Smartlog v. II » TheHumanStain » Historien om en halv million
Opret egen blog | Næste blog »

Historien om en halv million

19. dec 2007 00:55, TheHumanStain

Den 20. marts sidste år have P1 Morgen et indslag om tvangsprostitution. Dorit Otzen fra Reden og journalisten Jens Høvsgaard, der på det tidspunkt arbejdede for 3F, deltog. Det blev oplyst, med FN som kilde, at en halv million kvinder levede som sexslaver i vesteuropæisk prostitution. 1)

I forbindelse med efterårets massearrestationer af udenlandske prostituerede kunne Politiken oplyse, igen med FN som kilde, at der hvert år bliver trafficket en halv millioner kvinder og børn til Europa. Reden – Stop Kvindehandel forklarede, at langt de fleste handles til udnyttelse i prostitutions- og sexindustrien. 2)

 Tallet en halv million bliver i det hele taget ofte anvendt, når medierne beskriver omfanget af trafficking og kvindehandel i Europa. Nok er FN en kilde med autoritet, men jeg har alligevel længe været skeptisk over for tallet. Dels er markedet i Europa slet ikke er stort nok til så mange prostituerede, hvis de skal arbejde fuld tid. Hvilket man vel må gå ud fra, at en sexslave skal. 3) Dels beskriver tallet altså lidt forskellige ting fra gang til gang.  

Så jeg satte mig for at undersøge, hvor tallet en halv million egentlig kom fra, og hvordan det var underbygget. Og det viser sig, at omfanget af trafficking og tvangsprostitution i Europa er langt mindre, end vi får at vide, når medierne citerer for eksempel Reden, 3F og en række EU-parlamentarikere. Der findes ingen blot nogenlunde sikre opgørelser over, hvor stort problemet reelt er. Men de bedste kvalificerede skøn fra eksperterne ligger langt under den halve million.

Jeg havde regnet med at kunne finde svaret på mit spørgsmål ved at hænge lidt ud på Google. Men det viste sig at være noget mere indviklet. Det er ikke kun i danske medier, at tallet en halv million bruges i flæng. Det samme er tilfældet i officielle dokumenter fra regeringer, EU og NGO’er. 4)

Jeg kan derfor ikke med 100 procents sikkerhed sige, hvornår og hvordan den halve million er kommet ind i debatten. Men jeg er ret sikker på, at det skete i februar 2001, da EU lancerede en offensiv mod trafficking, og i den forbindelse citerede et tal som den FN-relaterede organisation International Organization of Migration (IOM) fremkom med i 1995 eller 1997. 5) Men tallet var et  skøn for det samlede antal illegale immigranter af hunkøn om året. Af dem er tilfælde af trafficking kun en delmængde, og det er igen kun en del af dem, der kommer ind i prostitution.

 Der er sket meget siden midten af 90’erne. Siden dengang er EU blevet udvidet et par gange, og en ny kæmpemæssig bølge af indvandring fra Afrika har taget til i styrke. EU foretog i 2004 en ny vurdering, og nu skønner man, at omfanget af den illegale indvandring hvert år er på ”mere end seks cifre”. 6) Formuleringen indikerer, at det er over en million, men ikke voldsomt meget over. EU noterer sig, at der er stadigt flere kvinder og gamle iblandt de illegale indvandrere, men de er stadig for det meste yngre mænd. Det er altså et godt bud, at der stadigt kommer cirka en halv million personer af hunkøn illegalt til EU om året.

Men bemærk, at det stadig ikke er ofre for trafficking til prostitution, der bliver talt. Forskellige kilder anvender et tal på 120.000 for omganget af trafficking af kvinder ind i Europa om året, men det er samme ballade en gang til: Kilderne er ikke enige om, hvad tallet præcist dækker over - herunder om det omfatter både prostituerede og andre. 7)

Som det fremgår, er der mange tal og mange forskellige modstridende eller usikre informationer. Men jeg blev ved med at støde på dokumenter, der refererede IOM (eller FN) for oplysningen om den halve million traffickingofre. Og det kunne jo tænkes, at der var et dokument, jeg havde overset. Så jeg ringede til IOM, og jeg kom til at tale med en meget venlig og hjælpsom medarbejder. 8)

Det viser sig, at IOM slet ikke har noget tal for, hvor mange kvinder der bliver trafficket til Europa, endsige til europæisk prostitution. Organisationen anslår, at der er mellem 600.000 og 800.000, der bliver trafficket over landegrænser i hele verden hvert år – de fleste, men langt fra alle, til prostitution. Min kilde i IOM omtalte det som ”et gæstimat” (a guesstimate). Der findes intet videnskabeligt belæg for det, og tallet er et udtryk for en slags konsensus mellem organisationer, der hver især mest gætter. Kilden tilrådede at tolke tal for omfanget af trafficking med stor forsigtighed: ”De er i bedste fald udtryk for gæstimater, i værste fald for en eller andens fantasier.” 9)

En af de organisationer, der er med til at skabe en konsensus om et ”gæstimat”, er det amerikanske udenrigsministerium, der hvert år siden 2001 har udsendt en rapport om trafficking. 10) Over denne periode har man angivet tal på mellem 600.000 og 900.000 ofre for trafficking over landegrænser om året. Hvert år justerer man tallet en smule og forklarer det år efter år med, at skønnet er blevet mere præcist. I den seneste rapport fra juni i år er tallet 800.000 og ligger altså i den høje ende af det interval, IOM opererer med.

 Men tallene for trafficking-tilfælde dækker mere end prostitution. Det amerikanske udenrigsministerium skønner, at 80 procent af de traffickede personer er kvinder, og at 70 procent af disse er trafficket til prostitution. 11) Regnet på IOM-tallene er der altså mellem 340.000 og 450.000 kvinder, der årligt traffickes til prostitution. Men det er altså på verdensplan; ikke blot i Europa. Som nævnt findes der ikke noget, der ligner valide skøn for, hvor mange der kommer til vores verdensdel på den måde om året.

Dertil kommer, at de amerikanske skøn er udsat for betydelig kritik. 12) De er baseret på indberetninger og informationer fra for eksempel ambassader, NGO’er og individuelle. Men udenrigsministeriet afviser nu på ottende år at oplyse, hvilken metode man har anvendt i sine beregninger. Det er dog et godt bud, at man i hvert fald ikke har talt for få. Internationalt er USA ofte allieret med Sverige i spørgsmål om prostitution, som Bush-regeringen i 2002 betegnede som ”skadeligt i sin natur, umenneskeliggørende og en drivkraft for trafficking.” 13) I beskrivelsen af Danmark betegner man således de sager, der har været efter rufferiloven, som trafficking-sager, selv om det danske retssystem netop ikke har fundet belæg for at kategorisere dem som sådan. Også de udenlandske prostituerede, der anholdes, fordi de mangler opholdstilladelse, regnes tilsyneladende for trafficking-ofre, selv om det amerikanske udenrigsministerium ingen som helst dokumentation kan have for dette. 14)

Men en ting er trafficking til prostitution, noget andet er tvangsprostitution. Min kilde i IOM oplyste, at når det er så svært at opgøre omfanget af trafficking til prostitution, er det blandt andet fordi mange af de formodede ofre ikke vil samarbejde med myndigheder eller hjælpeorganisationer – netop fordi de ikke ønsker at stigmatiseres som ofre for trafficking. De lægger altså selv vægt på, at de ikke er underlagt tvang. Også det amerikanske udenrigsministerium skelner mellem alvorlige  og andre tilfælde af trafficking, hvor de alvorlige sker med bedrag og tvang. 15) Måske skyldes hele denne del af forvirringen Palermo-protokollen, der definerer menneskehandel. Ifølge protokollen er prostitution pr. definition ikke frivilligt – eller rettere, der er åbnet mulighed for, at regeringer og alle andre kan udelukke muligheden for frivillighed i prostitution. 16)

IOM har udarbejdet et casestudie på Rusland, og her er der en enkelt indikation af, hvor stor en del af tilfældene af trafficking, der involverer tvang. Af 100.000 russiske kvinder, der et enkelt år er rejst til prostitution i et andet land, vurderes halvdelen således at være blevet presset eller narret til det, for eksempel med løfte om et andet job. 17)

 Men det er ikke givet, at ofrene for tvang især kommer til vestlige lande. Min kilde i IOM oplyser, at rige lande generelt er de største modtagerlande, når det gælder trafficking. Men i den omhyggelige statistisk, organisationen fører over konkrete tilfælde, hvor man har ydet assistance – og hvor kvinderne altså har ønsket hjælpen – er Bosnien, Albanien, Kosovo og Makedonien de største modtagerlande i Europa. Afsenderlandene er for det meste andre lande i Sydøsteuropa, herunder det tidligere Sovjetunionen. 18) Der er en intuitiv logik i, at det er sådan. At tvinge en kvinde til prostitution er sikkert en besværlig og risikabel forbrydelse, og skal det foregå i stor skala, hjælper det, at der korruption hos politi og myndigheder. Eller mere generelt at der er den opløsning i samfundsstrukturerne, som man ofte ser i stater, der nyligt har været i krig eller som i nær fortid har været regeret af brutale diktaturer.

Ifølge det amerikanske udenrigsministerium har Portugal samt en stribe østeuropæiske lande i deres lovgivninger problemer i forhold til at bekæmpe trafficking. Det gælder blandt andet Ungarn, hvis hovedstad Budapest ifølge IOM for tiden er Europas pornohovedstad. Her bliver meget af den virkeligt brutale porno indspillet med dårligt betalte russiske kvinder i hovedrollerne. 19)

Omvendt mener det amerikanske udenrigsministerium, at USA selv kun er modtagerland for under 50.000 trafficking-tilfælde – prostituerede såvel som andre – om året. Dette kan afspejle tilstanden i et samfund, hvor politi og retsvæsen fungerer effektivt, ligesom det gør i Vesteuropa. Det lave tal for USA skal blandt andet ses i lyset af, at landet er målet for mange russiske kvinder, og at USA som bekendt også er målet for en massiv strøm af fattige illegale indvandrere fra Latinamerika. 20)

Summa Summarum – der er ingen valide og velinformerede kilder, der siger, at europæisk prostitution modtager blot i nærheden af en halv million traffickede kvinder om året. Af den halve million er kun en mindre del kommet gennem trafficking. Og kun en del af dem, der kommer ved trafficking, bliver prostituerede. Og kun en del af dem, der er prostituerede, er kommet til EU eller Vesteuropa. Og kun en mindre del af dem, der kommer via trafficking, og som bliver prostituerede i Vesteuropa eller EU, er tvunget eller bedraget til at gøre, hvad de gør.

Hvorfor er det så lige, at tallet en halv million er blevet alment accepteret i medierne og hos politikerne? Læg mærke til, hvem der havde formandsskabet i EU i første halvår af 2001, hvor man lancerede tallet i sammenhæng med trafficking til prostitution: Det var Sverige.

Helt konkret var det under den daværende svenske justitsminister Thomas Bodströms ledelse af Rådet vedrørende retlige og indre anliggender, at tallet blev bragt frem. 21) Den svenske regering har siden givet det en voldsom stramning i et såkaldt faktablad om prostitution fra 2005 – heri hedder det, at det ifølge IOM er mindst 500.000 kvinder og børn, der hvert år sælges til lokale prostitutionsmarkeder i Europa. 22) På min forespørgsel betegnede min kilde i IOM dette tal som ”way over the edge” og afviste, at det skulle komme fra IOM. Det er med andre ord en lodret løgn, den svenske regering har gjort sig skyldig i.

Bemeldte Thomas Bodström er en helt igennem tvivlsom karakter i den europæiske debat om prostitution. Det var i hans tid som øverste chef for det svenske justitsvæsen, at påstanden om, at  forbuddet mod sexkøb havde jaget menneskehandlerne væk, opstod. Nu har han været i opposition gennem et års tid, og han bruger sin tid på at få strammet lovgivningen, således at begrebet rufferi afskaffes og såvel bagmænd som kunder i stedet straffes efter paragrafferne om trafficking. I den sammenhæng beskriver han i nogle absurde og fantasifulde scener, hvor almindeligt trafficking er i Sverige. 23)

 Lige i denne tid handler hans indsats i henseende til prostitution dog om noget helt andet: En skandale fra 70’ernes Sverige, hvor en række af samfundets spidser, herunder politikere, udnyttede to 14-årige piger, der blev tvunget til at arbejde som prostituerede, er kommet op igen, fordi de to piger, der nu selvfølgelig er modne kvinder, er stået frem og har sat navn på dem, der udnyttede dem. Den gang blev sagen dysset ned af ledende politikere. 24) Thomas Bodströms er manden bag en lang serie af uhyrlige påstande om prostitutionskunder. I denne sag er der rent faktisk prostitutionskunder, der har opført sig afskyeligt, og som fortjener samfundets straf og foragt. Men nu er det Thomas Bodströms egne venner, det handler om, og så er hans reaktion en helt anden: Han anklager de to kvinder for bagvaskelse. 25)

Sådan ser Sverige ud her ved årsskiftet til 2008. Man skal følge området tæt for at forstå, hvor beskidte midler der bliver taget i brug af dem, der har gjort det til en karriere at bekæmpe prostitution. I forhold til at modarbejde to kvinder, der er blevet groft udnyttet og svigtet som børn, og som ønsker oprejsning, er det selvfølgelig en mindre ting at lyve om oplysninger fra en anerkendt FN-tilknyttet organisation.

Og det bringer os igen hjem til Danmark. Dorit Otzen og Jens Høvsgaard går for at være eksperter på området, og henholdsvis skatteyderne og 3F’s medlemmer har betalt dem godt for at være det. Hvad er det, der bevæger dem til at misbruge FN’s gode navn til at sprede grove løgne om omfanget af trafficking og tvangsprostitution ?

Jeg vil komme med mit bud på et svar i et senere indlæg.

Illustrationer: Besøg denne side.

-------------------

Kilder og noter

1) Tvangsprostitution er et stigende problem i Vesteuropa. DR, den 20. marts 2006. Jeg kan ikke afspille udsendelsen på min pc, så jeg forlader mig på beskrivelsen i teksten.

2) Krisesamtale skal hjælpe anholdte prostituerede. Politiken, den 22. november 2007.

3) Lidt simpel regning her: Hvis en halv million prostituerede har i gennemsnit 5 kunder om dagen 250 dage om året, svarer det til i alt 625 millioner kundeforhold. I et tidligere indlæg har jeg beregnet, at danske mænd køber sex i Danmark eller udlandet cirka 2,3 millioner gange om året. Det svarer meget godt til vurderingen i et debatoplæg fra Socialdemokraterne, der kommer frem til, at der er mellem 1,5 og 3 millioner kundeforhold i Danmark om året. Danmarks befolkning udgør i meget runde tal 1 procent af hele EU’s befolkning. I nogle lande er prostitution mere almindeligt end i Danmark. Hvis man siger, det i gennemsnit er tre gange så almindeligt (og det er et rent gæt fra min side), svarer det da til, at der i hele EU er cirka 690 millioner kundeforhold om året.

4) Her er nogle eksempler: Acadamy of European Law taler om, at så mange som 500.000 kvinder og børn bliver ofre for trafficking i Europa hvert år. Carnegie Endowment refererer IOM for, at de fleste af 500.000 overvejende unge kvinder, der blev smuglet ind i EU i 1995, ufrivilligt blev prostituerede. Factbook on global sexual exploitation skriver, at cirka 500.000 kvinder årligt er trafficket ind i Vesteuropa. EurActic skriver, at ifølge EU-kilder ankommer cirka en halv million illegale indvandrere til unionen hvert år. Status of Woman Canada, en institution, der arbejder med ligestilling for den canadiske regering, skriver med henvisning til IOM, at årligt cirka 500.000 kvinder bliver trafficket til prostitution over hele verden.

5) Se artikel i EurActiv: EU to combat human trafficking. Publiceret 12. februar 2001. I præcis dette dokument refereres ikke til IOM men til EU. Mere præcis henvisning kommer på senere. Se også note 21.

6) Study on the links between legal and illegal migration. EU-kommissionen 2004. (Åbner i pdf).

7) Nogle eksempler: Centre for Reseach on Globalisation skriver med FN's menneskerettighedskomissær som kilde, at der hvert år er 120.000 kvinder og piger, der bliver trafficket ind i EU, hovedsagelig gennem Balkan. Globalizajia.com skriver stort set det samme, men nu er der tale om kvinder og børn, og kilden er IOM. Ifølge World Peace Herald er der tale om 120.000 kvinder og børn, der hvert år blive trafficket gennem Balkan til Vesteuropa. EU-kommissionen omtaler, at tal, der viser, at 120.000 kvinder og børn om året bliver bragt illegalt ind i Vesteuropa, er realistiske. 

8) Jeg regnede ikke med, at IOM ville give informationer til en horekunde, der forsvarer prostitution, så jeg præsenterede mig med en lille hvid løgn. Det kom jeg til at fortryde, for den person, jeg kom til at tale med, var både meget venlig, hjælpsom og saglig. Jeg tror, vedkommende havde givet mig de samme informationer under alle omstændigheder. Men da jeg nu har fået informationerne under til dels falske forudsætninger, har jeg valgt at holde min kilde i IOM anonym. Enhver, der måtte tvivle på mine referater af kilden, har imidlertid muligheden for at ringe til IOM selv. De er som sagt meget flinke. Jeg ringede op en mandag formiddag, og et kvarter senere havde jeg fået alle de informationer, jeg bad om.

Adresse og telefonnumre på IOM’s hovedsæde i Geneve findes her. For pressekontakter, se her.

9) IOM udgav i 2005 Data and research on human trafficking: A global Survey (åbner i pdf), der består af forskellige forskeres betragtninger om antallet af tilfælde af trafficking. Jeg har kun skimmet den, for den indeholder ikke det, jeg søgte – et konkret tal! Den fælles frustration er netop, at det ikke er muligt at opgøre.

10) Rapporterne findes her: 2001, 2002, 2003, 2004, 2005, 2006, 2007.

11) Se “Introduction” i “Trafficking in persons report 2004” (note 10).

12) Se kilden i note 9. Læs for eksempel Liz Kellys artikel ”You can find anything you want”.

13) “The U.S. Government adopted a strong position against legalized prostitution in a December 2002 National Security Presidential Directive based on evidence that prostitution is inherently harmful and dehumanizing, and fuels trafficking in persons.” Se “Introduction” i “Trafficking in persons report 2005” (note 10).

14) Se “Country Narratives” i “Trafficking in persons report 2007” (note 10).

15) Alvorlige tilfælde af trafficking er i amerikansk lovgivning defineret som:
a. Sex trafficking in which a commercial sex act is induced by force, fraud, or coercion, or in which the person induced to perform such an act has not attained 18 years of age; or
b. The recruitment, harboring, transportation, provision, or obtaining of a person for labor or services, through the use of force, fraud, or coercion for the purpose of subjection to involuntary servitude, peonage, debt bondage, or slavery.

Se afsnittet “Introduction” i “Trafficking in persons report 2007” (note 10).

16) I Palermo-protokollen defineres menneskehandel (trafficking) som udnyttelse, der omfatter mindst ”udnyttelse af en andens prostitution eller andre former for seksuel udnyttelse, tvangsarbejde, slaveri eller slaverilignende former for udnyttelse af arbejdskraft eller fjernelse af organer.” Prostitution har altså en særstilling i protokollen, idet der her ikke behøver forekomme ”slaverilignende former”, før der er tale om menneskehandel. 

17) Trafficking for Sexual Exploitation: The Case of the Russian Federation. IOM 2002 (åbner i pdf).

18) World Migration Report 2005 – International migration data and statistics. IOM 2005 (åbner i pdf).

19) Se kilden i note 16.

20) Tallet 50.000 stammer fra “Introduction” i “Trafficking in persons report 2001” (note 10). Jeg mener at have set meget lavere tal i senere rapporter, men jeg kan ikke finde dem igen. 

Ifølge kilden i note 16 vurderer FBI, at der alene i New York og New Jersey findes flere hundrede escortbureaer m.v., der hver ”kontrollerer” mellem 60 og 200 russiske kvinder. Det vil sige mindst 25.000 i alt.

21) Her er er desværre et dokument, der er bortkommet for mig - i dette præsenterede Thomas Bodström indsatsen mod menneskehandel, og længere nede fremlagde man, endnu meget redeligt, tallet på en halv million illegale indvandrere af hunkøn om året.

Irwin M. Seltzer referer i artiklen Immigration Policy for an Age of Mass Movent Thomas Bodström for både at bruge tallet 120.000 og tallet 500.000. Begge er refereret i deres korrekte sammenhænge, bortset fra det sidste tal ifølge citatet (som kan være upræcist) ikke er specificeret på køn. Senere blev de to tal blandet sammen af den svenske regering, se også note 22.

22) Prostitution og människohandel. Faktablad. Näringsdepartementet, april 2005 (åbner i pdf).

23) På Sweden.se argumenterer Thomas Bodström den 26. oktober 2007 for en lovændring, hvorefter alle ruffere regnes som menneskehandlere. I Göteborgposten den 31. oktober beskriver Thomas Bodström i dramatiske vendinger prostitutionmarkedet i Sverige: Slutta skydda män som köper sex.

24) Isabella Lunds seneste indlæg om sagen er JK og media i bordellhärvan fra den 7. december 2007. I bunden af indlægget findes links til hendes tidligere indlæg i kronologisk rækkefølge.

25) Thomas Bodström: Det er förtal. Politikerbloggen.se den 6. december 2007. "Förtal" betyder bagvaskelse.

Kommentarer

  1. Mette
    20. dec 2007 14:14
    1

    Det er altså et fantastisk stykke arbejde, du gør her. Især er jeg glad for, at du formår at gøre det uden at kamme over i en skinger, fornærmet tone (som undertegnede selv undertiden kan have tendens til, ehrem..). Men det står meget stærkere sådan her.

    Og bør dine pointer ikke snart komme længere ud i verden? Jeg tænker i kronikker el. lign. Hvis ikke du selv vil lægge ansigt til, kan noget af det måske kanaliseres gennem Seksualpolitisk Forum. Bare en tanke..

  2. TheHumanStain
    20. dec 2007 19:31
    2

    @Mette

    Mit problem er, at jeg som horekunde ikke har nogen troværdighed overhovedet. Jeg er den sidste, medierne tror på eller ønsker at høre i denne debat. Så det eneste, jeg kan gøre, er at prøve at skabe højere viden hos dem, som reelt ønsker denne viden, og som af den ene eller anden grund tror på mig. Den kreds er ikke så stor, at det lægger smartlog ned :) Men jeg håber da, at nogen som læser min blog, bærer det lidt videre ud i verden.

    Noget andet er, at efter at have arbejdet med dette emne, så har jeg indtryk af, at vi pludselig en dag kommer til at høre nogle helt andre historier om trafficking. Min fornemmelse er, at der er masser af forskere og eksperter, fx i IOM, der er grundigt trætte af at emnet er blevet så politiseret, at det i den grad skygger for virkeligheden. Lige nu er mediernes behandling præget af den absurditet, at de altid ringer til nogle aldrende kvinder fra KFUK for at høre ekspertudsagn om prostitution og trafficking. Den dag journalisterne begynder at ringe til dem, der rent faktisk ved noget om emnet, vil de lave nogle helt andre historier.

    Mange tak for de pæne ord om mit indlæg. Jeg synes nu ikke, dine indlæg kammer over. Engang imellem kan man se, at der er meget temperement bag, og så kan det da hænde, at jeg undlader at lægge en kommentar, selv om jeg egentlig havde en mening om det. Hvordan var det nu man sagde engang… et ord er et ord og en mand er en karklud :)

  3. JohnM
    20. dec 2007 21:28
    3

    Husk på, at hver gang du linker til TheHumanStains artikler, øges chancerne for, at de bliver læst og han rykker opad og opad i søgemaskinernes søgeresultater.

    Dine artikler gir mig mod på at fortsætter. Hvis ikke jeg havde dine artikler at henvise til, ville min ytringer blot fortage sig som råb i skoven.

    Nu råber jeg ud over skrænten og får et ekko hvergang.

    Hvergang jeg ser endnu en artikel som denne fra din hånd, giver det mig mod til at tro på, at det nytter noget.

    Snøft! :-D

  4. Lotte
    20. dec 2007 21:38
    4

    Jeg vil også takke dig... Du skriver tit så selv jeg kan forstå, hvad det handler om :)... Tak for det...

    Når jeg læser dine indlæg tænker jeg tit... Har den mand ikke andet at lave, end finde artikler - link og dokumentioner for, hvad der er rigtig og forkert i debatten om prostitution..
    Hvor er det bare så vigtigt for os, at der er en som dig der kan udtale sig sagligt om emnet.

    Ang. om du bliver hørt og læst...
    DET tror jeg du gør... Af mange..

  5. Luder
    20. dec 2007 21:53
    5

    Du fortalte mig engang hvad du måske kunne bidrage med i denne denat .... og hold da op! det kan du :-)
    tak

  6. Luder
    20. dec 2007 22:22
    6

    ved tvivl:
    denat = debat

    :-)

  7. TheHumanStain
    20. dec 2007 23:52
    7

    @JohnM, Lotte og Luder

    Jeg er virkelig glad for, at I kan lide indlægget, og jeg håber, I kan bruge det. Denne gang har det trukket nogle tænder ud, men det er umagen værd :)

    Lotte, det tager en del tid, men for mig er det også en spændende hobby. Jeg har heller ingen unger, der forbruger min fritid...

    Der kommer for øvrigt flere indlæg om trafficking efter nytår. Alle disse rapporter indeholder flere spændende nyheder - eller rettere fakta, som går imod den viden, vi tror vi har.

  8. Frække Rikke
    22. dec 2007 18:00
    8

    @THS
    Jeg beundrer dit detektivinstinkt! Tak for et godt indlæg. Det giver mig ikke kun argumenter, jeg kan bruge på min blog, men også skyts i IRLdiskussioner og et eventuelt fremtidigt studie af prostitution ;-)

    God jul!

  9. TheHumanStain
    22. dec 2007 20:07
    9

    @Rikke

    Mange tak - jeg håber virkelig, det fremtidige studie bliver til noget. Danmark mangler i den grad forksere, der kan se på prostitution med andre følelsler end forargelse og bekymring.

    jeg vil også ønske dig en rigtig god jul :)

  10. Steen Schapiro
    22. dec 2007 20:58
    10

    Wauw, det er fantastisk reserach-arbejde, det her!

    Bemærk også, at trafficking gælder mange slags arbejde, og at det ifølge en rapport fra IOM lyder:
    " Tre fjärdedelar av traffickingoffren har hållits i slavliknade arbetsförhållanden inom jordbruk, byggsektorn och tiggeri.
    —Att inte prostitutionen hade en större andel är något överraskande. Vi kommer nu att öka våra insatser när det gäller bekämpandet av arbetsslaveri, säger Larsson."
    http://www.europaportalen.se/index.php?newsID=24564&page=7009&more=1

    Og så kan jeg VARMT anbefale at læse et essay af den banebrydende antropolog Don Kulick. Han skriver i "Dansk Sociologi" nr 1,, 18. årgang, maj 2007, en grundig og rystende gennemgang af debattens udvikling i Sverige, ud fra: "Skabelsen af en ny slags syg person: Sexkøberen".

  11. TheHumanStain
    22. dec 2007 22:00
    11

    @Steen

    Mange tak for henvisningerne. Jeg vil kaste mig over dem, når vi kommer over julen, og solen rent faktisk begynder at stå op igen :)

    Jeg tror simpelthen vi er blevet fyldt med løgn, når det gælder trafficking generelt. Hele området er blevet erobret til propaganda-formål omkring prostitution. Hvornår er trafficking fx blevet oversat til menneskehandel? Trafficking kan involvere menneskehandel, men i sig selv er det kun infrastruktur. Det er noget, jeg vil forske videre i.

    Har jeg ret i, at der bliver løget, har det meget alvorlige konsekvenser, også uden for prostitution. Jeg har endnu ikke læst IOM-rapporten, du henviser til, men jeg kunne forestille mig, at det for en stor del handler om den enorme afrikanske indvandring, der måske er den største tragedie, man kan finde i Europa lige nu. Men meget få danskere kender til den - vi hører kun om det lillebitte hjørne, der handler om de afrikanske kvinder på Istedgade. De fleste af dem lever formentligt dårlige liv, men deres grundlæggende problem er altså ikke prostitution. Det er en næsten hensynsløs forfladigelse af hele problemstillingen at fremlægge det sådan.

  12. Steen Schapiro
    23. dec 2007 10:52
    12

    Trafficking-begrebet dækker over mange ting, og er defineret gennem FN's Palermo-protokol:
    Hvis jeg må citere fra Seksualpolitisk Forums webside om trafficking:

    "FN har i den såkaldte Palermo-protokol fra 2000 defineret begrebet trafficking sådan:

    • En handling, som indebærer: rekruttering, transport, overførsel, husning eller modtagelse af personer

    • Under anvendelse af: trusler om eller brug af magt, tvang, bortførelse, bedrag, misbrug af magt eller sårbar situation eller at give betaling eller ydelser til en person, som har kontrol over offeret

    • Med henblik på udnyttelse, hvilket som minimum indebærer udnyttelse af andres prostitution, andre former for seksuel udnyttelse, tvangsarbejde, slaveri eller lignende aktiviteter, eller fjernelse af organer.

    Kun hvis alle tre kriterier er opfyldt er der tale om trafficking."

    Kilde: FN-rapporten Trafficking in persons: Global Patterns, s. 51. (iflg. Socialistisk Information, Januar 2007)

  13. TheHumanStain
    24. dec 2007 01:10
    13

    @Steen
    Det hjælper med en pædagogisk udlægning af protokollen - jeg synes den er svær at forstå, fordi teksten står ud i en køre, i modsætning til her, hvor den er splittet op i punkter.

    Jeg tog i øvrigt fejl ovenfor mht oversættelsen af trafficking. (Mit engelske knirker lidt i dag, jvf den anden tråd :)) Jeg troede bare det refererede til trafikken, men ifølge ordbogen betyder det også handel eller omsætning.

  14. Flemming Nakinge Nielsen / Team Gimel
    4. jan 2008 16:42
    14

    @Thehumanisten

    Hvis vi går ud fra at det danske antal sex arbejder, kan overføres til resten af EU altså ca. 6000 pr 5 millioner indbygger, med 459 millioner indbygger giver det ca. ½ million sex arbejder i EU.

  15. TheHumanStain
    5. jan 2008 14:52
    15

    @ Flemming

    Hvad vil du sige med det?

  16. Flemming Nakinge Nielsen / Team Gimel
    5. jan 2008 17:14
    16

    @TheHumanStain

    At det er helt umuligt at så mange sex arbejder, kan finde arbejde i EU, ½ mil. fremme om året, er som du selv skriver rent utopi.
    Mit regnestykke dokumentere, at tallene er umulig i den virkelige verden. ½ mil om året er jo en total udskiftning af den eksisterende arbejdsstyrke.

  17. TheHumanStain
    5. jan 2008 20:54
    17

    @Flemming

    Ok, så er vi enige :)

  18. Linda Kristiansen
    20. mar 1982 12:01
    18

    @ JohnM
    Min computer er brudt sammen, så jeg har mistet alle mine mails og adresser - er du ikke sød at gensende til mig. Min mailadresse er stadig linda@ka-net.dk

Skriv en kommentar

Navn
E-mail
Website