Nogle år i min skoletid var jeg fan af bokseren Muhammed Ali. Umiddelbart var det et noget bizart valg for en splejset hvid knægt, der klogeligt holdt sig uden for ethvert slagsmål. Men børn eksperimenterer nu engang med deres identitet ved at læne sig op af deres tids flygtige og selvpromoverende stjerner. Muhammed Ali tilbød en masse identitet. Han markedsførte sig pralende som den største, den smukkeste og den klogeste.

Set i bakspejlet vidste jeg allerede mens det stod på, at Muhammed Ali og jeg var et mismatch, der ikke ville holde i længden. Hvad jeg derimod ikke gennemskuede, var at mit idol var alt andet end flygtigt – han VAR rent faktisk den største. Ikke bare sportsligt, men også menneskeligt. I 60'erne og 70'erne var der mange sorte i USA, der førte sig frem som ekstreme forbilleder. Men ingen gjorde det mere effektivt end Muhammed Ali. Han fik således stor betydning for den udvikling, der har gjort, at USA i dag har sin første sorte præsident. 

Muhammed Ali var militærnægter under Vietnam-krigen, han smed sin guldmedalje fra OL i 1960 i en flod, han forkastede sit ”slavenavn” Cassius Clay, han konverterede til Islam. Alt sammen var det dybt kontroversielt i samtiden. Men han viste andre sorte, at de kunne leve ekstremt og samtidig være stolte. At de ikke behøvede påtage sig andres kultur og normer for at kræve ligeret. Meget få fulgte i en direkte forstand hans eksempel, og de fleste sorte levede formentligt efter værdier og drømme, der lignede det hvide flertals ret meget. Men altså ikke helt, og slet ikke i omverdenens øjne. Netop i kraft sit ekstreme udtryk skaffede Muhammed Ali dem plads og rum.

Måske spillede det også ind, at han på en bagvendt måde gjorde de hvide mere trygge. De så, så at sige, hvor galt det kunne være, hvis de sorte skejede maksimalt ud. Og at det i grunden ikke var så galt. De hvide kunne også se Muhammeds Alis storhed. Han virkede troværdig og på den måde beroligende – igen ikke på trods af, men i kraft af sine ekstreme handlinger og synspunkter.

Som sagt, Muhammed Ali var den største, men langt fra det eneste ekstreme og forargende afro-amerikanske forbillede i samtiden. Man vendte ryggen til hidtidige idealer om at være ”farveblind”, som heller ikke havde ført USA nogen vegne siden borgerkrigen et århundrede forinden. I stedet hypede man netop farven. Dét virkede.

De sorte i USA er langt fra alene om at have erfaret, at det ekstreme udtryk er vindermodellen i ligestillingskampe. Jeg kan ikke komme på noget eksempel på, at en underpriviligeret gruppe har opnået ligestilling ved at tilpasse sig normerne fra den klasse, race eller stand, der forinden har siddet på privilegierne. Bare se på de historiske ligestillingskampe herhjemme i Danmark:

Småbønderne i midten af 1800-tallet hypede en national bondekultur. Det er grundlæggende denne kultur, vi ser besunget i højskolesangbogen. Ret få bønder efterlevede i praksis de fine idealer. Men det virkede og førte til et kæmpe politisk, socialt og kulturelt gennembrud.

I endnu nyere tid har de homoseksuelle gjort det samme. Tidligere tiders forsøg på at falde i med tapetet ændrede ikke ved, at de helt officielt blev betragtet som syge mennesker – som udskud. Derimod var der fremgang, da de begyndte at fokusere på gay pride. Jeg gætter på, at de færreste homoseksuelle dybest set føler ret meget slægtskab med personerne i de farverige bøsseparader. Men det, at nogle få turde stå frem og vise deres ekstremitet, har skabt plads og rum til alle dem, der i virkeligheden bare afviger en lille smule fra normen, men som ikke desto mindre var undertrykte.

De eneste, der ikke har forstået, hvordan man vinder en ligestillingskamp, er den officielle kvindebevægelse. Den gør præcis det, der ikke virker, men som tværtimod fører længere ud i sumpen: Den hævder, at der er en monokultur – at mænd og kvinder ikke bare skal være lige, men også at mænd og kvinder er ens. Den strategi er bedst udtryk ved idealet om kønsmainstreaming.

I praksis er det en tilpasning til klassiske maskuline idealer og drømme. Mænd er traditionelt karriereorienterede, så det skal kvinder være i samme grad. Mænd sidder på de fleste bestyrelsesposter, så der skal flere kvinder ind i bestyrelser. Princippet gælder også, når der ikke er magt involveret. Der er lige så meget jubel fra kvindebevægelsens side, når en kvinde bliver mekaniker, som når hun bliver topchef.

Problemet er ikke, at man fremhæver karrierekvinden eller den kvindelige mekaniker som rollemodeller. Tværtimod er det i sig selv med til at udvide kvinders handlerum. Problemet er, at det ikke er noget mål i sig selv, at kvinder bliver topdirektører eller får olie under neglene, hvis de nu ikke gider det. Og alle kvindelige rollemodeller, der overvejende er feminine, bliver brutalt afvist og nedgjort af kvindebevægelsen.

Sexarbejderen, der ud i det teatralske benytter kvindelig seksualitet til at få fordele, er ugleset. I den modsatte ende af skalaen gælder det samme for kvinder, der bærer tørklæde. Men det gælder også for alle andre kvinder, der markerer en kultur, der er overvejende feminin. Jeg har for eksempel læst i Politiken, at den er helt gal med stiletfeminister.

Personligt mener jeg, at vi allerede har strukturel ligestilling, men at den kulturelle ligestilling mangler. Mange af den klassiske kristendoms tanker om kvinders underlegenhed lever ufortrødent videre, om end under mere moderne betegnelser. Men i stedet for at gøre noget ved det, deler kvindebevægelsen sin energi mellem at overbevise verden om, at kvinder i virkeligheden er en slags mænd – og at påføre mænd den samme plamage af skam og skyld, som de oplever for sig selv. At kæmpe for lighed og værdighed på en gang synes at være en uoverstigelig barriere, og resultatet er frustrationer hele vejen rundt.

Den kulturelle ligestilling kan ikke indføres ved lov. Den skal komme gennem en dynamik mellem mennesker. Det er mig en gåde, at kvindebevægelsen ikke hyper enhver sexarbejder og enhver kvinde med tørklæde. Netop disse små grupper, der på hver sin måde lever ekstremt i forhold til samfundets normer, giver ved deres blotte eksistens alle andre kvinder det optimale frirum. Hvis dette frirum ender med, at kvinder træffer andre valg end mænd, så lad det være sådan. Målsætningen er ikke at være ens – det er at være lige. 

Dette indlæg er det første af to indlæg om ligestilling. Det næste hedder Queer-blindgyden og kommer på senere.

Engang imellem, når man undrer sig over hvor overfladiske og kyniske politikere kan virke, så er det en god ide at stoppe op og tænke over de vilkår, de selv lever og arbejder under.

Tag nu Margrethe Vestager. Siden sin ungdom har hun været de radikales wunderkind, der næsten uundgåeligt måtte ende som partileder. Men de første tre år på den post har været en vandring i fiaskoer og personlig kritik. Hun led et sviende valgnederlag i 2007, og for øjeblikket står meningsmålingerne på den laveste vælgertilslutning i partiets historie. Prominente medlemmer har forladt partiet, der lige for tiden er præget bitre, interne stridigheder. Margrethe Vestager selv har gødet både medlemmernes og vælgernes uvilje ved at fokusere på nogle ufolkelige og til dels kontroversielle mærkesager. Det vil omvendt gøre hende til en helt, hvis hun en dag kommer til magten, og mange partiledere før hende har haft en tung start. Men på et eller andet tidspunkt må hun også begynde at bekymre sig om, om bøtten nogensinde vender, eller om fiaskoerne skal forfølge hende, indtil en anden partileder kommer til.

En af Margrethe Vestagers ufolkelige mærkesager er kønskvotering til lederstillinger og bestyrelsesposter. Den politik er overflødig hvor hun sidder lige nu – fem af otte partiledere på Christiansborg er allerede kvinder.

En af de fire andre kvindelige partiledere er Helle Thorning-Schmidt. Også hun tabte valget i 2007. Socialdemokraterne gik ikke så mange mandater tilbage som de radikale, men man kom fra et i forvejen meget lavt niveau og landede på det dårligste resultat i et århundrede. Meningsmålingerne viser, at det kan blive endnu værre næste gang. Modsat Margrethe Vestager synes Helle Thorning-Schmidt at have skabt ro i sit parti, men det er på bekostning af den fornyelse, som den radikale leder trods alt står hos de radikale. Det er påtrængende nødvendigt for Socialdemokraterne at appellere til nye vælgergrupper, men den pris, Helle Thorning-Schmidt har betalt for roen, er, at hun hele tiden har givet efter for traditionalisterne, der ikke vil have forandring.

Kvindelig partileder nummer tre er Johanne Schmidt-Nielsen fra Enheds-listen. Hun er først helt for nyligt fået posten, og hun har endnu ikke haft tid til at løfte sit parti så langt op, at det ikke behøver frygte spærregrænsen. Spørgsmålet er, om hun kan gøre det. Den kvinde må have verdens dårligste tv-tække. Hun udtaler sig klart, forståeligt og indsigtsfuldt. Men det indtryk, hun giver, er en næsten skræmmende kulde, der får Ritt Bjerregaard til at virke som en kåd skoletøs. Det er måske uretfærdigt, men det er nu engang på tv, at man møder vælgerne.

Johanne Schmidt Nielsens modsætning findes på den borgerlige fløj. Lene Espersen udstråler varme og menneskelighed. Hun har både tv-tække og vælgertække. Men hendes politiske tæft er stærkt tvivlsom. Hendes konkrete handlinger er næsten altid en funktion af noget, som andre gør, og når hun engang imellem kommer med en ideologisk udmelding, bliver hun mødt med hovedrysten fra borgerlige og konservative tænkere. Måske kan hun med sin personlighed vinde nogle vælgere, men Lene-effekten i meningsmålingerne var hurtigt overstået, og der er foreløbigt ikke noget, der tyder på, at hun nogensinde kan komme til at samle en politisk strømning.

Lene Espersens seneste vandgang var forslaget om at forbyde kvinder at bære burkaer. Regeringspartnerne i Venstre har prøvet at lyde venlige, men de har sagt klart nej, og også i og omkring hendes eget parti siger man fra.

Burka-historien er blevet sammenlignet med prostitutionsdebatten, og den sammenligning mener jeg holder. Argumentet i begge tilfælde er: ”Der er nogle kvinder her, der gør nogle ting, som vi ikke mener er i deres egen interesse. Det er sikkert fordi de er styret af omgivende faktorer. Det, de gør, stiller også hele kvindekønnet i et dårligt lys. Vi må gribe ind med et forbud.”

Lene Espersen går ikke for et forbud mod prostitution, men det gør hendes tre kvindelige partilederkolleger fra den røde blok. Jeg ser mig nødtvunget til at påpege en ting her: Ud fra deres eget ræsonnement skal de selv forbydes. Med mindre nogle stykker af dem meget snart gør et eller andet, der imponerer, så må man konstatere, at de stiller kvinder i et dårligt lys. Når man ser på deres resultater, så kan man nemt få den tanke, at kvinder er fuldstændigt uegnede som ledere. Det er også mere end vanskeligt at tro på, at de selv har det godt, alt imens kritikken fyger om ørerne på dem. Husk, at i forbudsargumentationen fokuserer man entydigt på det man selv kan se, og som de fleste har svært ved at forholde sig til. Alle menneskelige faktorer og forskelligheder ser man bort fra.

Vel, den femte kvindelige partileder ser ud til at have det glimrende, og hun har gjort det bemærkelsesværdigt godt for sig selv og sit parti. Hun går også ind for et forbud mod burkaer og en del andet, men hun synes at have noget større succes med det. Men sådan er det jo hver gang, man diskuterer dette vigtige spørgsmål. Der er altid en ”lykkelig partileder”, der kæfter op. Men hun er altså en undtagelse. Og hun får også meget kritik, og det kan også være, at hun taber næste valg. Det er i hvert fald, hvad hendes fire kvindelige kolleger går og håber på.

Illustration: Besøg denne hjemmeside.

Man kan finde alle mulige mærkelige, ekstreme og usammenhængende synspunkter i folkedybet, og det har ofte været elitens lod at sørge for, at tingene ikke skejer ud. Det er et forbløffende træk i disse år, at det er eliten selv, der mangler en basal forståelse for samfundets grundlæggende fundament og principper. Et aktuelt eksempel på det er Statsministeriets kampagnefilm for at få folk til stemme ja ved folkeafstemningen om tronfølgeloven på søndag. I et demokrati er det ikke de centrale institutioners opgave at fortælle folk, hvad de skal stemme – det er tværtimod deres opgave at blande sig uden om. At de ikke formår dette, er i sig selv en grund til at stemme nej.

For mit eget vedkommende havde jeg nu besluttet mig for at stemme nej allerede inden Statsministeriets kampagne. Men det har alligevel lidt med det at gøre. Selve lovændringens formål – at drenge og piger skal være ligestillede i tronfølgen – går jeg ind for. Det havde været pinligt, hvis lillebror var blevet regent foran storesøster på grund af en forældet lov. Men det er langt fra nogen aktuel problemstilling. Som fødslerne nu har været i kongehuset, så skal der mange tragedier til, før lovændringen bliver relevant i levetiden for nogen læser af denne blog. Faktisk er det mere et spørgsmål, om monarkiet – eller for den sags skyld Danmark som politisk enhed – overhovedet findes, når ændringen af tronfølgeloven bliver relevant. Tilbage står signalværdien. Det er jeg helt enig med Kvinder for Frihed i. (Det er ikke så tit jeg kan skrive den sætning, så nu benyttede jeg lige lejligheden)

Det er ligestillingen, der skal sendes signaler om, og det er formentligt fordi den sag er så evigt rigtig, at statsministeriet har kastet sig ud i agitationen for et ja. Man forestiller sig ikke, at nogen borger ved sin fulde fem kan finde på at stemme nej, så man ser kampagner for at få folk til at stemme ja, og for at få dem til at stemme i det hele taget, som et og det samme. Jeg går også ind for ligestilling, men absolut ikke i den forstand, regeringen opfatter begrebet på.

Ligestillingen bliver brugt som et argument for at kriminalisere prostitution, men med den konstatering skal jeg også nok stoppe mit sædvanlige sexkunde-brok i denne omgang. For det stikker langt dybere. Faktisk indgår prostitution slet ikke blandt de 15 højst prioriterede indsatsområder i regeringens ligestillingsarbejde, konstaterede jeg for nyligt til min overraskelse, da jeg bladrede rundt på ligestillingsministerens hjemmeside.

Punkt 11 berører alligevel lidt prostitution – det siger, at hverken kvinder eller mænd skal handles til Danmark. Men når man nu nævner begge køn, kan man sige, at det ikke har så meget med ligestilling at gøre, men mere naturligt hører hjemme under almindelig bekæmpelse af kriminalitet. På den anden side er det ingen tilfældighed, at man både nævner mænd og kvinder. Det gør man under flere punkter. Holdningen er forklaret et andet sted på hjemmesiden:

”Mens ligestilling også i Danmark historisk set begyndte som en kvindekamp for basale rettigheder som stemmeret, ret til uddannelse, ret til egen krop (fri abort, prævention) – så er vi nu nået dertil, at ligestilling ikke længere ses som en kamp mellem kønnene. Det er et fælles projekt for kvinder og mænd at sikre alle mulighed og frihed til at leve det liv, de ønsker – uanset køn.”

Det lyder meget smukt. Men se igen på de 15 punkter fra før. På nær punkt 11 og 12 har de allerede i udgangspunktet det tilfælles, at der er en høj pris for alle de gevinster, vi skal få af ligestillingen. Folk skal presses til at gøre noget, de ellers ikke ville gøre. Tag listen fra toppen:

Punkt 1: Trods omhyggelige analyser har man ikke kunnet finde nogen dokumentation for andet, end at der er lige løn for lige arbejde. Når kvinder tjener mindre, så indgår det da, at enkelte kvindefag stadig har en relativt lav løn. Men de vigtigste årsager er, at kvinder er mindre på arbejdsmarkedet, og at de har mindre ansvarsfulde og krævende stillinger. Hvis man skal ændre det, skal man presse kvinder til at vælge anderledes, end de gør i dag.

Punkt 2: Hvis flere fædre skal tage barselsorlov, betyder det, at færre mødre skal gøre det. Hvilket er noget skidt, hvis ingen af forældrene ønsker dette.

Punkt 3: Samme historie som med barselsorloven. I mange familier når man frem til det valg, at kvinden har færre timer på arbejdsmarkedet, for eksempel for at tage sig af børnene. Det skal de presses til ændre, eller også skal man gennem skatteordninger og andet straffe de familier, der træffer forkerte valg.

Og så videre. Jeg benægter ikke, at der findes traditionelle strukturer, som betyder, at det ene køn er dårligere stillet end det andet. Men man interesserer sig ikke for, om det er tilfældet eller ej. Den overordnede målsætning med moderne ligestilling, som det officielle Danmark opfatter det, er ikke at folk skal være lige. Det er, at vi skal være ens. Man bruger i ramme alvor udtrykket kønsmainstreaming og ser det som en god ting. Men hvor mange danskere ønsker det sådan? Hvorfor skulle vi ønske os at være ens?

”Ligestilling er ligeså meget et ressourcespørgsmål som et retfærdigheds-spørgsmål,” hedder det i umiddelbar forlængelse af det, jeg ovenfor citerede fra ligestillingsministerens hjemmeside. Oversat til dansk, så er det med ressourcerne en del af den evindelige sang om, at vi skal arbejde mere. Vores enorme velstand er på en absurd måde blevet et argument for, at vi i endnu højere grad skal binde os til pligter livet igennem, og det er det samme, man ser, når man vil presse alle ud på arbejdsmarkedet og de unge hurtigere igennem uddannelserne.

Der er en anden, om end uudtalt, baggrund for de 15 punkter. Der ER nogle, der har gavn af, at vi bliver ens. Det er kvinder, der satser på en karriere på arbejdsmarkedet, og altså foretager nogle valg, der engang var forbeholdt mænd. Det er dem, der bliver bedre stillet i de fleste punkter; dem, som vil nyde godt af incitamenter og favoriseringer, uden at opleve noget væsentligt indgreb i forhold til det, de alligevel ville have gjort. Tilfældigvis tilhører langt de fleste af dem, der arbejder politisk eller professionelt med ligestilling, selv denne gruppe. Dem, som økonomisk og socialt skal betale for deres yderligere privilegier, er mænd i al almindelighed, og kvinder, der ikke sætter karrieren højest.

Jeg stemmer nej den 7. juni. Det er mit signal. Den dag, hvor ligestilling igen handler om retfærdighed, og kun det, og ikke bliver misbrugt som trojansk hest for alskens mere eller mindre suspekte formål, så møder jeg gerne op og giver mit bidrag til, at der ikke opstår en pinlig situation ved et eventuelt regentskifte i næste århundrede.

Illustrationer: Besøg denne hjemmeside.

Ligestilling er ikke kun godt for kvinder – det er også godt for mænd, og det er måske endda mænd, der har mest at vinde ved den. Det er en tilbagevendende pointe, og den bliver specielt lanceret af de mænd, der arbejder politisk med ligestilling, og som opfordrer deres medbrødre (det må der være noget, der hedder) til at komme med på vognen.

Jeg er ikke udstyret med noget mandat til at tale på vegne af alle mænd, men jeg fornemmer, at langt de fleste af os i udgangspunktet er enige i udsagnet. Vores fædre og bedstefædre var ved at gå i panik i 50’erne og 60’erne, da ligestillingskampen begyndte at komme ud i hjemmene. Men nogle ting, som først virker farlige, viser sig jo at være gode, når de endelig er der. Jeg tror altså, at de fleste mænd i dag ønsker ligestilling. Vi kan godt lide kvinder, der kan sige fra og til over en bred kam; om alt fra de huslige sysler og sex til politik, og vi ønsker heller ikke at være afhængige af vores koner og kærester, ligesom vi ikke ønsker, de skal være afhængige af os.

Som bekendt er der mange, der mener, at tilstedeværelsen af prostitution er et eksempel på, at vi ikke desto mindre er langt fra ligestilling. Blandt frontfigurerne bag denne betragtninger er tre tidligere sexarbejdere, der nu offentligt fortæller, at deres fortid har skadet dem – nemlig Odile Poulsen, Silje Liv og Lita Malmberg.

Sidstnævnte mødte jeg ved paneldebatten efter teaterforestillingen Kødkarussellen i begyndelsen af måneden. Lita Malmberg solgte første gang sex, da hun var 20 år. Bagefter stod hende og veninden med alle pengene i hånden og undrede sig over, så nemt det var at tjene dem. De første år husker Lita Malmberg i det hele taget som en fest. Men festen ebbede ud, hun trappede ned, og da hun var 27 holdt hun helt op. Nogle år senere fik hun mareridt over tiden som sexarbejder, og hun måtte i langvarig behandling.

Det var første gang, jeg mødtes ansigt til ansigt med en af de kvinder, der er omvandrende anklager mod mig og det liv, jeg lever. Jeg var forberedt på, at jeg nu var den onde, og at publikum ville sikkert gerne høre min forklaring på det. Det ville de nu ikke den aften, eller også var de blot for høflige til at spørge. Det kan også være, at det forvirrede dem, at Lita Malmberg virker langt mere stil- og selvsikker, end jeg gør. Når det kun var mellem os, var skurke- og offerrollerne måske imod intuitionen.

Men generelt er Odile Poulsens, Silje Livs og Lita Malmbergs deltagelse i debatten meget effektiv. Få har lyst til at kritisere, eller blot udtrykke uenighed med et menneske, der fortæller om sin ulykke, og de bliver som regel ikke modsagt, ligesom der ikke bliver stillet kritiske spørgsmål til deres historie eller argumentation. Det er særligt sådan en som mig, det er effektivt over for. Uanset hvad jeg kan fortælle om mine oplevelser med sexarbejdere, kommer det meget nemt til at virke kynisk, når det ulykkelige, skrøbelige offer for min adfærd får ordet bagefter.

Men her i en stille stund, så lad mig fortælle hvordan jeg har det med de tre. Jeg tror på, at de har oplevet verden, sådan som de fortæller om det. Jeg konstaterer bare også, at når de tre gør sig selv og deres historier til instrumenter i kampen for en kriminalisering, så er man også nødt til at forholde sig til dem med andet end den medfølelse, man instinktivt føler. Man må se hen over følelsespornoen og høre efter, hvad det er for et budskab, de sender.

Så lad os se på dette budskab. Jeg kan for så vidt godt have været kunde hos Lita Malmberg, dengang vi begge var unge. Jeg ville have fundet hende, fordi hun reklamerede med sine ydelser og opfordrede mig til at købe hos netop hende, og når jeg mødte hende, ville jeg have oplevet en smuk kvinde, der var midt i en fest. Men hun mener altså, at det var min pligt at gennemskue, at hun fejlvurderede sine egne interesser, og at hun senere vil fortryde sine valg. Det var min pligt i en grad, så jeg skal straffes, hvis jeg ikke gennemskuede det. Lita Malmbergs argumentation hviler meget på hendes efterfølgende traumer. Men hvilke traumer jeg måtte have eller få, er i hendes argumentation sagen uvedkommende.

Dette hænger kun sammen, hvis man forudsætter, at der er et eller andet ved Lita Malmberg der gør, at hun, i modsætning til mig, allerede i udgangspunktet var uselvstændig og ude af stand til at træffe og tage ansvar for beslutninger om sit eget liv. Det er også derfor, at argumentationen rækker videre end til mig som kunde. De myndigheder, organisationer og medier, der i dag promoverer de Lita Malmberg, Odile Poulsen og Silje Liv, må for eksempel bede til, at de ikke en eller anden dag skifter mening igen og fortryder deres kamp for en kriminalisering af deres tidligere erhverv. Så er det disse mere eller mindre hæderkronede institutioner, der ud fra deres egen logik skal straffes.

For mig er det helt indlysende, at den ikke holder. Og det siger meget om det danske samfund anno 2009, og især om kvindebevægelsen, at de tre bliver fremhævet i den grad, de gør. Man kræver mere magt til kvinder, men samtidig dyrker man kvinder, der er grænseløst uselvstændige og uansvarlige, som ikoner. Det er meget tydeligt i prostitutionsdebatten, men det er samme tankegang, der ligger bag en række andre dagsordner i ligestillingsdebatten. For eksempel når man kræver kønskvotering ved chefstillinger.

Kvindekamp har historisk været en kamp fra hus til hus. Man har vundet privilegierne et for et. I begyndelsen var det meget ligefremt og indiskutabelt, når man for eksempel fik stemmeret eller lovbeskyttelse mod hustruvold. Men den traditionelle kønsrollestruktur indeholdt og så visse privilegier for kvinderne. Det var kvinderne, der kom først i redningsbådene på Titanic. Det var også dengang, der stod mænd parat til at gribe kvinder, når de dånede ved lyden af obskøniteter eller dårlige nyheder.

Fænomenet er, at der ikke længere er en entydig sammenhæng mellem at kæmpe for privilegier til kvinder og at kæmpe for ligestilling. Jo længere, man kommer – tværtimod. Hvis man vil have ligestilling, så må man også forlade hver anden plads i redningsbåden, og man må give afkald på den særlige beskyttelse, der tilkommer de særligt sårbare.

Kvindebevægelsen har, formentligt uden at overveje det, valgt at fortsætte kampen for privilegier, frem for at gå efter ligestilling. Det er det, som Odile Poulsen, Silje Liv og Lita Malmberg er de bærende symboler for. De skal opretholde forestillingen om, at kvinder er det svage køn, og at kvinder dermed skal opretholde deres historiske privilegier fra den traditionelle kønsopfattelse.

Det vil ikke være et ligestillet samfund, der kommer ud af det. Det er der mange kvinder, der godt ved. De har konkluderet det samme, som mænd, da den første panik lagde sig, konkluderede: I det lange løb er det federe at have ligestilling end at have privilegier. Det er meget konkret. Skal kvinder gøre krav på en særlig beskyttelse, må de også erkende sig selv som særligt svage. Og værre end det: De skal pålægge mænd en pligt til at formynde over dem.

Det kender jeg ikke mange kvinder, der ønsker. Jeg tvivler også meget på, at Lita Malmberg ønsker det, eller at hun ønskede det dengang hun var ung og prioriterede anderledes.

Illustrationer: Besøg denne hjemmeside.

Hos mig er afløser det ene Youtube-flip det andet, og senest har jeg bladret rundt i klip med crooneren Barry White. Således faldt jeg over nedenstående duet med Lisa Stansfield, ”All around the world”.

Jeg har hørt sangen massevis af gange, men det er først nu, hvor jeg også ser den, at det går op for mig, hvor kønssteroptyp den er. Barry White får kun lige akkurat lov til at synge lidt med på omkvædet. Ellers sidder han grundlæggende bare og brummer med sin dybe stemme og siger sætninger som ”You’ve been a bad girl, Lisa”, og ”You fine”.

Barry White er en stor stjerne med en imponerende karriere bag sig. Men her bliver alle hans talenter kastet til side, og han bliver reduceret til et simpelt sexsymbol for millioner af liderlige kvinder over hele verden.

Jeg forstår udmærket godt kvinder. Når man hører vores dybe, sensuelle stemmer, og mærker vores umådelige charme, så er det klart, at det er svært at få ro i trussen igen og tænke på andet end sex.

Men kvinder må også forstå, at vi mænd protesterer over den måde at fremstille os på, som videoen med Lisa Stansfield og Barry White er et eksempel på. Ikke for at have ondt af specielt ham, for han tjener sikkert en god løn på det. Men vi er bange for, at kvinder lidt efter lidt glemmer, at vi også er følsomme mennesker med alle mulige talenter og ambitioner. Ja, vi er skønne at have sex med, og vi ser godt ud og alt det der. Men vi er altså også så meget andet.

Jeg har nogle gange hørt dele af kvindebevægelsen udtrykke en tilsvarende bekymring for, hvordan mænd ser på kvinder. Næste år til 8. marts foreslår jeg, at vi gør fælles sag og holder en kæmpe demonstration mod erotisk fascination i al almindelighed. 8. marts-initiativet har vist allerede gang i et eller andet, som vi kan koble os på.

Dansk Kvindesamfunds værste mareridt – det er mig! Jeg besøgte første gang en sexarbejder, da jeg var 23 år. Siden har jeg, med et enkelt ophold undervejs, gjort det regelmæssigt. Det har i høj grad påvirket mit kvindesyn. Der er sexarbejdere, som jeg blot har været sammen med i en times tid eller to, og som sikkert hurtigt har glemt mig igen, der har haft større indflydelse på min opfattelse af kvindesindet end kvinder, som jeg har kendt og haft et tæt forhold til gennem årrækker. For så vidt kan man godt sige, at jeg er kommet til at betragte alle kvinder som ludere.

Men Dansk Kvindesamfund bladrer i mine øjne for hurtigt frem til konklusionen, når de antager, at dét er noget skidt. Og det er ud fra den antagelse, at de i dag, på kvindernes internationale kampdag, for andet år i træk demonstrerer for et forbud mod sexkøb. I betragtning af, at det helt grundlæggende argument for en kriminalisering er det kvindesyn, som sexarbejde medfører, så har det længe undret mig, at man ikke hører kunderne om, hvilket kvindesyn vi egentlig har.

Det er noget, der har sin egen ironi. Statistisk set møder de fleste kvinder, også dem fra kvindesamfundet, sexkunder mere eller mindre hver dag. Men de ved ikke, hvem vi er. Det er jo ikke sådan, at vi går rundt med et lille emblem i reversen. Men jeg kan godt have den mistanke, at de mere typisk vil kunne lide kunderne, end de kan lide de andre mænd.

Jeg har talt med en del andre kunder om sexkøb. Nogle har senere fortrudt. Andre er bare holdt op. Andre igen er, som jeg selv, blevet fascineret af den verden og har levet sig ind i den. Men jeg har aldrig mødt en bitter kunde. Jeg har aldrig mødt en, der sad og hang over nogle fadøl i skuffelse over, at kvinder bare er ludere. Konklusionen for mig selv, og for de fleste andre jeg kender, trækker tværtimod i den modsatte retning.

Der var som nævnt et ophold i mine egne sexkøb. Jeg begyndte igen da jeg var cirka 34. I den periode gjorde jeg mig også store anstrengelser for at finde en livsledsager, hvilket jeg ofte oplevede som surt og frustrerende. Man mødte hinanden til dates, og selv om det i fleste tilfælde var hyggeligt et stykke hen ad vejen, så var der også altid lige et eller anden galt, som gjorde, at det ikke kunne blive til noget. Småting, som regel, men så meget mere surt og frustrerende var det.

Hvad der forbløffede mig i denne periode, var dette: De kvinder, jeg datede, var grundlæggende de samme, som jeg købte sex af. Ikke bogstaveligt, men de havde samme alder, samme uddannelser, samme meninger, og det var mere eller mindre tilfældigt, om jeg mødte dem gennem Attraction Escort eller gennem dating.dk. Men når jeg betalte dem for sex, var der pludselig ingen smalle steder, og der var ingen bagateller, der fik lov til at løbe med dagsordenen. Der var kun generøsitet.

På det tidspunkt i mit liv havde jeg også fået flere penge, og jeg betalte for en time eller to, når jeg var sammen med en sexarbejder. På den måde forholder man sig mere til hinanden, end hvis det blot er den hurtige ud og ind på et bordel. Min erfaring er dette: Hvis man kun lytter til Dansk Kvindesamfund, eller til ganske almindelige kvinder, når de er i pæne selskaber, så fatter man ikke en bønne af, hvorfor nogle kvinder finder på at sælge sex. Hvis man derimod lytter til sexarbejderen, når hun alligevel sidder i ens seng med dynen omkring sig, så giver det pludselig mening, hvad alle andre kvinder gør.

Det er derfor, man for så vidt godt kan sige, at jeg er kommet til at betragte alle kvinder som ludere. Selv ser jeg mere sådan på det: Alle kvinder er ludere, eller ingen kvinder er ludere. Man kan sige begge dele med samme ret. Det korte af det lange er, at alle mennesker bruger deres seksualitet hele tiden. Ikke bare til at få sex i den konkrete betydning, men også i den sociale omgang med hinanden.

Der er ingen mystik i det. Det er det, vi helt almindeligt kender som sensualitet, og alle har det i sig. Der er bare det, at kristendommen traditionelt har nægtet det for kvinders vedkommende, og at den moderne kvindebevægelse har overtaget dette traditionelle kristne standpunkt. Det indebærer en alt eller intet-holdning, hvor kvinder kun har lov at vise sensualitet, hvis de virkelig står over for den eneste ene. Alt andet skal bortforklares som æstetik og/eller praktik. Det er det, vi ligger og roder rundt i.

For mit eget vedkommende har jeg lært at se og nyde sensualiteten i alle kvinder. Nå ja, i de fleste, i hvert fald. Når jeg i sin tid begyndte at købe sex, var det fordi jeg ikke forstod, hvem der ville sammen med mig gratis. Det forstår jeg stadig ikke. Men jeg glæder mig over alle kvinder, der flirter med mig og giver mig en bid af deres skønhed, stor eller lille, og jeg kan se, at de også godt kan lide den anerkendelse, jeg giver dem retur.

Det er derfor, jeg tror, at også mangen en hårdkogt kriminaliseringstilhænger ville kunne lide mig, hvis vi mødte hinanden i en helt anden sammenhæng. Også de er sensuelle, nogle af dem endda rigtigt meget. Det er noget også de må arbejde med, fordi de ikke kan vise det for tydeligt uden at frygte at blive misforstået i en kultur, som ikke opfatter, og som ikke ønsker at opfatte, spændvidden i den kvindelige seksualitet. Blandt sexkunder bliver de forstået – i hvert fald i det omfang, vi har hørt efter, hvad det var sexarbejderne fortalte os i det intime rum, efter at pengene har skiftet hænder.

Illustrationer: Besøg denne side.

Det er fandeme så irriterende: Der er aggressive feminister alle vegne. Kvindebevægelsen er uhyggeligt stærk. Den forpester åndslivet med sin selvretfærdighed og fordømmelser af alt og alle, der står i dens vej. Den er nået så vidt, at den ikke længere kæmper for ligestilling; på en række områder kæmper den for at genindføre diskriminationen, nu bare til fordel for kvinder, alt imens alle folketingsmedlemmer med ønske om genvalg nikker artigt. Ønsket om at kriminalisere sexkøb er bare et eksempel på det. Der er noget, man ikke kan lide, og så vil man straffe mændene – kunderne. Kvinderne – sexarbejderne – skal derimod gå fri, og de skal endda have ret til at opfordre og lokke mændene til at bryde loven.

Inspireret af kvindebevægelsens succes kunne man som mand godt tænke: So ein ding müssen wir auch haben. Vi skal have offentligt kendte og støttede organisationer, der udlægger ethvert fænomen, som om det er en personlig fornærmelse mod vores køn, og vi skal have spredt forskere rundt omkring på universiteterne, der bekræfter det billede. Sådan er der også en del mænd, der tænker, og der er, fornemmer jeg, en gryende mandebevægelse. Den er ganske vist ikke så velorganiseret som kvindebevægelsen, men den er der, og den har fejret sine første små triumfer.

Men hvad angår mig selv, så skal jeg ikke med i nogen mandebevægelse. Jeg har ikke rigtigt følt for det, men uden at kunne forklare hvorfor, og det var først i sidste uge, at jeg gjorde mig klart, hvorfor jeg ikke bryder mig om mandebevægelser, mandeforskere og alt til faget hørende. Det var en artikel om mandeundertrykkelse i Information, der fik tiøren til at falde. Her er nogle citater fra Steen Baagø Nielsen, der er formand i netværket for maskulinitetsforskning:

”Magtrelationerne er i dag meget mere komplekse end det var tilfældet da kvindekampen var på sit højeste. Så det er alt for enkelt at tale om ét undertrykt køn. Det giver ikke meget mening at tale om at Manden undertrykker Kvinden - eller omvendt, i hvert fald hvis vi taler om den generelle situation i Danmark” (…)

”Så mænds adgang til magt i den ene ende, kan medføre diskrimination af mænd i den anden ende. På den ene side skal vi væk fra opfattelsen af et meget enkelt hierarki, og på den anden side må vi forholde os til, at køn fortsat har organiserende betydning for vores tanker og handlinger. Men vi må forstå magtrelationerne og deres forskelligartede kobling til kønnet i deres konkrete sammenhæng.”

Hvad er det egentlig, manden siger her, i et næsten uforståeligt sprog? Han siger: Begge køn undertrykker hinanden, men det er enormt svært at sige hvor og hvordan. Vi ved kun, at kønnet har en eller anden betydning for vores måde at tænke på, og så kan vi ellers gå ud og lede efter, hvor vi bliver undertrykt i hverdagen, for så derefter at gå ud og gøre noget ved det. For enden af den proces ligger et utopia, hvor vores køn er ligegyldigt, og det er vistnok godt, hvis det ender sådan.

Det er alt det, jeg ikke gider være med til. Jeg ser intet perspektiv i at lede efter uretfærdigheder, jeg ikke umiddelbart opfatter. Det ville være at gøre mig selv til offer pr. definition, og jeg ville trække en tung dyne af forestillinger om, hvordan mit liv burde være, ned over mig selv. Det ville ende i nogle firkantede stereotyper, for jeg ville være nødt til at synkronisere mine forestillinger med andre mænds forestillinger. I sidste ende ville jeg på den måde komme til at undertrykke mig selv, samt alle andre mænd, og det var jo ikke lige meningen.

Det forekommer mig, at den spirende mandebevægelse overser, at det præcis er, hvad der er sket for kvindebevægelsen. Den repræsenterer ikke kvinders interesser i almindelighed, men interesserne for en begrænset gruppe af kvinder. For resten er kvindebevægelsen om muligt endnu mere irriterende, end den er for os mænd.

Tag forbudet mod sexkøb igen: Det er kun på det formelle plan, at det værst for mænd. Hvis forbuddet kommer, og hvis det bliver som i Norge, vil mænd have en mikroskopisk risiko for at få en bøde, når de køber sex. De kan få en bøde mere, hvis de kører 20 kilometer i timen for stærkt på vej hjem fra bordellet, og det vil være nogenlunde lige så udramatisk. Omgivelserne vil trække på skuldrene af både det ene og det andet. For kvinder, derimod, vil loven indeholde et stærkt budskab. Det er dem, der får at vide, at de er nogle ynkelige stakler, hvis de tænker eller føler forkert i den seksuelle boldgade. De kvinder, som trodser denne norm og bliver sexarbejdere, vil få en masse problemer. De vil blive chikaneret af myndighederne, og hvis de kommer fra udlandet vil de så vidt muligt også blive arresteret, om end under dække af, at man vil hjælpe dem. Sådan er det i Sverige og Norge, og den del er de danske myndigheder også allerede tyvstartet på.

Det er samme ballade med ligelønnen, som også er en af kvindebevægelsens mærkesager. Det er veldokumenteret, at kvinder gennemsnitligt får mindre i løn end mænd. Men det er ikke dokumenteret, at der ikke skulle være lige løn for lige arbejde. Kvinder vælger bare mindre krævende og ansvarsfulde jobs. Man kan diskutere til hudløshed, hvorfor det er sådan. Men det er det altså, og skal man lave det om, så er et af de vigtige instrumenter at overbevise kvinder om, at de skal være mere karrieremindede. De skal have dårlig samvittighed, hvis de fravælger karrieren. På den måde vil nogle komme til at vælge imod deres egne ønsker, og det skal der nok komme mange tårer ud af. Ikke hos dem, der alligevel har karrieren som første prioritet, forstås – for dem er det bare godt, at man specifikt gør kvinders karriemuligheder bedre. Men hos alle andre.

Der er altså ingen grund til at misunde kvinder i al almindelighed, at kvindebevægelsen er stærk. Man kan sådan set godt misunde den undergruppe af kvinder, som kvindebevægelsen arbejder for. Men de er ikke noget eksempel til efterfølgelse. Det er uden perspektiv, at kønnene isolerer sig i hver sin lejr og sidder og piller sig selv i navlen. Det er bedre, at vi er sammen på kryds og tværs og piller hinanden lidt længere nede. Det er meget sjovere.

Illustrationer: Besøg denne side.

Naturfilm om rovdyr har en evig fascination. Jeg kan særligt godt lide dem om løverne.

De fleste voksne løver lever i små flokke med fem-seks hunner og op til fire hanner, hvis de sidste ellers kan finde ud af at samarbejde med hinanden og deles om flokken. Men i de fleste tilfælde er der kun en han, og selv da er det ham, der bestemmer. Så vidt muligt undgår han at deltage i jagterne. Han er heller ikke særlig god til det; hans manke ser flot ud, men den er særdeles upraktisk. Ikke desto mindre er det ham, der spiser først, når flokken har nedlagt et bytte.

Man kunne således godt sætte visse spørgsmåltegn ved det rimelige i hans adfærd. Hans mani med at dræbe forgængerens unger, når han overtager en flok, er heller ikke helt i overensstemmelse med gængse etiske retningslinjer. Ikke desto mindre fører han sig frem, som om han er den mest værdige skabning på denne jord, og det har han succes med i en grad, så han blandt mennesker er blevet symbol på ædel kongemagt. Nogle gange lægger han sig på en forhøjning og kigger ud dovent ud over savannen. Som Niels Hausgaard engang bemærkede - man kan se på ham, at det er vigtige ting, han ligger og tænker på.

Det er dog ikke alting, der foregår med dén værdighed. Engang imellem er hunnerne jo i brunst, og så bliver han også selv liderlig. Han og den brunstige hun trækker væk fra flokken, og så knepper de hårdt og intenst cirka en gang hvert kvarter. Lige efter han har sprøjtet sin sperm op i hende, vender hun hidsigt hovedet op mod ham og bider efter ham. Så gælder det bare om at komme væk; større er han trods alt heller ikke. Det er strengt taget ikke foreneligt med hans normale værdighed. Men med mindre der er et kamerahold til stede, er der jo ingen, der ser det. Desuden, der går ikke andet end det her kvarters tid, så vil hun kneppes igen.

Men det er ikke alle løver, der lever sådan. Løver får cirka lige mange unger af hvert køn, så for hver hanløve, der har en flok hunner, er der også nogle stykker, der ingen har. Nogle af dem har haft en flok engang, de andre håber at få det med tiden. Man får en flok ved at tæske en anden hanløve, der allerede har en. Når sådan et slagsmål finder sted, så følger hunløverne interesseret med fra en afstand. Og de tager ganske usentimentalt til efterretning, hvad udfaldet bliver. Hvis deres gamle han taber, så er det ikke sådan, at der bliver holdt noget afskedsparty for ham. Han får heller ikke break up-sex. Han kan bare gå; inden for få timer går han fra at have alt, hvad en hanløve kan ønske sig, til at være ligegyldig. Det er hele tiden en eller flere hanner, der leder flokken, men det er hunnerne, der er flokken.

For de single-hanløver, der endnu ingen flok har, kan livet være hårdt. De kan jo ikke jage i flok, og meget af tiden må de tuske sig igennem ved spise ådsler eller at stjæle andre rovdyrs bytte. Men heller ikke det sidste er enkelt. Nok er løven stor, men en flok af mindre rovdyr kan godt overmande den.

Nogle af de unge hanløver løser problemet ved at slå sig sammen to og to i små bander. De hjælper hinanden med at stjæle, og så går det straks bedre. Så kan de sammen tyranisere de mindre rovdyr, og det gør de, igen helt uden nogen tegn på dårlig samvittighed. Når sådan en bandit af en ung hanløve er mæt og tilfreds efter en succesfuld dags røverier, tænker han på de hunløver, han engang skal kneppe. Han har sikkert en helt bestemt i tankerne, som han engang på afstand har betragtet gå sammen med sine søstre. Han vil sprøjte sin sperm op i hende, og bagefter vil han tage et blidt, men bestemt bid i hendes nakke og holde hende nede, mens han nyder øjeblikket.

Andre hanløver finder aldrig partners in crime. De vil have svært ved at finde tilstrækkelig føde. Så bliver de afkræftede, og det bliver helt umuligt for dem at slå en ejer af en flok af pinden. Disse taber-hanløver er ofte et ynkeligt syn. Med tiden mister de sikkert modet og troen på en fremtid, og det bliver de jo ikke just mindre ynkelige af. Ofte begynder de at frekventere stinkende værtshuse, hvor bajerne er billige. Dér sidder de så og siger bitre, hadefulde ting om hunløverne og taler nedsættende om geparderne.

Nå, men… det er natten til den 8. marts. I morgen skal jeg tidligt op og fejre kvindernes internationale kampdag, og jeg har virkelig ikke tid til at sidde her og skrive om truede dyrearter.

Illustrationer: Besøg denne side.

Jeg vil bare lige gøre opmærksom på et rigtigt godt initiativ, Linda Kristiansen har sat i gang. Som et svar på ”Tag stilling mand”-kampagnen har hun oprettet en hjemmeside, hvor man kan bakke op om modstanden mod en kriminalisering af prostitution. Se den her:

http://undersoegsagen.wordpress.com/

Udgangspunktet er, at vi ikke bare har taget stilling på baggrund af de fordomme og myter, der florerer på kriminaliseringsfløjen. Men at vi har undersøgt sagen. Både mænd og kvinder kan bidrage – selvfølgelig, havde jeg nær sagt, men det er jo åbenlyst ikke nogen selvfølge i de her tider.

Det kunne være fedt, hvis der kommer flere bidrag på vores end på deres hjemmeside. Men underholdningsværdien på ”Tag stilling mand” kan vi aldrig slå. Her er for eksempel bidraget fra studerende Trygve Buch Laub:

”Jeg har taget stilling. Jeg støtter et forbud mod sexkøb, fordi jeg vil leve i et samfund, der deler mine fundamentale værdier. Udnyttelse og undertrykkelse er ikke i orden.”

Er det ikke herligt? Manden vil leve i et samfund, der deler hans værdier. Så nu vil han kriminalisere dem, der ikke gør. Og samtidig er han imod undertrykkelse. Jeg gad nok vide, hvad han studerer. 

Vennerne på kriminaliseringsfløjen har sat meget debat i gang; det må man lade dem. Luder har samlet en bunke links i dette indlæg. Jeg vil lige tilføje et par stykker. Dels Lone Nørgaards kronik i Jyllands-Posten lørdag, dels Einis indlæg om Simon Kvamms nu desværre hedengangne nosser.

Illustration: Besøg denne side.

For nogle uger siden havde jeg besøg af en luder fra Østeuropa. Efter at vi havde hilst på hinanden, og jeg havde betalt, sagde hun, at hun gerne ville starte med et bad; hun er sandsynligvis kommet direkte fra en anden kunde. Det var selvfølgelig okay. Hun begyndte at klæde sig af, og jeg kiggede fascineret med. Men den måde, hun tog tøjet af på, var ikke ment æggende; det var lakonisk, praktisk. Og når det er på den måde, er der noget privat over det, og jeg blev lidt flov og kiggede væk, uden at jeg lige kunne blive enig med mig selv om, hvor jeg så skulle kigge hen. Hun lo hjerteligt af mig.

Jeg fortæller om det lille optrin i anledning af 8. marts-initiativets kampagne ”Tag stilling mand”, som nu kører for fuld skrue. Her er, hvordan kampagnen tager sig ud for en erfaren horkunde: Matriarkerne i Dansk Kvindesamfund bekæmper en seksuel aktivitet, fordi den går deres næse forbi. Det vil de ikke finde sig i. Nu er det lykkedes dem at overbevise i skrivende stund cirka 70 mænd om, at deres småtskårne og dybt egoistiske pleje af egne personlige interesser i virkeligheden handler om et stort, forkromet ligestillingsprojekt.

Men som altid, når forbudstilhængerne er på banen, er der en stemme, der fuldstændigt mangler i agitationen: De prostitueredes egen. De er ligegyldige; det er ikke dem, det handler om. Det er ikke bare retorik fra min side; Kenneth Reinicke, som er en af medarrangørerne, forklarer det meget direkte her.

Ikke desto mindre er prostitueredes angiveligt kummerlige forhold også altid et stort slagnummer for forbudstilhængerne. Det gælder ikke mindst de udenlandske kvinder, som man pr. automatik regner for sølle stakler, der er blevet tvunget eller narret til at gøre, hvad de gør. Det ligger fjernt fra den virkelighed, jeg møder, både når det gælder danske og udenlandske kvinder i branchen. Jeg har mødt tre af de sidste, heraf to som kunde, og alle har de haft en utrolig værdighed over sig. De bliver brugt som brikker i et politisk spil, men de er mennesker – og ikke bare det; uanset hvor meget de bliver fremstillet som hjælpeløse stakler, så er de på A-holdet, og de ved det selv.

Allerede mens jeg skriver dette, ved jeg også, hvad Kenneth Reinicke og ligesindede vil sige om det: At det bare er noget, jeg bilder mig ind for at retfærdiggøre mine egne handlinger. Omvendt undrer jeg mig over, hvordan de kan vide noget som helst om de menneskelige følelser i en situation, de aldrig har stået i. Og hvordan de kan sige noget om nogle mennesker – de prostituerede – som de meget omhyggeligt undgår at møde og lytte til.

Det gælder også alle de mænd, der lægger deres navne, billeder og udtalelser ind på www.tagstillingmand.dk. Hvilken mening giver det at tage stilling på baggrund af uvidenhed?

Så når 8. marts-initiativet opfordrer mænd til at tage stilling til et forbud mod sexkøb, så vil jeg til gengæld opfordre alle mænd til at undersøge sagen nærmere. Book en tid hos en prostitueret – meget gerne hos en af dem, som hele tiden bliver nævnt som et argument for en kriminalisering, nemlig narkomanerne og de udenlandske prostituerede. Det behøver ikke være mere end et kvarter eller en halv time, og det behøver ikke koste mere end nogle få hundrede kroner. Gør marts til en ”Mød en luder-måned”!

Bemærk, at jeg IKKE opfordrer nogen til at købe sex. Det er en privat ting, som man kun skal gøre, hvis man føler for det. Men man kan godt booke en tid hos en prostitueret uden at have sex med hende. Det sker engang imellem, og de prostituerede synes som regel, det er for dumt. Men hvis du forklarer hende, du møder, sammenhængen, så vil hun sikkert forstå det. Og måske endda blive glad for det. Det vil være et meget fint signal at sende til dem – igen, især til narkomanerne og de udenlandske kvinder.

Hvis man aldrig har mødt en prostitueret før, kan det måske være svært at vide, hvordan man skal forholde sig. Så lige lidt takt og tone: Man skal respektere de prostitueredes privatliv, og det er langt fra alle, der har lyst til at fortælle om, hvorfor de gør, som de gør. Som udgangspunkt, brug i stedet tiden til at forklare, hvorfor du er kommet. Og for alt i verden – lad være med at møde hende med det udgangspunkt, at du skal redde hende.

Illustrationer: Besøg denne side.

Kære Karen Jespersen

Jeg har nogle spørgsmål til dig om det såkaldte beskyttelsestilbud, der, som du ved, gælder for udenlandske prostituerede, der kan være ofre for kvindehandel.

I oktober 2006 udsendte Ligestillingsministeriet en evaluering om den daværende daværende handlingsplan mod kvindehandel. I denne evaluering, som er udarbejdet af Cowi, hedder det blandt andet:

"Ved ankomsten får kvinden udleveret husordenen, hvis ikke hun allerede har set denne hos politiet. Der gælder en række regler i beskyttelsestilbuddet. Blandt andet må kvinden ikke gå ud alene de første fire dage, og hun må heller ikke have sin mobiltelefon eller tale i telefon, uden at en RSK medarbejder overhører samtalen. Tidligere var denne regel gældende for hele forløbet, men nu foretager man en vurdering efter de første fire dage. Her er det kvindens og medarbejdernes sikkerhed, der er i fokus. RSK oplyser, at baggrunden for reglerne for det første er hensynet til kvindernes og medarbejdernes sikkerhed. For det andet ønsker RSK at beskytte kvinderne ved, at de ikke har kontakt til prostitutionsmiljøet i perioden. Det betyder blandt andet, at kvinderne ikke kan være i kontakt med deres bagmand. Endelig ønsker man ikke, at kvinderne går ud og prostituerer sig, mens de har ophold i beskyttelsestilbuddet.

Kvinden oplyses om reglerne, inden hun accepterer et ophold i beskyttelsestilbuddet. Disse regler kan være til kvindens fordel. Evalueringsteamet mener dog, at reglerne kan problematiseres, da man hindrer kvinden i selv at træffe valg om, hvem hun vil tale med og hvornår, og man hindrer kvindens bevægelsesfrihed. Dette er ud fra et menneskerettighedsperspektiv uheldigt, og i uoverensstemmelse med EU-ekspertgruppens anbefalinger. Det skal bemærkes, at disse regler ikke gælder i LOKK’s krisecentre, men da kvinderne ikke automatisk præsenteres for LOKK’s tilbud, får de ikke et reelt valg."

Teksten om beskyttelestilbuddet findes på side 19-23 i evalueringen (åbner i pdf).

Endvidere vil jeg citere fra Grundlovens paragraf 71:

Stk. 2. : Frihedsberøvelse kan kun finde sted med hjemmel i loven.

Mine spørgsmål er følgende:

1. Hvor mange kvinder har været i beskyttelsestilbuddet siden evalueringen fra oktober 2006?
2. Findes den samme husorden, eller en tilsvarende, der begrænser bevægelsesfriheden for kvinder i beskyttelsestilbuddet, stadigvæk?
3. I så fald, hvorfor opretholder man en procedure, som en EU-ekspertgruppe har anbefalet ikke at bruge, fordi den er uheldig i et menneskerettighedsperspektiv?
4. Kan man efter din opfattelse karakterisere begrænsningen af kvindernes ret til at bevæge sig frit og til frit og uforstyrret at tale i telefon som en frihedsberøvelse af kvinderne?
5. I så fald, med hjemmel i hvilken lov finder denne frihedsberøvelse sted?
6. Hvordan sikrer Ligestillingsministereriet sig, at kvinder i beskyttelsestilbuddet oplyses om deres rettigheder i forhold til lovgivning og myndigheder, herunder organisationer, der handler under opdrag for myndighederne?
7. Evalueringen fra 2006 omtaler betænkeligheder ved den faglige kompetence hos nogle medarbejdere i beskyttelsestilbuddet. Hvad har Ligestillingsministeriet i mellemtiden gjort for at sikre, at personalet i beskyttelsestilbuddet har de fornødne kvalifikationer til at varetage opgaven forsvarligt?

Jeg ser frem til at modtage din besvarelse, som vil blive offentliggjort her på bloggen.

Med venlig hilsen

TheHumanStain

* Mange af de udenlandske prostituerede kommer her fuldt lovligt, de overtræder heller ikke nogen lov, mens de er her, og de gør i det hele taget ikke nogen noget ondt. Alligevel lægger staten alle mulige forhindringer for dem ved at kriminalisere de organisationer, de arbejder i og sammen med. Så er det til gengæld statens indlysende moralske pligt selv at give de pågældende den støtte, man forhindrer dem i at søge andre steder. 
* Mange udenlandske prostituerede kommer her som følge af fattigdom i deres hjemlande. Vi giver milliarder i bistand til disse lande, men så skulle det også være den mest naturlige ting i verden at give en helt basal hjælp til de fattige mennesker, der kommer her.
* Og sidst, men ikke mindst, er der problematikken omkring menneskehandel. Når man ikke får kontakt til prostitutionsmiljøet, får man naturligvis heller ikke kontakt den problematiske side af det. Gennem de første de første tre år med en handlingsplan mod kvindehandel lykkedes det ikke at identificere et eneste offer for denne forbrydelse gennem det opsøgende sociale arbejde.

Jeg skal understrege, at modsætningen mellem RSK og Pro Sentret står for min egen regning. Jeg har ikke nogen viden om de to organisationers holdning til hinanden.

Også Ligstillingsministeriets evaluering af regeringens handlingsplan til bekæmpelse af kvindehandel er anvendt som kilde (åbner i pdf).
 

Læs om Rigsrevisionens opgaver her.

Tidligere indlæg om regeringens og RSK’s arbejde med udenlandske prostituerede:
Verdens mindst succesfulde rejsebureau
Prostituerede fra udlandet: Mennesker uden ret
Giv os et telefonnummer, Karin

Illustrationer: http://asianbutterflies.com/fhg/galleries/013/1057465.html

At dømme efter udstillingsvinduerne i de butikker med sexlegetøj, der er dukket op på pæne adresser i storbyerne, er sadomasochisme blevet ret almindeligt og populært. Folk synes godt at kunne lide at lege med håndjern, piske, stramme læderstøvler, og hvad der ellers hører til i den verden.

Men der er grund til at advare stærkt mod disse lege. De er nemlig kun på overfladen uskyldige, afslører en amerikansk professor, der gennem en mere end 30 år lang karriere har arbejdet med emner omkring seksualitet og sexindustrien. I virkeligheden findes der ingen, der lever et almindeligt, lykkeligt og harmonisk liv med sadomasochisme. Den er aldrig frivillig for den dominerede, som heller aldrig finder nydelse ved smerte eller ydmygelse. Desuden er sadomasochisme ofte udtryk for racisme; noget professoren kan anskueliggøre med et personligt møde med antisemitiske sadomasochister.

Professoren mener ikke, at man skal acceptere frivillighed i forbindelse med masochisme. Når et menneske føler seksuel stimulans ved at underkaste sig et andet, er glæden ved det nemlig en ren illusion, der kun stammer fra at specielt kvinder er opdraget til at underkaste sig og dermed føler sig i deres rette element, når de gør netop det, konkluderer professoren, der af samme grund er særligt bekymret over sadomasochisme i lesbiske forhold: Det, de to parter gør, er at kopiere mandens undertrykkelse af kvinden i det heteroseksuelle forhold. Se dokumentationen her, overskueligt sat op i ”Ti løgne om sadomasochisme.”

Professoren er ikke hvem som helst. Melissa Farley, hedder hun, og hun er en af de mest refererede forskere i debatten om prostitution herhjemme – måske dén mest refererede. Hun står i dag i spidsen for nonprofit-organisationen Prostitution Research and Education, hvor hun og hendes stab kan fortælle en lang række grusomme historier om prostitution, striptease, pornoindustrien og så videre.

Når man hører omtale af ”internationale undersøgelser”, der viser, at langt størstedelen af de prostituerede er ofre for seksuel udnyttelse i barndommen, og at de senere udvikler posttraumatisk stress syndrom (PTSD), så er det Melissa Farley, det stammer fra. Også når der henvises til svensk dokumentation om de samme emner er det formentligt ofte Melissa Farley, der er en den egentlige kilde – jeg kan ikke sige det med sikkerhed, for den svenske regering opererer ikke med kildehenvisninger i sit faktablad om prostitution fra 2005 (åbner i pdf).

Herhjemme er Melissa Farley en væsentlig kilde for Reden Stop Kvindehandel og dets ”rådgivnings- og videncenter” PROcentret. Især radikale politikere, blandt andet Lone Dybkjær, bruger hende også meget ofte i deres argumentation. VFC Socialt Udsatte bruger hende også, blandt andet i den store redegørelse om prostitution fra 2004. VFC advarer dog mod koblingen mellem prostitution og PTSD.

Men den samme forsker, som har bevist, hvor skadeligt prostitution er for alle fagets udøvere, kan altså også bevise, at sadomasochisme er skadeligt og sygeligt for alle, der dyrker det. Langt de fleste mennesker har ingen erfaringer med prostitution, og de har heller ikke nogen trang til eller behov for at få det. Men de fleste – måske alle – har vel i større eller mindre grad sadomasochistiske fantasier, selv om de måske ikke fører dem ud i livet. Så her har de en personlig mulighed for at vurdere Melissa Farleys arbejde.

Læg mærke til, hvad det er hun gør: Sadistiske og masochistiske tendenser i den menneskelige natur er et enormt komplekst område. Det er født ind i os, men for den enkelte har også erfaringer i blandt andet barndommen betydning for, hvordan det udvikler sig. Der er sikkert nogle masochister, der er blevet groft udnyttet som børn, og som nu kun føler sig rigtigt levende, når de bliver udnyttet og mishandlet. Der findes også sadister, for hvem det ikke er en leg. De er simpelthen stjernepsykopater. Men Melissa Farley konkluderer ud af det blå, at disse destruktive mønstre gælder alle sadomasochister.

Og hun kan krydre det med historier om folk, der er kommet fysisk til skade i sadomasochistiske lege. Der er sågar nogle, der er døde. Og det er jo rigtigt nok; engang imellem hører man historier om en leg, der har fået en fatal afslutning.

Og som endnu mere krydderi fortæller Melissa Farley altså om antisemitiske sadomasochister. Konkret handler det om to lesbiske kvinder, hun mødte til en kvindefestival. Den ene var klædt i læder og bar nazistiske symboler, og hun havde sin partner, der bar en jødestjerne, i en lænke. De lyttede høfligt til professorens indvendinger og fjernede henholdsvis hagekors og jødestjerne. Historien er særdeles effektiv en i en debat. Det forekommer højest usandsynligt, at det lesbiske par, i det forum og på den måde, var ude med et ultraracistisk budskab og gjorde reklame for holocost. Men helt sikker kan man jo aldrig være, når man ikke selv har været til stede, og under alle omstændigheder er det naturligvis særdeles taktløst at bruge mordet på 6 millioner jøder i en offentlig, erotisk forestilling. Så ingen har rigtig lyst til at forsvare de to lesbiske sadomasochister – og så bliver historien stående, som Melissa Farley har fortalt den.

Det er kun i Skandinavien, at Melissa Farley blankt bliver betragtet som en stor kapacitet. Hun har naturligvis også sine tilhængere andre steder, men hun er af gode grunde også stærkt kontroversiel. Melissa Farleys forskning kritiseres fra flere sider. Dels for at være enøjet, dels for at indeholde en lang række metodiske fejl. Samtidig har hun et indædt fjendskab til forkæmpere for sexarbejderes rettigheder, hvilket har gjort livet vanskeligt for arrangører af konferencer om prostitution i USA.

Modsætningen til forkæmpere for prostitueredes rettigheder er nem at forstå, når man ser på hendes holdning til et andet spørgsmål: Hun advarer mod den fokusering på aids, der internationalt har været i indsatsen omkring prostitution. Det tager opmærksomheden fra den udnyttelse af kvinder, som hun ser som det primære problem, mener hun. Og nok så uheldigt, efter hendes synspunkt: Det, at man som følge af aids målrettet har gået mod at få prostituerede til at beskytte sig ved at bruge kondomer, har bremset væksten i denne og andre kønssygdomme og dermed også fjernet et afskrækkende element for kunderne. Denne pointe er nævnt i introduktionen til den af hendes undersøgelser, der som regel bliver refereret til: ”Prostitution in 5 Countries: Violence and Post-Traumatic Stress Disorder”.

Det er dette menneske, som forbudstilhængerne i Danmark om nogen hælder deres hoveder til. Nu er det jo ikke sådan, at man ikke kan lave god forskning og se rigtige pointer, selv om man er rabiat. Når jeg alligevel først beskriver personen og ikke hendes forskning – det vil jeg vende tilbage til i et senere indlæg - skyldes det følgende:

Hvad ville der ske, hvis jeg påstod, at der slet ikke var nogen problemer i prostitution noget sted i verden – og dokumenterede det ved hjælp af en rapport fra Verdensforbundet af Alfonser? Ingen ville tage det alvorligt. Man ville ikke engang gide at gå tilbage til kilden og se, hvad det egentlig var, der stod i  den rapport. Og det ville være en helt rimelig reaktion. Det handler om noget så basalt som kildekritik. Mogens Glistrup skriver lige nu på et mammutværk om ”muhamedanerne”, og han kan godt have rigtige pointer, men ingen vil naturligvis sluge hans konklusioner om indvandring råt. Ligesom ingen vil lade sig imponere af et olieselskab, der konkluderer, at der ikke findes global opvarmning.

Det er denne basale kildekritik, forbudstilhængerne er sprunget let og elegant hen over. Det synes ikke at have forstyrret deres tankeverden, at deres hovedkilde ærgrer sig over, at antallet af HIV-smittede prostituerede er faldet. Eller at hun er i stand til at fordømme en anden seksuel aktivitet med de samme teknikker og retorik, som hun bruger, når hun fordømmer prostitution.