I det forløbne år er jeg fem-ti gange blevet kontaktet af journalister, der ville høre om, hvad en sexkunde mener. Ved nogle af disse lejligheder har jeg prøvet at gøre journalisten interesseret i, hvilken betydning blogland har haft for prostitutionsdebatten. Det er ikke lykkedes, hvilket jeg ikke helt forstår. Jeg synes jo, at det er en meget interessant historie.

Jeg vil vove den påstand, at blogland har været en afgørende komponent i, at forsvaret for rettigheder i prostitution står så stærkt i offentligheden, som det gør i dag. Jeg anser det ikke som utænkeligt, at hvis blog-mediet ikke havde været opfundet, så havde vi på nuværende tidspunkt haft kriminaliseringen. Hvis jeg har ret i det, så er det også det bedste eksempel på, at det nye medie har magt og er effektivt, og at det i betydning kan overgå alle andre medier, når situationen er til det.

For hvert område, der kommer op i offentligheden, er der et antal debatter på internettet. Så vidt er ”vores” område ikke anderledes end andre. Men på andre områder er der også en debat i alle de traditionelle fora. Det særlige ved prostitutionsdebatten er, at dem, der forsvarer rettigheder, stort set ikke var organiseret i forvejen. Denne organisering er også svær at skabe, fordi både sexarbejdere, kunder og de fleste sympatisører ønsker anonymitet. Hvis de skal blande sig i debatten under eget navn, må de, i modsætning til kriminaliseringsfløjen, eller dem, der forsvarer den nuværende politik, også indirekte sige noget om deres egne seksuelle følelser og handlinger. Det undgår de fleste helst, om ikke andet så af ren blufærdighed.

Blogland kompenserer perfekt for alt dette. Alle kan være anonyme. Samtidig er det hele vidunderligt ubureaukratisk, og dermed overvinder man også næste traditionelle forhindring. Skal man organisere sig i en forening, skal der laves vedtægter og holdes møder, hvor folk skal bede om ordet. Måske møder Jensen op med et bundt geniale ideer, men han føler sig med rette eller urette utilpas i selskabet og kommer derfor aldrig igen, og hans ideer går tabt. På blogge kan alle nemt og ubesværet bidrage med hvad de nu har. På den måde får man alle gode kræfter med, og ethvert bidrag, stort eller småt, kan bruges og videreudvikles af andre.

Man overser det nemt i hverdagen, hvor det ene debat afløser den anden. Men over de godt tre år, hvor et antal blogge – hvoraf nogle desværre er lukket og slettet igen – har beskæftiget sig med prostitution, er der skabt en solid rygrad, både i henseende til viden og ideer. Argumenter og synspunkter er blevet testet, og de er blevet godkendt eller forkastet. Nogle gange efter ophedede diskussioner. Men det betyder, at dem, som i dag står frem i de traditionelle fora, er rustet til tænderne. Der er ikke meget, de ikke har hørt om eller tænkt over før.

Rent bortset fra, at mange af de nuværende aktive har mødt hinanden gennem bloggene. Jeg selv, for eksempel, ville formentligt stadig have gået alene rundt med mine frustrationer, havde det ikke været for blogland.

Det er netop kontakten, der giver bloggene deres styrke. Uden kommentarer fra læserne var en blog blot en samling læsebreve, der kunne være gode eller dårlige, men som ikke blev læst af nær så mange, som hvis de blev bragt i en avis.

Det leder mig frem til det, jeg vil sige med dette indlæg: Tak.

Det er sådan et firkantet ord, og jeg går ud fra, at læserne også selv får noget ud af at være med. Men immervæk har de fleste af jer, der har kommenteret indlæggene over årene, ingen direkte tilknytning til sexarbejde. Det er således mere min end jeres sag, det har handlet om. Samtidig har jeg også på et personligt plan haft meget stor glæde af det, jeg har fået retur fra læserne. For mig har det åbnet nye horisonter, som jeg end ikke forestillede mig eksisterede i virkeligheden.

Det korte af det lange er, at jeg oplever, at jeg har fået og fået og fået. Det kan jeg godt blive lidt beklemt over. Det er ikke fordi, jeg lige nu og her har en masse at give igen. Ud over altså at bruge julen som anledning til at udtrykke min taknemmelighed over og anerkendelse for alt det, som I har bidraget med her og på andre blogge.

Det er da mindste, man kan gøre :) Glædelig jul til jer alle!

Blogland er stort, og man kan kun nå at følge små hjørner af det. Jeg læser normalt kun blogge, der engang imellem skriver om prostitution. Men det sker, når et andet emne fanger min interesse, at jeg prøver at finde interessante blogge om det også. For det meste konstaterer jeg, prostitutionsbloggene er særdeles veludviklede. Der er ikke mange emner, hvor den generelle kvalitet er lige så høj.

Men i sidste uge fandt jeg et hjørne af blogland, der er lige så godt eller bedre end prostitutionsbloggene. De handler om musik og mode. De fleste bloggere i den verden er ganske unge piger. De skriver sjældent om andet, men det, de skriver, er i mange tilfælde enkelt, brugbart og rigtigt godt formidlet.

Disse unge piger bruger deres liv på at shoppe, gå på cafe og spise sushi. En afstikker på bloggene er, når de har været på ferie i en storby i udlandet og fortæller om, hvordan de dér har shoppet, gået på cafe og spist sushi. Det var i sådan en forbindelse, at jeg blev opmærksom på dette hjørne af blogland.

Bloggeren Sille fra Århus har været i Amsterdam med sin mor. Ved et uheld havde de forvildet sig ind i the red light district, og på grund af endnu et uheld havde de gået igennem flere gader i distriktet og set kvinderne i vinduerne. Da hun brugte ordet ”prostitution”, kom hendes indlæg op på min radar. Sille vidste ikke, hvad hun skulle mene, men hun er imod at kvinder kan købes, og hun har fordomme mod mænd, der gør det. Det er ikke noget, jeg påstår – hun skriver det selv sådan.

Jeg var lige ved at skrive en kommentar, men så tænkte jeg, at hva faen. Sille er ikke alene om at have fordomme – jeg har det også, og jeg vurderede, at det, jeg kunne fortælle, ikke havde nogen interesse, og at hun alligevel for længst har tankerne tilbage ved det, der er livets egentlige mening. Nemlig shopping. I stedet gav jeg mig til at læse lidt på hendes blog og de blogge, hun linker til.

Først syntes jeg bare det var underholdende. Så bemærkede jeg den høje kvalitet. Og til sidst faldt jeg lidt i staver over det hele. Det, jeg faldt i staver over, var de gensidige fordomme.

En af Silles medbloggere ønsker sig et par lårlange støvler til 120 britiske pund fra topshop.com.  Jeg kan afsløre, at den slags kan jeg også godt lide, bare på en lidt anden måde. Når jeg går tur på et strøg er det ikke for at se på butikkerne, som jeg er ligeglad med. Derimod kan jeg godt lide folkelivet, hvilket igen er en omskrivning for, at jeg godt kan lide at se smarte og sexede kvinder.

På den måde hænger Silles og mit liv sammen. Selv om jeg hverken har eller får noget konkret at gøre med hende, så har vi betydning for hinanden. Jeg går ud fra, at når hun går op i mode, er det blandt andet for at gøre indtryk på mænd, og jeg er en af de mænd, som er modtagelig for at blive gjort indtryk på.

Så langt er det fuldstændigt ligefremt. Eller det kunne være det. Jeg er gammel nok til, at jeg mageligt kunne have været Silles far. Måske synes hun det er ulækkert at tænke på, at mænd som jeg kigger på hende og hvad vi tænker. Endnu værre er det næsten, hvis hun ikke synes det er ulækkert – hvis hun kan lide opmærksomhed, også når den kommer fra mænd som mig. Hun er anstændigvis nødt til at benægte det, hvis hun ikke vil udsætte sig selv for et dårligt ry. Uanset hvordan det vender – det kan næsten ikke være anderledes, end at hun må have fordomme over for de mænd, der køber sex af de lækre kvinder i vinduerne i Amsterdam. De får alt det usagte til at være konkret virkelighed.

Omvendt er der heller ikke just meget prestige i at være en midaldrende mand, der vender blikket efter piger, de kunne være far til. Alle ved, at sådan er det, men der er ikke desto mindre et behov for at bortforklare det. Den nemmeste måde er fordomme, også for mig, og det var altså også det, jeg umiddelbart tyede til. Læs hendes blog. Ha ha. Ingen raketforskning dér.

Sille er 17 år, og i den alder havde jeg heller ikke selv sendt folk til månen. Hvad angår hendes interesser og passioner er de hverken mere eller mindre meningsfulde end mine. Læsere af denne blog kender en del til mine interesser, men ellers kan jeg oplyse, at jeg har brugt det meste af juli på at se Tour de France og have dårlig samvittighed over, at jeg ikke har fået gjort de ting, jeg havde planlagt.

Men nu sidder vi altså og konkurrerer om, hvem der hurtigst kan skabe fordomme om hinanden. Vi har begge nogen succes med det, og summen er, at vi begrænser hinanden. Det hele fordi en banal realitet fra hverdagen – at to mennesker har hver deres distinkte oplevelse i de fem sekunder, de passerer hinanden på Strøget – er blevet tabuiseret.  Meningen var sikkert god nok i udgangspunktet, men konsekvensen er et lukket og angst samfund.

Måske er det ikke noget tilfælde, at netop mode og prostitution er store emner i blogland. Hvor der er tabuer er der folk, der har behov for at formidle.

Illustrationer: Celeb-for-free.com.

Gordon Flink bragte forleden et fantastisk indlæg om et besøg hos en luder i Istanbul. Eller, det vil sige, for mig var det fantastisk, for det, han beskriver, er præcis de samme følelser og den samme glæde, som jeg har, når købesex er bedst.

Engang imellem trænger man jo til sex, og så er det godt at få det – næsten uanset omstændighederne. Men det er kun den mindste del af det ved købesex. Den store del er, at man træder ind i et fremmed land. Man accepterer det ukendte, inklusive nogle ting, som man normalt ville vende ryggen til. Som i dette tilfælde, lugten af sved og opium og risikoen for at blive rullet i stedet for at få sex. Og midt i alt dette finder man skønheden, repræsenteret ved en kvinde, der kan være vampet, sensuel, sødmefyldt, kærlig, liderlig og alt hvad der ellers tiltrækker seksuelt ved kvinder. Og man elsker hende ikke, og man bliver heller ikke elsket af hende, men i den korte tid, det varer, kan man få en stærk fornemmelse af en alliance. Netop dét ord synes jeg er meget præcist.

Og hvad er det, man allierer sig imod? Det er en pudsig ting, at sensuelle og seksuelle tanker og drømme optager det meste af vores tid, men at vi alligevel som regel prøver at fremstå som glatte, professionelle, fornuftige og politisk korrekte. Det tenderer mod at give den her Anders And-følelse af at være den eneste, der på godt og ondt er passioneret i en ellers strømlinet verden. Det er i alliancen med luderen, at man pludselig føler en dyb samhørighed.

Gordon Flink er nybegynder – det var kun hans tredje sexkøb, og det var det første, der var vellykket. For mig har samværet med ludere sat sig fast som noget centralt i hele min forståelse af kvinder – og af verden. Jeg har mødt mange ludere, og jeg har set, hvor forskellige de er; som alle andre kvinder. I min hverdag møder jeg også mange kvinder. Herunder også vrede feminister og kvinder, der på andre måder er svære at komme ind på. For eksempel fordi de er forvirrede, generte eller arrogante. Men jeg ved, at også de er vampede, sensuelle, søde, kærlige og liderlige, hvis bare omstændighederne er rigtige. Dén viden giver en stor tryghed og varme.

----------

Svenske Monika Wehlin ser ikke nogen skønhed i købesex. Hun driver bloggen APA – AntiPatriarkal Agenda, men at dømme efter antallet af kommentarer har den ikke mange andre læsere end mig. Det er synd og skam, for det er en god blog. Monika Wehlin er stort set den eneste, der skriver om feminisme af den klassiske, skandinaviske skole på en måde, så jeg også synes det er spændende – også ud over den fryd man kan have ved at hidse sig op over politiske modstandere.

Og Monika Wehlin er i den grad en politisk modstander. I skrivende stund er det seneste indlæg fra hendes hånd en velformuleret bandulle mod Barack Obama, som jo slog Hillary Clinton ud under primærvalgene, men som åbenbart ikke selv har sagt en lyd om ligestilling mellem kønnene eller om kvinders vilkår. Andre indlæg er angreb på kvinder, som definerer feminisme anderledes end Monika Wehlin – Petra Östergren og Isabella Lund er blandt forræderne. Og så er der naturligvis indlæggene om, hvordan Sverige ser alt for mildt på sexkøb.

Ofte synes jeg der er noget direkte sølle over skandinavisk mainstream-feminisme. Det er, når det skinner klart igennem, at dem, som forsvarer den, i virkeligheden blot har nogle meget specifikke personlige interesser eller antipartier, og man så bruger man "sagen" – ligestilling – til at få sin vilje. På kryds og tværs af alle principper for vores samfund.

Her er et godt eksempel på det: Margrethe Wivel, radikalt medlem af borgerrepræsentationen i København, harcellerer på sin blog over en kommunal chef, der har udtalt til personalebladet, at kvinder ikke dur som ledere, når de er i den fødedygtige alder. Manden er muligvis også et paphoved; jeg skal ikke kunne sige det. Men Margrethe Wivels indgang til det er i hvert fald helt i skoven: Hun skriver at det er temmelig dræbende for den individuelle frihed at lire kønssterotype fordomme af. Det er det naturligvis ikke. Hun misbruger hele konceptet frihed. Det er ikke et indgreb mod hendes frihed, at folk gør eller siger ting, hun ikke kan lide. Friheden er retten til, inden for rimelige rammer, at gøre eller sige de ting, man selv kan lide. Det er således tværtimod et indgreb i den individuelle frihed, når hun som en indflydelsesrig politiker ikke bare argumenterer mod mandens udsagn, men også mod hans eller andres ret til at komme med det.

Jeg tror, Monika Wehlin ville være enig med Margrethe Wivel i, at manden skal ud. Men jeg kan ikke forestille mig, at hun ville begynde at argumentere med individuel frihed. Dertil er hun alt for skarp i sin argumentation og analyse, og hun ville vide, at nogle kvaliteter i det nuværende samfund – i dette tilfælde fortolkningen af ytringsfrihed – må ofres for at opnå det, hun opfatter som endnu større kvaliteter. Det er jo ærligt nok, og det er en befrielse at møde en statsautoriseret skandinavisk feminist, der forstår, at hendes idealsamfund ikke bare er det samme juletræ med noget lidt andet pynt på.

Skarpheden fremgår for øvrigt også af indlægget om Barack Obama. På en dag, hvor medier over hele Europa falder i svime over, at USA har fået en sort præsident, og skriver om ham som han er Jesus, der er vendt tilbage til jorden, er hun ret alene om at se forbi hans hudfarve og holde ham op på hans politik. Hatten af for det!

(Et sidespring – også hatten af for Zenia, af samme grund.)

Ikke desto mindre vil jeg prøve at dryppe lidt malurt i Monika Wehlins bæger med mit næste indlæg, som handler om, hvorfor Barack Obama ikke bare ikke er nogen forbedring, set fra hendes synspunkt. Hans sejr – eller rettere republikanernes nederlag – er katastrofalt for den mest almindelige skandinaviske version af feminisme.

Illustrationer: Besøg denne hjemmeside.

En af de spændende ting ved at drive en blog er at følge, hvor læserne kommer fra. Hvilke søgninger, der har ledt dem herhen.

I lang tid kom alle, der havde beskidte fantasier om Helle Thorning-Schmidt, uundgåeligt ind på min blog. Enten har hun mistet sin sexappeal, eller også er der andre og endnu mere tvivlsomme typer, der har overhalet mig på Google. I hvert fald er den trafik hørt op.

Til gengæld er to af de få indlæg, jeg har illustreret med hardcore-billeder, blevet tophits på Google. Hvis man søger på ordene "pik" eller "løver", ligger henvisninger til min blog på første søgeside. Det er vistnok noget med en ond eller god cirkel, hvordan man nu ser på det – når først et indlæg har mange hits, kommer det højt op på Google-listen, og så får det endnu flere hits. Hvordan det end hænger sammen, så er der indtil nu i denne måned 750 hits på indlægget Jamen, de sutter jo pik hele tiden. Det normale er ellers, at der er 5-600 hits på de mest læste indlæg i løbet af en hel måned.

Jeg kan trøste Servicestyrelsen med, at det næppe er alle 750, der rent faktisk har læst indlægget om kvaliteten af deres arbejde. Mit gæt er, at en hel del har nøjedes med at kigge på billederne. De er også gode.

Det andet indlæg med mange hits er altså Løver. Det vakte ikke stor interesse, da jeg lagde det på i anledning af kvindernes internationale kampdag den 8. marts, men siden er interessen for det eksploderet. I den her situation, hvor også ganske uskyldige mennesker, der bare gerne vil vide noget om livet på savannen, kommer ind på min blog, har jeg overvejet at fjerne illustrationerne. Det kan jo være skolebørn, der skal skrive en opgave om løver. Men så prøvede jeg at huske, hvordan jeg selv havde det med porno som barn. Indtil puberteten vakte det ikke andet end forundring. Efter puberteten kunne man alligevel ikke holde mig fra det. Så jeg har ladet illustrationerne ligge; de gør vist ingen forskel.

Men det, som egentlig inspirerede mig til at skrive dette indlæg, var, at der i dag er en eller anden, der har fået indlægget Hele verden oversat til engelsk på Googles translator. Den er ikke fejlfri, må man konstatere, men jeg håber, at brugeren alligevel har fået udbytte af oversættelsen. Jeg syntes i hvert fald, at den var meget underholdende.

Til sidst lidt underholdning under mit midlertidige bortnærvær. Jeg er næsten sikker på, at jeg har skrevet sammen hende her på noget internetdating engang – i op til flere omgange endda.

Engang imellem er det som om nettet flyder over at debattører, der har noget vigtigt eller spændende at fortælle om sex. Men som af den ene eller anden grund ikke vil oprette en blog selv, eller som har en blog, der bare handler om noget helt andet.

For dem har jeg nu oprettet en ny blog, hvor alle kan komme til orde. Overskriften er "Tanker, fortællinger og debat om sex." Alle er velkomne til at sende indlæg – det er ikke en forudsætning, at man har særlige holdninger eller for eksempel er enig med mig.

Det første indlæg er jeg dog helt enig i. Det er skrevet af JohnM og handler om udenlandske prostituerede – jeg kan varmt anbefale det :)

Se den nye blog her.

Bagud er man kommet, simpelthen, og nu tager jeg konsekvensen: Jeg holder to ugers pause med nye indlæg her på bloggen, mens jeg prøver at komme på omgangshøjde med alt andet, der sker i mit liv – i og uden for prostitutionsdebatten. Med lidt held vil det også gøre de indlæg, der kommer efter pausen, bedre. Sådan virkede det i hvert fald sidst, jeg holdt to ugers pause, synes jeg selv.

Skulle der alligevel være en og anden, der kommer forbi, og tænker ”hvorfor fanden sker der ikke noget på den her blog,” så har jeg fundet på en lille selskabsleg. Jeg illustrerer de fleste af mine indlæg med billeder af kvinder fra sexindustrien, og jeg gør en del ud af det. Nogle gange tager det timer at finde de helt rigtige. Engang imellem skal de symbolisere et eller andet og understøtte indlæggets budskab. Andre gange er de bare valgt, fordi jeg synes de er lækre.

Nu er tanken at kåre læsernes favorit – alle tiders bedste babe på min blog. Alle har fem stemmer, og i overensstemmelse med, at dette er en frisindsblog, kan man selv vælge både hvor mange kvinder, man fordeler dem på, og hvilke kriterier, man bedømmer ud fra. Det kan være den smukkeste, den mest sexede, den man helst ville giftes med, den man helst ville have som svigermor eller noget helt femte. Man kan afgive stemmerne i kommentarrækken eller sende en email.

Jeg vil lige vise, hvordan det fungerer: Selv giver jeg en stemme til henholdsvis hende, der illustrerede Undersøg søgen, mand og til blondinen på billederne til Hvor blev alle de sure kællinger af. Og så giver jeg tre stemmer til hende, der illustrerede Ine Vanwesenbeeck. Der er noget forstadstøs med høj street credit over hende, som jeg slet ikke kan stå for.

Der er tre flasker rødvin til hende, der bliver kåret som læsernes favorit. Hun må endelig også bare sende en email med navn og telefonnummer, når den tid kommer.

I forbindelse med tagstillingmand-kampagnen i sidste måned var der mange nye læsere, der fandt frem til prostitutions-bloggene. Til dem, og alle andre nyere læsere, vil jeg gøre opmærksom på nogle gamle indlæg, som jeg selv synes er vellykkede (man ved det først selv, når man læser indlæggene igennem flere måneder senere).

Først og fremmest gælder det Lad os få Berlin-muren tilbage. Vi diskuterer ofte, hvorfor en kriminalisering af prostitution er blevet så stort et emne i disse år. De religiøse og feministiske kræfter, der arbejder for det, er hverken stærkere eller mere fanatiske, end de har været gennem årtier – tværtimod efter min mening. Nypuritanisme er en del af det, men det er også en blandet sag, for nogle seksuelle minoriteter og udtrykformer er tværtimod meget moderne, og man fornemmer engang imellem, at det er mere eller mindre tilfældigt, at det ikke og er top of the pop at være luder. I indlægget gav jeg mit bud på, hvorfor anti-prostitutionsbevægelsen er så stærk. Og jeg tror mere og mere på denne forklaring.

Om lovgivningen: Ordnung muss nicht sein, Rufferi er lovligt

Om køn og seksualitet: Britney Spears Mysteriet, Løver

Om trafficking: Historien om en halv million, Op og ned i debatten om trafficking

Om udenlandske prostituerede: Et stemme til prostituerede fra udlandet, Er der en rigsrevisor til stede

Om forskning: Ine Vanwesenbeeck, Servicestyrelsens fusk med forskningsresultater

Om mit eget forhold til prostitution: Min luder, min kærlighed, Time out

Det var alt for nu. Når jeg vender tilbage om et par uger, bliver det med serier om dels Reden, dels børn og sex – som sædvanligt iblandet mine uforgribelige meninger om dagsaktuelle emner samt nogle forargelige historier om ludere fra den virkelige verden.

Illustrationer: Besøg denne side.

Ustandseligt er der mennesker, der falder ud af ens omgangskreds. Kolleger siger op, naboer flytter, folk bliver skilt, og selv om det ikke er en selv, det rammer, er ex’erne pludselig ikke med i selskabet mere. Man går ud af skoler eller rejser hjem fra ferier, og hver gang er der en flok mennesker, som man har lært at kende og synes om, der langsomt, men sikkert, forsvinder fra radaren.

Det er noget, jeg altid har haft det svært med. Jeg har brugt uanede mængder af energi på at holde sammen på grupper, efter at deres naturlige eksistensgrundlag var væk. Jeg er sikkert guf for en psykiater på det punkt. Eller det vil sige, jeg var guf, for nu er jeg blevet så voksen, at jeg nogenlunde har lært at håndtere det. Det påvirker stadig mit humør negativt, når det sker, men jeg bider det i mig. What goes around, comes around, som amerikanerne siger, og man kommer hele tiden med i nye grupper, der består af folk, som tidligere var andres kolleger, naboer, ægtefæller og så videre. Det er godt sådan.

Men natten til mandag var ikke desto mindre rigtig skidt for den del af blogland, som jeg hører til i. Både Frække Rikke og Denondehund sagde pænt farvel og lukkede deres blogge ned. Jeg vil vise dem den menneskelige respekt ikke at øse mere malplaceret skamros ud over dem, end jeg allerede har gjort. Men jeg kan bare sige, at det var fandeme ikke opløftende. Jeg havde vænnet mig til, at de var her, jeg havde ladet mig fascinere af deres skriverier, så forskellige de end var – og pludselig var der bare et par tomme stole i stedet.

Det er noget mærkeligt noget med dette bloggeri. I hvert fald når man er anonym, får man en alternativ identitet, og den får også sit eget liv og bliver gode venner med andres bloggeres forskellige identiteter. Ikke desto mindre skal vi jo alle forlade blogland igen på et eller andet tidspunkt. De fleste blogge tjener et formål, der bliver uaktuelt igen af den ene eller den anden grund. Det er noget, jeg personligt har tænkt en del over den seneste tid. Jeg er her jo for en sag, som er vigtig for mig, og jeg vil lægge min indsat på den måde, der er optimal for denne sag. Det vil ikke ud i al fremtid være denne blog, men det er gået op for mig, at det vil gøre ondt, den dag bloggen skal lukkes. Det er ikke for at overdramatisere det, og det er ikke noget, der vil plante længerevarende traumer. Det vil bare være meget vemodigt lige i de dage, hvor det skal ske.

Måske tænker Frække Rikke og Denondehund noget af det samme, nu hvor de har taget springet og lukket deres blogge. Jeg vil undlade ethvert forsøg på at overtale dem til at blive – som sagt, jeg bider det i mig. Jeg ville dog ønske, at de havde givet et praj forinden, så jeg kunne have advaret dem imod de farer, der lurer i den virkelige verden. Den ser meget charmerende ud på billeder, og der er altid nogle, der fortæller om, hvor dejlig den er. Men når først man er i den, så finder man ud af, at man træder i hundelorte, vælter på cykler, får muskelskader, får nedladende blikke fra kasseassistenter, og hvis man går på værtshus for at glemme det hele, så er der nogle, der spilder øl ud over en.

Det er således en myte, at der findes rigtigt lykkelige mennesker derude. Men Rikke og Denondehund – jeg håber, I bliver de første :) Og jeg er glad for, at I stadigvæk kigger forbi engang imellem.

Fleetwood Macs "Gypsy" herunder har – næsten – ikke andet budskab, end at jeg godt kan lide den :)

Jeg har i forskellige sammenhænge lovet, at jeg i dag, søndag, ville fremlægge dokumentation for, at Københavns Kommune løj i sin redegørelse om prostitution sidste år. Denne dokumentation bliver imidlertid forsinket.

I Sverige har lederskribenten Linna Johansson fra dagbladet Expressen kritiseret bloggere for ikke at overholde almindelige publicistiske regler. Disse regler handler blandt andet om, at man skal give en anklaget part fair betingelser.

Denne kritik af bloggosfæren finder jeg berettiget, og i dette tilfælde er det relevant, at jeg sender mit indlæg til den part, jeg anklager, før jeg lægger indlægget på. Det er Servicestyrelsen, det handler om, og de skal have en rimelig chance for at forholde sig til kritikken og komme til orde samtidig med, at de bliver kritiseret.

Jeg regner nu med, at indlægget vil blive lagt på min blog i slutningen af ugen.

Midt i december satte Maria Bislev fra kollektivbloggen Kipkip en middelstor lavine i gang i blogland. Det var hende, der drejede en debat om retstilstanden i Saudi Arabien på Kvinder For Friheds blog ind på prostitution i Danmark. Hvormed debatten også fangede Luders opmærksomhed. Hvilket i sidste ende førte til, at de brave frihedskvinder besluttede sig til at censurere anonyme debattører, der ikke var enige med forkvinden Vibeke Manniche. Dermed havde hun og hendes lille forening jo i al offentlighed udstillet deres frihedsbegreb, som Luder skar det ud i pap med dette indlæg.

Selv holdt jeg mig mest på sidelinjen i den ophedede debat. Jeg var så at sige anderswo engagiert, og det var i denne sammenhæng, at jeg bemærkede Maria Bislev. For det skete i de dage op til jul, at jeg sad og lagde sidste hånd på indlægget ”Historien om en halv million”, der handler om, at omfanget af trafficking bliver vildt overdrevet. Jeg synes ikke, jeg er en mand der går og gør mig illusioner, og selv om jeg havde været det, har jeg fulgt med i debatten om prostitution så længe, at der skal en del til at overraske mig. Men her var jeg alligevel forbløffet over graden af de usandheder, der bliver smidt ud i offentligheden.

Da jeg så den 17. december læste et indlæg af Maria Bislev på Kipkip-bloggen, var det som om at tiøren fald for mig. Endnu inden den havde ramt jorden, skrev jeg nogle forvirrede linjer om det i en kommentar. Maria Bislevs pointe var, at når vi fordømte Saudi Arabien for at straffe en pige, der var blevet voldtaget, så havde vi glemt at feje for vores egen dør først. Vi kan ikke tage nok afstand fra trafficking – hvid slavehandel, oversatte hun det til. Men vi accepterer det alligevel, for når vi har accepteret prostitution, har vi også accepteret de præmisser, der fører til trafficking, uddybede hun.

Bemærk udtrykket ”hvid slavehandel”, som Maria Bislev bruger som sononym for trafficking. For det første er det ikke specielt kendetegnende for trafficking, at ofrene er hvide. De er hyppigere afrikanere eller asiater. For det andet – hvorfor skulle slavehandel være bedre eller værre, fordi den er hvid i stedet for sort? Det er den ikke. Det, der ligger i begrebet hvid slavehandel, er, at den går ud over os selv – i modsætning til sort slavehandel, der går ud over nogle andre.

Nok kommer ofre for trafficking fra andre og fattigere lande, men de kan være ganske almindelige kvinder – frisørlærlinge, hotelreceptionister, studerende, enlige mødre. Det kunne have været Maria Bislev selv, og i den forstand er de hvide ligesom hende, uanset hvilken hudfarve de virkelig har. Tragedien og forbrydelsen er blevet nærværende, og vi gyser over det på samme måde, som når vi kommer tæt på et trafikuheld, eller som når et menneske bliver stukket ned med en kniv på åben gade. Fordi vi kan se, det kunne have ramt os selv.

Gennem årtier er der forhutlede narkomaner, der har trukket på gaden i snart sagt alle storbyer i den vestlige verden. Alt imens er lovgivningen om prostitution de fleste steder blevet liberaliseret, uden at nogen har kunnet hidse moralsk forargede vælgere op over det. Almindelige kvinder har ikke identificeret sig med narkomaner, der er blevet afhængige af at sprøjte den dyre gift ind i blodbanerne. At der fandtes, og stadig findes, narkoprostitution, får ikke mange til at tænke den tanke: Det kunne være mig. Ingen mister forestillingen om, at de altid selv kan vælge, om de vil være prostituerede eller ej.

På den måde kommer hele problemstillingen om trafficking som sendt fra himlen for de, som vil kriminalisere prostitution. Netop fordi den almindelige kvinde her kan identificere sig med de ramte. Og skræmt, som den almindelige kvinde nu er, kan man bilde hende ind, at faren ikke er drevet over, før al prostitution er udryddet.

Min påstand er, at det kun er af denne grund, at vi overhovedet har hørt om trafficking. Rabiate kristne og feminister over hele jordkloden har gjort den fælles iagttagelse, at lige så snart de bruger ordet ”trafficking”, så bliver der lyttet til dem. Og det har de ikke været vant med, så de bruger ordet så tit, de kan.

Jeg påstår videre: Havde det ikke været for dette, så havde begreber som slaveri, menneskehandel og trafficking slet ikke levet i vores bevidsthed som et fænomen fra nutiden. Så havde vi bare vidst, at vi lever i en tid med store folkevandringer fra fattige til rige lande. Og at som det altid har været med den slags folkevandringer, så er der nogle, der står parat til hensynsløst at kapitalisere på disse mennesker, der kapper sikkerhedslinen og kaster sig ud i verden. Og at det hele bliver værre af, at de rige lande prøver at bremse folkevandringerne – på den måde giver man sjakalerne langs vandringsruterne rige muligheder.

Herhjem igen: Som omtalt i indlægget om den halve million, sidder Dorit Otzen og Jens Høvsgaard i foråret 2006 i et radiostudie og hævder, at en halv million kvinder lever som sexslaver i Vesteuropa. Det gør det, selv om de begge må vide, at dette tal er vildt overdrevet. De hæfter oven i købet FN på som kilde – tænk på, hvor specielt det i sig selv er.

Der er ingen tvivl om, at der vitterligt er kvinder, der er blevet tvunget ind i prostitution. Også i Danmark. Andre, som ikke er tvunget, bliver groft udnyttet på andre måder. Det er forbrydelser, der er så alvorlige, at der ikke skal særligt mange af dem til, før de fuldt ud berettiger alle de institutioner, der er bygget op omkring området. Der er for eksempel behov for opsøgende socialt arbejde, og der er behov for journalister, der skriver om tvangsprostitution. Så hvorfor føler Dorit Otzen og Jens Høvsgaard sig kaldet til at komme med vilde overdrivelser af problemets omfang, og oven i købet tyvstjæle autoritet fra FN til at gøre det?

Her er mit bud: Fordi det ikke er problemet – altså trafficking – der har deres egentlige interesse. Deres interesse er at få kriminaliseret prostitution. Og de ved, at hvis de kan snige sig til at sætte lighedstegn mellem prostitution og trafficking, så rammer de nogle ømme punkter hos især et kvindeligt publikum.

Otzen og Høvsgaard kunne godt have sagt det, som det var: At det heldigvis kun er et lille fåtal af de udenlandske prostituerede, der er ofre for trafficking. Og at det kun sker i nogle helt særlige situationer. Og at når det i det hele taget lader sig gøre, så er det ikke mindst fordi politikerne lukker øjnene for prostitution og undlader at give branchen og dens udøvere samme beskyttelse, som alle andre i samfundet får.

Men hvis de havde sagt det, så havde Maria Bislev slukket for radioen.

------

PS – Det er efterhånden blevet en tradition, at jeg skriver indlæg om kvinder, der hedder Maria. Det var navnet på en på en gang hård og blød prostitueret, på en jomfru fra vores tidsregnings begyndelse, på en svensk politiker, og nu altså på en idealistisk blogger. Jeg er ikke mindst fascineret af den sidste. Jeg tager oprigtigt hatten af for de analytiske evner, der fik Maria Bislev til at se den præcise kobling mellem prostitution og trafficking.

Og så er jeg også fascineret over en anden ting: Jeg tror aldrig Maria Bislev selv bemærkede den lavine, hun satte i gang – alle de mennesker, der kom til at diskutere prostitution, censur og frihed på grund af hende. Nogle få timer efter, at hun havde lagt sin kommentar på Kvinder for Friheds blog, var der en, der hed Kimpo, der spurgte hende, om hun ikke var en intolerant, magtliderlig lille tøjte. Maria Bislev blev stødt og trak sig tilbage, og på sin egen blog skrev hun et nyt indlæg om, at det ikke var noget godt debatklima, hun havde mødt på Kvinder for Friheds blog. Og det var jo endnu en meget præcis iagttagelse fra hendes side.

Illustrationer: Besøg denne side.

Tirsdag er det et halvt år siden, jeg lagde det første indlæg på denne blog. Det ideelle motiv var – og er – at informere. Jeg ville dels fortælle om mig selv, for på den måde at sætte et ansigt på den myteomspundne horekunde. Og dels ville jeg formidle noget af min teoretiske og praktiske viden om prostitution.

Men der er en ting, der for alvor er kommet bag på mig: Jeg har selv lært mere af at skrive min blog, end nogen kan have lært af at læse den. Jeg har haft et travlt efterår, både på arbejdet og her ved min blog, og jeg har måske nok noteret mig min nye viden, men uden at standse op og reflektere over den. Det har jeg så haft lejlighed til over nogle rolige dage i de seneste uger. Og det har lige nu fejet benene væk under mig. Det er som om, jeg har trukket et læs, der har vundet sit eget momentum, og som derfor ramte mig lige i nakken, da jeg standsede op.

En del af min nye viden er konkret. Jeg har selvfølgelig opdaget ting, når jeg har researchet til nogle af de lidt større indlæg. Men først og fremmest synes jeg, jeg er blevet klogere på, hvordan både venner og fjender i debatten om prostitution tænker. Og det er kommet bag på mig. Ikke negativt, det er ikke nær sådan. Tværtimod. Men det har fået mig til at overveje, om jeg skal ændre den måde, jeg arbejder med dette på. Det er overvejelser, jeg ikke er nået til en konklusion på, så jeg håber, at læserne vil bære over med mig, hvis indlæggene i den kommende tid kommer til at bære lidt præg af, at jeg træder vande eller tænker højt.

Den nye viden spiller også ind på et meget personligt plan. Når jeg ringer til en prostitueret, er det fordi jeg er stangliderlig. Jeg skal have taget trykket, som det hedder så poetisk. Men hvis det bare var dét, så ville jeg ikke frygte en kriminalisering af prostitution, og jeg ville ikke bruge så meget tid på bekæmpe denne udvikling. Da jeg begyndte at betale for sex, var det faktisk ulovligt, men jeg kan ikke huske, at det var noget problem. (Ikke for mig i hvert fald; for de prostituerede var det). Desuden, hvis det endelig skulle være, kunne jeg jo bare gå i byen og vente tålmodigt på, at en eller anden kvinde antastede mig. Det er fremdeles helt ukontroversielt og socialt acceptabelt, uanset om hun har posttraumatisk stress syndrom eller ej.

Nej, når jeg forsvarer prostitution, så er det – set i bakspejlet, og med en erkendelse der er opstået ud af de indlæg, jeg har skrevet om besøg hos prostituerede – fordi jeg har søgt noget, jeg manglede, i prostitution. Og jeg har fundet det, og det er blevet en del af mig. Og nu vil jeg ikke af med det igen.

Men ironien er, at med den erkendelse har jeg sådan set ikke så meget brug for at gå til prostituerede længere. Jeg har kun gjort det en enkelt gang, mens jeg har skrevet denne blog, og det var halvhjertet fra min side, og resultatet blev også derefter. Desuden, når man dagligt sidder og skriver om licensordninger og rufferilov, så tager det noget af magien ud af selve handlingen.

Hvis jeg skal fortsætte med at opsøge prostituerede, så tror jeg, det skal være nogle af de udenlandske kvinder, jeg ustandseligt skriver om. Meget gerne fra ludfattige lande i social og moralsk opløsning. Rumænien er et godt bud på et hjemland for den næste prostituerede, jeg måtte møde. Hun har næppe hørt om licensordninger, og hun er sikkert også skide ligeglad, for hun skal snart hjem igen. Men hun vil udfordre mig og bringe magien tilbage.

Lidt mere nyt: Jeg har søgt og opnået optagelse i Seksualpolitisk Forum. Det er noget, jeg har overvejet længe, men som jeg har afholdt mig fra, fordi jeg var i tvivl om, om det var klogt. Men jeg havde ikke været medlem i mere end ti minutter, før al tvivl forsvandt. Det føles rigtigt.

Min tvivl skyldtes væsentligst, at jeg deltager anonymt i debatterne. Det er desværre nødvendigt, men det har sine ulemper. Blandt andet opstår der meget hurtigt teorier om, hvad man er for en. Men det er altså for at minimere den slags, at jeg melder klart ud om, hvilke sammenhænge jeg indgår i.

Illustrationer: Besøg denne side.

Det er mærkeligt, hvordan man af og til kan komme til at opfatte konkrete handlinger som næsten uoverstigeligt vanskelige, selv om de i virkeligheden er pærenemme. Således er der et meget simpelt indlæg, som jeg har villet skrive lige så lang tid jeg overhovedet har haft denne blog, men som jeg igen og igen er gået i stå med. Dette er så et nyt forsøg på at få det ud over rampen, og hvis du læser disse linjer, ved du, at det er lykkedes.

Det handler om en anbefaling af mine links herude til højre. Da jeg første gang lavede listen, delte jeg den op i de gode og de onde, og der var et par håndfulde af de førstnævnte. Jeg kunne godt lide dem, og ville gerne skrive lidt om dem og prøve at overbevise mine læsere om, at de skulle besøge dem også. Men så kunne jeg ikke lige få det formuleret, og jeg har også en tendens til at blive for personlig og rørstrømsk, og jeg vil ikke sprede billig smiger ud i hele bloguniverset, og jeg ville også nødigt glemme nogen, og listen blev også længere og længere, og nu er der ikke engang plads til de onde længere, de må sejle deres egen sø, de har også fortjent det, og jeg føler mig som en gammel kone der har fødselsdag, og ikke kan finde ud af at rejse sig op og sige tak til alle gæsterne, der er kommet med gaver.

Men det korte af det lange er: 2007 blev året, hvor jeg fik min internetpersona som horekunden, der forsvarer frisind i almindelighed og prostitution i særdeleshed. Lidt efter lidt er det gået op for mig, at der findes en masse andre bloggere, der også på den ene eller anden måde skriver om og forsvarer frisind. Og jeg nyder virkeligt at se denne verden folde sig ud. Jeg er helt enig med Grey, der skrev et indlæg om det samme for nogle uger siden. Vi angriber det meget forskelligt – nogle skriver om deres liv, andre skriver om deres tanker, nogle få af os har, som jeg selv, en konkret sag. Men hele vejen rundt mærker man, at folk har noget på hjerte. Store tanker bliver tænkt og luftet, og interessante debatter følger. Blog-mediet med dets mulighed for at kombinere diskretion og åbenhed er jo også som skabt til at skrive om, hvor dejlig og besværlig seksualitet er.

Der er godt og vel en håndfuld af de blogge, jeg linker til, som jeg selv følger hver dag. Andre går der dage imellem, at jeg besøger, og nogle besøger jeg faktisk ret sjældent. Det betyder ikke, at de ikke er gode – blot at de ligger uden for mine kerneinteresser. Men når jeg besøger dem, bliver jeg igen og igen forundret over, hvor højt niveauet er. Og med fare for at blive alt for højstemt, så bliver jeg stolt og ydmyg over at være en del af den bevægelse. Det er der, den gamle kone med fødselsdagen kommer ind i billedet. Jeg vil gerne sige pæne ting til og om jer alle sammen – også jer, der ikke har egne blogge, men som hyppigt bidrager i debatterne. Men hvor åndssvagt det end lyder, så overvælder det mig.

Så jeg vil indskrænke mig til en enkelt anbefaling, der oven i købet er overflødig – alle, der læser med her, kender formentlig Zenia i forvejen. Men i mine øjne er der ingen, der mestrer blog-mediet bedre end hende, og at besøge hendes blog giver for mig et dejligt afbræk i det overfladiske og småhysteriske mediebillede. Jeg er stadig lidt bitter over, at hun holdt pause netop hen over valgkampen, hvor vi havde allermest brug for hende. Men lad det nu ligge. Mit yndlingsindlæg på Zenias blog er her.

PS – Universet af blogge, der blandt andet omhandler frisind og seksualitet, er blevet så stort, at jeg ikke når at følge med hele vejen rundt. Jeg har således en fornemmelse af, at der er nogle, som burde være på links-listen, som jeg har overset. Giv mig lige et vink, hvis det er tilfældet.

Illustrationer: Besøg denne side.

På et tidspunkt havde jeg på forskellige blogge en række diskussioner med en bestemt debattør. Det kom altid til at handle om det samme, uansat hvad udgangspunkt for tråden var, og uanset hvad de andre i tråden talte om. Jeg nævner ikke vedkommendes navn, for til sidst blev det så for meget for os selv og alle andre, at vi højtideligt lovede hinanden, at det skulle være slut.

Ved den lejlighed kom jeg til at tænke på den gamle Monty Pyton-sketch på filmen nedenfor. Og jeg kom til at tænke på den igen for nylig ved endnu en meget lang debat om prostitution – dem, der var med i den, ved selv, hvilken en jeg tænker på.

For det meste synes jeg, at blogdebatter er forbløffende saglige og givende. Måske skyldes det formen, hvor man hele tiden kan komme til at stå til ansvar for sin seneste kommentar. I hvert fald finder jeg niveauet højere end i den gennemsnitlige læserbrevsspalte.

Men man kommer ikke uden om, at det engang imellem løber af sporet. Måske skyldes det en negativ side, som blogmediet også har. Der mangler en stopklods, når diskussionen faktuelt er slut, og ingen har mere nyt at bidrage med.

For en god ordens skyld – det her er ikke en kritik mod nogen. Jeg må desværre sige, at jeg selv ligger langt tilbage i feltet, når det gælder evnen til at holde min kæft, når jeg en gang har sagt alt det, jeg havde at sige. Så det har er bare en tanke til inspiration til næste gang, en i starten god debat kører ud af en tangent. Her i valgkampen kan den også bruges som en påmindelse om, hvornår man godt kan slukke for fjernsynet eller slå over på en anden kanal.

Og så er det naturligvis andet afsnit i min Monty Pyton-kavalakade. Første afsnit var her.

I dag er det præcis tre måneder siden, jeg oprettede min blog. Undervejs er der naturligvis kommet nye læsere til, og det gælder ikke mindst inden for de seneste uger. Så jeg vil benytte den kvartrunde fødselsdag til dels at byde alle nye læsere velkommen, dels at give en kort introduktion til min blog.

Min blog handler primært om prostitution, og i praksis er den især kommet til at handle om udenlandske prostituerede. Det skyldes, at jeg er enormt fascineret af disse udenlandske kvinder, der, i et håb om at skabe en afgørende og positiv forandring i sit liv, rejser til et helt fremmed land og sælger seksuelle tjenester. Tænk over det: Det kræver virkelig rygrad.

De udenlandske prostituerede får meget omtale i medierne og i politik. Man kan vække en hvilken som helst politiker klokken tre om natten, og han eller hun kan omgående lire en lang remse af om, hvor synd det er for disse kvinder. Men faktum er, at der næppe findes en gruppe i samfundet, der bliver behandlet dårligere af system-Danmark end netop de udenlandske prostituerede. Og det er de selv samme politikere, godt bakket op af kristne og feministiske grupperinger, der nidkært sørger for, at det bliver ved med at være sådan.

De udenlandske prostituerede har to store uviljer mod sig fra system-Danmarks side. Dels uviljen mod en indvandring, der ikke lige passer ind i skabelonerne, og som man tror bare koster penge eller giver ballade. Dels uviljen mod en gren af kvindelig seksualitet, som er ubekvem i forhold til nogle af de højforkromede ligestillingsprojekter, som enhver politiker med ambitioner om at blive ved med at være det er nødt til at bakke betingelsesløst op.

Men netop fordi de udenlandske prostituerede i den grad er i vejen for det officielle Danmark, er de interessante. Det handler ikke bare om retfærdighed for dem, selv om det naturligvis også er vigtigt. Det handler også om, at de kan lære os en masse. Lidt firkantet sagt: Kommer vi til at forstå de udenlandske prostituerede, kommer vi også til at forstå mange andre ting. Ikke bare om prostitution og sex, selv om det er der, mit fokus ligger. Men også om indvandring.

Og ikke mindst kan vi komme til at forstå en dimension af globaliseringen, som det forekommer mig ikke rigtigt er inde på lystavlen endnu: Hver afrikansk kvinde, der trækker på Istedgade, og hver østeuropæisk kvinde, der sætter en kælen annonce på internettet, symboliserer, at vi ikke længere selv kan vælge, om vi vil forholde os til fattige mennesker andre steder i verden. Kommer vi ikke til dem, kommer de til os, og de kommer med al den risikovillighed og hensynsløshed over for forhindringer, som kendetegner fattige mennesker. På det lange sigt er vi nødt til at acceptere deres eksistens. Helt uanset om vi kan lide det, de gør, siger og mener, og om de passer ind i vores velfærdssystemer.

Som sagt, de udenlandske prostituerede får meget omtale i medierne. Men det er kun som skrøner og vandrehistorier. Læg mærke til, at det er yderst sjældent, man hører fra dem selv. Og når det sker, er det fordi man har været heldig at finde den ene ud af titusind, der siger det rigtige i forhold til det officielle Danmarks forventninger. Alle de andre får ingen taletid.

Så her på denne blog er det et vigtigt formål at få de udenlandske prostituerede frem i lyset. Ikke som en abstrakt gruppe, men som mennesker, der hver især har følelser, drømme og interesser. Jeg kan lige så lidt som alle andre tale på vegne af udenlandske prostituerede. Men jeg kan efter bedste evne belyse, hvor de kommer i klemme, og hvor man helt indlysende handler i modstrid med deres interesser og rettigheder. Så håber jeg – måske naivt – at andre vil samle bolden op og bringe den videre.

Her er nogle af de indlæg, jeg har skrevet om udenlandske prostituerede og hvordan de bliver behandlet af det officielle Danmark. Det første indlæg er det mest læste på min blog, og det er jeg glad for. Det handler om den norske forsker May-Len Skilbrei, der arbejder med udenlandske prostituerede, og som mere end nogen har arbejdet for, at også de bliver hørt.
En stemme til prostituerede fra udlandet
Verdens mindst succesfulde rejsebureau
Prostituerede fra udlandet: Mennesker uden ret
Er der en rigsrevisor til stede?
Giv os et telefonnummer, Karin
Hverdagens små og store fejl
Det sidste indlæg handler om en konkret sag i sommer, hvor nogle rumænske kvinder blev anholdt og udvist. Men det er på sin vis stedsegrønt, for hver eneste gang sådan en situation forekommer, sker de samme små og store fejl.

Debatten om prostitution afspejler nogle meget stærke følelser, og bag den pæne facade gør og siger de modstandere, vi kender fra medierne, nogle ting, som er ganske ekstreme. Det har jeg også skrevet en række indlæg om:
De gode og de onde
Her stopper velfærdsstaten
Bøssernes skumle helte
Myten om den lykkelige sadomasochist
Ofrene på Mikkel Warmings alter
Fagforeningsboss i spjældet
Når SF’ere betaler en luder
Fire millioner bortkomne horekunder

Og indimellem det hele er der lidt om sex, lidt om feminisme og lidt om musik. Et enkelt indlæg handler slet ikke om sex, men til gengæld er det illustreret med et billede af en pige, der spiser en kage.

Der er stor forskel på, hvor mange gange de enkelte indlæg bliver læst. De indlæg, som er læst mest, er disse:
En stemme til prostituerede fra udlandet
Når SF’ere betaler en luder
Rufferi er lovligt
De gode og de onde
Fire millioner bortkomne horekunder

Endelig noget rent navlepilleri: Der er fire indlæg, jeg selv er lidt stolt over. De tre af dem er ikke blevet læst særligt meget, men jeg læser dem selv jævnligt og glæder mig over dem. Det er tilfælde, hvor jeg er helt tilfreds med teksten, og hvor jeg synes jeg har været heldig at finde illustrationer, der fortæller med på historien. OG hvor jeg også selv er blevet klogere under arbejdet med indlægget.

Det første er Lad os få Berlin-muren tilbage. Folk, der googler ”Berlin muren” – og det gør overraskende mange - bliver rutinemæssigt ledt ind på det. Jeg håber, de synes om det. Selv synes jeg, at Leonard Cohen og jeg ved den lejlighed fandt frem til et rigtigt godt bud på, hvorfor prostitution er blevet så stort et emne.

Jeg kan se af tallene for kundeadfærd, at jeg selv kun er en af de små kunder i prostitutionsbranchen. Jeg har foreløbigt brugt måske ti gange så meget tid på at skrive denne blog om prostitution, som jeg gennem hele mit liv har brugt sammen med prostituerede. Så hvorfor er prostitution så vigtigt for mig? Da jeg skrev Rosens navn, gik det op for mig, at det er præcis den slags oplevelser, jeg beskrev her, jeg ikke ønsker besudlet.

Indlægget handler om en midaldrende mand, der køber sex af en ung, rålækker luder, og jeg var meget overrasket over, at det ikke fik ret mange læsere. På det seneste har jeg imidlertid en fornemmelse af, at der er en onanist, der har forelsket sig i det. Det er ikke sagt nedladende på nogen måde; tværtimod er jeg glad for, hvis nogen også kan få det udbytte af mine indlæg eller billederne på dem. Og hvis du læser med – bare rolig, jeg kan ikke se ip-nummer eller anden identifikation på dig.

En appel om nåde for Anna er en hyldest til et menneske med en stor personlighed, og for mig var indlægget en anledning til for første gang at prøve at sætte mig ind i, hvordan et offer for trafficking oplever verden. Det var ret tankevækkende.

Rufferi er lovligt opstod som en lidt ligegyldig refleksion over en forældet formulering i straffeloven. Men undervejs, og især under debatten efter indlægget, fik jeg en fornemmelse af, at emnet rummede mere end det. Både tilhængere og modstandere af prostitution kan blive enige om at hade rufferen. Han eller hun er måske også i mange tilfælde også et dumt svin. Men rufferiloven, der er oprigtigt tænkt som en beskyttelse af den prostituerede, har i sin nuværende form især den modsatte effekt: Den er en stor begrænsning af den prostitueredes rettigheder. Så det er vigtigt, at den lov bliver ændret, og det er især vigtigt for de prostituerede, der har mest brug for rettigheder. Og så er vi igen tilbage ved den udenlandske kvinder i branchen.

Illustrationer: http://hosted.met-art.com/Full_met-art_GES_2_32/?pa=618226