Smartlog v. II » TheHumanStain » isabella
Opret egen blog | Næste blog »

Den største har forladt debatten

23. sep 2007 16:26, TheHumanStain

Isabella Lund har lukket sin blog. En svensk journalist har truet hende med at offentliggøre hendes identitet, hvis hun ikke lukker kæften. Og fuldt forståeligt vil Isabella Lund ikke risikere, at hendes børn kommer til at undgælde for deres mors liv og holdninger.

Jeg kan ikke skrive noget klogt om sagen eller om Isabella Lund, som ikke allerede andre bloggere har skrevet. Se for eksempel hos Luder, der også linker videre til andre.

Så dette korte indlæg har ikke meget andet formål end at udtrykke min varme sympati for Isabella Lund, hvis hun skulle kigge forbi min blog. Uanset at hendes blog nu lukker ned, og alle hendes blændende indsigtsfulde indlæg er fjernet, forbliver hun for mig den allerstørste i denne debat.

For alle os andre er det, at det nu er lykkedes at true hende til tavshed, en påmindelse om, hvad der følger med en kriminalisering af sexkøb. Dem, som arbejder for en kriminalisering, synes at tro, at de med dette enkle kunstgreb kan fjerne en masse sociale og moralske problemer. Men det er fordi de ikke har forstået, hvad prostitution handler om. Det handler om seksualitet og dermed nogle af de dybeste følelser i os.

Disse dybe følelser kan ikke ændres eller fjernes med en lille tilføjelse til straffeloven. Det kræver en langt mere brutal undertrykkelse, og det er det, man ser i Sverige i dag. Ikke blot med det nyeste overgreb mod Isabella Lund.

Pernille, Balder, Lone, Poul Erik, Mette, Margrethe, Dorit og hvad de ellers hedder, der arbejder intenst for at få at få gennemført en kriminalisering af sexkøb herhjemme, peger ofte på Sverige som et eksempel på, hvordan man fra lovgivningens side kan håndtere prostitution. De bør benytte denne lejlighed til selv at se nærmere på, hvordan udviklingen har været i vores naboland. I dag er de velmenende mennesker, der lægger hoved lidt på skrå, så vandet kan flyde ud af ørerne. I morgen er de undertrykkere. Og det ønsker de vel trods alt ikke selv at være.