For et par år siden flyttede der en cykelsmed ind i mit kvarter. Det er meget bekvemt for mig at have sådan en i nærheden, men jeg ville også bruge ham, selv om hans forretning lå længere væk. Hans priser ligger nemlig rask væk en tredjedel lavere end konkurrenternes, og da han ikke har så mange kunder, kan han som regel reparere min cykel hurtigt. Desuden er han en meget flink mand. Vi hilser venligt på hinanden, når vi mødes på gaden.

Jeg bedømmer mest hans venlighed på hans fremtoning og handlinger. Han danske er nemlig meget dårligt; næsten helt fraværende. Det er på grund af det, jeg fortæller om ham her: Efter officielle danske normer er min cykelsmed under stærk mistanke for at være offer for menneskehandel, netop på grund af sine beskedne sproglige evner.

Det fremgår af et indslag på TV Bella for nyligt – se det under dette indlæg. Jeannie Hegstrup fra Servicestyrelsen fortæller, hvordan man spotter handlede kvinder i prostitution, og et af tegnene er, hvis annoncerne er formuleret på et ubehjælpsomt dansk. ”Det er nogle meget klare signaler,” konkluderer journalisten (som er det socialdemokratiske folketingsmedlem Yildiz Akdogan) bagefter, og Jeannie Hegstrup gør ingen indvendinger.

Selv om Danmark endnu ikke har nogen indsats af betydning over for menneskehandel i andre erhverv end prostitution, er menneskehandel naturligvis lige ulovligt, uanset hvad formålet er. Så når og hvis man skal gøre indsatsen bredere, så må man også bruge de samme principper, som man allerede bruger i forhold til prostitution.

Det kan i sig selv medføre en lille revolution, når udsagnene om menneskehandel berører erhverv og situationer, som hr. og fru Dansker kan relatere til. De færreste kender prostitution, og slet ikke ned i detaljerne. Derfor tager man det for gode varer, hvad ”eksperterne” siger, herunder hvad de siger om menneskehandel. Så man hører ikke, hvor barokt det er.

Men barokt er det, og det er det, tv-indslaget giver et indblik i. Vi ved alle, at mange indvandrere har det svært med den danske sprog. Vi ved også, at dem, der har det, typisk ikke får de fedeste stillinger. Men også, at det ikke har en brik med menneskehandel at gøre.

De andre signaler, Jeannie Hegstrup nævner, er måske lidt sværere at forholde sig til, hvis man ikke kender prostitution. Hun fortæller om kvinder, der annoncerer med alle ydelser og døgnet rundt. Naturligvis er det galt, hvis en sexarbejder skal betjene kunder på samlebånd uden selv at måtte sætte grænser.

Men annoncetekster er taknemmelige – ikke mindst for sexarbejdere. Mange forargede mennesker ynder at fremstille branchen sådan, at der er en uendelig strøm af kunder, og at mens de danske sexarbejdere lige akkurat er i stand til at sige stop engang imellem, skal de udenlandske bare blive ved. Virkeligheden er en helt anden. Udbuddet er meget større end efterspørgslen, og de udenlandske sexarbejdere står sidst i køen efter kunder. Derfor bruger de samme prispolitik som min cykelsmed, og deres annoncer handler først og fremmest om at få kunder ind i butikken. Så tager de den derfra.

Jeg har selv oplevet udenlandske sexarbejdere som meget professionelle, herunder også med at markere grænserne, uanset at disse grænser ikke harmonerede med annonceteksterne. Jeg har lejlighedsvist set eller hørt beskrivelser fra andre kunder, der har oplevet det samme, og som engang imellem er lidt småsure over det. Men sådan er den verden altså.

Jeannie Hegstrup har taget ekspertminen på i studiet. Men hvad hun afslører for alverden er sin komplette uvidenhed. Hun kan umuligt have talt mere end overfladisk med ret mange udenlandske sexarbejdere.

Også Vibeke Lenskjold fra Reden International er i studiet, og hun nævner nogle signaler, hvor vi igen kan være med alle sammen og vurdere rimeligheden. Et signal er for eksempel, ifølge hende, ”enhver situation, hvor det ender i noget andet end det, der var tiltænkt”.

Rigtigt mange mennesker, også danskere, har oplevet at rejse ud i verden til et job, der viser sig at være noget andet end tiltænkt. Det kan skabe en masse sorg og frustrationer. Andre gange bliver det bare en parentes, fordi man hurtigt finder noget andet, som man bliver glad for. Alt efter situationen kan elementet af snyd og plat være så stort, at det er forbryderisk. Men at kalde det en indikator på menneskehandel er forvrøvlet.

Lidt af forklaringen på vrøvlet kommer lige inden. Vibeke Lenskjold bliver spurgt om, hvad begrebet ”handlede kvinder” dækker over. Hun svarer, at der er mange tolkninger af det, og fortæller så, hvilken tolkning Reden International går ud fra.

Det svar er direkte skandaløst i betragtning af, at Vibeke Lenskjold bliver betalt af staten for at hjælpe ofre for menneskehandel. Begrebet menneskehandel er nemlig meget klart defineret i straffeloven, netop så man ikke skal skøjte rundt i forskellige menneskers mere eller mindre velbegrundede fantasier om, hvad der foregår. Vibeke Lenskjold bør, selv hvis hun bliver vækket klokken tre om natten, være i stand til at lire straffelovens definition af forfra, bagfra og fra midten ud til begge sider. Men i stedet opfinder hun sin egen definition og gør begrebet mudret. Det gavner hendes politiske sag, men det skader arbejdet med at bekæmpe menneskehandel.

Læg oven i det, at hverken Vibeke Lenskjolds eller Jeannie Hegstrups organisationer finder ret mange ofre for menneskehandel, hvis de overhovedet finder nogen. De sager, der er, bliver fundet gennem politiet. Så alle de to kvinders antagelser om, hvad der signalerer menneskehandel, er hule. De er ikke baseret på nogen erfaring. De er baseret på fordomme og uvidenhed.

Og det var dét, seerne så meget klare signaler på i tv-udsendelsen. Det omfattende system, der ude i marken skal finde og hjælpe ofre for menneskehandel, er simpelthen pinligt inkompetent. Det er politiseret, og det mangler viljen til at søge viden. Man lukker af for kilder, der ikke bekræfter den holdning, man havde i forvejen. Hvilket i praksis betyder, at man lukker af for alle førstehåndskilder og står tilbage med sladderen og fantasierne fra sit eget bagland, sådan som Jeannie Hegstrup ufrivilligt kom til at illustrere det.

Dét skal nødvendigvis laves om, inden man udbreder indsatsen mod menneskehandel til også at dække andre erhverv end prostitution. Ellers er det, at min flinke cykelsmed pludselig kommer i søgelyset.

På en virksomhed, jeg kender, skifter de catering-leverandør hvert halve år. Virksomheden er ikke fedtet med sin frokostordning. Men den ved, at uanset hvor god maden er, så slår medarbejdernes begejstring hurtigt over i brok over, at det altid er det samme.

Det er en erfaring, som utallige kantinebestyrere har gjort sig gennem tiderne. Men regeringen glemte den, da den lavede madordningen i børnehaverne. Det var vist nok ment som en del af den milde gaveregn, der skal få normaldanskeren til at stemme på Venstre – Danmarks Flinke Parti. Men for at det rent driftsøkonomisk skulle hænge sammen, gjorde man det obligatorisk at deltage i ordningen. Og så havde man balladen. Folk blev hurtigt utilfredse, og selv om der i mange kommuner er et betydeligt økonomisk tilskud til at supplere brugerbetalingen, så ville folk hellere smøre madpakkerne selv.

Kritikken bredte sig til Christiansborg, og også til Venstre – Danmarks Liberale Parti. Flere medlemmer af partiet påpegede, at ordningen ikke just var liberal. Og når folk så tilmed var sure over den, så var der da slet ingen grund til at opretholde den.

I lang tid havde jeg et noget overbærende forhold til denne diskussion. Hvis vores største problem er, om der skal være et eller to lag pålæg på børnenes mad, så har vi ikke problemer i det hele taget. Det var først forleden, jeg blev opmærksom på det principielle i problemstillingen, og det var indenrigs- og socialminister Karen Ellemann, der fik mig ind på det. Hun forsvarede ordningen i Jyllands-Posten.

”Helt fundamentalt er der et frit valg med hensyn til, om man ønsker, at ens barn skal være i daginstitution,” sagde hun.

Den arrogance på systemets vegne, som ligger i udtalelsen, er så tyk, at det faldt selv Mette Frederiksen for brystet. Ja, selvfølgelig er det i sidste ende et frit valg, om man vil sende sit barn i børnehave. Men det har en høj pris at stå uden for de systemer, der er normale i et samfund. Her i Danmark er det, at man kan sende sit barn i børnehave, vigtigt for mange familiers økonomi, for ligestillingen og for forskellige andre småting. Når det offentlige så i praksis har monopoliseret børnehaverne, må det også gøre systemet så tilpas fleksibelt, at alle med rimelighed kan være med.

Arrogancen, eller måske snarer enfoldigheden, gik igen i kommentaren fra Kommunernes Landsforening, der i Politiken forsvarede ordningen. Nu havde man brugt 100 millioner kroner på at få systemet i gang, og så ville det være forkert bare at kassere det igen. Men de 100 millioner kroner er tabt uanset hvad. Det kræver ingen investeringer at ophæve ordningen, så der er simpelthen ingen grund til at bevare en ordning, folk ikke kan lide, blot fordi man allerede har bekostet mange penge på den.

Man er nede ved, at systemet, med ministeren i spidsen, ikke vil erkende en fejl, selv om man endda kunne afskrive den som hændelig. Systemet synes i fuldt alvor, at illusionen om dets ufejlbarlighed er vigtigere end brugernes ønsker.

Madordningen i børnehaverne skal nok på den eller anden måde blive lavet om, så folk holder op med at være sure. Udgangspunktet var jo netop, at folk skulle være glade, så de stemte på Venstre, og den fundamentale sammenhæng er vist på nuværende tidspunkt erkendt hele vejen rundt i regeringspartiet.

Men tilbage står en illustration af, hvilket bæst de sociale systemer også har udviklet sig til at være.  Det er systemet først, og dernæst eventuelt borgerne, hvis de ikke er for forstyrrende. Tillykke til børnehave-børneforældrene, der formentligt ender med at få deres vilje. Men grupper, som er svagere eller mindre, og som der ikke er opmærksomhed på, må altså bare leve med den slags hver dag. Ingen statsminister kommer dem til hjælp.

Tilsammen er de små og/eller svage grupper mange, og deres frustrationer og desillusion er en kæmpe trussel mod socialstaten – forstået som en stat, der ikke lader nogen stå tilbage. Efter min mening er det den største trussel. Det kan man selvfølgelig være uenig i. Men det er en gåde for mig, at den gennemsnitlige socialordfører på Christiansborg ikke synes at opfatte det som en trussel overhovedet.

Illustrationer: Besøg denne hjemmeside.

På svensk kalder man sexkunder torsk. Det er ment nedladende, men for mit eget vedkommende forstår jeg godt metaforen, og jeg har ikke noget imod den. Jeg er enig i, at jeg er en torsk.

Jeg har selv prøvet at pilke torsk, og givet man ellers er den lykkelige ejer af et ekkolod, så man ved, hvor stimerne står, er det den mest taknemmelige måde at fiske på overhovedet. Man sænker en line med nogle kroge på ned i stimen, så giver man den nogle nyk, og når man tager linen op igen, har man spiddet et antal torsk. Normalt skal man på sindrige måder forklæde sin krog som et fødeemne, og oven i det er de fleste andre fisk pist væk, når de fornemmer en fremmedartet bevægelse i vandet.

Lystfiskeren lukrerer på torskens sociale instinkt. Den enkelte torsk er næppe som sådan forelsket i nabotorsken, men den føler sig tryg og tilpas i den tætte, fysiske kontakt med artsfæller. Det er det, jeg kan genkende som sexkunde – og som mand i det hele taget. Jeg ved, jeg er nem. Men lad bare sexarbejdere og andre kvinder grine af, hvor lidt der skal til, for at få mig på krogen. Jeg er ikke flov over det.

På dansk bliver ordet torsk også brugt som metafor. Men her hos os betyder det slet og ret bare en tumpe. En, der gør noget så dumt, at det får alle andre til at føle sig intelligensmæssigt overlegne. Ud fra den definition har Ekstra Bladet gennem en lang årrække kåret Årets Nytårstorsk. Det er en kendt person, der har dummet sig og er blevet til grin i det forløbne år. I år blev Klaus Bondam, radikal borgmester i København, Årets Nytårstorsk.

Klaus Bondam var bortrejst i nytårsdagene, så han modtog først torsken her forleden. Han valgte at gøre det til et mediestunt, hvor han forholdsvis elegant henviste til den svenske opfattelse af torsk: Han donerede sin torsk til Reden i København, så sexarbejderne på gaden kunne få en lille festmiddag. Se indslaget, hvor daglig leder Anette Rix tager imod torsken, her på Ekstra Bladets hjemmeside.

Er det ikke bare en fantastisk scene? Den gamle sexkunde og politiker, der er snublet i sin egen og sine vælgeres politiske korrekthed, og som nu forsøger at rette lidt op på det ved at promovere en institution, der ser al verdens ondskab samlet i – sexkunder?

Der er lige en tilføjelse til det med den danske betydning af ordet torsk. En torsk er i virkeligheden ikke en, der har gjort noget dumt – det er en, der har gjort noget, som man opfatter som dumt. Det er mere end ordkløveri i Klaus Bondams tilfælde. Jeg er ikke nogen fan af manden, men jeg har meget svært ved at se det dumme i det, han fik sin nytårstorsk for. Han reddede på et hængende hår en borgmesterpost hjem til sit parti, sandsynligvis på bekostning af hovedfjenderne i Dansk Folkeparti. Selv om det hele krævede, at han skulle trykke hånd med nogle fra netop Dansk Folkeparti, skal man virkelig følge dansk politik meget tæt, for at forstå hvorfor det bliver betragtet som dumt.

Min pointe er, at det med, hvad der bliver betragtet som torskedumt, meget afhænger af tiden og situationen.

Reden i København, som altså endte med at få nytårstorsken doneret til evig arv og eje, har tiden og situationen på deres side. De bliver opfattet som en god institution. Men hvad er 2009 egentlig gået med for Redens vedkommende? Efter i en årrække at have råbt ud over alle verdenshjørner, hvor mange udenlandske sexarbejdere, der kom hos dem, kom de pludselig i tanke om, at de ikke havde kompetence til at gøre noget særligt for dem, og at det for øvrigt også var imod lovgivningen på det sociale område at prøve på det. Så de udelukkede de udenlandske sexarbejdere.

Men med den særprægede moral, der kendertegner Reden, forhindrede dette dem ikke i fortsat at samle penge ind fra godtroende mennesker, der gerne ville hjælpe udenlandske sexarbejdere.

Også mindre godtroende mennesker bidrager til Reden. Som skatteyder kan man slet ikke blive fri, og også skatteyderne er blevet narret. Ifølge de seneste oplysninger fra Reden har de cirka 300 brugere. Det er under en fjerdedel af de 1300, de fortalte om sidste år ved denne tid. Tilbagegangen skyldes dels det med, at man har udelukket de udenlandske kvinder. Men det skyldes også, at man ikke længere overdriver besøgstallet så meget, som man har gjort. (Muligvis gør man det slet ikke mere – det er en anden historie, som jeg måske vender tilbage til i et senere indlæg).

Men selv om det nu står klart for alle, at Reden groft har misinformeret om sine aktiviteter, og selv om man har lukket af for langt størstedelen af gadens sexarbejdere, så har det ikke haft konsekvenser for bevillingen fra staten (se note).

Forestil dig, at hvordan Ekstra Bladet havde skrevet om det, hvis for eksempel en godgørende forening havde gjort det tilsvarende. Hvis den havde samlet penge ind til aktiviteter, den ikke udførte. Hvis den systematisk og dramatisk havde overdrevet antallet af personer, den hjalp. Hvis den havde skåret to tredjedele af sine aktiviteter væk, men opretholdt det samme tilskud fra staten.

Man skal ikke bare have et nært kendskab til tiden og situationen, for at forstå hvorfor Klaus Bondam fik nytårstorsken. Man skal have det samme nære kendskab for at forstå, hvorfor Reden og Anette Rix ikke bare fik den direkte. Men tiderne skifter, og hvem ved, måske får de den næste år. Så kan de jo gøre gengæld og give den til Klaus Bondam.

---------

Apropos tilværelsens flygtighed:

Foreningen Generation Gi var blandt dem, der gav penge til Reden i den vildfarelse, at de hjalp ofre for trafficking. I dette tilfælde kan man dog ikke klandre Reden – Generation Gi gjorde selv en dyd ud af, at de gav pengene uden at sætte sig ind i, hvad de gik til.

Det var lægen Erik Hohwü, der startede foreningen, der med stor ståhej og megen medieomtale holdt en stor støttefest i februar sidste år. Foreningens plan var, at den skulle fremme uselviskheden i en ellers forkælet generation, og det skulle foregå ved at samle ind til forskellige formål, der ville blive besluttet hen ad vejen.

Det projekt ser ikke ud til at have meget luft under vingerne. Jeg har været inde på foreningens hjemmeside, og der er ikke registreret nye aktiviteter siden sidste forår, hvor man bekendtgjorde, at generalforsamlingen var udsat til juni. Der er ikke et ord om nye fester eller nye gode formål.

Så sådan er det. Det er slet ikke som nemt at være uselvisk, som folk går og tror.

-----------

Note:

Finansloven for 2010 ligger i skrivende stund ikke på nettet – det gør kun regeringens forslag til den.  Ifølge forslaget (se konto 15.75.70, side 789) bortfalder en ekstraordinær bevilling på 1,3 millioner kroner for 2008 og 2009 planmæssigt i år. Men den øvrige del af bevillingen, 5,1 millioner kroner, opretholdes.

Illustrationer: Besøg denne hjemmeside.

Talrige gange har jeg skrevet om institutioner, organisationer og enkeltpersoner, der har løjet om sexarbejde og/eller trafficking. Jeg ved, at den slags kan lyde utroligt, for i Danmark er vi i det store og hele vant til at have tillid til folk, der er blevet overdraget et ansvar. Det er næsten en del af vores kollektive barnetro. Men her er en konkret historie om, hvordan og hvorfor den slags misinformationer kommer til verden:

Center Mod Menneskehandel (CMM) blev stiftet i 2007, og det var især i begyndelsen en god, ny stemme i debatten. Mens for eksempel Reden tidligere konsekvent omtalte udenlandske sexarbejdere som ofre for kvindehandel, der blev dirigeret af skumle, mafialignende bander, så var tonen en helt anden fra CMM. I konkrete sager har jeg endnu ikke set dem vurdere, at en kvinde, de har haft med at gøre, har været handlet, og de giver også et meget andet billede af fænomener som tvang og bagmænd. De skriver om, hvordan disse bagmænd kan være familiemedlemmer eller andre sexarbejdere, og hvordan det, at man formelt er offer for menneskehandel, ikke er ensbetydende med, at man er magtesløs, eller at man overhovedet ænser, at man skulle være udsat for en forbrydelse.

Indtil i sommer udmærkede CMM sig også ved, at man gav et billede af omfanget af trafficking, der var i overensstemmelse de internationale eksperters bedste vurderinger. På hjemmesiden skrev man for eksempel, at der siden 1990’ere var kommet flere end 100.000 ofre for trafficking til europæisk prostitution. Den formulering var tydeligvis skrevet af én, der vidste hvad hun talte om. Hun havde sig ind i de tal fra ILO, som jeg beskrev i et tidligere indlæg, og hun vidste både hvad man kunne konkludere af tallene, og hvor deres begrænsninger lå.

Men nu er der andre oplysninger om dette emne på CMM’s hjemmeside. Nu gengiver man forskellige vurderinger, der ligger i et spænd mellem at 120.000 og 250.000 kvinder og børn hvert år bliver handlet til prostitution i Vesteuropa. Det er tal, der i praksis er mellem 10 og 25 gange så høje som de tal, man bragte før, og det er et udtryk for, at CMM har sat udviklingen i bakgear. Ironisk nok gik CMM tilbage fra det internationale konsensusestimat næsten samtidigt med, at det amerikanske udenrigsministerium tilsluttede sig det.

CMM henviser til seks kilder på de nye tal. Men disse kilder siger ikke det, CMM hævder, de siger. Ingen af dem:

*   Bjørg Norlis ”Utenlandsk prostitusjon i Oslo” fra 2006 bringer ingen af de konkrete tal, CMM gengiver.

*   UNDP omtaler ganske rigtigt 175.000 årlige tilfælde af trafficking fra Øst- og Centraleuropa, herunder de tidligere sovjetstater. Men det er ikke 175.000 tilfælde til Vesteuropa, som CMM skriver – det er tilfælde til hele verden, herunder til de øst- og centraleuropæiske lande selv. Disse lande er også store modtagerlande, når det kommer til traffikcing.

*   En ”Ressource Book”, som EU udgav i 2005, indeholder ingen af de tal, CMM nævner. CMM angiver udgivelsesåret til at være 2001, men denne publikation har jeg ikke kunnet finde på nettet, og den vil under alle omstændigheder ældre end den nyeste, CMM havde til rådighed.

*   En ”Annual Report 2000” (årsrapport) fra IOM findes slet ikke! En sådan publikation er aldrig udgivet, har IOM oplyst mig om. Organisationen udgiver hvert år ”Report of the director general on the work of the organization”, som man også selv lidt i flæng omtaler som en Annual Report. Men der er blot tale om en simpel statistisk opremsning opgørelse af organisationens arbejde, og heller ikke 2000-udgaven indeholder informationer i den retning, som CMM formidler. Det samme er tilfældet for en specialrapport om migration, der blev udgivet samme år. IOM afviser ikke, at man for år tilbage kan have nævnt tallet 250.000 i en eller anden sammenhæng, men man er for længst gået bort fra at fremlægge egne estimater. Man regner desuden andres estimater som halvt gætværk.

*   Retfærdigvis kommer CMM forholdsvis tæt på at referere to Europol-publikationer fra 2007 og 2008 korrekt. Men så alligevel ikke. Det hedder, at Europol skønner, at flere hundrede tusinde er ofre for trafficking i EU. Det, Europol skriver, er imidlertid, at der er grunde til at tro, at det forholder sig sådan. Det er noget andet – Europol hævder ikke at skønne noget som helst og er altså ikke nogen primær kilde. (publikationerne ligger pt. ikke på nettet).

Så det er, hvad der er sket i CMM. Man har fjernet fagligt velunderbyggede oplysninger fra sin hjemmeside, og så har man erstattet dem med løse og i nogle tilfælde også forældede antagelser. En eller anden har haft den opgave at sætte nogle kilder på, og vedkommende har skrevet en række titler, men tydeligvis uden konsekvent at have læst de omhandlede publikationer, og end uden at have undersøgt, om de rent faktisk eksisterede.

Det er muligt, at jeg har medskyld i miseren. Jeg bemærkede den tidligere formulering i forbindelse med, at Politiken i april skrev, at der hvert år er 600.000 ofre for menneskehandel i Europa. Jeg sendte en mail til journalisten og spurgte, hvor hun havde tallet fra. Hun havde det fra SF (!) som angiveligt skulle have det fra CMM. Jeg fandt altså, hvad der stod på CMM’s hjemmeside om sagen, og jeg meddelte det til journalisten. Jeg skrev også om det i et blogindlæg, hvor jeg kritiserede SF og partiets EU-kandidat Emilie Turunen, der flere gange i valgkampen nævnte de 600.000 ofre.

Hverken artiklen i Politiken eller SF’s oplysninger blev nogensinde rettet. Det gjorde CMM’s hjemmeside altså så til gengæld. Jeg har ikke bemærket, at andre end mig har hæftet mig ved den tidligere formulering. Så hvad der end har bevæget CMM til dette besynderlige skridt, kan det i hvert fald ikke være meget tungere end mig – en enkelt nørd i et hjørne af blogland.

Det siger i sig selv noget om, hvor hårdt et pres CMM er under. Det er en institution med højt uddannede og erfarne ansatte, der tydeligvis lagde ud med en intention om at udføre et stykke solidt og troværdigt fagligt arbejde. Men på baggrund af, hvad der set udefra ligner en ubetydelig detalje, smider de fagligheden overbord og snakker bevidstløst uærlige politikere efter munden.

Man får et indtryk af hvor presset kommer fra, og hvad det består i, når man læser en kronik, som Line Barfod fra Enhedslisten og socialdemokraten Yildiz Akdogan havde i Politiken i oktober. Her betonede de, at CMM som institution er oppositionens værk. Det er dermed også oppositionen, der sørger for, at de får penge hvert år. Det sidste, Barfod og Akdogan har brug for, er en nuancering af begrebet trafficking. Det er i deres politiske interesse – i deres kamp mod sexarbejde – at bevare det mytiske billede af trafficking.

Det er CMM oppe mod. Man kan kun gisne om, hvad de ansatte tænker om det. Måske – det ville være mit bedste gæt – tænker de, at hvis de bider af den hånd, der fodrer dem, så forsvinder de helt, og så er vi tilbage ved, at det er missionærer fra KFUK, der skal tage sig af de udenlandske sexarbejdere, politiet finder. Ergo er det bedre for alle parter, hvis CMM lyver præcist så meget, som der skal til, for at de får lov at overleve.

Hvis det er ræsonnementet, kan jeg på sæt og vis godt følge dem. Men det ændrer ikke ved, at det er løgn, hvad de fortæller. Denne løgn får autoritet i og med, at netop dé fortæller den, og omvendt mister CMM selv autoritet ved at fortælle den.

-------------

Der er flere eksempler på at CMM bevidst misinformerer på sin hjemmeside.

Jeg har tidligere skrevet om, hvordan CMM giver gode danske ord en ny betydning for at kunne skrive, at der i 2008 er identificeret 72 handlede kvinder. Sandheden er, at der 72 kvinder, hvor en eller anden har opfattet en indikation på, at den pågældende kan være handlet. Nogle af disse kvinder har man end ikke mødt – de har blot ringet til en hotline og spurgt om et eller andet.

Alle 72 er sexarbejdere på gaden. Om dem, som CMM selv møder på bordellerne efter politirazzaiaerne, hedder det, at man ikke har et tilstrækkeligt grundigt kendskab til dem til at kunne sige, om de er handlede eller ej. Det harmonerer ikke med det, CMM har oplyst har til medierne i konkrete sager, der dog ligger efter senere end 2008. Her har man i flere tilfælde afvist, at de kvinder, man mødte, var handlede.

Sidste eksempel er, at CMM skriver, de sociale organisationer i 2007 har mødt 250 kvinder, der potentielt kan være handlede. Tallet dækker i virkeligheden over det antal kvinder, som de opsøgende organisationer mødte i alt i 2007. Kun ganske få af dem, om nogen, var dokumenterede ofre for menneskehandel. Mange af kvinderne vidste man ganske lidt om, og en del udelukkede man var ofre for menneskehandel. CMM er udmærket klar over dette, da flere af centrets faste medarbejdere selv har været med til at beregne tallet, der i begyndelsen af 2008 blev lanceret i et svar fra daværende velfærdsminister Karen Jespersen til Folketinget.

------------

Helt skidt er det trods alt ikke med CMM. Der er stadig i organisationen en vilje til at formidle faktuel viden, og den vilje bør man bestemt anerkende. Igen, det er en vanskelig situation, de står i, med det kontante politiske pres, der ligger på dem.

CMM’s publikation ”Menneskehandel: Definition og identifikation” fra 2008 indeholder den manipulation, der gør, at man kan omtale måske handlede kvinder som om de er handlede. Men publikationen indeholder også mange interessante informationer, blandt andet om ofrenes eget forhold til deres situation, og om deres forhold til bagmændene.

CMM har også her for nyligt fået gennemført en undersøgelse om danskernes kendskab til menneskehandel. Man har blandt andet spurgt til kendskabet til menneskehandel i forskellige brancher. Dermed er CMM på forkant i den danske debat, hvor man hidtil stort set kun har hørt om menneskehandel i forbindelse med prostitution. Som tidligere omtalt presser USA på for, at man også skal være opmærksom på menneskehandel og tvunget arbejde i andre brancher.

Læs også det seneste nummer af Social Fokus med tema om menneskehandel. Jeg har i skrivende stund ikke læst alle artiklerne, men hvis man kan se bort fra den indledende retorik, er det, jeg har læst, meget sagligt.

Illustrationer: Besøg denne hjemmeside.