Midtens nuancerede forlis

Hvis man følger med i debatten om prostitution, så må man også følge med i hvordan det går på midten af dansk politik, og specielt hvordan det går med de radikale. Dels har de her deres gamle rolle stort set intakt – hvad de ender med at blive enige med sig selv om, vil med meget stor sandsynlighed også før eller siden blive føjet ind i loven. Dels er det langt hen ad vejen midtens partier og højt uddannede og privilegierede vælgere, der ude i den praktiske verden afgør, hvad samfundets normer er. Hvis de mener, at prostitution er noget skidt, så er det det, man kan læse i medierne og i officielle rapporter.

Men at følge med i, hvad der foregår i og omkring Det Radikale Venstre, har de seneste år været en sag for viderekomne. "Del jer efter anskuelser," sagde den radikale fader Viggo Hørup, når han skulle forklare befolkningen, hvordan man brugte det unge demokrati, og det bud synes hans nutidige arvtagere at tage meget bogstaveligt. Først Ny Alliance og senest Borgerligt Centrum har skilt sig ud med holdninger og programmer, der kun havde små afvigelser fra radikal politik. Undervejs har vælgerne haft, men stort set ikke brugt, muligheden for at stemme på CD og Kristendemokraterne, der også havde mange synspunkter til fælles med de radikale og udbryderpartierne herfra.

Midterpartierne synes at have tabt meget store vælgergrupper i sine interne skærmydsler. En meningsmåling i sidste uge viste, at Borgerligt Centrum står til at klare spærregrænsen, og det er, alt taget i betragtning, opsigtsvækkende. En af de ting, der skal tages i betragtning, er, at de potentielle vælgere stadig har farcen med Ny Alliance i frisk erindring. Men den enorme opslutning til Ny Alliance, da det blev stiftet, viste mere end noget, at der er rigtig mange vælgere, der gerne vil stemme på et parti, der forener borgerlig pragmatisme med nogle klassiske venstrefløjsdyder i værdipolitikken.

Også de radikale selv høstede ved valget i 2004 stort udbytte af denne strømning. En overgang var Marianne Jelved nærmest frelseren for mange mennesker. Jeg var til et selskab, hvor vi alle havde lange videregående uddannelser og gang i spændende karrierer, og jeg var den eneste, der ikke stemte på partiet. Men de smed al dette væk igen med fem ultimative krav, plus et sjette, der handlede om, at Marianne Jelved selv skulle være statsminister. Det virkede urealistisk, og efterhånden også dumstædigt, og de kunne heller ikke rumme Naser Khader, og så gik det i opløsning igen.

Men der var en ting, som man ikke hæftede sig ved, dengang med de ultimative krav: Det var ikke bare taktisk dumt. Det var også hamrende usympatisk og hovmodigt, at et parti, der trods alt kun havde tilslutning fra 10 procent af vælgerne, insisterede på at få hele magten selv. Endnu værre blev det af, at det var de mest priviligeredes eget parti, der ikke tålte at have andre med ved bordet som andet end stemmekvæg, der kun kunne få lov at få indflydelse på småting.

Særligt usympatisk blev det af, at det var en selvstændig pointe, at Dansk Folkeparti skulle holdes helt uden for indflydelse. DF er i høj grad hjemsted for de modsatte vælgergrupper; de uprivligerede. Begrundelsen for at behandle DF som pariaer var primært partiets syn på udlændingepolitikken. Men der er mig bekendt ingen partier her i landet, der ønsker fri indvandring. Hvis DF vil smække grænsebommen i for 98 procent af dem, der gerne vil hertil, og de radikale kun for 96 procent, er det naturligvis vigtigt for de 2 procent, hvilken side, der har magten. Fordi Danmark er så småt, at de 2 procent fylder relativt meget, vil det også have en betydning for vores selvopfattelse og for åbenheden i vores samfund. Men det rækker ikke til at hævde nogen moralsk overlegenhed for de radikale i forhold til DF. De går ind for samme principper, der er blot en lille gradsforskel.

Naser Khader var en af de få radikale, der ikke følte sig for fin til at være i stue med DF, og det var blandt andet af den grund, at jeg også i udgangspunktet var positiv over for Ny Alliance. Jeg var derfor lidt forvirret over, at Gitte Seeberg med den berømte sætning "nok er nok" betonede, at partiet ville skubbe DF ud i mørket. Det virkede som om, der var noget, der ikke var koordineret. Det var også tilfældet, skulle det ret snart vise sig, da Gitte Seeberg meldte sig ud igen. Partiets politik om prostitution var en anden anledning til forvirring. Der var mange åbentsindede mennesker med, men talsmanden på socialpolitikken, Kristian Ditlev Jensen var ikke et af dem. Man anede simpelthen ikke, hvad de mente.

Jeg har det lidt den samme fornemmelse med Borgerligt Centrum. Også dem er jeg i udgangspunktet positiv over for. Men jeg frygter, at det er samme ballade en gang til. Alene det selvmodsigende navn, de har valgt, giver mistanke om, at de ikke har brugt alt for meget tid på at definere deres ståsted. Partiet vender sig, som en af sine mærkesager, mod nypuritanisme. Det er jo også godt, og nogle af medlemmerne har også tidligere forsvaret prostitution. Men det gælder ikke næstformanden Amalie Lyhne, der tværtimod som chef på Nyhedsavisen har agiteret for en kriminalisering. Belært af erfaringerne med Ny Alliance venter jeg med at bakke op, til jeg ser, om der overhovedet er noget parti, når de er nået til enighed om den slags små detaljer – om de vil give sexarbejdere samme rettigheder som alle andre, og om de vil straffe folk med et forkert sexliv.

Jeg tror, at besværet med at fortolke begrebet "nypuritanisme" er meget betegnende for, hvorfor midterpartierne har tabt alt på gulvet i dette årti, hvor værdidebatten ellers har været fremherskende i politik. Jeg kom til at tænke på det i forbindelse med den lange debat til mit forrige indlæg, hvor vi blandt andet diskuterede nuancering. Netop nuancering af en kernedyd på midten. Man har god vilje, man lægger vægt på, at de fleste spørgsmål kan ses fra flere sider, og man anerkender alle, der siger, de vil det godt. Hvorimod man frastødes af DF, der uden omsvøb eller forbehold siger, at de vil begrænse indvandring, og som også tager den hårde konsekvens af det i den lovgivning, de er med til at stemme igennem.

Det, som på den måde ryger ud med badevandet, er netop en reel værdidebat. Man bruger al energien til at fastslå sin egen og hinandens gode vilje, og så ender det, billedligt talt, med, at man går mere op i, om folk har bundet deres slips pænt, end i, hvad de egentlig vil. Ny Alliance vrimlede med pæne og respekterede mennesker, og de syntes selv at være de mest overraskede, da det viste sig, at de ville noget helt forskelligt.

Meget få mennesker er styret af ond vilje – det forekommer stort set kun i tegneserier. Men vi taler politik her, og det er fuldstændig underordnet, om alskens magtfulde politikere er flinke nok, når man kender dem personligt, hvilket de sikkert er. Man må bedømme dem på noget andet – nemlig konsekvensen af deres holdninger. Det er meget vigtigt at se i øjnene, og at kunne sige det med ligefremme ord. Marianne Jelved, for eksempel, skulle bedømmes på det usympatiske i hendes insisteren på at monopolisere magten hos sig selv, frem for på indholdet i de fem ultimative krav eller i hendes eventuelle evner som statsleder. Hendes efterfølger skal blandt andet bedømmes på sin nypuritanisme og dens konsekvenser.

Uanset hvilke gode intentioner, der måtte ligge bag, og uanset den på mange måde usædvanligt kvalificerede interne debat om emnet hos de radikale, så har Margrethe Vestager og hendes partifæller på Christiansborg været omhyggelige med at få deres navn med på det morads, der præger den officielle indsats, når det gælder prostitution: Grundlovsstridige frihedsberøvelser, vilkårlige arrestationer, brud på retssikkerheden, nægtelse af almindelige rettigheder i velfærdsstaten, stigmatisering af især udenlandske sexarbejdere, fusk med videnskabeligt materiale og så videre.

Jeg håber, at midten en dag kommer til at stå stærkt. At et eller flere af midterpartierne samler de søgende vælgergrupper op og pludselig får en fremgang, som holder fra et valg til det næste. For hvis det sker, så er det et tegn på, at midten er holdt op med at fokusere på overfladen. At man i stedet fokuserer på substansen, undersøger sine egne og hinandens argumenter, så man rent faktisk er i stand til at samle og dele sig efter anskuelser, uden at det hele går i opløsning igen få måneder senere.

Og desuden, den dag midterpartierne og deres vælgere kigger alvorligt på substansen i værdipolitikken, så er der nok heller ikke mange af dem, der vil opretholde modstanden mod rettigheder i prostitution. De er jo flinke mennesker.

Illustrationer: Besøg denne side.