Smartlog v. II » TheHumanStain » Dokumentationen
Opret egen blog | Næste blog »

Dokumentationen

27. mar 2009 01:52, TheHumanStain

”Da 2005 var året hvor vi indførte PCD og dermed elektronisk døgnrapport, er der nu meget præcise tal for hvordan besøgstallet m.m. har været sidste år.”

Sådan skrev Anette Rix, daværende socialrådgiver og i dag leder af Reden København, i en indberetning til Velfærdsministeriet i begyndelsen af 2006. Det her er historien om, hvordan de præcise tal hurtigt derefter blev en klods om på benet på Reden København, så de gjorde alt for at holde dem hemmelige. Og hvordan det lykkedes, så den officielle statistik voldsomt overdriver ikke blot antallet af brugere i Reden København, men også antallet sexarbejdere på gaden i hovedstaden. I den officielle statistik sættes de to ting lig med hinanden.

 Grundlæggende er dette indlæg en beskrivelse af dokumentationen for den misinformation fra Reden Københavns side, som jeg i et par tidligere indlæg har beskrevet principperne i og konsekvenserne af. Det er lidt tørt, jeg ved det godt, men det skal med. Der er kun en mindre del af de konkrete dokumenter, der ligger offentligt tilgængelige på internettet. De fleste af dem har jeg set gennem aktindsigter, og nogle ligger kun i papirform. 1)

--------

I november sidste år lagde Servicestyrelsen en ny og opdateret version af notatet ”Prostitutionens omfang og former” ud på internettet. Det indeholder nu også tal for 2007-08, så den sidste 12 måneders periode afsluttes med udgangen af juni 2008. Se notatet her:

http://www.vfcudsatte.dk/page757.asp

Gå ned til side 11, hvor tabellen over udviklingen i gadeprostitution findes. Som det fremgår, er gadeprostitution i både Århus og Odense lige så stille skrumpet i de seneste år. Men i København er det angiveligt lige omvendt. Særligt fra 2005-06 til 2006-07 gik det stærkt. Det var det år, at antallet af sexarbejdere blev fordoblet til 1200.

Velfærdsministeriets ligestillingsafdeling har fået to statistiske indberetninger, der dækker dels 2005 – det var den, jeg citerede i indledningen – og dels en, der omfatter de første syv måneder af 2006. Også den sidste er skrevet af Anette Rix.

I begyndelsen af 2005 anskaffede Reden altså det elektroniske registreringsystem PCD-klient. Det fungerer sådan, at alle kvinder, første gang de kommer i Reden, bliver registreret med nogle stamoplysninger, blandt andet om de er nordiske eller ikke-nordiske. Herefter bliver det noteret, hver gang de træder ind ad døren. På den måde kan man hele tiden følge med i, hvor mange kvinder man har haft som brugere over en periode, for eksempel et år, og hvor mange besøg man har haft i alt.

I 2005 havde man 594 brugere. Der er stor udskiftning i brugerne hos Reden – i 2005 var således 227 nye brugere, og det skal ses i forhold til, at man året forinden skønnede at have i alt 500 brugere. Mange holder altså af forskellige grunde op med at komme igen. De 594 kvinder aflagde i alt Reden København 9135 besøg i 2005 – jeg kalder her dette tal for døgnbesøgende 2)

 I august 2006 aflagde Anette Rix igen rapport til Velfærdsministeriet – denne gang for de første syv måneder af 2006. Tallene var en smule lavere, end de havde været i 2005. Antallet af besøg var faldet fra cirka 25 til cirka 23 pr. døgn. Samtidig var tilgangen af nye brugere faldet fra 4,3 om ugen til 4,2 om ugen. Det var små forskydninger, og som Anette Rix rigtigt udlægger det, er besøgstallet i praksis konstant fra det ene år til det andet. Hun regner sammen, at der nu er i alt 721 forskellige kvinder (de 594 fra 2005 plus 127 nye indtil da i 2006), der har benyttet sig af Reden Københavns tilbud siden begyndelsen af 2005. Man kan diskutere relevansen af denne beregning for en periode på 19 måneder, men det er fortsat korrekt opgjorte statistiske oplysninger, der kommer fra Reden København.

Men et halvt år senere, den 9. januar 2007, krydser Reden København en grænse. Her giver de for første gang en offentlig myndighed usande oplysninger om deres besøgstal, og dermed også om de aktiviteter, de udfører for deres bevillinger.  Anette Rix er sammen med forstander Dorit Otzen og den daværende daglige leder af Reden - Stop Kvindehandel Trine Lund-Jensen til møde med nogle medarbejdere i Socialforvaltningen i Københavns Kommune. De tre KFUK-ledere oplyser ifølge referatet, at Reden København i hele 2006 har haft 226 nye brugere, og at de i alt har haft 8734 døgnbesøgende fordelt på 820 forskellige kvinder.

Det er det sidste, der usandt. De 820 svarer til de 226 nye plus samtlige 594 fra 2005. Det er altså antallet af brugere over to år, og ikke antallet af brugere over kun et enkelt år, som kommunen får at vide. Hvor stort det reelle antal brugere er i 2006, fremgår ingen steder. Men antallet af døgnbesøgende er også ved årets udgang lidt lavere i 2006 end i 2005, så når der er kommet 226 nye brugere til, vil der sandsynligvis være cirka lige så mange, der er holdt op med at komme. Otte af de kvinder, som Reden over for kommunen hævder har besøgt dem i 2006, afgik ved døden allerede i 2005. 3)

Endnu nogle måneder senere skal Reden København indberette tal til Servicestyrelsens årlige notat om prostitutionens omfang og former. På det tidspunkt synes teknikken med at regne tidligere brugere med at være ophøjet til et princip, og man er kommet i tanke om, at man også kan tælle brugere fra endnu tidligere år med. Reden København forklarer, at der i perioden har været en fast gruppe på 900-1000 prostituerede, hvortil kom 231 nyregistrerede brugere. Servicestyrelsen regner det sammen til, at der i 2006-07 var cirka 1200 gadeprostituerede i København.  4)

Ifølge oplysninger, som Reden København senere giver, har de på dette tidspunkt registreret cirka 1000, og formentligt færre kvinder i PCD-klient. 5) Reden København skal altså endnu længere tilbage end 2005 for at nå op på tallet 1200, som de i sommeren 2007 hævder har besøgt dem over det seneste år. De har inkluderet kvinder, de ikke har set siden omkring årsskiftet 2003/2004.

 I Servicestyrelsens statistik kommer det til at se dramatisk ud. For 2005-06 hedder det, at der er 594 sexarbejdere på gaden i København. For 2006-2007 er tallet 1200 – mere end en fordobling. Skulle Reden København have fulgt samme princip for sine indberetninger i de to år, så havde man anvendt besøgstallet for 2006 ved det sidste tal, og så havde man set tal på samme niveau for de to år, formentligt med en lille nedgang i stedet for den fordobling, som nu fremgår.

Ændringen af opgørelsesmetoden havde for så vidt været forsvarlig, hvis man havde præciseret, at man anvendte en ny metode, hvor man talte forrige års brugere med. Måske kommer de tidligere brugere tilbage på et tidspunkt. Men man forklarer ikke, at man har skiftet opgørelsesmetode, og Servicestyrelsen står tilbage med det indtryk, at de 1200 alle er brugere inden for et år. ”Reden i København oplyste, at de i det forgangne år havde været i kontakt med 1200 kvinder,” skriver konsulent Ann Maskell i et notat, der er udarbejdet i forbindelse med den aktindsigt, jeg har haft adgang til.

Offentligheden bliver først opmærksom på den angivelige fordobling, da Berlingske Tidende skriver om den i sommeren 2008. 6) I mellemtiden var der sket noget, der tyder på, at Anette Rix heller ikke selv var stolt af den indberetning. Under tagstillingmand-kampagnen i marts 2008 oplyste hun således til flere medier, at antallet af døgnbesøgende var vokset med cirka 50 procent fra 2006 til 2007. 7) Denne udvikling hænger for en stor del sammen med en udvidelse af åbningstiden fra september 2006. 8) Men Anette Rix oplyser ikke noget om antallet af forskellige brugere, selv om udviklingen her var endnu mere dramatisk, hvis man skulle tro på Reden Københavns egen indberetning. Dette var altså i en situation, hvor man førte kampagne, og hvor man netop ønskede at skabe et drama.

I sommeren 2008 indberetter Reden på ny tal til Servicestyrelsen, nu til brug for statistikken for 2007-08. Her indberetter man, at der har været 1203 brugere i 2007-08 – altså præcis tre mere end det pæne runde tal, der var indberettet for 2006-07. Reden København er nu gået tilbage til at trække tal ud fra PCD-klient, og tallet 1203 svarer, med en korrektion på en enkelt, til det samlede antal brugere fra og med 2005 til og med juni 2008.

Det sidste fremgår af et svar, som velfærdsminister Karen Jespersen i november 2008 gav på et spørgsmål fra folketingsmedlem Pia Christimas-Møller. Hun bad om at få at vide, hvor mange forskellige besøgende Reden ifølge PCD-klient havde i hvert af årene 2005, 2006, 2007 og første halvår af 2008. 9)

 Ministeren indhentede de ønskede oplysninger fra Reden Købehavn selv. Men det er kun tilsyneladende, at Reden København svarer på spørgsmålet – de undgår tværtimod omhyggeligt at besvare det. De fortæller hvor mange døgnbesøgene, de har haft i hvert af årene, og de fortæller hvor mange forskellige kvinder, de har haft ”kendskab til” i de enkelte år. Kendskabet dækker over, hvor mange der står i databasen, og det gør altså også dem, som af den ene eller anden grund ikke er brugere i Reden København længere. Man kan altså ikke umiddelbart se, om der kommer flere eller færre forskellige brugere i Reden København fra år til år. 10)

Men hvis man regner lidt på det, er der alligevel informationer at hente. Som nævnt var der 227 nye brugere i 2005. I 2006 var der, efter korrektioner, 223 nye brugere. I 2007 var der 239 nye brugere. Ifølge en artikel på Altinget.dk har man ved udgangen af 2008 registreret cirka 1300 kvinder, og det svarer til, at der i 2008 kom cirka 250 nye brugere ind i databasen. Tilgangen af nye brugere har altså kun været svagt stigende.

En anden parameter er antallet af besøg pr. døgn. Det var som nævnt 25 i 2005, og i 2006 nåede det op på 24, da de sidste måneder var talt med. I 2007 er åbningstiden som nævnt udvidet, og der er cirka 36 besøgende pr. døgn. 9) I første halvår 2008 når det op på 37. Det ser altså ud til, at Reden har fået lidt flere brugere de seneste år. Men der ikke noget der ligner en fordobling eller ”en eksplosion” i besøgstallet, sådan som Altinget.dk vinkler historien. Uden protester fra Anette Rix, der tværtimod kommer med malende beskrivelser af, hvor ”sindssygt” det er. 11)

--------------

Så vidt Redens besøgstal. Det synes gennem flere år at have ligget nogenlunde konstant på 600 forskellige brugere om året. Men der er en anden stor fejl i den måde det bliver udlagt på: De er langt fra sexarbejdere alle sammen, sådan som det fremgår af Servicestyrelsens statistikker og talrige artikler i pressen.

Reden er åben for alle kvinder. Ikke blot sexarbejdere, men også hjemløse, stofbrugere og andre, der har brug for et værested. Reden i Århus har i deres indberetning til Servicestyrelsen sondret mellem sexarbejdere og andre brugere, og man skønner, at ud af 137 brugere er 60 – altså under halvdelen – sexarbejdere. 12) Hvis det samme forhold gælder hovedstaden, er der 250-300 sexarbejdere blandt Reden Københavns brugere.

Der er en anden måde at gøre det op på. I Reden i København er langt de fleste af de kvinder, der er registreret i PCD-klient, danske. I både 2005 og 2006 var kun cirka 20 procent af de døgnbesøgende ikke-nordiske kvinder. Det er senere – under megen medieomtale – vokset til cirka 45 procent. 13) Resten skal altså være danske. Regnet ud fra et årligt besøgstal på cirka 600 er der tale om cirka 350 danske kvinder alene i 2008.

Her er et stykke research, som alle kan foretage på egen hånd: Gå en tur gennem Skelbækgade, Halmtorvet og Istedgade. Der er meget få danske sexarbejdere. Gaden er overtaget af afrikanske og østeuropæiske kvinder, sådan som Reden København da også i andre sammenhænge selv beskriver det.

 Nanna Gotfredsen fra Gadejuristen anslog på Københavns Universitets konference om prostitution i december sidste år, at man hver aften møder mellem tre og fem danske sexarbejdere på arbejde på gaden. 14) Antag, at der i løbet af et helt døgn er dobbelt så mange, det vil sige mellem 6 og 10 danske sexarbejdere, på gaden. Ifølge helt friske tal fra Norge arbejder aktive sexarbejdere på gaden hver ottende eller niende dag. 15) Hvis Gadejuristens skøn holder, er der altså kun mellem 50 og 100 aktive danske sexarbejdere på gaden i København. Resten, op til de 350, kan have nok så alvorlige problemer, men de har ikke noget at gøre i en statistik om sexarbejde.

Hvis alle anslået 250 ikke-nordiske brugere er sexarbejdere, vil der efter denne måde at regne på være 300-350 sexarbejdere blandt Reden Københavns brugere. Altså cirka det samme tal som før.

Og det er det tal – cirka 300 – man havde kunnet læse i statistikkerne om sexarbejde, hvis Reden København havde givet korrekt information. Men det har de altså ikke gjort, og nu står der 1200. Fire gange så mange.

Tidligere indlæg i serien:

Redens falske tal

Dorit Otzens egen målestok

------------ 

Kilder og noter:

1) Aktindsigten i Velfærdsministeriet omfatter al korrespondance mellem ministeriet ligestillingsafdeling og de forskellige afdelinger af KFUK Reden fra 2003 til ca. maj 2008. Aktindsigten i Københavns Kommune omfatter arbejdet i forbindelse med udarbejdelsen af kommunens redegørelse om prostitution fra 2007. Aktindsigten i Servicestyrelsen omfatter udarbejdelsen af 2007-versionen af notatet ”Prostitutionens omfang og former” samt opgørelsen af, at de opsøgende sociale organisationer i relation til indsatsen mod menneskehandel har mødt 250 kvinder i 2007, sådan som Velfærdsministeren oplyste det til Folketinget for snart et år siden.

2) Begrebet ”døgnbesøgende” anvendes ikke af Reden selv. Jeg anvender det her for at det nemmere at skelne fra antal forskellige kvinder, der besøger Reden, og der var der altså i 2005 tale om 594 forskellige kvinder. Besøgende registreres højst en gang pr. døgn, uanset om de benytter Reden en eller flere gange inden for dette døgn.

3) Denne oplysning fremgår af indberetningen for året 2005.

4) Notatet om prostitutionens omfang og former fra sommeren 2007 findes ikke længere på nettet. Tallene går dog igen i 2008-notatet, som der er linket til i begyndelsen af dette indlæg.

5) Se velfærdsminister Karen Jespersen svar til Pia Christmas-Møller (note 9). Ved udgangen af 2006 var der registreret 817 brugere i PCD-klient, mens der ved udgangen af 2007 var registreret 1056 brugere. Hvis de nye brugere er kommet jævnt hen over året, har der midt på året, da indberetningen blev foretaget, været registret cirka 940 brugere.

6) Se artiklen i Berlingske Tidende her.

7) Se for eksempel denne artikel i Politiken. Nyhedsavisen refererede Anette Rix for samme oplysning. Af begge artikler fremgik, at Reden København i 2007 havde 247 flere besøgende end året før. Tallet harmonerer ikke med øvrige oplysninger fra Reden København, som jeg har spurgt om, hvad tallet betød, uden at få et svar.

8) Åbningstiden blev udvidet fra september 2006, oplyste Anette Rix i notatet fra august samme år. Man forventede, at det ville give en umiddelbar stigning i besøgstallet. Der var også tale om en stigning i slutningen af året, om end denne var af mindre størrelse.

9) Se svaret til Pia Christmas-Møller her.

10)  Af svaret kan man se, at tallet er højere for første halvår 2008 end for hele 2007. Det kan ikke være anderledes, da der jo hele tiden kommer nye brugere ind i systemet, uden at man sletter dem, som er holdt op med at komme. Men det forhold, at der er registreret et større antal forskellige brugere over et halvt end over et helt år er en indikator for, at tallene ikke viser aktuelle brugere, sådan som Pia Christmas-Møller bad om, og sådan som flere medier også har udlagt teksten.

11)  Artiklen på Altinget.dk er ikke offentligt tilgængelig, men det hedder blandt andet i den: ”Antallet af kvinder, der har besøgt værestedet Reden i København i løbet af 2008, er eksploderet i forhold til tidligere år. Tre uger, før året er omme, har værestedet registeret knap 1.300 kvinder, hvilket er en markant stigning i forhold til 2007, hvor 1.056 kvinder besøgte Reden. Og det er der flere gode grunde til, fortæller socialrådgiver på Reden Anette Rix. (…)"Forrige weekend var vi 72 brugere på en gang. Og vi råder over en stue, der samlet er omkring 50 km2. Det er helt sindssygt. Mit personale kan ikke sidde ned. Så vi har simpelthen så travlt, og det giver rigtig mange konflikter blandt kvinderne, blandt andet fordi personalegruppen simpelthen knap nok kan følge med. Det er helt ude i hampen," fortæller Anette Rix.”

12)  Se notatet om prostitutionens omfang og former (link i første del af dette indlæg).

13)  Flere medier beskrev sidste år, at der nu var en større andel af udlændinge blandt Reden Københavns brugere. Se blandt andet den i note 7 nævnte artikel i Politiken. I september havde Information fat i samme emne, og her konkluderede den radikale Lone Dybkjær, at sexkøb skulle forbydes.

14)   Læs om konferencen her hos Sus Luder og her hos mig selv. Læs om Gadejuristen på organisationens hjemmeside.

15)   Læs den norske rapport, "Mangfoldig marked. Prostitusjonens omfang, innhold og organisering" af Marianne Tveit og May-Len Skilbrei her. Se tabellen side 64. Man anslår, at der på et døgn er 135 gadeprostituerede (”ute”) og at der på et år er 1157. Hvis det er rigtigt, er gadeprostituerede i gennemsnit på arbejde hver 8,6’ dag.

Illustrationer: Besøg denne side.

Kommentarer

  1. Christian Madsen.
    27. mar 2009 11:31
    1

    Jeg starter lige med en ordentlig ongang applaus for billederne af Gina Lynn! :P

    HUN ER BARE SÅ LÆKKER!!!

  2. Henrik
    27. mar 2009 17:08
    2

    På min sidtse tur gennem Istedgade for nogle år siden, så jeg faktisk ingen danske sexarbejdere.

  3. TheHumanStain
    27. mar 2009 21:07
    3

    @Christian

    Vel er hun lækker :) Jeg faldt især for det der Christina Aguilera-hår, som vi alle holder så meget af :)

  4. TheHumanStain
    27. mar 2009 21:10
    4

    @Henrik

    Jeg kører selv en tur igennem kvarteret engang imellem.... faktisk er jeg flov over det; jeg er der ikke for at handle og føler mig som en anden lurer.

    Men jeg ser heller ikke mange danske sexarbejdre. I det hele taget har København nøgternt set ikke nogen sexindustri, der er værd at skrive hjem om.

  5. Christian Madsen.
    27. mar 2009 21:32
    5

    Nu hvor vi er ved Gade-Prostitueret. Når jeg har haft folk fra USA, England eller Brasilien, nede i Istegade, for at se "det berømte og berygtet Red-Light distrikt i Kbh"... Er reaktionen ofte:

    "har i virkelig ikke flere gade-ludere end det her???". Efterfulgt af fnisen og en let hovedrysten...

    Og efter at have set lidt af verden selv, så tilslutter jeg mig, at København og Danmark - ikke har nogen særlig sexindustri at skrive om.

  6. Nina
    27. mar 2009 21:32
    6

    Der findes danske gadepiger, men de er sjældne som isfugle. Sidst jeg traskede ned ad Istedgade fik jeg lidt forvirret øjenkontakt med en dansk kvinde, der spurgte om jeg skulle have noget. Jeg svarede nej tak, og spekulerede derefter hårdt på hvad jeg havde afslået...

    THS, du er bare sej. Jeg er kun overordnet med på beregningerne, men jeg stoler jævnt blindt på dig.

    Hvad er det forresten Rix siger? At der på ét tidspunkt var travlt? (Måske er det egentlig en sag for brandtilsynet, Redens lokaler er sikkert ikke godkendt til så mange personer). Undskyld mig, men sådan er det jo altså overalt: Skadestuen, Tåsinge bibliotek, døgneren, Kop & Kande i Nærum etc. Men det er måske mere offentligt at pive over at der er travlt?

  7. tsn
    28. mar 2009 18:18
    7

    Sig mig lige Christian og THS. Er det håret i går efter. Kvinden er da lækker, men det en kemikalie blondine og håret er en omgang halm :-)

    Hvis det er rigtigt, det du skriver THS - og det er jeg ikke i tvivl om - så ligger det jo lige til foden, at politi anmelde Anette Rix for, at fuske med skatteborgernes penge.

  8. Christian Madsen
    28. mar 2009 18:57
    8

    @tsn

    Håret er rodet og vildt - som om hun lige er stået op af sengen, morgenbollehår :) Der noget utæmmet over det som jeg elsker! Samtidig er der også en kontrast til at Gina Lynn er latino, fra Puerto Rico, De er jo normalt ret mørke... Men med det blonde mmm... Også har de nogen af de mest dejlige, bløde bagdele i verden! :P

    Og så lige en opfordring til THS - Næste gang billeder af Julia Ann eller Janine Lindemulder! :D

  9. tsn
    28. mar 2009 20:01
    9

    @ Christian
    Hvis det havde været mig der havde rodet i hendes hår, og morgenbollet hende til den frisure, var det sådan set ok.
    Det er det desværre ikke.

  10. Anders
    28. mar 2009 20:11
    10

    Hej THS.

    Jeg har samme spørgsmål som TSN; hvis det du skriver er i overensstemmelse med sandheden, så forstår jeg heller ikke hvorfor du ikke politianmelder, og hvorfor du måske ikke har gjort det for længe siden.
    Det tager lidt broden af det du skriver, når du tilsyneladende ikke vil gøre mere ved det, end at skrive om det på din egen blog. Man kunne godt få den tanke, at det du skriver nok er lige så meget postulater som det du anklager Reden for at komme med!

  11. tsn
    29. mar 2009 07:15
    11

    @ Anders
    Det kunne måske være en god ide, at vi to gik til politiet med THS´s dokumentation. Der ville vi jo svar på, hvad der op og ned i denne sag.
    Jeg tror ikke det er en god ide`, at kunder til sexarbejdere går til politiet. De riskerer jo snart at være kriminelle og skal i fængsel.

  12. Anders
    29. mar 2009 13:21
    12

    @tsn
    Kan man ikke anmelde sådan noget anonymt???
    THS behøvede vel i princippet heller ikke at fortælle at han er kunde. Han kunne jo "bare" være en engageret samfundsborger der stiller spørgsmål! Det er vel ikke forbudt?

  13. TheHumanStain
    29. mar 2009 21:09
    13

    @Nina

    Du kan trygt stole på mig :)

    Ja, travlhed er ikke nogen unormal forteelse i servicesektoren... men her har der været en taknemmelig journalist til at skrive det ned.

  14. TheHumanStain
    29. mar 2009 21:11
    14

    @Christian

    Jeg skal prøve at lede efter de to modeller, ved en anden lejlighed.

    Om håret... jeg kan altså bare godt lide det :)

  15. TheHumanStain
    29. mar 2009 21:23
    15

    @Anders & tsn

    Om politianmeldelse: Jeg havde ikke noget imod at politianmelde Reden personligt. Men det er lidt kompliceret.

    For det første ved jeg ikke, om der er tale om et kriminelt forhold, eller om det er noget man villle løse med personalemæssige konsekvenser, hvis man ville gøre noget ved det.

    Og det er den anden ting i det: Man vil ikke gøre noget. Den eneste dokumentation, som ministeriet ikke allerede har i hænderne, er et referat fra Københavns Kommune, og det sender jeg gerne til dem, hvis det var. Så kunne de selv bladre igennem og se, at det jeg skriver er rigtigt. Men det gør de altså ikke.

    Prostitutionsdebatten er en betændt sag. Rent bortset fra politikken i det, så er der mange, der har helt personlige interesser, som de - meget menneskeligt - vil beskytte. Det gælder fx de embedsmænd, der har overset det indlysende.

    Anders, derfor er det ikke så enkelt, at man bare gør dit og bare gør dat; så bliver problemerne løst. Man er nødt til at vise en ganske betydelig tålmodighed.

  16. TheHumanStain
    29. mar 2009 22:12
    16

    For øvrigt er det vist ikke så meget Anette Rix, pilen peger på her. Hun var ikke chef, mens der blev givet forkerte oplysninger til myndighederne, og jeg har heller ingen fornemmelse af, at hun personligt har gjort det. At hun så ikke har sørget for at få rettet fejlene, og at hun indirekte har brugt dem til at fremme sin politiske sag, når hun taler med journalister, er noget andet.

  17. tsn
    29. mar 2009 22:34
    17

    Hej Anders.
    Der er jo nogle helt specifikke elementer i det som THS fremlægger, der taler for at Reden fusker med borgernes penge.
    Var det ikke en idé vi sammen prøvede, at politianmelde, disse punkter?
    Hvis der hold i det, kan vi jo føre en retssag.
    Det vil jo alt andet lige, gavne sexarbejdernes sag.

  18. Nina
    31. mar 2009 01:52
    18

    Hvad skete der egentlig med SIOs politianmeldelse af KFUK-Reden? Forsvandt den? Er polisen stadig i gang?

  19. Sus Luder
    31. mar 2009 06:53
    19

    @Nina

    De er stadig i gang og vi har lige rykket for orientering

  20. Nina
    31. mar 2009 13:02
    20

    @ Sus Luder

    Cool. Vi må håbe de ikke er kommet til at smide dén sag ud, sådan som det sker for så mange andre ubekvemme politisager.

Skriv en kommentar

Navn
E-mail
Website