I det forløbne år er jeg fem-ti gange blevet kontaktet af journalister, der ville høre om, hvad en sexkunde mener. Ved nogle af disse lejligheder har jeg prøvet at gøre journalisten interesseret i, hvilken betydning blogland har haft for prostitutionsdebatten. Det er ikke lykkedes, hvilket jeg ikke helt forstår. Jeg synes jo, at det er en meget interessant historie.

Jeg vil vove den påstand, at blogland har været en afgørende komponent i, at forsvaret for rettigheder i prostitution står så stærkt i offentligheden, som det gør i dag. Jeg anser det ikke som utænkeligt, at hvis blog-mediet ikke havde været opfundet, så havde vi på nuværende tidspunkt haft kriminaliseringen. Hvis jeg har ret i det, så er det også det bedste eksempel på, at det nye medie har magt og er effektivt, og at det i betydning kan overgå alle andre medier, når situationen er til det.

For hvert område, der kommer op i offentligheden, er der et antal debatter på internettet. Så vidt er ”vores” område ikke anderledes end andre. Men på andre områder er der også en debat i alle de traditionelle fora. Det særlige ved prostitutionsdebatten er, at dem, der forsvarer rettigheder, stort set ikke var organiseret i forvejen. Denne organisering er også svær at skabe, fordi både sexarbejdere, kunder og de fleste sympatisører ønsker anonymitet. Hvis de skal blande sig i debatten under eget navn, må de, i modsætning til kriminaliseringsfløjen, eller dem, der forsvarer den nuværende politik, også indirekte sige noget om deres egne seksuelle følelser og handlinger. Det undgår de fleste helst, om ikke andet så af ren blufærdighed.

Blogland kompenserer perfekt for alt dette. Alle kan være anonyme. Samtidig er det hele vidunderligt ubureaukratisk, og dermed overvinder man også næste traditionelle forhindring. Skal man organisere sig i en forening, skal der laves vedtægter og holdes møder, hvor folk skal bede om ordet. Måske møder Jensen op med et bundt geniale ideer, men han føler sig med rette eller urette utilpas i selskabet og kommer derfor aldrig igen, og hans ideer går tabt. På blogge kan alle nemt og ubesværet bidrage med hvad de nu har. På den måde får man alle gode kræfter med, og ethvert bidrag, stort eller småt, kan bruges og videreudvikles af andre.

Man overser det nemt i hverdagen, hvor det ene debat afløser den anden. Men over de godt tre år, hvor et antal blogge – hvoraf nogle desværre er lukket og slettet igen – har beskæftiget sig med prostitution, er der skabt en solid rygrad, både i henseende til viden og ideer. Argumenter og synspunkter er blevet testet, og de er blevet godkendt eller forkastet. Nogle gange efter ophedede diskussioner. Men det betyder, at dem, som i dag står frem i de traditionelle fora, er rustet til tænderne. Der er ikke meget, de ikke har hørt om eller tænkt over før.

Rent bortset fra, at mange af de nuværende aktive har mødt hinanden gennem bloggene. Jeg selv, for eksempel, ville formentligt stadig have gået alene rundt med mine frustrationer, havde det ikke været for blogland.

Det er netop kontakten, der giver bloggene deres styrke. Uden kommentarer fra læserne var en blog blot en samling læsebreve, der kunne være gode eller dårlige, men som ikke blev læst af nær så mange, som hvis de blev bragt i en avis.

Det leder mig frem til det, jeg vil sige med dette indlæg: Tak.

Det er sådan et firkantet ord, og jeg går ud fra, at læserne også selv får noget ud af at være med. Men immervæk har de fleste af jer, der har kommenteret indlæggene over årene, ingen direkte tilknytning til sexarbejde. Det er således mere min end jeres sag, det har handlet om. Samtidig har jeg også på et personligt plan haft meget stor glæde af det, jeg har fået retur fra læserne. For mig har det åbnet nye horisonter, som jeg end ikke forestillede mig eksisterede i virkeligheden.

Det korte af det lange er, at jeg oplever, at jeg har fået og fået og fået. Det kan jeg godt blive lidt beklemt over. Det er ikke fordi, jeg lige nu og her har en masse at give igen. Ud over altså at bruge julen som anledning til at udtrykke min taknemmelighed over og anerkendelse for alt det, som I har bidraget med her og på andre blogge.

Det er da mindste, man kan gøre :) Glædelig jul til jer alle!

Hjemme hos min frisør skal der være stor fest juleaften. Så bliver der serveret and, flæskesteg og lammesteg. Det sidste for at der også skal være noget til de voksne. Der var ingen jul med i min frisørs bagage, da hun kom hertil. Men børnene skulle have gaver ligesom deres klassekammerater, og så kunne man lige så godt gøre en aften ud det, og den aften kunne lige så godt minde lidt om den danske jul, og til sidst blev det en tradition, som også de voksne kom til at holde af.

Men det var altså gaverne, der satte dette lille eksempel på integration i gang. Jeg vil vove den påstand, at også for os indfødte er gaverne afgørende for, at julen er blevet højtiden over dem alle. Det er i hvert fald ikke oplagt ud fra et religiøst synspunkt. Min bedstemor var stærkt troende, og for hende var julen kun årets næststørste højtid. Den største var påsken. At Jesus blev født, og hvad han gjorde, og endda hvad han sagde, var mindre væsentligt end det, at han døde sin brutale død og efterfølgende genopstod. Det var deri, han blev frelser af gavn. Siden da har alle, ifølge den kristne tro, været reddet i det evige liv, blot de troede på ham.

Men fra før vi kan huske er vi blevet indpodet forventningen til alt det skønne legetøj, vi skulle have netop den 24. december, og denne forventningens glæde gik hele december med. Som voksen er det anderledes. Glæden over gaverne er ikke så stor, men vi bliver ved med at give og modtage dem. Det udløser et forbrugsbonanza hvert år i julemåneden, og det vil mangen en præst tale nedsættende om i de kommende dage. Julen skal ikke handle om ting – det er hjerternes fest, vil de argumentere.

Men gaverne er langt mere end materielle goder, der bliver erhvervet og forbrugt. De passer ind i en social dynamik. En gave kan signalere nærhed og forståelse, hvis den er velvalgt. Omvendt kan den signalere fravær og ligegyldighed, hvis den består af noget, som giveren burde vide ikke har nogen interesse for modtageren. I nogle tilfælde er signalværdien bevidst eller ubevidst tilstræbt. Med en stor gave kan man signalere rigdom, eller en særlig tak for noget, modtageren har gjort eller været for en. Med en sikker standardgave, for eksempel en af de bøger, der ligger forrest i boghandlen, kan man signalere, at man betragter modtageren med venlighed, men også med en distance.

Oven i det kommer gensidigheden. Man giver børn gaver, og man glæder sig over at se dem pakke den op, men uden at forvente noget til gengæld. Med voksne aftaler man derimod for langt det meste at udveksle gaver. Få voksne giver gaver til andre voksne uden at få noget til gengæld. Og det er der også normer for. Mange bliver enige om beløbsrammer. For mange er det underforstået, at gaven til voksne børn skal være større end gaven den modsatte vej. Virksomheder, der giver gaver til de ansatte, samler al symbolikken. De giver typisk ret store, men også meget standardiserede gaver. De ansatte siger sjældent tak, og de bliver sure, hvis de ingen gave får. Men de kan godt være glade for gaven alligevel, og den kan godt knytte dem tættere til virksomheden.

Det materialistiske ræs er sandt for dyden ikke altid nogen skønhedsåbenbaring. Men uden udvekslingen af alt dette ragelse måtte vi ikke blot undvære den årlige fest. Vi ville også mangle mange af de signaler, vi sender til og får fra familie og venner, og som fortæller os hvor vi står i livet. Det er det, som jeg synes præsterne glemmer. De har en forestilling om en særlig åndelig verden, hvor mennesker uegennyttigt hjælper hinanden, og denne åndelige verden sætter de i modsætning til en daglig, praktisk verden, hvor man forventer løn for det, man gør.

I virkeligheden hænger de to ting sammen. You scratch my back, I scratch yours. Sådan fungerer det, og det er ikke negativt. Det er dejligt at blive kløet på ryggen, og dem, som kløer hinandens rygge, kommer tit til at nære venskabelige eller endda kærlige følelser for hinanden. Jeg vil for mit eget vedkommende trække den en tand videre og sige, at alt dette banale ’noget for noget’ er ophavet til de fleste af de følelser, vi har for hinanden. Det er som om vi har brug for en praktisk ramme, som vores sociale liv kan udfolde sig i. Læsere, der er uenige med mig, kan selv prøve at tænke på hvor mange af deres nærmeste relationer, der også indeholder en helt egennyttig interesse – fælles job, fælles husleje, jævnlig sex eller hvad det nu måtte være.

Efter konferencen om prostitution den 1. og 2. december var vi et hold, der gik ud og drak øl. Det var en skøn blanding af sexarbejdere, kunder, aktive fra forskellige foreninger og så nogle af dem, som bare følger med på bloggene. Det var enormt hyggeligt, og det var dejligt at møde nogle af dem, man i større eller mindre grad arbejder sammen med, men som man sjældent møder. En del mødte jeg for første gang på konferencen.

Mens vi sad der, slog det mig, hvor mange kilometer vi var fra nogle gængse forestillinger om prostitution, hvor sexarbejderne kun lige akkurat tåler de slibrige kunder, der på deres side bare skal have en krop at onanere i. Sexarbejdere og kunder har givetvis ret forskellige perspektiver på tingene. For os kunder er det stærke oplevelser, som vi engang imellem forkæler os selv med; for sexarbejderne er det hverdag og business.  Men det står ikke i vejen for, at vi også kan have en fælles forståelse og en gensidig respekt og sympati. Sådan har jeg altid oplevet det, når jeg var kunde, og sådan oplever jeg det nu, hvor jeg i forbindelse med debatten er kommet til at møde en del sexarbejdere, uden at der er et kundeforhold mellem os.

Jeg tror, at mange ved deres første møde med prostitution, hvad end de møder den som sexarbejdere eller kunder, bliver overrasket over én ting: At det fungerer. Ikke bare som en handel, men også rent menneskeligt. Det er næsten umuligt at forklare. I 1000 år, godt og vel, har præsterne prædiket om den særlige åndelige verden, og i den hører især sex hjemme, lyder antagelsen. Men den er forkert. Også når det handler om sex klør vi hinandens rygge, og det er dejligt, og på den måde er prostitution ikke sværere at forstå end julen med al dens hygge, overflod, glæde, grådighed, forkælede børn og følelser for dem, som omgiver os.

Jeg har i al stilhed haft 20 års jubilæum som horekunde i år. Jeg kan derfor vanskeligt sige, hvilke erfaringer jeg kun har, fordi jeg har købt sex, og hvilke jeg alligevel ville have samlet op et eller andet sted. Men når jeg hører politikere, embedsmænd og så videre tale om prostitution, ærligt overbevist om det er følelseskoldt og egoistisk, og ikke andet, så kan jeg ikke lade være med at tænke, at der er et vigtigt element i livet, der bliver overset. Men det er en element, der er meget nærværende i prostitution, som på den måde, når vi er færdige med at diskutere kriminalisering, legalisering, sociale problemer og hvad ved jeg, rent faktisk har noget positivt at bidrage med til samfundet omkring sig.

Jeg ønsker alle læsere her på bloggen en glædelig jul.

Illustrationer: Besøg denne side.

Nu er det fandme jul igen, og det er tid til at genåbne min julestue. Jeg er kommet lidt sent i gang, for jeg har ikke rigtigt været i stemning til det. Dette indlæg er også bare for at åbne julestuen.

Som jeg fortalte om sidste år, så er julen en tid, hvor jeg går rundt i vintermørket med sorte rande under øjnene og kigger tilbage. Samler op på alt, hvad jeg har gjort i løbet af året, og prøver at kompensere for det, jeg ikke fik gjort. Det kommer min julestue også til at bære præg af i år. Jeg må advare om, at de få indlæg, den kommer til at bestå af, bliver dryppende sentimentale og ulidelige. Jeg håber læserne bærer over med mig, og så, når det er overstået og dagene igen bliver længere, skal jeg nok skrive noget fremadrettet igen.

Men julen er jo traditionernes tid, og her på min blog er det en tradition at fedte for Christina Aguilera. Det gør jeg når det er jul, eller ved andre højtider, eller når der ikke er nogen særlig anledning. I en perfekt verden ville Christina Aguilera blive gjort opmærksom på den blogger i det fjerne Danmark, der uophørligt promoter hende, og konkludere: ”Ham må jeg bestemt have noget grænseoverskridende sex med.” Det sker nok ikke, men man har da lov at være lidt idealistisk op mod jul.

Klippet nedenfor er fra et Rosie O’Donnel-show, hvor hun synger Have Youself a Merry Little Christmas. Det var egentlig det, jeg ville have vist sidste år, men der var det endnu ikke lagt på Youtube. Sangen er en af de bedre, vi bliver underholdt med i julen, og her er den altså fremført med Christina Aguileras fantastiske stemme, som det åbenlyst kræver hele hendes fysik at folde ud. Apropos hendes fysik, så gør jeg også opmærksom på videoen til hendes nye hit Keeps getting better (åbner i Youtube).

I min familie har vi to særlige traditioner juleaften. Den ene er, at en af os læser juleevangeliet højt, enten før eller efter andestegen. Den anden er, at vi diskuterer, hvor juleevangeliet egentlig slutter. Den sidste tradition har jeg sådan set taget livet af, for nu er det mig, der læser højt, og jeg har besluttet, at juleevangeliet slutter med afsnittet herunder – simpelthen fordi jeg synes, den sidste sætning i det er smuk og runder det hele fint af:

”Og da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen, sagde hyrderne til hinanden: ”Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os.” De skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben. Da de havde set det, fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn, og alle, der hørte det, undrede sig over, hvad hyrderne fortalte dem; men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem.”

Vi er kommet til at forbinde juleevangeliet med essensen af julefred, fordi vi altid hører om, hvad der skete i de dage, til tonerne af jinglebells og til duften af andesteg. Men i virkeligheden er historien, som Lukas fortæller den, lige så hjerteskærende og benhårdt socialt indigneret som Den lille pige med svovlstikkerne. I de første århundreder efter vores tidsregning bredte kristendommen sig hastigt blandt Romerrigets fattige og undertrykte, og de har ikke været i tvivl om, hvad det handlede om: Kejseren i det fjerne Rom beslutter sig for at kradse nogle skatter ind. Og derfor måtte en fattig tømrer og hans højgravide kæreste drage den lange vej til byen for at betale sin del. (se note) Netop under denne rejse nedkommer hun, og hun må føde i en stald, der sikkert har været mørk, fugtig og stinkende på den årstid. Der har ikke været noget med glorier og hyggebelysning, som vi ofte ser scenen afbilledet. Der har været skrig, gråd og afmagt. Hyrderne, som englene fortalte det til, var ude på marken, hvilket også ville sige uden for bymurens sikkerhed, midt om natten. Det var ensbetydende med en meget lav social status.

Selv om hun nu fødte et barn, nægtede Maria, at hun havde været sammen med en mand. En engel havde opsøgt hende, hævdede hun, og englen fortalte, at det var Gud, der gennem helligånden havde gjort hende gravid. Den historie kan man tro på eller lade være. Personligt tror jeg ikke på den. Som alle fattige kvinder gennem historien havde hun ét stærkt kort på hånden: Hendes seksualitet og hendes fødedygtighed. Men det var et kort, der skulle spilles rigtigt, og nu var et eller andet gået galt. Måske har hun ladet begæret overmande sig. Eller måske har hun været forelsket i en anden, som ikke ville have hende alligevel. Eller måske har hun gjort et mislykket forsøg på at erobre en mand med højere social status end Josef. Eller måske er hun blevet udnyttet eller voldtaget af en herre, hun tjente hos. Uanset hvad, nu var det hele ved at glide hende af hænde, og med sin løgn forsøgte hun desperat at redde stumperne. Sådan tror jeg, at det hænger sammen.

Men selv om min mistanke er forkert, og hun fortalte sandheden, så hjalp det hende ikke meget. For det fremgår af den videre historie, at man ikke troede på hende i samtiden – jøderne anerkendte som bekendt ikke Jesus som Guds søn. I stedet har man foragtet hende. I bedste fald har man betragtet hende som en falden kvinde, i værste fald som en skøge, en billig tøjte, en liderlig synder. De religiøse ledere har tordnet mod kvinder som Maria. Jesus brugte sit liv på at strides med de skriftkloge, og på sin vis begyndte denne konflikt allerede, da han blev undfanget.

Men der er altså ikke noget at sige til, at Maria gemte ordene i sit hjerte og grundede over dem, når hyrderne nu fortalte hende, at Gud havde udvalgt netop hende til at føde og opdrage det jødiske folks frelser.

På gaderne bag Hovedbanegården i København er der hver dag et større antal udenlandske kvinder, der forsøger at bruge deres seksualitet og skønhed til at trække sig ud af fattigdommen. De har givetvis alle drømme om noget større, og forhåbentligt lykkes det for nogle af dem. Engang imellem bliver de rutinemæssigt arresteret, i mange tilfælde selv om Politiet godt ved, at de ikke gør noget ulovligt. Disse arrestationer sker efter heftigt lobbyarbejde fra blandt andet KFUK og en række politikere, hvoraf flere også er overbevist kristne. 2008 år er gået siden Maria fødte, men magthaverne og de religiøse ledere kan stadig ikke respektere, at seksualiteten er en personlig ejendom for den enkelte. Også når den enkelte er fattig og kvinde.

Men hvis Jesus i den nærmere fremtid skal have en lillebror eller en lillesøster, så er det et godt bud, at det er en af disse kvinder bag Hovedbangegården, der bliver valgt til at føde barnet. Hvis hele historien fra Bethlehem er sand, og der findes en Gud, så har han så tydeligt, som han nu kunne, givet et vink om, hvem han foretrækker.

Jeg vil ønske alle læsere, debattører og medbloggere en glædelig jul og et godt nytår. Jeg holder et par ugers pause med at skrive nye indlæg, men jeg vender frygteligt tilbage i 2008.

Illustrationer: Besøg denne side.

---------

Note: I den danske oversættelse af Lukas-evangeliet hed det tidligere, at kejseren besluttede, at alverden skulle skrives i mandtal. I dag anvendes ordet folketælling. I visse engelsksprogede oversættelser står det imidlertid klart, at det var en skatteudskrivning, der var tale om. Se for eksempel her.

Nu er det jo lidt en definitionssag, om det overhovedet har været sommer i år. Men mens det i hvert fald var det sådan rent kalendermæssigt, skrev jeg et indlæg, hvor jeg fremhævede blandt andet Christina Auilera som en positiv figur for feminismen.

Siden har jeg researchet mere på emnet, om jeg så må sige, og jeg er blevet en stor fan af hende. Musikindustrien evige strøm af sexede starletter har et tvivlsomt ry. Det er sikkert nogle gange velfortjent, men Christina Aguielera synes jeg er en meget fin rollemodel for sit kernepublikum - teenagepiger.

Dels er hendes tekster meget ofte positive og sympatiske. Det er vel en overdrivelse at kalde dem stor kunst, men de rækker ud og støtter uerfarne piger med alle de følelsesmæssige problemer, de nu kan have. Se for eksempel Beautiful og The Voice Within.

Men nok så vigtigt er Christina Augilera med til at gøre erotik og sex acceptabelt. Igen, jeg tvivler ikke på at den egentlige hensigt med de store mængder lir omkring hende handler om salgstal. Men så meget mere: Denne insisteren på, at det uanset motivet er okay at give den gas i erotiske boldgade, sætter et positivt eksempel i en tid, hvor udgangspunktet ofte er, at det er et problem, hver gang kvinder under 35 tænker, føler eller udtrykker noget som helst, der har med sex at gøre.

Her er to klip med Christina Aguilera. Det første er ”Have yourself a merry little christmas” i en, synes jeg, flot duet med Brian McKnight. De sidder i et tv-studie med nærkontakt til publikum, og det forekommer mig, at man kan se den ganske almindelige unge kvinde, der nu bare har været heldig at blive født med et stort talent samt viljen og evnen til at udnytte det. (Ja ja, jeg ved det godt, men den slags fascinerer altså en hæderlig gammel gris som mig).

Det andet klip er videoen til Candyman. Jeg elsker den, fordi den er så brandsjofel med kontrasten til det uskyldige 40’er-setting. Læg mærke til, hvor grovkornede sjofelhederne er, og så alligevel subtile i forhold til de seksuelle over- og undertoner i langt de fleste andre musikvideoer.

Se Candyman på Youtube.

Illustration fra Marie Claire

For nogle år siden havde jeg denne ”Driving home for christmas”-oplevelse. Jeg kørte, det var juleaftensdag om formiddagen, og der var den helt specielle stemning, der nu er på den dag.

I Radioavisen sagde de, at Claus Hjort Frederiksen ville stramme rådighedsreglerne for de ledige (eller kontanthjælpsmodtagere). En eller anden velfriseret spindoktor i Beskæftigelsesministeriet har åbenbart ønsket at give budskabet maksimal eksponering ved at offentliggøre det på et tidspunkt, hvor konkurrencen om nyhedsbilledet er minimal. Men jeg fandt det taktløst. Der er givetvis dovne skiderikker blandt de ledige, og dem har jeg ikke ondt af. Men det er en ulempe ved det nuværende samfund, at man forudsætter, at alle, bogstaveligt talt, mellem 18 og 60 år skal være enten i arbejde eller uddannelse hele tiden. Så strømlinede er mennesker ikke, og efter min erfaring oplever de fleste ledige rådighedskravene som en uretfærdighed og en plage. For mange af dem er det alvorligt belastning, og for dem må det have været en noget speciel julehilsen fra Hendes Majestæt Dronningens regering.

Nu kunne man godt skyde skylden på netop denne regering, men så enkelt er det desværre ikke. Ved sin næstsidste nytårstale i 2000 prøvede Poul Nyrup Rasmussen at vende de dårlige meningsmålinger ved at adressere de vælgere, som var bange for indvandringen. Det var ikke fordi han som sådan sagde noget, jeg var væsentligt uenig i – det var igen bare taktløsheden; det ufølsomme i at vælge netop nytårstalen til at fremkomme med budskabet. Alle vidste, at han prøvede at fedte for de socialdemokratiske kernevælgere, der var på vej over til DF. Men statsministerens nytårstale er en højtidelig stund, og den skal være samlende for os alle, danskere og indvandrere. Så kan vi forholde os til de uomgængelige gnidninger mellem os resten af året.

Ved et par lejligheder i debatter om prostitution er jeg blevet højtravende og har skrevet, at velfærdsstaten er død. Om den nu er det eller ej, så er det altså noget af et sidespor i en debat om prostitution, og jeg har beklaget, at jeg bragte det bane. Men i en i forvejen meget lang debat på Luders blog lovede jeg, at jeg ville forklare mit synspunkt på min egen blog, og det er så det, jeg gør nu.

Velfærdsstaten er født i en tid,  hvor de fattige for det første var rigtigt fattige – og for det andet var i flertal i befolkningen. De havde en stærk interesse i og motivation til at skabe og værne om et samfund, der sikrede, at alle kunne komme med. Således opstod folkeskolen, således opstod den gratis behandling på sygehuse, således opstod sociale systemer for dem, der faldt ud af arbejdsmarkedet, og således opstod de lave strafferammer ved kriminalitet. De fleste i befolkningen vidste, at de hang yderligt, og at det i morgen kunne være dem eller nogle af deres nærmeste, der kom i problemer. Så de stemte på partier, der sikrede de svageste, og de var forargede på folk, der ikke loyalt støttede op om den samfundsmodel, der gav mulighed for et fælles sikkerhedsnet.

Der er stadigvæk danskere, der er fattige i en absolut forstand. Ingen tvivl om det. Men nu er de i et lille mindretal. Ja, der er indkomstforskelle, men ikke sådan at dem med de laveste lønninger lider nogen materiel nød overhovedet. Det er langt fra nok til at trække det politiske fokus væk fra dem, der nu er det store flertal: Middelklassen. (Og når jeg siger ”dem”, så mener jeg ”os”). Det er os og vores små problemer, politik handler om. Læg mærke til, hvordan udviklingen har været de seneste 10-15 år: Der er gentagne gange blevet strammet op over for de to grupper, jeg nævnte ovenfor - ledige og indvandrere. Derimod bliver børnefamilierne tilgodeset med en ekstra sjat, hver gang der er et politisk forlig om hvad som helst. Og boligejerne har høstet enorme gevinster, som ingen har nænnet at beskatte. Tværtimod har både den nuværende og den forhenværende regering sænket boligskatterne. De var begyndt at ramme almindelige mennesker, underforstået middelklassen, og det går jo ikke.

Problemet er således, at vi har en samfundsform – velfærdsstaten – der er skabt til at omfordele fra de rige til de fattige, men som i dag bliver brugt til noget helt andet. Nemlig som middelklassens instrument til at rage magt, privilegier og penge til sig. Og det bliver mere og mere perverteret. Middelklassens krav bliver stadigt mere ublu, og man ser dem ved hvert valg, hvor de store partier konkurrer om at opfylde flest mulige af dem. Fornemmelsen af, at der er nogle overordnede principper, man kan bruge til at sortere i kravene, er for længst forsvundet for såvel den enkelte som for partierne og velfærdsstatens institutioner.

Min pointe er: Det holder ikke i længden. I længden skal ethvert samfundssystem have enten en stærk retfærdighed eller et stærkt hemmeligt politi i ryggen for at overleve. Velfærdsstaten har ingen af delene. Lige nu triller toget videre, fordi vi over en historisk lang periode har haft gode konjunkturer. Der har hele tiden være penge til at lukke kæften på dem, der råber op. Men den dag, konjunkturerne vender, tror jeg, man vil se, at tingene ikke længere hænger sammen. Enten skal man lade de ledige, indvandrerne og hvem der ellers er bløde endnu mere, og så vil man se vold på gaden. Eller også må man lade nogle i middelklassen bløde, og så vil de ikke længere støtte op om velfærdsstaten.

Og hvad det hele har med prostitutions-debatten at gøre? Ikke specielt meget, i virkeligheden. Den er bare et lille hjørne af det. Men den er dejligt illustrativ, fordi den handler om principper og ikke penge. Dermed gør de gode konjunkturer ingen forskel i denne henseende – man kunne godt give de kristne og feministiske grupper, der ønsker en kriminalisering, en bevilling til at bygge nye menighedshuse. Men det ville ikke tilfredsstille dem. Dermed ser man den beskidte kamp, man vil se masser af steder, den dag der pludselig ikke er penge ad libitum at dele ud af.

Det, man præcist ser i prostitutionsdebatten, er, at en del af middelklassen er forarget på en anden del af middelklassen og vil skubbe den ud af velfærdsstaten. Denne anden del, som består af de fleste prostituerede og deres kunder, opdagede lidt sent, at den var under angreb. Vi (for det er igen også mig) tog det for givet, at velfærdsstaten naturligvis forsvarede vores rettigheder. Det er nogle af os så blevet usikre på, og nu kæmper vi tilbage. Men en af parterne – enten os eller de kristne og feministiske og grupperinger – må ende med at stå desillusionerede tilbage og tænke: Det var ikke det samfund, vi troede, vi levede i.

Men i virkeligheden er ingen af os er de helt store tabere. De store tabere er i stedet nogle svage grupper, som burde stå velfærdsstatens hjerte allernærmest. For eksempel de udenlandske gadeprostituerede. De bliver fængslet i flæng under påskud af, at man vil hjælpe dem. Og de handicappede i Københavns Kommune bliver forhindret i at have et sexliv, fordi kriminaliseringstilhængere her har magten til at forhindre dem i at arrangere et besøg af en prostitueret.

Og dette – at nogle svage grupper skødesløst bliver ofret i en kamp, hvor en del af middelklassen prøver at skubbe en anden ud i mørket - er billedet af velfærdsstatens død.

Illustrationer: Besøg denne side.

På et aftenskole-kursus, jeg fulgte, skulle vi have en juleafslutning, og underviseren medbragte et bånd med HC Andersens eventyr ”Den lille pige med svovlstikkerne”. Jeg kendte det naturligvis godt i forvejen, men så meget mere overrumplet blev jeg over, hvor stærkt det virkede på mig: Jeg måtte kæmpe med at holde gråden tilbage. Nok har jeg en sentimental side, men dog kun meget sjældent på den måde, at tårer og snot står ud til alle sider.

HC Andersen står på flere måder i et lidt latterligt skær. Denne forfængelige, selvmedlidende og snobbede mand, der satte et kryds i sin dagbog, hver gang han onanerede. Men det er absolut fortjent, når han bliver regnet som et nationalklenodie. Han havde et meget skarpt blik for spændvidden i den menneskelige natur, og selv om han var en knudemand, er der få der med hans intensitet har udstillet hyklerne og omvendt forsvaret mennesker, når de viste ægte følelser. Herunder også seksuelle følelser. Se for eksempel ”Det er er ganske vist!” og ”Prinsessen på ærten”.

Men efter min mening slår ingen af hans eventyr – eller for den sags skyld nogen anden dansk tekst, jeg har læst – ”Den lille pige med svovlstikkerne”. Som mange af hans eventyr er det overraskende kort. Disse historier, som vi refererer til i tide og utide, er læst på fem minutter. Men den virkelige genistreg i dette tilfælde er, at man ikke kan læse sig til, præcis hvornår pigen dør under sine hallucinationer om en bedre verden. Det var det, der gjorde så stærkt indtryk på mig.    

------------------

Det var så grueligt koldt; det sneede og det begyndte at blive mørk aften; det var også den sidste aften i året, nytårsaften. I denne kulde og i dette mørke gik på gaden en lille, fattig pige med bart hoved og nøgne fødder; ja hun havde jo rigtignok haft tøfler på, da hun kom hjemme fra; men hvad kunne det hjælpe! det var meget store tøfler, hendes moder havde sidst brugt dem, så store var de, og dem tabte den lille, da hun skyndte sig over gaden, idet to vogne fór så grueligt stærkt forbi; den ene tøffel var ikke at finde og den anden løb en dreng med; han sagde, at den kunne han bruge til vugge, når han selv fik børn.

Dér gik nu den lille pige på de nøgne små fødder, der var røde og blå af kulde; i et gammelt forklæde holdt hun en mængde svovlstikker og ét bundt gik hun med i hånden; ingen havde den hele dag købt af hende; ingen havde givet hende en lille skilling; sulten og forfrossen gik hun og så så forkuet ud, den lille stakkel! Snefnuggene faldt i hendes lange gule hår, der krøllede så smukt om nakken, men den stads tænkte hun rigtignok ikke på. Ud fra alle vinduer skinnede lysene og så lugtede der i gaden så dejligt af gåsesteg; det var jo nytårsaften, ja det tænkte hun på.

Henne i en krog mellem to huse, det ene gik lidt mere frem i gaden end det andet, der satte hun sig og krøb sammen; de små ben havde hun trukket op under sig, men hun frøs endnu mere og hjem turde hun ikke gå, hun havde jo ingen svovlstikker solgt, ikke fået en eneste skilling, hendes fader ville slå hende og koldt var der også hjemme, de havde kun taget lige over dem og der peb vinden ind, skønt der var stoppet strå og klude i de største sprækker. Hendes små hænder var næsten ganske døde af kulde. Ak! en lille svovlstik kunne gøre godt. Turde hun bare trække én ud af bundtet, stryge den mod væggen og varme fingrene. Hun trak én ud, “ritsch!” hvor sprudede den, hvor brændte den! det var en varm, klar lue, ligesom et lille lys, da hun holdt hånden om den; det var et underligt lys! Den lille pige syntes hun sad foran en stor jernkakkelovn med blanke messingkugler og messingtromle; ilden brændte så velsignet, varmede så godt! nej, hvad var det! — Den lille strakte allerede fødderne ud for også at varme disse, – – da slukkedes flammen, kakkelovnen forsvandt, — hun sad med en lille stump af den udbrændte svovlstik i hånden.

En ny blev strøget, den brændte, den lyste, og hvor skinnet faldt på muren, blev denne gennemsigtig, som et flor; hun så lige ind i stuen, hvor bordet stod dækket med en skinnende hvid dug, med fint porcelæn, og dejligt dampede den stegte gås, fyldt med svesker og æbler! og hvad der endnu var prægtigere, gåsen sprang fra fadet, vraltede hen af gulvet med gaffel og kniv i ryggen; lige hen til den fattige pige kom den; da slukkedes svovlstikken og der var kun den tykke, kolde mur at se.

Hun tændte en ny. Da sad hun under det dejligste juletræ; det var endnu større og mere pyntet, end det hun gennem glasdøren havde set hos den rige købmand, nu sidste jul; tusinde lys brændte på de grønne grene og brogede billeder, som de der pynter butiksvinduerne, så ned til hende. Den lille strakte begge hænder i vejret — da slukkedes svovlstikken; de mange julelys gik højere og højere, hun så de var nu de klare stjerner, én af dem faldt og gjorde en lang ildstribe på himlen.

“Nu dør der én!” sagde den lille, for gamle mormor, som var den eneste, der havde været god mod hende, men nu var død, havde sagt: Når en stjerne falder, går der en sjæl op til Gud.

Hun strøg igen mod muren en svovlstik, den lyste rundt om, og i glansen stod den gamle mormor, så klar, så skinnende, så mild og velsignet.

“Mormor!” råbte den lille, “Oh tag mig med! jeg ved, du er borte, når svovlstikken går ud; borte ligesom den varme kakkelovn, den dejlige gåsesteg og det store velsignede juletræ!” — og hun strøg i hast den hele rest svovlstikker, der var i bundtet, hun ville ret holde på mormor; og svovlstikkerne lyste med en sådan glans, at det var klarere end ved den lyse dag. Mormor havde aldrig før været så smuk, så stor; hun løftede den lille pige op på sin arm, og de fløj i glans og glæde, så højt, så højt; og der var ingen kulde, ingen hunger, ingen angst, — de var hos Gud!

Men i krogen ved huset sad i den kolde morgenstund den lille pige med røde kinder, med smil om munden — død, frosset ihjel den sidste aften i det gamle år. Nytårsmorgen gik op over det lille lig, der sad med svovlstikkerne, hvoraf et knippe var næsten brændt. Hun har villet varme sig! sagde man; ingen vidste, hvad smukt hun havde set, i hvilken glans hun med gamle mormor var gået ind til nytårs glæde!

Fans af tv-serien Frasier vil huske et afsnit, hvor Martin Crane har fået forvildet sig ind i et krybbespil. Han skal synge en julesang, der indeholder en meget høj tone, som han aldrig rammer. Og hver gang han prøver, bliver overboen sur.

Sangen er er Oh holy night, og det er tilfældigvis min yndlings-julesang. Jeg har ledt efter en god version på Youtube, men jeg må konstatere, at langt større kapaciteter end Martin Crane giver fortabt over for den høje tone og snyder sig hen over den. Det gør blandt andet Celine Dion (tsk tsk).

Men Mariah Carey – hun giver ikke op så let. Jeg har aldrig haft noget særligt forhold til hendes musik, men efter at have set filmklippet nogle gange er jeg næsten lige så fascineret af hende som af sangen. Der står hun, med de buttede kinder og i en stram rød kjole, der ikke ser ud til at være helt velegnet til formålet, og trykker den af. Jamen altså, der er da endelig en, der kan få bløde pakker op i toppen af ønskesedlen. Se selv!

Enhver ordentlig julekalender på tv indeholder en bestemt karakter: Den sure knark, som ikke er med på julestemningen, men som tværtimod hader alt det juleri. I afsnit 24 bliver han altid omvendt, og så ender det hele i fryd og gammen, og freden sænker sig.

Nogle gange føler jeg mig som knarken, bortset fra at jeg også hader julen, når den kommer. Det sker nogle gange i de sidste dage inden ferien slutter, at jeg bliver lidt vemodig over, at julen allerede er forbi. Men det er også det højeste, jeg kan komme.

Når jeg tænker tilbage på min barndoms jul, kan jeg ikke huske et eneste konkret, dårligt minde. Min forældre var meget samvittighedsfulde på det punkt, så vi fulgte de generelle juletraditioner og udviklede også vores egne. Vi lavede konfekt og julepynt og hentede juletræ, og bagefter fik vi varm kakao med flødeskum. Hyggeligt var det.

Men stemningen i det, jeg husker, er en anden. Jeg husker kontrasten mellem den rå junglelov i skolegården og lærernes velmente julearrangementer. Jeg husker de evige skærmydsler i familien. Og jeg husker de søde og kække børn i Jullerup Færgeby og Vinterbyøster, som man gerne ville, men ikke kunne, være lige som. Og det var måske i det sidste, problemet lå. Hverken min familie eller min skolegård skilte sig væsentligt ud fra det normale, tror jeg. Men det var som om julefreden aldrig sænkede sig, sådan som det var meningen; sådan som man så på tv. I stedet blev det altid forkert og falskt.

Bedre blev det sådan set ikke, da jeg blev ung og voksen. Presset fra den perfekte jul lettede lidt, men til gengæld kom presset for, at også nytårsaften skulle være perfekt, oveni. Man var altid henholden med at sige ja til nytårsinvitationer, for det kunne jo være, at noget endnu mere rigtigt dukkede op. På samme konto var det også praktisk talt umuligt selv at invitere gæster – de skulle altid lige give besked senere, og med et par enkelte undtagelser endte det altid med, at man sad i et selskab, hvor alle var pænt klædt på, men følte sig som tabere.

Det er langt fra kun mig selv, der har den slags følelser. Julen er ikke kun hjerternes fest, det er også depressionernes og selvmordenes højtid. Men jeg vil sige for mit eget vedkommende, at efterhånden har jeg faktisk nogenlunde forliget mig med julen som en årlig renselse.

Charles Dickens og hans juleeventyr har hjulpet mig på vej. For dem, som ikke kender det – det handler om en gammel, sur gnier fra 1800-tallets England, der op til jul blive opsøgt af tre spøgelser for henholdsvis fortidens jul, den nuværende jul og fremtidens jul. Det første viser ham de ungdomssorger, der fik ham til at lukke sig inde i sig selv. Det andet viser ham hans medarbejderes kummerlige livsvilkår, som han aldrig bemærker i hverdagen. Og det tredje viser ham, hvordan han skal dø ensom og ulykkelig, hvis han ikke lægger stilen om.

(”Et juleeventyr” findes i forskellige filmversioner, hvoraf flere plejer at blive vist kort inden jul. Nogle af dem er parodier på den rigtige historie. Men den kan også forkomme lidt tung i det, og parodierne har budskabet med. Den eneste version, der ikke fungerer, er pudsigt nok Disneys – pudsigt, fordi Carl Barks opkaldte Joakim Von And, Scrooge McDuck, efter hovedpersonen i ”Et juleventyr”, Ebenezer Scrooge.)

Jeg synes, Charles Dickens fanger meget præcist, hvad julen og alle dens komplekser handler om. Omgivelserne er ikke anderledes i julen, end de er resten af året. Men i julen bliver vi ubønhørligt mindet om, hvor vi står i forhold til vores omgangskreds. Hvis vi har begravet os i arbejde, hvis vi har isoleret os, hvis vi har behandlet familie og venner dårligt eller overfladisk, så er det i julen, vi ser regningen for det. Og denne årlige påmindelse er grundlæggende meget sund.

Det korte af det lange er, at her på bloggen – hos den liderlige horekunde – bliver der fejret jul. Det handler stadig om prostitution, mennesker og sensualitet, men indlæggene gennem december vil have jul som tema. Og der bliver pyntet og hygget med lystne nisser og julemusik, og havde jeg kunnet hænge granguirlander op, så havde jeg også gjort dét.

(Nå ja, og så går mine batterier altid flade her i årets sidste måneder. Jeg går rundt med mørke rande under øjnene, og det er altså 40 gange nemmere at skrive om julehygge end at skrive seriøse indlæg om prostitution. Jeg arbejder på en større sag om trafficking, som jeg glæder mig til at lægge på, og som jeg håber bliver klar inden jul. Men jeg kan ikke love noget).

Illustrationer: Besøg denne side.