Smartlog v. II » TheHumanStain » G.
Opret egen blog | Næste blog »

G.

26. aug 2008 01:00, TheHumanStain

Meget har jeg hørt om, hvordan der er en B-side til thaikvinders verdensberømte sødme og føjelighed: Med jævne mellemrum eksploderer de i rasende angreb, som man i begyndelsen prøver at parere, men som man efterhånden bare håber går over igen.

Men i de ni døgn, hvor jeg tilbragte næsten al tid i tæt fysisk kontakt med G., var der kun en scene – og den stod jeg selv for. Det var næstsidste aften, og det kom sig af, at hun sagde, at hun elskede mig. Helt fra den første aften havde hun talt om vores kærlighed, og hidtil havde jeg bare slået det hen og tænkt, at det vel bare var den slags man sagde, hvis man var luder i Thailand og havde en kunde over længere tid. Men nu oplevede jeg det pludselig som et bagholdsangreb, og jeg så for mig, at alle de gode ting, vi havde haft sammen, ville drukne i at jeg sendte hende penge hver måned til gengæld for jævnlige sms’er med stadigt mere utroværdige forsikringer om hendes loyalitet over for mig.

Så jeg afbrød under betydeligt drama aftenen for at kunne tale med hende i enrum. I sin essens sagde jeg til hende, at jeg havde bemærket, at hun havde et godt hoved, men det havde jeg også, og jeg vidste hun ikke elskede mig, og at jeg heller ikke elskede hende, at like var meget bedre end love, at jeg holdt meget af hende og respekterede hende, og jeg ville blive glad hvis hun ville være min ven, og at hvis hun nogensinde havde brug for noget fra mig, kunne hun bare sende en sms.

Jeg havde mødt hende på en bar i badebyen Hua Hin. Der var ingen andre kunder end min gode ven og mig, og vi blev hurtigt mødt af fire-fem højrøstede og festlige barpiger. Men G. holdt sig stilfærdigt i baggrunden, og jeg bemærkede hende ikke, før hun spurgte, om hun måtte sætte sig ved siden af mig. Hun var 25, gættede jeg rigtigt, udpræget køn, og havde en lille sten i næsefløjen, hvilket jeg altid har syntes var sødt.

Men jeg har også altid holdt en distance til piger og kvinder med G.’s udtryk. Jeg er utryg ved følsomheden. Og specielt når vi taler ludere vil jeg hellere have en kontant og hardcore fremtoning. Så jeg håbede, at hun ville gå væk igen. Men hun blev ved mig, og jeg kunne se, at hun var forlegen ved min afmålte høflighed. Det var jo heller ikke meningen, så jeg prøvede at være venlig, og før jeg vidste af det, havde jeg betalt hendes bar fee. Jeg trøstede mig med, at hun trods alt var luder, så helt grøn i denne verden kunne hun ikke være.

Næste dag sagde hun, at hun gerne ville blive hos mig, og da hun jo var sød nok, betalte jeg et bar fee og hende selv for en nat mere. Og det endte altså med, at vi var sammen stort set resten af min ferie. Hun tog med videre til Pattaya, selv om hun bestemt ikke havde høje tanker om dette mekka for sexindustrien.

Vi kunne praktisk talt ikke tale sammen. Hendes engelsk var meget dårligt, og for mit eget vedkommende skulle jeg vænne mig til at tale det pigeon-engelsk, man taler med thaier. Vi havde strengt taget heller ikke særligt meget at tale med hinanden om. Vi kom fra meget forskellige verdner, og det, som jeg fandt naturligt at man kunne og vidste noget om, var fremmed for hende – og omvendt. Hun havde aldrig været andre steder end sin hjemby i det nordøstlige Thailand ved grænsen til Cambodia og så Hua Hin. Hun vidste ikke hvad Europa var. Hun kunne ikke svømme. Jeg viste hende tagene, og hun fangede det lynhurtigt, men når jeg kiggede på hende blev hun genert og gik tilbage til hundesvømningen.

Og jeg kiggede ofte på hende. Hun så taknemmeligt glad ud, når ting gik hendes vej, mens hun fik mørke, alvorlige øjne, når hun var på usikker grund. Det styrede jeg efter. Keeping my baby happy blev det, min dag gik med.

Og omvendt gik hendes dag også med at gøre mig glad. Dels var det det, hun fik penge for, og dels ville hun altså gerne gøre mig til sin boyfriend. Hun vendte hele tiden tilbage til det med vores kærlighed. Jeg vidste ikke – og ved stadig ikke – hvad hun lagde i det. Hun stod ikke på spring for at komme til Danmark, og hun vidste, at jeg ikke ville bosætte mig i Thailand.

Men vi fik det bedre og bedre sammen, og jeg opgav at forstå, hvilken skala hun overhovedet målte mig på. Samtidig med, at jeg undrede mig over, hvor meget glæde man kan have af at være sammen med et menneske, man dårligt nok kan tale med.

Og der var øjeblikke af absurd, men absolut lykke. Som den dag, hvor vi lå ved hotellets pool og smilte til hinanden og blev afbrudt i hver vores tanker af min gode ven, der lå på den anden side af mig. Han havde købt en bog med en pædagogisk indføring i thai og ville gerne høre den nøjagtige udtale af almindelige sætninger som ”Han er tyk som en elefant”, ”Tager du ham kun for pengenes skyld?” og ”Nej, jeg elsker ham virkelig”. Eller som da vi introducerede hende for østers, og hun åd den ene efter den anden med en velvoksen appetit, vist nok uden at opfatte, at det bliver betragtet som en særlig delikatesse (østers smager for øvrigt godt med chillisovs og ristede løg).

Den eneste gang, der var lidt knas, var efter den scene, jeg lavede. Men også det gik over igen. Uden at sige det direkte lod hun mig klart forstå, at jeg ikke var uundværlig, men ellers var der overhovedet ingen sure miner på den sidste dag. Tværtimod blev det den bedste. Hun var glad, lattermild og storsindet, og hun forsikrede mig om, at der var intet som helst hun kunne lide i Pattaya, andet end sted, hvor vi en aften havde fisket efter blæksprutter. Sent om eftermiddagen sad vi på sengen, mens hun zappede over tv-kanalerne. Hun stoppede et kort øjeblik op ved en naturkanal, hvor en abe plejede en anden abes pels. ”Friend,” sagde hun og pegede på skærmen. ”Same same you,” tilføjede hun og smilede til mig, og jeg sagde ja og smilede tilbage.

Der var et dagligt comedy-show, som hun elskede. Vi lagde os op på sengen, og hun lagde hovedet på min brystkasse. Jeg strøg hende over håret, mens hun så på tv’et og lo af pointerne, som hun forsøgte at forklare mig på sit dårlige engelsk. Engang imellem vendte hun hovedet op og kyssede mig. Jeg mærkede tårerne trænge sig på, men jeg holdt det tilbage. Hvis jeg alligevel skulle flæbe foran hende, kunne jeg ligeså godt have sagt, at jeg elskede hende. Senere lå vi og holdt om hinanden, og så hinanden ind i øjnene, og hun sagde, at det ville hun gerne gøre hele natten. Men vi faldt i søvn.

Næste morgen skulle hun tidligt af sted, og vi gik hånd i hånd ned til taxaen. ”See you,” sagde hun i overensstemmelse med den løse aftale, vi havde lavet om vores fremtid med hinanden. Jeg gik tilbage til hotelværelset og sov videre. Nogle timer senere vågnede jeg igen og var forvirret over, at hun ikke var der, så jeg kunne række hånden ud til hende, som jeg havde vænnet mig til.

Det var min sidste dag i Thailand, og jeg havde glædet mig til, at min gode ven og jeg kunne gå ud i den lidt vildere del af Pattaya uden at skulle høre på kranens moraliseren. Men nu sad jeg i mørket på go go-barer og tørrede påtrængende tårer væk, mens jeg forgæves forsøgte at samle en interesse for de sexede kvinder på scenen.

Men det var ikke fordi jeg var ked af det. Jeg var bare overvældet. G. kom og gik, og jeg opfattede ikke, hvad hun havde givet mig, før hun var væk igen.

--------

Der var ikke meget sex i den historie. Det havde jeg ellers lovet. Men G. er stadig i mit liv, og måske er der nogle læsere her, der skal møde hende en dag. Så er det ikke fair at have udleveret intime detaljer.

Det kan også være, at hun hurtigt forsvinder ud af mit liv igen. Måske møder hun en anden kunde, som hun kan lide, og som omgående slår til og begynder at planlægge et liv sammen med hende. Det vil jeg ikke stå i vejen for, men i så fald bare glæde mig over alt det gode, jeg allerede har fået ved at lære hende at kende.

Men hvis hun kommer til Danmark, vil det udefra se sådan ud: En midaldrende mand kommer med en meget yngre og meget smukkere kvinde fra Thailand. Han forsørger hende, og hun tager sig af ham; lidt gammeldags alt sammen. De siger ikke meget til hinanden, og når de gør, er det simple sætninger på pigeon-engelsk.

Der er med andre ord lagt op til næserynken. Folk vil ikke forstå det. Jeg ville heller ikke selv have forstået det. Hvis jeg havde set det udefra.

Kommentarer

  1. JohnM
    26. aug 2008 01:15
    1

    Pyt med hvad de siger. Som Bonnie Raitt synger om sit forhold til en meget yngre mand "Let's give them something to talk about" :-D

  2. TheHumanStain
    26. aug 2008 01:23
    2

    @JohnM

    :) Den er også rammende.

    Jeg faldt bare for de fem modne herrers glæde over, hvor mærkeligt verden er.

  3. myrtle
    26. aug 2008 08:36
    3

    TILLYKKE!

    Hip hip Hurra

  4. Zenia
    26. aug 2008 15:01
    4

    Måske er det ikke så underligt, at man ikke forstår det hele, når man ser sådan et set-up, som du beskriver til sidst? For mit vedkommende har jeg jo lært - ikke systematisk, men bare gennem de ting, jeg har samlet op gennem livet - at den slags konstellationer består af 1 stk. grisk og uempatisk mandfolk og 1 stk. underkuet og naivt kvindfolk, der gennem et helt liv har lært at lægge sine egne behov til side til fordel for mandens.

    Derfor er det så godt at få nogle andre versioner af, hvad der kan ligge i den slags relationer. Det sværeste at forstå er vel, at der i visse tilfælde, hvor der er penge involveret, foregår stort set det samme, som hvis der ingen havde været. For sådan læser jeg i hvert fald din beretning. Hvis du ikke havde understreget det med pengene, kunne det have været enhver anden ferieflirt, der var tale om?

    (En sidebemærkning: jeg snakkede engang med en anden pige, der var adopteret fra Korea (som jeg selv) - hun fortalte, at hun var på ferie i Thailand med sine forældre som barn. Og en dag var hun med sin far på stranden og gik og holdt ham i hånden, som far og datter nu engang gør, før datteren bliver så gammel, at hun synes, det er pinligt. De andre europæiske turister stirrede med slet skjult afsky på dem, og hun sagde, at hendes far ikke rigtig ville snakke om det, så hun forstod først senere, hvorfor de havde kigget sådan. Bare et helt andet eksempel på, hvordan "ung asiatisk pige" (dog væsentligt yngre end G.) og "midaldrende europæisk mand" kan være noget helt andet, end man forestiller sig.)

  5. TheHumanStain
    26. aug 2008 17:55
    5

    @Myrtle

    Tak :)

  6. TheHumanStain
    26. aug 2008 18:03
    6

    @Zenia

    Jeg aner simpelthen ikke, hvad pengene betyder i denne sammenhæng. Selvfølgelig betyder de noget, og selvfølgelig er de også afgørende på den måde, at når G. leder efter en hvid mand til at være hendes boyfriend, er det fordi det giver hende et eller andet materielt.

    Men det er alligevel ikke så ligefremt. Det er en stående joke, at barpigerne ser farang'erne som pengeautomater - man trykker på de rigtige knapper, og så kommer der penge ud. G. har i den grad trykket på de rigtige knapper i forhold til mig, og hun kunne sådan set bare tage pengene, og så enten gå eller prøve at få endnu flere ud. Men det gør hun ikke.

    Og når det er sådan, så er jeg sådan set lidt ligeglad med, hvorfor hun er sammen med mig; hvilke motiver hun har. Bare vi har det godt sammen. I forvejen - jo ældre, jeg bliver, jo mere overbevist bliver jeg om, at det kærligheds-motiv, der har fået en suveræn plads i vores kultur, er vildt overvurderet, og bare indskrænker vores liv.

  7. Henrik
    26. aug 2008 23:54
    7

    Mange mennesker, der tror, de er frigjorte og åbne, rynker på næsen af midaldrende mænd og thaikvinder. Måske pga. misundelse ?

    Men er erfaren mand i fyrrerne kan måske være mere interessant for en ung kvinde end en stor dreng på tyve.

    Kan det forresten tænkes, at du blev offer for en forelskelse ?

  8. Camilla
    27. aug 2008 10:57
    8

    Jeg siger ligesom Myrtle: Stort tillykke med den dejlige oplevelse med et andet menneske, som G. har givet dig. Uanset, hvad det ender med.

    Jeg var lige ved at græde under læsningen af dit indlæg :-).

  9. TheHumanStain
    27. aug 2008 18:14
    9

    @Henrik

    At en mand i min alder går og forelsker sig er er helt fuldstændigt absolut på enhver måde udelukket.

    Derimod labber jeg alle forklaringer på, at jeg i min alder er særligt interessant for andre, i mig uden forbehold. Så bare fortsæt af det spor :)

  10. TheHumanStain
    27. aug 2008 18:15
    10

    @Camilla

    Mange tak, også til dig :)

    Jeg var også lige ved at knibe en tåre, da jeg skrev det. Det er frygteligt... :)

  11. Eini
    27. aug 2008 18:21
    11

    Det er en smuk historie.

    Jeg har faktisk længe ville skrive et indlæg om thai-koner. I min families omgangskreds var der en mand, som for 5 år siden fandt en thai-kone efter at have haft knas i kvinderne hele sit liv. Først blev han mødt at fordømmelse af alle de andre koner, men da de så mødte kvinden, blev de enige om, at hun jo måtte være anderledes end alle de andre thai'er. Og i det her tilfælde var det undtagelsesvis okay. Manden har, så vidt jeg ved, aldrig været lykkeligere :)

    Men der er også mange gode grunde til, at danske kvinder skal føle sig truet af thailandske. For det første er de jo ualmindeligt yndige og sexede.

    Bemærk i øvrigt, den endelige indikator på, at THS er forelsket. Indlægget er ikke illustreret med billeder af andre kvinder ;)

  12. Camilla
    27. aug 2008 18:31
    12

    Eini: "Bemærk i øvrigt, den endelige indikator på, at THS er forelsket. Indlægget er ikke illustreret med billeder af andre kvinder ;)"

    Det var snedigt set! Det havde jeg ikke tænkt over, men du har nok ret. (Vi må godt drille ham lidt;-).

    Jeg føler mig i øvrigt ikke truet af thailandske kvinder. Lyst hår og lange ben går nu engang aldrig af mode :-).

  13. myrtle
    27. aug 2008 18:51
    13

    Jeg føler mig heller ikke truet - for jeg er mindst ligeså sød *GG*

  14. Eini
    27. aug 2008 18:53
    14

    Det var ikke ment som, at thailandske kvinder er smukkere end danske kvinder, men som at kvinder finder trusler i konkurrenter og forsøger at eliminere konkurrencen.
    Det er derfor, det er okay at portrættere en grim kvinde nøgen men ikke en smuk kvinde.

  15. Camilla
    27. aug 2008 20:26
    15

    Eini: Du har ret (igen:-). Mænd er vel i øvrigt heller ikke så meget for konkurrence, hvis de kan blive fri :-).

    Men det handler jo i høj grad om selvtillid, hvor godt, man kan skuldre visheden om, at der ER konkurrence, uanset hvad. Og dér har mange mænd jo mere end kvinder - kvinders misundelse på andre kvinder bunder ofte i lav selvtillid, tror jeg.

  16. Zenia
    27. aug 2008 21:41
    16

    Ah, det er vel ingen hemmelighed, at asiatiske kvinder ER smukkere end europæiske. ;)

    God iagttagelse, Eini - jeg havde ikke engang bemærket det, men der er da egentlig en ganske iøjnefaldende mangel på illustrationer.

    Jeg synes også, at fortællingen her virker rigtig god og fin. Helt i kontrast til den sensationsfortælling en studiekammerat kom til mig med om en dokumentar om sexturisme, hun havde set på TV Danmark. "Så kan man leje en kæreste i en uge!!!! Og hvis man så ikke synes, hun er okay, kan man bare skifte hende ud! Helt ærligt, hvad mener du? Og altså - de mænd var altså helt ærligt ikke de mest sexede, vel?"

    Jeg sagde ikke rigtig noget - overvejede, om jeg skulle sende hende linket hertil, men lod være - jeg er ikke sikker på, at hun ville læse det i den rette ånd.

  17. TheHumanStain
    28. aug 2008 00:34
    17

    @Eini

    Jeg tror slet ikke din historie er unormal. Jeg har i hvert fald hørt om den flere gange - altså om asiatiske kvinder, som omgivelserne efter lidt tilvænning accepterede som undtagelsen fra reglen om, at den slags skal fordømmes.

    Jeg er ret sikker på, at G. ikke ville have brudt sig om se et indlæg om hende selv illustreret med pornobilleder. Simple as that ;)

  18. TheHumanStain
    28. aug 2008 00:43
    18

    @Zenia

    Sådan set har jeg jo lejet en kæreste i en uge... og havde jeg været utilfreds med hende, kunne jeg skifte hende ud.

    Men det er noget, der er næsten umuligt at forklare om prostitution: At det er i sidste ende altid to mennesker, der mødes, og uanset hvad der af motiver om penge og begær, så er de underlagt de vilkår, der gælder for menneskelige møder. De udvikler følelser for hinanden, og de agerer på hinandens signaler.

    Og når det er så svært at forklare, tror jeg også det har at gøre med den mest almindelige og mest forkerte fordom, kvinder har om mænd: At vi er ligeglade med jer. Der er intet særligt ved min historie her. Der er masser af mænd, der sidder i flyet på vej hjem fra Thaland og har tårer i øjnene og den kvinde, de lige er rejst fra.

  19. TheHumanStain
    28. aug 2008 00:51
    19

    ... og ovenstående fører så elegant over til min kommentar til alt det jeg hører, om kvinder, der truer hinanden:

    Jeg plejer selv at dyrke biologiske forklaringer, og jeg mener også, at konkurrencen om mændene er bygget ind i kvinders gener. Men tro mig - det har ikke mere relevans i nutiden, end når vi konskvent stiller sengen således, at vi kan se ud af vinduet og dermed være hurtige til at reagere på de vilde dyr, der vil overfalde os.

    Kvinder taber ikke mænd i konkurrencen med andre kvinder, men i konkurrencen med sig selv. Mænd er fuldstændigt ukomplicerede for dem, der vil have os.

  20. Camilla
    28. aug 2008 06:23
    20

    Zenia: "Ah, det er vel ingen hemmelighed, at asiatiske kvinder ER smukkere end europæiske. ;)"

    Yeah right! ;-)

    THS: "Mænd er fuldstændigt ukomplicerede for dem, der vil have os."

    Arh, nu synes jeg lige, du trækker den langt nok ud. Længerevarende forhold mellem mennesker er da aldrig ukomplicerede, hvis der er lidt substans i forholdet.

    Mænd er ikke ukomplicerede i kvinders øjne (jo, for de kvinder, der udelukkende kender til korterevarende, seksuelle forhold) - der er mange ting, vi ikke forstår om jer, og det skaber ligeså mange problemer i parforholdene som den berømte mangel på forståelse den anden vej rundt.

  21. myrtle
    28. aug 2008 07:34
    21

    "...mest forkerte fordom, kvinder har om mænd: At vi er ligeglade med jer...
    ...Kvinder taber ikke mænd i konkurrencen med andre kvinder, men i konkurrencen med sig selv. Mænd er fuldstændigt ukomplicerede for dem, der vil have os....."

    Jeg er så gammel så jeg giver THS ret, jeg ville ønske jeg havde kendt den sandhed for 20-30 år siden, så ville meget i mit liv have været enklere. Her burde være en smiley med et sørgmodigt smil. *S*

  22. Zenia
    28. aug 2008 09:54
    22

    @Myrtle & THS:
    Så simpelt tror jeg nu heller ikke, man kan generalisere mænd. Jeg tror, det er rigtigt for manges (de fleste?) mænds vedkommende, at de bestemt ikke er ligeglade - om de har betalt eller ej... men derfra til at sige, at mænd er fuldstændig ukomplicerede, er der nu alligevel et stykke vej. F.eks. kan man godt være oprigtigt interesseret i nogen uden nødvendigvis at kunne finde ud af at fungere sammen.

  23. Eini
    28. aug 2008 14:39
    23

    @ Camilla

    "Men det handler jo i høj grad om selvtillid, hvor godt, man kan skuldre visheden om, at der ER konkurrence, uanset hvad. Og dér har mange mænd jo mere end kvinder - kvinders misundelse på andre kvinder bunder ofte i lav selvtillid, tror jeg."

    Det synes jeg er en meget rigtig analyse.

  24. Eini
    28. aug 2008 15:01
    24

    "...mest forkerte fordom, kvinder har om mænd: At vi er ligeglade med jer...
    ...Kvinder taber ikke mænd i konkurrencen med andre kvinder, men i konkurrencen med sig selv. Mænd er fuldstændigt ukomplicerede for dem, der vil have os....."

    Jeg er enig i de to første påstande og nikker delvist genkendende til den sidste, men enhver kvinde, der har været ulykkeligt forelsket i en mand, vil nok finde det sidste en smule selvundervurderende.

  25. Camilla
    28. aug 2008 15:27
    25

    For nu at være lidt grov, så har jeg tit en fornemmelse af, at mænd godt kan lide at påstå, at de er ukomplicerede, fordi der ikke er så langt fra ukompliceret til uskyldig.

    Så bliver kvinden til den eneste komplicerede; den eneste, problerme i forholdet kommer fra. Både, når man er ulykkeligt og lykkeligt forelsket ved man som kvinde, at dét i hvert fald langt fra er sandt.

  26. TheHumanStain
    28. aug 2008 19:02
    26

    Jeg vil medgive, at jeg var lidt firkantet i mine formuleringer i går aftes. Hvad skal jeg sige - jeg var i det provokerende hjørne.

    Selvfølgelig er der engang imellem reel konkurrence mellem kvinder, fx når mere end en kvinde gerne vil have den samme mand som kæreste. Det, jeg mente, var, at det ikke er sådan at de lyshårede truer de mørkhårede eller omvendt, at dem med store bryster truer dem med små bryster eller omvendt, at de milde truer de hårde eller omvendt - eller at asisatiske kvinder truer hvide kvinder eller omvendt.

    Det var naturligvis også en stramning, at mænd er "fuldstændigt" ukomplicerede. Men jeg mener, at vi er mindre komplicerede end kvinder - og frem for alt mindre komplicerede end man skulle tro, når man følger debatten om ligestilling og forholdet mellem kønnene.

    Og det her er ikke brok a la "kvinder er fandme heller ikke til at forstå." Bare en konstatering af, at kvinder af gode, biologiske grunde har en meget mere kompleks seksualitet end mænd har.

    Tjek denne gamle artikel fra Politiken:
    http://politiken.dk/indland/article234032.ece
    Bemærk hypotesen i fjerde afsnit. Jeg mener, det er præcis denne hypotese, der holder. Mænd kommer hurtigt til at forbinde sex og følelser, og det er det, der gør os relativt nemme at have med at gøre. Kvinder kan bedre skille det ad.

    Med kvinders relativt mere komplekse og avancerede seksualitet følger også en magt, og dermed i praksis et ansvar. Og en mulighed for manden for at undskylde sig med sin egen underlegenhed. Samme problemstillinger som altid, hvor der forekommer magt.

  27. Novice
    28. aug 2008 21:21
    27

    Jeg kan ikke lade være med at tænke på denne her:

    http://en.wikisource.org/wiki/Mandalay

  28. TheHumanStain
    28. aug 2008 22:20
    28

    @Novice

    Jeg har også tænkt på den. I den danske version har den et bittert anstrøg, men når jeg nu læser originalteksten, findes det ikke der.

    For fuldstændighedens skyld vil jeg også sige, at G. hverken røg cigar, spillede banjo eller glemte sin gud for mig :)

  29. Luder
    31. aug 2008 10:53
    29

    http://luder.smartlog.dk/et-skulderklap-post146031

  30. TheHumanStain
    31. aug 2008 14:46
    30

    @Luder

    Mange tak :)

    Der er jo et stort sammenfald mellem dine og mine venner her i blogland, og alle dem, du har givet et skulderklap, vil jeg også gerne give et. Men hvis vi alle gør det, kan det hurtigt blive en gang uskøn rygklapperi... så jeg vil lige tænke over fem andre, der fortjener anerkendelse.

    Men foreløbigt - et skulderklap tilbage til dig. Du ved hvorfor....

  31. JohnM
    1. sep 2008 01:09
    31

    Jeg har fundet det endelige bevis for, at THS ikke nødvendigvis er forelsket. Da han skrev personligt om Qetesh, pyntede han det heller ikke med pornobilleder, men bad hende selv finde nogle billeder, og hende var han muligvis end ikke betaget af ;-)

    http://thehumanstain.smartlog.dk/qetesh-post121016

    Jeg leder stadig efter beviser for, at han er ukompliceret, men bare vent :D

  32. TheHumanStain
    1. sep 2008 20:54
    32

    @JohnM

    Rigtigt, godt bevis :)

    Jeg var faktisk lidt betaget af Qetesh også, men jeg er nu ikke sikker på, at det var gensidigt :)

  33. myrtle
    4. sep 2008 09:44
    33

    Reklame:

    jeg har et gæsteindlæg her:
    http://privatetanker.blogspot.com/

    Det er Henriks blog
    *SF*

Skriv en kommentar

Navn
E-mail
Website