds af andre bloggere, der også mere eller mindre fast skrev om prostitution og/eller seksualitet i al almindelighed. De er i mellemtiden næsten alle holdt op med at skrive igen.

Nu er det min tur til at følge efter, og dette indlæg bliver det sidste på min blog. I hvert fald i denne omgang. Hvis situationen ændrer sig, kan det være, jeg vender tilbage. Men jeg anser det ikke for sandsynligt, at dette sker.

Sagen er, at konceptet for min blog er bygget op omkring en debat og nogle vilkår, som fandtes dengang, men som på mystisk vis er forsvundet igen – bid for bid. Senest er både medier og myndigheder begyndt at interessere sig for fakta, og så er der ikke længere noget stort behov for en horekunde, der skriver om rapporter og undersøgelser. Det har for så vidt hele tiden kun været en nødløsning i mangel af bedres havelse.

Men for mig har det især betydning, at den fordømmelse af den anonyme kunde, der var almindelig i midten af 00’erne, for længst er ophørt igen. Jeg har gennem nogen tid haft det dårligt med, at jeg alligevel er fortsat, stort set som om intet var hændt. Der er noget utidigt ved at optage plads i det offentlige rum som en uretfærdigt behandlet minoritet, når man ikke længere er det.

Og imens jeg har oplevet min blog som stadigt mere utidig og uaktuel, kan jeg se, at der er kommet nye bloggere til, som tænker noget nyt og rammer aktualiteten. Jeg klarer desværre ikke at følge dem konsekvent. Det er blogge og bloggeres natur at være oppe på beatet, og det er jeg ikke længere.

Når jeg alligevel er fortsat så længe, er det fordi jeg godt kan lide at blogge. Rigtigt godt, endda. Det er også med meget stort vemod, at jeg lukker igen. Jeg skrev første gang under navnet TheHumanStain i begyndelsen af 2006. Set i bakspejlet, så var jeg dengang på kollisionskurs med samfundsudviklingen. Jeg mente, jeg havde fundet nogle stærke kvaliteter i livet, personificeret ved sexarbejdere. Men i aviserne kunne jeg læse om, at det jeg gjorde var det ondeste onde. Ud fra den dynamik begyndte jeg at skrive, og jeg havde ikke noget særligt mål med det, ud over blot det at kommunikere. Men det slår benene væk under mig, når jeg nu stopper op, vender mig om, og betragter alt det, det alligevel har ført med sig.

Jeg har talt med andre, der er aktive i denne debat, om det. Som det er sket for mig, har deres syn på verden ændret sig gennem hele dette slagsmål med magtens Danmark. Men det virker måske stærkere for mig end for de fleste andre, fordi jeg på sæt og vis selv er en del af magtens Danmark. Jeg er ikke nogen stor mand eller noget, men jeg har en fin akademisk uddannelse, og jeg bestyrer mit eget lille håndtag i velfærdsstaten. Det har været noget af en øjenåbner pludselig at stå på den anden side og se, hvordan, eliten – og dermed også jeg selv – fungerer.

Vi får Danmark til at køre rundt, og på et rent praktisk plan gør vi det også godt. Men på det moralske og principielle plan er det en alvorlig misforståelse at tillægge os nogen særlig autoritet. Bare for at nævne et eksempel: Når socialministeren bebuder, at hun vil gøre noget for de unge mødre, hun har set på tv, er min første tanke i dag: Tak for kaffe – nu må vi få de unge mødre i sikkerhed, før ministerens hjælp når frem til dem.

En anden ting: Hvad angår sex, kommer jeg fra det tavse flertal. Det lå hverken i min natur eller i min opdragelse at fortælle om, hvad jeg gjorde eller tænkte på det område. Men det indebar også, at jeg ikke fik tilbagemeldinger. Det har jeg så fået nu, i rigt mål. Og spørg mig lige, om jeg er blevet overrasket over, hvad der kom retur. Det er især det, der slår benene væk under mig. Jeg mener at have fået et indblik i den enorme seksuelle ensomhed, der findes i samfundet, og som jeg skrev om i indlægget fra Århus Teater. Men også, at denne ensomhed i sidste ende er selvvalgt og overflødig, som jeg nu må konstatere, at den var for mit eget vedkommende.

Nå, men det er jo ikke sådan, at der lige nu er sket noget særligt. Det er blot mig personligt, der er kommet til slutningen på et kapitel og skal til at starte på et nyt. Ligesom mine oprindelige blogfæller har gjort, skal jeg finde nye rammer at virke i. Jeg skal så at sige finde ud af, hvor det er, folk slås nu om dage, og så skal jeg kaste mig ind i kampen igen.

Men jeg håber, at læserne bærer over med, at det er et skarpt hjørne for mig, og at jeg lige bruger lidt plads på at reflektere over det. Også positive erfaringer skal fordøjes engang imellem.

Til slut vil jeg blot sige tak til de læsere, der har fulgt med og lagt cirka 3000 kommentarer her på bloggen. Vi har nogle gange diskuteret, om en kriminalisering stadig er et sandsynlig scenarie. Det mener jeg personligt ikke. Men okay, jeg kan tage fejl, og under alle omstændigheder er der stadig en kamp for rettigheder, der langt fra er slut.

Men jeg mener, at man i sig selv må anerkende betydningen af den debat, der har været indtil nu, og som debatterne her har været en del af. Når seksuelle frihedsrettigheder kommer under pres, som det skete i midten af 00’erne, er det som regel fordi nogle forældede magtstrukturerer i samfundet med rette føler sig truede og sårbare. De ved, at de ikke gennem lovgivning kan ændre betydeligt ved, hvad folk rent faktisk gør seksuelt. Hvad de kan opnå er på det symbolske plan. De kan skabe tabuer og marginalisere dem, de føler sig truet af.

Men netop dette er blevet bremset, uanset hvordan lovgivningen udvikler sig herfra. Det er meget værdifuldt delresultat, der rækker langt ud over køb og salg af sex.

I 1961 vedtog Folketinget den såkaldte ”grimme lov”, der kriminaliserede mænds køb af sex af mænd under 21 år. Det var Politiken, der i en leder gav loven sit øgenavn. Avisen delte den tids almindelige opfattelse af, at homoseksualitet var en sygdom, men den frygtede, at loven ville forhindre disse syge mennesker i at søge behandling.

Jeg læste om det i Weekendavisen for nogle uger siden. Det var et interview med historiker Peter Edelberg, der er i færd med at skrive ph.d.-afhandling om homoseksualitet og prostitution fra 1945 til 1976.

Inden anden verdenskrig havde homoseksualitet været meget skjult. Men efter krigen blev det synligt – i første omgang især ved, at der var mange trækkerdrenge i København. De blev intensivt bekæmpet af chefen for sædelighedspolitiet, Jens Jersild, der altså fra 1961 fik en stramning af loven til at lette sit arbejde.

Jens Jersild havde – eller udviklede – et lidt dobbelt syn på sagen. Han mente, man skulle respektere homoseksuelle, der levede stilfærdigt med hinanden. Men omvendt mente han også, at man kunne blive bøsse alene som følge af homoseksuelle erfaringer i ungdommen. Og det ville han altså bekæmpe.

På den måde blev han et fjendebillede for de bøsser, der var begyndt at samle sig for at kæmpe for rettigheder.

Peter Edelberg mener, at Jens Jersild bliver bedømt for hårdt.

”Det overses, hvordan han forsøger at fastholde debatten på prostitutionsspørgsmålet, ikke på den homoseksuelle som sådan. I 1964 erklærer han oven i købet offentligt, at han går ind for en ophævelse af den grimme lov,” siger Peter Edelberg til Weekendavisen. Han siger også:

”Jeg mener, at Jersilds indsats først og fremmest medførte en disciplinering af den homoseksuelle subkultur. Under ham blev de uacceptable elementer luget ud, så de homoseksuelle kunne starte en karriere som respektable samfundsborgere.”

Der var den alvor i det, at mange af trækkerdrengene bogstaveligt talt var drenge ned til cirka 14 år. Samt at mange af drengene var fattige. Jeg kender ikke meget til det, men der er næppe grund til at romantisere trækkedrengenes liv.

Omvendt er det en efterrationalisering at lægge en pædofili-vinkel på det – det, der ligger i begrebet ”uacceptable elementer”. Peter Edelberg anbringer forargelsen, som fænomen betragtet, i en forkert tid. Det er kun inden for det seneste to-tre årtier, at det er blevet betragtet som et særligt problem, når 14-årige er seksuelt aktive.

Den grimme lov blev ophævet igen i 1967, men det betød ikke, at der pludselig kom flere trækkedrenge. Tværtimod. De blev færre og færre. Med accepten af bøsser forsvandt behovet for at søge hurtig udløsning på et toilet, på vej hjem til konen.

Tilbage står, at homoseksuelle i dag har – næsten – samme rettigheder som heteroseksuelle, og at en nu forhenværende statsminister fra et borgerligt parti forsøgte at få den sidste rest af forskelsbehandlingen afskaffet. I dag er det at beskytte homoseksuelles rettigheder mere end blot en selvfølge hos politikerne, i politiet og hos medierne – det er noget, man langt hen ad vejen gør med betydelig stolthed.

Men – og det er det bemærkelsesværdige – de samme kræfter betragter den dag i dag med samme selvfølgelighed prostitution som et onde.  Der er stadig cirka 179 folketingsmedlemmer, der ser det som et mål i sig selv at begrænse det, de sætter stadig aggressive politifolk til at håndhæve denne politik over for sexarbejderne, og Politiken skriver stadig ledere om, at prostitution, og alt hvad det bærer med sig, er noget skidt, men at man nok hellere må lade være med at kriminalisere det.

Historien fra 60’erne siger alt om, hvorfor prostitution er et så ømt et emne for magtens cirkler. Hele sjælen i prostitution er anti-autoritær. Det er mennesker, der finder ud af det selv, uden magthavere eller institutioner som mellemmænd, og som ikke lader sig stoppe af uvedkommende og hjemmestrikkede dogmer. Resultatet er, nu som dengang, at såvel magthavere som dogmer bliver svækket.

Jeg kan ikke forstå, at Peter Edelberg overser, at det ikke var disciplineringen, men tværtimod styrken i alt det udisciplinerede, der skabte et gennembrud for homoseksuelles rettigheder. Jeg kan heller ikke forstå, når højprofilerede homoseksuelle politikere og organisationsfolk i dag selv overser det.

Men lad nu det ligge. Det virkelig spændende her er, hvorfor nutidens politikere igen er så forhippede på den disciplinering, der ligger i forsøget på at få prostitution under kontrol. Hvis man kan gennemskue det, så er der nogle lange linjer i samfundsudviklingen, man samtidig gennemskuer. Og ikke mindst gennemskuer man, hvilke forældede dogmer vi i dag lader begrænse vores frihed.

Jeg mener, I 1950’erne var der jo heller ikke mange, der havde forudset, hvor radikalt synet på og lovgivningen om homoseksualitet skulle ændre sig i det følgende halve århundrede.

Illustrationer: Besøg denne hjemmeside.

Servicestyrelsen udsendte i december sidste år notatet ”Prostitutionens omfang og former” 1). Her kunne man læse, at der i 2008-2009 var 943 forskellige sexarbejdere, der arbejdede på gaden i København.

Der er en makaber detalje knyttet til dette tal: Mindst otte af de 943 var afgået ved døden allerede i 2005 – tre år før optællingsårets start i sommeren 2008.

Det fremgår ikke af de bagvedliggende oplysninger, om de otte kvinder overhovedet var sexarbejdere. Under alle omstændigheder skal de naturligvis ikke med i en statistik for 2009, og at de er det alligevel skyldes kun forsøget på at fremmane billedet af, at gadeprostitution er i voldsom vækst.

Men det, der umiddelbart bare ligner en lidt pinlig hovsa-fejl oven i alle de andre fejl, illustrerer en langt mere alvorlig dimension: Hele systemet har midt i sin politiske iver på prostitutionsområdet glemt, at det også har et ansvar på områder – og herunder et ansvar over for nogle kvinder, hvis problemer er så alvorlige, at det gælder liv eller død.

Denne forglemmelse er fatal. Ud af den er vokset en skandale, der under andre omstændigheder, som et absolut minimum, ville have kostet de ansvarlige politikere deres karrierer.

Det er Reden, der indberetter tal for antallet af sexarbejdere på gaden til Servicestyrelsen. Som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen 2), og som det også siden har været omtalt i Berlingske Tidende 3) og Information 4), er der meget store overdrivelser i disse tal. En af fejlkilderne er, at tallene ikke blot omfatter Redens brugere i det år, det handler om. Også alle tidligere brugere, fra og med januar 2005, er talt med. På den måde vil tallene år for år være stigende – der er en meget stor udskiftning i klientellet, og mens de nye bliver talt med, bliver de brugere, der ophører med at komme, ikke sorteret fra. 5)

På et tidspunkt synes nogen i systemet dog at være kommet til den konklusion, at det trods alt var for meget, hvis man også medtalte de kvinder, der er holdt op med at komme i Reden, fordi de er afgået ved døden. I et svar fra daværende socialminister Karen Ellemann til Liberal Alliances Simon Emil Ammitzbøl er det omhyggeligt forklaret, hvordan man hvert år lægger nye henvendelser til og trækker dødsfald fra. 6)

Men man har glemt en ting: Man har ikke trukket dødsfaldene fra i udgangsåret 2005. Det år registrerede Reden København ifølge en indberetning til ministeriet fra den senere daglige leder Anette Rix otte dødsfald blandt brugerne. 7) Disse otte afdøde kvinder har siden hvert år figureret i statistikken som aktive sexarbejdere på gaden i København. Hvortil kommer, at der også kan være andre af de registrerede brugere, der er afgået ved døden, uden at Reden er blevet orienteret om det.

At Reden langt overdriver omfanget af sine aktiviteter, og herunder begår den ovenfor beskrevne fejl, er én ting. Men hvis verden bortset fra det fungerede, som den skulle, ville det aldrig komme nogen til skade. Socialministeriet og Servicestyrelsen ville korrigere for fejlene og sørge for, at det var nogenlunde retvisende informationer, der kom ud til befolkningen. Socialministeriet – og dermed, må man gå ud fra, Servicestyrelsen, der er en del af samme organisation – har mindst siden efteråret 2008 været opmærksom på, at der var noget galt med Redens tal. Det fremgår af et andet svar til Folketinget, hvor man også kan læse om, hvordan Reden gik i gang med at rette op på fejlene. 8)

Men det er kun en lille del af denne korrektion, der er med i notatet fra Servicestyrelsen. Alt imens Reden har siddet og rettet fejl, har de i sommeren eller efteråret sidste år indberettet tal, der stadig indeholder to ud af de tre kendte fejlkilder. 9) Men Servicestyrelsen har blankt accepteret det. Resultatet er, udover misinformationen, at opgørelsen i notatet er metodisk totalt usammenhængende. 10)

Og ikke nok med det: Servicestyrelsen dækker i notatet over Redens misinformationer. De citerer Reden for, at en lille nedgang fra 2007-08 til 2008-09 formentligt skyldes, at Reden ikke længere giver adgang til udenlandske kvinder. Servicestyrelsen ved positivt, at det er en falsk forklaring, og at den virkelige forklaring i den venligste tolkning er fejl fra Redens side – i den mindre venlige tolkning, at Reden har fusket med tallene, og nu gør det i lidt mindre omfang end tidligere. 11)

Bundlinjen er altså, at man i notatet kan læse, at 943 sexarbejdere besøgte Reden i 2008-09. Reelt var der næppe mange flere end et par hundrede forskellige sexarbejdere på gaden i København i løbet af året, og Reden havde på indberetningstidspunktet næppe flere end mellem 10 og 30 af dem blandt sine brugere. 12) Så stort er misforholdet mellem den virkelighed, Servicestyrelsen kender, og den de beskriver i notatet. 13)

Det er ikke bare Servicestyrelsen, der ved, at virkeligheden er en ganske anden end det, de fortæller om. Også embedsmændene i Socialministeriets departement ved det. Det samme gør formentligt en række politikere, både på Christiansborg og blandt de organisationer, der er allierede med Reden. De tænker næppe synderligt over det. For dem er det nok bare politik, og de opfatter det som en del af gamet, at man engang imellem bøjer sandheden, eller helt forvrænger den, for at beskytte sig selv, sine venner og sin sag.

Men her har de – igen, formentligt uden at tænke over det – krydset en grænse. Alle disse mennesker, der hen ad vejen har kendt til sandheden bag Redens tal, og som har haft magt eller lejlighed til at gribe ind over for det, men som ikke har gjort det, har pådraget sig et meget stort ansvar.

Det handler nemlig ikke kun om sexarbejde denne gang. Det er mere end den sædvanlige debat med dens elementer af passioner og lir, der er i spil. De otte afdøde kvinder fra 2005 illustrerer, at vi her taler om en af de hårdest belastede grupper i samfundet overhovedet. Det er benhård alvor.

Året efter, i 2006, var der tre dødsfald. I 2007 var der otte og i 2008 seks dødsfald. 14) Det er en ekstremt høj dødelighed, der er cirka hundrede gange så høj som hos andre kvinder i samme aldergrupper. 15) Der er i høj grad brug for præcis viden om denne gruppes forhold – det kan redde menneskeliv. Men det er denne viden, Reden slører og mingelerer med, for på den måde at pleje sine egne politiske og økonomiske interesser.

Den misinformation, der er kommet ud af det, har allerede haft negative konsekvenser. Folketinget har sidste år bevilget i alt 20 millioner kroner til behandling af stofbrugende sexarbejdere. Det er en behandling, der muligvis er relevant for dem, den tilfalder – udenlandske erfaringer viser, at det i forhold til svage grupper er virkningsfuldt at se deres problemer i en helhed 16), og for så vidt at stofbrugende kvinder også anser sexarbejdet som en belastning, hvilket mange af dem givetvis gør, er det altså rigtigt at se på de to forhold på en gang.

Men Folketinget har bevilget uden at vide, at målgruppen kun er en brøkdel af de kvinder, de kunne læse om i statistikkerne. 17) Hvad mere er – de aner simpelthen intet om målgruppens behov. Kilden til dette er i sidste ende også Reden. Som Anette Rix udtrykker det i artiklen i Information 18), så står hun ikke i døren og spørger brugerne, om de knalder for penge. Måske er det bare endnu en usandhed, der skal retfærdiggøre, at alle brugerne skal regnes som sexarbejdere. Men uanset – den viden, der måtte være om kombinationen stofbrug og sexarbejde, når ikke uden for Redens dør. Måske er det i virkeligheden de stofbrugere, der netop ikke er sexarbejdere, der har de største problemer, fordi de enten må ernære sig ved kriminalitet eller lide i stilhed.

Politikerne på Christiansborg ved det ikke. De ved det ikke, fordi nogle af deres kolleger, et par ministre, en gruppe embedsmænd og så altså Reden i forening, og med helt andre motiver, har sørget for, at de blev misinformeret. Og det er rent held, hvis ikke denne misinformation kommer til at koste menneskeliv.

Med Karen Ellemanns svar til Folketinget er en stor del af Redens falske oplysninger blevet korrigeret og offentliggjort. Men langt fra dem alle. Reden, og dens daglige leder Anette Rix, forsøger fortsat at dække over sig selv, og de gør det med en lang række nye usandheder.

Og igen sker det med tavs opbakning fra politikere og embedsværket. Det betyder blandt andet, at Karen Ellemann har bragt sig, eller er blevet bragt i, en alvorlig konflikt med ministeransvarlighedsloven. 19)

Som nævnt forklarer Anette Rix sin manglende viden om brugernes sexsalg med, at hun ikke står i døren og spørger dem, om de knalder for penge. Over for radioprogrammet Vita i december var tonen en helt anden. ”De kvinder giver mig fantastisk meget, og de lærer mig utrolig meget, hver eneste dag stadigvæk. (…) Jeg kan gang på gang blive imponeret over, hvor stærke kvinderne er, og hvor meget menneskeligt overskud de ligger inde med. På trods af, at mange af dem har ganske gruopvækkende personlige historier,” sagde Anette Rix. 20) Enten må disse intime og personlige samtaler være en meget mere sjælden foreteelse, end hun giver udtryk for i Vita, eller også må hun være i stand til at vurdere, bare som cirkatal, hvor stor en del af brugerne, der er sexarbejdere.

En af fejlene i indberetningerne var som nævnt, at man hele tiden akkumulerer sine besøgstal – at man ikke trækker de brugere, der er holdt om med at komme på Reden, fra. Til Information forklarer Anette Rix, at man hele tiden har oplyst dette. Det er ikke korrekt. I indberetningen fra 2006 skriver hun, at med et nyt elektronisk rapporteringssystem er der nu ”meget præcise tal for hvordan besøgstallet m.m. har været sidste år,” og at man nu kan sammenligne eksempelvis februar 2005 og februar 2006. Af et referat fra et møde i Københavns Kommune året efter fremgår det desuden, at Reden oplyser, at de 820 besøgende fra 2005 og 2006 alle havde været i Reden i 2006. Endelig fremgår det klart af Servicestyrelsens notater om prostitutionens omfang, at tallene skal opfattes som dækkende et år, og i forbindelse med en aktindsigt har styrelsen også forklaret, at man har opfattet Redens indberetninger således. 21)

Reden nægter fortsat at foretage den simple kørsel i registreringssystemet, hvor man år for år kan se, hvor mange forskellige besøgende, der er registreret. Uanset at tallene ville indeholde dobbeltregistreringer, og dermed være for høje i alle år, ville de dog, sammenlignet med hinanden, give en indikation af, om aktiviteten har været stigende eller faldende de enkelte år.

I forbindelse med et af svarene fra ministeren har Reden givet forkerte tal for den del af de besøgende, der kom fra udlandet. 22) I forbindelse med et andet svar har man i strid med sandheden oplyst, at det ikke var muligt at oplyse, hvor mange udenlandske brugere man nåede at have i de første måneder af 2009 – inden man nægtede dem adgang. 23) Det er ikke muligt entydigt at fastslå, hvad Reden dækker over med de nye misinformationer om de tidligere udenlandske brugere. Men et godt bud er, at der ikke er nær så mange af dem, som man har fortalt om. Flere forhold tyder på, at Reden hele tiden har haft meget dårlig kontakt til denne gruppe, eventuelt kombineret med, at man har givet helt forkerte oplysninger om, hvem de danske brugere er. 24) Øjensynligt mangler man endnu at slette adskillige hundrede dobbeltregistreringer af udenlandske brugere. 25)

1)  Se notatet her.

2)  Se dette indlæg – links til tidligere indlæg i serien i bunden af indlægget.

3)  Artiklen fra Berlingske Tidende her.

4)  Artiklen fra Information her.

5)  Sagen er beskrevet i en række svar fra tidligere socialminister Karen Ellemann til folketingsmedlem Simon Emil Ammitzbøl fra Liberal Alliance. Ministerens svar er i al væsentlighed baseret på oplysninger fra Reden selv. Selve det, at tidligere brugere tælles med, er forklaret i svaret på spørgsmål 37 og uddybet i svaret på spørgsmål 171. Se alle øvrige svar fra ministeren på denne oversigt.

6)  Se svar 171 i note 5. Det fremgår for eksempel, at man i 2005 havde 594 brugere, og at man året efter havde 226 nyhenvendelser. Det giver 820, hvorfra man trækker tre brugere, der afgik ved døden i 2006, så tallet bliver 817.

7)  Jeg har indberetningen fra en aktindsigt. Den er ikke tilgængelig på nettet.

8)  Der er tale om svar 37 – se note 5.

9)  De tre fejlkilder er, foruden at tidligere brugere ikke bliver taget ud af statistikken, dobbeltregistreringerne samt det, at man ikke tager højde for, at et antal af brugerne ikke er sexarbejdere og derfor ikke hører hjemme i en statistik om dette. Det sidste korrigerer Rederne i Århus og Odense for i deres indberetninger. Ved det tal, Reden København har indberettet til Servicestyrelsen, er der kun korrigeret for en del af dobbeltregistreringerne. De to andre fejl bliver stående.

10)  I notatet er det flere gange pointeret, at der er tale om minimumstal for de 12 måneder fra juli 2008 til juni 2009. Alligevel har Servicestyrelsen accepteret en indberetning, der rækker helt tilbage til 2005. Man har også accepteret, at regne alle Redens brugere som sexarbejdere, fordi Reden ikke kan eller vil vurdere, hvor mange af dem, der er det. Ud fra en minimumsbetragtning burde Servicestyrelsen ansætte tallet af sexarbejderne blandt brugerne til nul – de ved jo efter eget udsagn ikke, om den enkelte bruger sælger sex. Omvendt ved Servicestyrelsen, at der er et antal udenlandske sexarbejdere, man ikke får med, fordi de ikke længere må komme i Reden.

11)  Faldet skyldes alene, at nogle dobbeltregistreringer er taget ud af statistikken. Så længe Reden stadig tæller sin forhenværende brugere med, vil det forhold, at Reden giver adgang til færre, ikke få det registrerede tal til at falde – kun til at stige i en langsommere takt.

12)  Det er umuligt at sige, hvor mange brugere Reden reelt har. Mange af de registrerede brugere har kun været der få gange, og de er måske hverken stofbrugere eller sexarbejdere, men de kommer alligevel til at tælle med i statistikken. Daglig leder Anette Rix oplyste i december sidste år til DR’s radioprogram Vita (link her) at brugerne i gennemsnit kommer et par gange om ugen. Beskrivelsen på DR’s hjemmeside indeholder flere fejl, men hvis der er en gruppe af typiske brugere, som Anette Rix oplever kommer et par gange om ugen, så kan der i første halvår 2009 kun have været cirka 30 sådanne typiske brugere. I halvåret havde Reden nemlig ifølge svar 37 (note 1) kun 1876 døgnbesøg.

13)  Politiet skønner ifølge Berlingske Tidende (note 3), at der er cirka 200 sexarbejdere på gaden i København.

14)  Tallene fremgår af svar 171 (note 5).

15)  I 2009 døde cirka 0,04 procent af de 30-34-årige kvinder i Hovedstadsområdet. I aldersgruppen 40-44 år er dødeligheden cirka 0,1 procent. Tallene er trukket fra Danmarks Statistiks statistikbank. For Redens brugere kan dødeligheden anslås til et sted mellem 3 og 6 procent om året.

16)  Oplysningen fremgår af denne kronik af SFI’s direktør Jørgen Søndergaard.

17)  Målgruppen bliver muligvis yderligere decimeret at den nye ordning med lægeordineret heroin. Man kan dog ikke bebrejde Reden, hvis politikerne ikke har taget højde for dette.

18)  Se note 4.

19)  Om denne lov – se indlægget i note 2.

20)  Om radioprogrammet – se note 12.

21)  Det sidste fremgår af en aktindsigt i Servicestyrelsen fra 2008. I den seneste udgave af ”Prostitutionens omfang og former” (se note 1) fremgår det bl.a. på side 3, at tallene kun omfatter aktive sexarbejdere fra optællingsåret.

22)  Se tabellerne i svar 37 (note 5): Andelen af ikke-nordiske døgnbesøgende kan beregnes ud fra tabel 2 og 3, og den svarer både i 2005, 2006 og 2007 på decimaler til andelen af ikke-nordiske borgere blandt de forskellige brugere, som opgjort i tabel 1. Reden har altså sat de to andele lig hinanden, i stedet for at slå i systemet hvor mange forskellige ikke-nordiske brugere, der var. De to andele er med al sandsynlighed forskellige, og måske også meget forskellige – se note 24.

23)  Se svar 168 her. Oplysningen om, hvor mange ikke-nordiske brugere, der nåede at besøge Reden i 2009, må findes i registreringssystemet. Det ville være helt meningsløst, at Reden skulle ophøre med at registrere udenlandske brugere på et tidspunkt, hvor man endnu ikke har besluttet, at man vil ophøre med at give dem adgang.

24)  Hvis en bruger kun kommer en gang i løbet af et år, mens en anden kommer 100 gange, tæller de hver som én bruger i statistikken over forskellige brugere (tabel 1 i svar 37, se note 5), mens den sidste i statistikken over døgnbesøgende tæller 100 gange så meget som den første (tabel 2 og 3). Forskellige indberetninger for året 2006 tyder på, at de udenlandske kvinder, der har benyttet Reden, i gennemsnit har gjort det betydeligt hyppigere end de danske brugere. For eksempel kan de i deres dagligdag have lånt toilettet eller fået et måltid mad på Reden. I så fald vil andelen af udenlandske døgnbesøgende være betragteligt højere end andelen af udlændinge blandt de forskellige brugere. Reelt kan der altså i 2005 og 2006 have været en endnu lavere andel af udenlandske kvinder blandt de forskellige brugere end de cirka 20 procent, man har oplyst om. Gennem hele den her omtalte periode har langt de fleste sexarbejdere på gaden i København været udenlandske, hvilket har været synligt for enhver, der besøgte de relevante gader på Vesterbro.

25)  Se svar 172 her. Det fremgår, at ved frasorteringen af dobbeltregistreringer er der fjernet 309 af 691 nordiske registreringer, men kun 91 af 665 ikke-nordiske registreringer. Det fremgår ikke, hvorfor medarbejderne på Reden skulle have meget nemmere ved at genkende ikke-nordiske end nordiske kvinder, så de havde nemmere ved at undgå dobbeltregistreringer i den første gruppe.

Min farmor fortalte engang om, hvordan det var at ligge på hospitalet, da hun var ung. Hun sagde, at man lå ret i sengen under stuegangen. Den var en frygtindgydende affære, hvor overlægen kommanderede et hold lyde yngre læger og sygeplejersker og afhørte patienterne om deres aktuelle tilstand. Dengang var lægegerningen indbegrebet af hård, maskulin autoritet.

Det har i den grad ændret sig. De fleste lægestuderende i dag er kvinder, og det vil stor sandsynlighed være selvforstærkende, så lægefaget om nogle år vil være et upræget kvindefag. Dette skifte er et eksempel på, at det vi opfatter som naturlige kønsroller, lige så vel kan være et udslag af tilfældigheder og fikse ideer, som når det engang var meget mandigt at gå med pudrede parykker, mens det samme i dag bliver opfattet som feminint.

Jeg kan ikke se nogen grund til, at lægegerningen skulle falde mere naturligt for det ene køn end for det andet. Og hvis jeg var sundhedsdirektør, så ville jeg forsøge at markedsføre medicinstudiet over for unge mænd, så faget også i fremtiden var kønsneutralt.

Dette ville sikkert umiddelbart sikre mig en vis popularitet hos ligestillingspolitikere og den statsautoriserede kvindebevægelse, for hvem kønsmainstreaming er et ideal, og for hvem det bare er endnu bedre, hvis den også engang imellem skal sikre, at mænd er med overalt. Men populariteten ville kun vare, indtil mine motiver gik op for dem:

Det er min erfaring, at nærheden til det andet køn er inspirerende og motiverende, og ved at sikre faget som blandet, ville jeg kunne opnå, at lægerne arbejdede mere for den samme løn. Det er også min erfaring, at det alt andet lige er negativt, når et eller andet helt er domineret af det ene køn. Så kommer der nemt til at mange nogle synsvinkler, og det glider ud i absurditeter, som den stramme disciplin på hospitalerne i gamle dage.

Med disse betragtninger siger jeg også, at jeg ser en forskel på mænd og kvinder, og det er præcis det, der umorderne i den officielle ligestillingspolitik. For når man siger, at der er forskel på kønnene, så kunne man også tænke sig en række fag, der i modsætning til min antagelse om lægefaget ligger mere til det ene køn end det andet. Som sundhedsdirektør ville jeg for eksempel ikke bruge tid på at sikre en kønsbalance hos sygeplejerskerne. Jeg ville blot sørge for, de var til samme julefrokost som håndværkerne i teknisk afdeling, igen af hensyn til inspirationen og motivationen.

Men hvad man ofte overser, er, at kønsmainstreming indeholder det samme budskab som det modsatte – som det, jeg ville arbejde efter som sundhedsdirektør: Hele idealet om kønsmainstreming, om at man i en enhver sammenhæng skal blande mænd og kvinder nogenlunde ligeligt, giver kun mening, hvis man tror på, at der er betydelig forskel mellem mænd og kvinder. Hvis det kun var nogle simple fysiske egenskaber, der skilte os, ville vi jo alle bare være mennesker, og så var der ingen grund til, at vi altid skulle blandes. Det ville give lige så lidt mening som at sørge for den korrekte blanding af folk med brune og blå øjne.

Hvad mere er: Tankegangen om at vi skal blandes, med eller uden tvangselementer i form af kvoter, er med til at fastholde fokus på kønsforskellene, og herunder ikke bare de biologiske, men også dem der kun er kulturelt betingede. Det tager fokus fra at udvikle de fag, det drejer sig om. Det er ikke kun i lægeverdenen, at kvinder har overtaget, eller er ved at overtage en tidligere suveræn mandlig bastion. Det gælder også en lang række andre prestige- og magtfulde erhverv – for eksempel advokater, præster, forfattere og partiledere. Hvem ved – måske sker der en tilsvarende udvikling med ledelse, så der om nogle årtier også er en mere ligelig kønsfordeling der. Men hvis man indfører en kvoteordning, vil man fiksere begrebet ledelse som noget fast, og så presse kvinder ind i det. Man bremser den naturlige udvikling.

---------

Kønsmainstreaming har en pendant i queer-teorien. Ideen om, at de karaktertræk, man tillægger køn, udelukkende er kulturskabte, og at man altså kan skabe uendeligt mange køn, fører frem til samme grundlæggende konklusion, som er forudsætningen for statens ligestillingspolitik: At de biologiske køn er ligegyldige og irrelevante.

Jeg kendte ikke begrebet queer, før jeg begyndte at deltage i debatten om sexarbejde. Men nu har jeg lært det at kende. De, som tror på queer-tankegangen, fører ofte konklusionen videre til at forsvare seksuelt frisind. Det er kort sagt gode venner. Derfor vil jeg, når jeg nu kritiserer queer, understrege to ting. For det første, at jeg mener teorien har et vigtigt og positivt budskab om sex uden for snævre kasser om hetero- og homoseksualitet. For det andet, at jeg indser og anerkender, at queer i modsætning til kønsmainstreaming arbejder på en positiv bane. Groft sagt, hvor tilhængere af kønsmainstreaming tænker i restriktioner, tænker queer-tilhængere i muligheder og åbenhed.

Men stadigvæk – i en kønspolitisk sammenhæng ser jeg queer-tankegangen som lige så problematisk som kønsmainstreaming, hvis ikke mere.

Ligesom kønsmainstreaming går queer-tankegangen mod sin egen indbyggede logik. Hvis man ser en kønsopdeling som kulturskabt, må man også modarbejde de to køns faktiske karakteristika. Men dermed kommer man netop til at tillægge kønsforskellene en afgørende betydning i enhver sammenhæng. På toppen af det – hvis det er en social konstruktion at identificere sig med sit biologiske køn, så er det lige så meget en social konstruktion ikke at identificere sig med sit biologiske køn. Og i modsætning til tidligere tiders og nuværende opfattelser af køn, der er opstået gradvist og ud af en historisk sammenhæng, så er det en social konstruktion, man bevidst må påføre andre.

Det kan næsten ikke undgå at give ballade. Køn og seksualitet er noget af det mest følsomme i et menneskes sind. Langt de fleste definerer i større eller mindre grad sig selv ud fra deres biologiske køn. Det gælder også de fleste queers, når det kommer til stykket, som det er illustreret af det selvmodsigende begreb ”queer-feminisme”. Det er altså noget vigtigt, man piller ved, når man prøver at overbevise folk om, at deres biologiske køn er ligegyldigt. Jeg er bange for, at dem, som i dag fremfører queer-teorier som en ung og frisk synsvinkel på verden, kan godt sætte stopuret i gang. Næste generation må nødvendigvis opfatte dem som gamle, forbenede fjolser, og gøre oprør mod dem.

Derfor er queer ikke den positive genvej til et ligestillet samfund, den er tænkt og ment som. Det er tværtimod endnu en blindgyde – endnu et forsøg på at løse kønsproblematikker ved at lade som om, køn slet ikke findes. Men der er på langt sigt ingen vej uden om at vedkende sig de biologiske køn som en realitet.

Dette på trods af alle de nuancer, der findes i det menneskelige sind, og som i større eller mindre grad kan få mænd til at føle sig som kvinder og omvendt. Disse nuancer bliver engang imellem brugt som argument for, at de biologiske køn er kulturskabte. Den argumentation kan godt skræmme mig: Den kører på samme næsten bevidste misforståelse, som når kristne i USA argumenterer for Intelligent Design. De finder eksempler på arter, der ikke har udviklet sig i millioner af år, og så hævder de, at Darwin må have taget fejl. Men det gjorde han ikke. Enhver art, såvel som kønnene inden for en art, er variationer omkring en norm. Variationerne er netop grundlaget for, at der kan ske en udvikling. At enhver art kan udvikle sig, er ikke ensbetydende med at enhver art også gør det. At der er kønsforskelle betyder ikke, at kvinder i enhver kultur vil gå med læbestift, endsige at enhver kvinde vil bryde sig om at gå med læbestift, selv om de fleste andre kvinder i hendes kultur gør det.

Det religiøse i fornægtelsen af kønsforskelle bør vække til eftertanke, synes jeg. Hvorfor er det blevet så kontroversielt og farligt i vores kultur, at der er kønsforskelle? Det signalerer, at vi er bange for, hvad der vil vise sig, hvis vi trækker bukserne ned og erkender det åbenbare.

Vi har baseret ligestillingen på en antagelse om, at mænd og kvinder er lige gode, og så har vi vedtaget politisk, at det er de. Ligestilling, forstået som at der altid er lige mange mænd og kvinder i lokalet, bliver i enhver sammenhæng promoveret som en god sag. Men det er som om vi undervejs er blevet bange for, om lortet holder, hvis man skærer al politikken væk. Om det da vil sige sig, at kvinder i virkeligheden er mænd underlegne, sådan som man tog det som en selvfølge for blot et par generationer siden.

Personligt tror jeg, at den politiske vedtagelse holder. At mænd og kvinder er lige gode, om end ikke lige gode til alt, og at det var de tidligere generationer, der tog fejl. Men jeg tror også, at vi skylder os selv at bevise det. Kønskvoter, kønsmainstreaming og queer er i den sammenhæng skridt i den forkerte retning. Det er sikkerhedsnet, der nok er bekvemme i nuet, men som på det lange sigt kun har den effekt, at vi mister den stolthed og selvsikkerhed, man får ved at bevise, at man kan klare sig uden.

Læs også et tidligere indlæg: Lige og værdige.

Illustrationer: Besøg denne hjemmeside.

Den 30. september bliver der afholdt en høring om trafficking. Det foregår i fællessalen på Christiansborg, og det præcise tema er ”handel med kvinder – fokus på brugeren”. Man skal finde ud af, hvem der er kunder hos de handlede kvinder, og hvordan man får dem til at holde op med at være det.

”Det er nødvendigt at nå de mænd, der bruger denne form for prostitution, så de ikke længere finder det naturligt og acceptabelt at misbruge – og endog mishandle – kvinder,” hedder det i programmet for høringen. Der vil være oplæg fra ligestillingsminister Lykke Friis, den svenske sociolog Sven-Axel Månsson, journalist og forfatter Jens Høvsgaard, leder af Reden International Vibeke Lenskjold, kommunikationskonsulent Henrik Byager samt nogle folketingspolitikere.

Personligt tror jeg dog, at det oplæg, der vil lokke flest til at komme til høringen, er det, der er annonceret til at vare et kvarter fra kl. 13, lige efter frokosten: Her skal en ”bruger” tale over emnet: ”Hvorfor er jeg kunde?” Det må vække en vis nysgerrighed, den dramatiske beskrivelse af kundernes adfærd og moral taget i betragtning. Det, jeg citerede fra programmet ovenfor, er suppleret med et digt, der er skrevet af en gymnasieelev. Her er det penslet ud, hvordan trafficking-ofret efter et kundebesøg sidder indelåst og forslået tilbage med blodet strømmende fra læber og bryster (sic). Det er pointeret, at digteren er en mand.

Men høringens værter laver falsk reklame. Der kommer ingen kunde. Det var nemlig mig, de havde i tankerne, og jeg kommer ikke.

Det er ikke fordi jeg har afslået tilbuddet. Jeg har tværtimod takket ja, og vi nåede også at lave en aftale, der blandt andet indeholdt, at publikum ikke skulle have lov at optage billeder eller lyd under mit indlæg. Så vidt gik alt godt. Efterfølgende sendte de programmet, som på det tidspunkt allerede var trykt. Jeg bad dem om at overveje, om det var fair, at jeg kun fik et kvarter at tale i, når både Månsson og Høvsgaard hver fik tre kvarter. Jeg påpegede, at de begge er lige så politiske som mig, og jeg sendte et link til min blog, så de kunne se, at jeg havde sat mig ind i, hvad jeg taler om.

Det fik dem imidlertid til at sætte i bakgear og aflyse aftalen igen. Mit ”anliggende” var milevidt fra deres, forklarede de. Desuden mente de ved nærmere eftertanke ikke det var muligt at forbyde journalister at optage billeder eller lyd på Christiansborg. Jeg tilbød selv at diskutere det sidste med Folketingets administration, og ligeledes selv at tage ansvaret hvis de havde ret, og jeg kunne risikere at se mit billede i avisen dagen efter. Men lige lidt hjalp det – jeg har ikke hørt fra dem siden.

For mig var det naturligvis lidt af en overvindelse at sige ja på de betingelser, også selv om jeg stadig ville være anonym i den forstand, at mit rigtige navn ikke blev oplyst. Når jeg alligevel sagde ja, var det fordi, jeg syntes jeg var nødt til det. Jeg ved, at alt det her om tvangsprostitution som andet end en meget sjælden undtagelse er et postulat, der aldrig er dokumenteret, selv om der er blevet brugt ufattelige resurser netop på at finde denne dokumentation. Jeg ved også, at det, som man uden nogen selvkritik omtaler som indsatsen mod menneskehandel, i praksis består i en endeløs række af overgreb fra myndighedernes side mod udenlandske sexarbejdere. Det er overgreb, der til gengæld er veldokumenterede. Hele indsatsen bliver retfærdiggjort af misinformation, blandt andet fra nogle af dem, der skal holde oplæg ved høringen – jeg tænker her især på Månsson, Høvsgaard og Lenskjold.

Jeg så min deltagelse som chancen for at rydde op i alt dette. At standse overgrebene og misinformationen. Jeg havde ikke lyst til at stå frem, men en konkret mulighed for at gøre en stor forskel var altså landet på mit bord, og min egen oplevelse af min troværdighed ville blive noget vingeskudt, hvis jeg ikke udnyttede den efter bedste evne.

Forekommer det at være vildt overdrevne forventninger til et enkelt indlæg på en høring? Well – bemærk én ting: Arrangørerne af høringen havde åbenbart også en forventning om, at der ville ske noget drastisk. Arrangøren, Soroptimist Danmark, kan ikke et øjeblik have troet, at mit anliggende var det samme som deres. At jeg ville forsvare, hvad jeg gjorde, var ikke nogen hindring, men tværtimod selve pointen med min deltagelse. Det skulle illustrere kundens uvidenhed, og problemet for soroptimsterne kom først, at det gik op for dem, at jeg har viden.

Det stiller det hele på spidsen: Trods hele det dyre setup til høringen, og trods alle de fine navne på talerlisten, så ved de inderst inde, at bare et kvarter med en repræsentant fra virkeligheden på podiet potentielt kunne få hele deres korthus til at vælte.

Så soroptimisterne var nødt til at hive i nødbremsen, uanset hvor pinligt det er for dem. Og det er pinligt for dem. De er nødt til at forklare, hvordan den ”bruger”, de havde i tankerne, da de skrev programmet, sagde ja til at komme. Men at de må selv måtte aflyse, da det gik op for dem, at han ville sige nogle ting, som ikke må siges.

Der var nogle ting, der gik op for mig under min korrespondance med soroptimisterne.

De kan ikke i fuldt alvor have troet, at jeg hverken anvender eller forsvarer vold over for hverken udenlandske sexarbejdere eller nogen andre. Så havde det trods alt været noget specielt at invitere mig til at holde tale på Christiansborg, af alle steder. De var for øvrigt også meget flinke, og de fortalte mig blandt andet, at de ikke går ind for et købesexforbud.

De ved heller ikke hvad menneskehandel er. ”Rent bogstaveligt drejer det sig om en ”vare”, der handles i overensstemmelse med udbud og efterspørgsel,” hedder det i programmet. Menneskehandel er netop ikke bogstaveligt køb og salg – det er en meget vigtig detalje, fordi det i sidste ende er den, der gør, at der overhovedet er noget at diskutere. Det er den anden høring om menneskehandel, soroptismisterne afholder på Christiansborg. Men de har endnu ikke fundet anledning til at sætte sig ind i, hvad det juridiske begreb dækker over. Lis Ehmer Olsen, der skal byde velkommen på vegne af Soroptimist Danmark, er advokat.

Det var det, der gik op for mig. Det er mit klare indtryk, at soroptimisterne hverken er rabiate eller fordømmende. De virkede tværtimod meget sympatiske. De ser det bare i en helt anden sammenhæng. For dem har alt det her bare karakter af en leg. Underholdning. Spøgelseshistorier, man hygger sig med.

At manglen på dokumentation for postulaterne om tvangsprostitution bliver stadig mere påfaldende, gør ikke indtryk på sorpotimisterne. Det gør det heller ikke, at de mangler enhver flig af indikation på, at vold mod udenlandske sexarbejdere skulle være en betydelig del af kundernes adfærd eller moral. Endsige at eksemplerne på myndighedernes vold mod udenlandske sexarbejdere tværtimod er talrige og veldokumenterede. Derimod er en umoden gymnasieelevs fantasier om sex og vold så yderst relevante for deres ærinde, at disse fantasier kommer til at fylde en fjerdedel af programmet – en tredjedel, hvis man ikke tæller forsiden med.

Man kan kalde det ammestuesnak fra soroptisternes side. Det er ikke så nedladende ment, som det lyder. Grundlæggende er det ikke anderledes, end når millioner af uvidende mænd kloden rundt i disse uger i fuldt alvor kloger sig på, hvad dybt professionelle fodboldspillere og –ledere skulle have gjort. Det er en meget menneskelig måde at socialisere på, at det er i udgangspunktet positivt.

Men i modsætning til os, der sidder og kæfter op foran skærmen, så har soroptimsterne og de andre arrangører og deltagere i høringen magt til at gøre noget ved det, de taler om. Der går en lige linje fra det politiske pres, de udøver, til at sexarbejdere bliver brutalt afhørt og fængslet for småforseelser, og til at de for eksempel får skattebøder, der er helt ude af sammenhæng med deres faktiske indkomst – selv hvis de rent faktisk har snydt med skat eller moms.

Men soroptismterne ser det ikke. De ænser ikke et halvt sekund, hvad de har et ansvar for. Hvilket er et paradoks, i og med at deres officielle mål netop er at få os kunder til at tage ansvar for vores handlinger.

Det sidste er jeg for øvrigt helt enig i, at vi skal. Det er for mig at se en generel leveregel, der ikke er begrænset til politisk lobbyarbejde og køb af sex. Men specielt som kunde hos udenlandske sexarbejdere, hvor store forskelle i kultur og baggrund kommer oven i den i forvejen pludselige intimitet under sexkøb, er der da bestemt et potentiale for at kvaje sig. Men for både sexarbejder og kunde er det meget konkret og nærværende. Vi står over for det menneske, vi har med at gøre, og hvis vi kvajer os, ser vi det med det samme.

Soroptimisterne ser intet, og de indser heller ikke, at de intet ser. De kører bare løs.

Høringen den 30. september vil finde sted. Der vil ikke være nogen, der påpeger arrangørernes eller myndighedernes ansvar og forsyndelser. Der vil komme de sædvanlige mediehistorier, og der vil sikkert også blive lanceret en eller anden nyhed til at trække nogle overskrifter.

Men forløbet viser, hvordan de lever på lånt tid. Før eller siden vil soroptimisterne, Reden International, Jens Høvsgaard og så videre komme til at sidde sammen med en repræsentant for virkeligheden, og så vil de blive nådesløst udstillet. Læsere, der har fulgt med i prostitutionsdebatten over de seneste år, har allerede set mønstret. Uanset hvor gode debattører, vi kan mønstre blandt sexarbejdere, kunder og andre, så er det først og fremmest selve vores tilstedeværelse, der har gjort forskellen. Myter og fordomme har det med virkeligheden, som Grev Dracula har det med dagslys.

I denne omgang slap jeg for at stå frem. De, der kender mig, ved, hvor ekstra absurd det er at netop jeg kunne være farlig ved en høring. Hvor jeg måske virker Karl Smart her på bloggen, så kunne jeg ikke forestille mig nogen, der var dårligere end mig til at fremlægge sagen mundtligt. Jeg ville være meget nervøs og snuble over ordene.

Ikke desto mindre – næste gang kan det måske være mig, der sidder med aben igen. Det kan også være en anden kunde, der står frem. Eller en af de udenlandske sexarbejdere, der har siddet fængslet for ingenting. Eller det kan være SIO. Eller måske en universitetsforsker, der fortæller en helt anden historie end den, man vil høre den 30. september. Det er ikke til at sige. Det eneste, der er sikkert, er, at før eller siden vil virkeligheden indhente soroptimisterne og deres samarbejdspartnere. Og så må de tage det ansvar, de indtil nu gør alt for at undgå.

-----------

Læs om soroptimisternes første høring om menneskehandel her.

Programmet for høringen den 30. september, inklusive gym-nasieelevens digt, findes her (åbner i pdf).

Og et PS – 8. marts-initiativet markedsfører sig selv om en paraplyorganisation for 28 organisationer, der arbejder for et forbud mod køb af sex. Soroptimisterne er et af de 28 medlemmer, men de går altså ikke ind for et forbud. Det rejser spørgsmålet, hvad 8. marts-initiativet egentlig er for en størrelse. Måske betragter medlemmerne det blot som klub, hvor man udveksler spøgelseshistorier. Alt imens dem, vi kender som talspersoner, blot er dem, der i fuldt alvor tror på spøgelseshistorierne.

Illustrationer: Besøg denne hjemmeside.

I nærheden af hvor jeg bor står der en kommunal reklamestander. En af de fine med lys i. Men Københavns Kommune har åbenbart svært ved at få solgt reklamepladsen, for den bruger som regel pladsen selv. På den måde bliver vi holdt underrettet om, hvad Borgerrepræsentationen anser som de sande værdier for københavnerne.

Sidste sommer, under World Outgames, blev vi for eksempel opfordret til ikke at tæske bøsser. Siden har vi fået at vide, at vi københavnere kan lide at spadsere, og senere igen at det er sundt at cykle.

For mit eget vedkommende kunne jeg ikke drømme at tæske hverken bøsser eller nogen andre, og jeg må være en af de københavnere, der både går og cykler mest. Alligevel – eller netop derfor – bliver jeg hver gang irriteret over kampagnerne.

Det siger alt om borgerrepræsentationens flertal, at de i fuldt alvor tror, at borgerne har brug for dens slags belæringer om selvfølgeligheder. Enten tror de, at vi er idioter. Eller også er de det selv – deres erkendelse om livets store sandheder er ikke kommet længere end til banaliteter, som at det er godt at få frisk luft.

En nyhed i dag giver mig en mistanke om, hvad den næste kampagne kommer til at handle om. De radikale på rådhuset vil stille forslag om en kommunal solpolitik. De ansatte skal have udleveret solcreme og solhatte, der skal informeres offentligt om solens dødbringende stråler, og i daginstitutioner skal der sættes parasoller op, så unger og ansatte kan søge ly for de samme stråler. Man ser det for sig.

Det med solcremen fik mig til at tænke på en lille sag, jeg har brugt før – nemlig Baz Luhrmanns lille genistreg ”Wear Sunscreen”. Formet som en tale til en afgangsklasse udmales den kompleksitet i livet, som man på godt og ondt opdager med alderen.

Og man ser det jo for sig – de radikale borgerrepræsentanter sidde bagerst i salen og tænke ved sig selv: ”Ja, manden har ret. Man skal huske at bruge solcreme.”

Meningsmålingerne viser for tiden et solidt flertal til rød blok, og det er der megen snak om i medierne. Personligt er der et andet træk ved de meningsmålinger, jeg finder mere interessant:

Der er fire af de nuværende partier i Folketinget, som har gennem historien har oplevet at blive tiltroet et regeringsansvar. Det er Socialdemokraterne, Radikale, Venstre og Konservative. De fire partier står tilsammen svagere, end de har gjort på noget tidspunkt siden folkestyret blev indført. Ikke engang efter jordskredsvalget i 1973, hvor blandt andet Fremskridtspartiet og Centrumdemokraterne skyllede ind i Folketinget, så det så skidt ud for dem.

Jeg er så gammel, at jeg akkurat kan huske den opstandelse, der var om valget i 1973. Katastrofevalget, blev det også kaldt, og det var ikke med henvisning til et enkelt partis tilbagegang, men med henvisning til, at vælgerne tilsyneladende generelt valgte ansvarligheden hos de gamle partier fra. Jeg finder det be-mærkelsesværdigt, så meget mindre opmærksomhed der er om samme fænomen i dag. Selv om det i modsætning til dengang vrimler med politiske analytikere, så har jeg end ikke set det omtalt.

Retfærdigvis er der heller ikke samme stemning som i 1973. Dengang var folk vrede. Det fornemmer jeg ikke folk er i dag, og jeg er det heller ikke selv. Men ikke desto mindre er bundlinjen, at de fire partier kollektivt er ved at miste grebet om magten, og der må sidde nogle kloge hoveder hos dem og fundere over, hvad der er gået galt.

Her er mit bud: Jeg tror, man kan finde et clue i denne kronik, som Politiken bragte den 1.maj. Det er Socialdemokraternes næstformand Nick Hækkerup, der forklarer, at hans parti er middelklassens parti, samtidig med at han lovpriser denne middelklasse og dens værdier som centrale i velfærdsstaten. Der er to problemer i dette ræsonnement:

For det første kan det slet ikke lade sig gøre at have en stat, der favoriserer en klasse på bekostning af de andre. Såvel praktisk som moralsk er det uholdbart i længden, og især er i en velfærdsstat, der griber ind i alt, er ”længden” meget kort.

For det andet er der slet ikke noget, der hedder klasser i et moderne, vestligt samfund. Det er kun et begreb, vi halvt romantiserende bruger til at sætte og selv og hinanden i bås med. Som når vi i prostitutionsdebatten fremhæver, at det er kvinder fra den højere middelklasse, der særligt kæmper for en kriminalisering. Det er sådan set rigtigt nok, men der er den finte ved det, at de fleste sexarbejdere i dag kunne have valgt at leve efter almindelige middeklassenormer, ligesom de fleste middelklassekvinder kunne have valgt at blive sexarbejdere. Dengang der virkelig fandtes klasser, var der ikke så meget frit valg. Der blev man indplaceret umiddelbart efter undfangelsen.

Man har stadig bedre chancer, hvis man er født i en rig end i en fattig familie. Men mange af de allerstørste magthavere i politik og erhverv er rundet af ganske almindelige familier med ganske almindelige indkomster. Omvendt er der mange, der har evnerne og resurserne til at komme i højt op i samfundet, der undlader det, fordi de simpelthen ikke gider bruge deres liv på det. Og ikke mindst er det, man kunne kalde underklassen, ikke længere overflødige proletarer. Gennem det seneste halve århundrede har dens kultur været den bankende puls i hele samfundets kultur. Det er dens tøj, vi går i, dens sprog, vi taler, og dens musik, vi hører.

Man kan altid stiller folk op i rækker efter, hvad der står på deres selvangivelse. Men det ikke så relevant i dag. Få identificerer sig med nogen speciel klasse. De har ikke behov for beskyttelse efter, hvad der står på deres selvangivelse. De har behov for albuerum, så de kan bruge deres resurser, inklusive deres uddannelse og den enorme mængde af viden, der er til rådighed, til at indplacere sig optimalt.

Så når Nick Hækkerup taler til middelklassen, taler han ikke til ret mange vælgere. At der skal være en middelklasse har kun interesse for ham selv, som ledende politiker i velfærdsstaten. Overklassen klarer sig selv uden velfærdsstatens hjælp. Det gør underklassen ikke, men den er for velfærdsstatens magthavere ikke andet end udgifter og bøvl. Det er en bred middelklasse, der på en gang finansierer velfærdsstaten og efterspørger dens kærlige formynderi, der sikrer, at Nick Hækkerup har magt.

Sagerne om de ledende socialdemokrater, der sender deres børn i privatskoler, illustrerer dette bedre end noget andet. Som magthavere vil socialdemokraterne værne om folkeskolen. Men som privatpersoner har de kun brug for den som en simpel tjenesteydelse, som de kan vælge fra eller til. De har ikke brug for nogen, der fortæller dem, hvad der er bedst for deres børn.

De fleste danskere har en indbygget sympati for velfærdsstaten. Men de har lige så lidt som borgeren Mette Frederiksen nogen interesse i, at politikeren Mette Frederiksen skal have magt til at fortælle dem, hvad de skal gøre. Så giver det mening, at folk ikke er vrede på Socialdemokraterne, men at de heller ikke gider stemme på dem.

Så vidt Socialdemokraterne. Nick Hækkerup stiller selv sit partis forkærlighed for middelklassen i modsætning til de borgerliges alliance mellem over- og underklassen. Ude på decimalerne kan der muligvis være noget om det. Men grundlæggende er pointen søgt: Venstre og Konservative er kommet til magten, og har holdt fast i den, ved forkæle folk med middelindkomster ud over al rimelighed og ansvarlighed. Det var det, kontraktpolitikken handlede om. Samarbejdet med Dansk Folkeparti kan også dårligt betegnes som en alliance med underklassen. Gennemsnitligt er DF-vælgerne bestemt ikke de mest privilegerede, og jeg har det personligt fint med, at de har fået et stærkt parti, der lytter til dem og varetager deres interesser. Men underklasse er de altså ikke. Dansk Folkepartis forhold til de svageste i samfundet er snarere, at de vil udvise dem, forlænge deres straffe og slå deres hunde ihjel.

Som borgerlig vælger ville jeg virkelig ønske, at Nick Hækkerup havde bare lidt mere ret i denne skelnen mellem socialdemokratiske og borgerlige prioriteter. Jeg krummer tæer, når jeg ser en statsminister, jeg har været med til at bringe til magten, rode rundt på google for at finde noget at mene, for så at ende med at udnævne realisme til den nye ideologi. Det er reelt den samme forherligelse af det system, der gør statsministeren selv til en magtfuld mand.

Bevares, det er da nogle lidt andre facetter af velfærdsstaten, Venstre og Konservative lægger vægt på. Men jeg kan ikke bruge det til noget. Jeg har lige så lidt behov for, at Lars Løkke Rasmussen og Lene Espersen bestemmer over mit liv, som at Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal gør det. Jeg stemmer ikke på dem for at de skal have magt, men for at de skal lade være med at centralisere magten om sig selv.

Men det kan godt være, at jeg næste gang alligevel stemmer på Venstre eller Konservative, som jeg plejer. Der er heller ikke just nogen af de nye partier, der besidder et revolutionært potentiale. Et af dem appellerer ellers til mig som borgerlig vælger – nemlig Liberal Alliance, der lige nu har medvind. Jeg kan godt lide liberalisme, men jeg går kold hver gang jeg hører Anders Samuelsen forklare nødvendigheden af at sænke marginalskatterne med, at vi skal blive rigere, så der er råd til velfærdsstaten.

Jeg gemmer min begejstring til den dag, hvor der kommer et parti, der ikke vil bevare velfærdsstaten. Det handler ikke om at indføre en minimalstat. Det handler om, at der ikke længere er brug for staten som en drivende kraft i samfundet. Den er en ren praktisk foranstaltning, der skal løse opgaver af forsikringsmæssig karakter, tilsat en indkomstudjævning. Mit parti skal ikke opfatte sig selv som dem, der skal løse alverdens problemer. Det skal forstå, at situationen er en helt anden nu end dengang velfærdsstaten blev indført. Det skal stille sig tilfreds med at være aktuarer og revisorer, og så lade borgerne selv udnytte de uendelige muligheder, velstandsstigningerne og globaliseringen har bragt med sig over det seneste halve århundrede.

Illustrationer: Besøg denne hjemmeside.

Det er mange år siden jeg har læst Erica Jongs klassiker ”Luft under vingerne”. Så læsere, der har den i friskere erindring, må tilgive mig, hvis der er fejl i dette lille referat:

Der er denne velstillede amerikanske kvinde, der ønsker sig et liv med mere spænding og grænsesøgende sex. Hun slår sig sammen med en mand, og sammen kører de rundt i Europa. Ingen planlægning, de kører bare derhen, hvor de nu har lyst til, og undervejs knepper de også, når de har lyst til det. Til sidst havner de i en eller anden by, jeg kan ikke huske hvilken, men der viser det sig, at det ikke har været tilfældigt for mandens vedkommende. For ham har målet hele tiden været denne by, for der skulle hans næste projekt starte – noget med karrieren. Den kvindelige hovedperson konstaterer, at planløsheden blot var en illusion; et spil. Manden ville eller turde ikke gøre det for alvor.

Bogens originaltitel refererer i modsætning til den danske titel ikke til glæden ved at flyve, men til frygten for det. ”Fear of flying”, hedder bogen på engelsk. Det synes jeg er noget mere præcist i sammenhængen. Flyvning har givet det moderne menneske en mængde muligheder, som man tidligere måtte undvære, og tilmed er det en af de absolut sikreste transportformer, hvor en motor er involveret. Ikke desto mindre er det netop denne transportform, der fremkalder angst. Den er imod menneskers intuition. Bevægelser til lands og til vands kan urmennesket i os forstå, men det kan ikke forstå bevægelse gennem luften.

Tilsvarende med sex uden for de uskrevne normer. Det er virkelig kun i nogle specialtilfælde, og hvis man direkte kvajer sig, at det er farligt – for langt det meste er det tværtimod sundt og/eller sjovt. Alligevel bliver vi stopfodret med advarsler, og der opstår hele tiden nye fordomme mod former for sex, eller mod partnervalg eller -antal, som man hører, nogle mærkelige mindretal praktiserer.

Igen tror jeg, at urmenneskets intuition er på spil. For vores forfædre, der levede i ganske små grupper, har nogle stærke seksuelle normer været afgørende for den fælles overlevelse og fremgang. Jeg tænker ikke på nutidens normer eller opfattelse af moral. Men det har været afgørende, at der var en fælles forståelse af, hvad man gjorde og ikke gjorde. Man skulle på en gang sikre reproduktionen og undgå indavl, og ikke mindst skulle alle inddrages i det seksuelle fællesskab – i en gruppe med blot 30-40 voksne var der ikke råd til at have en håndfuld frustrerede singler rendende rundt.

Nødvendigheden af de seksuelle normer er stadig bygget ind i os. Den dag i dag opstår de også helt af sig selv i nære omgivelser. De fleste kan ved at studere deres egen omgangskreds konstatere, at den primært består af folk, man deler seksuel forståelse med. Hvis denne forståelse ikke findes, er det en belastning, som mest sandsynligt bliver løst ved, at der bliver rokeret rundt i omgangskredsen.

For det er netop det, der er kontra-intuitivt i nutiden: Nu lever vi i meget store grupper af flere millioner individer. Men det er stadig kun et halvt hundrede af dem, vi betragter som nære – som vores omgangskreds. Det betyder, at alle mulige seksuelle kulturer bor blandt hinanden. To naboer, som til hverdag ikke har noget dybere forhold, end at de hilser høfligt på hinanden på trappeopgangen, kan have hver sin seksuelle forståelse og adfærd. Dette er ikke noget problem, hvis de bruger deres fornuft. Men hvis de ikke gør, hvis urmennesket kommer op i dem, begynder de at se en trussel i hinanden.

Og det sidste sker meget nemt. Der kommer hele tiden nye bud på firkantede normer ind fra blandt andet fortidige stammer af ørkennormader, fra dårlige amerikanske film og fra tågehorn på universiteter. Disse normer bliver blandet op med forældede normer fra vores egen kultur, plus det, vores hjemlige, nutidige magthavere og interessegrupper af forskellig art har fundet på.

Nu er det ikke for at udmale et billede, der er sort i sort. Fornuften er heldigvis også stærk. De fleste af os overvinder vores flyskræk når det kommer til stykket, og i sidste ende har folk også sex på kryds og tværs som de nu vil, uden at blive udstødt af samfundet.  Men historisk set er det normale, at fornuften er bagud på point i kampen mod urinstinkterne. Seksuelle mindretal bliver i større eller mindre grad tålt, men de bliver ofte også frataget nogle rettigheder, bare for en god ordens skyld. Sådan er det også i Danmark anno 2010.

For mit eget vedkommende har jeg nu deltaget i seksualdebatter i fem år. Og jeg er kommet til den konklusion, at det absolut højeste, man kan nå, er en uafgjort mellem fornuft og instinkter: Man kan kæmpe for lige rettigheder, og folk vil efterhånden forstå det og acceptere det. Men folk vil aldrig i hjertet forstå, at seksuel mangfoldighed er en egentlig kvalitet i samfundet. De vil forstå deres egne særheder, men de vil altid være skeptiske over for naboens ditto.

Hvad mere er: Jeg tror, man skal lade være med at kæmpe for mere end denne uafgjorte. Man kan kun tabe sådan en kamp. Argumentationen for den seksuelle mangfoldighed vil hurtigt blive omsat til nye, firkantede normer hos både afsendere og modtagere af det glade budskab. Med nye normer følger nye problemer og nye forventelige opgør i kommende generationer. Der findes flere eksempler på, at det udvikler sig sådan.

Alt det her har relevans, fordi ikke bare prostitutionsdebatten, men hele 00’ernes sædelighedsfejde, synes at være ved at dø ud. Jeg er selv blandt dem, der mener, at der har været en klar nypuritansk strømning, som især har inficeret venstre side af det politiske spektrum. Men vi hører ikke meget til denne strømning mere, i hvert fald ikke, hvad angår sex. Den har mistet pusten.

Tilbage står vi – en masse mennesker, der har lært hinanden at kende i kampen for usædeligheden, så at sige. Som jeg tidligere har skrevet om, så tror jeg på, at det, vi har gjort, sagt, tænkt og skrevet vil føre en mængde positive ting med sig. Men jeg tror ikke, vi kan lave om på, at seksuelle mindretal vil blive betragtet med denne særegne blanding af frygt og fascination. Heller ikke af os selv. Det, at man er erklæret tilhænger af seksuelt frisind, betyder ikke, at ens krybdyrshjerne fungerer anderledes end alle andres.

Så vi må leve med det, som det er, glæde os over at det også er lidt spændende at være mindretal, og så ellers forsvare de her rettigheder, hver gang de bliver angrebet.

Eller sagt på en anden måde: Det gælder om at lære af flyselskaberne. De prøver ikke at hype flyvning som transportform, og de har for længst opgivet de lange fornuftsbetonede forklaringer om hvor sikkert flyvning er. I stedet tager de den, så at sige, helt nede på jorden: De afleder folks opmærksomhed med små praktiske detaljer om flyvehøjder og vejret forude og poser med saltede nødder og den slags. Og det virker – millioner af mennesker sætter sig op i en flyvemaskine hver dag, og der kommer en masse godt ud af det.

-----------

Lige et par friske eksempler på, hvordan frygten for den seksuelle virkelighed opstår og forstener i besynderlige normer:

Forleden havde Zasha Sekjær et indlæg i Politiken. Hun er mor til en pige, der har nået puberteten, og hun er blevet forskrækket over at se, hvor råt seksualiteten bliver forvaltet i datterens omgangskreds. Hun er vist også lidt forskrækket over, at hun selv er forskrækket. Nu er det ganske normalt og forståeligt, at de unge mennesker skal have lidt tid til at vænne sig til og lære at håndtere den seksualitet, der nærmest fra den ene dag til den anden bruser rundt i kroppen på dem. Men Zasha Sekjær har brug for et par syndebukke, og hun finder dem i form af reality shows og facebook.

Svenske Inti Chavez Perez har udgivet en ny bog med seksuel vejledning til drenge og unge mænd – ”Respekt, drenge”, hedder bogen. Den fik en positiv anmeldelse i Information, hvor man også kunne læse, at forfatteren holdt kønnet på sine egne seksualpartnere hemmeligt. Det handler vist nok om at vise hensyn til homoseksuelle. Men det er et eksempel på, hvordan man har skabt en ny, snærende norm i bestræbelserne på at aflive nogle gammel. Der er noget absurd og idiotisk i det, når man ikke længere kan nævne kønnet på sine sexpartnere. Og hvad mere er: Målet er reelt tabt af syne, og den nye norm er lige så snærende for homo- som for heteroseksuelle. Den virker kun som noget positivt for nogle betragtere udefra, der skal have hele denne forvirrende mangfoldighed til at passe ned i én bestemt kasse.

Illustrationer: Besøg denne hjemmeside.

Gennem 2009 vurderede Center Mod Menneskehandel (CMM), at i alt 54 udenlandske sexarbejdere opfyldte en eller flere indikatorer, der gjorde, at de af medmenneskelige hensyn skulle have forskellige sociale rettigheder, som man også tilstår ofre for menneskehandel. Det kom frem på en konference, som CMM afholdt forrige onsdags, og som Berlingske Tidende refererede fra. Året før var tallet 72.

Oven i det kommer, at mens CMM og de sociale organisationer i 2008 fik kendskab til i alt 431 udenlandske sexarbejdere, så var det tilsvarende tal året efter, i 2009, 1067. Med andre ord: Mens man i 2008 gav de sociale rettigheder til hver sjette udenlandske sexarbejder, man mødte, gav man dem i 2009 kun til hver tyvende.

Tallene skal ikke forveksles med, hvor mange ofre for menneskehandel, der blev identificeret. Disse tal blev åbenbart ikke omtalt på konferencen. Det plejer at være cirka fem om året, men ifølge rygterne var også dette tal lavere i 2009 end i de foregående år.

Det er en bemærkelsesværdig udvikling, der kan dække over flere ting: Måske er de udenlandske sexarbejdere mindre sårbare end tidligere. Det kan også være, at CMM er blevet mere præcise i (eller, om man vil, mere fedtede med) sine vurderinger af migranternes sårbarhed.

Under alle omstændigheder står den faktisk registrerede udvikling i lodret modsætning til det, vi hørte i medierne gennem 2009. Her var der ikke just antydninger af, at der er blevet meget længere mellem de sårbare udenlandske sexarbejdere og ofre for menneskehandel, endsige at man i de foregående har vurderet for mange som sårbare. Tværtimod har vi igen og igen hørt historier om, hvordan menneskehandlen nåede nye højder. Den retorik nåede sit højdepunkt op til klimatopmødet i december.

Desværre fangede Berlingske Tidende ikke nyheden forrige onsdag. Der var ikke et ord i artiklen om, at de nøgne tal viser noget helt andet end det, vi har hørt gennem hele 2009. Tværtimod blev det bare endnu en misforstået historie om menneskehandel, for avisen for vild i begreberne og berettede, at de 54 var ofre for menneskehandel.

Retfærdigvis er det heller ikke nemt at gennemskue, hvad der foregår. De kvinder, som CMM ud fra indikatorerne vurderer skal have de sociale rettigheder, kalder de ”handlede kvinder”. Ingen kan gætte, at en handlet kvinde ikke er det samme som et offer for menneskehandel. Men det er det altså ikke (se forklaring her), og det kan dårligt tolkes som andet end bevidst vildledning af offentligheden, når CMM bruger begreberne, som de gør.

CCM har, siden de kom til verden i 2007, gjort meget for at nuancere synet på menneskehandel i Danmark. Der er en verden til forskel fra dengang, hvor det kun var Reden International, der stod som de danske eksperter på området. Man kan kun gisne om, hvorfor CMM ikke er gået hele vejen – hvorfor de alligevel stadig vælger at sige noget, de ved er forkert.

Hvis CMM informerede præcist og korrekt – ikke bare 80 procent, men 100 procent – ville der for offentligheden stå et ganske andet billede tilbage af menneskehandel i forbindelse med sexarbejde. Man ville vide, at der kun er få dokumenterede sager, og at disse sager mere typisk handler om noget rod sexarbejdere imellem end om internationale forbrydersyndikater, der holder sexarbejdere under tvang. Man ville også vide, at meget få af sagerne, om overhovedet nogen, er opdaget i de sociale organisationer. Endelig ville man vide, at en andel af de udenlandske sexarbejdere er sårbare. Det er alvorligt nok, men den usmykkede sandhed er, at mange migranter er sårbare, uden at det nogensinde har fanget den danske offentligheds interesse – det er kun, når man taler om menneskehandel og sexslaver, det får omtale.

Hvad CMM’s formål med vildledningen nu end er, så medfører den for så vidt, at alle kan være her i prostitutionsdebatten. Modstandere af sexarbejde kan sige, at der findes et stort antal handlede kvinder i erhvervet. Vi andre kan sige, at så mange er det heller ikke, og at det, at migranter fra ikke-vestlige lande er sårbare, ikke specielt er knyttet til sexarbejde.

Men når man alligevel ikke bare kan trække på skuldrene af CMM’s vildledning, er det fordi den har sine ofre. Og de ofre er først og fremmest dem, det hele handler om: Migranterne selv.

Det er illustreret i Berlingskes artikel, hvor Trine Mygind Korsbo, antropolog ved CMM, skønner, at der kan være langt flere handlede kvinder, der blot ikke vil eller tør fortælle om de vilkår, de er her under. Men når hun siger det, så illustrerer det, at CMM forsømmer sit egentlige arbejde: Hele pointen med at opgøre de sårbare personer er, at man også skal give rettigheder til de kvinder, der potentielt kan være ofre for menneskehandel, netop fordi det tager tid at bevise det, hvis det er tilfældet. Så hvis CMM har en mere end løs mistanke om, at flere kvinder er i risikogruppen, så burde de tælle dem med.

Måske er det endda sådan, at det mest netop er i den gruppe, som CMM og de sociale organisationer kun har ringe eller slet ingen konktakt med, at den største risiko for udokumenteret menneskehandel findes. Mens de 54 åbenbart er i kontakt med sociale organisationer, hvilket i sig selv er indikator for, at der er grænser for deres sårbarhed og graden af tvang fra kriminelle grupper i deres bagland.

Sagligt set kunne CMM løse hele dilemmaet ved blot at kalde de omhandlede kvinder det, de er – sårbare for udnyttelse. Det ville beskytte CMM mod kritik fra os, der forsvarer rettigheder i sexarbejde. Vi protesterer, når man stigmatiserer sexarbejdere som ofre for menneskehandel og lader hånt om de komplekse motiver og sociale sammenhænge, der findes blandt migranterne i erhvervet. Men jeg kender ikke mange, der har noget imod, at man giver sårbare migranter ekstra rettigheder, uanset hvor stor en andel de udgør.

Men hvis CMM, også i sproget, skelnede mellem sårbare og handlede kvinder, så ville det underminere de sociale organisationer, og i sidste ende CMM selv. Det ville stå pinligt klart, hvor meget misinformation, der kommer fra det hold, og hvor sjældent de identificerer tilfælde af menneskehandel. Alt sammen vil det have en stærkt negativ effekt på finansieringen af de sociale organisationer. De fundraiser i det uendelige blandt borgere og virksomheder, og det et faktum, at hele komplekset som branche betragtet er adskillige gange større end den dokumenterede menneskehandel i Danmark.

CMM’s forsøg på at dele sol og vind i prostitutionsdebatten ligeligt er ganske enkelt ikke holdbart i længden. De gør sig selv utroligt sårbare. Før eller siden vil der være journalister, der begynder at stille kritiske spørgsmål. Det kan være allerede næste år. Og så har man balladen.

Se listen over de indikatorer, CMM går ud fra, i bilag 1 her.

Læs også Seksualpolitisk Forums artikel om den internationale anvendelse af indikatorer.

Illustrationer: Besøg denne hjemmeside.

Katolske præster piller ved alterdrengene, hvis de da kan holde sig til det. Det ved vi alle sammen. Vi ved det, fordi en række skandalehistorier om det har bredt sig fra USA til Europa og nu også har nået Skandinavien, hvor de katolske trossamfund ellers ikke er ret store.

Selv har jeg hidtil stort set kun fulgt sagerne gennem avisoverskrifter. Jeg har kun undtagelsesvist læst selve artiklerne. Men et indslag i tv-avisen sidste uge gjorde mig nysgerrig. Jeg syntes pludselig, at jeg kunne genkende de forskellige roller og udsagn, og siden har jeg fulgt med.

Min konklusion er: I hvert fald den skandinaviske del af skandalen består af – ingenting. Hvad man ser, er bare endnu et udslag af, at afvigelser fra seksuelle normer for tiden er for de bedre cirkler, hvad indvandring er for den yderste højrefløj: Et sted, hvor man kan få afløb for alle sine fordomme og fantasier. Denne gang går hetzen ud over den katolske kirke og dens præster.

I Danmark er der rapporteret om cirka tyve sager, hvor der er rettet anklager med katolske præster. Alle sager er fra 1980 eller tidligere – nogle langt tidligere. Seksuelt misbrug af børn er lige så forfærdeligt hvis det er sket i 1979 som hvis det er sket i 2009. Men der er to grunde til, at sagernes alder gør en væsentlig forskel:

For det første: Når den nyeste sag er 30 år gammel, så indikerer det, at det er noget, der sker sjældent. Naturligvis sker der overgreb på børn i den katolske kirke engang imellem. Alle steder, hvor børn og voksne færdes sammen, vil der engang imellem komme en pædofil sexforbryder. Men det vil også ske i alle mulige andre institutioner, for eksempel sportsklubber og børnehaver.

For det andet: Synet på børn har ændret sig dramatisk over de seneste årtier. Ud fra nutidens målestok kunne man stort set spærre hele den generation, der i dag er over 70, inde. De har mere eller mindre alle på et tidspunkt enten slået børn eller tvunget børn til at arbejde. Langt færre har dog haft seksuelt samkvem med børn, men også på det seksuelle område har normerne ændret sig radikalt. Bare for at nævne en enkelt ting – før 1980 var børneporno tilladt. Hvad der end er sket af overgreb og krænkelser i katolske menigheder, så er det sket samtidig med, at andre børn, helt lovligt, blev seksuelt misbrugt til brug for pornofilm.

Men nu kører møllen, og den samlede presse hænger den katolske kirke ud, som om den var særligt præget af overgreb på børn.

Jan Lindhardt, tidligere biskop i den lutheranske folkekirke, der konkurrerer med den katolske kirke, bærer ved til bålet. Han har i klare ord fremsat en teori om, at de katolske præsters cølibat fører dem ud i pædofili: Når de ikke må pille ved bløde kvinder, bliver de i stedet fristet til at pille ved bløde børn.

Det var ærlig talt også en sammenhæng, som jeg, uden nærmere eftertanke, tog for givet før jeg så tv-indslaget. Men her stod flere katolske præster frem og opfordrede til, at man holdt sig til fakta. Jeg gætter på, at de selv har sat sig ind i disse fakta – hvis man foretager det store valg at fraskrive sig sex, er man vel tilbøjelig til at sætte sig ind i, hvad undersøgelser og andres erfaringer siger om det.

Og tænk over det: Selvfølgelig har det konsekvenser ikke at have sex. Men af alt i verden – hvorfor skulle en almindelig konsekvens netop være, at man forgreb sig på børn? Ræsonnementet bag denne antagelse kunne lige så vel vendes om: Hvis man har sex, har man brug for at være stadig mere grænseoverskridende, for at det skal blive ved med at være spændende, og så ender man med at kaste sin lyst på børn.

At Jan Lindhardt, uden anden basis end sine hjemmestrikkede fordomme, på den måde mistænkeliggør alle katolske præster, er groft og infamt.

Men også regeringen spiller med på den. Den konservative socialminister Benedikte Kier oplyste i indslaget, at regeringen forbereder et tiltag, så alle mulige ofre for pædofile katolske præster kan få hurtig hjælp. Men hun aner ikke, hvor mange ofre, der er, om de allerede har fået hjælp, endsige om de i modsat fald har særligt brug for denne hjælp. Selv hvis der er ofre, der går rundt i tavshed – hvem siger, at de har mere brug for hjælp end andre grupper med andre problemer? Hvis det endelig var, kunne man så for eksempel ikke forestille sig, at der var mere brug for hjælp til dem, der som børn blev misbrugt i forbindelse med fremstillingen af den legale børneporno?

Mediernes fokus på emnet illustrerer på den måde ikke mere alvorlige problemer i den katolske kirke, end man vil finde i resten af samfundet. Derimod viser den alvorlige problemer i et system, der en hvilket som helst dag er parat til at hænge et seksuelt mindretal ud – i dette tilfælde præster i cølibat – uden anden baggrund end fordomme. Der er noget fuldstændigt absurd over, at vi er kommet dertil, hvor man mistænkeliggør selv mennesker, der ud fra en personlig moralsk overvejelse beslutter sig til ikke at have sex overhovedet.

Men hvorfor protesterer den katolske kirke ikke over alt dette, ud over at forsvare cølibatet? Hvorfor går den direkte fra at benægte alt til krybende at samarbejde med Børnerådet og at sætte sin talsmand til at komme med fårede og politisk korrekte udtalelser på tv? Hvorfor siger den ikke (måske med lidt andre ord): ”Fuck jer! I har bare fundet et mindretal, i kan hetze mod. Selvfølgelig findes der røvhuller i vores rækker. Men tæl lige antallet af røvhuller i jeres egne rækker, før I kaster den første sten.”

Den katolske kirkes problem er, at den selv lever af at forhåne og mistænkeliggøre enhver seksualitet uden for det heteroseksuelle parforhold, ligesom de katolske præster nu selv bliver forhånet og mistænkeliggjort for deres seksuelle valg. Hvis den katolske kirke skulle forsvare sig med argumenter om menneskelig svaghed og seksualitetens bredde, og hvis den skulle kræve rimelighed og saglighed, hvordan kunne den så selv harcelere mod for eksempel utroskab, homoseksualitet og prostitution i fremtiden?

Det kunne den ikke. Så den katolske kirke lever med det.

Hvis der er en ting man kan lære af seksualdebatten gennem historien, så er det, hvor nemt den kommer på vildveje – at man i bedste mening tillod børneporno i 70’erne er bare et eksempel. Det synes at være sådan, at den menneskelige hjerne er så overspændt når det kommer til sex, at den er villig til at være imødekommende over for en hvilken som helst påstand eller ide, uanset hvor langt ude, den er.

Derfor har den katolske kirke og andre, der vil sprede fordomme om seksualitet, også gode vilkår. Det kræver ikke andet end ord. Heldigvis kan det også imødegås med ord, om en der typisk skal lidt flere af dem til at afvise end til at lancere de spændende fordomme.

Men det er altså nødvendigt hele tiden at afvise fordommene og fastholde den gamle sandhed: At der er vide rammer for det normale, når det gælder sex. I denne situation er det nødvendigt at forsvare den katolske kirke mod den hetz, der bliver ført mod den. Uanset at den ikke selv vil forsvare sig. Så bagvendt det end er – ved at støtte katolikkerne og deres naturlige rettigheder, er man med til at bekæmpe det indsnævrede syn på seksualitet, samme kirke agiterer for.

Illustrationer: Besøg denne hjemmeside.

Emanuel Thomsen begyndte hver morgen med at feje det i forvejen næsten rene fortov foran sin mors lille sytøjsforretning i Gammelkøbing. Han var vanskabt på en måde, så hans højre skulder hang langt under den venstre, og så han måtte gå nærmest sidelæns. Folk sagde, at han krabbede sig frem, og de grinte af ham og kaldte ham Tummelumsen.

Men det var ikke i sig selv på grund af handicappet, folk lo. Tummelumsen var i det hele taget en særling. Da han var ganske ung, måtte hans forældre forlade fødegården, Møllegaarden, og nu var det hans hele livsprojekt at få den tilbage. Det fokuserede han al sin energi på, og han ignorerede den latterliggørelse, der ramte ham. Det var en kamp op ad bakke, men han spinkede og sparede og tog alle mulige dårligt betalte småjobs. I hans ensporede tankegang var også overlevelsen af en 15 år gammel mølædt hane blevet en afgørende faktor for opnåelsen af det store mål.

Tummelumsen var en af de vigtige karakterer i Gustav Wieds roman Livsens Ondskab, der i begyndelsen af 70’erne blev til en tv-serie i fem dele. Jeg var barn dengang, og i skolen var serien et hit på grund af klovnen, Tummelumsen, manden med den tykke sjællandske accent, der konsekvent omtalte sig selv i tredje person: ”Man går en tur”, ”Man er født med en tristhed over sit sind”.

Nu har jeg set serien igen – flere gange – fordi jeg købte den på DVD sidste sommer. Den er intet mindre end fantastisk. Måske det bedste danske tv-drama nogensinde, og der er suverænt skuespil af især Ebbe Rode som den godmodige og distræte pensionerede overlærer Clausen.

I romanen er Tummelumsen så vidt jeg husker ikke den egentlige hovedperson. Det er i stedet toldkontrollør Knagsted, som en af byens fornemme sladderkællinger kalder ”livsens ondskab”. Med sit store, viltre skæg ligner han en trold, og han bidrager selv til indtrykket med en illusionsløs, brutal humor, der gør byens bedsteborgere forlegne.

Midtvejs i serien danner han et venskab med overlærer Clausen – eller Overclausen, som Knagsted kalder ham. De diskuterer især tidens store spørgsmål, som er systemskiftet (det foregår i begyndelsen af det 20. århundrede). Clausen er overbevist om, at det nye venstreministerium vil bringe en ny og lysere tid, hvor man for eksempel afskaffer unødigt tøjeri som ordensvæsenet. Clausen selv er i den sammenhæng villig til at ofre sig og undvære at få en orden. Knagsted smiler sarkastisk.

Men han smiler også kærligt. De to mænd er umiddelbart modsætninger, men de er forenede i deres skræk for en verden, hvor man kan blive skuffet, hver gang man sætter næsen op efter noget mere. Den ene forsvarer sig mod skuffelserne med en kompromisløs kynisme, den anden med ligeså kompromisløs idealisme. Men det er den samme følelse, de har i sig.

For Knagsted og Clausen ender det mest i intellektuelle øvelser. Ingen af dem tør rigtigt gå ud på det dybe vand. Det gør den enfoldige Emanuel Thomsen derimod, men han bliver også straffet for det.

Han vinder i Klasselotteriet, hvilket rent faktisk sætter ham i stand til at købe Møllegaarden. Men fra det øjeblik bliver projektet, uden han selv ænser det, mindre vigtigt. Da han endelig slår til, ender det i en skuffelse. Nu har han alt, hvad han har drømt om. Gardinerne og møblerne er præcis, som han havde planlagt, og gårdens drift, som han aldrig har tænkt over, betaler han folk for at tage sig af.  ”Men hvad nytter det, når glæden ikke vil spire. Én burde aldrig have sine ønsker i denne verden opfyldt,” som han forklarer Knagsted og Clausen efter at have vist dem rundt på gården.

Clausen udtrykker bagefter håb om, at det barn, Emanuel Thomsens ligeledes spritnye kone venter, bliver en dreng, og dermed en arving, så han igen får glæde og optimisme ind i sit liv. ”Så bliver det sgu nok en pige,” bemærker Knagsted.

Det er noget underligt noget, det med frygten for at vinde sine kampe, i krig og kærlighed. Det har vel dels at gøre med, at så snart man har vundet noget værdifuldt, risikerer man også at miste det igen, og det gør endnu mere ondt, end hvis man aldrig opnåede det i første omgang. Desuden, i det øjeblik drømmen bliver virkelighed, bliver den også hverdag, med alle de ulemper af menneskelig forfængelighed, regnvejrsdage og generende lugte, det bringer med sig.

Men hvis man ikke prøver for alvor, mister man ikke bare chancen for at realisere sin drøm – man mister også selve drømmen med al dens uplettede skønhed. Så der er vel kun et svar på Knagsteds og Clausens bekymringer: Man må gå efter det, man ønsker sig, og så tage sine velfortjente tæsk, hvis det lykkes at få det. Eventuelt kan man trøste sig med, at det sikkert mislykkes næste gang.

Man skal i hvert fald ikke stå i stuen på sit livs møllegård og forpeste stemningen med usagn som at man ”ligesom føler et savn i sit bryst.”

God påske!

Der har alle dage været nogle, der kæmpede for en kriminalisering af prostitution. Og der vil altid være det. Disse nogle vil også altid være overrepræsenterede i magtens cirkler, og på den måde vil de se forholdsvis overbevisende ud. Derfor vil en kamp mod kriminalisering af prostitution aldrig i en bogstavelig forstand være slut. 

Men tilhængerne af en kriminalisering kan naturligvis have mere eller mindre vind i sejlene, og de kan have så lidt vind i sejlene, at spørgsmålet i praksis er uaktuelt.

Det er efter min opfattelse situationen lige nu. Som jeg ser det, har vi ikke været længere fra en kriminalisering, siden den rent faktisk var her indtil for 11 år siden.

Det fremgår ikke krystalklart af den offentlige debat. Men når der stadig er politikere og medier, der bringer spørgsmålet op, er det efter min mening kun efterskræp og gammel vane. Reelt har kriminaliserings-tilhængerne tabt den intense debat, der har kørt over de seneste år. Undervejs er der så mange forhold, der er gået dem imod, at det på nuværende tidspunkt vil være næsten umuligt for dem at gennemtrumfe sådan en lov – også selv om de skulle få et flertal i Folketinget efter næste valg.

Her er de vigtigste af de forhold, jeg tænker på:

De mangler mandater: Det med flertallet i Folketinget er selvfølgelig i sidste ende det afgørende. Men indtil videre er kriminaliseringstilhængerne langt fra at nå de nødvendige 90 mandater i Folketinget. Det er kun SF, der uforbeholdent støtter en kriminalisering.

Men det mest bemærkelsesværdige er, at kriminaliseringen, efter den christiansborgske målestok, ikke er rykket tættere på i løbet af debatten. Socialdemokraternes principielle tilslutning til kriminaliseringen sidste efterår var netop kun principiel, og den sagde dermed ikke andet end det, vi i forvejen vidste om holdningen i det største oppositionsparti.

For tyve år siden ville ingen have troet på, at man kunne forbyde folk at ryge på værtshuse. Men folk vænnede sig langsomt til det, og rygeloven kom, trods de spredte protester. På samme måde var det meningen, at folk skulle vænne sig til en kriminalisering af prostitution. Men det er ikke sket – tværtimod er der sket en meget tydelig bevidstgørelse mod en kriminalisering hen over hele det politiske spektrum. Det er især relevant hos de radikale, som er et nøgleparti i denne sammenhæng, og som netop ikke har vedtaget at gå ind for en kriminalisering, selv om meget stærke kræfter i partiledelsen har kæmpet for det.

De mangler forkæmpere: Til de stærke kriminaliseringstilhængere hos de radikale hører både Margrethe Vestager og Lone Dybkjær. Men hvornår har vi sidst hørt til dem i debatten?

Mette Frederiksen, der som nyvalgt folketingsmedlem satte hele debatten i gang, var gennem nogle år stort set fraværende i den. Hun har meldt sig på banen igen efter socialdemokraternes kongresvedtagelse. Men hun er en undtagelse. Reglen er, at de fleste politikere med bare lidt tyngde for så vidt muligt har forladt banen og højest optræder under pres fra medierne. Under DR2’s Debatten om prostitution for nyligt var det for eksempel karakteristisk, at vi så Pernille Vigsø Bagge for første gang i lang tid, og at Socialdemokraterne stillede med et medlem, der end ikke er i Folketinget.

I dag er det grundlæggende nyvalgte byrådsmedlemmer, der må stå i spidsen for kriminaliseringstilhængerne. Man kan fundere over, hvorfor det er gået sådan. Men det er det altså, og set fra kriminaliseringstilhængernes synspunkt er det en udvikling i den forkerte retning. Forkæmpere, på et højt politisk niveau, er nødvendige ikke bare for at samle det nødvendige flertal, men også for at overkomme de øvrige forhindringer undervejs.

De mangler dokumentation: Når man læser avisartikler fra blot to eller tre år siden, er det påfaldende, hvordan journalisterne dengang tog det som en selvfølge, at prostitution var ondt. Myterne florerede, og de blev understøttet af en udbredt brug af dubiøse kilder, især Reden.

Det har i høj grad ændret sig. Både journalister, politikere og almindelige danskere, som dengang af et ærligt hjerte troede, at alle de angivelige problemer, fra skadevirkninger til følgekriminalitet, var videnskabeligt fastslåede kendsgerninger, er blevet klogere i mellemtiden.

Det kan kriminaliseringstilhængerne ikke bare rulle tilbage. Man kan sige det sådan, at kriminaliseringsbevægelsen har kikset med timingen: Fra det øjeblik de satte turbo på deres kampagne, og dermed på debatten, var der et begrænset tidsrum til at nå målet, mens folk stadig troede på myterne. De nåede ikke at handle inden for dette begrænsede tidsrum, og nu er denne fordel løbet dem af hænde.

De mangler sexslaver: En af de mest effektive myter om prostitution lever dog endnu – nemlig myten om, at en stor del af sexarbejderne er tvungne og ofre for menneskehandel. Men også denne myte lever livet særdeles farligt.

Da Mette Frederiksen bragte en kriminalisering på dagsordenen, havde Danmark dårligt nok vedtaget paragraffer om menneskehandel. Ideen om, at menneskehandlen var omfattende, fandtes endnu kun som et rygte, om end man fandt dette rygte meget troværdigt.

Men nu har paragrafferne været i kraft og anvendt gennem seks år. Den første dom faldt i 2004. Og det viser sig, at der dels er meget få sager, dels at de sjældent indeholder menneskehandel i ordets egentlige forstand. Forskerne bekræfter dette billede og beskriver, hvordan det i stedet handler om en langt mere jordnær og nuanceret migrationsproblematik.

00’ernes opfattelse af menneskehandel og sexslaveri er et af de fascinerende eksempler på, hvordan en vild historie kan blive opfattet som sandhed, når bare den er fortalt mange gange nok. Men den slags vilde historier plejer også at blive afsløret til sidst. Det er det, man næsten uundgåeligt vil se i de kommende år. Dermed falder et af de store argumenter for en kriminalisering væk, og organisationer som Reden International og Safe & Alive står til at miste en meget stor del af deres autoritet.

De mangler en model: En af de største forhindringer for en kriminalisering er at finde en model at gøre det efter. Det er meget lidt kendt i Danmark, at Sverige og Norge har kriminaliseret efter forskellige modeller, og det er i sig selv tankevækkende, at denne del end ikke har været diskuteret offentligt. Så langt er man ikke kommet, trods den megen debat.

Men før et forslag kan vedtages i Folketinget, skal der udarbejdes en betænkning eller lignende, der skal sendes i høring. Og så vil alle vide, hvad det handler om. Når det er en stor forhindring, er det fordi danskerne til den tid vil finde ud af, at en lov mod prostitution vil række meget videre end til bare sexarbejdere og kunder.

I Sverige er det ikke 100 procent ulovligt at købe sex. Det er således lovligt, hvis man af andre grunde kender sexarbejderen i forvejen. Det kan for eksempel være, at en mand har datet en kvinde, men at det aldrig blev til nogen romance. Så må man gerne betale hende for sex i stedet. I Sverige foregår meget af sexsalget netop på datingsites. Det er formentligt ulovligt i langt de fleste tilfælde alligevel – det er bare svært at bevise. Men det betyder altså, at pæne svenskeres pæne børn, første gang de i puberteten forsøger sig i internettets datingverden, vil støde ind i et miljø, hvor det også er almindeligt at købe og sælge sex. Jeg kender ingen, der ønsker, at dette også skal være tilfældet i Danmark.

I Norge har man garderet sig mod de svenske problemer ved også at gøre det ulovligt at købe sex af sexarbejdere, selv om man kender dem i forvejen. Men for at undgå smuthuller har man måttet lave loven, så den gælder generelt for betalinger i forhold, der er overvejende seksuelle. Det betyder for eksempel, at det kan være strafbart at købe en buket blomster til en elsker eller elskerinde. Det her er ikke noget, jeg finder på – netop dette eksempel er pointeret i forarbejdet til den norske lov. En norsk model i Danmark vil således kriminalisere mange seksuelle forhold, som ingen regner som prostitution.

… og de mangler lysten: Men den allerstørste forhindring ligger måske et helt andet sted: Nemlig ved, at nogle af dem, der allerstærkest har talt for en kriminaliseringen, ikke har interesse i den alligevel, når det kommer til stykket. Det gælder den officielle kvindebevægelse. Mit bedste gæt er, at ledende kræfter i den for længst har fortrudt, at man gjorde en kriminalisering af prostitution til et kardinalpunkt, og at man i dag først og fremmest ønsker spørgsmålet væk fra dagsordenen igen.

Det er ikke fordi jeg tror, de har ændret mening i den forstand. De ønsker for så vidt stadig kriminaliseringen. Men de har også set, hvad debatten fører med sig.

Kvindebevægelsen arbejder i dag ud fra den forudsætning, at kvinden er den svage part. Derfor skal hun for eksempel beskyttes med kvoteordninger og særligt favorable vilkår på arbejdsmarkedet. Kvindebevægelsens argument er, at kvinder kun er svage af strukturelle årsager, der har rod i historien. Men for den enkelte kvinde kan det lige så vel ses som en fornærmelse, at hun ikke antages at have styrke nok til selv at sætte sig igennem, på linje med mænd. Under alle omstændigheder indebærer kvindebevægelsens holdning et formynderi. Når kvinder ikke antages at kunne vælge selv, uanset om det er nok så meget af historiske grunde, er man nødt til at definere for dem, hvad der er de ”rigtige” valg. Det er disse ”rigtige” valg, der bliver favoriseret.

Dette spørgsmål udgør brudfladen i ligestillingsdebatten anno 2010: Skal kvinder betragtes som lige så stærke og med samme evne til at træffe egne valg som mænd? Den officielle kvindebevægelse mener altså nej. Men prostitutionsdebatten er et rent drivhus for kvinder, der mener ja.

Der er gode grunde til, at det er sådan. Tanken om at kriminalisere køberen (manden), men ikke sælgeren (kvinden), lyder umiddelbart som en særlig beskyttelse af kvinden. Men den umyndiggør hende på det område, hvor det er allermest følsomt: Sex. Den siger, at manden er den stærke part – det er ham, der skal tage ansvaret for hendes handlinger, og så må han nødvendigvis også have pligten til at bestemme.

Alene på min blogroll her til højre er der 10-15 eksempler på kvinder, der offentligt ytrer sig mod en kriminalisering af prostitution. Mange tilføjer eller tager udgangspunkt i en kritik af kvindebevægelsens generelle projekt. Man kan trække på skulderen af blogland, facebook og hvor de nye, og typisk unge, kvindelige debattører ellers slår sine folder. Men de bliver flere og flere. Nogle af dem er for længst nået uden for internettets rammer og optræder som meningsdannere i ”gamle” medier. Andre er på vej opad i partierne eller i andre politiske organisationer.

På længere sigt truer det kvindebevægelsen på livet – intet mindre. For eksempel Kvinderådet får både sin politiske og sin økonomiske næring fra et tæt samspil med organisationer og politiske partier. Det er ikke givet, at en ny generation af kvindelige organisationsfolk og politikere vil lade det blive ved at være sådan – i hvert fald ikke uden væsentlige ændringer i Kvinderådets grundlag.

----------

Det har helt fra starten været ulige parter, der var oppe mod hinanden i prostitutionsdebatten. Dem, der arbejder for en kriminalisering, er politikere, fagforeninger og andre organisationer med masser af penge, sekretærhjælp, kommunikationsfolk, adgang til medierne og så videre. Under den normale tofløjslogik var de blevet imødegået af andre dele af det politiske establishment, i dette tilfælde regeringspartierne. Men de har for det meste valgt at holde lav profil og har tværtimod de facto leveret ammunition til kriminaliseringsfløjen gennem yderlige bevillinger til den.

Imod det er der opstået en løst organiseret bevægelse. Der er kommet forskellige foreninger til, for eksempel SIO, men i det store billede er bevægelsen et løst netværk af folk, der er aktive på forskellige måder. Langt de fleste er nye på scenen – der er ikke nogen, der tilsvarer kriminaliseringstilhængernes berømte og magtfulde politikere eller fagforeningsledere. Penge er der ingen af på vores side. Alt er frivilligt arbejde.

Det er ikke for at være rørstrømsk om denne modsætning. Det er bare en kendsgerning, at den findes, og det har hele tiden været meget specielt. Det bliver bestemt ikke mindre specielt, hvis jeg har ret i, at vi har vundet den del af kampen, der handler om kriminalisering eller ej.

På den ene side er vi stadig den svage part på den måde, at det ikke er os, der har adgang til magtapparatet. Der er mange andre instrumenter end en kriminalisering at tage i brug, hvis en regering vil genere prostitution. Meget politik foregår for eksempel over finansloven, hvor man kan sætte resurser af til omfattende politirazziaer, kampagner og så videre. Det er allerede sket under den nuværende regering, og det har rullet rettighederne tilbage, uanset at der ikke er flyttet et komma i straffeloven.

På den anden side er det nu os, der har initiativet. Det indebærer blandt meget andet, at vi som de kloge vindere skal vise overskud og imødekommenhed. Det er alt sammen en udfordring for en bevægelse, der ikke har nogen samlet formel struktur, og det er også lidt den omvendte verden, at det er sådan.

Men sådan er det altså, og det er også der, det spændende ligger. Så specielt det hele har været – og stadig er – er det min opfattelse, at denne debat vil have nogle lange eftervirkninger, der handler om meget mere end prostitution.

Illustrationer: Besøg denne hjemmeside.

”Nej tak,” sagde jeg fraværende, da manden i S-toget spurgte, om jeg ville købe de hjemløses avis Hus Forbi. Et halvt minut senere fandt jeg mig selv i rask trav ned gennem toget for at indhente manden og købe bladet alligevel.

Hende over for mig havde købt Hus Forbi, og jeg så lige de ord, der også er overskrift til dette indlæg, på forsiden. Den artikel måtte jeg læse, og jeg fandt det særligt spændende, at netop de hjemløses avis, som det første massemedie herhjemme, tog fat i den pointe.

Det er et emne, der siden er blevet endnu mere aktuelt, fordi SF’eren Kamal Qureshi og organisationen Safe and Alive har indrykket en fiktiv annonce for tre afrikanske sexarbejdere på Ekstra Bladets massagesider. Folk, der ringede, fik at vide, at kvinderne sådan set var handlede, så de måtte endelig være diskrete. Syv ud af femten accepterede dette, og det blev optaget på lydfiler, som siden er blevet afspillet i diverse medier som eksempel på, hvad sexkunder er for nogle tølpere.

Så lad os se på disse kunders moral. Men først, for nye læsere: ”Handlede” er i denne sammenhæng et juridisk ord, og det skal ikke forstås som vi normalt forstår det. Kun meget sjældent er nogen blevet købt eller solgt. Billedet af uskyldige piger, der bliver lokket ud af katolske søndagsskoler med løfte om at blive kosmetologer, for så at blive lukket inde på et bordel, har heller ikke noget at gøre i virkelighedens verden. I den vestlige verden uspringer menneskehandel af, at en masse mindre velstillede mennesker gerne vil hertil, mens magthaverne her – ofte med opbakning i befolkningen – gør alt for at holde dem ude. Derfor er indvandrerne nødt til at alliere sig med forskellige bagmænd for at omgå og skjule sig for loven. Disse bagmænd kan så i større eller mindre grad udnytte indvandrernes svage position, og det er dette, der går under betegnelsen menneskehandel.  Det er myndighederne selv, der bestemmer hvad der er udnyttelse, hvilket giver anledning til nogle barokke situationer, hvor ofrene end ikke aner, at der er begået en forbrydelse mod dem.

Den konservative Tom Behnke er blandt de politikere, der i går deltog i det forargede kor over Kamal-historien. Det er den samme Tom Behnke, der i 1997 foreslog, at man smed de somaliske indvandrere i Danmark ud over deres hjemland – med eller uden faldskærm. Han sagde bagefter, det var en provokation. Men det har næppe moret somalierne, og det er afstumpethed som denne hos de bedre cirkler i vesten, der har skabt grundlaget for, at menneskehandel overhovedet kan finde sted.

Men altså, hvor menneskehandel i nogle tilfælde dækker over en meget grov udnyttelse af indvandrere, så er denne grove udnyttelse ikke fællesnævneren i fænomenet. Fællesnævneren er uglesete indvandrere, der mod stærke odds prøver at skabe en bedre tilværelse.

Derfor er opfattelsen af, at man skal boykotte dem, også helt forkert. Det vil kun isolere dem yderligere. Derfor ER det også okay at have sex med handlede kvinder, også selv om man giver dem penge for det, hvis det nu er det, de prøver at leve af.

Det betyder ikke, at kunderne er hævet over enhver moralsk betragtning – slet ikke. Moralen kommer bare først ind i næste led. Hvis man er sammen med en fattig udenlandsk sexarbejder, og det viser sig hun har problemer, så har man en menneskelig og moralsk forpligtelse til at gøre noget. Om man har modet, ånden eller styrken til dette, hvis situationen opstår, afgør, om man er en helt eller en sjuft.

Medierne flyder i dag med forargelse over Kamal-historien, og alle, der er noget ved musikken, bidrager pligtskyldigt med forargede kommentarer. Og her sidder jeg, der er kunde hos udenlandske sexarbejdere. Jeg ved, at både mine handlinger og mine synspunkter er kontroversielle. Men jeg er simpelthen overbevist om, at det er mig, der har ret. Og ikke bare det – at det om ikke så mange år vil det være klart for alle.

Holdningen om, at man forholder sig til udsatte og svage mennesker ved ikke at have noget med dem at gøre – ved at boykotte deres verden – hører hjemme i en ganske lille og for længst overstået tidslomme i Skandinavien. Det er noget, der er opstået omkring 70’erne, hvor de sociale systemer var blevet så finmaskede, at man kunne bilde sig selv ind, at man havde gjort sit, når man havde betalt sin skat. Men siden er disse sociale systemer eroderet igen, og de er blevet helt undermineret af globaliseringens folkelige dimension.

Der er masser af indvandrere i Danmark, der bliver lukket ude fra, eller som ikke passer ind i de sociale systemer. Man kan ikke bare ignorere dem. Der er også mange hundrede tusinde danskere, der rejser ud i verden og lever i lande, hvor man end ikke bilder sig ind, at de sociale systemer er finmaskede. Vi lever igen i det, som hele tiden har været virkeligheden for langt det meste af verdens befolkning: At stærke og svage skal omgås hinanden. Med den konkrete og personlige moralske udfordring, der ligger i det for de stærke, der ikke har nogen stat eller kommune at tørre deres ansvar af på.

Nu skal man bare erkende, at denne virkelighed er kommet tilbage til os. Og det er nødvendigt, for det er under alle omstændigheder umoralsk blot at krybe uden om den moralske udfordring.

Det blev illustreret godt i den artikel, jeg læste i Hus Forbi. Artiklen i sig selv var en skuffelse. Det viste sig, at den var skrevet af Jens Høvsgaard, der i en årrække har tjent sin løn som 3F-finansieret propagandist for en kriminalisering af prostitution. Lang historie meget kort – Høvsgaard skrev ud fra en på enhver måde utroværdig engelsk kundeundersøgelse, der viste, at kunder er svin. Han havde kun indhentet citater fra to af sine kampfæller – Hanne Helth fra 8. marts-initiativet og mandeforskeren Kenneth Reinicke.

Jens Høvsgaard er også redaktør af Hus Forbi. Hvor det tidligere var de ufaglærte i 3F, der betalte hans løn, er det i dag de hjemløse, der går rundt på gader og stræder. Det ser han øjensynligt intet moralsk dilemma i, og det gør jeg sådan set heller ikke. Men når Jens Høvsgaard misbruger sin position til at sprede uhæderlig propaganda for et synspunkt, som hverken de ufaglærte, og sandsynligvis heller ikke de hjemløse, deler, så ser han stort på det andet led i moralen. Han formår ikke at leve op til det ansvar han har som den stærke part.

Dermed gør Jens Høvsgaard sig selv til en sjuft. På linje med mange af de andre fra magtens Danmark, der i dag pudser deres glorie, uden at forholde sig til hvad der tjener de handlede kvinders interesser.

Jeg er heller ikke i tvivl om, at der er sjufter blandt de handlede kvinders kunder. Selvfølgelig er der det. Men de er altså ikke sjufter blot fordi de er kunder. De kan ligeså vel være helte, der tager et personligt ansvar for mennesker, der er uønskede af systemet.

----------

Lige et par bemærkninger om Kamal Qureshis mediestunt: Hvis man som kunde skulle gøre det virkeligt moralske i situationen, skulle man tage imod tilbuddet og møde en af kvinderne. Hvis man så vurderede, at der var tale om grov udnyttelse, skulle man bagefter ringe til politiet. Det er desværre ikke så enkelt, at man bare kan ringe direkte til politiet, for så ville man mest sandsynligt ende som et stikkersvin, der bragte tre afrikanske kvinder i alvorlige problemer.

Men når det er svært at forholde sig til situationen, alene som den er beskrevet, er det fordi den aldrig nogensinde ville opstå i virkeligheden. Menneskehandel er en forbrydelse med en strafferamme på otte års fængsel, og hvis man er i færd med at begå denne forbrydelse, vil man naturligvis ikke sige det til vildt fremmede mennesker, der ringer fordi de har set en annonce. Så meget mindre, som alle i branchen ved, at ”kunderne” engang imellem er politifolk, der arbejder under cover. Det er faktisk meget tænkeligt, at en af de femten henvendelser kom fra en politimand, der skulle tjekke, hvad der lå bag denne nye annonce.

Men hvordan skulle man reagere som en af de femten? Man måtte tro, at man havde ringet til dybt kriminelle og farlige mennesker, og at ens telefonnummer stod på deres nummerviser, så de bagefter kunne slå det op på internettet. Skulle man så indlade sig i en diskussion med dem? Det ville jeg ikke råde nogen til. Selv hvis man under samtalen kom sig over forbløffelsen over tilståelsen fra en dybt kriminel i den anden ende af røret, ville det fornuftige i denne situation være at tale dem efter munden, for så bagefter at gøre, hvad man nu fandt rigtigt.

Det fremgår ikke af materialet, hvad de syv kunder, der under samtalerne accepterede betingelserne, konkret har gjort bagefter. Men mon ikke vi havde hørt om det, hvis en eller flere af dem efterfølgende havde besvaret et opkald fra de fiktive afrikanske sexarbejdere og ofre for menneskehandel?

Illustrationer: Besøg denne hjemmeside.

Under klimatopmødet i december var der masser af opmærksomhed på SIO’s tilbud om at omveksle Københavns Kommunes famøse postkort til sex. Så meget opmærksomhed, at medierne helt glemte udgangspunktet igen: Aktionen kom som en reaktion på den hyppigt gentagede påstand om, at topmødet førte til en voldsom forøgelse i prostitution. Mange flere købere ville lokke mange flere sælgere til.

Men hvordan gik det egentlig med det? Christians Venner har en beskrivelse i et nyhedsbrev, der netop er sendt ud:

”I forbindelse med klimatopmødet i København, forventedes det at der kom mere pres på Safehouse. I den forbindelse skrev Christian ud til medlemmer af Facebook gruppen, om de kunne være behjælpelige med overnatningsmuligheder. Det var en opfordring der vakte opsigt og skabte debat i medierne. Efterfølgende viste det sig, at antallet af kvinder der søgte hjælp i huset, i den periode, var betydelig større. Samt at de der kom, blev længere i huset, fordi de havde meget svært ved at levere den ønskede indtjening. Der var for stor konkurrence og for mange piger på gaderne. Efter topmødet forsvandt flere af kvinderne fra København igen.”

Hvis de mange kvinder i Safehouse under topmødet var andet end en tilfældighed, tyder det på, at en del udenlandske sexarbejdere har søgt til København – eller er blevet sendt til København – for at få del i en forventet rigelighed af kunder. Men at de er blevet skuffede.

Jeg ved ikke, hvor meget udenlandske sexarbejdere eller deres eventuelle bagmænd følger med i den danske debat. Men hvis de har fulgt debatten, har de haft god grund til at have forventninger til topmødet. Det har jo stået i alle landets aviser, at det ville føre til en eksplosion i antallet af kunder. Og der var normalt troværdige kilder på; en fagforening, berømte politikere og hjælpeorganisationer.

Christian var altså personligt med til at puste til ilden, når han kort før topmødet gik ud og opfordrede københavnerne til at melde sig frivilligt til at skjule udenlandske kvinder, der kom til byen. Der var behov for ekstra kapacitet på den front, lød det.

Udmeldingen fik en uvant strøm af kritik til at hagle ned over Christian, også fra hans normale venner. Dels fordi det var at opfordre til ulovligheder, for så vidt det var illegale indvandrere, der skulle skjules. Dels fordi dem, der lagde hus til, kunne bringe deres egen sikkerhed i fare ved at lægge sig ud med kriminelle miljøer. I en meddelelse på facebook den 24. november forklarede Christian sig. Han skrev blandt andet:

”Enhver der går en lille tur en sen aftentime vil ved selvsyn opleve at der hele vejen fra Rådhuspladsen, ned gennem Vesterbrogade, omkring Vesterport, og helt ned til Vesterbros torv, er tæt pakket med kvinder som tilbyder sig selv til forbipasserende. Tallet af handlede kvinder i Københavner er ved at eksploderer. og op og under Klimatopmødet i København vil der være rigtigt mange handlede kvinder som kommer til hovedstaden.”

Der var muligvis flere end normalt, der solgte sex på den omtalte strækning. Men ”tæt pakket” var der ikke just. Om kvinder, der end ikke var kommet til byen endnu, var ofre for menneskehandel, kunne Christian intet vide om. Som jeg læser meddelelsen, forsøgte Christian at presse hysteriet maksimalt op, for på den måde at dække over sin egen fodfejl.

Det bed sig selv i halen. Endnu engang gik budskabet ud til udenlandske sexarbejdere og deres eventuelle bagmænd: Der ville være masser af kunder i København under topmødet. Måske har det trukket endnu flere sexarbejdere til. De er så endt med at sidde i Christians Safehouse, uden at tjene penge. De ved kun selv hvor meget de har betalt for at komme til København, og hvilke indtægter andetsteds, de er gået glip af, mens de var her.

Jeg har hele tiden haft et dobbelt forhold til Christians Venner. Jeg har indtryk af, at det er en organisation af ærlige idealister, som i modsætning til mange af de andre, der spredte hysteri i den periode, ikke havde skumle politiske motiver til at gøre det. Læser man nyhedsbrevet i sin helhed, ser man også flere positive takter. For eksempel det, at de ærligt fortæller om op- og nedgange i aktiviteten – normalt hører vi kun om det i de perioder, hvor der er af en eller anden grund er mange sexarbejdere på gaden. Og det, at de har lavet en sund demokratisk struktur, så alle de frivillige også i praksis får lige medindflydelse. Og ikke mindst det, at organisationen var hurtig til at rette Christians personlige fejl. Alle tre ting kunne nogle af ”konkurrenterne”, ikke mindst Reden International, lære meget af.

Men det er at sætte barren meget lavt, hvis man lader sig dupere af, at en organisation beter sig med en større hæderlighed end Reden International. Tilbage står stadig, at Christians Venner mangler en afklaring om det ansvar, man også pådrager sig som hjælpeorganisation.

Hvis man vil hjælpe nogen her i verden, må man være meget lydhør over for disse ”nogen”. Man skal være meget opmærksomhed på, at det ikke i stedet er forestillingen om egen godhed, man plejer. Dette princip er lidt ligegyldigt, hvis det bare er frimærkeklubben i Han Herred, man hjælper. Men det er meget vigtigt, hvis det er alvorlige forhold, man blander sig i. Problematikken omkring illegale migranter er netop meget alvorlig.

”Løse fugle” kalder Christians Venner dem andetsteds i nyhedsbrevet. Og det billede siger netop hvad risikoen er, hvis man ikke tager sit ansvar som hjælper alvorligt. Mange mennesker hænger i begyndelsen af vinteren mad ud til fuglene. Så glæder de sig over at se de små pipper klare sig i kulden. Men når nyhedens interesse har lagt sig senere på vinteren, er der mange der glemmer det igen, med det resultat, at pipperne, der har indstillet sig på at hjælpen var der, dør.

Det er lidt uklart af nyhedsbrevet, hvad Christians Venners Safehouse egentlig er for en institution. Hvis det er et sted, hvor de fattige migranter, der ved en blanding af sexsalg, tiggeri og almindelig småplat forsøger at skrabe lidt penge sammen, kan få forskellig hjælp, så skal jeg hjertens gerne melde mig ind og betale de 500 kroner om året.

Men først vil jeg se, at Christian og hans venner forstår det ansvar, de påtager sig som hjælpere. De skal forstå, at det ikke er en gratis omgang at medvirke til at skabe hysteri eller at stigmatisere samtlige udenlandske kvinder fra Rådhuspladsen til Vesterbro Torv som ofre for menneskehandel. Det skader de kvinder, det handler om, og så er det kun en ringe trøst, at Christian og hans venner bagefter stiller et Safehouse til rådighed for dem.

Illustrationer: Besøg denne hjemmeside.

Min første lejlighed lå på Nørrebro i København. Dengang var bydelen noget anderledes, end den er nu. Blågårds Plads og Sankt Hans Torv, som i dag har hver deres spændingsmomenter, var først og fremmest kedelige. De smarte cafeer var endnu ikke begyndt at komme til Nørrebro. Det var også andre mennesker, der boede der. De gamle arbejdere og bistandsklienter var ved at blive afløst af indvandrere, studerende og nye bistandsklienter.

Hvis man opgjorde de daværende beboere efter indtægten på selvangivelsen, så vil jeg tro, at vi lå i landets fattigste tiendedel. Men jeg oplevede det ikke som nogen fattig bydel. Vi, der var studerende eller nyuddannede, ville få højere lønninger senere, og vi vidste det. Indvandrerne havde måske nok typisk dårligt betalte lortejobs, men også de var på vej frem over stepperne. Mange af bistandsklienterne hang ud i Ungdomshuset, hvor de plejede deres hjørne af verdensrevolutionen. Vi andre blev holdt løbende orienteret om fremskridtene med den gennem løbesedler, der engang imellem dumpede ind ad brevsprækken.

Jeg har senere boet i kvarterer, hvor beboerne havde en højere gennemsnitlig indkomst, men hvor stemningen alligevel var betydeligt dårligere, end den var på Nørrebro i 80’erne. Det har været kvarterer, hvor folk mest syntes resignerede om deres liv og muligheder.

Jeg har læst om, at forskere, der beskæftiger sig med boligkvarterer, skelner mellem slums of hope og slums of despair. Det er nemlig vidt forskellige situationer. Så længe folk har de basale fornødenheder, er det ikke i sig selv noget problem, at de formelt er fattige. Eller det er i hvert fald et meget anderledes problem – de kan sagtens være stærke af den grund. Det er, hvis de også er fortvivlede og modløse, at man står med en giftig cocktail.

Det er en betragtning, der er vigtig at huske. Ikke bare i henseende til mindre velstillede kvarterer (egentlig slum har vi vel ikke i Danmark), men også i forhold til alle andre sociale områder. Som samfund hjælper vi dem, der har behov, men vi har også en pligt til at gøre det med respekt for folks værdighed. Det er ikke respektfuldt, hvis man ikke sætter sig ind i det enkelte menneskes situation, herunder dets egen styrke og ønsker. Man risikerer nemt, at hjælpen i virkeligheden kommer til at handle om en selv, og at den for modtagerne bare kommer til at virke som en forulempelse.

Jeg kom til at tænke på det, fordi jeg faldt over bloggeren Peter Henrichsen, der forleden anmeldte en 29 år gammel bog. Nemlig ”Christiane F. – I morgen er det slut.” Det er den selvbiografiske historie om en 13-årig pige fra Berlin, der blev narkoman og begyndte at trække på gaden. Jeg har ikke selv læst bogen, men jeg har set filmen (Wir Kinder vom Bahnhof Zoo), og den gjorde også et meget stærkt indtryk på mig.

Men jeg studsede over en ting, Peter Henrichsen skriver: ”Vi hører aldrig en pind om de 14-15-årige piger der fixer og trækker, så tæt på, som i gaderne bag Københavns Hovedbanegård. Som sangerinden Natasja også sang i ”Gi’ mig Danmark tilbage”, er politikerne ikke meget for at få styr på Istedgade. Frustrerende, at der ikke er prestige i at gøre noget for narkomaner, og ærgerligt at der alligevel ikke er sket mere siden Christianes tid på gaden.”

Sagen er – der er sket rigtigt meget siden Christiane F’s tid. Dengang var der et fast miljø af purunge unge piger, nogle af dem mindreårige, der trak på Rådhuspladsen, Halmtorvet og andre steder. For de af dem, der skulle skaffe penge til stoffer, var det forfærdeligt. De afskyede at sælge sex, og de havde svært ved at sætte grænser, hvilket yderligere eksponerede dem for ubehageligheder af forskellig art.

Men for nogle af deres jævnaldrende, der ikke brugte stoffer, var det helt anderledes. De oplevede det generelt som nemme penge og et spændende liv. Også de risikerede at møde en farlig kunde, og de havde stort set aldrig nogen seksuel fornøjelse af arbejdet, men for langt det meste var forholdet til kunderne alligevel godt. Disse normaldanske mænd med deres faste jobs leverede lidt omsorg og tryghed i de vilde pigers liv.

Jeg ved det her, fordi jeg netop har læst Daphnecentrets rapporter fra begyndelsen af 90’erne. En af dem handler om prostitutionsdebut, og det er erfarne sexarbejdere, der fortæller om, hvordan det var, da de begyndte cirka ti år tidligere. Narkomanerne havde altså meget triste historier. Mange andre, der ikke brugte narko, og som heller ikke syntes det var fedt at trække på gaden, er vel holdt op med det, og fortæller alene derfor ikke deres historier. Men så var der altså også en gruppe, der holdt fast i, at det nu var deres liv. Den første Daphnerapport fremstår i lange passager som en diskussion mellem Daphnecentret og disse kvinder. Kvinderne fortæller om kvaliteterne i deres liv, også som unge debutanter, og Daphnecentret forklarer, hvorfor det sikkert bare er noget, de bilder sig ind.

Det kan man mene meget om, og under alle omstændigheder er det voksnes ret og pligt at formynde over børn. Men faktum er altså, at disse meget unge piger og kvinder så helt anderledes på det selv. Hvis folk, der gik forbi dem, var uforstående, så vendte det begge veje. Pigerne forstod ikke, hvordan folk kunne leve med kedelige 8 til 16-jobs.

I dag er de purunge piger væk fra gaden. Når man læser om det med den tids briller, er det lidt pudsigt at sammenligne med situationen i dag. Nu er det mest voksne østeuropæiske og afrikanske kvinder, der trækker på gaderne, men uforståenheden fra omgivelserne er den samme. Som altid kigger man på gadeprostitution og kan ikke se andet, end at den bliver mere og mere rå.

Endnu har ingen undersøgt, hvad de østeuropæiske og afrikanske kvinder selv mener. Og man kan sige, at hvis man alligevel ikke tror på dem, ligesom Daphnecentret ikke troede på de sexarbejdere, der var startet som purunge i 80’erne, så kan det stort set også være det samme.

Men hvis man med et åbent sind undersøgte nutidens gadeprostitution, så vil jeg gerne komme med et gæt på resultatet. Jeg er meget overbevist om, at man vil finde, at det er håbet og ikke fortvivlelsen, der dominerer. At det netop er de seje og solide, der trækker på Vesterbro. De er ved at skabe noget, som de med rette kan være stolte af, og bekymringen burde i stedet rettes mod nogle af de migranter, man netop ikke ser.

Det er naturligvis ikke et postulat, jeg kan dokumentere på nogen måde. Jeg baserer det ikke på andet end spredte udenlandske undersøgelser om migrant-sexarbejdere, tilsat min menneskelige fornemmelse, når jeg betragter sexarbejderne på gaden i København.

Det kan også være, at mit postulat lyder vildt og fremmedartet. Men se det nøgternt – min fornemmelse er lige så velfunderet som fornemmelsen af, at det er fortvivlelsen, der råder. Og når det alligevel er den sidste fornemmelse, der er den almindelige, så er det netop fordi man glemmer det helt basale, når man betragter fattigdom. Man antager, at det er den sikre og anstændige løsning af at betragte de fattige som fortvivlede, og så undlader man helt at forholde sig til det, der er lige så vigtigt: Deres håb.

Læs et tidligere indlæg om Daphne her.

Illustrationer: Besøg denne hjemmeside.

Indlægget herunder er skrevet ud fra en tv-udsendelse, som jeg antog var ny. Som det fremgår af kommentarrækken, tog jeg fejl – udsendelsen er fra juni 2008. Det stiller tingene i et andet lys. Debatten har udviklet sig meget siden da.

Havde jeg været opmærksom på indslaget dengang, havde jeg nok skrevet noget af det samme, som jeg har skrevet nu. Jeg havde hæftet mig ved det besynderlige i, at Ida Auken antog, at de sexarbejdere, hun hørte, sagde noget forkert.

Men bortset fra det, så har jeg større forståelse for hendes udtalelser, når jeg nu kender tidspunktet for dem. Måske er det fordi, jeg er blevet rund og mild med årene. Men dengang cirkulerede der en masse uimodsagt misinformation om prostitution. Dengang var det heller ikke så klart for udeforstående, at Dorit Otzen og Reden løj – blandt andet om de tal, der bliver diskuteret i indslaget.

Jeg erkender og beklager min klare fejl her. Når jeg alligevel lader indlægget blive stående, er det mest som en skamstøtte over mig selv. Men indslaget på TV Bella tjener også som en illustration af, hvor meget der er blevet flyttet på de små to år.

De tre manglende ord, som Steen Schapiro nævner i kommentar nr. 5, er nu også indføjet i citatet.

---------- 

I TV Bellas nylige serie om prostitution, som jeg skrev om i forrige indlæg, var der også et indslag med en samtale mellem Yildiz Akdogan (S) og Ida Auken (SF). Dette indslag er værd at opholde sig lidt ved, på grund af sidstnævnte deltager.

”Stå aldrig til søs – lad de andre stå!,” var den gamle admirals råd til folk, der ville gøre karriere i marinen. Han brugte sin branche som eksempel i et mere generelt råd om, hvordan man når op på samfundets allerhøjeste top: ”Flyd med, men hold jer i enhver forstand / til stadighed og altid fra dybe vand.” Bag satiren gemmer der sig en realitet om at begå sig i det herskende lag i samfundet. Her er det frem for alt vigtigt ikke at skille sig for meget ud med særstandpunkter. Man skal sige og mene nogenlunde det samme som de andre.

Men nogle går altså alligevel mod strømmen, og en af dem er Ida Auken. Hun har, siden hun blev valgt til Folketinget i 2007, på flere punkter insisteret på at gøre ting på sin egen måde. Blandt andet har hun talt imod en kriminalisering af prostitution, selv om hun i sin baggrund har alle de tre stærke faktorer, der i nutiden arbejder for denne kriminalisering: Kristendom, venstrefløj og elitefeminisme.

Nu er hun, som det fremgår af indslaget, ved at skifte holdning. Det er dette skifte, der gør hende interessant. Her ser man en politiker, som hidtil har gået imod strømmen, men som nu er på vej til at gå med den. For ti år siden var stort set alle politikere fra hendes kreds med til at afkriminalisere erhvervet, så det har alle sammen skiftet holdning på et eller andet tidspunkt undervejs. Det er bare sjældent, det bliver sendt direkte på tv og man dermed kan følge bevæggrundene live.

Resultatet er tåkrummende pinligt. Dette formentligt meget begavede menneske kommer til at lyde som en pige i ottende klasse, der rækker hånden op i første time i samfundsfag.  

Problemet er ikke, at hendes faktuelle viden om prostitution tydeligvis er meget lille. Politikere kan ikke nå at sætte sig ind i alt, og det er helt legitimt, at de på nogle områder tager stilling ud fra rent principielle overvejelser. Men hør så, hvad Ida Auken siger om disse principielle overvejelser:

”Der er de her kvinder i Danmark, og de er nogle stykker og de har en rimelig tydelig stemme i debatten, som siger, at de er glade for deres arbejde. Der er nogle, der kalder det myten om den lykkelige luder, og siger at de her kvinder, der siger, de er glade for deres arbejde, dem er der meget få af, og dem der er ved ikke, hvilken skade der bliver begået på dem. Der bliver jeg i tvivl. Der får jeg det faktisk lidt svært. Skal man høre på de her kvinder? Hvis de nu virkelig mener… skal man så ikke lade dem have deres frihed til at have det her arbejde? På den anden side, så kan blive nødt til at tage højde for hele feltet og sige, det kan godt være, at vi nu laver en lov, der kommer til at gå ud over 20 kvinder eller 50 kvinder, der er glade for deres arbejde, men kan hjælpe flere tusind kvinder måske endda. Det er sådan en afvejning, man hele tiden må lave.”

Det er jo rigtigt, at det er forholdsvis få af sexarbejderne, man hører i debatten. Men der er meget langt mellem de nuværende eller bare nylige sexarbejdere, der taler for en kriminalisering. Hvordan i alverden når Ida Auken frem til den konklusion, at praktisk talt alle de sexarbejdere, der udtaler sig, er atypiske?

Og på hvilken basis vil Ida Auken forsvare, at man ikke skal høre på de sexarbejdere, der udtaler sig – foranlediget af den debat, der er sat i gang i hendes egen omgangskreds? Hun er naturligvis i sin gode ret til at tro eller antage, at de ikke er typiske. Men så er løsningen ikke at lade være med at høre på dem, men at søge andre informationer som supplement.

Det har Ida Auken ikke gjort. I stedet har hun – af alle – ringet til Dorit Otzen for at forberede sig til tv-udsendelsen. Også på Christiansborg må Dorit Otzens notoriske upålidelighed være velkendt. Man ringer ikke til hende for at søge viden, men for at få et alibi for ikke at søge den.

Ida Auken er simpelthen på vej til følge den gamle admirals råd og gå i land. Men inden hun gør det, er der rent faktisk en ting hun kan lære af Dorit Otzen: Hun er udpræget et eksempel på en, der er stået til søs, er blevet der, og har haft succes med det. Det er i høj grad Dorit Otzen personligt, der har vendt stemningen i eliten fra afkriminalisering tilbage til kriminalisering.

Selv om Dorit Otzens indsats har været destruktiv, har hun altså vist, at det kan lade sig gøre at flytte noget. Ida Auken har formentligt også kapaciteten til at gøre det. Og det bør hun gøre, i stedet for at spilde sit politiske liv i eftersnakkernes klub.

Til en start kan hun opsøge de sexarbejdere, hun tror mener noget andet end dem, hun plejer at høre. Hvis det er grænseoverskridende for hende – og det er fair nok, hvis det forholder sig sådan – kan hun bladre samtlige Servicestyrelsens publikationer igennem og spørge sig selv, hvorfor man ikke finder antydningen af systematisk dokumentation om sexarbejderes eget syn på sagen.

Nogle år i min skoletid var jeg fan af bokseren Muhammed Ali. Umiddelbart var det et noget bizart valg for en splejset hvid knægt, der klogeligt holdt sig uden for ethvert slagsmål. Men børn eksperimenterer nu engang med deres identitet ved at læne sig op af deres tids flygtige og selvpromoverende stjerner. Muhammed Ali tilbød en masse identitet. Han markedsførte sig pralende som den største, den smukkeste og den klogeste.

Set i bakspejlet vidste jeg allerede mens det stod på, at Muhammed Ali og jeg var et mismatch, der ikke ville holde i længden. Hvad jeg derimod ikke gennemskuede, var at mit idol var alt andet end flygtigt – han VAR rent faktisk den største. Ikke bare sportsligt, men også menneskeligt. I 60'erne og 70'erne var der mange sorte i USA, der førte sig frem som ekstreme forbilleder. Men ingen gjorde det mere effektivt end Muhammed Ali. Han fik således stor betydning for den udvikling, der har gjort, at USA i dag har sin første sorte præsident. 

Muhammed Ali var militærnægter under Vietnam-krigen, han smed sin guldmedalje fra OL i 1960 i en flod, han forkastede sit ”slavenavn” Cassius Clay, han konverterede til Islam. Alt sammen var det dybt kontroversielt i samtiden. Men han viste andre sorte, at de kunne leve ekstremt og samtidig være stolte. At de ikke behøvede påtage sig andres kultur og normer for at kræve ligeret. Meget få fulgte i en direkte forstand hans eksempel, og de fleste sorte levede formentligt efter værdier og drømme, der lignede det hvide flertals ret meget. Men altså ikke helt, og slet ikke i omverdenens øjne. Netop i kraft sit ekstreme udtryk skaffede Muhammed Ali dem plads og rum.

Måske spillede det også ind, at han på en bagvendt måde gjorde de hvide mere trygge. De så, så at sige, hvor galt det kunne være, hvis de sorte skejede maksimalt ud. Og at det i grunden ikke var så galt. De hvide kunne også se Muhammeds Alis storhed. Han virkede troværdig og på den måde beroligende – igen ikke på trods af, men i kraft af sine ekstreme handlinger og synspunkter.

Som sagt, Muhammed Ali var den største, men langt fra det eneste ekstreme og forargende afro-amerikanske forbillede i samtiden. Man vendte ryggen til hidtidige idealer om at være ”farveblind”, som heller ikke havde ført USA nogen vegne siden borgerkrigen et århundrede forinden. I stedet hypede man netop farven. Dét virkede.

De sorte i USA er langt fra alene om at have erfaret, at det ekstreme udtryk er vindermodellen i ligestillingskampe. Jeg kan ikke komme på noget eksempel på, at en underpriviligeret gruppe har opnået ligestilling ved at tilpasse sig normerne fra den klasse, race eller stand, der forinden har siddet på privilegierne. Bare se på de historiske ligestillingskampe herhjemme i Danmark:

Småbønderne i midten af 1800-tallet hypede en national bondekultur. Det er grundlæggende denne kultur, vi ser besunget i højskolesangbogen. Ret få bønder efterlevede i praksis de fine idealer. Men det virkede og førte til et kæmpe politisk, socialt og kulturelt gennembrud.

I endnu nyere tid har de homoseksuelle gjort det samme. Tidligere tiders forsøg på at falde i med tapetet ændrede ikke ved, at de helt officielt blev betragtet som syge mennesker – som udskud. Derimod var der fremgang, da de begyndte at fokusere på gay pride. Jeg gætter på, at de færreste homoseksuelle dybest set føler ret meget slægtskab med personerne i de farverige bøsseparader. Men det, at nogle få turde stå frem og vise deres ekstremitet, har skabt plads og rum til alle dem, der i virkeligheden bare afviger en lille smule fra normen, men som ikke desto mindre var undertrykte.

De eneste, der ikke har forstået, hvordan man vinder en ligestillingskamp, er den officielle kvindebevægelse. Den gør præcis det, der ikke virker, men som tværtimod fører længere ud i sumpen: Den hævder, at der er en monokultur – at mænd og kvinder ikke bare skal være lige, men også at mænd og kvinder er ens. Den strategi er bedst udtryk ved idealet om kønsmainstreaming.

I praksis er det en tilpasning til klassiske maskuline idealer og drømme. Mænd er traditionelt karriereorienterede, så det skal kvinder være i samme grad. Mænd sidder på de fleste bestyrelsesposter, så der skal flere kvinder ind i bestyrelser. Princippet gælder også, når der ikke er magt involveret. Der er lige så meget jubel fra kvindebevægelsens side, når en kvinde bliver mekaniker, som når hun bliver topchef.

Problemet er ikke, at man fremhæver karrierekvinden eller den kvindelige mekaniker som rollemodeller. Tværtimod er det i sig selv med til at udvide kvinders handlerum. Problemet er, at det ikke er noget mål i sig selv, at kvinder bliver topdirektører eller får olie under neglene, hvis de nu ikke gider det. Og alle kvindelige rollemodeller, der overvejende er feminine, bliver brutalt afvist og nedgjort af kvindebevægelsen.

Sexarbejderen, der ud i det teatralske benytter kvindelig seksualitet til at få fordele, er ugleset. I den modsatte ende af skalaen gælder det samme for kvinder, der bærer tørklæde. Men det gælder også for alle andre kvinder, der markerer en kultur, der er overvejende feminin. Jeg har for eksempel læst i Politiken, at den er helt gal med stiletfeminister.

Personligt mener jeg, at vi allerede har strukturel ligestilling, men at den kulturelle ligestilling mangler. Mange af den klassiske kristendoms tanker om kvinders underlegenhed lever ufortrødent videre, om end under mere moderne betegnelser. Men i stedet for at gøre noget ved det, deler kvindebevægelsen sin energi mellem at overbevise verden om, at kvinder i virkeligheden er en slags mænd – og at påføre mænd den samme plamage af skam og skyld, som de oplever for sig selv. At kæmpe for lighed og værdighed på en gang synes at være en uoverstigelig barriere, og resultatet er frustrationer hele vejen rundt.

Den kulturelle ligestilling kan ikke indføres ved lov. Den skal komme gennem en dynamik mellem mennesker. Det er mig en gåde, at kvindebevægelsen ikke hyper enhver sexarbejder og enhver kvinde med tørklæde. Netop disse små grupper, der på hver sin måde lever ekstremt i forhold til samfundets normer, giver ved deres blotte eksistens alle andre kvinder det optimale frirum. Hvis dette frirum ender med, at kvinder træffer andre valg end mænd, så lad det være sådan. Målsætningen er ikke at være ens – det er at være lige. 

Dette indlæg er det første af to indlæg om ligestilling. Det næste hedder Queer-blindgyden og kommer på senere.

For et par år siden flyttede der en cykelsmed ind i mit kvarter. Det er meget bekvemt for mig at have sådan en i nærheden, men jeg ville også bruge ham, selv om hans forretning lå længere væk. Hans priser ligger nemlig rask væk en tredjedel lavere end konkurrenternes, og da han ikke har så mange kunder, kan han som regel reparere min cykel hurtigt. Desuden er han en meget flink mand. Vi hilser venligt på hinanden, når vi mødes på gaden.

Jeg bedømmer mest hans venlighed på hans fremtoning og handlinger. Han danske er nemlig meget dårligt; næsten helt fraværende. Det er på grund af det, jeg fortæller om ham her: Efter officielle danske normer er min cykelsmed under stærk mistanke for at være offer for menneskehandel, netop på grund af sine beskedne sproglige evner.

Det fremgår af et indslag på TV Bella for nyligt – se det under dette indlæg. Jeannie Hegstrup fra Servicestyrelsen fortæller, hvordan man spotter handlede kvinder i prostitution, og et af tegnene er, hvis annoncerne er formuleret på et ubehjælpsomt dansk. ”Det er nogle meget klare signaler,” konkluderer journalisten (som er det socialdemokratiske folketingsmedlem Yildiz Akdogan) bagefter, og Jeannie Hegstrup gør ingen indvendinger.

Selv om Danmark endnu ikke har nogen indsats af betydning over for menneskehandel i andre erhverv end prostitution, er menneskehandel naturligvis lige ulovligt, uanset hvad formålet er. Så når og hvis man skal gøre indsatsen bredere, så må man også bruge de samme principper, som man allerede bruger i forhold til prostitution.

Det kan i sig selv medføre en lille revolution, når udsagnene om menneskehandel berører erhverv og situationer, som hr. og fru Dansker kan relatere til. De færreste kender prostitution, og slet ikke ned i detaljerne. Derfor tager man det for gode varer, hvad ”eksperterne” siger, herunder hvad de siger om menneskehandel. Så man hører ikke, hvor barokt det er.

Men barokt er det, og det er det, tv-indslaget giver et indblik i. Vi ved alle, at mange indvandrere har det svært med den danske sprog. Vi ved også, at dem, der har det, typisk ikke får de fedeste stillinger. Men også, at det ikke har en brik med menneskehandel at gøre.

De andre signaler, Jeannie Hegstrup nævner, er måske lidt sværere at forholde sig til, hvis man ikke kender prostitution. Hun fortæller om kvinder, der annoncerer med alle ydelser og døgnet rundt. Naturligvis er det galt, hvis en sexarbejder skal betjene kunder på samlebånd uden selv at måtte sætte grænser.

Men annoncetekster er taknemmelige – ikke mindst for sexarbejdere. Mange forargede mennesker ynder at fremstille branchen sådan, at der er en uendelig strøm af kunder, og at mens de danske sexarbejdere lige akkurat er i stand til at sige stop engang imellem, skal de udenlandske bare blive ved. Virkeligheden er en helt anden. Udbuddet er meget større end efterspørgslen, og de udenlandske sexarbejdere står sidst i køen efter kunder. Derfor bruger de samme prispolitik som min cykelsmed, og deres annoncer handler først og fremmest om at få kunder ind i butikken. Så tager de den derfra.

Jeg har selv oplevet udenlandske sexarbejdere som meget professionelle, herunder også med at markere grænserne, uanset at disse grænser ikke harmonerede med annonceteksterne. Jeg har lejlighedsvist set eller hørt beskrivelser fra andre kunder, der har oplevet det samme, og som engang imellem er lidt småsure over det. Men sådan er den verden altså.

Jeannie Hegstrup har taget ekspertminen på i studiet. Men hvad hun afslører for alverden er sin komplette uvidenhed. Hun kan umuligt have talt mere end overfladisk med ret mange udenlandske sexarbejdere.

Også Vibeke Lenskjold fra Reden International er i studiet, og hun nævner nogle signaler, hvor vi igen kan være med alle sammen og vurdere rimeligheden. Et signal er for eksempel, ifølge hende, ”enhver situation, hvor det ender i noget andet end det, der var tiltænkt”.

Rigtigt mange mennesker, også danskere, har oplevet at rejse ud i verden til et job, der viser sig at være noget andet end tiltænkt. Det kan skabe en masse sorg og frustrationer. Andre gange bliver det bare en parentes, fordi man hurtigt finder noget andet, som man bliver glad for. Alt efter situationen kan elementet af snyd og plat være så stort, at det er forbryderisk. Men at kalde det en indikator på menneskehandel er forvrøvlet.

Lidt af forklaringen på vrøvlet kommer lige inden. Vibeke Lenskjold bliver spurgt om, hvad begrebet ”handlede kvinder” dækker over. Hun svarer, at der er mange tolkninger af det, og fortæller så, hvilken tolkning Reden International går ud fra.

Det svar er direkte skandaløst i betragtning af, at Vibeke Lenskjold bliver betalt af staten for at hjælpe ofre for menneskehandel. Begrebet menneskehandel er nemlig meget klart defineret i straffeloven, netop så man ikke skal skøjte rundt i forskellige menneskers mere eller mindre velbegrundede fantasier om, hvad der foregår. Vibeke Lenskjold bør, selv hvis hun bliver vækket klokken tre om natten, være i stand til at lire straffelovens definition af forfra, bagfra og fra midten ud til begge sider. Men i stedet opfinder hun sin egen definition og gør begrebet mudret. Det gavner hendes politiske sag, men det skader arbejdet med at bekæmpe menneskehandel.

Læg oven i det, at hverken Vibeke Lenskjolds eller Jeannie Hegstrups organisationer finder ret mange ofre for menneskehandel, hvis de overhovedet finder nogen. De sager, der er, bliver fundet gennem politiet. Så alle de to kvinders antagelser om, hvad der signalerer menneskehandel, er hule. De er ikke baseret på nogen erfaring. De er baseret på fordomme og uvidenhed.

Og det var dét, seerne så meget klare signaler på i tv-udsendelsen. Det omfattende system, der ude i marken skal finde og hjælpe ofre for menneskehandel, er simpelthen pinligt inkompetent. Det er politiseret, og det mangler viljen til at søge viden. Man lukker af for kilder, der ikke bekræfter den holdning, man havde i forvejen. Hvilket i praksis betyder, at man lukker af for alle førstehåndskilder og står tilbage med sladderen og fantasierne fra sit eget bagland, sådan som Jeannie Hegstrup ufrivilligt kom til at illustrere det.

Dét skal nødvendigvis laves om, inden man udbreder indsatsen mod menneskehandel til også at dække andre erhverv end prostitution. Ellers er det, at min flinke cykelsmed pludselig kommer i søgelyset.

På en virksomhed, jeg kender, skifter de catering-leverandør hvert halve år. Virksomheden er ikke fedtet med sin frokostordning. Men den ved, at uanset hvor god maden er, så slår medarbejdernes begejstring hurtigt over i brok over, at det altid er det samme.

Det er en erfaring, som utallige kantinebestyrere har gjort sig gennem tiderne. Men regeringen glemte den, da den lavede madordningen i børnehaverne. Det var vist nok ment som en del af den milde gaveregn, der skal få normaldanskeren til at stemme på Venstre – Danmarks Flinke Parti. Men for at det rent driftsøkonomisk skulle hænge sammen, gjorde man det obligatorisk at deltage i ordningen. Og så havde man balladen. Folk blev hurtigt utilfredse, og selv om der i mange kommuner er et betydeligt økonomisk tilskud til at supplere brugerbetalingen, så ville folk hellere smøre madpakkerne selv.

Kritikken bredte sig til Christiansborg, og også til Venstre – Danmarks Liberale Parti. Flere medlemmer af partiet påpegede, at ordningen ikke just var liberal. Og når folk så tilmed var sure over den, så var der da slet ingen grund til at opretholde den.

I lang tid havde jeg et noget overbærende forhold til denne diskussion. Hvis vores største problem er, om der skal være et eller to lag pålæg på børnenes mad, så har vi ikke problemer i det hele taget. Det var først forleden, jeg blev opmærksom på det principielle i problemstillingen, og det var indenrigs- og socialminister Karen Ellemann, der fik mig ind på det. Hun forsvarede ordningen i Jyllands-Posten.

”Helt fundamentalt er der et frit valg med hensyn til, om man ønsker, at ens barn skal være i daginstitution,” sagde hun.

Den arrogance på systemets vegne, som ligger i udtalelsen, er så tyk, at det faldt selv Mette Frederiksen for brystet. Ja, selvfølgelig er det i sidste ende et frit valg, om man vil sende sit barn i børnehave. Men det har en høj pris at stå uden for de systemer, der er normale i et samfund. Her i Danmark er det, at man kan sende sit barn i børnehave, vigtigt for mange familiers økonomi, for ligestillingen og for forskellige andre småting. Når det offentlige så i praksis har monopoliseret børnehaverne, må det også gøre systemet så tilpas fleksibelt, at alle med rimelighed kan være med.

Arrogancen, eller måske snarer enfoldigheden, gik igen i kommentaren fra Kommunernes Landsforening, der i Politiken forsvarede ordningen. Nu havde man brugt 100 millioner kroner på at få systemet i gang, og så ville det være forkert bare at kassere det igen. Men de 100 millioner kroner er tabt uanset hvad. Det kræver ingen investeringer at ophæve ordningen, så der er simpelthen ingen grund til at bevare en ordning, folk ikke kan lide, blot fordi man allerede har bekostet mange penge på den.

Man er nede ved, at systemet, med ministeren i spidsen, ikke vil erkende en fejl, selv om man endda kunne afskrive den som hændelig. Systemet synes i fuldt alvor, at illusionen om dets ufejlbarlighed er vigtigere end brugernes ønsker.

Madordningen i børnehaverne skal nok på den eller anden måde blive lavet om, så folk holder op med at være sure. Udgangspunktet var jo netop, at folk skulle være glade, så de stemte på Venstre, og den fundamentale sammenhæng er vist på nuværende tidspunkt erkendt hele vejen rundt i regeringspartiet.

Men tilbage står en illustration af, hvilket bæst de sociale systemer også har udviklet sig til at være.  Det er systemet først, og dernæst eventuelt borgerne, hvis de ikke er for forstyrrende. Tillykke til børnehave-børneforældrene, der formentligt ender med at få deres vilje. Men grupper, som er svagere eller mindre, og som der ikke er opmærksomhed på, må altså bare leve med den slags hver dag. Ingen statsminister kommer dem til hjælp.

Tilsammen er de små og/eller svage grupper mange, og deres frustrationer og desillusion er en kæmpe trussel mod socialstaten – forstået som en stat, der ikke lader nogen stå tilbage. Efter min mening er det den største trussel. Det kan man selvfølgelig være uenig i. Men det er en gåde for mig, at den gennemsnitlige socialordfører på Christiansborg ikke synes at opfatte det som en trussel overhovedet.

Illustrationer: Besøg denne hjemmeside.

På svensk kalder man sexkunder torsk. Det er ment nedladende, men for mit eget vedkommende forstår jeg godt metaforen, og jeg har ikke noget imod den. Jeg er enig i, at jeg er en torsk.

Jeg har selv prøvet at pilke torsk, og givet man ellers er den lykkelige ejer af et ekkolod, så man ved, hvor stimerne står, er det den mest taknemmelige måde at fiske på overhovedet. Man sænker en line med nogle kroge på ned i stimen, så giver man den nogle nyk, og når man tager linen op igen, har man spiddet et antal torsk. Normalt skal man på sindrige måder forklæde sin krog som et fødeemne, og oven i det er de fleste andre fisk pist væk, når de fornemmer en fremmedartet bevægelse i vandet.

Lystfiskeren lukrerer på torskens sociale instinkt. Den enkelte torsk er næppe som sådan forelsket i nabotorsken, men den føler sig tryg og tilpas i den tætte, fysiske kontakt med artsfæller. Det er det, jeg kan genkende som sexkunde – og som mand i det hele taget. Jeg ved, jeg er nem. Men lad bare sexarbejdere og andre kvinder grine af, hvor lidt der skal til, for at få mig på krogen. Jeg er ikke flov over det.

På dansk bliver ordet torsk også brugt som metafor. Men her hos os betyder det slet og ret bare en tumpe. En, der gør noget så dumt, at det får alle andre til at føle sig intelligensmæssigt overlegne. Ud fra den definition har Ekstra Bladet gennem en lang årrække kåret Årets Nytårstorsk. Det er en kendt person, der har dummet sig og er blevet til grin i det forløbne år. I år blev Klaus Bondam, radikal borgmester i København, Årets Nytårstorsk.

Klaus Bondam var bortrejst i nytårsdagene, så han modtog først torsken her forleden. Han valgte at gøre det til et mediestunt, hvor han forholdsvis elegant henviste til den svenske opfattelse af torsk: Han donerede sin torsk til Reden i København, så sexarbejderne på gaden kunne få en lille festmiddag. Se indslaget, hvor daglig leder Anette Rix tager imod torsken, her på Ekstra Bladets hjemmeside.

Er det ikke bare en fantastisk scene? Den gamle sexkunde og politiker, der er snublet i sin egen og sine vælgeres politiske korrekthed, og som nu forsøger at rette lidt op på det ved at promovere en institution, der ser al verdens ondskab samlet i – sexkunder?

Der er lige en tilføjelse til det med den danske betydning af ordet torsk. En torsk er i virkeligheden ikke en, der har gjort noget dumt – det er en, der har gjort noget, som man opfatter som dumt. Det er mere end ordkløveri i Klaus Bondams tilfælde. Jeg er ikke nogen fan af manden, men jeg har meget svært ved at se det dumme i det, han fik sin nytårstorsk for. Han reddede på et hængende hår en borgmesterpost hjem til sit parti, sandsynligvis på bekostning af hovedfjenderne i Dansk Folkeparti. Selv om det hele krævede, at han skulle trykke hånd med nogle fra netop Dansk Folkeparti, skal man virkelig følge dansk politik meget tæt, for at forstå hvorfor det bliver betragtet som dumt.

Min pointe er, at det med, hvad der bliver betragtet som torskedumt, meget afhænger af tiden og situationen.

Reden i København, som altså endte med at få nytårstorsken doneret til evig arv og eje, har tiden og situationen på deres side. De bliver opfattet som en god institution. Men hvad er 2009 egentlig gået med for Redens vedkommende? Efter i en årrække at have råbt ud over alle verdenshjørner, hvor mange udenlandske sexarbejdere, der kom hos dem, kom de pludselig i tanke om, at de ikke havde kompetence til at gøre noget særligt for dem, og at det for øvrigt også var imod lovgivningen på det sociale område at prøve på det. Så de udelukkede de udenlandske sexarbejdere.

Men med den særprægede moral, der kendertegner Reden, forhindrede dette dem ikke i fortsat at samle penge ind fra godtroende mennesker, der gerne ville hjælpe udenlandske sexarbejdere.

Også mindre godtroende mennesker bidrager til Reden. Som skatteyder kan man slet ikke blive fri, og også skatteyderne er blevet narret. Ifølge de seneste oplysninger fra Reden har de cirka 300 brugere. Det er under en fjerdedel af de 1300, de fortalte om sidste år ved denne tid. Tilbagegangen skyldes dels det med, at man har udelukket de udenlandske kvinder. Men det skyldes også, at man ikke længere overdriver besøgstallet så meget, som man har gjort. (Muligvis gør man det slet ikke mere – det er en anden historie, som jeg måske vender tilbage til i et senere indlæg).

Men selv om det nu står klart for alle, at Reden groft har misinformeret om sine aktiviteter, og selv om man har lukket af for langt størstedelen af gadens sexarbejdere, så har det ikke haft konsekvenser for bevillingen fra staten (se note).

Forestil dig, at hvordan Ekstra Bladet havde skrevet om det, hvis for eksempel en godgørende forening havde gjort det tilsvarende. Hvis den havde samlet penge ind til aktiviteter, den ikke udførte. Hvis den systematisk og dramatisk havde overdrevet antallet af personer, den hjalp. Hvis den havde skåret to tredjedele af sine aktiviteter væk, men opretholdt det samme tilskud fra staten.

Man skal ikke bare have et nært kendskab til tiden og situationen, for at forstå hvorfor Klaus Bondam fik nytårstorsken. Man skal have det samme nære kendskab for at forstå, hvorfor Reden og Anette Rix ikke bare fik den direkte. Men tiderne skifter, og hvem ved, måske får de den næste år. Så kan de jo gøre gengæld og give den til Klaus Bondam.

---------

Apropos tilværelsens flygtighed:

Foreningen Generation Gi var blandt dem, der gav penge til Reden i den vildfarelse, at de hjalp ofre for trafficking. I dette tilfælde kan man dog ikke klandre Reden – Generation Gi gjorde selv en dyd ud af, at de gav pengene uden at sætte sig ind i, hvad de gik til.

Det var lægen Erik Hohwü, der startede foreningen, der med stor ståhej og megen medieomtale holdt en stor støttefest i februar sidste år. Foreningens plan var, at den skulle fremme uselviskheden i en ellers forkælet generation, og det skulle foregå ved at samle ind til forskellige formål, der ville blive besluttet hen ad vejen.

Det projekt ser ikke ud til at have meget luft under vingerne. Jeg har været inde på foreningens hjemmeside, og der er ikke registreret nye aktiviteter siden sidste forår, hvor man bekendtgjorde, at generalforsamlingen var udsat til juni. Der er ikke et ord om nye fester eller nye gode formål.

Så sådan er det. Det er slet ikke som nemt at være uselvisk, som folk går og tror.

-----------

Note:

Finansloven for 2010 ligger i skrivende stund ikke på nettet – det gør kun regeringens forslag til den.  Ifølge forslaget (se konto 15.75.70, side 789) bortfalder en ekstraordinær bevilling på 1,3 millioner kroner for 2008 og 2009 planmæssigt i år. Men den øvrige del af bevillingen, 5,1 millioner kroner, opretholdes.

Illustrationer: Besøg denne hjemmeside.