Smartlog v. II » TheHumanStain » Gode nyheder
Opret egen blog | Næste blog »

Gode nyheder

13. okt 2007 13:18, TheHumanStain

Dårlige nyheder, slagsmål og skandaler – det er noget, der sælger. Også på internettet og i bloggosfæren. Hvis den omvendte logik også holder, så er det en kedelig og komplet uinteressant ting, jeg bringer på banen i dag. Det handler nemlig om en rigtigt god og positiv begivenhed, der end ikke er rigtig ny mere. Den er en uges tid gammel, jeg har bare ikke set den omtalt i danske medier endnu (men det er muligt, jeg bare ikke har set godt nok efter).

Det handler om Europa-rådet, der har vedtaget en resolution om prostitution. And guess what: Resolutionen er positiv, og den blev vedtaget med stort flertal. Der skelnes mellem trafficking, børneprostitution og frivillig prostitution, og her er et par centrale afsnit fra resolutionen om det sidste:

 As an organisation based on human rights and respect for human dignity, the Council of Europe should take a stance on prostitution which reflects its core mission. Basing one’s judgment on respect for human dignity does not mean taking a moralistic approach, however. It means respecting people’s decisions and choices as long as they harm no-one else.
(…)
Concerning voluntary adult prostitution,
Council of Europe member states should formulate an explicit policy on prostitution; they must avoid double standards and policies which force prostitutes underground or into the arms of pimps, which only make prostitutes more vulnerable, instead they should seek to empower them.

Hvad der virkelig er glædeligt i teksten er i virkeligheden ikke så meget selve konklusionen, som det er forarbejdet til og argumentationen for den. Her tænker jeg først og fremmest på den klare afstandtagen til den moralistiske tankegang. Den køres konstant i marken i Skandinavien, men i mine øjne har den hele tiden stået for et totalitært og uhyggeligt træk i den definition af humanisme, der er dominerende på vores breddegrader. For uanset hvor frastødende man finder prostitution, har man ingen ret til at fordømme den alene på det grundlag. Lige så lidt som man har ret til at fordømme andre seksuelle praksiser, religiøse skikke eller eksotiske kulturelle traditioner, blot fordi man individuelt og for sig selv kan føle et mere eller mindre irrationelt ubehag ved dem.

Men hvad er så de politiske konsekvenser af resolutionen? Europa-rådet er ikke nogen EU-institution, og medlemslandene (som er alle europæiske lande på nær Hviderusland) er på ingen måde forpligtede af resolutionen. Ser man på den hjemlige politiske scene, vil det også komme som en overraskelse for mig, hvis så meget som en erklæret tilhænger af kriminalisering skifter holdning på baggrund af denne resolution.

Men den har stor værdi på en anden måde. Europa-rådet har stor autoritet, når det udtaler sig om menneskerettigheder. Ikke mindst for de partier, der ligger yderst på den værdipolitiske venstrefløj, det vil sige De Radikale, SF og Enhedslisten. Som den kvikke læser vil have bemærket, er det de tre samme partier, der er erklærede tilhængere af en kriminalisering. Med andre ord: Lone Dybkjær, Margrethe Wivel, Pernille Vigsø Bagge, Balder Mørk Andersen, Mikkel Warming med flere vil stå med en næsten umulig opgave, når de skal forklare deres mere jordbundne partifæller og vælgere, hvorfor den instans, de tillægger al autoritet, når den udtaler sig om for eksempel indvandring, pludselig skal negligeres, når den udtaler sig om prostitution.

Og det vil ikke blive nemmere af, at resolutionen ikke blot er et tilfældigt dokument, der er blevet vedtaget kort før fyraften. Den er kommet til verden gennem en lang proces med høringer, diskussioner og udredninger.

 Dertil kommer en anden ting: Resolutionen indeholder en konkret anbefaling om at inddrage prostituerede i det politiske arbejde på såvel nationalt, regionalt som lokalt plan. Tilhænger af kriminalisering eller ej, hvordan kan man modsige det? Anbefalingen er guld værd næste gang Reden skal bevilges så meget som en 25-øre fra statskassen. Eller næste gang Københavns Kommune skal revidere sit famøse Københavnerkodeks. Eller næste gang der skal udformes undervisningsmateriale om prostitution til folkeskolerne.

Endelig en sidste ting: Jeg har flere gange set meningsfæller i debatten om prostitution, som ærgrer sig over, at det herhjemme primært er venstrefløjen og socialister, der arbejder for en kriminalisering. Det har fået dem til at føle sig lidt hjemløse, fordi det i andre spørgsmål er der, deres hjerte ligger. Men Danmark og Skandinavien er ikke hele verden. Så vidt jeg kan forstå, er Europa-rådets resolution i høj grad skabt af socialister. Leo Platvoet, hollandsk medlem af den socialistiske gruppe i den rådets parlamentariske forsamling, har således haft en nøglerolle. For mit eget vedkommende er jeg liberal, så på den måde er den danske debat ikke noget problem for mig. Men til alle mine gode venner på venstrefløjen: I kan glæde jer over, at I ikke er alene. I har masser af meningsfæller, de skal bare findes uden for Skandinavien.

Læs om baggrunden for resolutionen, ikke mindst Leo Platvoets memorandum, her.

Isabella Lund, der heldigvis hurtigt vendte tilbage til debatten, skriver i flere indlæg om resolutionen. Alle rådets svenske medlemmer på nær en stemte imod resolutionen. Gæt engang, hvordan denne ene lige nu omtales i svenske medier.

Illustrationer: http://footballforall.com/national-teams-babes/football-babe-174/football-babe-1.php?id=501695

Kommentarer

  1. Frække Rikke
    13. okt 2007 17:37
    1

    Fedt!
    Jeg kan godt lide gode nyheder ;-)

  2. TheHumanStain
    13. okt 2007 17:50
    2

    @ Frække Rikke

    Det kan jeg også :) Næste indlæg bliver for øvrigt det længe lovede om nørder

  3. Frække Rikke
    14. okt 2007 13:37
    3

    Jaaaah! Glæder mig!

Skriv en kommentar

Navn
E-mail
Website