Gennem en uges tid i slutningen af juli og ind i august har homoseksuelle fra hele verden været samlet til en række sportslige, kulturelle og politiske aktiviteter i København. Det er sikkert en god ide at holde sådan et arrangement for en seksuel minoritet, der stort set over alt i verden er udsat for fordomme og undertrykkelse – fra de dumsmarte bemærkninger i hverdagen til grov vold og manglende ligestilling i lovgivningen.

Men når sådan et arrangement kommer til Danmark, så sker der noget underligt. Fordomme og dumsmarte bemærkninger findes bestemt også her, og – hånden på hjertet – jeg står også selv for nogle af dem. Men eliten i Danmark, og Norden generelt, elsker homoseksuelle. World Outgames har fyldt medierne, og ingen historie var for ligegyldig til at blive tophistorie. Myndighederne har iværksat kampagner for at få borgerne til at blive lige så gode, som de selv er. Summen er, at samtidig som homoseksuelle har reelle og meget store problemer med at blive anerkendt rundt om i verden, og i mindre grad også herhjemme, så nyder de netop i Danmark en særstilling på bjerget.

Hver især kan have sine private teorier om, hvorfor det er sådan. Personligt tror jeg, det er en kombination af to ting. For det første er kønsmainstreaming en officiel målsætning i dansk ligestillingspolitik, og det betragter man vistnok homoseksualitet som en fin eksponent for. For det andet var Danmark først til at indføre registreret partnerskab, og derfor føler man måske, at man har en solid bunke aktier i homoseksualitet. Det er ikke, som alle de mange ting der skal forbydes for tiden, noget som folk selv har flikket sammen, og dermed står det heller ikke i konkurrence til det samfund, eliten bestyrer.

Det forekommer mig, at de fine folk i Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske (LBL), og sammen med dem de fleste højprofilerede homoseksuelle i politik i almindelighed, for længst er blevet forblændede over deres status på de bonede gulve. Mange homoseksuelle støtter kampen for frisind, men det gælder kun undtagelsesvist blandt de ledende kammerater. Her er man i bedste fald tavse i den strid. Det gælder især i debatten om prostitution, hvor der snarere er en omvendt sammenhæng i magtcirklerne, sådan at jo mere højlydt man kæmper for homoseksuelles rettigheder, jo mere hetzer man også mod prostitution. Prostitution ser man som en trussel, og absolut ikke som et symbol for kønsmainstreaming.

Et eksempel fra World Outgames, som jeg personligt fandt frastødende: En af nyhederne var, at politiet, kraftigt tilskyndet af politikerne, vil fokusere særligt på hatechrimes. Det har jeg i sig selv intet imod; faktisk er den slags et af de få punkter, hvor jeg går ind for højere straffe. Men det er det samme politi, der dagligt chikanerer sexarbejdere, og det er de samme politikere som før, der har bestemt, at det skal være sådan.

For mig er det ubegribeligt, at de gode mennesker ikke indser, hvor hurtigt den slags kan vende. Om et par årtier kan det være sexarbejdere og deres kunder, der officielt bliver betragtet som civilisationens modige fortropper, alt imens myndighederne iværksætter kampagner, hvor de beskriver homoseksuelle som klamme tabere.

Det er så meget mere absurd, som at sexkøb er langt mere normalt blandt bøsser end blandt heteroseksuelle. Man kan se det i talrige undersøgelser, hvor flere mænd end kvinder har erfaring med at modtage penge, varer eller ydelser til gengæld for sex. Nogle af dem er selvfølgelig gigoloer som i filmen med Richard Gere, men det er et mindretal. De fleste har solgt sex til andre mænd.

Politiken bragte en artikel om det i lørdags, men ellers er det som om hjernen kortslutter, hver gang man kommer i nærheden af dette tilsyneladende ubegribelige fænomen – at der blandt dem, man plejer at fremhæve som de gode, også er en stor overrepræsentation af dem, man plejer at fremhæve som de onde. Mandlig prostitution er meget lidt omtalt, selv om det er en logisk følge af kriminaliseringsfløjens argumentation, at det primært er blandt mænd, man finder alle de påståede problemer.

Fortrængningen er også tydeligt illustreret i et citat i Politikens artikel. Den svenske forsker Jari Kousmanen siger: ”I nordiske lande, hvor prostitutionen ikke er så omfattende, er andelen af mænd, der har erfaring med at sælge sex, højere end kvinder.” Udtalelser af den art er ikke udtryk for andet end den almindelige nordiske selvforherligelse uden hold i virkeligheden. I en amerikansk undersøgelse om effekterne af vold og misbrug mod børn skulle man have nogle kontrolgrupper, og man fandt, at næsten tre gange så mange af de tilfældigt udvalgte mænd som kvinder havde erfaring med at sælge sex.

Jeg tror nok, at prostitution almindeligvis foregår meget anderledes blandt bøsser – mere casual, så det som regel ikke et erhverv, men mere tilfældige aftaler i nattens hede. I så fald vil en kriminalisering af prostitution ikke blot ramme relativt langt flere bøsser end heteroseksuelle mænd. Det vil også være store dele af selve kulturen blandt bøsser, der bliver kriminaliseret. Måske den dag vil LBL, Klaus Bondam, Lone Dybkjær og andre vågne op og forstå, at kampen for seksuelt frisind er den samme, uanset hvilken seksualitet man tilhører.

Illustrationer: Besøg denne hjemmeside.

De danske myndigheder fører en massiv indsats mod menneskehandel i prostitution. Masser af politibetjente, skattefolk og socialarbejdere har det som deres faste job. Vi ved det, fordi vi kan læse om det i aviserne stort set dagligt.

Eller rettere sagt: Vi tror, vi ved det. Der er nemlig en detalje, der mildt sagt er meget lidt fokus på: Indsatsen, og beskyttelsen af ofrene, gælder netop ikke sexarbejdere. De er undtaget fra beskyttelsen. Det er kun tidligere sexarbejdere, som Danmark beskytter, hvis de er eller kan være ofre for menneskehandel.

Man kan læse om det i publikationen ”Menneskehandel – Definition og Identifikation”, som Servicestyrelsens Center Mod Menneskehandel udgav sidste år. Her hedder det på side 31 om personer, der ud fra en begrundet helhedsbetragtning anses for at være handlede, at de skal have hjælp og beskyttelse:

”Såfremt de samarbejder med politiet og myndighederne om forberedt hjemsendelse (f. eks. ikke flygter eller vender tilbage i prostitution), skal de tilbydes 100 dages ophold og refleksionsperiode.”

Refleksionsperioden er så at sige hele rygraden i indsatsen. Den giver såvel de omhandlede kvinder som myndighederne en slags timeout, hvor man kan afklare, om der er tale om menneskehandel, og hvor man under alle omstændigheder kan hjælpe kvinderne videre i tilværelsen.

Men, som det fremgår, så forudsætter det altså, at kvinderne afsværger sexarbejde. Hvis de ikke gør det, så mister de danske myndigheder interessen for, om de er handlede eller ej.

Dette på trods af, at der kan være en lang række situationer, hvor kvinderne kan have endog meget tungtvejende grunde til at fortsætte som sexarbejdere. Der er for det første ingen modsætning overhovedet mellem at være offer for menneskehandel og at være frivillig sexarbejder. Det kan for eksempel være tilfældet, hvis kvinden undervejs er kommet i en eller anden form for afhængighedsforhold af personer, der udnytter hende, eller hvis hun hjemmefra har indgået aftaler uden at kende sine juridiske rettigheder. I den slags tilfælde kan hendes interesse være at slippe for udnyttelsen – men stadig at tjene penge på sexarbejde, som hun havde planlagt det fra begyndelsen. Hun kan have et stort behov for pengene, for eksempel hvis hun har familie at forsørge.

Også selv om der foreligger en form for tvang, kan det være i kvindens interesse at fortsætte som sexarbejder. Måske er hun bange for dem, som har tvunget hende, og kan ikke satse hele sin tilværelse på den kortvarige beskyttelse fra de danske myndigheder. Hvortil kommer, at bagmænd ofte er relaterede, for eksempel familie, som kvinden føler sig forpligtet over for. Uanset at hun måske ikke er godt stillet i den samfundsstruktur fra sit hjemland, som hun har med i bagagen, er hun på godt og ondt nødt til at forholde sig til den også.

Alt det her ved Center Mod Menneskehandel udmærket. Centeret giver både i denne og andre sammenhænge en nuanceret og saglig beskrivelse af hele det brede spektrum af sager, som begrebet menneskehandel omfatter. Alligevel konstaterer man skødesløst i en parentes, at man kobler ofre og mulige ofre for menneskehandel af, hvis de vil tjene penge på sexarbejde.

Læg det sammen med, at Danmark stort set ikke har en indsats mod menneskehandel i andre erhverv end prostitution. Summen er, at vi ikke har en indsats mod menneskehandel overhovedet. Vi har en indsats mod prostitution. Dér ligger prioriteten i en grad, så hvis en konkret sag ikke indeholder et slag mod prostitution, så går man helt væk fra den – menneskehandel eller ej.

Jeg gad godt se Kongeriget Danmark blive indbragt for menneskerettighedsdomstolen i en af disse sager. Det handler om at beskytte borgerne mod en form for kriminalitet, der af navn er den næstværst tænkelige. Og det handler om ligestilling af borgerne. Sexarbejde er legalt i Danmark. Det betyder som bekendt ikke, at man skal give sexarbejde som erhverv betragtet samme rettigheder som andre erhverv. Men det må betyde, at sexarbejdere ikke kan diskrimineres i henseende til retsmæssig beskyttelse.

For at illustrere hvor langt de danske myndigheder er ude af kurs, så se her hvad EU’s ekspertgruppe i henseende til menneskehandel anbefaler:

Læs hele anbefalingen her. (åbner i pdf)

Anbefalingen gælder både dokumenterede ofre for menneskehandel og personer, som man vurderer kan være ofre. Tvivlen skal komme dem til gode. Ekspertgruppen lægger vægt på ofrenes menneskerettigheder og anbefaler, at de får hjælpen uden betingelser. I Danmark gør man det modsatte. Man hjælper dem kun under de for de berørte ganske vidtrækkende betingelser, at de vender ryggen til sexarbejde, og at de samarbejder om deres egen hjemsendelse.

Det er langt fra det eneste tilfælde, hvor danske myndigheder blæser højt og flot på anbefalingerne fra EU’s ekspertgruppe, som Center Mod Menneskehandel ellers i en række sammenhænge bruger som hovedkilde. Groft sagt er hele politiets del af indsatsen i strid med anbefalingerne. Anbefalingerne siger, at man ikke må anholde eller hurtigt udvise personer, der kan være ofre for menneskehandel, og man må heller ikke bruge de i sammenhængen bagatelagtige overtrædelser af udlændingeloven imod disse personer. Alligevel kan man læse om alle tre elementer, hver gang medierne skriver om en ny politiaktion mod ”prostitutionens bagmænd.” Se nedenfor eksempler på anbefalinger sammenholdt med den danske praksis.

I ordet ”anbefaling” ligger, at man ikke i sig selv har pligt til at følge den. Det er et valg. Men både myndigheder og politikere har i høj grad læst anbefalingerne og hævder at tage dem alvorligt. Én af anbefalingerne har vi således hørt en del om. Det er den, der siger, at refleksionsperioden skal være på mindst tre måneder. Den er politisk blevet brugt til at få udvidet refleksionsperioden, der tidligere blot var en måned.

Det var sikkert et udmærket tiltag for de kvinder, der er handlede, og som ikke ønsker at være sexarbejdere. Men man må konstatere, at det nøgternt set også hjælper i kampen mod prostitution. Her giver den forlængede refleksionsperiode politiet bedre arbejdsbetingelser, og den styrker Reden International og andre organisationer i samme branche.

Så det er status i Danmark. Politikerne og myndighederne følger EU’s anbefalinger om beskyttelse af ofre og mulige ofre for menneskehandel, hvis det passer ind i kampen mod prostitution. Hvis det kun handler om forbrydelser mod sexarbejdere, der vil være sexarbejdere, er samme politikere og myndigheder ligeglade med både anbefalingerne og ofre for menneskehandel. Uanset hvor alvorlige de omhandlede forbrydelser er.

------------

Herunder er nogle citater fra dokumentet med anbefalingerne fra EU’s ekspertgruppe, sammenholdt med en beskrivelse af den danske praksis. Husk at anbefalingerne gælder både dokumenterede og mulige ofre for menneskehandel, således at ingen ofre står ubeskyttet på grund af manglende beviser i deres sag. Dette er også dette princip, som Udlændingeservice går ud fra, når man bevilger en refleksionsperiode til en person, der ellers skulle have været udvist.

“The possible punishment of trafficked persons for offences committed while trafficked is an important factor deterring victims from ‘self-identifying’. It is also incompatible with legal obligations of Member States to protect and assist trafficking victims. In fact trafficked persons are often prosecuted either for the violation of immigration laws or for illicit activities they have been involved as a consequence of their situation as trafficked persons such as violations of immigration laws, the use of false documents or working without a work permit, if these are criminal offences under national legislation. Therefore it is recommended that Member States introduce a clause in their domestic law, ensuring that a victim of trafficking is not punished for such offences (…)

Dansk politi bekæmper officielt menneskehandel ved at stresse bagmændene gennem at stresse sexarbejderne selv. Man leder efter mange små forbrydelser i stedet for dén store forbrydelse, som man har svært ved at finde. Det er hverdag på bordellerne, at udenlandske sexarbejdere bliver anholdt for manglende arbejds- og opholdstilladelse – som det i anbefalingen hedder, at man netop ikke skal straffe dem for, når det nu er ud fra en antagelse om menneskehandel, at man rykker ud i første omgang. Også skatte- og momsforseelser er en almindelig formel baggrund for razziaer blandt sexarbejdere.

“The trafficked person must be protected from secondary victimisation which can result from criminal and administrative proceedings, or even from ill-managed social assistance. In particular the vulnerability of children requires special practices and measures. During the identification process law enforcement, judicial and administrative authorities should bear in mind that such procedures can imply renewal of the trauma, gender stereotypes, discrimination and violation of victims' dignity and rights. Therefore, public officials and social workers should be specifically trained with a view to ensuring a victims' friendly approach in all the procedures and activities concerned.”

TV2 Midt Vest bragte mandag den 29. juni et indslag, hvor man kunne se, hvordan en razzia på et bordel foregår. Ifølge mine kilder viser det en normal fremgangmåde, både over for danske og udenlandske sexarbejdere. Politiet og skattemyndighederne kommer i hold og møder ofte sexarbejdere, der er alene på bordellet. De bruger dette overtal og deres magt til at intimidere sexarbejderen. Se indslaget her (find indslaget "114MIDTVEST – prostitution" under programmet fra stationen den 29. juni). Bedøm selv, hvordan det viste harmonerer med anbefalingen fra ekspertgruppen.

“Regardless of whether services are provided by public agencies or civil society organisations, assistance must be provided on a voluntary and confidential basis, in a non-discriminatory and non judgemental manner and in compliance with basic principles derived from international human rights norms, in particular the respect for privacy, confidentiality, self-determination and freedom of movement.”

Gennem de første tre-fire år, efter at Danmark havde fået en handlingsplan mod kvindehandel, blev kvinderne i beskyttelsestilbuddet systematisk indespærret og fik frataget deres mobiltelefoner. Det var igen blandt andet for at de ikke skulle ernære sig ved sexarbejde. De var forinden blevet gjort bekendt med, at dette var reglerne, og så kunne de i princippet bare have sagt nej. Men igen – vi taler om kvinder, der enten var ofre for menneskehandel, eller som skulle betragtes som sådan, fordi der endnu var tvivl. Deres alternativer til at ikke at acceptere reglerne, var ikke gode. De var presset til at acceptere krænkelser af deres privatliv og frihed, og dette i høj grad netop fordi man var fordømmende over for deres adfærd. Læs om indespærringerne af udenlandske sexarbejdere i det gamle indlæg Prostituerede fra udlandet: Mennesker uden ret.

“Therefore, since the beginning of the identification process any expulsion order must be suspended. Arrest and detention should be avoided.”

Blot husk denne formulering næste gang du læser i aviserne om en razzia blandt sexarbejdere. Det vil fremgå, hvor mange der er anholdt, og nogle dage senere hvor mange der hurtigt er udvist.

Illustrationer: Besøg denne hjemmeside.

Dagens absolut største nyhed står på forsiden af Jyllands-Posten. Der er politisk pres for et forbud mod købesex. Dét i sig selv vidste vi godt i forvejen, men det nye er, at Mette Frederiksen og Marianne Jelved siger, at det hælder den vej for henholdsvis Socialdemokraterne og De Radikale. Førstnævnte skal stemme om det på deres kongres til efteråret. Politikere siger ikke den slags, med mindre de er meget sikre på at have opbakning til det. Med andre ord: Næste gang vi skal stemme til et folketingsvalg, vil hele den røde blok love os, at de vil arbejde for et forbud.

Når det er en stor nyhed, så er det ikke fordi, at vi så næsten har et forbud. Det er fordi, at så er det næsten sikkert, at vi ikke får noget regeringsskifte. En sexkøbslov er langt fra nogen folkesag – ifølge læserafstemningen på jp.dk er der i skrivende stund 75 procent, der siger nej, og det ligger meget godt i tråd med det, man finder ved statistisk valide meningsmålinger. Det er dog ikke oppositionens store problem. Det er derimod, at der er en lille gruppe, for hvem spørgsmålet er afgørende – som under ingen omstændigheder vil stemme på partier, der vil gennemføre sådan en lov. Det er måske ikke flere end 5 procent af vælgerne, og måske er det endda kun 2 procent. Men i betragtning af hvilke marginaler, valg afgøres på, så er det også rigeligt til, at den røde blok kun kan vinde et valg, hvis vælgerne ser andre og meget, meget stærke grunde til ikke at stemme på et af de partier, der lige nu udgør det regeringsbærende flertal.

Så dagens vinder er Lars Løkke Rasmussen. Nemt har han ikke haft det; han er blevet kastet ud i jobbet som statsminister akkurat som den største økonomiske krise i mands minde rammer de danske kyster. Men denne søndag er god for ham.

Det kan man så sidde og tænke lidt over. Den politiske dynamik tilsiger, at oppositionen skal rykke præcist så tæt op ad det regerende flertal, at de næste gang høster de nødvendige stemmer. Den røde blok har på den konto slugt nogle gevaldige kameler, som når man accepterer 24-årsreglen, og som når SF går med til at frede boligejerne skattemæssigt og lancerer sig selv om lov og orden-partiet. Spørgsmålet er, hvorfor man så smider det hele overbord igen ved at binde sig til en lovgivning, som med overvejende sandsynlighed vil skræmme de nødvendige vælgere væk. Det siger noget om, at spørgsmålet om en sexkøbslov har en ekstremt stor betydning for den røde blok.

Til Jyllands-Posten siger sociolog Claus Lautrop, at det især er veluddannede kvinder, der presser på for en sexkøbslov. Højtuddannede kvinder har deres eget parti – nemlig De Radikale, og det er især dette parti, der er interessant, når man nu ser sociologisk på det. Aviserne skriver om, at De Radikale er et livstruet parti. Det er måske en stramning, men der er i hvert fald nogle advarselslamper, der blinker faretruende. Alligevel kaster man sig ud i denne sag, som vil skræmme vælgere væk, og som også internt vil sætte yderligere gang i stridighederne. De Radikale er et parti, der også rummer stærke traditioner for frisind. Det bliver ikke bedre af, at kampagnen for en sexkøbslov nødvendigvis må baseres på usandheder og populisme af en art, der vil få det til at gøre ondt helt ind i sjælen på mange medlemmer.

Når aviserne skriver om prostitution, som Jyllands-Posten gør det i dag, er der altid en hel masse om, hvor mange sexarbejdere, der findes, og hvordan de har det. Det er også rimeligt nok. Men helt nøgternt: Det er mere relevant at sætte fokus på det segment af veluddannede kvinder, der arbejder for en sexkøbslov i De Radikale, Socialdemokraterne og SF. Det er åbenlyst dem, der har det problem, som loven skal løse.

Illustrationer: Besøg denne hjemmeside.

Her er, hvad grundlovens paragraf 15 indebærer om ministres svar på spørgsmål fra Folketinget:

Den omtalte paragraf i ministeransvar-lighedsloven er ikke til at spøge med. Den siger, at ”såfremt en minister giver folketinget urigtige eller vildledende oplysninger eller under folketingets behandling af en sag fortier oplysninger, der er af væsentlig betydning for tingets bedømmelse af sagen,” så er der en straframme på op til fire måneders fængsel. Det er endda ved uagtsomhed, altså hvis ministeren ikke ønsker og ikke er klar over, at hun giver urigtige eller vildledende oplysninger. 2) Hvis ministeren forsætligt fejlinformerer, er strafferammen to års fængsel.

”Ministeren bedes, ud fra det elektroniske journaliseringssystem PCD-klient, som Reden i København anvender, oplyse antallet af besøgende i værestedet Reden i København i hvert af årene 2005-2007 og første halvår af 2008, dels opgjort efter hvor mange forskellige kvinder, der har besøgt Reden og dels opgjort således at hver besøgende kvinde tælles op til en gang pr. døgn, endvidere bedes alle tal opdelt på nordiske og ikke-nordiske besøgende.”

Ministeren svarer ikke på spørgsmålet om, hvor mange forskellige kvinder, der har besøgt Reden København i hvert af årene. Hun svarer på, hvor mange kvinder, der har besøgt Reden København gennem hele perioden. Som det hedder, så er ”tallene baseret på en optælling af, hvor mange forskellige kvinder Reden har haft kendskab til i de enkelte år.” Forskellen mellem, hvor mange der har besøgt Reden København de enkelte år, og hvor mange man har haft kendskab til ud fra besøgstallene de enkelte år, ligger i, at man i det sidste tal regner alle tidligere brugere med. Det står stadig i kartoteket, og for så vidt har man kendskab til dem. 4)

Den uopmærksomme læser vil imidlertid ikke opfatte, at spørgsmålet ikke bliver besvaret. Han eller hun vil i stedet fejlagtigt opfatte det sådan, at der er sket en stor stigning i besøgstal. Præcis sådan tolkede for eksempel Altinget tallene, da de fik fat i ministerens svar. 5) Det er efter mine begreber vildledning, men det skal jeg ikke kunne sige, om juristerne ville have samme syn på.

Derimod er det for det første lodret forkert, at Reden København ikke kan opgøre, hvor mange af de kvinder, de har haft besøg af, der er ikke-nordiske. Man ved og oplyser, hvor mange af de besøgende i løbet af et døgn, der er ikke-nordiske, og så ved man det også med de besøgende i løbet af et år. Det er præcis de samme registreringer, der ligger til grund. Det er muligt, at PCD-klient er dårligt system, hvor det er besværlig at trække tallene ud, men det er ikke det, ministeren siger. Hun siger, det er umuligt.

Ministeren oplyser efterfølgende, at Reden skønner, at fordelingen på nordiske og ikke-nordiske brugere over hele perioden svarer nogenlunde til fordelingen af samme for så vidt angår døgnbesøgende. Det er den anden lodrette fejl. Det kan af rent matematiske grunde ikke være rigtigt. Måske var det rigtigt første år, men det kan ikke være rigtigt i det følgende år, med mindre der er sket noget meget usædvanligt i mellemtiden. 6)

Der er en tredje lodret fejl i svaret, om end denne er mere i bagatelafdelingen. Nemlig hvor det hedder: ”Det skal understreges, at antallet for 2005 kun indeholder registreringer for 10 af årets 12 måneder.” Det er rigtigt, at registreringssystemet PCD-klient først blev installeret i februar 2005. Men i et notat om dette år skriver daværende socialrådgiver, i dag leder af Reden København, Anette Rix, at årets første måneder blev opgjort i hånden på gammeldags maner, og at tallene omfatter 365 dage. 7)

Det kan synes barskt, at en minister risikerer fire måneders fængsel for en uagtsom lovovertrædelse. Mig bekendt er denne paragraf heller aldrig blevet brugt. Man plejer at lade det være ved de politiske konsekvenser, der til gengæld også kan være alvorlige for den pågældende minister og regering.

Men der er en grund til, at lovgivningen er så striks på dette område. Vi lever i et demokrati, og det er meget vigtigt at værne om de folkevalgte. De er garanter for, at det i sidste ende er folket, der har magten, og de skal ikke træffe beslutninger på baggrund af, at nogle trækker dem rundt i manegen med manipulerede oplysninger. Det er regeringens og ministrenes ansvar at sørge for, at der er redelige informationer til rådighed for de folkevalgte.

En sag som denne er faktisk præcist et eksempel på, hvorfor grundloven er formuleret, som den er, og hvorfor der ligger en tung straf for den minister, der ikke lever op til sit ansvar. Hvis det kun var et spørgsmål om, at Reden København ville sikre sig nogle bevillinger, var det hele mere bagatelagtigt. Lidt talfusk får konsekvenser for den minister, der har ansvar for det, men sjældent alvorlige konsekvenser.

Mens Reden Københavns talfusk har store politiske konsekvenser. Det er i høj grad på baggrund af disse falske informationer om en brat stigning i prostitution, og især gadeprostitution, at man diskuterer en kriminalisering i Folketinget. Selv uden kriminaliseringen har agitationen, baseret på blandt andet de urigtige oplysninger fra Reden København, store og negative konsekvenser i hverdagen for både sexarbejdere og kunder. Det er for eksempel tilfældet, når man tildeler Politiet ekstra ressourcer til at bekæmpe et angiveligt voksende problem, og disse ressourcer går til at vilkårlige masseanholdelser af udenlandske sexarbejdere. Der er en lige linje fra den misinformation, der kommer fra Reden København, og som Karen Jespersen har bragt videre til Folketinget, til at sexarbejdere bliver bagbundet og ført i fængsel.

Netop de udenlandske sexarbejdere synes at være et ømt punkt for Reden København. Jeg kan ikke med nogen sikkerhed sige, at det er sådan, men der er indikationer på, at Reden København ikke har ret mange udenlandske kvinder blandt sine brugere. 8) Det skriver jeg om i et senere indlæg. Under alle omstændigheder må der være en grund til, at de går så langt som til at lyve sig fra et kendskab til, hvor mange af deres brugere, der er ikke-nordiske. Man må konstatere, at et folketing, der har ønsket at hjælpe udenlandske sexarbejdere på gaden, bliver ført bag lyset af Reden København. Med Karen Jespersens, formentligt utilsigtede, assistance.

Der ligger i straffen for uagtsomme lovbrud, at vedkommende kunne have undgået lovbruddet gennem at vise agtsomhed. Det er i høj grad tilfældet her. Det er for det første almindelig kendt, at der i debatten om prostitution bliver brugt usandfærdige postulater, og at det i høj grad er religiøse grupperinger, som KFUK, der står for dem. Sådan er det over hele verden. I Danmark er det også almindelig kendt, at netop Reden København hører til de politisk set meget yderliggående organisationer, når det gælder debatten prostitution.

Endvidere ved ministeriet af egen erfaring, at personkredsen i ledelsen for Reden København bruger uacceptable metoder. Den højeste embedsmand på området er Vibeke Abel, chef for ligestillingsafdelingen i Velfærdsministeriet. Det var hende, der angiveligt fik stoppet de lovmæssigt ufunderede frihedsberøvelser i det beskyttelsestilbud, som Reden International driver. 9)

Som tidligere omtalt, så har jeg sendt teksten til dette indlæg, såvel som alle andre indlæg i serien, til både Karen Jespersen og til Vibeke Abel. De har haft mulighed for at kommentere, før indlægget blev lagt på. Dermed er de nu også orienteret om fejlene i svaret til Pia Christmas-Møller.

Tidligere indlæg i serien:

Redens falske tal

Dorit Otzens egen målestok

Dokumentationen

Kilder og noter:

1)   Se ”Håndbog i folketingsarbejdet” (åbner i pdf) side 98.

2)   Se ministeransvarlighedsloven her.

3)   Se spørgsmålet fra Pia Christmas-Møller og svaret fra Karen Jespersen her.

4)   Læs indlægget Dokumentationen.

5)   Altingets artikel fra den 10. december 2008 er ikke offentligt tilgængelig.

6)   Tallene viser, at en markant større andel af brugerne pr. døgn er udenlandske i slutningen end i begyndelsen af de tre og et halvt år, statistikken omfatter. Eftersom brugerne fra 2005 også tæller med i det samlede antal brugere i 2008, vil den lave andel af udenlandske brugere dengang også trække ned i forhold til øjebliksbilledet i 2008. Hvis de to talrækker skal følge hinanden, på trods af at der er kommet flere udenlandske brugere, kræver det, at der er sket et markant fald i, hvor ofte de udenlandske brugere benytter Reden, i forhold til hvor ofte de danske brugere gør det.

7)   Notat findes ikke på nettet. Jeg har fået en kopi i papirform gennem en aktindsigt i korrespondancen mellem Reden og Velfærdsministeriet.

8)   Siden svaret til Pia Christmas-Møller er Reden København som hovedregel helt ophørt med at give adgang til udenlandske kvinder. Se indlægget Anette Rix’ mange udflugter.

9)   Om Reden Københavns omdømme i faglige kredse, og om Vibeke Abels indgreb i forhold til frihedsberøvelserne i beskyttelestilbuddet, se denne artikel i Information.

Illustrationer: Besøg denne hjemmeside.

I onsdags var jeg i Århus for at se teaterforestillingen Kødkarrusellen. Jeg skriver en anmeldelse af den, forhåbentligt som næste indlæg. Her i dag er det noget andet, jeg vil fortælle om.

Efter forestillingen var der en paneldebat. Den deltog jeg i, som repræsentant for den evige kunde. Men kundevinklen er uinteressant. Jeg har en masse spændende teorier om prostitutionsdebatten, og hvorfor den er så meget oppe i tiden. Men jeg tog mig sammen og tog konsekvensen af, at der heller ikke var nogen efterspørgsel efter at høre mine teorier. Så jeg sagde ikke så meget i det hele taget.

Men det, jeg gerne ville have talt om, er begrebet ”den lykkelige lyder”. Dengang jeg var dreng, dækkede det mest over sådan en halvironisk bodega-visdom – om den ubegavede, konstant liderlige blondine med store, velformede bryster, der fandt sig en niche ved at lave det eneste hun kunne og gad, og endda tjene mange penge på det. Lidt den figur, som Anne Lippert plejede at tegne. Se et par eksempler her.

For cirka fem år siden bragte Ekstra-Bladet en historie om en kvinde, der hævdede at være den lykkelige luder. Hende gik det senere ilde – hun kendte ikke sine egne grænser og fortrød senere sine valg. Jeg har også engang været kunde hos en sexarbejder, der sagde, at nu troede hun på den lykkelige luder. Hun havde ikke troet på det før hun gik ind i branchen, men nu havde hun jo selv oplevet hvordan det var.

Men det var før prostitutionsdebatten brød ud i lys lue og vi alle lærte, at vi skal formulere os præcist for ikke at blive misforstået. Naturligvis kan ludere være lykkelige ligeså vel som alle andre. Men ingen bliver lykkelige alene i kraft af deres erhverv, og begrebet ”den lykkelige luder” hører nu engang ikke til i virkeligheden, men i tegneserier.

At forkaste ”den lykkelige luder” som begreb, indeholder også en indrømmelse fra sexarbejdernes side. De siger: Nej, selvfølgelig bliver jeg ikke lykkelig af selve det at have sex med fem eller ti tilfældige mænd i løbet af en dag. Det er ikke sex med kunderne, der afgør, om jeg er lykkelig eller ej.

Det pudsige er, at denne indrømmelse ikke glæder kriminaliseringstilhængerne. Tværtimod – i dag er det kun dem, der krampagtigt holder fast i begrebet ”den lykkelige luder” – for at kunne afvise det. Det er fænomener af den slags, der får prostitutionsdebatten til at fremstå som en skyttegravskrig uden bevægelse: Ingen hævder at være den lykkelige luder, men kriminaliserings-tilhængerne bliver alligevel ved med at tordne mod sexarbejderne for at bruge begrebet – hvad de altså ikke gør.

Det har ikke mindst været tydeligt i den nu lukkede debat på Kvinder For Frihed, hvor kriminaliserings-tilhængerne, med forkvinden Vibeke Manniche i spidsen, helt til det sidste bebrejdede de lykkelige ludere – selv om alle tilstedeværende sexarbejdere bad om at blive fritaget for betegnelsen.

Det kan forekomme latterligt. Men man skal ikke gå fejl af det: Det er der, debatten begynder og slutter. Alt det, vi diskuterer, handler om, om ludere kan være lykkelige. Derfor er det ikke nok, at sexarbejderne siger, at de ikke bliver lykkelige af selve det at have sex med kunderne. De skal sige, at de bliver ulykkelige af det.

Når det er så skide vigtigt, om sexarbejdere kan være lykkelige eller ej, så er det fordi rigtig meget står og falder med det. Både på et institutionelt plan og for den almindelige dansker.

Det er blandt andet det officielle Danmark, der igen og igen afviser den lykkelige luder. Vi lever under den absurditet, at Folketinget har vedtaget, at sexarbejdere har det dårligt – at deres fag er et socialt problem. Samme officielle Danmark har været meget omhyggelige med at sætte sexarbejde uden for enhver lovgivning (skattelovene undtaget). Det er ikke kriminelt, men det er heller ikke legalt. Det er, kort sagt, uden for alle velfærdsstatens systemer – underlagt jungleloven. Alle regler og normer i branchen er opstået fra neden; gennem sædvane og normer, som folk i branchen bare accepterer, og hvis der er brug for justits ved overtrædelser af disse sædvaner og normer, så er det også noget, der foregår uden for velfærdsstatens retssystem.

Rædslen er, hvis sexarbejderne har det ligeså godt eller bedre end andre. Hvis jungleloven skaber en bedre verden for mennesker end det fintmaskede net af regler og påbud, som er den moderne velfærdsstat. Så er der mange, der står med et forklaringsproblem. Ikke bare politikerne – også den elite, der administrerer de mange systemer, og de eksperter, der lever af at kloge sig på, hvad der bedst for os. Hvis det eneste, vi har brug for, er skoler, hospitaler, basal social tryghed og en omfordeling fra rig til fattig over skatten, mens hele den detaljerede regulering kun er i vejen, så er der mange i samfundets top, der må se i øjnene, at det helt konkret er dem, der er i vejen.

Sådan har det i princippet været hele tiden, men velfærdsstaten er blevet mere og mere regulerende, helt ned i detaljer, som vi for få årtier siden tog for givet hørte til privatlivet. Derfor er modsætningen mellem det officielle Danmark, og luderen, der ikke er ulykkelig, blevet større.

Samtidig er der sket en anden bevægelse, der også skaber en modsætning mellem den ikke-ulykkelige luder og den almindelige dansker. Det er i virkeligheden meget banalt. Det er dogmer som ”den eneste ene”, ”sex skal være sjovt” og ”ligeværdige partnere”, der har bredt sig, og som den er gal med. Mange danskere forsøger at leve efter dem, med alle de begrænsninger, de giver. Hvis man lever ulykkeligt med den eneste ene, men holder tappert og samvittighedsfuldt ud, så vælter det hele læsset, hvis naboerne har sex lidt til højre, lidt til venstre, og har det godt med det.

Det sidste skal man ikke undervurdere, tror jeg. Det lyder ikke af så meget, men vi taler dybest set om, om mennesker spilder deres liv eller ej – hvilket bliver så meget mere ømt jo ældre man bliver, og man må stille spørgsmålet i datid. I debatterne rundt omkring på bloggene fornemmer jeg nogle gange pludselig, at der er nogle meget vigtige ting på spil for dem, vi diskuterer mod – også selv om de intet har med prostitution at gøre. Jeg fornemmer også, at det bliver mere og mere, jo tiere sexarbejdere står frem og siger: Vi er ikke ulykkelige. Og det siger de jo tit for tiden.

I debatten på Kvinder for Frihed kørte det helt af sporet. Ikke mindst for debattøren Helene. I begyndelsen prøvede hun at skabe et venskab med de sexarbejdere, der forsvarede deres branche – hun syntes også det var synd for dem, og at det var kunderne, der var svin. Men da sexarbejderne ikke ville modtage medlidenheden, blev det efterhånden vendt på hovedet. Så var det sexarbejderne, der var afskyelige, som ødelagde familier, spredte kønssygdomme og som korrumperede og ruinerede sagesløse, sexafhængige kunder.

Helene var ikke alene om den holdning – hun var bare den mest udprægede. I udgangspunktet ærgrede jeg mig over, at jeg ikke kunne være med i debatten. Til sidst var jeg glad for det. Jeg synes det er forstemmende – næsten uhyggeligt – at se al denne vrede og mistro mod en verden, som man ikke forstår og ikke har andel i.

Men det er måske bare mig.

Illustrationer: Besøg denne side.

For nogle år siden bragte Se & Hør en artikel om, at Anders Fogh Rasmussen havde en rigtig god ven, der var polak og læge. De to havde sammen været på en cykelferie på Bornholm, og artiklen var illustreret med nydelige billeder fra denne ferie. Artiklen fortalte ikke, at den nu forhenværende statsminister er bøsse, men hr. og fru Danmark, der har hørt rygterne, kunne ikke opfatte det anderledes.

Henrik Qvortrup, der var chefredaktør, plejede ellers ikke at lægge fingere imellem. Den artikel kunne sagtens have været hårdere, også selv om bladet ikke havde dokumentation for et seksuelt forhold. Henrik Qvortrup er også tidligere højt skattet spindokter for Anders Fogh, og jeg gætter på, at artiklen var nøje aftalt. Kort efter kom statsministeren med et udspil om homoseksualitet – så vidt jeg husker noget med, at homoseksuelle skal have mulighed for at blive gift i kirken.

Det var et ønske om at give en minoritet ligestilling med resten af befolkningen. Men det lykkedes ham altså ikke at få sagen igennem, og så opgav han åbenbartbart. I Sverige og Norge er man længere fremme på det område, end vi er i Danmark. Anders Fogh må bare håbe, at det lykkes hans efterfølger at bryde igennem modstanden i den borgerlige blok mod homoseksuelle kirkebryllupper.

Anders Fogh er en af de stærkeste statsministre, vi har haft, siden folkestyret blev indført. Måske endda den stærkeste. Uanset om man kan lide, hvad han har lavet, så må man anerkende, at det er utroligt hvor meget han har fået igennem. Han strammede udlændingepolitikken op, så der i dag er politisk ro om spørgsmålet. Han indførte skattestoppet og fik dermed fjernet det dogme, at skattepolitikken er underlagt andre politikområder. Han fik gennemført meget store strukturelle reformer, især kommunalreformen. Han fik flyttet Danmark over til at være et af høge-landene i den internationale sikkerhedspolitik, og han udkæmpede, om end måske utilsigtet, et bravallaslag om ytringsfrihed, ikke bare i Danmark, men over hele verden. På den internationale scene har hun vundet den store respekt, der nu har gjort ham til generalsekretær for Nato.

Undervejs har han vundet to folketingsvalg, foruden det, som bragte ham til magten, og det er måske det mest bemærkelsesværdige af det hele. I moderne tid har ingen anden statsminister og ingen anden regering formået at fastholde en så stor opbakning i befolkningen, som det er lykkedes for Anders Fogh og hans regering.

Men de homoseksuelle ægteskaber hører altså ikke med på succeslisten. Og det er desværre et eksempel på, at Anders Fogh efterlader et stykke arbejde, som skal gøres færdigt. Det er den venlige fortolkning; den uvenlige er, at han slet og ret har forringet de basale strukturer i samfundet.

Der er dog måske heller ikke kommet forringelser for netop de homoseksuelle. Men generelt har Anders Fogh Rasmussens tid som statsminister været præget af stramninger på det sekusalpolitiske område. Fordømmelse, fordomme og snæversyn er vundet frem, og de er ikke mindst vundet frem i de statslige institutioner, som Anders Fogh har – eller havde – ansvaret for. En gammel horekunde-blogger som mig undgår ikke at bemærke, at det bestemt ikke er på mit område, der er kommet færre smagsdommere. Der er kommet mange flere, og de er blevet godt betalt af Anders Foghs regering.

Igen er det min tolkning, som jeg ikke har andet at have det i end personlige fornemmelser at have i. Men jeg tror ikke, at Anders Fogh ønskede det sådan. Men hans vej til magten har nu engang været en erkendelse af, at vælgerne ikke delte hans ønske om liberalisme og minimalstat. De ønskede socialstaten. Så lidt groft sagt – Anders Fogh har givet os socialstat til gengæld for at få magten.

Det er først og fremmest foregået gennem den såkaldte kontraktpolitik. Anders Fogh er meget nøgternt gået ud til nogle store vælgergrupper i middelklassen og har sagt: Hvis I stemmer på mig, så giver jeg jer disse konkrete ydelser, og jeg sørger for, at I skal betale lav skat af jeres boliger. Han har holdt løfterne, og dermed har han frataget vælgerne deres motivation til at gå over til partierne i oppositionen til venstre i salen.

Men kontraktpolitikken er altså også slået igennem på værdipolitikken. Stramningen af udlændingepolitikken har i høj grad lukket munden på al mulig opposition til højre. Seksualpolitisk kom ønskerne om stramninger fra venstre, fra religiøse grupper og fra den officielle kvindebevægelse, og Anders Fogh og regeringen har måske ikke været begejstret for det, men de har altså heller ikke taget konfrontationen.

Ser man strategisk på det, giver det meget god mening hvad Anders Fogh har gjort. Det nytter ikke noget at være principiel, hvis man så ikke får nogen stemmer og dermed ingen magt overhovedet. Man kan ikke gøre alt på en gang, og han måtte berede vejen for, at hans parti senere kunne gennemføre liberale og frisindede reformer.

Men af dette ”senere” afhænger også Anders Foghs eftermæle. Der er nogle, der gør arbejdet færdigt for ham – eller som skal rydde op, hvis man hælder til den uvenlige tolkning af hans indsats. Umiddelbart er det, Anders Fogh efterlader, ikke bare en række imponerende præstationer. Det er også et samfund, hvor der er blevet mindre højt til loftet, og hvor det er fastslået, at velfærdsstaten ikke handler om at få de svageste med og give plads til det anderledes, men om overføre økonomiske og kulturelle privilegier til dem, som er flest eller stærkest. Det er på ingen måde liberalt, og det er heller ikke holdbart.

Nu er der så en lille tyk mand med hang til fadøl, og som lister ud i kopirummet for at omgå sit eget rygeforbud, der har overtaget førersædet. Det forekommer ikke prangende, men måske er han præcis den, der er brug for. Man har da lov at håbe.

---------

Jeg ved godt, at dette indlæg ikke længere er superaktuelt. Jeg havde tænkt over det i god tid inden Anders Fogh gik af. Men det trak jo ud, og det endte med at falde sammen med, at jeg netop var taget på ferie. Det problem havde Lene Espersen også, men meget betegnende for, hvor svært det er at komme til orde i debatten, så ”glemte” de at sende en privatjet ned til Thailand for at hente mig. På samme konto vil der også komme flere uaktuelle indlæg i de kommende uger.

Illustrationer: Besøg denne side.

I dag vil jeg fortælle om, hvordan det var dengang jeg var barn.

Pornoen var lige givet fri, men markedet var endnu ungt, og der var to blade, der sad på det meste af det: Ugens Rapport og Weekend Sex. Det sidste havde næsten ingen tekst, og det var i A5-format med den ene hardcore billeserie efter den anden. Jeg stiftede første gang bekendtskab med det en dag i fjerde klasse, hvor jeg fandt et eksemplar på vej til skolen.

På forsiden var der et billede af en smilende ung kvinde, der kælent rakte tungen ud efter en kæmpe pik. Det var et koncept, jeg endnu ikke havde hørt om, men jeg fortalte om det til en, der hed Lasse, og han vidste godt, at nogle kvinder gjorde den slags. Det var noget svineri, sagde han. Jeg gætter på, at han skiftede mening ret hurtigt efter det.

Jeg kan ikke huske, at mit første bekendtskab med den hårde porno vakte andet end undren hos mig. Der var ingen lystfølelse, men heller ingen blufærdighed, og ingen skam. Alle disse ting kom først nogle år senere, men så kom de til gengæld også stærkt. Jeg kan endnu huske modeller, der gjorde et særligt stort indtryk på mig i puberteten. Men på det tidspunkt var jeg også begyndt at gemme de pornoblade, jeg fandt, meget grundigt. Jeg kiggede kun på dem i smug.

Jeg var så absolut også i den blufærdige ende blandt mine kammerater. Den mest fremmelige havde en kasse pornoblade stående under sengen, og han var bedøvende ligeglad med, om hans mor så dem. For de andre var der nok alt indimellem de to yderpunkter.

Jeg ved ikke, hvorfor netop jeg var blufærdig. Men jeg antager, at det her noget at gøre med en særlig naivitet, jeg har bygget ind i mig. Holdningen til sex var ikke fordømmende i mit hjem, men sex var absolut tabu, så jeg måtte selv finde op og ned på det, og jeg troede på, hvad jeg blev fortalt. Jeg troede på den ædle jomfru, hvis eksistens blev bakket op af den dengang meget radikale feminisme. Den kom nogenlunde samtidig som pornoen, og den gennemsyrede seksualundervisningen i skolen og børne- og ungdomsprogrammerne på tv. Jeg troede at enhver afvisning var lig med et endegyldigt nej, og jeg blev ked af det og forvirret, når jeg så, at de piger i skolen, jeg brændte efter med en ung drengs uskyldighed, var sammen med de mere hårde drenge og ikke blev generet af det.

Man må vistnok ikke lave psykoanalyse på sig selv, men nu gør jeg det lige lidt alligevel: Den dag i dag føler jeg en lettelse ved at møde kvinder, der åbenlyst lægger op til sex. Det behøver ikke engang være mig, de lægger op til. Bare det, at det kan ske, forbinder jeg med en enorm frihed. Når jeg rigtigt skal slappe af, går jeg på et af de værtshuse, hvor kvinderne drikker øl og åbenlyst er ude på noget. Jeg vil ikke sige, at jeg er ligeglad med, om jeg scorer, men det er ikke derfor, jeg kommer der. Mental afslapning er også min største følelse, når jeg er sammen med sexarbejder. Den behagelige, varme glæde ved denne antitese til min tidlige ungdoms fortrykkede stemning.

Jeg vil naturligvis ikke give nogen eller noget i min barndom skylden for min naivitet. Ikke engang radikalfeministerne. Men det her er et ømt emne for mig, og hvis der er noget i hele seksualdebatten, jeg går op i, så er det, at børn skal have en god indgang til seksualitet. Opmærksomheden på alle variationerne er for mig underordnede, og det gælder for så vidt også den, jeg selv dyrker. Jeg skriver kun om mit liv med prostitution, fordi nogle vil forbyde det. Men mere overordnet, så ved jeg, at der i hver ny årgang, der rammer puberteten, vil være et antal, der er lige så naive som mig.

Sidste år til kvindernes internationale kampdag skrev jeg et indlæg om løver. Det handlede i virkeligheden om noget helt andet, og jeg illustrerede det med hardcore porno. Jeg havde fundet en billedserie med en særdeles velskabt kvinde, der også så ud til at styre legen selvsikkert. Det syntes jeg passede godt til teksten.

Indlægget blev først ikke læst af ret mange. Men så arbejdede det sig opad på Google, og nu kommer det op som nummer to eller tre, når man søger på ordet ”løver”. Det bringer cirka 1000 læsere ind til min blog hver måned. Rigtig mange mennesker vil vide noget om løver.

For ikke at støde mennesker – herunder skolebørn, der skal skrive opgave om løver – er jeg blevet rådet til at fjerne pornobillederne igen, og efter moden overvejelse gjorde jeg det i forrige uge. Jeg ønsker ikke at vise porno til nogen, der går ind på en hjemmeside uden nogen anelse om, at de vil finde det der. Jeg har også lagt vægt på, at nogle af mine indlæg skulle have en betydning i debatten uden for blogland, og så følger der et ansvar med.

Men jeg var ked af at fjerne billederne, og det var netop på grund af det med skolebørnene, der så dem. Det er ikke fordi jeg tror, at børn får en nemmere indgang til seksualitet, hvis man viser hardcore pornofilm i anden og tredje klasse. Jeg kan bare ikke lide det budskab, som man sender ved hele tiden at gå op i, at de ikke skal se porno, og heller ikke, hvis det sker tilfældigt. De vil uvægerligt få det indtryk, at billeder af mennesker, der har sex med hinanden, er urene, og den pointe vil de få banket ind i hovedet endnu inden de selv har nogen naturlig følelse om emnet, andet end en sund forundring over, hvad de ser på billederne.

Konsekvensen er, at nye generationer af naive, men tænksomme unger som jeg selv, bliver sendt ud på en lang omvej for at finde ud af, hvad der er op og ned i deres egen og andres seksualitet. Det samme gælder for øvrigt, når et samlet Folketing forsager sexarbejde og al dets væsen i skolekampagner som Hvem Betaler Prisen. Nede bagerst i klassen sidder der elever, der ikke forstår det, men som tror på det, og en del af dem vil først få deres verden til at hænge sammen igen, når de selv er blevet ludere eller horekunder og med glæde har set, at det ikke var rigtigt, hvad de lærte i skolen.

Billedet af den unge mand i videoen herunder ligner tilfældigvis mig selv i en ung udgave. Siden har jeg dog fået anden frisure, så mit hår blandt andet er klippet højt op i tindingerne.

Hvis man følger med i debatten om prostitution, så må man også følge med i hvordan det går på midten af dansk politik, og specielt hvordan det går med de radikale. Dels har de her deres gamle rolle stort set intakt – hvad de ender med at blive enige med sig selv om, vil med meget stor sandsynlighed også før eller siden blive føjet ind i loven. Dels er det langt hen ad vejen midtens partier og højt uddannede og privilegierede vælgere, der ude i den praktiske verden afgør, hvad samfundets normer er. Hvis de mener, at prostitution er noget skidt, så er det det, man kan læse i medierne og i officielle rapporter.

Men at følge med i, hvad der foregår i og omkring Det Radikale Venstre, har de seneste år været en sag for viderekomne. "Del jer efter anskuelser," sagde den radikale fader Viggo Hørup, når han skulle forklare befolkningen, hvordan man brugte det unge demokrati, og det bud synes hans nutidige arvtagere at tage meget bogstaveligt. Først Ny Alliance og senest Borgerligt Centrum har skilt sig ud med holdninger og programmer, der kun havde små afvigelser fra radikal politik. Undervejs har vælgerne haft, men stort set ikke brugt, muligheden for at stemme på CD og Kristendemokraterne, der også havde mange synspunkter til fælles med de radikale og udbryderpartierne herfra.

Midterpartierne synes at have tabt meget store vælgergrupper i sine interne skærmydsler. En meningsmåling i sidste uge viste, at Borgerligt Centrum står til at klare spærregrænsen, og det er, alt taget i betragtning, opsigtsvækkende. En af de ting, der skal tages i betragtning, er, at de potentielle vælgere stadig har farcen med Ny Alliance i frisk erindring. Men den enorme opslutning til Ny Alliance, da det blev stiftet, viste mere end noget, at der er rigtig mange vælgere, der gerne vil stemme på et parti, der forener borgerlig pragmatisme med nogle klassiske venstrefløjsdyder i værdipolitikken.

Også de radikale selv høstede ved valget i 2004 stort udbytte af denne strømning. En overgang var Marianne Jelved nærmest frelseren for mange mennesker. Jeg var til et selskab, hvor vi alle havde lange videregående uddannelser og gang i spændende karrierer, og jeg var den eneste, der ikke stemte på partiet. Men de smed al dette væk igen med fem ultimative krav, plus et sjette, der handlede om, at Marianne Jelved selv skulle være statsminister. Det virkede urealistisk, og efterhånden også dumstædigt, og de kunne heller ikke rumme Naser Khader, og så gik det i opløsning igen.

Men der var en ting, som man ikke hæftede sig ved, dengang med de ultimative krav: Det var ikke bare taktisk dumt. Det var også hamrende usympatisk og hovmodigt, at et parti, der trods alt kun havde tilslutning fra 10 procent af vælgerne, insisterede på at få hele magten selv. Endnu værre blev det af, at det var de mest priviligeredes eget parti, der ikke tålte at have andre med ved bordet som andet end stemmekvæg, der kun kunne få lov at få indflydelse på småting.

Særligt usympatisk blev det af, at det var en selvstændig pointe, at Dansk Folkeparti skulle holdes helt uden for indflydelse. DF er i høj grad hjemsted for de modsatte vælgergrupper; de uprivligerede. Begrundelsen for at behandle DF som pariaer var primært partiets syn på udlændingepolitikken. Men der er mig bekendt ingen partier her i landet, der ønsker fri indvandring. Hvis DF vil smække grænsebommen i for 98 procent af dem, der gerne vil hertil, og de radikale kun for 96 procent, er det naturligvis vigtigt for de 2 procent, hvilken side, der har magten. Fordi Danmark er så småt, at de 2 procent fylder relativt meget, vil det også have en betydning for vores selvopfattelse og for åbenheden i vores samfund. Men det rækker ikke til at hævde nogen moralsk overlegenhed for de radikale i forhold til DF. De går ind for samme principper, der er blot en lille gradsforskel.

Naser Khader var en af de få radikale, der ikke følte sig for fin til at være i stue med DF, og det var blandt andet af den grund, at jeg også i udgangspunktet var positiv over for Ny Alliance. Jeg var derfor lidt forvirret over, at Gitte Seeberg med den berømte sætning "nok er nok" betonede, at partiet ville skubbe DF ud i mørket. Det virkede som om, der var noget, der ikke var koordineret. Det var også tilfældet, skulle det ret snart vise sig, da Gitte Seeberg meldte sig ud igen. Partiets politik om prostitution var en anden anledning til forvirring. Der var mange åbentsindede mennesker med, men talsmanden på socialpolitikken, Kristian Ditlev Jensen var ikke et af dem. Man anede simpelthen ikke, hvad de mente.

Jeg har det lidt den samme fornemmelse med Borgerligt Centrum. Også dem er jeg i udgangspunktet positiv over for. Men jeg frygter, at det er samme ballade en gang til. Alene det selvmodsigende navn, de har valgt, giver mistanke om, at de ikke har brugt alt for meget tid på at definere deres ståsted. Partiet vender sig, som en af sine mærkesager, mod nypuritanisme. Det er jo også godt, og nogle af medlemmerne har også tidligere forsvaret prostitution. Men det gælder ikke næstformanden Amalie Lyhne, der tværtimod som chef på Nyhedsavisen har agiteret for en kriminalisering. Belært af erfaringerne med Ny Alliance venter jeg med at bakke op, til jeg ser, om der overhovedet er noget parti, når de er nået til enighed om den slags små detaljer – om de vil give sexarbejdere samme rettigheder som alle andre, og om de vil straffe folk med et forkert sexliv.

Jeg tror, at besværet med at fortolke begrebet "nypuritanisme" er meget betegnende for, hvorfor midterpartierne har tabt alt på gulvet i dette årti, hvor værdidebatten ellers har været fremherskende i politik. Jeg kom til at tænke på det i forbindelse med den lange debat til mit forrige indlæg, hvor vi blandt andet diskuterede nuancering. Netop nuancering af en kernedyd på midten. Man har god vilje, man lægger vægt på, at de fleste spørgsmål kan ses fra flere sider, og man anerkender alle, der siger, de vil det godt. Hvorimod man frastødes af DF, der uden omsvøb eller forbehold siger, at de vil begrænse indvandring, og som også tager den hårde konsekvens af det i den lovgivning, de er med til at stemme igennem.

Det, som på den måde ryger ud med badevandet, er netop en reel værdidebat. Man bruger al energien til at fastslå sin egen og hinandens gode vilje, og så ender det, billedligt talt, med, at man går mere op i, om folk har bundet deres slips pænt, end i, hvad de egentlig vil. Ny Alliance vrimlede med pæne og respekterede mennesker, og de syntes selv at være de mest overraskede, da det viste sig, at de ville noget helt forskelligt.

Meget få mennesker er styret af ond vilje – det forekommer stort set kun i tegneserier. Men vi taler politik her, og det er fuldstændig underordnet, om alskens magtfulde politikere er flinke nok, når man kender dem personligt, hvilket de sikkert er. Man må bedømme dem på noget andet – nemlig konsekvensen af deres holdninger. Det er meget vigtigt at se i øjnene, og at kunne sige det med ligefremme ord. Marianne Jelved, for eksempel, skulle bedømmes på det usympatiske i hendes insisteren på at monopolisere magten hos sig selv, frem for på indholdet i de fem ultimative krav eller i hendes eventuelle evner som statsleder. Hendes efterfølger skal blandt andet bedømmes på sin nypuritanisme og dens konsekvenser.

Uanset hvilke gode intentioner, der måtte ligge bag, og uanset den på mange måde usædvanligt kvalificerede interne debat om emnet hos de radikale, så har Margrethe Vestager og hendes partifæller på Christiansborg været omhyggelige med at få deres navn med på det morads, der præger den officielle indsats, når det gælder prostitution: Grundlovsstridige frihedsberøvelser, vilkårlige arrestationer, brud på retssikkerheden, nægtelse af almindelige rettigheder i velfærdsstaten, stigmatisering af især udenlandske sexarbejdere, fusk med videnskabeligt materiale og så videre.

Jeg håber, at midten en dag kommer til at stå stærkt. At et eller flere af midterpartierne samler de søgende vælgergrupper op og pludselig får en fremgang, som holder fra et valg til det næste. For hvis det sker, så er det et tegn på, at midten er holdt op med at fokusere på overfladen. At man i stedet fokuserer på substansen, undersøger sine egne og hinandens argumenter, så man rent faktisk er i stand til at samle og dele sig efter anskuelser, uden at det hele går i opløsning igen få måneder senere.

Og desuden, den dag midterpartierne og deres vælgere kigger alvorligt på substansen i værdipolitikken, så er der nok heller ikke mange af dem, der vil opretholde modstanden mod rettigheder i prostitution. De er jo flinke mennesker.

Illustrationer: Besøg denne side.

Fredag den 7. marts om formiddagen åbnede jeg min ths-mail og så, at der i løbet af natten og dagens første timer var der sendt cirka 50 mails til mig. Det var lige mens tagstillingmand-kampagnen var ved at kulminere, og dermed var oppositionen mod den det også. Den opposition var jeg en del af, og der var en særlig intensitet over det. Vi blev angrebet hårdt, og nu forsvarede vi os med alt, hvad vi havde. Det bragte drengerøven op i mig, og jeg kom til at tænke i krigsparalleller. Jeg skrev om det i et indlæg, hvor jeg sammenlignede med englænderne, der i 1940 var trængt tilbage over kanalen, og som nu forberedte sig på den ventede tyske invasion.

Nu er det trods alt ikke tyskerne, vi er oppe imod. Men hvis man bare ser på det ud fra det strategiske spil, så synes jeg, at parallellen holder. Vi har været igennem slaget om England. Og hvad mere er – vi har vundet det.

Set i bakspejlet, så tror jeg, at 2008 skulle have været året, hvor vi blev løbet over ende. Der var forskellige fixpunkter hen over året, hvor der var lagt op til fordømmelse fra høj og lav af sexarbejde. Tagstillingmand-kampagen var det første, i juni fulgte høringen på Christiansborg og i oktober EU-konferencen. Var der ikke sket andet, havde vejen været banet for, at politikerne ikke bare kunne vedtage en kriminalisering – de ville næsten være nødt til det, hvis de fortsat ville fremstå som nogenlunde anstændige mennesker.

Men det er langt fra situationen nu. Jeg er selvfølgelig ikke upartisk, når jeg kigger på det, men det forekommer mig, at tagstillingmand-kampagnen blev en fatal fiasko for vores ærede modpart. Det var meningen at danskerne skulle samle sig i en fordømmelse af sexarbejde (og især af kunderne). Men det var stort set kun de sædvanlige apparatnikker med tilknytning til kvindebevægelsen, venstrefløjspartier eller fagbevægelsen, der følte sig forpligtet til at bakke op på tagstillingmand.dk. Den store demonstration den 8. marts blev en forkølet lille sag. I stedet blev der samlet en opposition, som siden har været i stand til at give modspil, hver gang det var meningen, at medierne bare skulle have skrevet om, hvor forfærdeligt sexarbejde er.

Det er rimeligt giftigt for kriminaliseringens forkæmpere. De har forpasset muligheden for at få gennemført kriminaliseringen i ét hug, hvor de glider på en folkelig medvind. Det betyder ikke, at den hellige grav er velforvaret. Hvis et folketingsvalg giver et nyt flertal på Christiansborg, kan det flertal naturligvis stadig vedtage et forbud. Men det vil være under store omkostninger for dem selv, for danskerne vil vide, at det er moralsk korstog uden saglig begrundelse, og den slags gider danskerne bare ikke.

Det er lidt spændende at se, hvordan 2009 udvikler sig. Der er flere kampagner mod sexarbejde a la dem, vi har set gennem 2008, under forberedelse. Men jeg tror ikke, det vil være business as usual. Kriminaliseringsfløjen må finde på et eller andet nyt, og det nye skal vi nok få en masse tid til at gå med. Men nu kommer de i det mindste ikke strømmende over kanalen.

For mit eget vedkommende vil jeg i første omgang se tiden lidt an – eller, det er ikke derfor, men jeg holder altså et par ugers pause med nye indlæg her på bloggen. På min anden blog, sexsexsex, bliver der en af dagene lagt et nyt indlæg, hvor Novice skriver om at være kunde. Jeg håber, andre kunder vil lade sig inspirere til at gøre det samme, hvad end det er hos mig eller andre steder. Som det fremgik af debatten til indlæggene En ensidig diskussion og Så uinteressante vi er er det måske første skridt til en kunde-antologi.

Nedenstående er en særlig service til dem, der ikke får lejlighed til at se tv nytårsaften. Jeg er plat nok til, at jeg stadig elsker denne lille sketch om den aldrende kvinde, der bag den elegante facade holder liv i mindet om de forskelligartede elskere, hun har haft gennem livet.

Godt nytår!

Om to uger, den 23. oktober, afholder Folketinget en høring om menneskehandel. Første punkt på programmet er en orientering fra Politiet, og det giver jo god mening.

Mere mystiske er de næste punkter, og især punkt 2. Her er det skattemyndighederne, der underholder, og som blandt andet fortæller om de udgående kontroller. Altså: Man har et fænomen, som man kalder menneskehandel, og ordet signalerer, at der er tale om en af de mest modbydelige forbrydelser, der tænkes kan. Det må være farlige kriminelle, der står bag. Men tager man det bogstaveligt, er det altså revisionsuddannede skattemedarbejdere, der får en stor del af arbejdet med at trevle forbrydelserne op. Eller i det mindste sikre sig, at ofrene for menneskehandlerne ikke unddrager sig skat.

Senere på dagen er BT og Danmarks Radio på programmet. De skal fortælle om deres arbejde med menneskehandel fra henholdsvis en artikelserie og et dokumentarprogram i foråret. Læserne og seerne vil erindre, at ingen af de to medier afslørede noget som helst om menneskehandel. BT påstod de gjorde det, men det var en påstand, der gik stik imod den dokumentation, de selv præsenterede for læserne.

Springet mellem den dybt alvorlige kriminalitet, hvor mennesker bliver holdt som slaver, og så skattemyndighedernes irriterende, men fredelige pedanteri, og mediernes bevidstløse sensationsmageri, er enormt. Det hører simpelthen ikke hjemme i samme verden. Ordene hænger ikke sammen.

Men sådan er det tit, når talen går på menneskehandel, og der er et godt og dugfriskt eksempel på det i Politiken. Natten til i går skete det nemlig en gang til: Politiet reagerer på polikernes konstante pres for at gøre noget – bare et eller andet – ved at anholde sexarbejdere. Denne gang er det 13 afrikanske kvinder, det er gået ud over, og de sidder i skrivende stund indespærret og afventer den udvisning, der kun kan undgås, hvis de siger, de er ofre for menneskehandel. I givet fald får de 100 dage ekstra i Danmark, hvis de ellers kan bruge det til noget, for de får ikke lov at arbejde imens. Hverken med sexarbejde eller med noget andet.

Alt det her foregår uden protester fra hverken politikere eller medierne. Selv om det er de formodede ofre, det går ud over. Denne ligegyldighed giver ingen mening, hvis det virkelig handler om menneskehandel og slaveri. Der er noget, der slet ikke rimer.

Men måske kommer der en ledetråd i journalistens vinkling af historien. Han har fundet det meget vigtigt, at nogle af kvinderne forsøgte at kapre de civilklædte betjente som kunder. Det er en pikant detalje, der sætter fantasien i gang. Men det har ikke det store at gøre i den tilsyneladende tragiske historie om op til 13 slaver, der bliver brutalt anholdt, fængslet og sandsynligvis smidt ud af Danmark.

Og det er sådan det er med langt de fleste af disse historier om menneskehandel, som vi ustandseligt hører. På overfladen handler de om grov og modbydelig kriminalitet. Men den virkelige dagsorden – det, som ligger lige under overfladen – er alt hvad der tiltrækker og frastøder, glæder og forarger ved sexarbejde.

Man kan håbe, at et og andet tænksomt folketingsmedlem læser programmet for høringen igennem og begynder at fundere over, hvad det egentlig handler om. Eller at en anden udmærket journalist på Politiken læser sin kollegas historie, og at de bagefter mødes ved vandkøleren. Der er i den grad behov for, at nogen i det hel- eller halvofficielle Danmark begynder at forbinde prikkerne, så det slørede billede bliver klart.

Behovet er stort, for det nuværende hykleri har nogle ofre. I dette tilfælde er det de 13 afrikanske kvinder. Uanset om der er ofre for menneskehandel blandt dem eller ej, så er det på ingen måde i deres interesse, at man ikke tager sig sammen og adskiller de to ting: Kampen mod den hårde forbrydelse, de kan have været udsat for, og så den småtskårne indblanding i deres private forhold. Lige nu sidder de som nævnt alle i fængsel, og Danmark har med al sandsynlighed intet mere at tilbyde dem.

Illustrationer: Besøg denne side.

”Om prostitution, mennesker og sensualitet” er undertitlen på min blog, men du kunne lige så vel have været ”Om strategi, taktik og debattone”. Eftersom næsten alle, der kommer her, i forvejen går ind for legal prostitution, er der ikke meget ved at diskutere dét emne.  I stedet ender det meget ofte i debatter om form og metode. Fra de meget tekniske diskussioner for eller imod licensordninger til, som ved forrige indlæg, diskussioner om hvor hårdt og personligt man kan gå imod dem, som gerne vil kriminalisere.

Det er et særkende ved kampen for rettigheder i prostitution, at meget af den interne debat foregår helt åbent her i blogland. Det finder man ikke tilsvarende i ret mange andre politiske bevægelser eller partier, om overhovedet i nogen. Det kommer sig vel af, at netop blogge er et perfekt medie til formålet. De giver mulighed for den anonymitet, som folk ofte ønsker, når det handler om sex. Var blogge ikke opfundet, var der nok for eksempel nok heller ikke nogen, der havde hørt om mig i denne debat.

Man kan sige, at det er at gøre en dyd ud af nødvendigheden. Men jeg kan godt lide det element af open source, der er i forsvaret for prostitution. Det matcher ligesom den livsholdning, der ligger bag. Denne særegne blanding af absolut åbenhed og absolut diskretion, der betyder, at alle kan være med.

Men jeg tænker engang imellem på, at det må være stærkt underholdende for kriminaliseringsfløjen af følge med i disse diskussioner. De må undre sig, når de sidder og læser med på, hvordan man imødegår dem, og hvilke mange forskellige ønsker til og tanker om legaliseret prostitution, der findes derude.

Noget andet er, at det måske kan se lidt ustruktureret ud. Men det skal man ikke lade sig narre af. Selv de mest succesfulde organisationer og projekter har en baggrund, hvor man har afprøvet forskellige ting, før man nåede frem til det, der virkede.

Jeg kom forleden til at tænke på en dokumentarudsendelse, jeg engang så om de frygtede Piranha Brothers, der en overgang kontrollerede underverdenen i det sydøstlige London. Jeg har været ude og finde den på Youtube, og som det fremgår, var de slet ikke så slemme, som rygterne siger. Tværtimod var de meget afholdte i lokalsamfundet. Men altså, også de måtte eksperimentere sig lidt frem, inden de fandt deres form og nåede til det vendepunkt, der bragte dem succes.

For det tilfælde, at prostitution alligevel skulle blive kriminelt, indeholder anden del for øvrigt en vejledning til, hvordan man med list og omtanke kan organisere et escortbureau, så ingen udenfor har den mindste anelse om, hvad der virkeligt foregår.

For nogle år siden sad jeg sammen med en god ven i lobbyen på et hotel i København. Vi var gået ind for at få en øl i baren. Det var en meget stille aften, men der var dog nogle af hotellets gæster, der kom og gik. De gik med den ro og det diskret undersøgende, nysgerrige blik, der kendetegner forretningsrejsende strandet på endnu et hotel i endnu en hovedstad.

Et par gange kom der også nogle yngre asiatiske kvinder i imiterede pelse og knælange støvler. De havde en helt anden attitude. De gik med målbevidste skridt hen mod elevatoren, og så ved man jo godt, hvad klokken er slået.

Jeg har aldrig selv været sammen med en prostitueret under en forretningsrejse. Men jeg har lyst til det hver eneste gang. Man omgås mennesker, man som regel ikke kender, med en bonert høflighed, som alle er bange for at give slip på. Man bor på hoteller, der er luksuriøse, men upersonlige. Personalet er venligt, men det er på samme afmålte måde, som man selv er det over for forretnings-forbindelserne. Og om aftenen, når man ikke har møder, går man rundt ligesom de gæster, vi så i lobbyen den aften. Man er på udebane, på geografisk og menneskeligt, og man leder efter kontakt.

Og det er som om, at det eneste, der kan genskabe en ægthed, er en prostitueret, der kommer ind på hotelværelset, stadig duftende af gadens friske luft. Her er endelig en, for hvem pointen netop er ikke at opretholde en facade, og man slapper af allerede ved tanken om den imiterede pels og de forjættende bryster under den. Det kan også være, at det bare er fordi det stimulerer sexlysten at være på rejse og møde fremmede kvinder. Jeg skal ikke kunne sige det.

Men under alle omstændigheder er det i de senere år blevet kontroversielt at købe sex under rejser. Den ene offentlige institution efter den anden indfører politikker om det. Det er ikke bare det, at deres egne medarbejdere ikke må købe sex på rejser. De vil heller ikke finde sig i at andre gæster på de hoteller, hvor de ansatte bor, gør det. Så sent som torsdag har Nordisk Råd stolt fortalt om, hvor godt det system virker.

Men i januar var der en anden historie om det emne, som gjorde et større indtryk på mig. Det var, da Kommunernes Landsforening besluttede ikke at booke værelser på hoteller, som medvirker til at formidle prostitution. Ifølge Information skete det efter, at landsforeningen i december havde modtaget et formanende brev fra seks folketingsmedlemmer: Sophie Hæstorp Andersen (A), Margrethe Vestager (R), Tina Nedergaard (V), Helle Sjelle (K), Gitte Seeberg (NA) og Line Barfod (EL).

I december havde der som bekendt lige været valg. Blandt de seks brevskrivere var en medlem af et parti, der lige havde indkasseret det dårligste resultat i et århundrede. En anden var leder af et parti, der var blevet halveret. En tredje var medstifter af et parti, der allerede nu, to måneder senere, var dødsmærket. En fjerde var fra et parti, der kun lige akkurat havde klaret spærregrænsen. Man skulle synes, de havde andet at se til. Men de fandt det altså vigtigt at afsætte tid til at sikre, at kommunalpolitikere ikke bor på hoteller, hvor personalet hjælper gæster, der ønsker det, til at komme i kontakt med prostituerede.

Jeg nægter at tro på, at det er fordi de har ondt af de prostituerede på hotellerne i udlandet. Selv et folketingsmedlem i opposition har magt til at hjælpe denne verdens nødstedte, hvis han eller hun bruger lidt energi på det. Og escorter på hoteller står under ingen omstændigheder først i køen af nødstedte.

Og der er noget andet specielt i historien. I mange lande er det sikkert fuldt legalt at henvise en gæst til en prostitueret. Alligevel blander danske politikere på rejse sig i det. Som det fremgår af artiklen sker det oven i købet med en vis vilkårlighed. Et enkelt hotel er således kommet på Folketingets sorte liste efter anmodning fra en politiker. Guderne må vide, hvilken iagttagelse det ærede medlem har baseret sin indberetning på.

Men måske giver dette lille intermezzo bag linjerne et praj om, hvorfor dette med hotellerne er så vigtigt for de seks kvindelige politikere. Hvilke menneskelige følelser, der ligger bag deres aparte brev til Kommunernes Landsforening.

Måske føler de den samme eksistentielle ensomhed som mig, når de er på rejse. Om aftenen, når der ikke er møder, går de en tur ned i hotellets lobby. De har ære og værdighed som folketingsmedlemmer, men de er alene, og de har lyst til sex. At ligge mod en fremmed mands muskuløse krop ville lige nu være det bedste, der kunne ske for dem. De går med stille skridt og kigger sig diskret, men nysgerrigt omkring. De sætter sig i baren og bestiller en enkelt drink. Bartenderen er høflig nok, men det kræver ikke nogen stor menneskekender at gennemskue, at han er ligeglad med dem. Og de ser denne unge kvinde i imiteret pels gå ind i en elevator.

Og de føler sig endnu mere ensomme. Og når de kommer hjem igen, lobbyer de for en kriminalisering af prostitution. Det er næsten hjerteskærende, når man tænker sådan på det.

Og med dagens historie fra Nordisk Råd er jeg blevet endnu mere overbevist om, at det forholder sig sådan. Det er kunderne, de folkevalgte vil kriminalisere. Men tjek lige overskriften på artiklen igen – det fremgår, hvem det er, de gerne vil slippe for.

Og nu vi er ved overskrifter, så tjek også den i Information igen. Det er journalisten Ulrik Dahlin, der har skrevet artiklen, og han stammer fra det oprindelige hold at skamløse propagandister på 3F’s lønningsliste. Jeg ved godt, at man ikke må drille sine modstandere med, at de er nypuritanere, men nogle gange er det altså næsten umuligt at lade være.

Illustrationer: Besøg denne side.

Næsten alle diktaturstater håndhæver en streng, småborgerlig moral og livsstil. Man er begyndt med at forbyde enhver opposition og kritik. Så vidt, så godt. Men så breder paranoiaen sig i magtcirklerne: Når folk mødes og udveksler ideer om et eller andet, kan man så være sikre på, at der ikke går politik i det? Og hvis folk morer sig sammen, kan man så være sikre på, at det ikke er regimet, de griner af? Det skaber utryghed, så diktaturet ender med at foretrække, at folk går direkte fra arbejdet og hjem til familien og ser tv, og at de ikke har mere farlige interesser end den lokale fodboldklub. Man fordømmer og forbyder enhver mere spraglet livsstil, med den forklaring at det er udtryk for vestlig eller østlig dekadence, alt efter om diktaturet ligger i øst eller vest.

Men det slutter ikke der. Man kan forbyde eller kontrollere offentlige forsamlinger. Men man kan trods alt ikke forhindre folk i besøge hinanden. Og så sidder de måske og griner, og hvem ved, hvad de griner af? Der må altså et vist mål af overvågning til. Små mikrofoner, og meddelere der går rundt mellem almindelige mennesker og lytter til, hvad der bliver sagt. Det findes i næsten alle diktaturstater.

Det pudsige er, at mange diktaturer er opstået i den bedste mening. De oprindelige stiftere har ikke ønsket alt det her. De har tværtimod ønsket frihed fra det forrige diktatur. Det er bare opstået alligevel, fordi det i praksis er nødvendigt at gå hele linen ud, hvis man kun vil tillade én rigtig mening, og hvis man ikke vil acceptere, at nogle andre en dag får magt.

Socialdemokraten Karen Hækkerup har sammen med en række folketingskolleger været i Sverige for at studere, hvor godt sexkøbsloven virker. Hun er åbenbart blevet imponeret, for hjemme igen har hun stillet justitsministeren følgende spørgsmål:

”Vil ministeren oplyse, hvor mange politifolk Rigspolitiet vurderer, at politistyrken skal udvides med, hvis man vedtager en sexkøbslov i Danmark, som man har det i Sverige, da man må formode, at det vil være en opgave, der vil være så omfangsrig med hensyn til antallet af overvågninger og aflytninger, jf. Sverige, at den ikke ville kunne magtes inden for den nuværende styrke?”

Hvis vi får en sexkøbslov i Danmark, må det være de første paragraffer i straffeloven, hvorefter man straffer folk, uden at der er en forurettet part i den anden ende. Der er bogstavelig talt aldrig nogen, der i den situation synes, der er begået en forbrydelse imod dem. Hvis der er en forurettet part i forbindelse med sexkøb, er der andre paragraffer, der i forvejen dækker det – for eksempel paragraffer mod menneskehandel, vold eller tyveri.

Det hænger naturligvis sammen med det, som forbudstilhængerne ofte siger: At en sexkøbslov først og fremmest skal have en signalværdi. Den skal signalere nogle værdier i samfundet – underforstået, de værdier, som magthaverne har.

Men at straffe folk, der helt privat og uden at genere nogen lever efter andre værdier end magthaverne, er et skråplan, der vil føre de selv samme magthavere ud i den samme sump som alverdens velmenende diktatorer er havnet i. Karen Hækkerups spørgsmål viser, hvad fremtiden efter en sexkøbslov består i. Den står på omfangsrig aflytning og overvågning af borgerne. Også af dem, der intet har med prostitution at gøre – det er jo teknikker, der skal bruges til en screening, og hvis politiet i Sverige vidste, hvem de skyldige var, kunne de jo bare anholde dem.

Men i Sverige er man efter alt at dømme på vej til at gå skridtet videre. Nu vil blandt andet de svenske socialdemokrater definere ethvert sexkøb som meddelagtighed i menneskehandel, hvilket betyder, at alle horekunder vil blive idømt fængsel. Det er en frustreret handling, der afspejler ethvert totalitært regimes paranoia. Udadtil påstår man, at man har sejret, både moralsk og rent praktisk. Men man ved godt, at det er løgn. Man ved godt, at afvigerne bare gemmer sig. De forsvarer deres frihed bag nedrullede gardiner, og lur mig, om de ikke også griner af regimet imens. Regimet må tage stadigt hårdere midler i brug for at overbevise sig selv om, at man har vundet den endelige sejr.

Men alt det her er ikke Karen Hækkerups bekymring. Den er af en mere lavpraktisk art: Hvad koster alt det her egentlig? Hvor mange politifolk skal der ansættes til at lytte til, hvad der bliver sagt i de mikrofoner, der er diskret gemt bag under borde og bag sengegærder? Karen Hækkerup har givetvis brug for at vide det, for hun er selv favorit til at blive justitsminister den dag, hvor Helle Thorning-Scmidt og Villy Søvndahl triumferer ved et valg.

I virkeligheden er jeg ikke så sikker på, at det her specielt har noget med prostitution at gøre. Karen Hækkerup er generelt en af de virkelige høge på det retspolitiske område. Hun har et eller andet sted, som jeg heldigvis ikke kan finde igen, sagt, at hun ser ønsket om milde straffe som et levn fra 70’erne.

Som sagt, Karen Hækkerup er en høg, men hun er langt fra alene om at være strammer på det retspolitiske område. Mens kuglerne fyger om ørerne på beboerne på Nørrebro i København, har politikere fra SF til Dansk Folkeparti ikke bedre ideer end at imødegå det med højere straffe. Vi er nået dertil, hvor det gamle lov og orden-parti, de konservative, stort set er de eneste, der ikke hopper med på vognen. Se denne artikel i Jyllands-Posten. Eller igen, i min lidt mere bramfrie oversættelse: De konservative politikere er de eneste, der ikke er gået fuldstændigt fra forstanden på dette felt.

Jeg er selvfølgelig også bare en dum horekunde. Jeg kommer tilmed fra landet. Men jeg forstår simpelthen ikke, at disse retspolitikere ikke kan se det: De kan bruge 1. maj, grundlovsdag og alt, hvad der ellers kan krybe og gå af skæve helligdage, på at holde foredrag om, hvordan vi bevarer og udvikler velfærdsstaten. Imens er de ved at opløse hele fundamentet under vores samfund. Ikke fordi de vil straffe rockere eller indvandrerbander, der sælger narko eller skyder med skarpt på gaden, eller for den sags skyld horekunder, der lukker øjnene for tvang og udnyttelse. Men fordi de ikke ser andet end kriminaliteten. Fordi de ikke ser, at både rockerne, indvandrerbanderne og horekunderne først og fremmest bare er mennesker, som måske generelt lever efter andre normer end flertallet.

Men det er selve konceptet ”andre normer”, Karen Hækkerup og ligesindede vil bekæmpe. De tænker, som magthaverne tænker i et totalitært regime. Og de vil også komme til at betale samme pris. Ligesom borgerne vil komme til at leve under samme vilkår som borgerne i et diktatur: Vi må vælge mellem at leve efter en stram, småborgerlig moral, eller at blive forfulgt. Og uanset hvad vi vælger, må vi indstille os på at blive overvåget.

Det er alt sammen ikke noget, der hører hjemme i et samfund, der er baseret på værdier om menneskerettigheder og demokrati. Men det hører hjemme i et samfund, hvor Karen Hækkerup er justitsminister. Hun og hendes kan sende det danske samfund, som vi kender det, ud over kanten, uden at hun selv er opmærksom på det eller ønsker det. Vi har vænnet os til, at diskussionen om velfærdsstaten handler om, hvorvidt forskellige satser er 2, 9 eller 15 procent. Men det er ligegyldige detaljer. Det afgørende er, at vi respekterer hinanden som mennesker med et selvstændigt værd.

Tidligere indlæg om sexkøbsloven i Sverige:

Lad os få Berlin-muren tilbage

Man foragter da ludere

De svenske erfaringer

Maria Wetterstrand

Jönsson på date

Læs også hos Isabella Lund om den nye svenske lov, der giver politiet adgang til at overvåge borgerne i et for et demokratisk samfund hidtil uhørt omfang. Endelig, læs også Isabella Lunds indlæg om, hvordan sexkøbsloven håndhæves i praksis.

Illustrationer: Besøg denne side.

Socialdemokraten Benny Engelbrecht er en af de meget flittige bloggere på Christiansborg. Jeg besøger engang imellem hans blog, fordi han under tagstillingmand-kampagnen skrev et indlæg om prostitution. Det gør han sikkert også søndag, for her i weekenden skriver han fra sit partis kongres, og den skal diskutere netop dette emne.

Partiforeningen i Roskilde har foreslået, at Socialdemokraterne skal gå ind for et forbud mod sexkøb, og ifølge Jyllands-Posten er det et forslag, der får støtte fra nogle af de tunge navne i partiet. Blandt andet fra tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der synes at være inficeret af den effektive svenske lobby, der sætter kløerne i ethvert nyvalgt medlem af EU-parlamentet.

Søndag kan således blive dagen, hvorfra en praktisk talt samlet opposition vil gå ind for kriminalisering. Og eftersom historien viser, at enhver regering på et eller andet tidspunkt bliver afløst af oppositionen, vil det dermed blot være et spørgsmål om tid, før kriminaliseringen er en realitet.

Det vil sige: Der er selvfølgelig også den mulighed, at oppositionen er blevet skiftet ud, inden VK-regeringen må gå af. Det er ikke helt så utænkeligt, som det lyder. I gamle dage – det vil sige indtil for cirka et århundrede siden – skiftedes liberale og konservative rundt omkring i Europa til at være regering og opposition. Siden blev de begge svækket og måtte finde sig i at samarbejde med hinanden, hvis de ville i nærheden af magten. Der kom nemlig en ny, stærk kraft ind fra venstre: Socialisterne. De liberale i Storbritannien, for eksempel, som vi i dag kender som et ganske undseeligt midterparti, har engang været store og magtfulde.

Det er altså ingen naturlov, at Socialdemokraterne skal bestå som et stort parti til evig tid. De er gået tilbage ved alle valg gennem to årtier, mens omvendt Dansk Folkeparti kan lægge et par mandater eller tre oveni, hver gang der er valg. Måske bliver det ved sådan, indtil Dansk Folkeparti er så stærke, at det er dem som står som førsteudfordrere til deres nuværende samarbejdspartnere af liberale og konservative, når disse kløjes i udlændingesager eller taxabilag. Måske vil vi inden for de kommende årtier se nogle politiske konstellationer, som ikke ret mange forestiller sig i dag.

Personligt tror jeg, at det vil gå sådan. Og det er her, Benny Engelbrecht kommer ind i billedet. Jeg tror endnu mere, at Socialdemokraterne er et døende parti efter at have læst hans indlæg fra kongressen lørdag. Han forklarer de grundlæggende elementer i det "trivselssamfund", som partiet nu vil ud og lancere for vælgerne. De grundlæggende elementer er:

1) retten til et liv uden konkurrence

2) et opgør med kapitaliseringen af vores fælles værdier

3) stræbsomme reformer i en tryg ramme

4) et stærkt dansk værdifællesskab

5) retten til en forureningsfri tilværelse

6) retten til et liv i tryghed

Det står fast af punkt 2, at Socialdemokraterne ikke vil sælge flere offentlige selskaber. Det er rimeligt at tolke punkt 5 derhen, at partiet vil give miljøspørgsmål forholdsvis høj prioritet. Så vidt så godt. Men bortset fra det: Hvad er det egentlig, de vil? Hvad pokker betyder "stræbsomme reformer i en tryg ramme"? Og hvordan skaber man lige "et stærkt dansk værdifællesskab"?

Men først og fremmest er jeg forbløffet over punkt 1. Hvordan i himlens navn skulle det lade sig gøre? Vil det sige, at hvis jeg ønsker mig et bestemt job, så vil Socialdemokraterne garantere, at der ikke er nogen med bedre kvalifikationer, der får det for næsen af mig? Eller vil de have, vi skal trække lod, så de andre ansøgere og jeg ikke skal konkurrere på kvalifikationer? Og hvis jeg ønsker mig en bolig på Carlsberg-grunden, vil Socialdemokraterne så garantere mig, at jeg får den? Eller igen at vi skal trække lod?

Hvis man tager udsagnet bogstaveligt og bekæmper konkurrenceelementet, hvor man ser det, er det det samme som at sætte samfundet i stå. Konkurrence er ikke bare et borgerligt værdisæt. Det er også en tidløs dynamik blandt mennesker. Som førnævnte Poul Nyrup Rasmussen selv engang udtrykte det: "Kan vi ikke gøre det lidt bedre?" Det er præcis det, vi hele tiden prøver. Vi vil gerne lidt fremad, så vi laver stræbsomme reformer i vores liv, og nogle gange overhaler vi naboen, eller han overhaler os.

Socialdemokraterne vil gerne beskytte danskerne mod den dynamik. Det vil ikke lykkes dem. Det KAN ikke lykkes dem. Derimod kan de naturligvis selv som parti træde ud af dynamikken. Og det er altså foreløbig, hvad de har valgt. De har vedtaget en politik, som ikke er en politik alligevel, men som mere er et udtryk for en nostalgisk længsel efter et samfund, som ikke findes længere, og som de også kun selv har en vag erindring om.

Og for dem, som holder af ironiske skæbner, vil det live op på en regnfuld søndag, hvis Socialdemokraterne højtideligt beslutter at afskaffe prostitution på den selv samme kongres, hvor de for deres eget vedkommende har sat kursen mod afgrunden og trykket speederen i bund.

Illustrationer: Besøg denne side.

For et par uger siden oplyste Politiken, at kun to udenlandske prostituerede ud af anslået 2500 mulige for tiden viser interesse for det meget omtalte tilbud om hjælp til at komme ud af prostitution. 17 andre har tidligere set på tilbuddet, men afslået det. Det fremgår ikke, at nogen har taget imod tilbuddet. 1)

At statens tilbud til udenlandske kvinder, der gerne vil ud af prostitution, står mere eller mindre ubrugte hen, er ikke noget nyt. Da man i efteråret 2006 evaluerede de første næsten tre år med en handlingsplan mod kvindehandel, måtte man konstatere, at det ikke i det opsøgende sociale arbejde – som primært udføres af Reden – var lykkedes at identificere så meget som en eneste handlet kvinde, der var kommet i det beskyttelsestilbud, som Reden også driver.

Cowi, der lavede evalueringen, kom med forskellige forklaringer på fænomenet. En af dem var, at det ville være et problem for kvinderne at komme i beskyttelsestilbuddet, fordi den massageklinik, de havde arbejdet på, så ville blive lukket.

Det kan man så sidde og tænke lidt over. Hvad er det præcist, man skal forestille sig? At de handlede kvinder ikke vil være bekendt at være årsag til lukningen af de fine bordeller, de angiveligt er blevet tvunget til at arbejde på? Cowis andre bud er, at de handlede kvinder ser prostitution som deres bedste mulighed for at varetage forsørgerpligter, at de ikke vil udvises, og at kvinderne ikke ser sig selv som handlede! 2)

Alt sammen passer det meget dårligt ind i det billede af menneskehandel, vi er vant til at få præsenteret. For langt de fleste af de berørte selv synes det hele at være meget mere nuanceret end de stereotype udsagn om slaveri og tvang. Mange af dem bliver sikkert snydt og udnyttet, men det er samtidig et spil, de deltager i. Det er ikke offentligt kendt, men jeg har ladet mig fortælle, at tidligere medarbejdere i beskyttelsestilbuddet vurderer, at nogle af de kvinder, der kommer der, i lovens forstand både er ofre for og skyldige i menneskehandel. 3) Nogle har tjent penge på at få dem til Danmark, og siden tjener de selv penge på at få andre hertil.

Således ligner det fænomen, vi kender som menneskehandel, mere noget, man har set utallige gange i verdenshistorien. Når et område med få muligheder ligger i tilgængelig nærhed af et område med mange muligheder, starter det en folkevandring. Det er vandringer, der engang imellem får os til at sammenligne mennesker med lemminger. Det er en myte, at lemminger begår selvmord, men når de har overbefolket et område og søger mod et nyt, bliver de aggressive og trodser alle farer på deres rejse. 4) Sådan fungerer mennesker, selv om det er svært at forstå i et land og i en tid, hvor vi hver sommer bliver advaret mod at gå ud i solen, fordi vi muligvis dør af det.

Det er også det, man ofte ser ved indvandringen til Danmark. Som for eksempel da Politiet i sidste uge afslørede, at en lagerhal i Valby var hjemsted for mange indvandrere fra Rumænien og Bulgarien. En del af dem havde stjålet, røvet, tigget eller begået andre ulovligheder i Danmark. Guderne må vide hvilke forbrydelser, de har begået mod hinanden, men det er sandsynligt, at også de i deres på en gang fælles og individuelle stræben hjælper hinanden for penge, og at nogle er blevet mere eller mindre groft udnyttet eller regulært snydt.

-----------

Dorit Otzen fra Reden havde en ny forklaring på den manglende søgning til hjælpeprogrammet. Hun sagde, at det var fordi kvinderne var bange for at falde i kløerne på bagmænd igen, når de efter de 100 dages ophold i Danmark, som hjælpen inkluderer, blev sendt tilbage til deres hjemland.

Jeg læste om det her under min ferie i Thailand og havde ikke mulighed for at deltage i debatten. Men det, jeg fandt ganske utroligt, var følgende: Man har brugt uendelig lang tid på at diskutere, hvad man gør for ofre for menneskehandel i prostitution. Reden og Dorit Otzen har haft meget stor lydhørhed blandt politikerne, hvilket blandt andet er afspejlet i, at en meget stor del af bevillingerne på området er tilfaldet Reden selv. Så går der et år eller to, og man kan se, at hele det fine og dyre system ikke bliver brugt. Og hvad sker der? Ingenting. Dorit Otzen giver endnu engang nogle ukendte bagmænd skylden, og den forklaring køber journalisterne, tilsyneladende uden at bruge et halvt sekund på at reflektere over den.

Lidt refleksion var ellers på sin plads her. Politiken bragte for eksempel også en historie om en mand, Christian, der fortæller om, at han hjælper en lang række ofre for menneskehandel. Han kom ind i det ved et tilfælde, fordi han mødte et offer, der sad og græd på en bænk. Siden har han brugt al sin tid og alle sine penge på at hjælpe hende og andre. 5) Han fortæller blandt andet om det i en kommentar på Luders blog:

”Nej, kvinderne leder efter mig og finder mig selv, gennem hinanden. Jeg gider ikke en masse løgn, eller historier som ikke passer, og pigerne ved det. Jeg kræver ubetinget ærlighed, før jeg kan hjælpe. Jeg er således den eneste for hvem det er lykkedes at få en tillid med disse stakkels kvinder, som ved gud alle ville ønske sig et andet liv. Og den eneste der har brudt igennem lydmuren og har bragt kvinder igennem systemet og fået opholdstilladelse til.” 6)

Altså: En ganske almindelig mand, der lægger skulderen til, kan i sin fritid og for egne midler vinde kvindernes tillid og hjælpe et antal af dem, der bliver groft udnyttet, til et bedre liv liv. Hvad han kan gøre, rygtes blandt kvinderne på gaden. Reden derimod, der får de mange millioner, og som angiveligt har erfaringen og kompetencen på området, falder igennem. Deres kontakt til de udenlandske prostituerede er ringe og overfladisk. 7) De får jævnligt henvist kvinder, som Politiet har arresteret, men også hver og en af disse kvinder forsvinder lige så stille, når Redens medarbejdere vender ryggen til. 8)

Selve Christians eksistens, og det, han er i stand til at gøre, viser, at Dorit Otzen taler usandt. Når en privatperson er i stand til at blive en respekteret og afholdt institution blandt kvinderne på gaden, så er Reden det også. Historien med bagmændene er bare en bortforklaring.

Og sådan er det hele vejen igennem. Reden har altid en forklaring, og journalisterne og system-Danmark tror altid på den, uanset hvor absurd den er, og hvor meget den strider mod al fornuft og andre tilgængelige kilder. Som da BT for nogle måneder siden talte med et stort antal udenlandske prostituerede, der alle som en afviste, at de var ofre for menneskehandel – men alligevel endte med at udnævne dem til netop dette, uden andre kilder end Reden og Jens Høvsgaard. 9)

Og ellers kunne man bare se til Norge, hvor den tilsvarende organisation af Reden opnår flotte resultater for langt færre midler. Den vigtigste forskel mellem de to organisationer er, at den norske, Pro-Sentret, i sit grundlag tager udgangspunkt i kvindernes behov og ønsker. Reden tager udgangspunkt i, at prostitution er et onde, der skal bekæmpes. 10)

 ----------

Artiklerne i Politiken har endnu engang genoplivet diskussionen om, hvorvidt vi i Danmark gør nok for at hjælpe ofre for menneskehandel i prostitution. Medlemmer af EU-parlamenetet rapporterer hjem, at det gør vi ikke. 11) Og man begynder at se på, hvad man gør i andre lande, og man overvejer om samarbejdet med NGO’er i ofrenes hjemlande skal styrkes, om der skal tilbydes endnu længere opholdstilladelse og så videre.

Det er meget muligt, at der er gode ideer i alt dette. Men man er nødt til at forholde sig til, hvor det egentlige problem ligger: Det ligger i det kompleks af Reden og forskellige politikere, der har en kriminalisering af prostitution som deres hjertesag, og som med en stadigt mere forbløffende kynisme bruger de udenlandske prostituerede til at fremme deres sag.

Hvis Dorit Otzen, Karin Riis-Jørgensen (V), Britta Thomsen (S), Pernille Vigsø Bagge (SF) og hvem der ellers er, ville forholde sig til kendsgerningerne og anerkende, at tilfældene med udnyttelse af udenlandske skal ses i lyset af fattige menneskers evige og intense vilje til at søge hen, hvor der er bedre muligheder, så ville vi hjælpe ofrene og knalde udnytterne uden større dramatik. Ligesom Politiet nu retsforfølger ham, der til voldsomme overpriser lejede lagerhallen i Valby ud til rumænerne og bulgarerne. Og ligesom myndigheder og fagforeninger har hjulpet rumænske avisbude, polske håndværkere og så videre.

Men det er de ikke villige til at anerkende. For de har kun en sag, så længe det lykkes dem at holde befolkningen fast i den illusion, at menneskehandel og sexslaveri er sin helt egen virkelighed, der bliver holdt i live at prostitution. Men det er også en illusion, som de opretholder på bekostning af de udenlandske prostituerede, der tydeligvis ikke har nogen tillid til det system, der skulle hjælpe dem.

Det er det, Christian har bevist med sin indsats. Det er muligt at hjælpe; Reden vil det bare ikke. Og så længe de ikke vil det, giver det ingen mening at give dem flere midler og flere instrumenter. Tværtimod giver det mening at fratage dem midlerne og føre dem over til nogle, der vil bruge dem til det formål, de egentlig er givet til.

-----------

Kilder og noter:

1)  Politikens artikel findes her.

2)  Læs evalueringen her (åbner i pdf). Diskussionen om, hvorfor der ikke i det opsøgende sociale arbejde er identificeret ofre for menneskehandel, findes nederst side 16 og øverst side 17.

3)  Om lovens definition af menneskehandel, se også det tidligere indlæg Magtens ord.

4)  Læs om lemminger, og myterne om dem, her.

5)  Læs om Christian på Christians Venners hjemmeside. Læs blandt andet historierne om de afrikanske kvinder Rose og Lisa, som han har hjulpet.

6)  Citatet er fra Christians kommentar den 4. august kl. 11.04 til dette indlæg på Luders blog.

7) Ifølge Redens egne tal var 22 procent af de besøgende i 2005 ikke-nordiske. I 2006 faldt det til 19 procent, mens det i 2007 steg til 38 procent. (Kilde: Reden)

Men det skal ses i lyset af, at langt størstedelen af de gadeprostituerede ifølge blandt andet Redens egen vurdering er ikke-nordiske. Når de er i mindretal blandt de besøgende, må der altså være mange, som Reden ikke ser. Reden oplyser ikke et absolut tal for antallet af ikke-nordiske besøgende, men det drejer sig skønsmæssigt om 100-200. Til sammenligning havde Pro-Sentret i Norge cirka 900 ikke-nordiske brugere i 2007. Se herom note 10.

Læs også tidligere indlæg: Er der en rigsrevisor til stede? og Verdens mindst succesfulde rejsebureau.

8)  Den 4. oktober sidste år blev et stort antal udenlandske prostituerede anholdt i København.  10 af dem blev overført til Reden – Stop Kvindehandel. Fire af dem ønskede at rejse hjem. De seks øvrige var forsvundet inden månedens udgang. Læs her justitsminister Lene Espersen forklaring om det i svaret på spørgsmål 266 fra Folketingets Retsudvalg i marts. Læs om en razzia mod udenlandske prostituerede i indlægget Ladies and Gentlemen of the press:

9)  Jeg kan ikke finde den pågældende artikel på nettet, men den findes i BT’s printudgave fra den 1. maj. BT skriver blandt andet: ”BT har flere gange forsøgt at komme i kontakt med pigerne, men bliver hver gang afvist med tilsagn om, at de har det helt fint.”  Tilsagnet bliver ikke tillagt nogen vægt i artiklen, der tværtimod har overskriften ”Her er slaverne i Danmark.”

10)  Læs om henholdsvis Redens og Pro-Sentrets udgangspunkt i indlægget Er der en rigsrevisor til stede? Om Pro-Sentret, læs også det tidligere indlæg Oppe i Norge.

11)  Læs denne artikel på dr.dk.

Illustrationer: Besøg denne side.

Nu rabler det for danskerne, tænkte man rundt omkring i det store udland, da Jacob Haugaard i 1994 kom i Folketinget på et program om medvind på cykelstierne, større julegaver og andet godt. Det rablede ikke – i udlandet kendte man blot ikke vores forkærlighed for ironi. Enhver dansker kunne uden problemer afkode Jacob Hougaards budskaber.

Så var Mogens Glistrup straks mere subtil. Alle vidste, at han ønskede at afskaffe det offentlige bureaukrati, og alle vidste, at han flittigt brugte parodien som virkemiddel i sin kommunikation – som når han lod sig fotografere med hele sin tykke mave og med et marcipanbrød i hånden, siddende i en gynge over sin private swimmingpool. Men i hans politiske udmeldinger var det aldrig til at sige, hvornår det var alvor, og hvornår det var parodi. Ville han virkelig erstatte forsvaret med en telefonsvarer? Ville han virkelig sende de arbejdsløse ud og grave grøfter? Nu er manden så død, men han ville nok heller ikke have fortalt os det alligevel.

Personligt gætter jeg på, at Glistrup ikke var nær så ekstrem i sine politiske holdninger, som han gav udtryk for. Jeg tror, at det eneste udsagn fra hans side, man skulle tage helt alvorligt, var det med, at dem som snød i skat kunne sammenlignes med frihedskæmperne under krigen: De gjorde et farligt, men samfundsnyttigt arbejde. Og at alt, hvad han ellers gjorde og sagde, skulle forstås ud fra dette udsagn. Han viste, at hvis man trækker det ud i sin yderste konsekvens, så er der i det moderne, altomsluttende velfærdssamfund ikke nogen forskel på virkeligheden og parodien. Man kan vedtage alt på bekostning af hvem som helst, blot dem, der er villige til at støtte op omkring det, er mange eller stærke nok. Og borgernes eneste chance for at slippe for dette samfund er at nedbryde det gennem civil ulydighed – for eksempel skattesnyd.

Glistrup selv blev som bekendt fængslet et par år for netop skattesnyd. Ironien er, at imens florerede skattesnyd omkring ham, uden at nogen kunne straffes for det. Man kan få bygget et hus til 2 millioner kroner og insistere på, at håndværkerne udfører arbejdet sort. Det er ulovligt, men det er ikke strafbart for bygherren. Problemet for politikerne er, at bygherren – det er os, vælgerne, og vi går enormt højt op i vores boliger. Vi er mange, og vi finder os ikke i indblanding. Det er naturligvis stærkt betænkeligt, at man sætter en advokat flere år i fængsel for skattesvindel, mens man blankt frikender parcelhusejere for samme forbrydelse. Men det er de manges ret, uanset hvor absurd, det er. Og det er absurd. En parodi.

Men det virker. Parcelhusejerne møder trofast op og stemmer på de gamle partier ved valgene, og de betaler også andre skatter, nogenlunde uden at kny. Systemet består, og Glistrup fik ikke ret i, at danskerne ville føre frihedskamp. Vi lever med absurditeterne, så længe vi selv får tilstrækkelig del i penge og privilegier. Vi lever også med det, når det er på bekostning af andre.

Glistrup var nok idealist. Han viste danskerne en parodi, og han gik ud fra, at vi så ville blive forskrækkede over den og kæmpe os tilbage til virkeligheden. Men det gjorde vi ikke. I stedet gik vi i gang med at gøre skellet mellem parodien og virkeligheden endnu mere utydeligt. Og det er det samfund, vi lever i i dag. De arbejdsløse blev ikke sendt ud og grave grøfter, men mange af dem ville nok have foretrukket det frem for det morads af ydmygende krav og kontroller, de så bliver udsat for i stedet.  Det er kun fordi vi har vænnet os til samfundet, som det er, at vi ved hvilket forslag der kommer fra den højreradikale galning og satiriker, og hvilket der er udtænkt af velfærdsstatens noble støtter i de gamle partier.

Og nu er det ikke fordi alt skal handle om prostitution; dén debat er bare så dejligt illustrerende for en del tendenser i tiden. Prostitution hører ikke hjemme i velfærdsstaten, har for eksempel Pernille Vigsø Bagge sagt. Hun bryder sig ikke om, at det findes omkring hende, og hun opfatter det som et naturligt privilegium for sig selv og sine vælgere, at de kan slippe for det. Hun mener det sikkert helt oprigtigt sådan, men det kræver så tilfældigvis, at hun skal fængsle mennesker, der ikke har begået anden forbrydelse end at have sex med hinanden. Det er pænt og nobelt, og det er gale menneskers vanvid i et og samme forslag.

Som sagt, det hele skal ikke handle om prostitution. Men gå selv en hvilken som helst dag ind på dagbladenes hjemmesider og se nyhederne om politik – i skrivende stund for eksempel disse fra Politiken og Berlingske. Det handler om nydelige tiltag, der skal gøre borgernes hverdag bedre. Men man kan lige så vel se det som en begrænsning af vores frihed, og især i det første tilfælde som at nogle helt urimeligt får lov til at berige sig på bekostning af andre. Der er hverken hoved eller hale i det. Det er helt vilkårligt, om den enkelte borger i det enkelte tilfælde havner blandt de privilegerede eller blandt de upriviligerede.

Selv om det givetvis ikke var det, han ville, havde Glistrup selv en hovedrolle i at få velfærdssamfundet til at glide ud i denne parodi. Det er i høj grad den populistiske højrefløj, som han stod fadder til, der har gjort de absurde krav acceptable. Men resultatet skal nok blive det samme på det lange sigt: Skidtet går i opløsning, og noget andet og bedre kommer i stedet. Det vil sikkert glæde Glistrup i hans himmel. Hvis han da kommer ind i den – hvis vi kender ham ret, vil det være et meget langstrakt projekt for ham at blive enig med Sankt Peter.

Illustrationer: Besøg denne side.

Til sommer skal Folketingets socialudvalg en tur til Sverige. De skal lære noget om effekterne af en kriminalisering af sexkøb. Men netop i den sammenhæng er det det forkerte skandinaviske land, de rejser til: Hvis man, på et fagligt plan, vil vide noget om prostitution, så er det i Norge, det foregår. 1)

I Norge er man som bekendt på vej med en kriminalisering af sexkøb efter svensk model. Det sker på trods af, at centralmagten i Oslo har gjort alverdens krumspring for at undgå en kriminalisering. Menige partimedlemmer på landsmøder har tvunget dem til at gennemføre den alligevel. Holdopstillingen i debatten om prostitution i Norge er således groft sagt omvendt af, hvad vi kender herhjemmefra, hvor man fornemmer, at magthaverne er stadigt mere irriterede over, at befolkningen ikke vil lade dem kriminalisere prostitution, når de nu så gerne vil.

Med til denne omvendte holdopstilling hører også, at mens det norske politi ønsker en kriminalisering, så har såvel forskningsmiljøet som den store statsstøttede hjælpeorganisation kæmpet en indædt og følelsesladet kamp mod kriminaliseringen. 2) Det er vel forkert at sige, at de er for prostitution, men deres sympati ligger klart hos de prostituerede, og de er ekstremt bevidste om, at det arbejde, de gør, skal hjælpe prostituerede. Det er vores naboland, men vi er omme på den anden side af jorden i forhold til Redens uvederhæftige propaganda og til Servicestyrelsens mingeleren med forskningsresultater. 3)

Det er Pro-Sentret, der i Norge har samme funktion som Reden herhjemme, men altså med en helt anden holdning til tingene. Lederen Liv Jessen har været en af de førende kræfter i kampen mod kriminalisering. Pro-Sentret udgiver hvert år en årsrapport – den seneste for 2007 er kommet her i februar – og det er spændende læsning. 4) I årsrapporterne kan man følge, hvordan prostitution udvikler sig i Norge. Man laver hvert år en opgørelse af antallet af prostituerede, der måske ikke er helt præcis, men som i det mindste er sammenlignelig fra år til år. Man kan se hvor mange af Pro-Sentrets brugere, der kommer fra hvilke lande, man kan se, om de arbejder på gaden eller fra lejligheder, og man kan læse om undersøgelser om deres syn på forskellige ting. For eksempel er de norske prostituerede lige nu knotne på deres afrikanske kolleger, fordi de mener, at de med en indiskret optræden har været skyld i kriminaliseringen.

Pro-Sentret kan, ligesom de norske politikere, støtte sig til den viden, der kommer fra forskningsverdenen. May-Len Skilbrei og flere andre har givet de mange udenlandske prostituerede en stemme gennem digre forskningsprojekter, hvor man har været ude i marken og hørt deres historier.  5)

Alt i alt har Pro-Sentret i 2007 haft 1276 brugere. Det er næsten halvdelen af de 2654 prostituerede, man i alt mener der er i Norge, selv om det sidste tal nok er lidt underdrevet 6).  Til sammenligning oplyste Redens tre afdelinger i 2005, at de tilsammen havde cirka 700 besøgende ud de af mellem 4000 og 6000 prostituerede, forskellige kilder skønner, der er i Danmark. 7) Åbningstiderne i Reden er udvidet i takt med at bevillingerne er øget, og antallet af brugere er vistnok også vokset. Men alligevel. 8) Og apropos bevillinger, så klarer Pro-Sentret opgaven til cirka halvdelen af de penge fra offentlige kasser, som Reden modtager fra staten og kommuner. 9)

Pro-Sentret har også haft et gennembrud på et andet felt: Man har fået kontakt til og hjulpet et antal ofre for menneskehandel gennem det opsøgende arbejde. Det drejer sig om 34 i 2007 mod 14 året før. Det er et arbejde, der kræver stor tålmodighed, for, som Pro-Sentret har erfaret, er der i de fleste tilfælde tale om det underpunkt i lovgivningen om menneskehandel, der handler om udnyttelse af svag situation. May-Len Skilbrei har beskrevet, hvordan for eksempel illegale indvandrere fra Arika bliver sat af bådene i Italien eller Spanien. I den situation bliver selv de mest banale oplysninger om, hvordan man kommer videre, til en værdifuld handelsvare, og på den måde sætter mange sig i dyb gæld. De er ikke i ordets bogstavelige forstand handlede, men de er groft udnyttede, og det tager tid og tålmodighed at vinde deres fortrolighed. Det er lykkedes for Pro-Sentret. 10)

Prostitution er anderledes i Norge end i Danmark. Der er langt mere gadeprostitution i vores naboland. Men der er næppe tvivl om, at der også er et antal ofre for grov udnyttelse på gaderne i København. Reden Stop Kvindehandel synes bare ikke at finde dem. De havde endnu ikke identificeret nogen ofre for kvindehandel, da området senest blev evalueret i oktober 2006. 11) Ifølge et svar fra ligestillingsministeren til Folketingets Retsudvalg i februar, skønner de sociale organisationer, der arbejder på området – det vil primært sige RSK – at de har mødt 250 kvinder, der ”potentielt” er ofre for menneskehandel. 12) Hvis der var tilfælde, hvor de rent faktisk vidste, at der var tale om menneskehandel, ville de vel sige det. Alene det pæne, runde tal indikerer afmagten. Man mangler faste kriterier til at vurdere, om en kvinde potentielt er offer for menneskehandel. Man sjusser sig frem.

Uvidenheden går igen i Politiet, der også netop har afleveret en redegørelse til Folketingets Retsudvalg. Der er lidt statistik over antal sigtelser og domfældelser. 13) Og lidt om, at man har forhindret indrejse for nogle thailandske prostituerede, der kom med forfalskede papirer. Ellers kører det i tomgang om hvem i Politiet der samarbejder med hvem og hvor mange mandår, man har brugt på området. 33 mandår, er det. Hvis der er kommet nogen viden af betydning om prostitution ud af disse 33 år mandår, så er det ikke noget, man har fundet det værd at fortælle videre.

For eksempel har Politiet i årevis opgivet, at der er 6000 prostituerede i Danmark, hvoraf 2500 er fra udlandet. De tal har man holdt fast ved gennem flere år, alt imens tilvandringen af udenlandske prostituerede til Nordeuropa er gået op og ned, uden at det er gået op for dem, der bliver omtalt som eksperterne i Danmark. 14) Den seneste melding fra Politiet i den førnævnte redegørelse er, at der formentligt er betydeligt flere end 1200-1300 prostituerede i Danmark. Det er det nærmeste, man kan komme det, selv om rufferi og menneskehandel har været et officielt prioriteret indsatsområde gennem flere år.

Man har heller ikke nogen synderlig viden om noget så banalt, som hvor de prostituerede fra udlandet kommer fra. Lige for tiden fylder de rumænske prostituerede efter sigende meget i gadebilledet. Jeg har til brug for et kommende indlæg prøvet at finde ud af, hvor mange der egentlig er af dem. Reden ved det ikke. Politiet melder også pas. 15) I Norge kan man bare slå op i Pro-Sentrets årsrapport, hvor der findes udførlige statistikker for den slags. Pro-Sentret har haft 48 prostituerede fra Rumænien som brugere i 2008. 16)

I sidste uge debatterede Folketinget et socialdemokratisk forslag om at nedsætte en kommission, der skulle undersøge effekterne af en kriminalisering. 17) Hvis der er noget, der er slående ved debatten, så er det politikernes uvidenhed. De famler i blinde og venter på redegørelser fra højre og venstre, der skal fortælle dem, hvad de skal gøre. Men det er ansvarsforflygtigelse fra deres side. Kommissioner kan kun samle viden, og denne viden opstår ikke ud af den blå luft. Den opstår, fordi man opbygger den. Det er politikernes opgave at sikre, at deres institutioner fungerer til det formål. Eksemplet fra Norge viser, at det kan lade sig gøre – og dermed viser det også de danske politikeres forsømmelse.

Det går først og fremmest ud over de ofre for menneskehandel, som rent faktisk findes, men som ikke får hjælp, fordi man ikke forstår hvem de, og hvad deres interesser er.

Illustrationer: Besøg denne side.

---------

Noter og kilder:

1)   Også hvis man vil vide noget om effekterne af kriminaliseringen i Sverige, er det i Norge, man kan finde den mest udførlige viden. Den norske regering fik allerede i 2003 udarbejdet en meget udførlig analyse af konsekvenserne af kriminaliseringen i Sverige, herunder baggrunden for den. Mange spørgsmål står åbne, men det vil de fortsat gøre, fordi svenskerne ikke opgjorde antallet af prostituerede inden kriminaliseringen. Denne viden er altså en gang for alle gået tabt for eftertiden. Se den norske redegørelse her.

2)  I Norge er nogle negative sider af prostitution meget synlige, fordi særligt afrikanske prostituerede hverver kunder på hovedstrøgene i de store byer. Det er til gene og forargelse for mange almindelige normænd. Det norske politi har argumenteret med, at en kriminalisering af sexkøb vil gøre det nemmere at bekæmpe dette specifikke problem, hvilket formentligt er rigtigt og i hvert fald til dels i overensstemmelse med de svenske erfaringer. Derimod er det ikke givet, at kriminaliseringen også vil gavne de omhandlede gadeprostituerede, der må søge andre steder hen. Læs også dette tidligere indlæg: Balladen om Karl Johan.

3)   Jeg vender tilbage til Redens propaganda i nogle kommende indlæg. Om Servicestyrelsen: Læs de tidligere indlæg Servicestyrelsens fusk med forskningsresultater og Jamen, de sutter jo pik hele tiden.

4)   Pro-Sentrets hjemmeside er her. Årsrapporten for 2007 er her (åbner i pdf).

5)   May-Len Skilbrei er den førende og højest profilerede prostitutionsforsker i Norge, og det er hende, jeg plejer at fremhæve. Men hun arbejder sammen med flere andre. Se en litteraturliste for May-Len Skilbrei m.fl. her. For en introduktion, læs det tidligere indlæg En stemme til prostituerede fra udlandet.

6)   Gadeprostitution er kun opgjort i Oslo, Bergen og Stavanger, men Pro-Sentret udelukker ikke, at den også findes i andre norske byer. Desuden anfører man, at der også i de tre nævnte byer kan være gadeprostituerede, man ikke møder. Se årsrapporten (note 4) side 8.

7)  Se rapporten: Reden – en kvalitativ analyse brugere og samarbejdspartnere, medarbejdere og ledelse fra 2005.

8)   Jeg har desværre ikke kunnet finde nyere tal. Under tagstillingmand-kampagnen i marts oplyste Reden i flere medier, blandt andet her i Politiken, at man i 2007 havde 247 flere besøgende end året før. Jeg har været i dialog med den daglige leder for Reden i København, Anette Rix, men hun har ikke kunnet eller ville oplyse mig om, hvor mange man totalt mødte i 2007 – altså hvad de 247 skal regnes i forhold til. Derimod oplyser hun, at man i 2007 havde 13.072 besøg, hvilket var en stigning på 50 procent i forhold til året før. Det er regnet på den måde, at hver kvinde kan tælles en gang i døgnet. Hvor meget af stigningen, der skyldes den udvidede åbningstid, er uoplyst.

9)   På finansloven for 2008 er der afsat 14,9 millioner kroner til Redens tre afdelinger i København, Århus og Odense. Hertil kommer kommunale bevillinger og statslige bevillinger til søsterorganisationen Reden – Stop Kvindehandel. Pro-Sentret har ifølge sin hjemmeside et driftsbudget på lidt under 10 millioner danske kroner, finansieret af tilskud fra den norske stat og Oslo Kommune.

10)  May-Len Skilbrei har blandt andet talt med en række af de afrikanske prostituerede, der beskriver ankomsten til Europa. Sat i land i Italien eller Spanien kan det for eksempel koste 1000 euro at få informationer om, hvordan man kommer til Skandinavien, og hvem man kan henvende sig til her. Se publikationen Afrikanske drømmer på europeiske gater. Læs også det tidligere indlæg Magtens ord.

11)   Se evalueringen her (åbner i pdf), side 19 ff.

12)  Se ministerens redegørelse her. Muligvis fører linket ikke frem til det præcise dokument, men det er svaret på spørgsmål 197 fra retsudvalget, afgivet i februar 2008, man skal frem til.

13)   Se redegørelsen fra justitsministeren om politiets arbejde her. Ifølge en central kilde i politiet skyldes et stigende antal domfældelser for menneskehandel formentligt ikke, at problemet er stigende, men blot at man er blevet bedre til at føre dem igennem retsstystemet.

14)  I sin årsrapport for 2006 (åbner i pdf) omtaler Pro-Sentret en nedgang i antallet af prostituerede fra udlandet. Det er sammensat af stigninger for nogle nationaliteter og fald for andre. Man antog blandt andet, at markedet samlet set var mættet, og desuden at en del var begyndt at finde andre beskæftigelser i Norge eller EU-lande. I sine vurderinger af udviklingen på internationalt forholder Pro-Sentret sig blandt andet til vurderinger fra Tampep; European Network for HIV/STI Prevention and Health Promotion among Migrant Sexworkers. Se årsrapporten for 2007 (note 4) og Tampeps hjemmeside.

15)  Jeg har forespurgt hos både Reden og Politiet. Hos førstnævnte skønner Anette Rix, at cirka halvdelen af de ikke-nordiske prostituerede, man møder for tiden, kommer fra Rumænien. 

16)  Se oplysninger om fordelingen på nationaliteter i årsrapporten (note 4) side 11.

17)  Læs debatten her.

Er der nogen her, der nogensinde har hørt om et offer for menneske-handel i Danmark?

Spørgsmålet er ikke ironisk ment. ”Menneskehandel” er et af de meget brugte ord i tiden, og når emnet bliver behandlet i medierne, er det ofte med begreber som købt eller solgt i overskriften. Jeg ved også godt, at det forekommer ude i verden, at A har råderet over B og sælger denne råderet til C. Det kan også være, det er sket i Danmark. Jeg har bare aldrig hørt om det.

Straffelovens paragraffer om menneskehandel 1) er modelleret over Palermo-protokollen 2), der omfatter meget mere end det, vi i den almindelige forstand af ordene vil betegne som menneskehandel eller slaveri.  Den omfatter også en række mildere forhold som trusler og vildledelse samt for eksempel transport eller husning af de personer, det handler om. Prostitution (kaldet kønslig usædelighed) har som erhverv en særstilling, og lovgivere og dommere kan ifølge paragrafferne sidestille dette med tvangsarbejde, slaveri eller fjernelse af organer. Således kan en person være fuldstændigt frivillig i prostitution, men en anden person, der har assisteret denne, kan alligevel dømmes for menneskehandel.

Af de sager om menneskehandel, jeg har observeret i medierne, har nogle været meget grove, og kvinder er blevet bedraget, truet eller på anden måde åbenlyst udnyttet.  Andre sager synes ikke at være grove overhovedet.  3) Men i ingen af dem har menneskehandel i ordets egentlige betydning altså været et element.

Der er gode grunde til, at menneskehandel er sjælden. Eftersom slaveri er forbudt over hele verden, kan A i en juridisk forstand slet ikke opnå en råderet over B, som han eller hun kan sælge videre til C. Denne råderet kan så i praksis opstå alligevel, men det kræver, at det er kriminelle miljø er stærkt nok til at sætte dagsordenen. Det er ikke tilfældet ret mange steder i Vesten, og hvis B er blevet bragt til Danmark af sin nye ejer C, har denne et stort arbejde med at holde sin slave indespærret, så hun ikke går til myndighederne. Det er risikabelt og besværligt, og selv om det skulle lykkes, er der ikke nødvendigvis mange penge i det.  Så er det meget nemmere at hyre en af de mange kvinder, der gerne vil selv.  Hun skal selvfølgelig have penge for det, men til gengæld samarbejder hun. 4)  

I udgangspunktet er det meget specielt, at man betegner en hel familie af forbrydelser efter dens allerværste, men meget sjældne, form - menneskehandel. Det svarer mere eller mindre til, at man betegnede alt fra ligegyldige værtshusbataljer og opefter som overlagt mord. Men når man nu gør det alligevel, så afspejler det én ting: Hvem der sætter dagsordenen. Det gør magthaverne i den vestlige verden, og deres interesser er, at de er imod indvandring fra fattige lande, og at de ikke kan lide prostitution.

I de seneste uger har der været et par gode eksempler på denne sammenhæng. For et par uger siden kunne Politiken fortælle om tre ungarere, der var blevet sigtet for menneskehandel. Om deres forbrydelse hedder det ikke andet, end at de ”har fået bragt en række kvinder til Danmark for at arbejde som prostituerede.” En af de tre sigtede er en kvinde på 25 år, hvilket sandsynligvis vil sige, at hun selv er prostitueret, og at der er tale om et netværk, der hjælper landsmænd herop for at tjene penge.

Måske stryger netværket selv flere end rimeligt er af disse penge, og måske lokker de med løfter, som de ikke kan eller vil overholde. Men det overordnede fænomen er, at Danmark er meget rigere end Ungarn, og derfor er det meget attraktivt for ungarere at komme hertil, herunder for at arbejde i prostitution. Derfor prøver de at omgå den lovgivning herhjemme, der vil forhindre dem i det. Som ILO har fastslået, er den grundlæggende drivkraft i trafficking (menneskehandel), at fattige mennesker prøver at omgå immigrationslovgivningen. 5) Det er en lovgivning, der skal beskytte os mod de udenlandske prostituerede, disse kommer i klemme i. Magthavernes respons er at vaske sine hænder, og mens du læser dette, er der tre ungarere, der betaler for det. De har tilbragt et par uger i isolationsfængslet under en sandsynligvis horribelt urimelig anklage om at have begået en af de værst tænkelige forbrydelser. Men de skal nok ende med at blive dømt for det.

Det andet eksempel kom under en folketingsdebat fredag. Her hævdede Line Barfod fra Enhedslisten flere gange, at det var dokumenteret, at der dagligt er mindste 250 tilfælde, hvor ofre for kvindehandel i Danmark bliver voldtaget. 6) Baggrunden er, ligestillingsministeren tidligere på året oplyste, at man i det opsøgende arbejde gennem 2007 har mødt 250 kvinder, der ”potentielt” er ofre for menneskehandel. 7) ”Potentielt” betyder i denne henseende, at man ikke aner, om der blandt dem rent faktisk er ofre, eller i givet fald hvor mange. 8) Endnu har over for offentligheden ikke rapporteret om et eneste eksempel på med sikkerhed identificerede ofre for kvindehandel, som man har mødt gennem det opsøgende arbejde. 9) Men Line Barfod antager alligevel, at alle 250 potentielle ofre er reelle ofre, og at de har en kunde om dagen i gennemsnit.  

Line Barfod ved givetvis godt, at det var usandheder, hun bredte ud fra Folketingets talerstol. Og usandheder, som er infame på enhver tænkelig måde. Ikke bare over for de mænd, som skulle stå for de angivelige voldtægter. Men i virkeligheden meget mere over for de udenlandske prostituerede, som hun stigmatiserer, og hvis mulighed for at tjene penge på salg af sex, hun underminerer. Men Line Barfod kan gøre det. Det er hende, der sidder i magten. Med mindre man er minister, er det rent faktisk tilladt at lyve fra Folketingets talerstol,  uanset hvem det går ud over og hvordan.

Pernille Vigsø Bagge fra SF trækker den en tak længere 10). Også hun glemmer ordet ”potentielt”, og hun ganger med tre, så hun kommer op på 750 voldtægter om dagen. Og hun ”påpeger”, at de 750 kunder ”reelt kan straffes for voldtægt.” Men nej, selv om der virkelig var 250 ofre for kvindehandel, og de havde tre kunder hver om dagen, kunne kunderne stadig ikke straffes – eller i hvert fald langt fra dem alle. Dels er der stadig en bevisbyrde, der skal  løftes. Dels er mange af dem, som ifølge paragrafferne er ofre for menneskehandel, som beskrevet ovenfor ikke ofre for tvang, og at have sex med dem kan dermed heller ikke være voldtægt. Hvis man dømmer kunderne for det alligevel, er man reelt ude i at dømme folk for at have en ”forkert”, i betydningen ikke-anerkendt, seksualitet.

Midt i alt det her findes der en helt reel problematik. De rige lande kan i praksis ikke åbne grænserne på vid gab – det har heller ikke de fattige lande en interesse i. Dermed skal der være lovgivning, der begrænser immigration, dermed vil der være folk i de fattigere lande, der prøver at omgå denne lovgivning, dermed vil der være nogle, der assisterer disse folk, og nogle af disse assistenter vil være uhæderlige og griske. Så der er ofre, der skal beskyttes, og specifikt inden for prostitution er der også kunder, der har et ansvar for at lodde situationen, og disse kunder kan helt bogstaveligt være dummere end politiet tillader.

Men magt korrumperer, og det er, hvad der sket på dette felt. Line Barfod, Pernille Vigsø Bagge og flere med dem har ingen interesse i den reelle problematik. De udnytter den blot for at fremme deres egen dagsorden, som handler om at bekæmpe prostitution.

Det middel, de bruger til at udøve deres magt, er et ord: Menneskehandel. Men findes der ingen ofre for menneskehandel i ordets egentlige betydning i Danmark, så findes der til gengæld masser af ofre for den selvtilstrækkelighed i magtapparatet, som de to venstrefløjsfeministers ageren blot er det mest kyniske udtryk for.

Illustrationer: Besøg denne side.

-----------

Kilder og noter:

1)   Se paragraf 262a her.

2)   Læs om Palermo-protokollen her.

3)   Luder har i forskellige indlæg peget på det mystiske i nogle af de sager, der har været beskrevet i medierne. De angivelige slaver har tjent ganske mange penge. Læs for eksempel her og her.

4)  Se i dette gamle indlæg en russisk prostituerets forklaring på, hvorfor bagmændene ikke gjorde sig stor umage med at holde på kvinder, der ikke ville samarbejde. Læs også denne artikel om de prostituerede, der kommer fra Rumænien. Artiklen indeholder nogle fejl og er således ikke helt troværdig. Men den citerer dog mennesker med praktisk erfaring for et logisk ræsonnement: Det er kun de stærke prostituerede, der kan begå sig, der får mulighed for at komme til Vesten og arbejde. Det er dem, der kan tjene penge hjem til bagmændene.

5)   Se rapport fra International Labour Conference i 2005 her (åbner i pdf). Citat fra side 46: “In short, human trafficking represents an opportunistic response to the tensions between the economic necessity of migrating, and the politically motivated restrictions on doing so.”

6)   Se referatet af debatten her. I skrivende stund er det endnu ikke fyldt ud, men det kommer sikkert snart.

7)   Se ligestillingsministerens redegørelse her. Folketingets hjemmeside er lidt mystisk, men det er svaret på spørgsmål 197 til retsudvalget, afgivet i februar 2008, man skal ind og finde.

8)   Se dette tidligere indlæg.

9)   Jeg tager her forbehold for, at der er udgået informationer gennem kanaler, som jeg ikke har været opmærksom på. Men ifølge kilderne til note 8 var der ikke identificeret ofre i oktober 2006, og hvis man var kommet videre på det punkt i mellemtiden, havde ligestillingsministeren vel fortalt om det i sin redegørelse (se note 7).

10)   Se denne lille nyhedshistorie, som DR bragte lørdag. Læs også Informations artikel om det her.

Nell Rasmussen går for at være landets førende ekspert på prostitution. Sidste år udgav hun og Kompetencecenter Prostitution bogen ”Prostitution i Danmark”, som blandt andet bruges i undervisning, men som også er et opslagsværk for politikere og andre beslutningstagere. Det var også hendes navn, der stød øverst på Redegørelse om Prostitution i Danmark, som Servicestyrelsen – dengang VFC Socialt Udsatte – udgav i 2004.

Selv har jeg længe været aldeles uimponeret over Nell Rasmussen. Det er først og fremmest hende, hvis navn er knyttet til de forskellige mere eller mindre grove fejl, der findes i Servicestyrelsens udgivelser om prostitution, og som jeg har beskrevet i flere tidligere indlæg. Jeg har tolket det således, at Nell Rasmussen og hendes kolleger har en stor aversion mod prostitution, og at de simpelthen ikke evner at adskille deres personlige fordomme fra det videnskabelige materiale, de har foran sig. Og at der heller ikke er nogen, der presser dem til det – de politikere, der rent faktisk læser Servicestyrelsens materiale, foretrækker det, som det er.

Så stor var min overraskelse, da jeg læste Linda Kristiansens udførlige referat af et foredrag af Nell Rasmussen i februar. Hun – altså Nell Rasmussen – står over for en forsamling, hvor hun med god ret kan gå ud fra, at alle er stærkt negative over for prostitution og ønsker et forbud mod sexkøb. Alligevel taler hun om prostituerede som stærke, selvstændige kvinder. Hun giver i denne sammenhæng en meget kortfattet, men helt korrekt gengivelse af Ine Vanwesenbeecks forskningsresultater. Hun har altså forstået dem, selv om det ikke fremgår af de forskellige publikationer, hun er medforfatter på. Og sidst, men ikke mindst: Hun taler imod en kriminalisering.

Det sidste burde dog ikke have overrasket mig, for også i Redegørelse om Prostitution i Danmark er der et langt afsnit, hvor hun udførligt forklarer, at kriminalisering er en dårlig ide (for jeg går ud fra, at dette afsnit er fra hendes hånd). I afsnittet lægger Nell Rasmussen ud med at gøre klart, at hun ikke tager stilling ud fra hensyn om moral. Hendes bedømmelse er kriminologisk. Hun anfører blandt andet, at
*   Kriminalisering af et område normalt skal være en sidste udvej for at løse et problem. Det er ikke tilfældet her, hvor der er en række andre ting man kunne gøre, hvis man ville reducere prostitution eller forholde sig til sociale problemer i tilknytning til prostitution.
*   Politiet ser nok menneskehandel og rufferi, men ikke prostitution i sig selv, som en forbrydelse. Heller ikke dommerstanden er indstillede på at idømme straf. Dermed mangler man opbakning fra det juridiske system.
*   En kriminalisering vil næppe have nogen stor effekt på kundernes adfærd – måske på ”lejlighedskunder”, der blot prøver det en enkelt gang eller to, men ikke på tilbagevendende kunder, der udgør langt den største del af de prostitueredes marked.
*   En kriminalisering af en handling betinger, at den er skadelig for samfundet eller enkeltindivider, og at handlingen i sin normale form er forkastelig. Disse forudsætninger er ikke opfyldt her.
*   Undersøgelser viser, at der er stor modstand mod en kriminalisering i befolkningen.

Jeg har ikke forstand på kriminologi, men det ser meget kvalificeret og tænksomt ud. Og ikke uden grund: Se Nell Rasmussens CV her. Hun er kriminolog, og hun har en lang og glorværdig karriere på det felt. Derimod leder man forgæves efter noget, der skulle forklare hendes status som landets førende ekspert i henseende til prostitution. Indtil hun begyndte at skrive bøger og artikler om emnet, var det eneste punkt på CV’et, der berører prostitution, at hun i 1987 var medarrangør af den 4. nordiske prostitutionskonference. Den foregik i Hillerød, fremgår det.

Som sagt, jeg havde overset det afsnit i Redegørelse om Prostitution i Danmark, hvor kriminologen Nell Rasmussen udførligt advarer mod en kriminalisering. Det, jeg hidtil har hæftet mig ved, er de afsnit hvor hun roder rundt i sociale, sundhedsfaglige og sociologiske undersøgelser. Det er jeg langt fra alene om – de politikere, der vil kriminalisere, kan igen og igen referere den dubiøse prostitutionsekspert Nell Rasmussen. Men de undlader at omtale den fagligt velfunderede kriminolog Nell Rasmussen.

Og det er præcist det, der er problemet med Nell Rasmussens virke. Og det er et problem, der har vokset sig stort for kriminologen Nell Rasmussen. For der var et kriminologisk argument, hun overså, da hun var medforfatter på redegørelsen i 2004. Det handler om, hvordan de berørte selv ser på sagen. Både kunderne, der skal straffes, men også de prostituerede, som kriminaliseringen i sidste ende vil ramme hårdest.

En tyv kan være uenig i størrelsen af sin straf. Men han accepterer normalt selve det, at der skal straffes. Han ved, at det skal være ulovligt at stjæle. Derimod vil hverken sexkøberen eller den prostituerede finde en kriminalisering af prostitution retfærdig. De kender jo virkeligheden i prostitution, og de vil vide, at de alene er ofre for politisk magtbrynde. Det er adskillige hundrede tusinde mennesker, der på den konto vil miste tillid til samfundets centrale institutioner ved en kriminalisering. Og i sin essens lever samfundet netop ved, at borgerne har tillid til dets centrale institutioner.

Og dette tillidstab vil blive forstærket af, at det er almindelig kendt, at politikerne har kunnet gennemføre kriminaliseringen på baggrund af, at centrale embedsmænd med fine udmærkelser har været uredelige i omgangen med andres forskningsresultater.

Jeg har aldrig haft fornøjelsen af at møde Nell Rasmussen, og jeg kan kun gisne om, hvorfor hun vælger den fremstilling af forskningen, som hun gør. Hun er utvivlsomt i stand til at forstå den forskning, hun læser, og under alle omstændigheder har hun i store træk har gennemskuet, hvad virkeligheden er i prostitution. Og så er hun altså personligt imod en kriminalisering. Min gisning er, at hun er faret vild i det politiske landskab, hun arbejder i. Som det også fremgår af Linda Kristiansens referat, er det ikke sådan, at hun finder prostitution positivt. Hun mener, der skal køres en indsats mod det, og hun går af samme grund ikke ind for en legalisering. Hun betegner selv sin holdning som dobbeltmoralsk. Så hun smider nogle lunser ud til højre og venstre for at tilfredsstille alle parter i debatten og opretholde den balance, hun selv har i hovedet. Gætter jeg på.

Indtil for nogle år siden var det også ligegyldigt. Det er først for nyligt, at prostitution og kriminalisering for alvor er kommet på dagsordenen, og tidligere blev Nell Rasmussens værker kun læst i nogle snævre cirkler, som ikke rigtigt interesserede eller vedkom andre. Men den tid er forbi, og Nell Rasmussen er nødt til at forstå, hvad denne nye situation indebærer.

Uanset hvor velment, det har været, må hun se i øjnene, at det aldrig var hendes rolle – eller kompetence – at være politiker. Hendes rolle var og er ekspertens. Og det er lige nu hendes ansvar at udrede de fejl, hun har begået. Det skylder hun sælgere og købere i prostitution. Og det skylder hun sig selv. Som kriminolog.

Tidligere indlæg om Servicestyrelsens arbejde:
Servicestyrelsens fusk med forskningsresultater

Jamen, de sutter jo pik hele tiden 

Her stopper velfærdsstaten

Linda Kristiansen indlæg med foredraget af Nell Rasmussen er postet den 21. februar. Søg ”Nell Rasmussen” på bloggen.

”Prostitution i Danmark” og ”Redegørelse om Prostitution i Danmark” kan downloades her.

Illustrationer: Besøg denne side.

Under valgkampen i november var vi nogle stykker i blogland, der gjorde et ærligt forsøg på at finde ud af, hvor Socialdemokraterne står i spørgsmålet om kriminalisering af prostitution. Vi kender udmærket partiets officielle politik. På dit partis kongres i september sidste år sagde du jo selv, at Socialdemokraterne vil stoppe prostitution. Men også, at I først skal finde de rigtige midler til det. Og du har betonet, at en stillingtagen til en kriminalisering af sexkøb afventer en nærmere analyse af erfaringerne fra Sverige.

Men omvendt konstaterede vi også, at både du selv og folketingsgruppens næstformand personligt har udtalt jer til fordel for en kriminalisering. Og en optælling blandt de socialdemokratiske kandidater, der deltog i Altingets rundspørge, viste, at hele 80 procent af dem var enige med Mette Frederiksen og dig. Samtidig kæmper DSU ihærdigt for en kriminalisering, og det samme gør en samlet fagbevægelse, der også har finansieret socialdemokratisk agitation mod prostitution.

Tiden efter valgkampen har ikke bragt os nærmere til en afklaring af, hvor dit parti står i dette spørgsmål. Som du måske ved, skal der den 8. marts afholdes en demonstration under parolen ”Forbyd sexkøb nu!”. En af talerne under denne parole er din partifælle, EU-parlamentariker Britta Thomsen. Den omtalte analyse af de svenske erfaringer foreligger endnu ikke, så med mindre Britta Thomsen forfægter et særstandpunkt i strid med partilinjen, forekommer det mig, at dit parti lidt vel hurtigt er sprunget til en konklusion. Også selv om jeres udgangspunkt er, at I vil stoppe prostitution.

Min personlige analyse er, at Socialdemokraterne i høj grad ønsker en kriminalisering af sexkøb. Men også at I godt ved, at I ikke officielt kan indtage dette standpunkt, uden at I skubber en masse vælgere fra jer. Derfor prøver I intensivt at berede vejen gennem meningsdannelse. Skulle min analyse være forkert, så synes jeg lidt, det er jeres egen skyld. Intet parti – heller ikke de åbent erklærede forbudspartier - bruger en hårdere retorik mod prostitution end Socialdemokraterne. Britta Thomsens hovedrolle i demonstrationen den 8. marts bidrager heller ikke til indtrykket af et parti, der stadig holder et åbent sind over for spørgsmålet.

Det er velkendt, at forskellige grupperinger af forskellige grunde ønsker en kriminalisering af sexkøb. Det er mindre velkendt, at mange mennesker er stærkt imod en kriminalisering. Det gælder ikke bare kunder som jeg selv eller de prostituerede. For mange mennesker, der intet har med prostitution at gøre, er dets legalitet en vigtig del af de frihedsrettigheder, vi nyder godt af i Danmark, og som staten ikke skal angribe men tværtimod beskytte.

Jeg synes, du skylder os alle sammen en klar og ærlig melding om dit partis syn på prostitution. Hvis Socialdemokraterne stadig ikke er afklaret på spørgsmålet, bør du enten opfordre Bitta Thomsen til at trække sig fra demonstrationen den 8. marts, eller gøre det klart for offentligheden, at hun taler som privatperson og ikke som socialdemokratisk parlamentariker.

Når du er i gang, bør du også sikre, at dit partis materiale om prostitution er lødigt og sandfærdigt. Jeg har i et par år fulgt nøje med i debatten om prostitution, og den er følelsesladet og engang imellem beskidt. Men jeg har endnu ikke set noget dokument, der er så ækelt hetzende og smækfyldt med bevidste usandheder som denne pjece fra Socialdemokraterne. Uanset hvilket synspunkt, dit parti måtte have angående prostitution, skylder det at vise andre mennesker en helt basal respekt.

Allerhelst så jeg, at du brugte et par dage på at sætte dig ind i, hvad prostitution handler om. Eller rettere, på at høre nogle andre kilder, end de feministiske og religiøse grupperinger, der har sat dagsordenen gennem de seneste år. Med ”andre kilder” tænker jeg først og fremmest på de prostituerede selv. Men også nogle af de organisationer, der er opstået de senere år, og som forfægter rettigheder i prostitution.

Jeg er ret overbevist om, at det vil få dig til at ændre mening omkring en forbudspolitik. Prostitution er ikke noget socialt problem, og det er heller ikke noget anslag mod ligestillingen. Det er bare en del af det seksuelle univers for nogle hundredtusinde borgere i det land, du gerne vil være statsminister i. Jeg erkender naturligvis, at det ikke er en skønhedsåbenbaring hele vejen igennem. Men det er der jo ikke så meget her i livet, der er.

Men i første omgang vil jeg som nævnt opfordre dig til at komme med en klar melding. Ikke rettet til dine partifæller, ikke til pressen, men til os, der af den ene eller den anden grund har særlig interesse for spørgsmålet. Du, eller en anden, der kan udtale sig på vegne af Socialdemokraterne, er meget velkomne til at skrive et gæsteindlæg om det her på min blog.

Og jeg vil endda smide en gevinst ind: Lige nu er det fair at sige, at de borgerlige partier alt andet lige har større appel til os, for hvem dette spørgsmål har stor betydning. For de borgerlige vil jo ikke kriminalisere. Men bortset fra det, så er hverken deres politik på eller indsigt i området specielt fantastisk. Så her er et område, hvor du uden de store problemer kan slå Anders Fogh!

Illustrationer: Besøg denne side

Jeg bor ikke i et af de kvarterer, hvor skoler, biler, affaldscontainere og andet er blevet brændt af de seneste nætter. Jeg er således på ingen måde personligt ramt af de uroligheder, der har været.

Når mennesker begår hærværk, ødelægger andres ejendom og især anstifte brande, der potentielt kan være livstruende, skal de straffes. Der er ingen vej udenom; der er ikke, og skal heller ikke være, nogen gode undskyldninger foran dommeren.

Når det er sagt, så har jeg en vis sympati for de unge, der står bag urolighederne. De er udsat for en vilkårlighed i retsplejen – en vilkårlighed, som også ville støde os andre, hvis det var os, den gik ud over. De bliver visiteret, uden at der nogen konkret mistanke mod dem. Den slags kan man acceptere, hvis det er ved en fodboldkamp eller på et diskotek, hvor man kan lade være med at komme. Men når det sker i det kvarter, hvor man bor, lever og har hjemme, er det et anslag mod ens frihed og især værdighed.

Justitsminister Lene Espersen har en noget andet holdning til problemstillingen. Hun lover nul-tolerance og bebuder, at man må se på, om der er behov for ”en helt ny type sanktioner.”

Nogen stor fan af velfærdsstaten er jeg ikke, i hvert fald ikke som den fungerer anno 2008. Men der er én ting, jeg rigtigt godt kan lide ved den: Traditionen for lave strafferammer. Den stammer helt tilbage fra velfærdsstatens spæde begyndelse for over 100 år siden, og den er udtænkt af socialdemokrater, radikale og store dele af Venstre.

Og den er flot tænkt, alene derved, at den går imod intuitionen. Når vi hører om en forbrydelse, og specielt hvis den er voldelig, er medlidenhed med gerningsmanden langt fra vores første tanke. Det er derimod hævnen: Svinet skal fanges og straffes. Men velfærdsstatens vise fædre var i stand til at se et meget bredere perspektiv: De erkendte, at hvis samfundet skulle være for alle, skulle det også være for dem, der kom ud på et forkert spor. Præcis den samme synsvinkel, som forældre anlægger over for deres børn. Hvis et barn gør noget forkert, skal det først og fremmest ledes på rette vej. Straf kan være en del af det, men den bliver afpasset efter situationen og er ikke et mål i sig selv.

I virkeligheden var tanken bag de lave strafferammer en videreudvikling af demokratiet, som man samtidig kæmpede for dengang for 100 år siden. En styreform, hvor de største dummernakker har lige så meget at sige som de allerklogeste, er også kontra-intuitiv.  Men et frit og retfærdigt samfund kræver, at man har respekt for enhver – høj såvel som lav, klog såvel som dum, privilegeret såvel som uprivilegeret.

Men diskussionen går nu udelukkende på, om de unge er ofre eller ej, og det har statsministeren fastslået, at de ikke er. Men det er slet ikke pointen. Selvfølgelig skal man ikke høre på en masse ævl om folks psykosociale baggrund, når de brænder skoler af. De unge har et ansvar for det, de gør. Men alle vi andre, og de politikere, vi har valgt, har også et ansvar. Især, naturligvis, hvis vi selv har skyld – og det mener jeg, at vi i kraft af visitationszonerne har i dette tilfælde. Men også selv om vi ikke har skyld. Det er hele fundamentet for vores samfund, at vi tager ansvar for hinanden.

Men det er den blinde straf, der er moderne i dansk politik. Holdningen til strafferetten har vel ikke været mere primitiv siden systemskiftet. Det gælder både i rød og blå stue, men det er desværre allermest tydeligt hos den politiker, der burde være den sidste til at hoppe med på den vogn: Justitsministeren.

Læg selv mærke til det: Uanset hvad der sker af stort eller småt, så har Lene Espersen kun et svar: Højere straf, mere straf, ny slags straf. Det gælder ikke bare, når det handler om hårdkogte bander, der med fuldt overlæg gør andre mennesker skade. Det gælder også i en situation som denne, hvor en langt hen ad vejen forståelig frustration bryder ud i lys lue. Og det gælder endda, når der sker tragiske trafikuheld, som måske nok skyldes uagtsomhed, men som på ingen måde sker med ond vilje fra den skyldiges side.

Jeg må hellere slutte, inden jeg begynder at gentage mig selv og fable om, at velfærdsstaten er død. Den unge kvinde på billederne kommer vist nok fra USA, men i denne sammenhæng skal hun bare illustrere et ungt menneske af anden etnisk herkomst end min egen. Jeg har forstået, at det er sådan nogle, der er ballade med, nu igen.

Illustrationer: Besøg denne side.

Det er en myte, at det vrimler med incestofre i prostitution. Men det er rigtigt, at hvis man har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen, så øger det sandsynligheden for, at man på et eller andet tidspunkt senere i livet sælger seksuelle ydelser. Der er en stor og meget omhyggelig amerikansk undersøgelse, der viser det. Jeg vil vædde på, at det tilsvarende gælder på kundesiden – altså, at seksuelle traumer fra barndommen også øger sandsynligheden for, at man før eller siden kommer til at betale for seksuelle ydelser.

For politikere, myndigheder og medier er seksuelt misbrug af børn og dets følgevirkninger et betændt emne. Der er ingen grænser for medlidenheden med ofrene, og der er heller ingen grænser for, hvad man gerne vil gøre for dem. Teoretisk set. For der er ikke så helvedes meget, man kan gøre. Man kan poste en formue i terapi, og det hjælper forhåbentligt noget. Men terapien kan ikke fjerne overgrebet med tilbagevirkende kraft. Det eneste, samfundet med sikkerhed kan tilbyde ofrene, er dette: De kan få lov til at have status som sådan – som ofre – resten af livet.

Det er der bare ikke så mange, der vil. Det er nedværdigende. Oven i overgrebet kommer nu, at man heller ikke bliver taget alvorligt. Man bliver en grøntsag. De fleste ofre for hvad som helst ønsker at komme til en tilstand, hvor de indgår på lige fod med alle andre. Så de leder efter en løsning på deres problem. Hvis problemet er, at de har det svært med sex, eller at deres seksuelle fantasiverden falder uden for normerne, kan prostitution være en løsning for nogle. Det, som giver dem en seksuel forløsning, og som gør, at de bortset fra det kan begå sig som almindelige, ligeværdige borgere i samfundet.

Eksemplet er ekstremt, men ikke desto mindre betegnende for, hvad prostitution meget ofte – faktisk næsten altid, tror jeg – er for de involverede: En løsning. Det er en løsning for en masse mennesker, mænd og kvinder, der har et overnormalt stort sexdrive. Det er en løsning for narkomanen, som skal skaffe penge, men som ikke vil være kriminel. Det er en løsning for den unge østeuropæiske kvinde, der ikke kan udholde tanken om at skulle tilbringe resten af livet i det betonslum, hun er vokset op i. Det er en løsning for manden, der elsker sin frigide kone og skal have hverdagen til at hænge sammen. Det er en løsning for den handicappede, for den grimme og for den generte.

Nogle af alle disse problemer kan man trække på smilebåndet af eller rynke på næsen over. Men for den enkelte er det alvorligt nok. Der er en masse sociale problemer, sindslidelser, kriminalitet og skilsmisser, som samfundet aldrig ser – på grund af prostitution.

Dette står i skærende kontrast til det politiske mantra om, at prostitution er et socialt problem. Et mantra, der viser forståelseskløften mellem velfærdsstaten og prostitution. Velfærdsstaten er i sin natur altomsluttende; det er hele dens ide, at den skal være overalt. Det, som ikke er godt for borgerne, skal den gøre godt for dem. Nu har den besluttet, at prostitution ikke er et erhverv, og så er der i velfærdsstatens logik kun en mulighed tilbage: At det er et socialt problem.

At velfærdsstaten er magtesløs over for de problemer, som folk i stedet løser på egen hånd gennem prostitution, er en kilde til frustration. Og nogle gange kan man godt få på fornemmelsen, at det er netop denne frustration, der er den egentlige motivation for mange forbudstilhængere. Det er blevet nævnt, at det historisk set er middelklassens kvinder, der har betragtet prostitution som en trussel og bekæmpet det. I nutiden forekommer det mig imidlertid, at der er en anden fællesnævner for forbudstilhængerne. Det er primært dem, som på højt eller lavt lederniveau i partier, medier og offentlige institutioner har et personligt ansvar for, at velfærdsstatens hjul drejer rundt, der bare ikke kan tolerere den autonome bevægelse, som prostitution også er. De vil først og fremmest have disciplin. Orden.

Det er naturligvis ikke alle velfærdsstatens små og store magthavere, der ser sådan på det. Nogle ønsker at legalisere prostitution. I Det radikale Venstre findes begge holdninger, og det er i anledning af partiets interne debat herom, at jeg skriver dette indlæg. (Debatten hos de radikale er ikke mere intern, end at vi er nogle stykker af de sædvanlige mistænkte fra blogland, der har deltaget i den).

Skal man legalisere prostitution, skal man finde en konkret model for det, og Team Gimels forslag om en licensordning synes at have vundet genklang over stort set hele det politiske spektrum. Umiddelbart virker tanken også logisk og besnærende, men det er også kun umiddelbart – for mig, i hvert fald. Jeg er stærk modstander af en licensordning.

For de fleste, både på sælger- og køberside, vil en licensordning ikke være noget problem. Men for nogle vil den være det – ellers er der ingen mening med den. Der må være nogle, man ikke vil give licenser til, eller som man i hvert fald vil disciplinere med licenserne. Disse ”nogle” frygter jeg vil være dem, der har de allerstørste problemer at løse gennem prostitution, for eksempel narkomaner og udenlandske prostituerede – særligt, naturligvis, de, som ikke har opholdstilladelse.

Jeg er med på, at også prostituerede i udgangspunktet skal overholde den almindelige lovgivning, herunder udlændingeloven. Men det forekommer mig, at hele tankegangen bag licensordningen bygger på den samme misforståelse, som tanken om prostitution som et socialt problem er opstået ud af: Først og fremmest vil man have en orden, der passer ind i alle velfærdsstatens systemer og kasser. Men det lader sig ikke gøre. Dette er man nødt til at forstå, og velfærdsstaten er nødt til at acceptere sin begrænsning. Den kan godt omfavne hele den ”pæne” ende, hvor modne, stærke kvinder med et bijob tager imod modne, stærke mænd. Men velfærdsstaten kan intet stille op over for de mere tunge problemer, som bliver løst i prostitution, og den er nødt til at give folk frihed til at løse disse problemer selv.

Som nævnt, jeg skriver dette mere eller mindre direkte henvendt til de radikale, der lige nu diskuterer, om de skal kriminalisere eller legalisere prostitution. Jeg har vist ikke været til stor hjælp indtil nu. Jeg kan ikke bebrejde dem, hvis de er kommet hertil og tænker: Hvad er det egentlig, idioten vil have os til at gøre?

Jeg er medlem af Seksualpolitisk Forum, og det er jeg blandt andet fordi, jeg støtter dens model for en legalisering af prostitution. Men kun som en målsætning på det lange sigt. På det korte sigt er jeg urolig for alt, hvad der ligner en stor forkromet løsning. Ingen model, hverken Gimels, SexPols eller nogen tredje, vil blive vedtaget uden kompromiser, og problemet er, at der ikke er plads til de kompromiser. Der er hele tiden et par tomme stole ved forhandlingsbordet. På dem skulle narkomanen og den unge kvinde fra den østeuropæiske betonslum have siddet. Efter som de nu ikke er der, vil man overse dem og nå til en løsning, som alle vi andre kan acceptere. Men så bliver det hverdag igen med en ny lov, og man vil opdage, at man har løst har nogle problemer, som slet ikke eksisterede, mens man omvendt har gjort de reelle problemer endnu værre.

Så min holdning er, at man først og fremmest skal frigøre sig fra enhver tanke om, at man laver en lovgivning for hele det nye årtusinde. Man skal stille sig tilfreds med at gå nogle skridt i den rigtige retning med forbedringer, der har det til fælles, at de skaber mere retfærdighed og hjælper de svageste uden at ramme de stærkeste. Og som ikke udelukker eller er afhængige af hinanden. Her er fire konkrete ting, man kunne gøre:

1) Rufferiloven skal afskaffes, eller i hvert fald justeres. Den er i sin tid lavet ud fra de bedste intentioner om at forhindre udnyttelse af kvinder i prostitution. Men i dag har den den omvendte effekt – den fratager prostituerede rettigheder, som alle andre har, nemlig til at indgå i ansættelsesforhold og at samarbejde frit med andre i udøvelsen af deres erhverv. Det rammer især nogle af de svageste prostituerede.

2) Der skal oprettes en organisation med tavshedspligt, som respekterer både prostituerede og kunder, og som begge parter derfor trygt kan henvende sig til. Organisationen skal blandt andet bruges til at lokalisere tilfælde af misbrug og tvang, og dermed også have en præventiv virkning på samme område. Se også dette indlæg.

3) Man bør skære ned i Politiets bevilling til at bekæmpe menneskehandel. Denne bevilling går i dag for en stor del til hovedløse kontroller og massearrestationer af prostituerede – aktioner, der ikke har andet formål end at overbevise sig selv om, at ”man gør noget.” Den reelle effekt er sandsynligvis den omvendte, fordi de prostituerede kommer til at betragte politiet som fjender i stedet for venner.

4) Man skal åbne forsøg med såkaldte street walking zones – altså formelle og godkendte red light districts. Måske kunne man også eksperimentere med noget hen ad den hollandske vinduesprostitution. Målet er at skabe bedre vilkår for dem, der arbejder på gaden, og hertil hører også at gøre det fuldt legalt at leje værelser ud på korttidsbasis til prostituerede.

------

Nogle links:

Se Team Gimels reviderede oplæg til ”Den danske model” på gimel.dk. Gå ind under menupunktet ”debat”.

Seksualpolitisk Forums forslag til en legalisering af sexarbejde findes her.

På radikale.net er der to aktuelle debatter om prostitution – se her og her. Den sidste handler konkret om licensordninger og andre modeller for legalisering.

Den omtalte amerikanske undersøgelse findes her.

Den svenske socialantropolog Petra Östergren forklarer i denne artikel i Information om middelklassekvindernes historiske modstand mod prostitution.

Illustrationer til dette indlæg: Besøg denne side.

De unge i Århus har jævnligt sex med hinanden, fremgår det af en historie, man torsdag kunne høre i radioavisen og læse på DR’s hjemmeside. Engang imellem er der også nogle penge eller varer med i spillet. Hele ti procent af de unge århusianere, der har deltaget i en undersøgelse fra online værestedet Cyberhus, har oplevet at få sådan en medgift i et seksuelt forhold. Nogle gange synes medgiften at være det drivende motiv; i hvert fald har en tredjedel af de ti procent oplevet af få gaver eller penge fra sexpartnere, de ikke kendte i forvejen.

Den slags historier kræver naturligvis en kommentar fra Kompetencecenter Prostitution, som er en institution under Velfærdsministeriet. Konsulent Marie Louise Nørreløkke fortæller, at undersøgelser viser, at den lykkelige luder ikke findes, og at unge prostituerede ofte har meget voldsomme problemer.

Nu er det naturligvis det rene vrøvl, at undersøgelser skulle vise, at den lykkelige luder ikke findes. Den lykkelige luder er et subjektivt begreb, og i den forstand kan det hverken bevises eller modbevises. Lige så lidt som man kan bevise eller modbevise, at det er skønt når solen skinner, at wienerbrød smager dejligt, eller at folk i Næstved er flinke. Det, man kan dokumentere, er, om prostituerede trives med deres erhverv – og det gør det store flertal. Det ved Kompetencecenter Prostitution fra de utallige undersøgelser, de har adgang til. Alligevel er det volapyk-udsagnet om den lykkelige luder, de vælger at servere for journalisten.

En anden ting, Kompetence Prostitution kender til gennem undersøgelserne, er den suverænt hårdeste og mest almindelige negative følge af at sælge sex: Stigmatiseringen. Stort set alle prostituerede oplever det i et eller andet omfang som belastende, at de pr. automatik bliver mål for fordomme og ringeagt. Hvad end denne ringeagt tager form af gold foragt eller en mere eller mindre velment offergørelse. Ikke desto mindre er det denne maskine, Kompetencecenter Prostitution omgående sætter i gang med en groft generaliserende udpensling af alle de problemer, unge prostituerede kan have. De er kriminelle, incestofre, stofmisbrugere og så videre.

De unge selv ser slet ikke så dramatisk på det. De oplever blot pengene eller gaverne som en ekstra bonus i noget, der er i forvejen er rart. De tænker heller ikke på sig selv som prostituerede. Men kompetencecenter Prostitution spontane reaktion var at udsætte dem for stigmatiseringen i sin hårdeste form.

Alt det her illustrerer først og fremmest, at Kompetencecenter Prostitution har fået det helt forkerte navn. Institutionen evner overhovedet ikke at løsrive sig fra det politiske miljø, der finansierer den. Den bukker og nejer for forbudspolitikerne og kører bevidstløst med på deres politiske spin. I stedet for at fortælle offentligheden, hvad prostitution i virkeligheden handler om.

Og værst af alt: Kompetencecenter Prostitution svigter de unge fatalt. Ikke blot ved den åndeløse stigmatisering, institutionen udsætter dem for. Hvad den burde gøre i en situation som denne var at kaste lidt lys over grænserne mellem halvamatørerne og de professionelle – af hensyn til de første. I Sverige er det, som følge af forbuddet, blevet almindeligt, at prostitution foregår via datingsites, og det er jeg personligt ikke sikker på er godt. En ting er den lille leg med mennesker, man kender. Men hvis man sælger en seksuel tjeneste til fremmede, tror jeg, man skal tage skridtet fuldt ud og også få de fordele med, der er i organiseret prostitution. Men okay, her er det mig, der blot taler ud fra fornemmelser og gæt.

PS – Illustrationerne i dag er sådan set ikke velvalgte. Når man undersøger betaling for sex blandt helt unge, er det som regel primært bøsser, det handler om. Men unge kvinder er nu engang meget smukkere og mere sexede end unge mænd. Det er ikke bare noget, jeg siger. Jeg er sikker på, at det fremgår af undersøgelser, som Kompetencecenter Prostitution ligger inde med.

Illustrationer: Besøg denne side.

Ifølge Immanuel Kant forbliver mennesket altid et mål i sig selv – det må aldrig blot blive et middel.

Jeg ved det, fordi jeg, som nævnt i mit forrige indlæg, over de seneste dage har deltaget i en debat hos de radikale. For dem er Kant et ikon, og en del medlemmer tolker Kant derhen, at det skal være kriminelt at købe sex, fordi kunden dermed blot opfatter den prostituerede som et middel. For den prostituerede er kunden omvendt et middel til at tjene penge, men hun skal altså ikke kriminaliseres alligevel. Det er lidt indviklet, jeg ved det godt, men det er også filosofi på højt plan. Spørg eventuelt Jeppe Trolle eller Margrethe Wivel; de kan forklare det meget bedre end mig.

Bemeldte Jeppe Trolle diskuterede jeg helt konkret dette spørgsmål med, og han konkludere lynhurtigt, at jeg er superliberal. Det er jeg på sæt og vis også, men jeg synes nu ikke, det har det store med sagen at gøre. Det er et præmis i vores alle sammens liv, at vi bruger og bliver brugt. Vores arbejdsgivere bruger os og omvendt. Vi bruger vores partnere til at få sex og tryghed. Børn bruger sine forældre til at komme med mad og modetøj. Mange år senere tager forældrene hævn og giver de nu voksne børn kulsort samvittighed, hvis de ikke mindst et par gange om ugen kører forbi plejehjemmet med kager og nyheder fra verden.

Men al denne skånselsløse udnyttelse af hinanden udelukker ikke, at der opstår følelser mellem udbyttere og udbyttede. Slet ikke. Og faktisk, hvis vi stædigt fastholder, at vi aldrig vil udnyttes, så ender vi med at være isolerede. Så møder vi aldrig de mennesker, der skulle stå os nært.

Som regel ser vi det selv omvendt. Det er den store kærlighed og den uselviske hengivenhed, vi søger, og alt det andet, der bare følger med. En sjælden gang imellem finder vi den perfekte kærlighed og hengivenhed, og lidt tiere tror vi, vi har fundet den. Det kan godt efterlade en vis melankolsk desillusion, når vi af og til alligevel ser det fra den anden side, og de profane træk, der også er i relationerne til vores nærmeste, står pinligt klart.

Canadiske Joni Mitchell skrev en fantastisk sang om det i 1969. Den hedder Both Sides, Now. Det var så meget mere imponerende, som hun dengang blot var 25 år. For otte år siden genindspillede hun sangen i den version, der findes herunder, og den får yderligere dybde af, at hendes stemme i mellemtiden er blevet mørkere og lidt knirkende.

Der findes virkelig ikke noget mere fornøjeligt, end når folk ved et uheld kommer til at sige sandheden. Slet ikke når det er ens modstandere, det sker for. Det skete for den svenske justitsminister Beatrice Ask i oktober sidste år, og torsdag aften skete det for det svenske miljøpartis talskvinde Maria Wetterstrand.

Det foregik i en debat om prostitution på svensk tv. Jeg så debatten, fordi Isabella Lund deltog, og hun gjorde det rigtigt godt. Men højdepunktet var altså alligevel Maria Wetterstrand. Hun forklarede, at når man nu havde indført forbuddet mod køb af sex, så lod det sig ikke gøre at afskaffe det igen, for så sendte man et forkert signal til kunderne.

Ved første øjekast fremstår det svenske establishment med urokkelig selvsikkerhed i forsvaret for sexkøbsloven. Samtlige medlemmer af rigsdagen forsvarer den, embedsværket forklarer igen og igen, hvor godt den virker, og medierne følger trop og refererer stort set det hele ukritisk.

Ved andet øjekast fremstår et helt andet billede. Der er noget indædt og desperat over forsvaret for sexkøbsloven. Det er ikke bare alle de besynderlige og grove løgne, svenske politikere og embedsmænd gør sig skyldige i om for eksempel trafficking. Selve det intensive lobbyarbejde, svenske politikere gør for at eksportere loven til andre lande, er meget specielt. Det er uhyre sjældent, at demokratiske regeringer prøver at få ændret lovgivningen i andre demokratiske lande. Og især er det sjældent, at man bruger de metoder, de svenske politikere bruger på dette område.

Den rigsdagsdebat, hvor Beatrice Ask sagde de famøse ord om, at det var fremmedartet at respektere prostituerede, var foranlediget af, at Göran Lindblad fra Moderaterne havde stemt for en resolution fra Europarådet om blandt andet rettigheder til prostituerede. Han var den eneste svensker, der stemte for, men det socialdemokratiske rigsdagsmedlem Anne Ludvigsson forklarede under debatten, at denne afvigende stemmeafgivning gjorde det mere vanskeligt at promovere sexkøbsloven i udlandet. (Se note) 

And there you have it: De svenske magthavere tåler end ikke den mindste modsigelse eller nuancering, når det gælder sexkøbsloven. Sådan reagerer kun mennesker, der er pressede, fordi de inderst inde ved, de ikke har rent mel i posen. Og frygter, at andre skal få øje på det.

De fleste af de svenske politikere, der udadtil betegner sexkøbsloven som en ubetinget succes, kan formentligt udmærket se problemerne i den. De ved godt, at prostitution ikke er forsvundet i Sverige; den er blot gået under jorden. De ved godt, at de overhovedet ikke har opbakning fra de prostituerede, som loven officielt skal hjælpe. De ved udmærket, at loven ikke har været det vidundermiddel mod trafficking, som de påstår. Og de kan sagtens se, at det er mere end betænkeligt at presse folk ud i kriminalitet blot for at ”ændre holdninger i samfundet”.

Som Maria Wetterstrand afslørede torsdag aften, så har de svenske politikere med sig selv overvejet at fjerne sexkøbsloven igen. Men de synes ikke, de kan gøre det. Og det kan de heller ikke. De har malet sig op i en krog, og hvis de skrotter sexkøbsloven, som mange af dem sikkert dybest set helst ville, vil de stå med det nye århundredes hidtil største forklaringsproblem. Derfor vil loven formentligt bestå, indtil der kommer en ny generation af politikere, der i overensstemmelse med sandheden bare kan give den nuværende generation skylden.

Mange politikere herhjemme taler om, at vi skal se på de svenske erfaringer. Så langt er jeg helt enig. Vi skal se meget grundigt på de svenske erfaringer. Men vi skal gøre det, før det er for sent.

------

Note: Se anf. 112 i protokollen fra rigsdagsdebatten den 23. oktober 2007. Også flere andre rigsdagsmedlemmer er i debatten inde på behovet for at eksportere sexkøbsloven, og at det i denne sammenhæng er vigtigt, at regeringen - herunder Göran Lindblad som medlem af det ledende regeringsparti – ikke skaber tvivl om sexkøbslovens positive effekter.

Illustrationer: Besøg denne side.

For nogle år siden havde jeg denne ”Driving home for christmas”-oplevelse. Jeg kørte, det var juleaftensdag om formiddagen, og der var den helt specielle stemning, der nu er på den dag.

I Radioavisen sagde de, at Claus Hjort Frederiksen ville stramme rådighedsreglerne for de ledige (eller kontanthjælpsmodtagere). En eller anden velfriseret spindoktor i Beskæftigelsesministeriet har åbenbart ønsket at give budskabet maksimal eksponering ved at offentliggøre det på et tidspunkt, hvor konkurrencen om nyhedsbilledet er minimal. Men jeg fandt det taktløst. Der er givetvis dovne skiderikker blandt de ledige, og dem har jeg ikke ondt af. Men det er en ulempe ved det nuværende samfund, at man forudsætter, at alle, bogstaveligt talt, mellem 18 og 60 år skal være enten i arbejde eller uddannelse hele tiden. Så strømlinede er mennesker ikke, og efter min erfaring oplever de fleste ledige rådighedskravene som en uretfærdighed og en plage. For mange af dem er det alvorligt belastning, og for dem må det have været en noget speciel julehilsen fra Hendes Majestæt Dronningens regering.

Nu kunne man godt skyde skylden på netop denne regering, men så enkelt er det desværre ikke. Ved sin næstsidste nytårstale i 2000 prøvede Poul Nyrup Rasmussen at vende de dårlige meningsmålinger ved at adressere de vælgere, som var bange for indvandringen. Det var ikke fordi han som sådan sagde noget, jeg var væsentligt uenig i – det var igen bare taktløsheden; det ufølsomme i at vælge netop nytårstalen til at fremkomme med budskabet. Alle vidste, at han prøvede at fedte for de socialdemokratiske kernevælgere, der var på vej over til DF. Men statsministerens nytårstale er en højtidelig stund, og den skal være samlende for os alle, danskere og indvandrere. Så kan vi forholde os til de uomgængelige gnidninger mellem os resten af året.

Ved et par lejligheder i debatter om prostitution er jeg blevet højtravende og har skrevet, at velfærdsstaten er død. Om den nu er det eller ej, så er det altså noget af et sidespor i en debat om prostitution, og jeg har beklaget, at jeg bragte det bane. Men i en i forvejen meget lang debat på Luders blog lovede jeg, at jeg ville forklare mit synspunkt på min egen blog, og det er så det, jeg gør nu.

Velfærdsstaten er født i en tid,  hvor de fattige for det første var rigtigt fattige – og for det andet var i flertal i befolkningen. De havde en stærk interesse i og motivation til at skabe og værne om et samfund, der sikrede, at alle kunne komme med. Således opstod folkeskolen, således opstod den gratis behandling på sygehuse, således opstod sociale systemer for dem, der faldt ud af arbejdsmarkedet, og således opstod de lave strafferammer ved kriminalitet. De fleste i befolkningen vidste, at de hang yderligt, og at det i morgen kunne være dem eller nogle af deres nærmeste, der kom i problemer. Så de stemte på partier, der sikrede de svageste, og de var forargede på folk, der ikke loyalt støttede op om den samfundsmodel, der gav mulighed for et fælles sikkerhedsnet.

Der er stadigvæk danskere, der er fattige i en absolut forstand. Ingen tvivl om det. Men nu er de i et lille mindretal. Ja, der er indkomstforskelle, men ikke sådan at dem med de laveste lønninger lider nogen materiel nød overhovedet. Det er langt fra nok til at trække det politiske fokus væk fra dem, der nu er det store flertal: Middelklassen. (Og når jeg siger ”dem”, så mener jeg ”os”). Det er os og vores små problemer, politik handler om. Læg mærke til, hvordan udviklingen har været de seneste 10-15 år: Der er gentagne gange blevet strammet op over for de to grupper, jeg nævnte ovenfor - ledige og indvandrere. Derimod bliver børnefamilierne tilgodeset med en ekstra sjat, hver gang der er et politisk forlig om hvad som helst. Og boligejerne har høstet enorme gevinster, som ingen har nænnet at beskatte. Tværtimod har både den nuværende og den forhenværende regering sænket boligskatterne. De var begyndt at ramme almindelige mennesker, underforstået middelklassen, og det går jo ikke.

Problemet er således, at vi har en samfundsform – velfærdsstaten – der er skabt til at omfordele fra de rige til de fattige, men som i dag bliver brugt til noget helt andet. Nemlig som middelklassens instrument til at rage magt, privilegier og penge til sig. Og det bliver mere og mere perverteret. Middelklassens krav bliver stadigt mere ublu, og man ser dem ved hvert valg, hvor de store partier konkurrer om at opfylde flest mulige af dem. Fornemmelsen af, at der er nogle overordnede principper, man kan bruge til at sortere i kravene, er for længst forsvundet for såvel den enkelte som for partierne og velfærdsstatens institutioner.

Min pointe er: Det holder ikke i længden. I længden skal ethvert samfundssystem have enten en stærk retfærdighed eller et stærkt hemmeligt politi i ryggen for at overleve. Velfærdsstaten har ingen af delene. Lige nu triller toget videre, fordi vi over en historisk lang periode har haft gode konjunkturer. Der har hele tiden være penge til at lukke kæften på dem, der råber op. Men den dag, konjunkturerne vender, tror jeg, man vil se, at tingene ikke længere hænger sammen. Enten skal man lade de ledige, indvandrerne og hvem der ellers er bløde endnu mere, og så vil man se vold på gaden. Eller også må man lade nogle i middelklassen bløde, og så vil de ikke længere støtte op om velfærdsstaten.

Og hvad det hele har med prostitutions-debatten at gøre? Ikke specielt meget, i virkeligheden. Den er bare et lille hjørne af det. Men den er dejligt illustrativ, fordi den handler om principper og ikke penge. Dermed gør de gode konjunkturer ingen forskel i denne henseende – man kunne godt give de kristne og feministiske grupper, der ønsker en kriminalisering, en bevilling til at bygge nye menighedshuse. Men det ville ikke tilfredsstille dem. Dermed ser man den beskidte kamp, man vil se masser af steder, den dag der pludselig ikke er penge ad libitum at dele ud af.

Det, man præcist ser i prostitutionsdebatten, er, at en del af middelklassen er forarget på en anden del af middelklassen og vil skubbe den ud af velfærdsstaten. Denne anden del, som består af de fleste prostituerede og deres kunder, opdagede lidt sent, at den var under angreb. Vi (for det er igen også mig) tog det for givet, at velfærdsstaten naturligvis forsvarede vores rettigheder. Det er nogle af os så blevet usikre på, og nu kæmper vi tilbage. Men en af parterne – enten os eller de kristne og feministiske og grupperinger – må ende med at stå desillusionerede tilbage og tænke: Det var ikke det samfund, vi troede, vi levede i.

Men i virkeligheden er ingen af os er de helt store tabere. De store tabere er i stedet nogle svage grupper, som burde stå velfærdsstatens hjerte allernærmest. For eksempel de udenlandske gadeprostituerede. De bliver fængslet i flæng under påskud af, at man vil hjælpe dem. Og de handicappede i Københavns Kommune bliver forhindret i at have et sexliv, fordi kriminaliseringstilhængere her har magten til at forhindre dem i at arrangere et besøg af en prostitueret.

Og dette – at nogle svage grupper skødesløst bliver ofret i en kamp, hvor en del af middelklassen prøver at skubbe en anden ud i mørket - er billedet af velfærdsstatens død.

Illustrationer: Besøg denne side.

Københavns Kommune løj, da den i foråret udsendte sin ”Redegørelse om prostitution i København”. I et centralt afsnit – på sin vis det allermest centrale – har man manipuleret groft med referaterne af forskningsdata, således at de kom til at støtte op om Borgerrepræsentationens højt profilerede politik mod prostitution.

Redegørelsen refererer Ine Vanwesenbeecks ”Prostitutes’ well-being and risk” fra 1994, som jeg har beskrevet i et tidligere indlæg. Som nævnt er der tale om et meget betydningsfuldt værk i nyere forskning om prostitution, og i redegørelsen beskrives det da også som ”anerkendt”, og i en fodnote noterer man, at der belæg for at antage, at den afspejler generelle tendenser i Danmark. Her er, hvad redegørelsen i øvrigt fortæller om Ine Vanwesenbeecks undersøgelse:

· Cirka en fjerdedel af kvinderne klarede sig forholdsvis godt. Deres helbred var bedre end hos en kontrolgruppe af kvinder uden prostitutionserfaringer. Kvinderne i denne gruppe trives med at sælge sex og “feel and act like professionals”.
· En anden fjerdedel af kvinderne led af svære følger, og var stærkt negative over for at sælge seksuelle ydelser. De havde en dårlig fysisk og psykisk tilstand. De tog mange chancer, og løb store risici i prostitutionen – krævede eksempelvis ikke konsekvent brug af kondom.
· Endelig udgjorde den sidste halvdel af kvinderne en heterogen mellemgruppe. De havde meget forskellige oplevelser i prostitutionen. Trods store forskelle blandt kvinderne var den samlede gruppes helbredsmæssige tilstand dog dårligere end kontrolgruppen.

Kvinderne i den første gruppe af prostituerede ser ikke sig selv som ofre. Disse kvinder kender og anerkender risici og skadevirkninger af prostitution, men ønsker at blive anerkendt som kvinder med dømmekraft. De ønsker, at deres selvbestemmelsesret og rettigheder som prostituerede respekteres, uanset deres baggrund for at være i prostitution såvel som andres moralske syn på prostitution.

Mange prostituerede i de to sidstnævnte grupper lever med lavt selvværd, angst, depression, beskadiget seksualitet og andre psykiske gener. Disse tilstande kan være følger af prostitutionen, men kan også være opstået før starten i prostitution. Derfor er det vanskeligt at adskille symptomer, som er følger af prostitution fra eventuelle traumer eller andre psykiske skader fra barndommen, der eventuelt er blevet forværret under prostitutionen. Livet i prostitution indebærer i sig selv udsathed.

På baggrund heraf vurderer Socialforvaltningen, at de fleste prostituerede udgør en særlig social udsat gruppe, hvoraf mange har behov for hjælp og støtte, uanset om de psykiske gener er opstået som følge af prostitution eller forværret i forbindelse dermed.

Denne gengivelse af Ine Vanwesenbeecks resultater indeholder fem fejl, der er så markante, at de ikke kan skyldes fejl i læsningen. Og som sammenlagt stort set vender Ine Vanwesenbeecks konklusioner på hovedet. Her er de fem fejl:

Fejl nummer 1: I beskrivelsen af den sidste gruppe, den heterogene mellemgruppe, har Københavns Kommune udeladt to væsentlige ord. Ine Vanwessenbeeck skriver om disse kvinders velbefindende, at det var ”kun ubetydeligt” (only slightly) dårligere end den gennemsnitlige kvindes. Ved at glemme det med det ubetydelige, kan Københavns Kommune slå mellemgruppen sammen med den hårdt belastede gruppe og så i sidste citerede afsnit nå frem til, at ”de fleste prostituerede udgør en særlig social udsat gruppe”. Ine Vanwesenbeeck, derimod, skriver, at de fleste i mellemgruppen har en adfærd som professionelle – samme ord som hun bruger til at beskrive den stærkeste gruppe. Det er altså ikke de fleste, men et mindretal, der udgør en særlig social udsat gruppe.

Fejl nummer 2: Med udeladelsen af ordene ”kun ubetydeligt” får kommunen også tillagt kvinderne i mellemgruppen en række symptomer, de ikke har. Det er ikke rigtigt, at mange af dem levede med alvorlige psykiske gener. Deres helbred var på godt og ondt som ikke-prostituerede kvinders – forskellen var jo netop ubetydelig.

Fejl nummer 3: Et af de symptomer, som kommunen tillægger både mellemgruppen og den dårligt stillede gruppe, er beskadiget seksualitet. Det er imidlertid fri fantasi fra Københavns Kommunes side. Dette element er slet ikke med i undersøgelsen.

Fejl nummer 4: Om kvinderne i den første gruppe ”kender og anerkender risici og skadevirkninger af prostitution”, ved Københavns Kommune intet om. Det fremgår ikke af bogen. Derimod fremgår det, at netop for kvinderne i denne gruppe har prostitution ofte været frigørende.

Fejl nummer 5: Kommunen tillægger særligt den første gruppe et ønske om respekt for selvbestemmelsesret og rettigheder. Om kvinderne i den første gruppe har dette ønske fremgår heller ikke direkte, men det er dog en rimelig tolkning, at det er tilfældet. Derimod har Københavns Kommune ingen grund til specifikt at henføre dette ønske til den første gruppe. Det kan ligeså vel gælde for de to andre, og i hvert fald for mellemgruppen.

Københavns Kommune havde allerede sat sin politik mod prostitution i gang, inden redegørelsen blev udfærdiget. Handicappede på plejehjem var blevet nægtet at få hjælp til at søge en prostitueret, hoteller var blevet truet til at undlade at samarbejde med prostituerede, en stor og kostbar smædekampagne over for kunder og prostituerede var gennemført, og kommunen havde blandet sig i de ansattes privatliv ved at opfordre dem til ikke at søge prostituerede. Alt dette skete med den officielle forklaring, at kommunen jo så følgerne af prostitution i sin socialforvaltning.

Men da så selv samme socialforvaltning skulle udarbejde redegørelsen, og i den forbindelse undersøgte sagen, viste det sig, at det kun var yderst sjældent, at man overhovedet så en prostitueret i socialforvaltningen. Og man havde for eksempel heller ikke registreret noget væsentlig problem med unge piger under 18, der prostituerede sig. Man havde intet faktuelt til at retfærdiggøre kommunens politik.

Så der stod man. Og hvad gør man? Nogen synes at have besluttet, at man skulle lyve om indholdet i et af de største værker i europæisk forskning om prostitution. Bemærk det sidste og konkluderende afsnit igen. Det er på baggrund af Ine Vanwesenbeecks undersøgelse, at man vurderer, at de fleste prostituerede udgør en særlig social udsat gruppe. Det er Ine Vanwesenbeeck, man ultimativt bruger til at retfærdiggøre kommunens politik mod prostitution.

Men det er stik imod Ine Vanwesenbeecks konklusion. Hun er meget klar i det budskab, at problemet for de professionelle, som udgør det store flertal, ikke er socialt. Her sammenfattet i et afsnit, jeg vil undlade at oversætte til dansk.

”There is no need to target the woman whom we here call professionals on the basis of their presumed victimization and suffering. What these woman need is intervention restricted to measures improving their position as workers which increase their safety and control over the organization of prostitution. Blunt refusal to interfere in the area of working relations with the argument that prostitution is morally rejectable is evading from governmental responsibility.”

Det er vanskeligt at se, hvordan Københavns Kommune kunne vælge en politik længere væk fra denne fuldstændigt utvetydige anbefaling i netop det værk, man tillægger afgørende autoritet i sin egen redegørelse.

Tilmed brugte kommunen, med socialborgmester Mikkel Warming fra Enhedslisten og den radikale socialordfører Margrethe Wivel i spidsen, redegørelsen til at anbefale regeringen at arbejde hen mod en kriminalisering efter svensk model. Ine Vanwesenbeeck konkluderede tværtimod, at en legalisering eller afkriminalisering af prostitution var ”absolut nødvendig” (indespensable) for at forbedre prostitueredes vilkår.

Men det bliver værre endnu: En redegørelse om prostitution skriver ikke sig selv, og det kostede kommunen en halv million kroner at udarbejde den. De penge blev – af alle steder – taget fra bevillingen til hjemløse og misbrugere. Dermed også fra nogle af de grupper, hvorfra der rekrutteres kvinder til den del af prostitution, som, også ifølge Ine Vanweesenbeeck, er præget af massive sociale problemer, og som har vanskeligt ved at klare det krævende arbejde, som prostitution også er.

Så det er resultatet her: Københavns Borgerrepræsentation har taget en halv million kroner fra de allersvageste i samfundet og brugt pengene til at fabrikere en løgn om, at en anden gruppe har sociale og sundhedsmæssige problemer. En løgn, hvis konsekvens kan blive, at denne gruppe rent faktisk begynder at få problemer.

Det var en enstemmig borgerrepræsentation, der vedtog, at man skulle udarbejde redegørelsen om prostitution. Mange af medlemmerne stiller også op til folketingsvalget, som det fremgår af denne artikel i Politiken, der således også indeholder en bruttoliste over kandidater, man kan lade være med at stemme på. Det er dog netop kun en bruttoliste. Mange, måske endda alle, kan have stemt for redegørelsen i god tro. For eksempel er den konservative Peter Schlüter en af de meget få politikere, der uden omsvøb og forbehold forsvarer rettighederne i prostitution.

Men hvis man har tænkt sig at stemme på et af BR-medlemmerne, kan listen om ikke andet bruges til forinden at stille ham eller hende det helt rimelige spørgsmål: Hvad fanden er meningen?

Jeg har sendt et link til dette indlæg til de tre med navn nævnte politikere samt til kontorchef Birgitte Nystrup Lundgren, der, så vidt jeg kan forstå, er den i kommunens administration, der fik opgaven med at udarbejde redegørelsen. De har naturligvis mulighed for at efterlade kommentarer i tråden.

Det er ikke lykkedes mig at finde ”Redegørelse om prostitution i København” på internettet.

Illustrationer: http://photos.thirdmovies.com/real-racks-316-1/index,2787,0.html

Mange grimme ting har jeg skrevet om SF og SF’ere på denne blog, for ikke bare er partiet det, der mest ihærdigt arbejder for en kriminalisering af prostitution, jeg anser det også for at være det mest fordomsfulde og småborgerlige i denne debat. Men bortset fra det skal der i dag ikke lyde knubbede ord om dem. Tværtimod må jeg nok erkende, at jeg i min generelle kritik af partiet dels har glemt den bredde, der findes i et ethvert parti, dels den gode vilje, der trods alt fylder mest hos de fleste mennesker. Også mennesker, der er medlem af SF.

Som tidligere nævnt har jeg sendt tre spørgsmål om prostitution alle partier og bedt dem videresende dem til deres folketingskandidater. Det har kun Kristendemokraterne gjort, men desuden har SF, Enhedslisten og de radikale besvaret spørgsmålene som partier. Der er altså kun svar fra fire partier, men det er netop de partier, der går højest op i en kriminalisering, og på den måde er det jo godt nok.

SF var det parti, der svarede først. Mit første spørgsmål var, om de ønsker en kriminalisering, og det gør de jo. Men det næste spørgsmål gik på, om de mener, at Danmark skal følge Europarådets anbefaling om, at man skal lytte til prostituerede, inden man gennemfører love og regler på prostitutions-området. Og her blev jeg både meget overrasket over og meget glad for svaret fra SF: Det var et entydigt ja.

Personligt er jeg meget overbevist om, at medmindre man gennemfører en høring blandt prostituerede i en uge med to torsdage, så vil man få et rungende nej til en kriminalisering. Men der foreligger selvfølgelig den mulighed, at jeg er dum og indbildsk, og at de prostituerede mener noget helt andet, end jeg tror de mener. Men hvis man spørger dem selv, vil det jo blive klart, om det er mig eller SF, der tager fejl. Hvis det er mig, vil jeg tage ved lære af japanerne og diskret trække mig tilbage med min skam.

Også de tre andre partier ønsker, dog med nogle forbehold, at Danmark skal følge Europarådets anbefaling. Det er særdeles glædeligt at tre grunde: For det første er selve det, at man som princip vil lytte til de prostituerede, en lille revolution. Det har man vist ikke prøvet før. For det andet er der med partiernes udmeldinger mulighed for en konstruktiv proces, hvor tilhængere og modstandere af en kriminalisering dog kan blive enige om nogle grundlæggende principper – nemlig at de mennesker, det drejer sig om, skal være i fokus og tages alvorligt. Og for det tredje er det slet og ret dejligt at se, at det endnu ikke, som i Sverige, opleves som fremmedartet at respektere og lytte til de prostituerede.

Mit tredje spørgsmål gik på, om man ville støtte en videnskabelig undersøgelse, der skal klarlægge, hvem de udenlandske prostituerede er, og hvad de ønsker af det danske samfund. Også her var der opslutning over hele linjen.

Alle partier, fra højre til venstre, taler om ofre for kvindehandel, og hvad man skal gøre for dem. Men min fornemmelse er, at meget, meget få udenlandske prostituerede er ofre for denne forbrydelse. Vi plejer at referere til Politiets udmeldinger om, at det er højest 1 procent eller højest 5 procent. Men jeg tror, at det vigtige ord her er ”højest”. Enten er de reelle tal meget lavere, eller også har Politiet en ekstremt lav opklaringsprocent.

Det betyder ikke, at de udenlandske prostituerede ikke kan have andre og nok så alvorlige problemer. Det tror jeg, uden at vide det, at nogle af dem har, mens andre har det rigtigt fint. Min bekymring er, at man laver en lovgivning, der kun vil hjælpe meget få udenlandske prostituerede – nemlig ofrene for kvindehandel. Og måske ikke engang dem. Mens loven bliver et hårdt slag mod alle de andre. Det her ikke engang et spørgsmål om for eller imod prostitution. Det er et spørgsmål om retfærdighed og menneskelighed. Derfor er det så glædeligt, at de fire partier støtter en udredning, der kan bringe informationsniveauet om udenlandske prostituerede længere end til antagelser, vandrehistorier og klichebilleder.

Herunder findes de tre spørgsmål og svarerne fra partierne. For SF er det Lars fra partisekretariatet, der har svaret. For de radikale er det Lone Dybkjær. For Enhedslisten er det Rikke Laurtitzen, socialpolitisk sekretær i folketingsgruppen. Endelig er der fra Kristendemokraterne svar fra 12 kandidater. Jeg vender tilbage til dem i et indlæg senere på ugen og bringer i denne omgang kun partiets overordnede synspunkter.

Jeg refererer ofte til De Radikale som et forbudsparti. Det skyldes, at mange prominente medlemmer er meget varme tilhængere af en kriminalisering. Men formelt er det ikke partiets synspunkt. De Radikale går dog ind for en kriminalisering af sexkøb hos ofre for menneskehandel. Som det fremgår er Lone Dybkjær den mest forbeholdne omkring spørgsmål 2 og 3, og jeg vil i et senere indlæg vende tilbage til disse forbehold – de er nemlig tankevækkende i sig selv.

Spørgsmål 1: Går partiet ind for en generel kriminalisering af prostitution? (Uanset om kriminaliseringen ligger på køber- eller sælgerside eller begge dele).

SF: Ja, SF mener det bør være forbudt at købe seksuelle ydelser, herunder også på køberside.

De Radikale: Nej - vi afventer blandt andet resultaterne fra Sverige.

Enhedslisten: Nej. Vi går absolut ikke ind for en kriminalisering af de prostituerede - det ville da være helt absurd. Derimod vil vi godt bakke op om en lov, der forbyder køb af seksuelle ydelser, da vi mener, det vil være et stærkt signal at sende om respekt kønnene imellem. Vi mener ikke sex skal være en vare; sex bør foregå mellem ligeværdige parter. Men kriminaliseringen kan ikke stå alene, så for os følger en masse andre tiltag.

Kristendemokraterne: 11 af 12 kandidater sig ja, 1 nej. Flere pointerer, at forbuddet skal ligge på køberside.

Spørgsmål 2: Europarådet har i en ny resolution anbefalet, at prostituerede høres i forbindelse med ethvert politisk tiltag, der vedrører dem. Anbefalingen gælder både tiltag på nationalt og lokalt niveau. Vil partiet arbejde for, at denne anbefaling følges i Danmark ?

SF: Det synes vi giver rigtig god mening!

De Radikale: Ja, i det omfang man kan finde et repræsentativt udsnit, også fra dem, der har forladt prostitution.

Enhedslisten: Selvfølgelig. Det er altid en god ide at høre dem, det rent faktisk handler om. Vi støtter også, at de prostituerede organiserer sig. Vi vil hellere tale med de prostituerede end om dem.

Kristendemokraterne: 6 af 12 kandidater siger ja, 5 nej, 1 ved ikke.

Spørgsmål 3: I de senere år har udenlandske prostituerede skabt meget debat i Danmark. Vil partiet arbejde for, at der efter anerkendte videnskabelige metoder gennemføres en undersøgelse af, hvem de udenlandske prostituerede er, hvilke motiver de har for at deltage i prostitution, og hvilke ønsker de har til det danske samfund?

SF: Det synes vi lyder som en rigtig god idé, selvom vi allerede ved, at mange af de udenlandske prostituerede ikke just er kommet hertil, fordi de af egen fri vilje har valgt at være prostituerede. Men ethvert tiltag, der kan sprede lys over et så tabuiseret område, hilser vi velkomment i SF.

De Radikale: Ja, men jeg (Lone Dybkjær, THS) ved ikke om det kan lade sig gøre. Vi ved også allerede en hel del, så vi kan godt agere nu.

Enhedslisten: Meget gerne. Hvem kan have noget imod at kvalificere den offentlige debat?

Kristendemokraterne: 7 af 12 kandidater siger ja, 4 nej, 1 andet.

Illustrationer: http://www.xxx69.net/rls02332/np/058/01/

”Det er en skam, vi ikke har kunderne med i debatten,” skriver SF’s Pernille Vigsø Bagge lidt gnavent i en kommentar i debatten på hendes blog på Kristelig Dagblads hjemmeside, som jeg også omtalte i mit forrige indlæg. Men faktisk var der allerede en kunde med i debatten – mig selv, sagde hunden. Siden er der kommet en eller to flere til, og også minimum to prostituerede har skrevet indlæg i tråden. Således har Pernille Vigsø Bagge en fremragende mulighed for at gå i dialog med de mennesker, hvis liv hun har så stærke meninger om.

Men denne mulighed har hun foreløbig valgt ikke at bruge. Det er valgkamp, og hun har travlt, men ikke så travlt at hun ikke har tid til at debattere på andre blogs. I prostitutionsdebatten har hun imidlertid afleveret sine sædvanlige postulater, og derefter - Pernille Vigsø Bagge has left the building.

Nu er det ikke for at sige mere grimt om SF-ordføreren. Hendes exit fra debatten, så snart den blev konkret, er fast praksis for alle politikere i den offentlige debat om prostitution. Og det er uden undtagelse. Masser af politikere har afleveret statements om prostitution, og i mange tilfælde har de henvist til undersøgelser, der angiveligt støtter deres synspunkter. Men når de bliver udfordret på sandhedsværdien i deres statements, eller når de bliver konfronteret på, hvad man egentlig kan læse i disse undersøgelser, bliver der tavshed.

I tidligere debatter har jeg skrevet til både Ellen Trane Nørby fra Venstre og Margethe Wivel fra De Radikale, at jeg gerne vil hjælpe i kampen mod kvindehandel. Selv om jeg var og er anonym, ville jeg gerne møde op i en sluttet kreds og fortælle om mine erfaringer fra den virkelige verden i prostitution. Det var oprigtigt ment fra min side. Jeg har ikke tal for, hvor mange gange jeg har hørt  formuleringer som at ”kunden skal frem i lyset”, og jeg mener også selv, vi har noget at bidrage med. For mit eget vedkommende har jeg desuden efterhånden en ganske omfattende teoretisk viden om prostitution.

Hverken Ellen Trane Nørby eller Margrethe Wivel så meget som kommenterede mit forslag. Det her er kun et halvt år siden, men allerede nu tænker jeg på det som dengang, jeg var ung og naiv. Det fungerer bare ikke sådan. Som sagt, politikere ønsker ikke at diskutere prostitution på et konkret plan. De ønsker at aflevere statements.

Med min blog her er jeg alligevel til dels fremme i lyset – naturligvis er det anonymt, men det er altså med et stående tilbud om at give mig til kende over for politikere, der gerne vil vide mere om prostitution. Og det er ikke bare mig, der er blevet halvoffentlig. Også for eksempel Cecilie og Lasse-Basse fortæller på deres blogs, at de har købt sex. Og en lang række sexkøbere deltager i debatterne på Luders blog. Det er for langt det meste saglige debatter, der bærer præg af indsigt og en langt dybere interesse for området end bare dette at få sex en gang imellem. Politikerne kunne bare dukke op og deltage i debatterne Eller de kunne som et minimum gå i dialog på deres egne blogs. Men det gør de ikke.

Et langt stykke hen ad vejen har jeg forståelse for politikernes konfliktskyhed på dette felt. Der ligger sikkert et stort element af blufærdighed i det. I forbindelse med mit engagement i debatten har jeg i nogle tilfælde været i personlig kontakt med prostituerede og andre kunder, og selv med min erfaring synes jeg, det er lidt mærkeligt lige først. Men ikke desto mindre: Før eller siden er politikerne nødt til at tage sig sammen. Hvis alle er enige om, at loven skal laves om på en eller anden måde – og det forekommer mig at være tilfældet – så må de gå i dialog med de mange mennesker, denne lovgivning personligt angår. Med mindre de vil udløse en stribe tragedier og selv blive fanget i den fælde, deres svenske kolleger i dag sidder i.

Kort sagt: Politikerne må se nogle fakta i øjnene. Først og fremmest: Det er ikke kunderne, der er den onde magt i de prostitueredes liv. Det er politikerne selv! Det her er ikke retorik. I de organisationer, der beskæftiger sig med prostitution, såvel som i blogdebatterne, ser man konsekvent prostituerede og kunder som allierede og meningsfæller. Det er ikke noget tilfælde, det er sådan.

Og politikerne må også se i øjnene, at vi kunder og de prostituerede naturligvis værner om vores privatliv. Men det er ikke os, der går og gemmer os for virkeligheden. Det er politikerne selv, der gør dette. Derfor er det også dem selv, der må frem i lyset og være deres ansvar voksent, før der kan ske noget konstruktivt på dette felt.

Retfærdigvis skal jeg sige, at jeg har fået konstruktive svar fra blandt andet SF på den henvendelse om prostitution, jeg har sendt til partierne i anledning af valgkampen. Jeg vender tilbage til det i et par indlæg i næste uge.

Illustrationer: Besøg denne side.

Fy for en ulykke, tænkte jeg, da valget blev udskrevet for nogle dage siden. Valgkampe kan være spændende, synes jeg, når valget er udskrevet i en konkret anledning, som optager folk. Det er ikke tilfældet her, og vi kan se frem til tre uger med indholdsløs politikersnak.

Debatten om prostitution går for eller imod en kriminalisering af kunderne. Det er dét, der er på dagsordenen, dét, som overvejes som det næste skridt. Dette er naturligvis inspireret af den svenske lov fra 1999, som nu er på vej til at blive kopieret i Norge.

Midt i alt dette glemmer vi ofte, at det kun er i vores lille nordlige afkrog af Europa, at tendensen går mod forbud. Mod syd har en stribe lande over de seneste ti år, godt og vel, tværtimod legaliseret og liberaliseret området. Mest kendt er Holland og Tyskland på det felt, men tendensen har også slået igennem i for eksempel Spanien, Tjekkiet, Ungarn, Slovenien – og Danmark, såmænd. Som bekendt er den største nyere ændring af loven herhjemme, at kriminaliseringen blev ophævet i 1999.

Denne tendens skyldes ikke resignation eller laden stå til. Den skyldes naturligvis dels en opblødning i moralske dogmer omkring sex. Men nok så meget skyldes den forskning, der viser, at en legalisering er den rigtige vej at gå.

Centralt i denne forskning står det, der om noget er hovedværket i nyere europæisk forskning om prostitution, nemlig hollænderen Ine Vanwesenbeecks ”Prostitutes’ well-being and risk” fra 1994. Den er et hovedværk, fordi den er bygget op omkring grundige, fyldestgørende og metodiske interview med 187 hollandske prostituerede, hvis svar er sammenlignet med tilsvarende undersøgelser for helbred og velbefindende hos ikke-prostituerede kvinder i samme aldersgrupper. Netop denne sammenligning er essentiel. Ud af 100 mennesker, prostituerede eller ej, er der altid et antal, der er kede af det. Som har psykiske problemer, og/eller som har haft en traumatisk barndom. Derfor bliver man ikke klogere af at høre om en enkelt Odile Poulsen. Spørgsmålet er, om hendes historie er typisk.

Ine Vanwesenbeeck fandt, at prostituerede som helhed havde det dårligere end andre kvinder på samme alder. På stort set alle parametre fandt hun højere forekomst af psykiske og fysiske lidelser blandt prostituerede end blandt ikke-prostituerede.

Men det var kun en del af historien, for der var meget stor forskel på, hvordan de prostituerede havde det. Ine Vanweesenbeck delte dem op i tre grupper:

*  27 procent følte sig som og handlede som professionelle. I denne gruppe var helbred og velbefindende bedre end hos den gennemsnitlige ikke-prostituerede.

*  I den anden ende af skalaen havde 23 procent det rigtig slemt, og det var dem, der trak gennemsnittet ned under middel. For dem kunne prostitutionen være en ond cirkel. Seksuel udnyttelse i barndommen og en presset økonomisk situation kendetegnede ofte deres baggrund, og de måtte hyppigt arbejde under dårlige vilkår på gaden og i den særlige hollandske vinduesprostitution. De var hyppigere end de øvrige også skødesløse med at bruge prævention, og de anvendte usunde psykologiske overlevelsesmekanismer. Ine Vanwesenbeeck omtaler dem netop som ”survivors”. Også udlændinge, og specielt dem, der nyligt var kommet til landet, havde en forhøjet risiko for at lande i denne gruppe.

*  Indimellem disse yderpunkter var der en uhomogen gruppe på 50 procent, hvoraf alle sørgede for at bruge prævention, og hvoraf de fleste var professionelle og businesslike ligesom kvinderne i første gruppe. Denne sidste gruppe havde et velbefindende, der gennemsnitligt kun var ubetydeligt dårligere end den gennemsnitlige ikke-prostituerede hollandske kvindes.

Ine Vanwesenbeeck vurderede selv, at de prostituerede, hun havde interviewet, ikke var helt repræsentative, og at de tre grupper i virkeligheden var cirka lige store i Holland på det tidspunkt. Altså: En tredjedel var survivors, og to tredjedele var professionelle. Ine Vanwesenbeeck betonede, at der ikke var nogen grund til at møde de sidstnævnte med en antagelse om, at de var ofre eller lidende.

Måske kan man oversætte de tre grupper fra det, der kendes på enhver arbejdsplads og i ethvert fag: For nogle er arbejdet en livsstil. Det er en del af deres identitet. For andre igen er det bare et arbejde. Og så er der nogle, som ikke passer ind; som hverken kan lide arbejdet eller kollegerne. I prostitution er det blot mere giftigt at være blandt de sidste, fordi for eksempel en narkoman ikke bare kan skifte til et andet erhverv.

Men man ser altså et dobbelt billede af prostitution: Der er helt klart en negativ del, hvor indgangen til branchen typisk er sociale eller psykiske problemer. Disse kvinder havner ofte i dårlige arbejdsvilkår, der formentligt forstærker de problemer, de havde i forvejen.

Men så er der også en positiv del, som er klart den største. Den består af kvinder, som for det meste arbejder under ordnede forhold, for eksempel i klubber eller eskort. Disse kvinder har det lige så godt eller endda bedre end jævnaldrende, ikke-prostituerede kvinder.

Det samme billede viser eller indikerer talrige andre undersøgelser. Blandt andet denne nyere undersøgelse fra Australien, der udmærker sig ved også at sammenligne med en kontrolgruppe af ikke prostituerede. Ine Vanwesenbeeck opremser en længere række af studier, og der en klar tendens i dem: Der, hvor man undersøger prostituerede under ordnede forhold, finder man, at stort set alle har det godt. Hvor man derimod undersøger prostituerede, der arbejder på må og få under dårlige forhold – typisk på gaden – finder man, at de fleste har det dårligt.

Det er simpelthen det dobbelte billede, som den slags undersøgelser viser. Med stor konsekvens. Vi har intuitivt nemt ved at forstå, at en narkoman eller en illegal indvandrer, der trækker på gaden, har det slemt. Men i vores kultur er det svært at forstå de andre. Dem, som arbejder under ordnede forhold som de fleste af os andre, og som også har de samme glæder og sorger i livet som folk flest.

Selv Freud troede til sin dødsdag, at det var fordrukkent værtshussludder, at kvinder overhovedet kunne få orgasme. 100 år senere er det endnu ikke helt anerkendt, at kvinder rent faktisk nyder sex, også når det ikke er med den eneste ene. Men at kvinder kan trives med at have sex med ti forskellige mænd på en dag, måske nyde det med en af dem og tage let på resten - det er helt ubegribeligt.

Det er måske også derfor, Ine Vanwesenbeecks undersøgelse ikke rigtigt har slået an herhjemme. Den bliver troligt nævnt, og ofte ganske udførligt, når man redegør for prostitution. Men dens konklusioner bliver negligeret, og i stedet hæfter man sig ved enkeltstående tilfælde, hvor prostituerede lever op til fordommene om dem. Odile Poulsen kommer på banen for Gud ved hvilken gang. En enkelt højprofileret instans har grebet til en mere kreativ løsning og lyver slet og ret om, hvad Ine Vanwesenbeeck nåede frem til. Det skal jeg vende tilbage til i et senere indlæg.

Om sammenstødet mellem synet på lovgivning om prostitution i Norden og  i resten af Europa, se også det tidligere indlæg Gode nyheder. Europarådet har i en resolution fastslået, at prostituerede skal have rettigheder som alle andre. Sverige er også blevet hørt i processen frem mod resolutionen, og man fornemmer den hovedrysten, de svenske repræsentanter er blevet mødt med, når de fremlagde den serie af udokumenterede vandrehistorier, vi også næsten har vænnet os til i Danmark.

Ine Vanwesenbeecks værk findes ikke på internettet, men her er en anmeldelse af det.

-------------

Et lille PS, der egentlig ikke har noget med sagen at gøre. Det var efter en diskussion med Margrethe Wivel på hendes blog i forsommeren, at jeg begyndte at lede efter et eksemplar af Ine Vanwesenbeecks værk. Et større antal fancy internetboghandler har brændt mig af i mellemtiden. De har takket for min bestilling, men dage eller uger senere har de meddelt, at det desværre ikke var muligt at efterkomme den alligevel.

Det var hos en antikvarboghandel i Paris, det endelig lykkedes mig at finde et tilgængeligt eksemplar. Det lå i min postkasse tre dage senere; meget fin service. Jeg bestilte naturligvis over internettet, men helt fancy var det ikke. Der var rent faktisk mennesker, der havde forholdt sig til min bestilling, og da jeg efter måneders maskinproducerede meddelelser omsider modtog kuverten, var jeg lidt rørt over at se, at der et eller andet sted i byernes by var et rigtigt menneske, der havde stået og kigget på skærmen og med sirlig håndskrift havde skrevet mit mærkelige navn af efter den.

Illustrationer: Besøg denne side.

Dårlige nyheder, slagsmål og skandaler – det er noget, der sælger. Også på internettet og i bloggosfæren. Hvis den omvendte logik også holder, så er det en kedelig og komplet uinteressant ting, jeg bringer på banen i dag. Det handler nemlig om en rigtigt god og positiv begivenhed, der end ikke er rigtig ny mere. Den er en uges tid gammel, jeg har bare ikke set den omtalt i danske medier endnu (men det er muligt, jeg bare ikke har set godt nok efter).

Det handler om Europa-rådet, der har vedtaget en resolution om prostitution. And guess what: Resolutionen er positiv, og den blev vedtaget med stort flertal. Der skelnes mellem trafficking, børneprostitution og frivillig prostitution, og her er et par centrale afsnit fra resolutionen om det sidste:

As an organisation based on human rights and respect for human dignity, the Council of Europe should take a stance on prostitution which reflects its core mission. Basing one’s judgment on respect for human dignity does not mean taking a moralistic approach, however. It means respecting people’s decisions and choices as long as they harm no-one else.
(…)
Concerning voluntary adult prostitution, Council of Europe member states should formulate an explicit policy on prostitution; they must avoid double standards and policies which force prostitutes underground or into the arms of pimps, which only make prostitutes more vulnerable, instead they should seek to empower them.

Hvad der virkelig er glædeligt i teksten er i virkeligheden ikke så meget selve konklusionen, som det er forarbejdet til og argumentationen for den. Her tænker jeg først og fremmest på den klare afstandtagen til den moralistiske tankegang. Den køres konstant i marken i Skandinavien, men i mine øjne har den hele tiden stået for et totalitært og uhyggeligt træk i den definition af humanisme, der er dominerende på vores breddegrader. For uanset hvor frastødende man finder prostitution, har man ingen ret til at fordømme den alene på det grundlag. Lige så lidt som man har ret til at fordømme andre seksuelle praksiser, religiøse skikke eller eksotiske kulturelle traditioner, blot fordi man individuelt og for sig selv kan føle et mere eller mindre irrationelt ubehag ved dem.

Men hvad er så de politiske konsekvenser af resolutionen? Europa-rådet er ikke nogen EU-institution, og medlemslandene (som er alle europæiske lande på nær Hviderusland) er på ingen måde forpligtede af resolutionen. Ser man på den hjemlige politiske scene, vil det også komme som en overraskelse for mig, hvis så meget som en erklæret tilhænger af kriminalisering skifter holdning på baggrund af denne resolution.

Men den har stor værdi på en anden måde. Europa-rådet har stor autoritet, når det udtaler sig om menneskerettigheder. Ikke mindst for de partier, der ligger yderst på den værdipolitiske venstrefløj, det vil sige De Radikale, SF og Enhedslisten. Som den kvikke læser vil have bemærket, er det de tre samme partier, der er erklærede tilhængere af en kriminalisering. Med andre ord: Lone Dybkjær, Margrethe Wivel, Pernille Vigsø Bagge, Balder Mørk Andersen, Mikkel Warming med flere vil stå med en næsten umulig opgave, når de skal forklare deres mere jordbundne partifæller og vælgere, hvorfor den instans, de tillægger al autoritet, når den udtaler sig om for eksempel indvandring, pludselig skal negligeres, når den udtaler sig om prostitution.

Og det vil ikke blive nemmere af, at resolutionen ikke blot er et tilfældigt dokument, der er blevet vedtaget kort før fyraften. Den er kommet til verden gennem en lang proces med høringer, diskussioner og udredninger.

Dertil kommer en anden ting: Resolutionen indeholder en konkret anbefaling om at inddrage prostituerede i det politiske arbejde på såvel nationalt, regionalt som lokalt plan. Tilhænger af kriminalisering eller ej, hvordan kan man modsige det? Anbefalingen er guld værd næste gang Reden skal bevilges så meget som en 25-øre fra statskassen. Eller næste gang Københavns Kommune skal revidere sit famøse Københavnerkodeks. Eller næste gang der skal udformes undervisningsmateriale om prostitution til folkeskolerne.

Endelig en sidste ting: Jeg har flere gange set meningsfæller i debatten om prostitution, som ærgrer sig over, at det herhjemme primært er venstrefløjen og socialister, der arbejder for en kriminalisering. Det har fået dem til at føle sig lidt hjemløse, fordi det i andre spørgsmål er der, deres hjerte ligger. Men Danmark og Skandinavien er ikke hele verden. Så vidt jeg kan forstå, er Europa-rådets resolution i høj grad skabt af socialister. Leo Platvoet, hollandsk medlem af den socialistiske gruppe i den rådets parlamentariske forsamling, har således haft en nøglerolle. For mit eget vedkommende er jeg liberal, så på den måde er den danske debat ikke noget problem for mig. Men til alle mine gode venner på venstrefløjen: I kan glæde jer over, at I ikke er alene. I har masser af meningsfæller, de skal bare findes uden for Skandinavien.

Læs om baggrunden for resolutionen, ikke mindst Leo Platvoets memorandum, her.

Isabella Lund, der heldigvis hurtigt vendte tilbage til debatten, skriver i flere indlæg om resolutionen. Alle rådets svenske medlemmer på nær en stemte imod resolutionen. Gæt engang, hvordan denne ene lige nu omtales i svenske medier.

Illustrationer: http://footballforall.com/national-teams-babes/football-babe-174/football-babe-1.php?id=501695

Tiden går, og før man ved af det, er man et surt brokkehoved med grånende tindinger. Eller man kommer i hvert fald til at fremstå sådan. Det var Steen Schapiro, der i en kommentar til mit forrige indlæg anførte, at min blog er gået i kritisk selvsving, og at jeg ikke fremkommer med mange konstruktive løsningsmuligheder. Det første er jeg ked af det – det sidste ikke. Det er helt bevidst, at der ikke er mange konstruktive forslag fra min side. Lidt længere nede vil jeg så alligevel komme med nogle stykker, men først vil jeg forklare, hvorfor den slags er undtagelsen på min blog.

For det første tror jeg ikke på, at spørgsmålet om prostitutions status i samfundet bliver afgjort ved konstruktive forslag. Jeg har nævnt det flere gange før, men ser man på forløbet op til forbuddene i både Sverige og Norge, er der et fællestræk: Man har haft en lødig og konstruktiv debat, hvor alle væsentlige aktører har været imod en kriminalisering, uanset om de kunne lide prostitution eller ej. Men en eller anden dag har de kunnet pakke deres konstruktive forslag sammen og gå hjem, for sagen blev afgjort på en helt anden bane: Det er lykkedes venstrefløjsfeminister og religiøse grupperinger at gøre en masse horrible fordomme til sandheder i offentlighedens øjne. Og det har ikke været svært, for ingen gruppe er nemmere at sprede fordomme om end prostituerede og deres kunder. De vælger at leve diskret, men næsten alle mennesker gør sig forstillinger om dem – og er måske lidt bange for dem.

Ser man på debatten om prostitution i Danmark, har de tilsvarende venstrefløjsfeminister og religiøse grupperinger også haft stor succes med at sprede fordomme og - for nu at sige det på jævnt dansk - løgne. De er igennem fase 1. Medierne såvel som den almindelige dansker har på en række punkter fået et helt forkert og negativt billede af, hvad prostitution er for noget.

Nu er vi ved fase 2, hvor alle de politikere, som egentlig er eller var imod en kriminalisering, er under pres. Det er nemt at fremstille det som om de har personlig skyld i en masse ulykker. De vil i længden bukke under og gå ind for en kriminalisering. Med mindre der kommer kraft i en modbevægelse, der får held med at fortælle, hvordan virkeligheden er. Det vil også indebære nogle sammenstød med de kriminaliseringstilhængere, der kender virkeligheden, men som lyver eller hykler sig fra den. Kønne er disse sammenstød ikke, men de er uomgængelige.

Nu er Danmark jo på nogle måder anderledes end Norge og Sverige. Vi har en anden tradition for individuel frihed herhjemme. Så måske hjælper de konstruktive forslag alligevel i større eller mindre grad. Men selv hvis de gør, så kan jeg alligevel ikke rigtigt bidrage med noget. På det punkt er der folk, der er langt klogere end mig, og som har den organisatoriske baggrund for at stille de konstruktive forslag.

Det bringer mig frem til den anden grund til, at jeg ikke selv kommer med dem: Jeg bryder mig personligt ikke om det. Simpelthen fordi det ikke tilkommer mig. Team Gimel, Seksualpolitisk Forum og VIP Lounge har hver især et bagland, der også rækker ind over prostitutionsmiljøet. Det har jeg ikke, og ingen har udstyret mig med et mandat til at tale på vegne af prostituerede. Når jeg engang imellem gør det alligevel, er det med en følelse, jeg aldrig har, når jeg køber sex: At jeg er en overlegen skiderik, der generer andre mennesker.

Det er også den følelse, jeg har, mens jeg skriver disse linjer. Så de følgende forslag skal bare ses som en fair oplysning om, hvad jeg egentlig har tænkt om det emne. Hvis nogen kan bruge det, er det fint. Ellers lad det ligge.

Blandt andet de tre nævnte organisationer har stillet forslag om, hvordan man med særodninger for prostituerede tackler de konkrete problemer, nogle i branchen har. En del af disse forslag er jeg tilhænger af, andre finder jeg ikke farbare. Uanset hvad, så findes der jo næppe det erhverv, der ikke har sine særordninger, så det vil være naturligt, at de også er i prostitution. Men her og nu forekommer det mig, at der ikke er behov for særordninger. I første omgang er der derimod behov for at fokusere på det normale i prostitution: At det er mennesker, der går på arbejde for at tjene penge på noget, de måske eller måske ikke synes er spændende eller givende for dem selv.

I mine øjne opstår mange af problemerne i prostitution ved, at erhvervet eller dets udøvende mangler de samme rettigheder som alle andre. Særlig tydeligt og grelt er det for de udenlandske prostituerede, der ikke anerkendes som sådan, og som i stedet havner i fængsel eller under anden indespærring, fordi de mangler opholdstilladelse. Var prostitution anerkendt som et erhverv, ville dette problem være løst for i hvert fald en del af dem.

Men mere generelt ser jeg et stort behov for en lovændring, som vil være dybt kontroversiel. Den centrale rettighed, som prostituerede mangler, er retten til at stifte virksomheder eller at lade sig ansætte af virksomheder. Kort sagt: Man skal tillade rufferi. Når denne levevej har fået en negativ klang, er det kun fordi ruffere under den nuværende lovgivning må leve gedulgt. Var de legale, ville de ligesom alle andre selskaber have en interesse i at stå sig godt med omgivelserne og i at behandle deres ansatte godt. Vi handler i supermarkedet vel vidende, at kasseassistenten måske er ked af det og træt af sit job. Men vi går ud fra, at han eller hun ikke er tvunget til eller bliver fastholdt i sit arbejde, og at han eller hun i øvrigt har muligheden for at gå til fagforeningen eller til domstolene. Der er i udgangspunktet ingen grund til, at det skulle være anderledes mellem et bordel og en ansat prostitueret, end det er mellem supermarkedet og kasseassistenten.

Legale virksomheder i prostitution kunne løse en bunke problemer. Et af de samfundsskabte problemer i dag er for eksempel horrible skønsansættelser fra skattemyndighedernes side. En prostitueret, der arbejder alene, har meget svært ved at kæmpe imod det. Specielt, naturligvis, hvis hun ikke er fra Danmark. En virksomhed vil have den fornødne power til at give juridisk bistand.

Med legale virksomheder i prostitution vil der også opstå en selvjustits i branchen. Den ejer af et bordel eller escortbureau, der giver sine ansatte fine forhold, som overholder alle arbejdsmiljøregler, og som betaler sin skat punktligt, vil naturligvis ikke finde sig i konkurrencen fra fribyttere med lavere moral.

Sidst, men ikke mindst, vil legale virksomheder i branchen betyde, at alle nye prostituerede kommer ind til et netværk, der allerede findes. De vil kunne få råd og vejledning af kolleger. Herunder om at holde op igen, hvis det er det, der er aktuelt. Min fornemmelse er, at et af de største, men ikke desto mindre mindst omtalte, problemer i prostitution, er de prostituerede, der arbejder alene, og som aldrig taler med en kollega.

Jeg tror altså, at en anerkendelse af prostitution som et almindeligt erhverv, inklusive retten til at stifte virksomheder, vil løse mange af de problemer, der er. Når man er så langt, kan man se, hvor mange problemer, der er tilbage at lave særordninger omkring. Som sagt, at åbne for rufferi vil være kontroversielt. Men man kunne godt imødekomme bekymringerne ved at forudsætte, at virksomheder i prostitution skulle være andelsselskaber, der ejes af nuværende eller tidligere prostituerede. Andelskonstruktionen har en mængde fordele i denne sammenhæng.

Det var så alt det konstruktive, jeg havde at sige. Næste gang, jeg lader høre fra mig, bliver det på godt og ondt, som det plejer at være.

Illustrationer: http://galleries.over30.com/auntjudys/p081/index.php?id=1630

Isabella Lund har lukket sin blog. En svensk journalist har truet hende med at offentliggøre hendes identitet, hvis hun ikke lukker kæften. Og fuldt forståeligt vil Isabella Lund ikke risikere, at hendes børn kommer til at undgælde for deres mors liv og holdninger.

Jeg kan ikke skrive noget klogt om sagen eller om Isabella Lund, som ikke allerede andre bloggere har skrevet. Se for eksempel hos Luder, der også linker videre til andre.

Så dette korte indlæg har ikke meget andet formål end at udtrykke min varme sympati for Isabella Lund, hvis hun skulle kigge forbi min blog. Uanset at hendes blog nu lukker ned, og alle hendes blændende indsigtsfulde indlæg er fjernet, forbliver hun for mig den allerstørste i denne debat.

For alle os andre er det, at det nu er lykkedes at true hende til tavshed, en påmindelse om, hvad der følger med en kriminalisering af sexkøb. Dem, som arbejder for en kriminalisering, synes at tro, at de med dette enkle kunstgreb kan fjerne en masse sociale og moralske problemer. Men det er fordi de ikke har forstået, hvad prostitution handler om. Det handler om seksualitet og dermed nogle af de dybeste følelser i os.

Disse dybe følelser kan ikke ændres eller fjernes med en lille tilføjelse til straffeloven. Det kræver en langt mere brutal undertrykkelse, og det er det, man ser i Sverige i dag. Ikke blot med det nyeste overgreb mod Isabella Lund.

Pernille, Balder, Lone, Poul Erik, Mette, Margrethe, Dorit og hvad de ellers hedder, der arbejder intenst for at få at få gennemført en kriminalisering af sexkøb herhjemme, peger ofte på Sverige som et eksempel på, hvordan man fra lovgivningens side kan håndtere prostitution. De bør benytte denne lejlighed til selv at se nærmere på, hvordan udviklingen har været i vores naboland. I dag er de velmenende mennesker, der lægger hoved lidt på skrå, så vandet kan flyde ud af ørerne. I morgen er de undertrykkere. Og det ønsker de vel trods alt ikke selv at være.

”Handel og betleri i trappeopgangen er forbudt,” står der på tudsegamle skilte i mange boligejendomme, og så kan man konkludere, at forbud rent faktisk virker: Jeg har i min tid hverken mødt eller hørt om nogen, der handlede eller betlede i en trappeopgang.

Man kan også tøve en kende. Der er mange ting, der har været udbredte engang, men som ikke findes mere – uden at nogen har forbudt dem. Engang fandtes der i alle bare lidt velstående hjem hårdtarbejdende, men usselt lønnede stuepiger; nu er kun mindet om dem tilbage (men det er til gengæld også stærkt). Det var også engang, hvor hver by havde sine pantelånere. Og bagere, der solgte kogte kartofler til folk, der ikke havde råd til brænde, og derfor ikke kunne koge kartofler selv. Velstanden og den sociale udvikling har afskaffet den slags. Og hurra for det.

Men prostitution er ikke afskaffet. Det har overlevet i gode tider og i dårlige tider. Under forbud og legalisering. Under moralsk fordømmelse og under en stemning af, at det var progressivt. Stigningen i velstanden har heller ikke at reduceret omfanget af prostitution; om noget tværtimod.

På Socialdemokraternes kongres i weekenden undlod partiet at tage stilling til en kriminalisering af sexkøb. Det er dog ikke fordi, man ikke har en holdning til det. ”De kommende år skal vi finde de rigtige redskaber til at stoppe prostitution,” sagde formanden Helle Thorning-Schmidt, der nu vil have en regeringskommission til at undersøge, hvordan forbuddet i Sverige har virket.

I første omgang bør Socialdemokraterne dog fundere over, hvorfor netop prostitution ikke allerede er forsvundet sammen med den fattigdom, partiet historisk set selv har stået i spidsen for at afskaffe. Svaret er enkelt: Det er soleklart, at prostitution tiltrækker fattige mennesker og mennesker med sociale problemer. Men det er en fejlslutning, når man så konkluderer, at prostitution er et socialt problem. Prostitution handler i sin essens hverken om rig eller fattig, magt eller magtesløshed. Det handler om sex. Det er derfor, det trives som altid.

Hvis politikerne tager sig sammen og giver lægeordineret heroin til narkomaner, vil de fleste narkomaner sikkert stoppe i prostitution. Velstanden stiger i de østeuropæiske lande, og med den udvikling vil strømmen af prostituerede derfra også tørre ud. Men prostitution vil stadig bestå. Der er til enhver tid mange flere kvinder, der vil sælge sex, end der er mænd, der vil købe, og der er ikke behov for at hente prostituerede udefra eller fra socialt belastede vilkår. Det er en ønskedrøm i visse feministiske og kristne menigheder, at ingen kvinde vil sælge sex uden at være nødt til det eller tvunget til det. Men det er en ønskedrøm, der mangler forankring i virkeligheden.

Information beskrev Socialdemokraternes beslutning på kongressen sådan, at de sendte spørgsmålet til hjørnespark. Det er sikkert rigtigt, at Helle Thorning-Schmidt ikke fandt det belejligt at nå frem til en konklusion lige nu. Men den regeringskommission, hun foreslår, er spild af tid. Hun kunne bare have lyttet til sin svenske kollega Mona Sahlin, der stod lige ved siden af hende på kongressen. ”I Sverige er vi godt tilfredse med, hvordan lovgivningen har fungeret. Det er blevet meget sværere at finde handlede kvinder på gaden og sværere for mænd at købe sex,” sagde den svenske partileder til Information.

Med sin udsagn undgik Mona Sahlin (næsten) at lyve. Læg mærke til ordvalget: Hun siger, at man har gjort det sværere for mænd at købe sex. Derimod siger hun ikke, at man har reduceret omfanget af prostitution. Når det engang imellem hævdes, at det sidste er tilfældet, er det lodret usandt. Forinden forbuddet opgjorde man kun omfanget den lille del af prostitution, der foregår på gaden, og selv disse undersøgelser var kun på skrømt.  Så ingen kan faktuelt vide, om svenske mænd i dag køber mere eller mindre sex, end de gjorde tidligere. Men andelen af svenske mænd, der har købt sex, ligger ligesom i Danmark og Norge på 13-14 procent, og hvis man nu endelig skal være nøjeregnende, er det faktisk lidt flere end i 1998 – året før, forbuddet trådte i kraft. (se note)

Men naturligvis er det blevet sværere for svenske mænd at købe sex. Mange kvinder, der sælger seksuelle tjenester i Sverige, gør det for eksempel via datingsites, hvor der naturligvis må bruges underforståede koder. Denne semi-professionalisme øger risikoen for misforståelser, og den gør kunderne mere eksponerede for vold og røverier. Men det samme gælder naturligvis også – og i endnu højere grad - for kvinderne, som sælger. Prostitution bliver mere forrået, når det skal foregå i det skjulte, og det rammer først og fremmest de udøvende.

Det var i et eksempel på dette, at Mona Sahlin næsten løj. Hun har ret i, at det er blevet sværere at finde handlede kvinder på gaden. Det er det, fordi kunderne ikke længere trygt kan anmelde det, hvis de har mistanke om, at en prostitueret er offer for menneskehandel. Men det, at det er blevet sværere at finde de handlede kvinder i svensk prostitution, betyder langt fra, at de ikke findes. Det er endnu en lille detalje, som man ikke rigtigt ved noget om. Samlet set synes der at være betydeligt flere handlede kvinder i svensk end i dansk prostitution (se noten til dette indlæg).

At stoppe prostitution, eller bare at begrænse det, hører ikke inden for Helle Thorning-Smidts valgmuligheder. Det, hun kan gøre, hvis hun mener det bringer hende tættere på glasdøren ind til Statsministeriet, er at gøre det sværere for mænd at købe sex. Ligesom i Sverige. Dermed vil hun gøre sig populær hos de førnævnte kristne og feministiske menigheder samt alle andre, der nærer et irrationelt had til horekunder. Men det vil være en popularitet, hun opnår på bekostning af de prostituerede – og specielt de fattige og dem med sociale problemer.

Dér står Helle Thorning-Schmidts valg. Vi andre træffer vores senest den 7. februar 2009.

--------

Læs om forarbejdet til den svenske lovgivning i denne redegørelse, som den norske regering fik udarbejdet i 2003. Det er en tilsvarende redegørelse, Helle Thorning-Schmidt ønsker udarbejdet i Danmark. Redegørelsen omtaler også de problemer, et forbud giver i henseende til at bekæmpe menneskehandel.

Note: Ifølge en undersøgelse fra Folkehälsoinstituttet i 1998 anslog man, at hver ottende svenske mand købte sex på et eller andet tidspunkt i sit liv (kilde: Faktablad om prostitution, Regeringskanseliet 2005. Åbner i pdf). Det svarer til 12,5 procent. Da mange først begynder at gå til prostituerede i en moden alder, betyder det, at andelen af mænd, der allerede havde købt sex, var lavere – måske 8-10 procent.

Af det tv-program, Isabella Lund omtaler her, fremgik det, at det i dag er 14 procent af svenske mænd, der har betalt for sex. Det er dog muligt, at tallenes betydning er beskrevet forkert enten det ene eller det andet sted.

Illustrationer: http://www.latexbyanna.com/galleries/hosted/005/997450

Cirka en gang hver anden måned er jeg kunde hos et offer for trafficking. Anna, vil jeg kalde hende her. Det vil sige, jeg tror hun er offer for trafficking; hun har ikke sagt det selv, og jeg har heller ikke spurgt. Men af, hvad hun ellers har fortalt om sit liv, gætter jeg på, at hendes ankomst til Danmark er hjulpet på vej af et benhårdt trafficking-netværk, som har set hendes desperation og sårbarhed og besluttet sig til at tjene nogle penge på hende.

Jeg begyndte også selv at komme hos hende for pengenes skyld. Kulturkløfter og sprogforvirring kan give misforståelser, men prisen hos Anna var kun cirka halvdelen af, hvad jeg ville komme til at betale hos en tilsvarende dansker.

Nu sparer jeg sådan set alligevel ikke rigtigt pengene længere. Det forekommer mig, at hun har givet prisen et nøk opad cirka hver anden gang, jeg kommer hos hende. Og det kan hun også lige så godt gøre, for hun har fået masser af faste kunder, der kommer hos hende, uanset hvad det koster. Nogle gange er der flere ugers ventetid, når man booker en tid hos hende. På et tidspunkt var der en ganske ung, lidt mut og uselvstændig pige fra Annas hjemland, der tog sig af de overskydende kunder. Anna spurgte et par gange, om det var ok, at denne unge pige betjente mig i stedet. Jeg sagde ja, men det var ikke det samme. Det er ikke ydelsen men Anna selv, der får mig og alle de andre kunder til at komme igen og igen.

Det tog mig nogen tid at føle mig ind på Anna. De første gange var stemningen mellem os kølig og formel. Hun er ikke den, der vader ind i folk med træsko på, og jeg er det endnu mindre selv. Isen mellem os brød en dag, hvor jeg overhørte en samtale med en anden kunde, og jeg kunne høre, de talte forbi hinanden. Ikke på nogen uvenlig måde, de forstod bare ikke, hvad hinanden mente. Jeg blandede mig, og Anna lyste op i et smil. Måske har hun indtil da tolket min meget nordiske måde at være reserveret på som arrogance og ligegyldighed over for hende.

Siden har der været en dejlig varm stemning mellem os. Ikke for det, jeg har stadigvæk svært ved at tale med hende. Vi lever i meget forskellige verdner. Hendes dansk er jo heller ikke fantastisk, så jeg er ikke altid sikker på, at hun overhovedet forstår, hvad jeg siger til hende. Men det er heller ikke det vigtige. Hun er stærk, handlekraftig og jordbunden, og det er som om, der ikke findes rigtigt alvorlige problemer, når man er sammen med hende.

Når jeg fortæller om Anna her, så er det fordi politikere fra hele det politiske spektrum ønsker at kriminalisere kunder til traffickingofre, netop for at bekæmpe trafficking som fænomen. Senest har Socialdemokraterne haft det oppe på deres kongres her i weekenden. Jeg har naturligvis al mulig sympati for, at man vil forhindre, at mennesker i en svag position bliver groft udnyttet. Og jeg indser, at når jeg giver penge til Anna, er jeg også med til at fylde det kar, trafficking-bagmænd øser af. Men kommer der sådan en lovgivning, vil jeg alligevel indtrængende henstille til, at man på en eller anden måde undtager Anna fra den.

Det er meget muligt, at hun har været ude for nogle grumme ting. Men det kan man jo ikke ændre på med tilbagevirkende kraft alligevel. Det afgørende er, at hun ønskede at forbedre sit liv, og uanset om hun er blevet udnyttet undervejs, så er det lykkedes for hende. Oven i købet sådan, at hun i dag har overskud til at yde et solidt bidrag til det danske samfund. Det giver ingen mening at beskytte hende på en måde, så hun også mister det livsgrundlag, hun møjsommeligt og mod svære odds har bygget op. I mellemtiden har hun for øvrigt også fået en familie at forsørge.

Når jeg skriver om Annas bidrag til det danske samfund, så er det ikke for på nogen måde at bortforklare, at hun ikke er verdens bedste frisør. Men med udgangspunkt i sin lille salon er hun blevet et respekteret og endda elsket medlem af lokalsamfundet. Når jeg sidder der og venter på, at det er min tur til at blive klippet, kan jeg høre, at de andre kunder kommer der af samme grund som mig. Også de fortæller om glæder og sorger i deres liv, mens Anna lytter og muligvis kun forstår halvdelen, men udstråler den forstandighed og ro, som får folk til at føle sig trygge og i gode hænder.

Også i prostitution findes der ofre for trafficking. Læs for eksempel om dem her hos Isabella Lund, her hos Luder eller her på min egen blog. Desuden har Seksualpolitisk Forum netop i sidste uge fremlagt et, synes jeg, glimrende oplæg til, hvordan man tackler trafficking i forbindelse med prostitution.

Også  staten arbejder med dette emne, blandt andet ved en stor bevilling til opsøgende socialt arbejde gennem Reden Stop Kvindehandel. Politisk hører denne indsats hjemme under ligestillingsminister Eva Kjær Hansen, men den bakkes desuden kraftigt op af en række politikere på tværs af partiskel. Der er for øvrigt et stort sammenfald mellem disse politikere og dem, som jeg har appelleret til her, fordi de vil løse trafficking-problemer gennem kriminalisering af kunder.

Jeg ville også gerne have linket til dette statsfinansierede opsøgende sociale arbejde i relation til menneskehandel (et ord, der i flæng bruges i stedet for trafficking). Men efter tre år har man endnu ikke identificeret et eneste offer for menneskehandel, så fra den kilde er der ikke rigtigt nogen relevant viden eller erfaring at dele med os andre.

Illustrationer: http://host.wildrhino.com/?h=vZEY7ncX_0WUKp.Q0dy9Kw&bean=1-0-3-24254-17-1-1&target=_self

Hvor meget nonsens kan der fyldes ned i ét, lille interview med en journalist? Københavns socialborgmester Mikkel Warming (EL) gør et rekordforsøg i den disciplin i en artikel i Information, som nu også er offentliggjort på Team Gimels hjemmeside. (gå ind under Debat, tråden ”Borgmester: Kriminaliser kunderne”).

Mikkel Warming er nået frem til, at det er nødvendigt at kriminalisere sexkøb, fordi omfanget af prostitution angiveligt er stigende, og fordi der kommer stadigt flere udlændinge i prostitution. Men hvor er logikken i den argumentation? Om prostitution skal være lovligt, kan ikke kan ikke have noget at gøre med hverken hvor udbredt det er, eller hvem der har udstedt udøvernes pas. Er prostitution forkert, er det forkert uanset hvor lidt eller meget, der er af det.

Videre anfører Mikkel Warming, at vi er nødt til at vælge mellem den svenske og den hollandske model. Hvorfor er vi nødt til det? Er det noget, borgmesteren har læst i en eller anden international traktat, vi andre ikke er informeret om? 
 

Selv vælger han altså den svenske model, fordi dansk lovgivning er ”en rodebutik, der stritter med et ben i hver retning.” Pointen er her, at danske politikere betragter prostitution som et socialt problem, men at de alligevel har gjort det legalt og skattepligtigt. Jeg er helt enig i, at der ligger en selvmodsigelse i det. Men i svensk lovgivning er selvmodsigelsen endnu større: Her er det ulovligt at købe sex, men det stadigvæk både tilladt og skattepligtigt at sælge det.

Tilmed er det dermed i Sverige også lovligt at lokke andre til at købe, selv om dette altså er kriminelt. I hvilken anden sammenhæng er det lovligt at lokke andre til at begå strafbare handlinger? Hvilken guddommelig orden er det, Mikkel Warming ser i det?

Mikkel Warming hæfter sig ved, at der yderst sjældent er prostituerede, der henvender sig til kommunens socialforvaltning. Medarbejderne her har fortalt ham, at det skyldes, at de prostituerede er bange for at blive taget i snyd med kontanthjælpen. Men hvordan kan de pågældende medarbejdere vide noget om tankesættet hos mennesker, de yderst sjældent møder? Det kan ikke være andet end rent gæt. Tankespind.

Bistandsloven fra 1998 får skylden. Før den blev vedtaget, kunne de prostituerede nemlig trygt gå til socialforvaltningen. Nok muligt – men de gjorde det altså heller ikke dengang! (Se Nana Friis Jensen: ”Sagbehandleres viden om prostitution". Europap 1997)

Men dette uanset, så vil Mikkel Warming altså løse problemet med de manglende klienter i hans forvaltning ved at indføre en svensk model. Han har tydeligvis ikke sat sig ind i, hvordan den del fungerer i Sverige. Her findes præcis den samme problematik omkring snyd med socialhjælp og skat, blot er hykleriet langt større: Selv om den svenske stat officielt ser de prostituerede som ofre for mænds vold, afholder det den ikke fra at straffe prostituerede benhårdt med urealistiske skønsansættelser, når den har mistanke om at være blevet snydt for sin del af kagen.

Dertil kommer en anden og nok så alvorlig bekymring, en svensk prostitueret må have, inden hun kontakter de sociale myndigheder. Når man betragter prostitution som vold mod kvinder, hvordan skal en socialarbejder så betragte en kvinde, der er prostitueret? Hun lader sig udsætte for vold den ene gang efter den anden. Enten må hun da være ekstremt fattig, eller også er hun mentalt syg. Uanset hvad, kan et menneske samvittighed så stiltiende se på, at sådan en kvinde overlades for eksempel at opfostre et barn?

Jeg har altid haft det indtryk, at Mikkel Warming er en begavet mand. Hvorfor siger han så alt dette nonsens, som han selv må kunne gennemskue? Måske er han bare doven; det er altid nemmest bare at følge strømmen og sige det, der forventes af en. Eller måske mener han at have set en eller anden vælgermæssig bonus ved at gå ind for en kriminalisering.

Så er der en tredje mulighed, og mit gæt er, at det er her, hunden ligger begravet: Mikkel Warming sidder på et usikkert mandat. Partiet får ikke stemmer nok til, at det i sig selv udløser en borgmesterpost. Så hvis han også skal være borgmester efter næste valg, skal han have allierede. En sådan allieret er de radikale, og de er, i takt med at partiet bliver overtaget af elitære kvinder, stadigt mere fanatiske modstandere af prostitution. På Københavns Rådhus hedder repræsentanten for denne tendens Margrethe Wivel. Læs her en pressemeddelelse fra hende og læg mærke til, hvor sammenfaldende hendes og Mikkel Warmings synspunkter er. Helt ned i det konkrete ordvalg.

Men uanset Mikkel Warmings bevæggrunde, så er hans dilemma, at hans formelle grund til at gå ind for kriminalisering er helt anderledes end Margrethe Wivels. For hende er det et i høj grad et feministisk projekt. For ham handler det officielt om at beskytte de kvinder, især udenlandske, der er i fare for at blive misbrugt eller udnyttet.

Men er et forbud i de udenlandske prostitueredes interesse? I Norge græd de udenlandske prostituerede den dag i foråret, hvor Mikkel Warmings åndsfæller deroppe besluttede, at der skulle gennemføres et forbud. Og man forstår dem. Hvilken interesse kan noget menneske have i, at en mulighed i livet bliver taget fra dem? Og specielt i dette tilfælde, hvordan får man så den tanke, at kvinder, som i mange tilfælde har rejst langt og løbet alvorlige risici for at blive prostituerede i København, ønsker sig et forbud, der vil ødelægge det hele for dem igen?

Hvis Mikkel Warming virkelig ønskede at hjælpe de udenlandske prostituerede, behøver det ikke at være mere indviklet, end at han går en tur på Vesterbro og spørger dem, hvad de ønsker sig af lovgivningen og det danske samfund. Rådhuset ligger på Vesterbro, så han skal stort set bare gå ud af døren.

Men den lille gåtur ud i virkeligheden har borgmesteren ikke taget. Og intet tyder på, at han har noget ønske om tage den heller – de udenlandske prostituerede var de eneste, man ”glemte” at spørge, da kommunen tidligere på året fremlagde sin redegørelse prostitution.

Læs også tidligere indlæg: En stemme til prostituerede fra udlandet.

Redegørelse om prostitution i København åbner i pdf her. Linket virker dog ikke i skrivende stund.

Illustrationer: http://www.uksnatch.com/galleries/indian_babes/indian.shtml?499419

Dette korte indlæg har to formål: For det første at gøre opmærksom på en ny interessant blog i seksualdebatten – nemlig Pornstars.

For det andet at viderebringe en iagttagelse, hun har gjort: Ifølge Urban ligger det til, at Ny Alliance vil gå ind for en kriminalisering af sexkøb.

Det er forfatteren Kristian Ditliv Jensen, der har fået et afgørende ord at skulle have sagt på det socialpolitiske område. Han går ind for en ”postmoderne” politik, hvor man bryder med ”vanetænkning” – ikke hans egen, men andres, kan man slutte sig til. Det skal retfærdigvis siges, at det ikke kun går ud over prostituerede og deres kunder. Der skal heller ikke indrettes fixerrum til narkomaner. De kan bare blive kureret, kan de.

Det er tid til, at de onde skraldgriner, for med udmeldingen fra Ny Alliance viser meningsmålingerne et samlet flertal for partier, der mere eller mindre skråsikkert går ind for en kriminalisering af prostitution.

Med mit som altid positive sind vil jeg imidlertid se på de lyse sider af dagens udvikling i dansk politik. Jeg ser umiddelbart tre:

1)      For mig personligt fjerner det min tvivl om, hvor jeg skal stemme. Jeg havde to partier i tankerne; nu er der kun et tilbage.

2)      Som Berit bemærkede i den legendariske tv-serie om Flemming og Berit, så behøver det jo ikke at være kedeligt at være kriminel.

3)      Der vil stadigvæk være gode og stærke stemmer tilbage i debatten – stemmer, som ikke behøver gå under jorden. Zenia, jeg vil forsat glæde mig over dine på en gang bløde og hårde indspark.

Illustration: http://www.littlethumbs.com/samplespm/Keila/topless-teens/?coupon=623883

* Mange af de udenlandske prostituerede kommer her fuldt lovligt, de overtræder heller ikke nogen lov, mens de er her, og de gør i det hele taget ikke nogen noget ondt. Alligevel lægger staten alle mulige forhindringer for dem ved at kriminalisere de organisationer, de arbejder i og sammen med. Så er det til gengæld statens indlysende moralske pligt selv at give de pågældende den støtte, man forhindrer dem i at søge andre steder. 
* Mange udenlandske prostituerede kommer her som følge af fattigdom i deres hjemlande. Vi giver milliarder i bistand til disse lande, men så skulle det også være den mest naturlige ting i verden at give en helt basal hjælp til de fattige mennesker, der kommer her.
* Og sidst, men ikke mindst, er der problematikken omkring menneskehandel. Når man ikke får kontakt til prostitutionsmiljøet, får man naturligvis heller ikke kontakt den problematiske side af det. Gennem de første de første tre år med en handlingsplan mod kvindehandel lykkedes det ikke at identificere et eneste offer for denne forbrydelse gennem det opsøgende sociale arbejde.

Jeg skal understrege, at modsætningen mellem RSK og Pro Sentret står for min egen regning. Jeg har ikke nogen viden om de to organisationers holdning til hinanden.

Også Ligstillingsministeriets evaluering af regeringens handlingsplan til bekæmpelse af kvindehandel er anvendt som kilde (åbner i pdf).
 

Læs om Rigsrevisionens opgaver her.

Tidligere indlæg om regeringens og RSK’s arbejde med udenlandske prostituerede:
Verdens mindst succesfulde rejsebureau
Prostituerede fra udlandet: Mennesker uden ret
Giv os et telefonnummer, Karin

Illustrationer: http://asianbutterflies.com/fhg/galleries/013/1057465.html

En prostitueret på Vesterbro i København er blevet snydt af tre kunder. De har haft sex med hende, men bagefter ville eller kunne de ikke betale den aftalte pris på 3000 kroner. Nu mener den prostituerede selv, at der tale om voldtægt. Det mener Politiet ikke, rapporterer BT. Politiet anser det som ”et betalingsspørgsmål” og nøjes med at skrive en sædelighedsundersøgelse, hvad så end det er.

Hvis de tre mænd var gået ind på en fin restaurant og havde bestilt og nydt en middag, der kostede 3000 kroner, for så bagefter at løbe fra regningen, hvordan ville Politiet så have reageret? De ville sikkert ikke have endevendt hovedstaden for at finde de tre mænd. Men de ville soleklart have betragtet det som en forbrydelse.

Sagen viser hykleriet i den danske lovgivning. Officielt afviser man at betragte prostitution som et erhverv. Man vil kun se det som et socialt problem, og dermed de prostituerede som en gruppe, der skal beskyttes.

I dette tilfælde havde den prostituerede tilfældigvis brug for samfundets beskyttelse. Men fik hun den så? Nej, alt hun fik var en nedladende attitude fra Politiet. Hvis politikerne havde anerkendt hendes levevej, kunne hun have anmeldt den forbrydelse, der er begået imod hende, og Politiet ville have hjulpet hende som den mest naturlige ting i verden.

Husk denne historie, næste gang du hører en politiker sige, at vi i Danmark betragter prostitution som et socialt problem. De får det altid til at lyde som om, det er ensbetydende med, at de viser omsorg. Det stik modsatte er tilfældet. Alt, de viser, er deres ringeagt for den prostituerede.

I sidste uge meddelte Nordisk Institut for Kvinde- og Kønsforskning (NIKK, en institution under Nordisk Råd), at man her i august starter et etårigt forskningsprojekt omkring prostitution i Norden. Blandt andet skal sammenhængen mellem landenes lovgivning og forekomsten af prostitution og menneskehandel undersøges.

 Det lyder som noget, vi har hørt før. Nu skal vi igen have en offentlig udredning, hvor man fortæller, hvor forfærdeligt prostitution er, og hvor godt alting fungerer i Sverige, hvor man ud af sine gode humanistiske hjerter har kriminaliseret de onde sexkøbere.

Men det påfaldende i meddelelsen er navnene på de to forskere, der skal stå i spidsen for projektet. Den ene er May-Len Skilbrei, som jeg har fortalt om i et tidligere indlæg. Hun tilhører et miljø af kvindelige forskere og hjælpearbejdere i Norge, hvor man, sådan lidt groft sagt, frastødes af prostitution, beundrer prostituerede – og foragter det svenske forbud mod køb af sex. Med til dette miljø hører også lederen af ProSentret Liv Jessen. På Isabella Lunds blog kan man i dag læse om, hvordan hun giver de svenske magthavere tørt på.

Den anden forsker er dr. Phil. Charlotta Holmström fra Malmö Högskola. En google-søgning om hende giver ikke mange hits. Så vidt jeg kan se, er hun tilhænger af den svenske lov. Men hun gør også meget ud af at betone, at kvinder har ret til at have ”beskidt” sex, og hun vender sig imod et debatklima, hvor både prostituerede og kunder stigmatiseres. Alene med de sidste synspunkter vil hun efter svensk målestok høre til på den prostitutions-venlige fløj.

Politik er engang imellem underligt, og man kan undre sig over, hvordan dette projekt er kommet til verden. Det kunne se ud som om, at nogen har vredet armen om på den svenske regering, for med mindre May-Len Skilbrei vender rundt på en tallerken i løbet af det kommende år, så kan den se frem til en særdeles kritisk redegørelse. Man kan gætte på, at det især er den norske regering, der har stået for armvridningen. Den er på vej til at gennemføre et forbud mod dens egen vilje, men på krav fra de menige partimedlemmer. Men det skulle heller ikke undre mig, hvis vores egen ligestillingsminister Eva Kjær Hansen har bakket sin norske kollega op.

I givet fald skal hun have al mulig ros for det. Alle forskere på dette felt er politiserede; ingen har det som en valgmulighed at lade som om, de ikke selv mener noget. Men det bliver særdeles forfriskende og nyttigt at se en redegørelse fra to forskere, hvis metode og holdning tilsiger dem at tage udgangspunkt i, hvad de prostituerede selv mener.

Projektet er som nævnt fællesnordisk, og det indebærer forhåbentligt også, at udenlandske prostituerede i Danmark vil komme til orde. Er der noget, vi trænger til, så er det netop det.

Illustrationer: http://www.pornoteens.com/gallery/gal/pc0055sa/index.html?id=p79276

Nu er jeg altså nødt til at sige det: Leonard Cohen er genial. Han udgav i 1992 cd’en The Future, hvor titelnummeret handler om den åndelige rodløshed efter den kolde krigs afslutning. Det var rigtig godt set på et tidspunkt, hvor langt de fleste af os ikke var nået videre end til glæden over, at verden igen var blevet samlet, og at frygten for en atomkrig ikke længere var en del af vores hverdag.

Her er de to første vers og omkvædet:

Give me back my broken night
my mirrored room, my secret life
it's lonely here,
there's no one left to torture
Give me absolute control
over every living soul
And lie beside me, baby,
that's an order!

Give me crack and careless sex
Take the only tree that's left
stuff it up the hole
in your culture
Give me back the Berlin wall
give me Stalin and St Paul
I've seen the future, brother:
it is murder.

Things are going to slide, slide in all directions
Won't be nothing
Nothing you can measure anymore
The blizzard, the blizzard of the world
has crossed the threshold
and it has overturned
the order of the soul
When they said REPENT REPENT
I wonder what they meant

Og her er hele teksten med musik, to dejlige korpiger og Leonards Cohens umådelige gråsprængte charme:

Selv om man er vokset op med den kolde krig, glemmer man tit, hvordan den var. I min tid var frygten ikke påtrængende på den måde, at man lå vågen om natten. Man så også langt mere nuanceret på det, end man gør i dag. I 70’erne og 80’erne var der for eksempel ingen, der selv opfattede en kold krig omkring sig. Det blev dengang opfattet som noget, der sluttede først i 60’erne. Og alle dannede mennesker kunne finde fordele ved systemet i øst, selv om vi selvfølgelig foretrak at leve med systemet i vest.

Men tanken om den endelige og sidste krig var alligevel nærværende. Og hvis man var ved at glemme den, så var der den store, grimme mur i Berlin til at minde os om det. Inden for den var der demokrati, kapitalisme, arbejdsløshed og 13-årige narkoprostituerede. Uden for den var der fuld beskæftigelse og systemer der sikrede lighed og orden fra morgen til aften - og tortur og fængselsstraf til dem, der brokkede sig. Det var indviklet, men uomgængeligt, og som John F. Kennedy sagde, så var ikke bare han selv, men alle frie mennesker, i den periode borgere i Berlin. Alle ufrie mennesker var det sikkert også, bare på den anden side af muren.

Men så pludselig en efterårsdag i 1989 blev der slået hul i muren. Jeg kan stadig få tårer i øjnene, når jeg ser de snart to årtier gamle tv-billeder af euforiske østtyskere i deres grimme tøj, der i nattetimerne strømmer ind i Vest-Berlin.

De første år delte vi om ikke euforien, så i hvert fald en glæde. Det var helt fantastisk. Men set i bakspejlet, så startede også omgående jagten på nye fjender, vi kunne forholde os til. Intelligente politikere, Ritt Bjerregaard mindes jeg blandt andet, foreslog i fuldt alvor, at vi nu indrettede vores sikkerhedspolitik efter truslen fra Tyskland. I dag lyder det helt blødt, men dengang gav det mening.

Det med tyskerne kom vi trods alt hurtigt væk fra igen. Den 11. september 2001 fik vi også endelig en ny fjende, men den kan ikke sammenlignes med den gamle. Man vænner sig til terrortrusler på samme måde, som man vænner sig til risikoen for at blive kørt over af en bus, og når alt kommer til alt, er vi ikke i tvivl om, at vi er stærkere end terroristerne. Østblokken regnede vi for en ligeværdig modstander, og truslen var ikke en tilfældig terrorbombe, men verdens udslettelse.

Og sagen er måske, at vi savner en ligeværdig modstander og en alvorlig trussel. Vi så det ikke i samtiden, men Berlin-Muren var ikke bare et symbol på det sværd, der hang over os – på den positive side var den også  et anker for vores sind og stræben. Den var den benhårde alvor, vi hele tiden havde at forholde os til, og som gjorde alt letsind til en dejlig ferie.

Jeg kan godt få den tanke, at den politiske korrekthed og den evindelige snak om etik og moral, der voksede frem i 90’erne, ikke er udtryk for andet, end at vi søger efter et nyt holdepunkt. Og måske er den moralsk betingede modstand mod prostitution det allerbedste eksempel på det.

Mens Leonard Cohen var på promotion-tour i 1992, sad nogle svenske embedsmænd og arbejdede på den redegørelse om prostitution, der kom året efter, og som skulle blive forløberen mod kriminaliseringen i 1999. På det tidspunkt var der ingen, der ønskede at kriminalisere nogen som helst. Man noterede det blot som en objektiv mulighed. Tanken var på det tidspunkt i sig selv ædel – i stedet for bare bevidstløst at lade prostitution passere, ville man undersøge hvad det var og indrette lovgivningen efter det. Så var der for eksempel nogen, der mest som en metafor foreslog, at det var vold mod kvinder i den forstand, at det kunne være skadeligt for synet på kvinder og dermed ligestillingen. Men det var stadig ikke ondt ment, og endnu da loven blev sendt i høring, var alle med ekspertise imod et forbud.

Men da var løbet kørt. Ånden var sluppet ud af flasken, og dem, som bare ville have orden og ville have en firkantet sondring mellem rigtigt og forkert, havde overtaget scenen. Således er den hadefulde stemning, vi kender fra Sverige i dag, opstået. Nu betragter man helt bogstaveligt prostitution som kundens vold mod den prostituerede.

Og prostitution er også særdeles giftigt, hvis man desperat leder efter et holdepunkt. Et af de holdepunkter, der stadig er dybt rodfæstet i vores kultur, er, at sex opstår ud af kærlighed – i den rækkefølge. Men på den måde sætter kærligheden også en begrænsning for alt det spændende sex, vi går og drømmer om. Og så ser man, at der er en subkultur, hvor mennesker køber spændende sex af hinanden. Uden at være åbne om det overhovedet. Man kan se i diskrete avisannoncer og på røde lamper i vinduerne, at det foregår. Men udøverne fortæller ikke om det, de går ikke til politiet, de går ikke til det sociale myndigheder. De gør det bare, og det kunne ikke være værre. Det truer et af de sidste rene dogmer, vi har tilbage.

Things are going to slide, slide in all directions
Won't be nothing
Nothing you can measure anymore
The blizzard, the blizzard of the world
has crossed the threshold
and it has overturned
the order of the soul
When they said REPENT REPENT
I wonder what they meant

Læs om processen bag det svenske forbud mod sexkøb i denne norske redegørelse, hvor man prøvede at finde hoved og hale i, hvad det var, der var sket i nabolandet.

Illustrationer: http://www.finestmoney.com/promotools/tgp/finestexposure/samantharyan/yourallineed/index.html?id=1565575

Frihedsberøvelse kan kun finde sted med hjemmel i loven, hedder det i grundlovens paragraf 71 stk. 2.

Læs herunder et afsnit fra Cowis evaluering af de første næsten tre år under regeringens handlingsplan mod menneskehandel. Det handler om det beskyttelsestilbud, som ofre for menneskehandel – i praksis vist nok alle udenlandske prostituerede - får. Jeg har kort beskrevet, hvad det handler om, i et tidligere indlæg. RSK står for Reden Stop Kvindehandel:

”Ved ankomsten får kvinden udleveret husordenen, hvis ikke hun allerede har set denne hos politiet. Der gælder en række regler i beskyttelsestilbuddet. Blandt andet må kvinden ikke gå ud alene de første fire dage, og hun må heller ikke have sin mobiltelefon eller tale i telefon, uden at en RSK  medarbejder overhører samtalen. Tidligere var denne regel gældende for hele forløbet, men nu foretager man en vurdering efter de første fire dage. Her er det kvindens og medarbejdernes sikkerhed, der er i fokus. RSK oplyser, at baggrunden for reglerne for det første er hensynet til kvindernes og medarbejdernes sikkerhed. For det andet ønsker RSK at beskytte kvinderne ved, at de ikke har kontakt til prostitutionsmiljøet i perioden. Det betyder blandt andet, at kvinderne ikke kan være i kontakt med deres bagmand. Endelig ønsker man ikke, at kvinderne går ud og prostituerer sig, mens de har ophold i beskyttelsestilbuddet.

Kvinden oplyses om reglerne, inden hun accepterer et ophold i beskyttelsestilbuddet. Disse regler kan være til kvindens fordel. Evalueringsteamet mener dog, at reglerne kan problematiseres, da man hindrer kvinden i selv at træffe valg om, hvem hun vil tale med og hvornår, og man hindrer kvindens bevægelsesfrihed. Dette er ud fra et menneskerettighedsperspektiv uheldigt, og i uoverensstemmelse med EU-ekspertgruppens anbefalinger. Det skal bemærkes, at disse regler ikke gælder i LOKK’s krisecentre, men da kvinderne ikke automatisk præsenteres for LOKK’s tilbud, får de ikke et reelt valg.”

Med andre ord: De kvinder, der kommer i beskyttelsestilbuddet, bliver frataget almindelige frihedsrettigheder. De må ikke gå, hvor de vil, og de må ikke tale i telefon med hvem de vil.

Det fine ved grundloven er, at den også gælder for politikerne. Og systemet med beskyttelsestilbudet er deres, uanset at det er RSK, der er den udførende part. Med baggrund i hvilken lov er det, at man frihedsberøver udenlandske prostituerede? Jeg er ikke jurist, så jeg må nøjes med at stille spørgsmålet.

Nu er der strengt taget mange steder, hvor der findes en frihedsbegrænsende husorden. Det gælder for eksempel også på højskoler, men folk kan jo bare lade være med at gå på dem, hvis de ikke kan lide det.

Med de 79 udenlandske prostituerede, der har været i beskyttelsestilbuddet, forholder det sig imidlertid anderledes. Nogle har vistnok været reelle ofre for menneskehandel. Men ingen af dem er fundet gennem det opsøgende arbejde. De er fundet af politiet, og langt de fleste er anholdt, fordi de manglede opholdstilladelse.

Alternativet for dem var typisk fængsel i op til tre dage og derefter udvisning. Læs her den hjerteskærende beretning om en sådan desperat kvinde, der ringer til RSK fra Vestre Fængsel (åbner i pdf). Læg også mærke til, hvor lidt indtryk det gør på medarbejderen ved telefonen i forhold til den mand, som ringer lige efter, og som sandsynligvis har onaneret under eller efter samtalen.

De udenlandske prostituerede har i princippet også stk. 6 i grundlovens paragraf 71 på deres side. Dette lyder: ”Udenfor strafferetsplejen skal lovligheden af en frihedsberøvelse, der ikke er besluttet i en dømmende myndighed, og som ikke har hjemmel i lovgivningen om udlændinge, på begæring af den, der er berøvet sin frihed, eller den, der handler på hans vegne, forelægges de almindelige domstole eller anden dømmende myndighed til prøvelse.”

Den prostituerede kan altså i teorien gå til en dommer og få annulleret frihedsberøvelsen i beskyttelestilbuddet. Men over for en dommer vil hendes manglende opholdstilladelse igen komme i fokus, og så er det tilbage til fængslet og udvisningen. Hun står med andre ord i en situation, hvor hun ikke kan gøre brug af de retsmekanismer, der gælder for os andre. Og RSK fortæller hende ikke, at der findes et alternativ, hvor man ikke fratager hende almindelige frihedsrettigheder.

Og hvad skal nu al denne ulykke til for? Hvorfor fortæller man ikke bare kvinderne, at også LOKK (Landsorganisationen af Kvindekrisecentre) driver et beskyttelsestilbud, hvor de bevarer deres frihed? Så kunne de få, der er tvunget ind i prostitution, og andre, der ønsker at komme ud af det her og nu, vælge RSK, hvis de finder det bedst på den måde. Resten kunne vælge LOKK og få sig et vel undt pusterum i fuld frihed inden udvisningen. På den måde ville man ikke undgå den hårde og uomgængelige konsekvens af at mangle en opholdstilladelse. Men man ville være sikker på at overholde både grundloven og menneskerettighederne.

Som udenforstående kan man kun gisne om, hvorfor RSK og Ligestillingsministeriet vælger en dybt problematisk løsning, når man har et uproblematisk alternativ lige ved hånden. Jeg er udenforstående, og her er min gisning: De 79 kvinder, der har været i beskyttelsestilbudet, er alt, hvad man har at vise frem. De udgør i forvejen under 1 procent af de udenlandske prostituerede, der er kommet til Danmark i perioden. Og hvis de, eller bare en god del af dem, valgte LOKK, og dermed indikerede at hverken prostitution eller menneskehandel var deres primære problem, ville systemet stå tilbage i al sin nøgne uformåenhed.

For det danske system er indrettet ud fra det præmis, at en udenlandsk prostitueret nødvendigvis må arbejde under tvang, og at alt hun vil er at komme hjem til sin mor. Hverken RSK eller politikerne kan fordøje en virkelighed, der afviger bare det mindste fra dette præmis. Derfor er man ikke i stand til hjælpe de udenlandske prostituerede med de problemer, de rent faktisk har. I stedet bruger man sin magt og deres udsatte situation til at presse forklaringsmodellen ”kvindehandel” ned over dem, sådan som også den desperate kvinde, der ringede til RSK fra Vestre Fængsel, måtte erfare det.

Cowis evaluering af regeringens handlingsplan mod kvindehandel åbner i pdf her. Den fulde beskrivelse af beskyttelsestilbudet findes på side 19 og fremefter.

Mine tidligere indlæg om udenlandske prostituerede:

En stemme til udenlandske prostituerede

Giv os et telefonnummer, Karin

Hverdagens små og store fejl

Verdens mindst succesfulde rejsebureau

Illustrationer: http://galleries.smut.com/blackmamas13/1034386/fhg/5/1/free/index.html,Ebony,

”Det sociale arbejde, både det opsøgende arbejde og arbejdet i beskyttelsestilbuddet har (...) haft en god effekt.” Sådan hedder det i de indledende resume til den evaluering af regeringens handlingsplan til bekæmpelse af kvindehandel, der blev lagt frem i oktober sidste år.

I dette tilfælde står den indledende lovprisning dog i en grel kontrast til den virkelighed, der senere bliver beskrevet. Det er f.eks. i løbet af næsten tre år ikke lykkedes at identificere så meget som et eneste offer for kvindehandel gennem det opsøgende sociale arbejde, og i det lys er det jo mere end vanskeligt at gennemskue, hvordan det skulle have haft en god effekt.

Det er Reden – Stop Kvindehandel, der står for både beskyttelsestilbuddet og for størstedelen af det opsøgende sociale arbejde. Jeg har i flere af mine tidligere indlæg skrevet grimme ting om dem, og nu vil jeg forklare hvorfor. Det er en lang historie, og da jo ikke er nogen der gider læse lange historier på en blog, deler jeg den op i flere dele. Dette første indlæg i den lille serie er i virkeligheden kun en introduktion.

Så lad mig lige ridse op, hvordan det sociale system fungerer i Danmark, når det handler om at hjælpe ofre for menneskehandel. Meningen er, at man gennem opsøgende arbejde skal finde disse ofre. Dernæst tilbyder man dem en plads i et beskyttelsestilbud på et hemmeligt sted, hvor de kan få forskellige former for hjælp. Endelig, i tredje fase, er der the pride and joy i det danske system: Hjemsendelsen. Den foregår i samarbejde med regeringer og NGO’er fra de lande, de prostituerede kommer fra, og medarbejdere fra Reden og andre støttede organisationer har været på studieture i en lang række mere eller mindre eksotiske lande, blandt andet for at arrangere denne sidste del.

I alt otte kvinder er blevet sendt hjem i det førnævnte samarbejde med udenlandske regeringer og NGO’er. Halvdelen af dem af mindreårige. Præcis hvad historien om dem går ud på er uklart. Det er sandsynligvis piger på 16 eller 17, eller måske nogen som har løget sig yngre i et mislykket forsøg på at undgå hjemsendelsen. I hvert fald noterer Cowis evalueringsteam ganske nøgternt, at kun fire har ladet sig hjemsende frivilligt.

Endvidere er der nogle stykker af de hjemsendte, der har erklæret, at de ville fortsætte i prostitution efter hjemsendelsen. Helt præcis hvor mange af de otte, det drejer sig om, og hvad omstændighederne har været, fremgår ikke. Men jeg ville personligt vældig gerne have været en flue på væggen under de pågældende ordvekslinger. Endelig fungerede det, endelig var der en, man kunne følge i flyet hjem og aflevere til en anden velmenende person, der afleverede hende videre til hendes mor. Og så sidder hun og der og siger, at hun vil fortsætte med prostitution, når hun kommer hjem. Man må forestille sig, at stemningen i flyet har været lidt trykket.

Eftersom der endnu ikke er nogen – heller ikke Cowi – der har gidet spørge de udenlandske prostituerede selv, hvad de tænker og mener, ved man strengt taget ikke, hvorfor der er så få der takker ja til den hjemsendelse, som den danske stat har bekostet en formue på at få sat i værk. Men et rigtigt godt bud er, at forestillingen om, at gaderne myldrer med viljeløse ofre for menneskehandel er et fatamogana, som kun findes i hovederne på mentalt dovne politikere, som ikke kan eller ikke vil se den virkelighed, som politiet i Danmark og udenlandske prostituerede i andre lande fortæller om, i øjnene.

Politikerne har valgt at lægge endnu mere vægt på hjemsendelsen. Når man nu ved, hvor dårligt den virker, kan man trække på smilebåndet af det. De prostituerede kan sige nej tak, og det gør de så. Men den virkelige tragedie ligger i de to første faser, hvor man med fuldt overlæg benytter sin magt til at handle i modstrid med de udenlandske prostitueredes interesser. De bliver kynisk brugt til at fastholde det fatamogana, som politikerne nu engang har formidlet til den undrende befolkning. Men alt det vil jeg fortælle om i kommende indlæg.

Evalueringen af handlingsplanen mod kvindehandel findes her. Filen åbner i pdf. Beskrivelsen af hjemsendelsen findes fra side 22. Også denne redegørelse, der ligeledes åbner i pdf, er brugt som kilde.

Karin Riis Jørgensen, medlem af Europa-parlamentet for Venstre, leverer dagens nyhed i prostitutionsdebatten. Hun stiller det samme forslag, som de radikale stillede sidste år, om at det skal være strafbart at købe sex fra ofre for menneskehandel. Jeg omtalte det kort i mit forrige indlæg.

Naturligvis skal det være strafbart at købe sex fra et offer for tvang. Det er det også allerede i kraft af generel lovgivning, der ikke specifikt har noget med prostitution at gøre. Karin Riis Jørgensen hensigt er da også mere signalværdien over for kunderne: ”Med sådan et forslag skærpes opmærksomheden hos den mandlige kunde. Taler den prostituerede meget dårligt dansk eller slet ikke noget dansk? Virker hun underkuet? Er hun meget flakkende? Det er jo et signal til kunden om at tænke sig om og gå til en, som man ved er lovlig her i landet,” siger hun til Radioavisen.

Jeg skrev forleden om den norske forsker May-Len Skilbreis arbejde med udenlandske prostituerede. Der var er en ordveksling mellem May-Len Skilbrei og en prostitueret, som jeg ikke tog med i første omgang, men nu kommer det:

Valeria: They (kunderne, ths) ask me everything, almost just like you are now.
M-L: Do they seem worried that you are a victim of trafficking?
Valeria: They ask me that, but I’m not a victim of trafficking, so …  Sometimes they say to me: I see that you are very calm so I feel better because I see that you are not pushed to do that. They don’t like it when the girl is pushed to do that. They always ask girls that.

I det efterfølgende fremgår det, at flere af de interviewede prostituerede opfatter denne interesse fra kunderne som belastende. Men også at flere af dem er kommet ud af vanskelige situationer ved kundernes hjælp.

Jeg var et mulehår fra at stemme på Karin Riis Jørgensen ved seneste EU-valg. Jeg har stadig på mange måder et positivt indtryk af hende, og jeg er ked af, at jeg skal kritisere hende her på min blog. Men i sit arbejde mod trafficking læner hun sig helt og holdent op ad Reden – Stop Kvindehandel og, er det mit indtryk, en lobby af parlamentsmedlemmer, der bruger problemstillingen omkring menneskehandel til at bekæmpe prostitution. På den måde bliver hele hendes indsats funderet på informationer, der simpelthen er skrupforkerte.

I dette tilfælde altså om kunderne. Det er en af de største myter om prostitution, at kunderne er ligeglade med de prostituerede. Det stik modsatte er tilfældet. Det fremgår også af alle de udsagn, kunder kommer med, når de er med i undersøgelser om deres adfærd. I de tilfælde er der blot mange forskere, der på egen hånd konkluderer, at kunderne kun siger det for at retfærdiggøre sig selv, og at de i virkeligheden er præcis så onde, som forskeren antog i udgangspunktet.

Men Karin: Luk ørerne op. Vi er ikke onde, og vi behøver ikke nogen trussel om straf for at blive motiverede til at hjælpe prostituerede, hvis de har problemer. Vi kan i langt de fleste tilfælde godt lide de kvinder, vi køber sex af. Og vi har set dem tæt på. Det er rigeligt motivation til, at vi gerne vil hjælpe dem.

Men hvem skal man egentlig ringe til, hvis man har været sammen med en udenlandsk prostitueret, og man har syntes, hun virkede ked af det? Til Reden? Undskyld mig, men jeg har læst om, hvordan Reden behandler udenlandske prostituerede. Det er uden respekt, med mindre de ved et guddommeligt lykketræf deler Redens syn på prostitution. Eller skulle vi ringe til Politiet? Hvad nu hvis kvinden mangler opholdstilladelse – så er man skyld i, at hun bliver fængslet og udvist. Ikke just den skæbne, man ønsker for en kvinde, man netop har haft en intim stund sammen med.

Hvis en prostitueret har været ked af det, kan det være fordi hun har problemer. Men det kan også være, at hun bare savner sin familie, at hun har haft et skænderi med en veninde, eller at hendes kat er død. I ingen af de tilfælde stikker man hende til Reden eller Politiet.

Det, vi virkelig har brug for, er en organisation, der møder de udenlandske prostituerede med respekt. Den kan for eksempel bestå af nuværende og tidligere prostituerede. Og de skal have tavshedspligt – ikke af hensyn til kunden, men af hensyn til den prostituerede selv. Hvis en kunde fornemmer problemer, vil han trygt og tillidsfuldt kunne ringe til organisationen og fortælle om det. Der vil medarbejderen så stille og roligt kunne kontakte den prostituerede og stikke en finger i jorden: ”Dav, jeg hører, du er kommet til Danmark, og jeg vil gerne fortælle dig om dine rettigheder i det danske samfund.”

Karin, jeg anerkender, at du gerne vil gøre noget for ofre for menneskehandel. Det vil jeg også gerne, men det er dig, der har indflydelsen. Brug den til at få oprettet en organisation, der hjælper de udenlandske prostituerede på et respektfuldt grundlag. Giv os et telefonnummer, vi kan ringe til.

Det radikale folketingsmedlem Simon Ammitzbøll deltog i juni i en homoparade i Riga. Det var meget modigt gjort, for sidste år blev han udsat for grov vold fra homofobiske demonstranter, da han deltog i den tilsvarende parade. Demonstranterne kastede blandt andet æg, tomater og afføring efter deltagerne i paraden.

Der er noget surrealistisk over det, når hadet mod homoseksuelle antager de dimensioner. Psykologer og sociologer kan sikkert forklare det bedre end mig, men det har vel at gøre med, at når man først en gang har fordømt en afart af menneskers seksualitet, så bliver man panisk angst for hvert fnug af den seksualitet, man finder i sig selv. Og dem, som udlever den åbenlyst, bliver nu betragtet som en trussel og en hån ved selve det, at de nægter at dukke hovedet.

Herhjemme har de radikale stillet forslag om at kriminalisere køb af sex fra trafficing-ofre. Nu er det naturligvis i forvejen strafbart at købe sex fra en kvinde, hvis man ved, at hun bliver tvunget til at sælge, og det radikale forslag ville om noget forvirre retstilstanden. Så det er vanskeligt at se det som andet end et forsøg på at flytte en hegnspæl hen mod det generelle forbud mod sexkøb, som partiet ønsker.

Simon Ammitzbøll har formentligt stemt for sine partifællers forslag. Dermed er han med til at opbygge det samme had mod købere og sælgere af sex i Danmark, som han selv på egen krop har mærket den fulde konsekvens af, når det rammer homoseksuelle. Man behøver blot se til Sverige for at iagttage, hvordan hadet mod de prostituerede og deres kunder breder sig i et forbudsland. Denne historie fra vores naboland vil nok vække genkendelse, men ikke glæde, hos Simon Ammitzbøll.

I mit forrige indlæg forklarede jeg, hvordan og hvorfor jeg havde delt links til prostitutionsdebat op i de gode og de onde. Det var en løsning, som jeg ikke selv var helt glad for, og Cecilie påpegede i en kommentar, at det slet ikke ville virke, når forklaringen ikke længere stod lige ved siden af. Det har hun jo ret i, og med dette indlæg har jeg strøget opdelingen i gode og onde.

Når jeg tænkte over det, har jeg heller aldrig mødt et menneske, som jeg vil betegne som ondt. Men jeg har mødt masser af ondskab, og med skam at melde har jeg også ved nogle lejligheder stået for den selv. Og sådan er det: Selv om man ikke betragter mennesker som onde, er man nødt til at forholde sig til, at ondskaben kommer fra mennesker.

Ondskab er i sin natur antisocialt og handler om, at man føler sig trængt og på tværs af rimelighed og retfærdighed prøver at opnå fordele, økonomiske eller sociale, på bekostning af andre. I vores lille smørhul af en velfærdsstat er det ikke så tit, det er relevant på institutionelt niveau – der er jo nok til alle. Vi kan have politiske holdninger om, at for eksempel boligskatterne skal op eller ned, men uanset hvad, vil vi jo alle overleve rigtig fint. Vores politiske holdninger er på den måde frigjort for alvorlige konsekvenser, og vi har vænnet os til, at det er sådan.

Men når man taler forbud mod og undertrykkelse af seksualitet, så er vi inde i noget, der handler om noget mere eksistentielt end penge og velfærdsgoder. Så er holdningerne ikke længere konsekvensfrie, og der er meget få forbudstilhængere, der har forstået denne detalje. Simon Ammitzbøll er et glimrende eksempel på det. Hans mod til at stå op mod bøllerne i Riga viser hans anstændighed, men hans støtte til sit partis lovforslag kunne tyde på, at han ikke har forstået, hvor bøllernes had kommer fra.

Jeg har flere gange deltaget i debatter, hvor forbudstilhængere venligt siger, at de ikke har noget ønske om at se specifikt mig i fængsel – senest anfører R. dette i en kommentar til mit forrige indlæg. Men R. tager fejl: Jeg er horekunde, hun vil kriminalisere prostitution, og ergo ønsker hun at se specifikt mig i fængsel. Det er den og uomgængelige og benhårde konsekvens.

Jeg opfanger R.’s venlighed i forsikringen om, at hun ikke vil se mig i fængsel, og for mig er det heller ikke superdramatisk – i Sverige er det endnu ikke lykkedes at fængsle en horekunde, selv om guderne skal vide, at man har gjort forsøg på det. Jeg skal også nok klare mig uden om, og for så vidt angår R., så er hun jo bare en almindelig engageret debattør ligesom mig selv.

Men for nogle af dem, der står i forreste geled og kæmper for et forbud – og som har magt - er det meget mindre uskyldigt. Reden – Stop Kvindehandel frihedsberøver i strid med menneskerettighederne de prostituerede i det såkaldte beskyttelsestilbud, der, som det ligger i navnet, skulle have været en hjælp til udenlandske prostituerede. Politikerne på Christiansborg lukker øjnene for det og bliver ved med at hælde penge ned i reden. Københavns Borgerrepræsentation har i en kampagne sidste efterår tilsværtet lovlydige borgere – prostituerede og deres kunder - med en række udsagn, som de ved er forkerte, ubeføjede eller stærkt misvisende. 3F har gennem flere år brugt løs af medlemmernes penge til at gøre noget lignende.

Lad os bare være enige om, at hverken Reden, Københavns Borgerrepræsentation eller ledelsen i 3F består af onde mennesker. De har sikkert i udgangspunktet haft den bedste mening; de har handlet på en blanding af irrationel modvilje mod prostitution og oprigtig omsorg for dem, som er eller som de tror er ofre. Men de har ikke forstået alvoren eller rækkevidden i det, de sætter i gang. Så mislykkes det i første omgang, og næste gang strammer de skruen. Og så fremdeles, og til sidst står de med ansvaret for nogle umenneskelige og hensynsløse handlinger, de aldrig vil kunne bakke ud af.

For mig er der en vis fascination ved at se fælden klappe bag disse forbudstilhængere. Det er ikke en skæbne, jeg ønsker for dem, men på den anden side har jeg heller ikke ondt af dem. For det er jo noget, de påfører sig selv. De er selv er blandt de første ofre for den ondskab, der stammer fra dem selv. Det er dem, der pakker deres liv i ind i had, frygt og selvretfærdighed. Ligesom bøllerne i Riga har gjort det.

Illustrationer: http://nshoneys.com/hosted1/hh/gals/emma-zajickova-hot-tub/index.php?id=100028

Jeg er ikke nogen ørn til it, og det er først nu lykkedes mig at få links-modulet ude til højre til at virke. Denne blog skal jo primært handle om prostitution, så de links, jeg præsenterer, skal også jævnligt indeholde debat om dette emne.

Nu er der som bekendt både tilhængere og modstandere af prostitution, og nogle af dem, som lobbyer for et forbud, har jeg sådan set slet ikke lyst til at linke til. Ikke så meget fordi jeg er uenig med dem, som fordi jeg føler et næsten fysisk ubehag, hver gang de udtaler sig. Men de hører jo med i debatten. Og så fik jeg den ide at løse problemet ved at dele linksene op i de gode og de onde.

Det med at dele mennesker op i gode og onde er noget, man af en eller anden grund går højt op i at lære børn. Når de så vokser op, skal de på et eller andet tidspunkt lære at forstå, at det ikke er så enkelt. Alle mennesker indeholder både ondt og godt, og det er en del af verdens dynamik. Min skarpe sondring mellem gode og onde i prostitutionsdebatten skal således også det meste af vejen forstås med et glimt i øjet.

Men altså ikke hele vejen. Jeg tvivler ikke på, at de, som agiterer heftigt for et forbud, er gode ved deres børn, deres kærester eller ægtefæller, og ved deres familie, naboer, venner og kolleger i øvrigt. Og i hvert fald nogle af dem er sikkert også oprigtigt overbeviste om, at de med deres arbejde er med til at forbedre livet for svage og udsatte kvinder.

Men for det første er den gode vilje i sig selv intet værd, og for det andet er det ikke sådan, at man optjener en ret til at være modbydelig over for Per, fordi man er flink over for Poul. Og de hårde kendsgerninger er, at prostitutionsmodstand i den form, man for eksempel kender den fra Reden, 3F og politikere fra de radikale og SF, har nogle særdeles negative effekter for en masse mennesker i det danske samfund.

Værst går det ud over de udenlandske prostituerede. Med en ganske lille indsats kunne man forbedre deres liv ganske meget – det kræver ikke meget andet end nogle få kærlige, eller blot anstændige, sjæle og en mindre bevilling på finansloven. Bevillingen er der allerede, og den er for så vidt større, end den behøvede at være. Men pengene kommer kun meget få udenlandske prostituerede til gode, for det danske system er ikke indrettet til dem. Det er indrettet til at opretholde en forestilling om, at kvinder kun går ind i prostitution ufrivilligt eller af nød. Der ligger en forbløffende kynisme i, at man på den måde holder de udenlandske prostituerede som gidsler i en debat, hvis virkelige temaer er ligestilling og kristendommens indgroede aversion mod sex.

De samme forestillinger betyder, at forbudets brave forkæmpere er nødt til at vende og dreje fakta for at få dem til at passe ind i deres verdensbillede. Det er indviklet i længden, og udbredelsen af fordomme og had mod prostituerede og kunder ender med at blive det foretrukne virkemiddel i stedet.

Almindelige ressourcestærke mennesker kan trække på skulderen af det. Vi finder nok ud af det, og vi lærer hen ad vejen at omgå de regler og forhindringer, politikerne finder på. Det er kun de svage, politikerne for alvor kan ramme – og det gør de så. Lige nu sidder for eksempel Københavns Borgerrepræsentation og ærgrer sig over, at de ikke kan gennemføre et forbud mod sexkøb i hovedstaden. Ansættelsesretsligt kunne de ikke engang få lov til at gennemføre det over for deres egne ansatte. Men de handicappede, der sidder rundt omkring på de kommunale plejehjem og nødvendigvis må have hjælp af personalet til at arrangere et besøg af en prostitueret - dem kunne man forhindre i at købe sex (og dermed ofte i at have et sexliv i det hele taget). Og det har man altså gjort. Måske er BR-flertallet ikke onde af sind, men de er det i hvert fald af gerning.

For en god ordens skyld skal jeg præcisere, at jeg så absolut regner den unge kvinde på illustrationerne til de gode. Jeg vil overveje at stemme på hende, hvis hun stiller op ved næste kommunevalg.

 (To dage senere: De gode og de onde er afskaffet igen :-) Forklaring her.)

Illustrationerne er hentet fra http://hosted.perfectodollars.com/smoking/smokingfetishmovies/index.htm?id=509630