For et par år siden flyttede der en cykelsmed ind i mit kvarter. Det er meget bekvemt for mig at have sådan en i nærheden, men jeg ville også bruge ham, selv om hans forretning lå længere væk. Hans priser ligger nemlig rask væk en tredjedel lavere end konkurrenternes, og da han ikke har så mange kunder, kan han som regel reparere min cykel hurtigt. Desuden er han en meget flink mand. Vi hilser venligt på hinanden, når vi mødes på gaden.

Jeg bedømmer mest hans venlighed på hans fremtoning og handlinger. Han danske er nemlig meget dårligt; næsten helt fraværende. Det er på grund af det, jeg fortæller om ham her: Efter officielle danske normer er min cykelsmed under stærk mistanke for at være offer for menneskehandel, netop på grund af sine beskedne sproglige evner.

Det fremgår af et indslag på TV Bella for nyligt – se det under dette indlæg. Jeannie Hegstrup fra Servicestyrelsen fortæller, hvordan man spotter handlede kvinder i prostitution, og et af tegnene er, hvis annoncerne er formuleret på et ubehjælpsomt dansk. ”Det er nogle meget klare signaler,” konkluderer journalisten (som er det socialdemokratiske folketingsmedlem Yildiz Akdogan) bagefter, og Jeannie Hegstrup gør ingen indvendinger.

Selv om Danmark endnu ikke har nogen indsats af betydning over for menneskehandel i andre erhverv end prostitution, er menneskehandel naturligvis lige ulovligt, uanset hvad formålet er. Så når og hvis man skal gøre indsatsen bredere, så må man også bruge de samme principper, som man allerede bruger i forhold til prostitution.

Det kan i sig selv medføre en lille revolution, når udsagnene om menneskehandel berører erhverv og situationer, som hr. og fru Dansker kan relatere til. De færreste kender prostitution, og slet ikke ned i detaljerne. Derfor tager man det for gode varer, hvad ”eksperterne” siger, herunder hvad de siger om menneskehandel. Så man hører ikke, hvor barokt det er.

Men barokt er det, og det er det, tv-indslaget giver et indblik i. Vi ved alle, at mange indvandrere har det svært med den danske sprog. Vi ved også, at dem, der har det, typisk ikke får de fedeste stillinger. Men også, at det ikke har en brik med menneskehandel at gøre.

De andre signaler, Jeannie Hegstrup nævner, er måske lidt sværere at forholde sig til, hvis man ikke kender prostitution. Hun fortæller om kvinder, der annoncerer med alle ydelser og døgnet rundt. Naturligvis er det galt, hvis en sexarbejder skal betjene kunder på samlebånd uden selv at måtte sætte grænser.

Men annoncetekster er taknemmelige – ikke mindst for sexarbejdere. Mange forargede mennesker ynder at fremstille branchen sådan, at der er en uendelig strøm af kunder, og at mens de danske sexarbejdere lige akkurat er i stand til at sige stop engang imellem, skal de udenlandske bare blive ved. Virkeligheden er en helt anden. Udbuddet er meget større end efterspørgslen, og de udenlandske sexarbejdere står sidst i køen efter kunder. Derfor bruger de samme prispolitik som min cykelsmed, og deres annoncer handler først og fremmest om at få kunder ind i butikken. Så tager de den derfra.

Jeg har selv oplevet udenlandske sexarbejdere som meget professionelle, herunder også med at markere grænserne, uanset at disse grænser ikke harmonerede med annonceteksterne. Jeg har lejlighedsvist set eller hørt beskrivelser fra andre kunder, der har oplevet det samme, og som engang imellem er lidt småsure over det. Men sådan er den verden altså.

Jeannie Hegstrup har taget ekspertminen på i studiet. Men hvad hun afslører for alverden er sin komplette uvidenhed. Hun kan umuligt have talt mere end overfladisk med ret mange udenlandske sexarbejdere.

Også Vibeke Lenskjold fra Reden International er i studiet, og hun nævner nogle signaler, hvor vi igen kan være med alle sammen og vurdere rimeligheden. Et signal er for eksempel, ifølge hende, ”enhver situation, hvor det ender i noget andet end det, der var tiltænkt”.

Rigtigt mange mennesker, også danskere, har oplevet at rejse ud i verden til et job, der viser sig at være noget andet end tiltænkt. Det kan skabe en masse sorg og frustrationer. Andre gange bliver det bare en parentes, fordi man hurtigt finder noget andet, som man bliver glad for. Alt efter situationen kan elementet af snyd og plat være så stort, at det er forbryderisk. Men at kalde det en indikator på menneskehandel er forvrøvlet.

Lidt af forklaringen på vrøvlet kommer lige inden. Vibeke Lenskjold bliver spurgt om, hvad begrebet ”handlede kvinder” dækker over. Hun svarer, at der er mange tolkninger af det, og fortæller så, hvilken tolkning Reden International går ud fra.

Det svar er direkte skandaløst i betragtning af, at Vibeke Lenskjold bliver betalt af staten for at hjælpe ofre for menneskehandel. Begrebet menneskehandel er nemlig meget klart defineret i straffeloven, netop så man ikke skal skøjte rundt i forskellige menneskers mere eller mindre velbegrundede fantasier om, hvad der foregår. Vibeke Lenskjold bør, selv hvis hun bliver vækket klokken tre om natten, være i stand til at lire straffelovens definition af forfra, bagfra og fra midten ud til begge sider. Men i stedet opfinder hun sin egen definition og gør begrebet mudret. Det gavner hendes politiske sag, men det skader arbejdet med at bekæmpe menneskehandel.

Læg oven i det, at hverken Vibeke Lenskjolds eller Jeannie Hegstrups organisationer finder ret mange ofre for menneskehandel, hvis de overhovedet finder nogen. De sager, der er, bliver fundet gennem politiet. Så alle de to kvinders antagelser om, hvad der signalerer menneskehandel, er hule. De er ikke baseret på nogen erfaring. De er baseret på fordomme og uvidenhed.

Og det var dét, seerne så meget klare signaler på i tv-udsendelsen. Det omfattende system, der ude i marken skal finde og hjælpe ofre for menneskehandel, er simpelthen pinligt inkompetent. Det er politiseret, og det mangler viljen til at søge viden. Man lukker af for kilder, der ikke bekræfter den holdning, man havde i forvejen. Hvilket i praksis betyder, at man lukker af for alle førstehåndskilder og står tilbage med sladderen og fantasierne fra sit eget bagland, sådan som Jeannie Hegstrup ufrivilligt kom til at illustrere det.

Dét skal nødvendigvis laves om, inden man udbreder indsatsen mod menneskehandel til også at dække andre erhverv end prostitution. Ellers er det, at min flinke cykelsmed pludselig kommer i søgelyset.

På svensk kalder man sexkunder torsk. Det er ment nedladende, men for mit eget vedkommende forstår jeg godt metaforen, og jeg har ikke noget imod den. Jeg er enig i, at jeg er en torsk.

Jeg har selv prøvet at pilke torsk, og givet man ellers er den lykkelige ejer af et ekkolod, så man ved, hvor stimerne står, er det den mest taknemmelige måde at fiske på overhovedet. Man sænker en line med nogle kroge på ned i stimen, så giver man den nogle nyk, og når man tager linen op igen, har man spiddet et antal torsk. Normalt skal man på sindrige måder forklæde sin krog som et fødeemne, og oven i det er de fleste andre fisk pist væk, når de fornemmer en fremmedartet bevægelse i vandet.

Lystfiskeren lukrerer på torskens sociale instinkt. Den enkelte torsk er næppe som sådan forelsket i nabotorsken, men den føler sig tryg og tilpas i den tætte, fysiske kontakt med artsfæller. Det er det, jeg kan genkende som sexkunde – og som mand i det hele taget. Jeg ved, jeg er nem. Men lad bare sexarbejdere og andre kvinder grine af, hvor lidt der skal til, for at få mig på krogen. Jeg er ikke flov over det.

På dansk bliver ordet torsk også brugt som metafor. Men her hos os betyder det slet og ret bare en tumpe. En, der gør noget så dumt, at det får alle andre til at føle sig intelligensmæssigt overlegne. Ud fra den definition har Ekstra Bladet gennem en lang årrække kåret Årets Nytårstorsk. Det er en kendt person, der har dummet sig og er blevet til grin i det forløbne år. I år blev Klaus Bondam, radikal borgmester i København, Årets Nytårstorsk.

Klaus Bondam var bortrejst i nytårsdagene, så han modtog først torsken her forleden. Han valgte at gøre det til et mediestunt, hvor han forholdsvis elegant henviste til den svenske opfattelse af torsk: Han donerede sin torsk til Reden i København, så sexarbejderne på gaden kunne få en lille festmiddag. Se indslaget, hvor daglig leder Anette Rix tager imod torsken, her på Ekstra Bladets hjemmeside.

Er det ikke bare en fantastisk scene? Den gamle sexkunde og politiker, der er snublet i sin egen og sine vælgeres politiske korrekthed, og som nu forsøger at rette lidt op på det ved at promovere en institution, der ser al verdens ondskab samlet i – sexkunder?

Der er lige en tilføjelse til det med den danske betydning af ordet torsk. En torsk er i virkeligheden ikke en, der har gjort noget dumt – det er en, der har gjort noget, som man opfatter som dumt. Det er mere end ordkløveri i Klaus Bondams tilfælde. Jeg er ikke nogen fan af manden, men jeg har meget svært ved at se det dumme i det, han fik sin nytårstorsk for. Han reddede på et hængende hår en borgmesterpost hjem til sit parti, sandsynligvis på bekostning af hovedfjenderne i Dansk Folkeparti. Selv om det hele krævede, at han skulle trykke hånd med nogle fra netop Dansk Folkeparti, skal man virkelig følge dansk politik meget tæt, for at forstå hvorfor det bliver betragtet som dumt.

Min pointe er, at det med, hvad der bliver betragtet som torskedumt, meget afhænger af tiden og situationen.

Reden i København, som altså endte med at få nytårstorsken doneret til evig arv og eje, har tiden og situationen på deres side. De bliver opfattet som en god institution. Men hvad er 2009 egentlig gået med for Redens vedkommende? Efter i en årrække at have råbt ud over alle verdenshjørner, hvor mange udenlandske sexarbejdere, der kom hos dem, kom de pludselig i tanke om, at de ikke havde kompetence til at gøre noget særligt for dem, og at det for øvrigt også var imod lovgivningen på det sociale område at prøve på det. Så de udelukkede de udenlandske sexarbejdere.

Men med den særprægede moral, der kendertegner Reden, forhindrede dette dem ikke i fortsat at samle penge ind fra godtroende mennesker, der gerne ville hjælpe udenlandske sexarbejdere.

Også mindre godtroende mennesker bidrager til Reden. Som skatteyder kan man slet ikke blive fri, og også skatteyderne er blevet narret. Ifølge de seneste oplysninger fra Reden har de cirka 300 brugere. Det er under en fjerdedel af de 1300, de fortalte om sidste år ved denne tid. Tilbagegangen skyldes dels det med, at man har udelukket de udenlandske kvinder. Men det skyldes også, at man ikke længere overdriver besøgstallet så meget, som man har gjort. (Muligvis gør man det slet ikke mere – det er en anden historie, som jeg måske vender tilbage til i et senere indlæg).

Men selv om det nu står klart for alle, at Reden groft har misinformeret om sine aktiviteter, og selv om man har lukket af for langt størstedelen af gadens sexarbejdere, så har det ikke haft konsekvenser for bevillingen fra staten (se note).

Forestil dig, at hvordan Ekstra Bladet havde skrevet om det, hvis for eksempel en godgørende forening havde gjort det tilsvarende. Hvis den havde samlet penge ind til aktiviteter, den ikke udførte. Hvis den systematisk og dramatisk havde overdrevet antallet af personer, den hjalp. Hvis den havde skåret to tredjedele af sine aktiviteter væk, men opretholdt det samme tilskud fra staten.

Man skal ikke bare have et nært kendskab til tiden og situationen, for at forstå hvorfor Klaus Bondam fik nytårstorsken. Man skal have det samme nære kendskab for at forstå, hvorfor Reden og Anette Rix ikke bare fik den direkte. Men tiderne skifter, og hvem ved, måske får de den næste år. Så kan de jo gøre gengæld og give den til Klaus Bondam.

---------

Apropos tilværelsens flygtighed:

Foreningen Generation Gi var blandt dem, der gav penge til Reden i den vildfarelse, at de hjalp ofre for trafficking. I dette tilfælde kan man dog ikke klandre Reden – Generation Gi gjorde selv en dyd ud af, at de gav pengene uden at sætte sig ind i, hvad de gik til.

Det var lægen Erik Hohwü, der startede foreningen, der med stor ståhej og megen medieomtale holdt en stor støttefest i februar sidste år. Foreningens plan var, at den skulle fremme uselviskheden i en ellers forkælet generation, og det skulle foregå ved at samle ind til forskellige formål, der ville blive besluttet hen ad vejen.

Det projekt ser ikke ud til at have meget luft under vingerne. Jeg har været inde på foreningens hjemmeside, og der er ikke registreret nye aktiviteter siden sidste forår, hvor man bekendtgjorde, at generalforsamlingen var udsat til juni. Der er ikke et ord om nye fester eller nye gode formål.

Så sådan er det. Det er slet ikke som nemt at være uselvisk, som folk går og tror.

-----------

Note:

Finansloven for 2010 ligger i skrivende stund ikke på nettet – det gør kun regeringens forslag til den.  Ifølge forslaget (se konto 15.75.70, side 789) bortfalder en ekstraordinær bevilling på 1,3 millioner kroner for 2008 og 2009 planmæssigt i år. Men den øvrige del af bevillingen, 5,1 millioner kroner, opretholdes.

Illustrationer: Besøg denne hjemmeside.

Joan Fisker Hougård er daglig leder af Reden i Århus. Jeg mødte hende til paneldebatten i forbindelsen med forestillingen Kødkarrusellen. Efter debatten kom hun hen til mig og sagde sådan noget som: ”Jeg bryder mig ikke om, at du bruger vores kvinder, men jeg respekterer, at du står frem her.”

I forvirringen nåede jeg ikke at svare ordentligt, men det, jeg ville have sagt, var: ”Back at you – og lidt til. Jeg bryder mig ikke om, at du vil gøre mig kriminel, men jeg har stor respekt for dig og det arbejde, du udfører.” Det kunne jeg sådan set bare skrive til hende på en mail, men der er en pointe med, at jeg istedet fortæller det her.

I indlæggene om Reden København er jeg omhyggelig med at omtale dem som sådan, og ikke bare som Reden, som det ellers er almindeligt. Det er fra min side for at understrege, at min kritik ikke gælder Reden Århus. Synet på verden er nemlig ret forskelligt i de to reder, har jeg forstået, og jeg kan da heller ikke mindes at have hørt nogen fra Reden Århus sige noget, jeg havde nogen væsentlige indvendinger imod. Tværtimod.

Som sexkunde får man et ret stærkt forhold til sexarbejdere – både til den enkelte, man er sammen med, og i hvert fald for mit vedkommende også  til faggruppen som sådan. Så når jeg hører folk udtale sig om prostitution, så er det ikke så meget deres politiske holdninger eller konklusioner, jeg hæfter mig ved, som det er deres indstilling til sexarbejderne. Og specielt deres indstilling til de sexarbejdere, der har det svært – stofbrugerne på gaden og til dels de udenlandske kvinder.

Det er også dem, som kommer i Reden Århus. Joan Fisker Hougård fortalte i paneldebatten om, hvordan de blev behandlet dårligt af myndighederne og sundhedsvæsenet. Jeg kan ikke huske, om hun også sagde, at hun gik ind for en kriminalisering, eller om jeg bare fik det at vide af en anden. Det var ikke det, hun havde i fokus. Det var sexarbejderne.

Ironien er, at hvis alle i kriminaliseringsbevægelsen tænkte som Joan Fisker Hougård, så ville jeg heller ikke selv have så meget imod kriminaliseringen. Jeg har købt masser af sex inden 1999, hvor det faktisk var ulovligt. Jeg tog højde for det, men jeg så det ikke som nogen fordømmelse af mig eller som noget indgreb i mine rettigheder.

Sådan var det heller ikke tænkt. Forskellen mellem dengang og nu er, at hensigten med kriminaliseringen ikke var at gribe ind over for voksne menneskers frivillige aftaler med hinanden. Det var mere sådan et magtmiddel, man havde givet politiet, for at de skulle kunne holde orden i dagligdagen. Hvis en kunde kvajede sig, havde politiet en paragraf ved hånden. Som sådan var det ikke en den bedst tænkelige løsning på, hvordan loven skulle forholde sig til sexarbejde. Det indeholdt en vilkårlighed.

Men det var heller ikke den dårligste løsning. Jeg tror altid prostitution vil falde uden for det omgivende samfunds rammer, og derfor er det også svært at gennemføre en legalisering i den forstand, at alt skal reguleres og sættes i system. Det er også det, man ser i Holland, hvor legaliseringen i virkeligheden har været udtryk for et ønske, man deler med kriminaliseringstilhængerne herhjemme – at skabe orden og at vaske verden ren.

Med en kriminalisering af køberen, men ikke af sælgeren, og håndhævet efter samme principper som før 1999, ville man forholde sig til den realitet, at nogle sexarbejdere er i en svær situation, og at det i de tilfælde er rimeligt at pålægge kunden et ekstra ansvar. Det havde ikke været et fejlfrit system, men det havde været fleksibelt og pragmatisk, og det har altså sin kvalitet.

Jeg kender ikke Joan Fisker Hougårds synspunkter i nærmere detaljer. Men det her er bare for at illustrere, at hvis udgangspunktet virkelig var, at der skulle løses sociale problemer, så ville selv modpolerne – en sexkunde og en leder i KFUK’s sociale arbejde – ikke være så frygteligt langt fra hinanden. I en perfekt verden kunne vi kunne tale os frem til om ikke enighed, så til nogle løsninger, som ville være forbedringer.´

Nu er verden desværre ikke perfekt. Debatten om sexarbejde er sat i gang og bliver holdt ved lige af en ekstremistisk bevægelse, der netop ikke, som før 1999, kan acceptere voksne menneskers frivillige aftaler. Det er en bevægelse, der har fået et stærkt fodfæste på Christiansborg. At løse sociale eller andre problemer i forbindelse med sexarbejde er reelt slet ikke på deres dagsorden, og derfor er det også lige meget, hvad både Joan Fisker Hougård og jeg mener. I en stille stund kan man godt falde i staver over, hvor mange muligheder der går tabt, fordi det er sådan.

Illustrationer: Besøg denne hjemmeside.

”Da 2005 var året hvor vi indførte PCD og dermed elektronisk døgnrapport, er der nu meget præcise tal for hvordan besøgstallet m.m. har været sidste år.”

Sådan skrev Anette Rix, daværende socialrådgiver og i dag leder af Reden København, i en indberetning til Velfærdsministeriet i begyndelsen af 2006. Det her er historien om, hvordan de præcise tal hurtigt derefter blev en klods om på benet på Reden København, så de gjorde alt for at holde dem hemmelige. Og hvordan det lykkedes, så den officielle statistik voldsomt overdriver ikke blot antallet af brugere i Reden København, men også antallet sexarbejdere på gaden i hovedstaden. I den officielle statistik sættes de to ting lig med hinanden.

Grundlæggende er dette indlæg en beskrivelse af dokumentationen for den misinformation fra Reden Københavns side, som jeg i et par tidligere indlæg har beskrevet principperne i og konsekvenserne af. Det er lidt tørt, jeg ved det godt, men det skal med. Der er kun en mindre del af de konkrete dokumenter, der ligger offentligt tilgængelige på internettet. De fleste af dem har jeg set gennem aktindsigter, og nogle ligger kun i papirform. 1)

--------

I november sidste år lagde Servicestyrelsen en ny og opdateret version af notatet ”Prostitutionens omfang og former” ud på internettet. Det indeholder nu også tal for 2007-08, så den sidste 12 måneders periode afsluttes med udgangen af juni 2008. Se notatet her:

http://www.vfcudsatte.dk/page757.asp

Gå ned til side 11, hvor tabellen over udviklingen i gadeprostitution findes. Som det fremgår, er gadeprostitution i både Århus og Odense lige så stille skrumpet i de seneste år. Men i København er det angiveligt lige omvendt. Særligt fra 2005-06 til 2006-07 gik det stærkt. Det var det år, at antallet af sexarbejdere blev fordoblet til 1200.

Velfærdsministeriets ligestillingsafdeling har fået to statistiske indberetninger, der dækker dels 2005 – det var den, jeg citerede i indledningen – og dels en, der omfatter de første syv måneder af 2006. Også den sidste er skrevet af Anette Rix.

I begyndelsen af 2005 anskaffede Reden altså det elektroniske registreringsystem PCD-klient. Det fungerer sådan, at alle kvinder, første gang de kommer i Reden, bliver registreret med nogle stamoplysninger, blandt andet om de er nordiske eller ikke-nordiske. Herefter bliver det noteret, hver gang de træder ind ad døren. På den måde kan man hele tiden følge med i, hvor mange kvinder man har haft som brugere over en periode, for eksempel et år, og hvor mange besøg man har haft i alt.

I 2005 havde man 594 brugere. Der er stor udskiftning i brugerne hos Reden – i 2005 var således 227 nye brugere, og det skal ses i forhold til, at man året forinden skønnede at have i alt 500 brugere. Mange holder altså af forskellige grunde op med at komme igen. De 594 kvinder aflagde i alt Reden København 9135 besøg i 2005 – jeg kalder her dette tal for døgnbesøgende 2)

I august 2006 aflagde Anette Rix igen rapport til Velfærdsministeriet – denne gang for de første syv måneder af 2006. Tallene var en smule lavere, end de havde været i 2005. Antallet af besøg var faldet fra cirka 25 til cirka 23 pr. døgn. Samtidig var tilgangen af nye brugere faldet fra 4,3 om ugen til 4,2 om ugen. Det var små forskydninger, og som Anette Rix rigtigt udlægger det, er besøgstallet i praksis konstant fra det ene år til det andet. Hun regner sammen, at der nu er i alt 721 forskellige kvinder (de 594 fra 2005 plus 127 nye indtil da i 2006), der har benyttet sig af Reden Københavns tilbud siden begyndelsen af 2005. Man kan diskutere relevansen af denne beregning for en periode på 19 måneder, men det er fortsat korrekt opgjorte statistiske oplysninger, der kommer fra Reden København.

Men et halvt år senere, den 9. januar 2007, krydser Reden København en grænse. Her giver de for første gang en offentlig myndighed usande oplysninger om deres besøgstal, og dermed også om de aktiviteter, de udfører for deres bevillinger.  Anette Rix er sammen med forstander Dorit Otzen og den daværende daglige leder af Reden - Stop Kvindehandel Trine Lund-Jensen til møde med nogle medarbejdere i Socialforvaltningen i Københavns Kommune. De tre KFUK-ledere oplyser ifølge referatet, at Reden København i hele 2006 har haft 226 nye brugere, og at de i alt har haft 8734 døgnbesøgende fordelt på 820 forskellige kvinder.

Det er det sidste, der usandt. De 820 svarer til de 226 nye plus samtlige 594 fra 2005. Det er altså antallet af brugere over to år, og ikke antallet af brugere over kun et enkelt år, som kommunen får at vide. Hvor stort det reelle antal brugere er i 2006, fremgår ingen steder. Men antallet af døgnbesøgende er også ved årets udgang lidt lavere i 2006 end i 2005, så når der er kommet 226 nye brugere til, vil der sandsynligvis være cirka lige så mange, der er holdt op med at komme. Otte af de kvinder, som Reden over for kommunen hævder har besøgt dem i 2006, afgik ved døden allerede i 2005. 3)

Endnu nogle måneder senere skal Reden København indberette tal til Servicestyrelsens årlige notat om prostitutionens omfang og former. På det tidspunkt synes teknikken med at regne tidligere brugere med at være ophøjet til et princip, og man er kommet i tanke om, at man også kan tælle brugere fra endnu tidligere år med. Reden København forklarer, at der i perioden har været en fast gruppe på 900-1000 prostituerede, hvortil kom 231 nyregistrerede brugere. Servicestyrelsen regner det sammen til, at der i 2006-07 var cirka 1200 gadeprostituerede i København.  4)

Ifølge oplysninger, som Reden København senere giver, har de på dette tidspunkt registreret cirka 1000, og formentligt færre kvinder i PCD-klient. 5) Reden København skal altså endnu længere tilbage end 2005 for at nå op på tallet 1200, som de i sommeren 2007 hævder har besøgt dem over det seneste år. De har inkluderet kvinder, de ikke har set siden omkring årsskiftet 2003/2004.

I Servicestyrelsens statistik kommer det til at se dramatisk ud. For 2005-06 hedder det, at der er 594 sexarbejdere på gaden i København. For 2006-2007 er tallet 1200 – mere end en fordobling. Skulle Reden København have fulgt samme princip for sine indberetninger i de to år, så havde man anvendt besøgstallet for 2006 ved det sidste tal, og så havde man set tal på samme niveau for de to år, formentligt med en lille nedgang i stedet for den fordobling, som nu fremgår.

Ændringen af opgørelsesmetoden havde for så vidt været forsvarlig, hvis man havde præciseret, at man anvendte en ny metode, hvor man talte forrige års brugere med. Måske kommer de tidligere brugere tilbage på et tidspunkt. Men man forklarer ikke, at man har skiftet opgørelsesmetode, og Servicestyrelsen står tilbage med det indtryk, at de 1200 alle er brugere inden for et år. ”Reden i København oplyste, at de i det forgangne år havde været i kontakt med 1200 kvinder,” skriver konsulent Ann Maskell i et notat, der er udarbejdet i forbindelse med den aktindsigt, jeg har haft adgang til.

Offentligheden bliver først opmærksom på den angivelige fordobling, da Berlingske Tidende skriver om den i sommeren 2008. 6) I mellemtiden var der sket noget, der tyder på, at Anette Rix heller ikke selv var stolt af den indberetning. Under tagstillingmand-kampagnen i marts 2008 oplyste hun således til flere medier, at antallet af døgnbesøgende var vokset med cirka 50 procent fra 2006 til 2007. 7) Denne udvikling hænger for en stor del sammen med en udvidelse af åbningstiden fra september 2006. 8) Men Anette Rix oplyser ikke noget om antallet af forskellige brugere, selv om udviklingen her var endnu mere dramatisk, hvis man skulle tro på Reden Københavns egen indberetning. Dette var altså i en situation, hvor man førte kampagne, og hvor man netop ønskede at skabe et drama.

I sommeren 2008 indberetter Reden på ny tal til Servicestyrelsen, nu til brug for statistikken for 2007-08. Her indberetter man, at der har været 1203 brugere i 2007-08 – altså præcis tre mere end det pæne runde tal, der var indberettet for 2006-07. Reden København er nu gået tilbage til at trække tal ud fra PCD-klient, og tallet 1203 svarer, med en korrektion på en enkelt, til det samlede antal brugere fra og med 2005 til og med juni 2008.

Det sidste fremgår af et svar, som velfærdsminister Karen Jespersen i november 2008 gav på et spørgsmål fra folketingsmedlem Pia Christimas-Møller. Hun bad om at få at vide, hvor mange forskellige besøgende Reden ifølge PCD-klient havde i hvert af årene 2005, 2006, 2007 og første halvår af 2008. 9)

Ministeren indhentede de ønskede oplysninger fra Reden Købehavn selv. Men det er kun tilsyneladende, at Reden København svarer på spørgsmålet – de undgår tværtimod omhyggeligt at besvare det. De fortæller hvor mange døgnbesøgene, de har haft i hvert af årene, og de fortæller hvor mange forskellige kvinder, de har haft ”kendskab til” i de enkelte år. Kendskabet dækker over, hvor mange der står i databasen, og det gør altså også dem, som af den ene eller anden grund ikke er brugere i Reden København længere. Man kan altså ikke umiddelbart se, om der kommer flere eller færre forskellige brugere i Reden København fra år til år. 10)

Men hvis man regner lidt på det, er der alligevel informationer at hente. Som nævnt var der 227 nye brugere i 2005. I 2006 var der, efter korrektioner, 223 nye brugere. I 2007 var der 239 nye brugere. Ifølge en artikel på Altinget.dk har man ved udgangen af 2008 registreret cirka 1300 kvinder, og det svarer til, at der i 2008 kom cirka 250 nye brugere ind i databasen. Tilgangen af nye brugere har altså kun været svagt stigende.

En anden parameter er antallet af besøg pr. døgn. Det var som nævnt 25 i 2005, og i 2006 nåede det op på 24, da de sidste måneder var talt med. I 2007 er åbningstiden som nævnt udvidet, og der er cirka 36 besøgende pr. døgn. 9) I første halvår 2008 når det op på 37. Det ser altså ud til, at Reden har fået lidt flere brugere de seneste år. Men der ikke noget der ligner en fordobling eller ”en eksplosion” i besøgstallet, sådan som Altinget.dk vinkler historien. Uden protester fra Anette Rix, der tværtimod kommer med malende beskrivelser af, hvor ”sindssygt” det er. 11)

--------------

Så vidt Redens besøgstal. Det synes gennem flere år at have ligget nogenlunde konstant på 600 forskellige brugere om året. Men der er en anden stor fejl i den måde det bliver udlagt på: De er langt fra sexarbejdere alle sammen, sådan som det fremgår af Servicestyrelsens statistikker og talrige artikler i pressen.

Reden er åben for alle kvinder. Ikke blot sexarbejdere, men også hjemløse, stofbrugere og andre, der har brug for et værested. Reden i Århus har i deres indberetning til Servicestyrelsen sondret mellem sexarbejdere og andre brugere, og man skønner, at ud af 137 brugere er 60 – altså under halvdelen – sexarbejdere. 12) Hvis det samme forhold gælder hovedstaden, er der 250-300 sexarbejdere blandt Reden Københavns brugere.

Der er en anden måde at gøre det op på. I Reden i København er langt de fleste af de kvinder, der er registreret i PCD-klient, danske. I både 2005 og 2006 var kun cirka 20 procent af de døgnbesøgende ikke-nordiske kvinder. Det er senere – under megen medieomtale – vokset til cirka 45 procent. 13) Resten skal altså være danske. Regnet ud fra et årligt besøgstal på cirka 600 er der tale om cirka 350 danske kvinder alene i 2008.

Her er et stykke research, som alle kan foretage på egen hånd: Gå en tur gennem Skelbækgade, Halmtorvet og Istedgade. Der er meget få danske sexarbejdere. Gaden er overtaget af afrikanske og østeuropæiske kvinder, sådan som Reden København da også i andre sammenhænge selv beskriver det.

Nanna Gotfredsen fra Gadejuristen anslog på Københavns Universitets konference om prostitution i december sidste år, at man hver aften møder mellem tre og fem danske sexarbejdere på arbejde på gaden. 14) Antag, at der i løbet af et helt døgn er dobbelt så mange, det vil sige mellem 6 og 10 danske sexarbejdere, på gaden. Ifølge helt friske tal fra Norge arbejder aktive sexarbejdere på gaden hver ottende eller niende dag. 15) Hvis Gadejuristens skøn holder, er der altså kun mellem 50 og 100 aktive danske sexarbejdere på gaden i København. Resten, op til de 350, kan have nok så alvorlige problemer, men de har ikke noget at gøre i en statistik om sexarbejde.

Hvis alle anslået 250 ikke-nordiske brugere er sexarbejdere, vil der efter denne måde at regne på være 300-350 sexarbejdere blandt Reden Københavns brugere. Altså cirka det samme tal som før.

Og det er det tal – cirka 300 – man havde kunnet læse i statistikkerne om sexarbejde, hvis Reden København havde givet korrekt information. Men det har de altså ikke gjort, og nu står der 1200. Fire gange så mange.

Tidligere indlæg i serien:

Redens falske tal

Dorit Otzens egen målestok

------------ 

Kilder og noter:

1) Aktindsigten i Velfærdsministeriet omfatter al korrespondance mellem ministeriet ligestillingsafdeling og de forskellige afdelinger af KFUK Reden fra 2003 til ca. maj 2008. Aktindsigten i Københavns Kommune omfatter arbejdet i forbindelse med udarbejdelsen af kommunens redegørelse om prostitution fra 2007. Aktindsigten i Servicestyrelsen omfatter udarbejdelsen af 2007-versionen af notatet ”Prostitutionens omfang og former” samt opgørelsen af, at de opsøgende sociale organisationer i relation til indsatsen mod menneskehandel har mødt 250 kvinder i 2007, sådan som Velfærdsministeren oplyste det til Folketinget for snart et år siden.

2) Begrebet ”døgnbesøgende” anvendes ikke af Reden selv. Jeg anvender det her for at det nemmere at skelne fra antal forskellige kvinder, der besøger Reden, og der var der altså i 2005 tale om 594 forskellige kvinder. Besøgende registreres højst en gang pr. døgn, uanset om de benytter Reden en eller flere gange inden for dette døgn.

3) Denne oplysning fremgår af indberetningen for året 2005.

4) Notatet om prostitutionens omfang og former fra sommeren 2007 findes ikke længere på nettet. Tallene går dog igen i 2008-notatet, som der er linket til i begyndelsen af dette indlæg.

5) Se velfærdsminister Karen Jespersen svar til Pia Christmas-Møller (note 9). Ved udgangen af 2006 var der registreret 817 brugere i PCD-klient, mens der ved udgangen af 2007 var registreret 1056 brugere. Hvis de nye brugere er kommet jævnt hen over året, har der midt på året, da indberetningen blev foretaget, været registret cirka 940 brugere.

6) Se artiklen i Berlingske Tidende her.

7) Se for eksempel denne artikel i Politiken. Nyhedsavisen refererede Anette Rix for samme oplysning. Af begge artikler fremgik, at Reden København i 2007 havde 247 flere besøgende end året før. Tallet harmonerer ikke med øvrige oplysninger fra Reden København, som jeg har spurgt om, hvad tallet betød, uden at få et svar.

8) Åbningstiden blev udvidet fra september 2006, oplyste Anette Rix i notatet fra august samme år. Man forventede, at det ville give en umiddelbar stigning i besøgstallet. Der var også tale om en stigning i slutningen af året, om end denne var af mindre størrelse.

9) Se svaret til Pia Christmas-Møller her.

10)  Af svaret kan man se, at tallet er højere for første halvår 2008 end for hele 2007. Det kan ikke være anderledes, da der jo hele tiden kommer nye brugere ind i systemet, uden at man sletter dem, som er holdt op med at komme. Men det forhold, at der er registreret et større antal forskellige brugere over et halvt end over et helt år er en indikator for, at tallene ikke viser aktuelle brugere, sådan som Pia Christmas-Møller bad om, og sådan som flere medier også har udlagt teksten.

11)  Artiklen på Altinget.dk er ikke offentligt tilgængelig, men det hedder blandt andet i den: ”Antallet af kvinder, der har besøgt værestedet Reden i København i løbet af 2008, er eksploderet i forhold til tidligere år. Tre uger, før året er omme, har værestedet registeret knap 1.300 kvinder, hvilket er en markant stigning i forhold til 2007, hvor 1.056 kvinder besøgte Reden. Og det er der flere gode grunde til, fortæller socialrådgiver på Reden Anette Rix. (…)"Forrige weekend var vi 72 brugere på en gang. Og vi råder over en stue, der samlet er omkring 50 km2. Det er helt sindssygt. Mit personale kan ikke sidde ned. Så vi har simpelthen så travlt, og det giver rigtig mange konflikter blandt kvinderne, blandt andet fordi personalegruppen simpelthen knap nok kan følge med. Det er helt ude i hampen," fortæller Anette Rix.”

12)  Se notatet om prostitutionens omfang og former (link i første del af dette indlæg).

13)  Flere medier beskrev sidste år, at der nu var en større andel af udlændinge blandt Reden Københavns brugere. Se blandt andet den i note 7 nævnte artikel i Politiken. I september havde Information fat i samme emne, og her konkluderede den radikale Lone Dybkjær, at sexkøb skulle forbydes.

14)   Læs om konferencen her hos Sus Luder og her hos mig selv. Læs om Gadejuristen på organisationens hjemmeside.

15)   Læs den norske rapport, "Mangfoldig marked. Prostitusjonens omfang, innhold og organisering" af Marianne Tveit og May-Len Skilbrei her. Se tabellen side 64. Man anslår, at der på et døgn er 135 gadeprostituerede (”ute”) og at der på et år er 1157. Hvis det er rigtigt, er gadeprostituerede i gennemsnit på arbejde hver 8,6’ dag.

Illustrationer: Besøg denne side.

Fra 2005 til 2009 er statens bevilling til Reden København vokset fra 1,5 millioner kroner til 6,4 millioner kroner. Der er ingen tvivl om, at denne udvikling har sammenhæng med de mange historier i medierne de seneste år om de afrikanske og østeuropæiske kvinder, der trækker på gaderne på Vestebro. Politikerne har, i de fleste tilfælde givet vis af et godt hjerte, ønsket at hjælpe disse kvinder.

Men politikerne står tilbage med en lang næse. Det fremgår af en højest bemærkelsesværdig artikel i Jyllands-Posten tirsdag. Udenlandske sexarbejdere har slet ikke adgang til det sted, man giver penge for at hjælpe dem. ”Reden i København har ikke plads eller ressourcer til at byde gadens udenlandske prostituerede indenfor,” hedder det i artiklen.

Daglig leder Anette Rix giver tre forskellige forklaringer.

·   Besøgstallet er i de seneste år vokset så kraftigt, at man ikke har plads til alle.

·   Man har ikke kompetencerne til at hjælpe de udenlandske kvinder – det gør Reden International bedre.

·   Reden er et såkaldt paragraf 110-tilbud, og man må kun tage imod de udenlandske kvinder, hvis de har et akut problem.

Det første udsagn er slet og ret forkert. Det harmonerer ikke med de øvrige oplysninger, som Reden København giver. Antallet af daglige besøgende tog et spring fra 2006 til 2007, men det var samtidig med, at man udvidede åbningstiden. Bortset fra dette har der ikke været nogen betydelig vækst i antallet af besøg i Reden, og målt i forskellige besøgende kvinder pr. år var der heller ikke synlig fremgang, fordi man udvidede åbningstiden.

Men det er det sidste udsagn fra Anette Rix, der er det mest absurde. Bliver en udenlandsk kvinde, der ønsker at komme ind i Reden, krydsforhørt om sine behov, inden hun bliver lukket ind?

Og hvis Anette Rix anser sine kolleger i søsterorganisationen Reden International som særligt kompetente, så må hun også tro på deres udsagn om, at næsten alle udenlandske kvinder på gaden er ofre for menneskehandel. Det er vanskeligt at forestille sig et menneske i mere akut nød, end en kvinde, som kriminelle tvinger til at have sex med adskillige fremmede mænd hver dag.

Den omtalte paragraf 110 (i lov om social service) siger følgende:

Det er altså lederen selv – Anette Rix – der bestemmer, om en kvinde skal lukkes ind. Det bestemmer hun åbenbart, at de udenlandske kvinder ikke skal. Naturligvis kan en leder ikke misbruge stk. 3 til at hjælpe hvem hun vil. Hun skal stadig overholde lovgivningen, og herunder bestemmelser om at hjælpen går til borgere med lovligt ophold i Danmark. Men Reden betoner i alle sammenhænge, at det er et anonymt tilbud. Det er under den forudsætning, at Reden får støtte fra staten og kommunen, og Anette Rix har meget vide rammer til at foretage et bedste skøn. Ingen kan komme efter hende, hvis hun skønner forkert.

Men Anette Rix foretager ikke et bedste skøn. Hun sorterer efter nationalitet. Danskere ind, udlændinge ud.

Og hvornår er Reden i det hele taget blevet et botilbud for hjemløse? Her er, hvordan Reden beskriver sig selv på sin hjemmeside:

”Et være- og rådgivningssted åbnet i 1982 for prostituerede kvinder, hvoraf næsten alle er stofmisbrugere. Kvinderne kan henvende sig anonymt, og Reden tilbyder tryghed og personlig omsorg - og hjælp til at forlade prostitution og stofmisbrug, hvis kvinderne ønsker det. Der er også et nathjem med plads til 12 hjemløse kvinder.”

Reden har altså overnatningspladser. Men det er først og fremmest et værested, og i den sammenhæng får det ikke støtten efter paragraf 110.

Dertil kommer, at Reden modtager store private, frivillige bidrag. Dem må man kunne bruge uden at være underlagt loven om social service. Et nyligt frivilligt bidrag kommer fra Generation Gi, der har samlet godt 300.000 kroner ind. Læs her, med Anette Rix’ egne ord, hvordan de penge bliver anvendt. De går for eksempel til hårbalsam, til en tur i Tivoli eller til rideture på Amager.

Så det er situationen her. Mens Anette Rix rider rundt på Amager med sine danskere brugere, bliver de udenlandske sexarbejdere afvist ved døren hjemme på Gasværksvej.

I hvert fald hvis man skal tro på Anette Rix selv. Hvilket man skal være meget forsigtig med. Reden har gentagne gange løjet om, hvor mange udenlandske brugere, de har. Jeg vender tilbage til det i et senere indlæg. Enhver kan gå gennem Skelbækgade, Halmtorvet og Istedgade og ved selvsyn konstatere, at langt de fleste sexarbejdere på gaden i dag er udenlandske. Så meget sværere er det for Reden at forklare, hvorfor kun et mindretal af deres brugere er fra udlandet.

Men der er gode grunde til, at det er sådan. En meget stor del af Redens brugere er ikke sexarbejdere. Det er også muligt, at der er mange af de udenlandske sexarbejdere, der ikke ønsker at bruge Reden. Hvad end kun det første, eller begge dele, er tilfældet, er det pinligt for Reden. De er ikke den institution, de hævder at være.  De hjælper nogle hjemløse kvinder, og det er jo kun godt. Men de er ikke den institution, der specifikt støtter sexarbejdere på gaden. Og fordi de har løjet om det, har offentligheden fået et meget forkert billede af, hvad gadeprostitution i København anno 2009 er. Rent bortset bortset fra, at der altså er sexarbejdere på gaden, der ikke får den støtte, som politikerne med god ret tror, de har bevilget penge til.

Guderne må vide, hvilken interesse Reden har i at melde ud, som de nu gør. Måske fisker de efter større bevillinger til Reden International. Måske er de begyndt at opfinde en forklaring på, at de har så få udenlandske brugere. Måske er det noget helt tredje. Men uanset om Reden rent faktisk afviser udenlandske kvinder ved døren eller ej, så er det meget kendetegnende, at de hellere vil sige dét, end at de vil fortælle ærligt og redeligt, hvem de hjælper og hvem de ikke hjælper i dagligdagen.

Et står fast: Anette Rix’ forklaringer er de rene udflugter. Lige så meget som rideturene på Amager er det. Fra i dag, efter at have læst artiklen i Jyllands-Posten, kan politikerne ikke længere hævde uvidenhed.

Læs også tidligere indlæg:

Redens falske tal

Dorit Otzens egen målestok

Illustrationer: Besøg denne side.

I forrige uge var der fest i København. Lægen Erik Hohwü havde arrangeret en støttefest for Reden, og man kan forstå af kommentarerne på hans profil på facebook, og på et blogindlæg fra Urbans klummeskriver Gertrud Thisted Højlund, at det var en stor succes for så vidt, at alle var særdeles godt tilfredse med sig selv, da de gik hjem.

Også for Redens brugere var det en god aften. De får nu blandt andet et ny fladskærmv for de godt 300.000 kroner, der blev samlet ind. Det fremgik af et indslag i Aftenshowet på DR1 (find indslaget ”Reden”  fra den 25. februar i menuen til højre), hvor Erik Hohwü overrakte Redens daglige leder Anette Rix et stort stykke pap med det præcise beløb på. Det med fladskærmen kom af et lidt akavet øjeblik, da Anette Rix vistnok blev overrumplet af spørgsmålet om, hvad pengene skulle bruges til, og hun ikke kunne komme i tanke om andet. Erik Hohwü kom hende dog hurtigt til undsætning og fastslog, at der ikke var nogen snor i hjælpen, og at Reden måtte bruge den på softice, hvis de ville.

Seere med en minimal kritisk sans vil måske mene, at diskussionerne om fladskærme og softice først og fremmest afspejler en organisation, der ikke har noget påtrængende behov for støttefester. Anette Rix beklagede sig i indslaget over en tendens i tiden til, at der ikke bliver givet penge til socialt arbejde. Det er en meget speciel udtalelse fra en leder af en institution, hvis bevilling på finansloven er blevet mere end firdoblet over de seneste fire år, og som i samme periode også har fået forhøjet sit kommunale tilskud. Foruden ved de frivillige bidrag, der kommer fra forskellige kilder.

Helt uanset hvad man mener om Reden og dens ledelse, så kunne det være nyttigt med en objektiv diskussion af ressourcefordelingen i den hjælp, man giver til gadens kvinder i Hovedstaden. En debattør, der kalder sig Tøzen, har lidt indirekte taget hul på denne diskussion på Sus’ blog. Sus skrev et indlæg om festen, inden den blev afholdt, og i den lange efterfølgende debat forsvarede Tøzen Reden. Efter at Sus havde skrevet noget syrligt om fladskærmen, bød Tøzen ind med følgende kommentar:

”Puhhhhh....hvor ER rønnebærrene bare sure, hva` Sus!”

Tøzen antyder, at det er misundelse, der driver Sus, og vel dermed SIO, i holdningen til festen. På den måde at stille Reden og SIO op over for hinanden er meget interessant: Reden har et antal brugere, som konsekvent bliver fremstillet som ofre uden kontrol over deres egne liv. Hvad de selv mener, hører man aldrig om, med mindre de påtager sig offerrollen. I det tilfælde bliver de til gengæld promoveret vidt og bredt. Over for det står SIO, som er en forening af sexarbejdere, der insisterer på at have en egen vilje i det, de gør.

Pengene vælter ind til Reden, og de bliver brugt som eksperter i officielle sammenhænge. SIO får ikke en krone, og det officielle Danmark vil ikke kendes ved dem. Man elsker dem, der underkaster sig, men man hader og frygter dem, der ranker ryggen og trodsigt står ved, hvad de gør.

Nogle gange har jeg tænkt, at der er en meget simpel måde at få debatten om prostitution til at falde til ro på. Vi kan gøre præcis det samme, som vi gør nu. Men vi skal sige noget andet. Sexarbejderne skal sige: Ja ja, vi er ofre for alt, for en ulykkelig barndom, for vores mænd og kærester, for finanskrisen og for klimaforandringerne. Og vi kunder skal sige: Ja, vi har onaneret i sexarbejderes kroppe, og vi har gjort det mange gange, og ganske uden hensyn til dem. Men vi kan ikke lade være, og vi fortryder det. Dybt og inderligt.

Sagde vi sådan, skulle det med kriminaliseringen nok gå i sig selv. Den bekvemme tryghed ville brede sig igen på borgen, på slotsholmen, i kvindebevægelsen, på venstrefløjen og ikke mindst i Reden. Men prisen ville være vores eget selvværd. Man kan sige, at debatten i virkeligheden ikke handler om prostitution eller ej, men om retten til selvstændighed. Spørgsmålet er, om vi skal underlægge os elitens normer og moralbegreber, eller om vi må forsvare vores egne, med stolthed.

Det er vel også derfor, at det, som tilsyneladende er en debat om prostitution, har så bred en appel. Det med at underkaste sig – at gøre sig selv til offer for at blive accepteret – er moderne. Jeg skal tilstå, at det ikke er min helt egen tanke: Jeg blev inspireret, fordi jeg så den engelske komiker Ricky Gervais causere over det hos John Stewart forleden.

Illustrationer: Besøg denne side.

Mit udgangspunkt for at have undersøgt Redens besøgstal er debatten om sexarbejde. Det er der min interesse ligger, og jeg vil ikke gøre mig til for andet. Men når man skal se på konsekvenser af Reden Københavns misinformationer, så må man træde et skridt tilbage og se på, hvor de rammer mest alvorligt. Og det er i den gruppe, der er Reden Københavns brugere: Sexarbejdere, stofbrugere, hjemløse med flere.

Dette er andet indlæg i serien om Redens falske tal. Læs første indlæg her. Den korte pointe er altså for det første, at Reden København i sine statistikker medregner et stort antal kvinder, som de ikke har set i årevis, og for det andet at de undlader at oplyse om, at langt fra alle deres brugere er sexarbejdere. På den måde kommer antallet af sexarbejdere på gaden i København i de officielle opgørelser til at fremstå som adskillige gange større, end det reelt er.

Forstander Dorit Otzen nævnte i en artikel i Information den 25. november sidste år, at der i løbet af blot en uge havde været tre dødsfald blandt brugerne. 1) Det var muligvis en dramatisering under pres fra en kritisk journalist. Men sandt er det, at der er mange dødsfald blandt disse kvinder. 2) Samlet set taler vi om en af de mest socialt belastede grupper i samfundet, hvis ikke dén mest belastede, uanset om de tjener penge på at sælge seksuelle tjenester eller ej.

Det er også muligt, at de får en fortrinlig hjælp i Reden København. Men pointen er – man ved det ikke. Politikerne, der giver penge til Reden København, prioriterer i blinde, og endda uden at vide, at de er blinde. De tror, de er informerede, men de er det ikke. De har tværtimod fået forkerte oplysninger.

Det er almindelig kendt, at det i dag overvejende er udenlandske kvinder, der trækker på gaden. Men der er en simpel og logisk konsekvens af dette, som offentligheden af en eller anden grund ikke er opmærksom på – nemlig at der ikke er så mange danske sexarbejdere på gaden som tidligere. Det betyder også, at der ikke er mange ”narkoludere” tilbage. Vi taler måske om 100 stofbrugende kvinder på landsplan, der i større eller mindre grad tjener penge på sexarbejde. 3) 4)

Det er en meget bemærkelsesværdig udvikling. Det er hele billedet af gadeprostitution, der har ændret sig på få år.

Men det er ikke kun journalister, politikere og debattører, der har overset udviklingen. Det gælder også i det socialfaglige system. Uvidenheden kom meget godt til udtryk, da Servicestyrelsen i november sidste år udgav publikationen ”Prostitution og stofmisbrugs-behandling.”  5) Forfatterne tager udgangspunkt i oplysninger fra de tre Reder om, at der er 900 stofbrugere i gadeprostitution i Danmark.  Der er indikationer på, at sexarbejde på gaden gør livet værre, selv for kvinder, der i forvejen har meget tunge problemer, så det er for så vidt velbegrundet at tage emnet op. 6) Servicestyrelsen overser bare en vigtig ting: Nemlig at der langt fra er 900 stofbrugende sexarbejdere på gaden. Hvis der er 100, er det nok så interessent, hvad de øvrige 800 laver.

De 800 kvinder er nemlig reelle nok. De findes, de har bare ikke været i Reden København i årevis, og/eller de er ikke sexarbejdere.  Stofbrugende kvinder kunne tidligere tjene en masse penge på sexarbejde, som de ikke længere kan tjene. Måske er det i sidste ende bedst for dem selv, at de er blevet presset ud af markedet. Måske er det dårligt for dem, og de lever af forskellig kriminalitet og tiggeri, der gør, at de risikerer straf. Uanset hvad, så findes de derude, og de har det sikkert ikke godt. Men Servicestyrelsen har troet på Reden Københavns tal og er ikke opmærksomme på, at det sociale billede har ændret sig.

Meget større viden har man i virkeligheden ikke om de udenlandske sexarbejdere, der har overtaget gaden. De er meget omtalte, og der er store diskussioner om, om de er ofre for menneskehandel eller ej. Men læg mærke til en ting, når aviserne skriver om dem: Der er ingen viden om, hvordan de rent faktisk har det, uanset hvilke ofre de måtte være forbrydelser for.  Man bliver heller ikke klogere af at læse på hjemmesiderne for Reden København eller Reden International. 7) Heller ikke Velfærdsministeriet får oplysninger af denne art fra Reden København.

En artikel i The Spectactor i 2003 hævdede, at de sexarbejdere, der kom fra Rumænien, typisk var de stærke – ellers var der ingen, der ville bruge penge på at sende dem til Vesten. Artiklen er ikke helt ny, og den indeholder visse fejl, der svækker dens troværdighed. 8) Men der er en logik i pointen, og den kan være dækkende for nogle grupper af udenlandske sexarbejdere. Omvendt er illegale indvandrere, som er sexarbejdere, en af de meget udsatte grupper 9), og i hvert fald nogle afrikanske sexarbejdere kommer med meget tunge problemer i bagagen. 10)

Men man ved altså ikke, hvordan de udenlandske sexarbejdere på gaden trives eller ikke trives. Det er informationer, der ikke kommer ud af Reden København, som i det hele taget er meget påholdende med at give oplysninger om deres udenlandske brugere, og især om antallet af dem. På dette punkt har Reden givet lodret usande oplysninger til velfærdsminister Karen Jespersen, der har bragt dem videre i et svar til Folketinget. Det vender jeg tilbage til i nogle senere indlæg.

Mens Reden København har misinformeret myndighederne og offentligheden, er det gået godt med at trække tilskud til sig. Reden København fik i 2005 1,5 millioner kroner fra staten, men det tal er i 2009 vokset til 6,4 millioner kroner. 11) Som en del af dette fik Reden København i 2006 opfyldt et længe næret ønske om at få en permanent driftsbevilling på 4,5 millioner kroner. 12) Også tilskuddet fra Københavns Kommune er vokset. 13)

Den statslige støtte kommer fra den såkaldte satspulje, der opstår ved, at man tager 0,3 procent fra stort set alle overførselsindkomster. Det giver for tiden omkring 550 millioner kroner om året, som grundlæggende anvendes til formål, der støtter svage grupper ved hjælp af tiltag under flere forskellige ministerier.  14) Men der er altså tale om et matematisk beregnet beløb af en given størrelse, og de penge, som en part får, må en anden part undvære.

Havde politikerne vidst, hvad de havde med at gøre, havde de måske brugt nogle af midlerne til tilbud, der var mere målrettede til stofbrugere og hjemløse. Mere vigtigt – måske havde de også ladet bevillingerne komme mænd til gode. Kun kvinder har adgang på Rederne, og det giver mening, når man ser det som et fristed for sexarbejdere fra gaden. Men det giver ikke mening, når man ser det som et værested for stofbrugere og hjemløse.  Vi lever altså i en tid, hvor hjemløse dør på gaden, selv om der ikke meget fokus på det. 15)

Personligt har jeg ingen som helst berøring med hverken stofbrugere, hjemløse eller sexarbejdere på gaden. Jeg ved derfor heller ikke, om der mangler tilbud til dem. På det punkt er jeg i båd med de fleste danskere, og det gør det svært at vurdere tyngden af den skandale, Reden København er centrum for med sin misinformation.

Men en metode er at bruge den målestok, som Dorit Otzen selv tog i anvendelse på, da hun i artiklen i Information nævnte dødsfaldene blandt brugerne. Hun forsvarede, at Reden København arbejder for at få kvinderne ud af prostitution, uanset hvad kvinderne selv mener. Dorit Otzen sagde: ”Det er da klart. For du dør. Vi har haft tre dødsfald i den her uge. Og er det gamle kvinder? Nej, det er det ikke. Er det målet? Nej. Du får aldrig mig til at forsvare prostitution. Jeg har aldrig set det være godt for noget eller nogen.”

Dorit Otzens argumentation vender direkte tilbage til hende selv med en benhård konsekvens. Lige så berettiget hendes argumentation om dødsfaldene er, lige så vigtigt er det, at tiltag i forhold til målgruppen er saglige og velfungerende, og lige så stor en personlig skyld har hun pådraget sig med den misinformation, hun som leder af Reden København har ansvaret for.

Denne ligefremme sammenhæng må også mane til eftertanke hos de politikere og offentlige institutioner, som normalt stoler på Dorit Otzen og det billede, hun fremlægger af sexarbejde. Hvordan disse politikere og institutioner håndterer sagen om Reden Københavns misinformation vil vise, hvordan de vægter hensynet til nogle af samfundets allermest udsatte over for de politiske interesser i debatten om sexarbejde.

--------

Kilder og noter:

1)  Se artiklen fra Information her.

2)  Af en indberetning fra Reden København til Velfærdsministeriet om året 2005 fremgår det, at der var otte dødsfald blandt 594 forskellige brugere det år. Af en ny indberetning for de første syv måneder af 2006 fremgår ingen dødsfald. Fra da, og frem til den aktindsigt, jeg har set, blev søgt i maj 2008, har der ikke været statistiske indberetninger af den art.

3)  Jeg vil i et kommende indlæg vende tilbage til skønnet på 100 stofbrugende sexarbejdere på gaden i hele Danmark. Det er blandt andet baseret på oplysninger fra Gadejuristen, der også arbejder i miljøet, under konferencen om prostitution på Københavns Universitet i december, og på oplysninger fra Reden Århus om, at under halvdelen af deres brugere er sexarbejdere. Se den præcise oplysning fra Reden i Servicestyrelsens notat ”Prostitutionens omfang og former". Men jeg skal understrege, at der er tale om et skøn, og at det præcise tal kan være både større og mindre.

4)  Politiken bragte for eksempel den 18. august sidste år en artikel, hvor Hans Otto Sano og Birgitte Kofod Olsen fra Institut for Menneskerettigheder som en selvfølge konstaterer, at ”narkoprostitution og kvindehandel er voksende problemer.” Begge dele er udokumenterede, og i hvert fald det første er altså også forkert. Artiklen ligger ikke på internettet.

5)  Se publikationen her.

6)  Blandt andet Ine Vanwesenbeeck finder sådanne indikationer i sin store undersøgelse fra 1994, ”Prostitutes well-being and risks’”. Læs om undersøgelsen her. Servicestyrelsen baserer sig dog hovedsagligt på de sædvanlige udokumenterede postulater om generelle skadevirkninger af sexarbejde, og på udsagn fra to stofbrugende sexarbejdere fra gaden. Disse to gætter jeg på er udvalgt af Reden København.

7)  Se hjemmesiderne for Reden København (under opdatering i skrivende stund) og Reden International.

8)  Læs ”Happy hookers of Eastern Europe” fra The Spectator. Artiklens konklusion hviler basalt set kun på en enkelt kilde, der dels udtaler sig selv, dels refereres af en anden kilde. Samtidig indeholder artiklen nogle faktuelle fejl.

9)  Også dette er en af Ine Vanwesenbeecks konklusioner, se note 6.

10) Læs for eksempel May-Len Skilbreis ”Afrikanske drømmer på europeiske gater”.

11) Se Redens bevillinger på finanslovene for 2005 og 2009.

12) Om Redens ønske om en fast driftsbevilling, læs for eksempel baggrund og formål på side 3 i denne rapport, som Reden lod uarbejde i 2005.

13) Jeg kan desværre ikke finde referater om merbevillingen fra Københavns Kommune, men den skulle gå til en udvidelse af åbningstiden fra og med efteråret 2006.

14) Læs loven om satspuljemidlerne her.

15) Politikens trykte udgave omtalte juleaftensdag 2007, at udenlandske hjemløse døde på gaden, og at velfærdsminister Karen Jespersen ikke ville give kommunerne tilladelse til at hjælpe dem, fordi de ikke hører ind under dansk social lovgivning. Jyllands-Posten havde juleaftensdag sidste år fat i samme emne.

Illustrationer: Besøg denne side.

Omfanget af gadeprostitution i København er steget voldsomt de seneste år. Vi har hørt det igen og igen i medierne, og da Berlingske Tidende sidste sommer faldt over en statistik fra Servicestyrelsen, blev der sat tal på: Der er tale om en fordobling, fra cirka 600 til cirka 1200 sexarbejdere på gaden på blot et par år.

Men det er ikke rigtigt. Tallene er opgjort som det antal sexarbejdere, Reden København har mødt i løbet af det pågældende år. Men Reden har misinformeret, og det er ikke misinformation i bagatelklassen: Ud af de i alt cirka 1400 gadeprostituerede i Danmark, som den officielle statistik taler om, findes mindst 500, og måske helt op til 1000, i virkeligheden slet ikke. Det er sexarbejdere, som KFUK-organisationens afdeling i hovedstaden i strid med sandheden påstår, at de møder. Reden København ligger inde med præcise tal for, hvor mange der besøger dem i løbet af et år, men disse tal holdes hemmeligt.

Der er ofre for Reden Københavns misinformation. Det gælder hundredvis af kvinder på gaden – ikke blot sexarbejdere, men også stofbrugere og hjemløse – som måske ikke har fået en hjælp, der var målrettet deres behov. Sexarbejdere og -købere har i debatter i medier, til konferencer og i Folketinget på et falsk grundlag fået skyld for en eskalerende social tragedie. Befolkningen og politikere er via medierne ført bag lyset og har fået helt forkert billede af, hvordan sexarbejde udvikler sig i disse år. Et helt konkret offer er velfærdsminister Karen Jespersen. Hun har over for Folketinget gengivet dele af Reden Københavns falske oplysninger, og det må en minister i ikke. Hun kan have brudt ministeransvarlighedsloven.

Reden København er selv den umiddelbare vinder i det hele. Den har haft politisk medvind og fået folk til at se udviklingen i sexarbejde sådan, som Reden København ønsker, de skal se det.  Også økonomisk er det gået godt. Statens tilskud til Reden København er år for år blevet øget, fra 1,5 millioner kroner i 2005 til 6,4 millioner kroner i 2009, hvortil kommer, at også Københavns Kommune har øget tilskuddet.

Reden København giver meget få oplysninger om sit arbejde på sin hjemmeside. Heller ikke af andre offentligt tilgængeligt kilder kan det dokumenteres, at Reden København misinformerer myndighederne og offentligheden. Men dette og nogle kommende indlæg bygger, foruden ved de offentligt tilgængelige oplysninger, på aktindsigter i henholdsvis Velfærdsministeriets ligestillingsafdeling, Københavns Kommune og Servicestyrelsen, som jeg har haft adgang til at bladre igennem.

Jeg har researchet på dette emne i snart et år, og jeg har flere gange skrevet udkast til indlæg om den dokumentation, jeg har samlet. Men det er enormt kompliceret, og der er mange detaljer, som er vanskelige at formidle. Derfor deler jeg det nu op i flere indlæg. I dag fortæller jeg kun helt overordnet, hvordan Reden København manipulerer, når organisationen giver oplysninger om omfanget og arten af sit arbejde. I senere indlæg vil jeg komme ind på konsekvenserne af den på overfladen banale sag om misinformation, ligesom jeg vil beskrive dokumentationen nærmere.

Blog-mediet er endnu for nyt til, at der har udviklet sig en sædvane for, hvor bloggere skal forholde sig til love og regler om medieansvar. Spørgsmålet er, i hvilket omfang vi overhovedet skal forholde os til dem – man kan sige, at formen, hvor enhver frit kan lægge kommentarer, gør alt vedrørende kritiserede parters ret til at komme til orde mindre relevant. De kan jo lægge en kommentar som alle andre, hvis de er utilfredse.

Men jeg gør det sådan, at jeg på forhånd sender indlæggene til seks personer, der repræsenterer institutioner, som jeg direkte eller indirekte kritiserer i de forskellige indlæg. De får hver gang et par dage til sende kommentarer retur, og hvis de gør det, vil kommentarerne blive offentliggjort i selve indlæggene efter min tekst. De seks personer er: Forstander Dorit Otzen og daglig leder Anette Rix fra Reden København, velfærdsminister Karen Jespersen, afdelingschef Vibeke Abel fra Velfærdsministeriets ligestillingsafdeling, og endelig fra Servicestyrelsen direktør Palle Lund og faglig leder Ole Thomsen.

--------

Jeg skal snart have et nyt køleskab. Måske køber jeg det hos Køle-Møller på Frederiksberg. Hvis jeg gør det, bliver der sikkert oprettet en post på mig i forretningens kundekartotek. Det er fornuftigt at have sådan et kartotek, og det gør det også mere bekvemt for kunden selv, hvis han eller hun kommer igen.

(Jeg skal understrege, at Køle-Møller og hans kundekartotek er et opdigtet eksempel, som jeg kun bruger, fordi det er godt til at illustrere problemstillingen. Jeg har kun hørt godt om forretningen.)

Lad os sige, at det af en eller anden grund blev meget vigtigt for politikerne at vide noget om, hvordan folk køber og bruger køleskabe. De får embedsmændene til at ringe til nogle af de store forretninger, der formodes at have forstand på det, for at få hjælp. Køle-Møller oplyser hvor mange kunder, der står i hans kartotek. Det tal sender embedsmanden videre til politikerne, og det kommer også til at stå i aviserne.

Men det er en misforståelse, fordi man på den måde ikke kun regner de aktuelle kunder, men også alle de tidligere kunder, med. Folk føler sjældent nogen særlig tilknytning til en forhandler af hårde hvidevarer. Hvis de flytter, ringer de ikke til butikken og siger: ”Nu skal I ikke regne med at se mig mere”. Det betyder, at kundekartoteket bare vokser og vokser, med mindre butikken selv sletter de ældste poster. Selv hvis ni ud af ti kunder er utilfredse og aldrig sætter deres ben i butikken igen, eller hvis forretningen bliver ramt af en hård krise i samfundet, kommer der hele tiden nye poster i kundekartoteket.

Hvis man gerne vil vide, om det går frem og tilbage med salget af køleskabe, skal man se på noget andet – nemlig hvor mange der har købt i løbet af for eksempel det seneste år, i forhold til, hvor mange der købte året før.

Hvis man vil vide, hvordan sexarbejde på gaden udvikler sig i Hovedstaden, så spørger man Reden København. I de officielle statistikker sættes deres besøgstal pr. definition lig med antallet af sexarbejdere på gaden i København. Men Reden København fortæller ikke, hvor mange besøgende de har haft i løbet af de enkelte år. De fortæller, hvor mange kvinder, der er opført i deres kartotek. De begyndte at tælle i januar 2005, da de fik et nyt it-baseret registreringssystem, kaldet PCD-klient. Kartoteket bare vokser og vokser, for der er en meget stor udskiftning fra år til år i den kreds af kvinder, der bruger Reden København.

Det ser ikke ud til, at der er kommet hverken flere eller færre brugere i Reden København. Tallet synes at ligge ret fast omkring 600 om året; nogle år lidt færre, i de seneste år måske lidt flere. Hver uge kommer fire-fem brugere, som ikke har været der før, og cirka lige så mange holder op med at komme, selv om Reden København i langt de fleste tilfælde naturligvis ikke kan vide, at de har set de pågældende brugere for sidste gang.

Men når Reden København indberetter tal for antallet af brugere, så lader de som om at alle tidligere brugere stadig kommer, men at de bare ikke har været der lige for nyligt. Det senest indberettede tal er 1203, og det er altså formentligt cirka dobbelt så højt som det reelle besøgstal i løbet af et år.

Det er imidlertid kun den ene del af Redens misinformation.

I eksemplet med Køle-Møller oplyste han sit kundetal. Embedsmanden antager uden nærmere refleksion, at de alle har købt et køleskab, for det er jo det, forretningen er kendt for. Reelt sælger Køle-Møller et fuldt program af hårde hvidevarer. Men fejlen bliver ikke rettet.

Reden Københavns er kendt som den organisation i København, der hjælper sexarbejdere på gaden. Få gør sig klart, at mange af brugerne slet ikke er sexarbejdere. De kan have nok så alvorlige problemer med brug af stoffer, hjemløshed eller andet. Men de har intet at gøre i en statistik over sexarbejdere. Reden Århus, der ikke ser på sexarbejde med samme ideologiske briller som Reden København, skønner, at kun godt 40 procent af deres brugere er sexarbejdere.

Noget tilsvarende gør sig formentligt gældende i København, hvor Reden endvidere oplyser, at betydeligt over halvdelen af brugerne er nordiske (det vil i de fleste tilfælde sig danske). Det åbner for et stykke research, som alle kan lave på egen hånd: Gå en tur gennem Skelbækgade, Halmtorvet og Istedgade og se, hvor mange danskere, der er blandt sexarbejderne. Det er kun nogle få stykker hver dag, og sammenlagt er der formentligt ikke flere end mellem 50 og 100. Måske er der betydeligt færre. Under alle omstændigheder er der langt op til de mange hundrede danske sexarbejdere på gaden, som Reden København taler om.

Summa summarum: Når Reden København oplyser, at de møder cirka 1200 sexarbejdere i løbet af et år, så er sandheden, at de kun møder få hundrede.

Jeg har et forbehold – en del tal er indberettet mundtligt, og måske har Københavns Kommune og Servicestyrelsen misforstået, hvad Reden København har sagt til dem. Men i så fald har Reden København godtaget misforståelserne og håndteret dem som sandheder. De har kunnet se, hvordan såvel myndighederne som medierne har anvendt tallene, og de har gjort det uden at gøre opmærksom på fejlen. Tværtimod har de i flere medier bidraget med kommentarer til historier om stigningen i antallet sexarbejdere. Det har de gjort mod bedre vidende.

Illustrationer: Besøg denne side.

Mandag og tirsdag var der konference om prostitution på Københavns Universitet. Det var Sociologisk Institut, der arrangerede, og de havde undladt at invitere tilhængere af kriminalisering til at holde oplæg. Heller ikke for eksempel Servicestyrelsen var inviteret til at holde oplæg fra podiet. Det scorede både Pernille Vigsø Bagge fra SF og Annette Rix fra Reden København point på i pressen. Konferencen var ensidig, sagde de.

Også på selve konferencen blev der udtrykt kritik af, at Reden og Servicestyrelsen ikke var blevet givet taletid. Blandt andet Majken Lundberg fra Kvinderådet fandt dette valg forkert, specielt i lyset af, hvor hård kritikken mod de to institutioner var. Og jeg tror, at der var mange der delte Majken Lundbers følelse – også blandt os, der går ind for fulde rettigheder i prostitution. Sådan oplevede jeg det i hvert fald selv. Det havde været spændende at høre Redens og Servicestyrelsen udlægning og svar på kritikken.

Men forestillingen om, at noget havde været anderledes hvis bare Reden og Servicestyrelsen havde fået taletid, er og bliver en illusion. Hvis de ville deltage i debatten – altså den videnskabelige debat, som det handler om på et universitet – så havde vi nok slet ikke haft konferencen. Så havde der ikke været brug for den. Så havde de for længst meldt ud, og vi havde alle sammen for længst været videre i teksten.

Professor Henning Bech svarede i sin afrunding af konferencen fyndigt på kritikken af programmet. Synspunkter er godt, men argumenter er bedre, sagde han blandt andet. Jeg er ikke helt enig i den betragtning. Moralske og ideologiske argumenter er i udgangspunktet ikke mindre gangbare end videnskabelige og såkaldt ”saglige” argumenter. Snarere tværtimod, når man tænker over det. Videnskaben er et instrument til at opfylde målsætninger på andre måder.

Religiøse, ligestillingspolitiske eller andre moralske og ideologiske argumenter er således heller ikke i sig selv problematiske, selv om de ikke direkte bliver bakket op af videnskaben. Problemet er, at det er kriminaliseringstilhængerne, der har rejst hele debatten om prostitution, og derfor er de kommet tidligere ind i den end os andre. Og deres store slagnummer, før vi kom til, var en påstand om, at de havde videnskaben på deres side. Videnskab, og hvad vi selv opfatter som saglighed, har jo en meget høj status i vores kultur.

Men det er nu engang ikke rigtigt, at videnskaben kan bruges som argument for en kriminalisering. Videnskaben siger ikke, at prostitution generelt er skadeligt, ud over at det jo er skadeligt at leve (man dør af det til sidst). Videnskaben siger heller ikke, at en kriminalisering hjælper sexarbejdere – tværtimod; talrige gange gennem historien, når man har analyseret sagen ud fra et hensyn til sexarbejderne, har man i stedet liberaliseret lovgivningen. Endelig siger videnskaben heller ikke, at udnyttelse af svag position er et særligt problem for prostitution. Relativt set er for eksempel menneskehandel et større problem i prostitution end i andre brancher, men forskellen er ikke vanvittigt stor, og man ved ikke, om den skyldes andre faktorer end branchens natur og indhold – for eksempel lovgivningen omkring den.

Det er grundlæggende den forløjede videnskabelige argumentation, som kriminaliseringsfløjen lagde ud med, der er på dagsordenen i disse år. Og ser man på Servicestyrelsen, som lydigt har leveret kongekrone og troværdighed til den virkelighed, politikerne ønskede, så er det mildt sagt ikke fordi vi ikke har prøvet at få dem i tale og få dem til at forholde sig til kritikken af deres faglige arbejde. Men hver gang glider de i bedste fald af med nogle generelle henvisninger til bøger, de har læst. Hvilket er en goddag, mand, økseskaft-argumentation, for vi har jo læst de samme bøger, og det er derfor vi ved, hvor de har fusket og manipuleret. Det var præcis det, vi prøvede at få dem til at forholde sig til.

Hvad Reden angår, så er de ikke en videnskabelig institution. Men de sidder utvivlsomt på en enorm faglig viden om specielt gadeprostitution. Men netop formuleringen ”sidder på” er præcis her. Reden er meget synlig i debatten, men hvis man lægger mærke til det, er alt, hvad der kommer fra deres side, ideologisk funderet agitation, krydret med nogle skrækhistorier, som aldrig kan dokumenteres. Jo mere de er under pres, jo værre bliver skrækhistorierne.

For at få belyst hvor ikke-informerende Reden er, så gå for eksempel ind på hjemmesiden for Reden København eller for Reden International. De indeholder masser af hardcore-agitation. Men de få faglige oplysninger, der ligger der, er enten forkerte, forældede eller begge dele. Sammenlign med hjemmesiden for en hvilken som helst anden offentlig støttet social organisation. De har som regel udførlige og saglige beskrivelser af både deres eget arbejde og af det område, de beskæftiger sig med.

Politikerne og embedsmændene er ikke meget bedre stillet end offentligheden. Jeg har gennem en aktindsigt haft lejlighed til at se, hvad Rederne de seneste år har sendt af informationer til Velfærdsministeriet, gennem hvem de får deres millionbevillinger. Der ligger da en smule om, hvad Reden beskæftiger sig med, og hvad politikerne får for pengene. Men langt det meste handler om tilskudsproceduren – herunder forklaringer på, at de skal have endnu flere penge.

Og Reden får fuld valuta af sin ikke-informationspolitik – bogstavelig talt. Fraværet af konkret viden betyder, at de kan manipulere de bevilgende myndigheder til at tro hvad som helst, og det udnytter de i meget høj grad. Jeg vender tilbage til dette i et senere indlæg. Jeg kan ikke forestille mig, at det ville få lov at fortsætte, hvis ikke Reden havde haft sine skytsengle i alle de politiske partier.

Men politik er altså, hvad det handler om, både for Servicestyrelsen og for Reden. Det er ikke institutioner, hvis fokus ligger på at samle og formidle viden. (selv om Servicestyrelsen da gør det engang imellem, når deres arbejdsgivere på Christiansborg kigger til den anden side). Derfor havde de sagligt set heller ingen som helst berettigelse som oplægsholdere på konferencen. Københavns Universitet er ikke nogen ølkasse i Hyde Park.

Og fordi hverken dem, som vil kriminalisere (Reden), eller dem som med vold og magt vil gøre prostitution til et problem, der skal bekæmpes (Servicestyrelsen), beskæftiger sig med viden, forbliver den videnskabelige debat om prostitution ensidig. Det er ikke en ensidighed, som jeg eller nogen anden, jeg kender på ”vores” fløj, ønsker. Vi er bare nødt til at leve med den, fordi vores modpart ikke ønsker at møde os i en debat baseret på viden. Den debat kan de kun tabe, og de ved det. Så vil de være henvist til at argumentere med, at prostitution ikke behager Gud, Mette Frederiksen og forskellige andre. Og det er ikke en argumentation, der giver gode meningsmålinger i Danmark.

Tidligere indlæg om Servicestyrelsen:

Servicestyrelsens fusk med forskningsresultater

Den side, Servicestyrelsen har kigget på

Jamen, de sutter jo pik hele tiden

Tidligere indlæg om traffikcing / menneskehandel:

Historien om en halv million

Magtens ord

Illustrationer: Besøg denne side.

Sexkøbere kan ikke skelne mellem frivillige sexarbejdere og ofre for menneskehandel, og derfor skal al sexkøb forbydes, hører man engang imellem. Indrømmet, det er også svært for kunder at skelne. Blandt andet fordi skellet langt fra er så skarpt, som det fremstilles i medierne – man kan for eksempel godt være offer for menneskehandel i lovens forstand, selv om man frivilligt har valgt sexarbejde. Men uanset det, så har man som kunde et problem, hvis man har været sammen med et offer for menneskehandel, eller hvis man tror det.

Selv har jeg et problem, der er lidt i samme stil, men så alligevel helt anderledes. Jeg er ret sikker på, at jeg ikke har været sammen med et offer for menneskehandel. Men jeg er også ret sikker på, at jeg har været sammen med en gerningsmand. En bagmand, eller rettere en bagkvinde.

Jeg blev opmærksom på sagen gennem en artikel i Politiken i foråret. Beskrivelsen af et ungarsk par, hvor hun så vidt jeg husker var 26, og han var 34, passede på den seneste sexarbejder, jeg på det tidspunkt havde været sammen med, og hendes chauffør. Da jeg tjekkede deres escortbureaus hjemmeside, var den også lukket ned.

Jeg har tidligere skrevet om hende, nemlig her og her. Men der er en detalje, jeg ikke har fortalt. Hun kom sammen med chaufføren, som var en hærdebred bodybuilder-type. Han skulle med ind, og det var ham, der skulle have pengene, og det forvirrede mig, for normalt ser man slet ikke chaufføren. Da jeg lukkede disse to østeuropæiske kriminelle ind i mit hjem, tænkte jeg: "Nu kan du være i alvorlige problemer." Men det var jeg ikke. Da jeg rakte ham pengene, så jeg ham ind i øjnene, og blikket var mildt og godmodigt.

Det ene med det andet, så gjorde det et ret stort indtryk på mig, da jeg læste, at de var fængslet. Også fordi hun fortalte mig, at hun glædede sig til april, hvor hun skulle hjem. Hun havde et par sønner, der blev passet af hendes mor. Jeg overvejede at finde ud af, hvor hun sad fængslet, besøge hende og høre om der var noget, jeg kunne gøre for hende. Men dels kunne jeg jo ikke vide med sikkerhed, om det var hende. Dels viste hun ikke noget som helst tegn på, at hun ønskede min interesse for hendes liv og velbefindende. Jeg forestillede mig selv sidde der i besøgslokalet som en anden idiot. Så jeg lod hende passe sig selv, men konstaterede med ubehag min uformåenhed og afmagt.

Men jeg blev mindet om historien mandag, for det er vist nok den samme historie, der er gået medierne rundt i form af et Ritzau-telegram. Anklagemyndigheden hævder, at "to mand og en kvinde" har "rekrutteret og truet i alt tre ungarske kvinder til at sælge deres krop i Danmark." Overskriften i telegrammet er "17-årig tvunget til prostitution."

Misforstå mig ikke: Hvis de tre virkelig har tvunget en 17-årig til prostitution, så send dem endelig i fængsel; også gerne efter strafferammerne i paragrafferne om menneskehandel. Men nu kender jeg dansk lovgivning, og jeg ved desuden så nogenlunde hvordan både anklagemyndighederne og medierne fungerer. I lovgivningens optik kan hverken den 17-årige eller nogen anden sexarbejder være frivillig, når der er bagmænd involveret. Bagmænd er pr. definition skyldige. Det er dem, der har forledt sexarbejderne til kønslig usædelighed, som det hedder i rufferiloven. Anklagemyndighedens opgave er at rejse tiltale for den værst tænkelige forbrydelse, den kan føre en nogenlunde overbevisende argumentation for har fundet sted. Det er helt reelt; det er det, anklagemyndigheder gør over hele verden. Og medierne elsker historier om 17-årige piger, der er blevet seksuelt udnyttet. Det er knapt så reelt, men sådan fungerer medier altså også over hele verden.

Det korte af det lange er, at den historie, vi har kunnet læse i dagens medier, kan være meget langt fra virkeligheden. Jeg har for eksempel ikke svært ved at forestille mig, at der findes 17-årige piger i Ungarn, som gerne vil til vesten og tjene det, der for dem er en ubegribelig formue. På sexarbejde.

Jeg kan som nævnt ikke vide, om den historie, der har kørt rundt i dag, er sand eller falsk. Men jeg ved, at nogle af de historier, der bliver skrevet om menneskehandel og tvangsprostitution, er meget langt fra den virkelighed, de berørte selv oplever. Det fremgår af de udenlandske sexarbejderes åbenlyse uvilje mod at samarbejde med både de sociale og de juridiske myndigheder. Og det fremgår endnu mere tydeligt af det dokument, der har ført til SIO's politianmeldelse af ledelsen i Reden International. Her skriver fire tidligere medarbejdere i organisationen også:

”Ledelsen (i Reden International, ths) anerkender ikke, at tilgangen kan være problematisk, eftersom ledelsens politiske standpunkt er, at kvinderne er ofre og det harmonerer med holdningen "kriminaliseringen af kunden", fordi kvinderne er nogle stakler. Konkret får det den konsekvens, at fx alle kvinderne i BT (beskyttelsestilbuddet, ths) defineres som handlede, jf. tilgangen, trods det faktum, at en stor del af kvinderne ikke er handlede. De er økonomisk udnyttede, under pres etc., men de kan ikke defineres som handlede jf. FN's definition. Derudover anerkender ledelsen ikke, at der er en gruppe af kvinderne, som er handlede for år tilbage, og kan være dem, der handler kvinder i dag. Beskrivelsen af målgruppen er både fejlagtig og unuanceret.”

Hvordan kan en kvinde være både skyldig i og offer for menneskehandel? Fænomenet er, at den danske lovgivning er utrolig trekantet på dette område. Den tager slet ikke højde for, at kvinderne samarbejder med hinanden, og med andre - at de udveksler tjenester og tager penge for det. Men det gør de selvfølgelig. De er i et fremmed land for at tjene penge på en måde, der måske nok er lovlig, men som er ugleset, og som myndighederne prøver at spænde ben for. De har ingen til at hjælpe og beskytte sig, ud over hinanden.

Engang imellem glider hjælpen sikkert over i udnyttelse. For eksempel i form at overpriser for den. Hvis det ungarske par har gjort sig skyldige i det, så er det også fint med mig at de bliver straffet, om end jeg i det tilfælde synes, at en bøde eller en betinget straf må række. Også fint nok at de bliver straffet, selv om den 17-årige pige var frivillig; hun var jo stadig umyndig. Jeg argumenterer ikke for, at vi skal acceptere alle de normer, der gælder i prostitution, som det findes i sexarbejdernes hjemlande.

Vi skal bare heller ikke pr. automatik dele disse mennesker op i ofre og skurke. Det er helt forkert. De kan være hverken/eller, eller både/og. Tænk igen på menneskehandlerne i beskyttelsestilbuddet. På en eller anden måde, måske ved en tilfældighed, har man konkluderet, at de var ofre, selv om de altså også selv var skyldige i menneskehandel. Det er så, hvad det er. Langt værre bliver det, hvis der omvendt rundt omkring i fængslerne sidder kvinder og mænd, som man har rubriceret som skurke, selv om de heller ikke har gjort andet end at prøve at skabe sig en bedre fremtid. Måske har de brudt nogle regler undervejs, og måske skal de straffes. Men de skal ikke gøres til umennesker.

Og det er, hvad man gør. Jeg har ikke håndfast dokumentation for det her, men det er min klare fornemmelse, at det forholder sig sådan: Der er langt flere ofre for det hysteri om menneskehandel, som politikere, Reden og andre har skabt, end der findes ofre for menneskehandel. De politikere, der ustandseligt hyler op og kræver, at politiet skal gennemtrawle hele prostitutionsmiljøet for at finde nogle syndebukke, der kan straffes for et eller andet, bærer ansvaret for en mængde tragedier og uretfærdigheder. Det samme gør Reden og Reden International, der med dubiøse ekspertudsagn bærer ved til bålet og fastholder den primitive skurke/offer-tankegang.

Gennem nogle år har Reden og deres protegeer blandt politikerne siddet på dagsordenen. Men lige nu er det som om, det begynder at skifte - som om mange mennesker på en gang har fået øjnene op for en anden virkelighed. Læs for eksempel Informations interview med instruktøren Anette K. Olesen bag filmen Lille soldat. Hvis jeg var frontkæmper på kriminaliseringsfløjen, så ville jeg få dårlige nerver over den slags. Deres bedste chance lige nu er, at debatten om prostitution stille og roligt dør ud, inden folk bliver opmærksomme på, hvor meget de har på samvittigheden.

Tilføjelse tirsdag: Det har været endnu en stor dag for kampen mod menneskehandel. Læs om det i Politiken her. Måske er det bare mig, men jeg opfatter den slags aktioner, hvor den konkrete indsats går på et rodsammen af anklager, og hvor man har "hentet en håndfuld prostituerede ind til afhøring", som rent politiske. Politiet chikanerer prostitution så meget, som de kan. Men det er et rent held, hvis de undervejs finder nogle borgere, som de beskytter mod fortræd.

Illustrationer: Besøg denne side.

For et par uger siden oplyste Politiken, at kun to udenlandske prostituerede ud af anslået 2500 mulige for tiden viser interesse for det meget omtalte tilbud om hjælp til at komme ud af prostitution. 17 andre har tidligere set på tilbuddet, men afslået det. Det fremgår ikke, at nogen har taget imod tilbuddet. 1)

At statens tilbud til udenlandske kvinder, der gerne vil ud af prostitution, står mere eller mindre ubrugte hen, er ikke noget nyt. Da man i efteråret 2006 evaluerede de første næsten tre år med en handlingsplan mod kvindehandel, måtte man konstatere, at det ikke i det opsøgende sociale arbejde – som primært udføres af Reden – var lykkedes at identificere så meget som en eneste handlet kvinde, der var kommet i det beskyttelsestilbud, som Reden også driver.

Cowi, der lavede evalueringen, kom med forskellige forklaringer på fænomenet. En af dem var, at det ville være et problem for kvinderne at komme i beskyttelsestilbuddet, fordi den massageklinik, de havde arbejdet på, så ville blive lukket.

Det kan man så sidde og tænke lidt over. Hvad er det præcist, man skal forestille sig? At de handlede kvinder ikke vil være bekendt at være årsag til lukningen af de fine bordeller, de angiveligt er blevet tvunget til at arbejde på? Cowis andre bud er, at de handlede kvinder ser prostitution som deres bedste mulighed for at varetage forsørgerpligter, at de ikke vil udvises, og at kvinderne ikke ser sig selv som handlede! 2)

Alt sammen passer det meget dårligt ind i det billede af menneskehandel, vi er vant til at få præsenteret. For langt de fleste af de berørte selv synes det hele at være meget mere nuanceret end de stereotype udsagn om slaveri og tvang. Mange af dem bliver sikkert snydt og udnyttet, men det er samtidig et spil, de deltager i. Det er ikke offentligt kendt, men jeg har ladet mig fortælle, at tidligere medarbejdere i beskyttelsestilbuddet vurderer, at nogle af de kvinder, der kommer der, i lovens forstand både er ofre for og skyldige i menneskehandel. 3) Nogle har tjent penge på at få dem til Danmark, og siden tjener de selv penge på at få andre hertil.

Således ligner det fænomen, vi kender som menneskehandel, mere noget, man har set utallige gange i verdenshistorien. Når et område med få muligheder ligger i tilgængelig nærhed af et område med mange muligheder, starter det en folkevandring. Det er vandringer, der engang imellem får os til at sammenligne mennesker med lemminger. Det er en myte, at lemminger begår selvmord, men når de har overbefolket et område og søger mod et nyt, bliver de aggressive og trodser alle farer på deres rejse. 4) Sådan fungerer mennesker, selv om det er svært at forstå i et land og i en tid, hvor vi hver sommer bliver advaret mod at gå ud i solen, fordi vi muligvis dør af det.

Det er også det, man ofte ser ved indvandringen til Danmark. Som for eksempel da Politiet i sidste uge afslørede, at en lagerhal i Valby var hjemsted for mange indvandrere fra Rumænien og Bulgarien. En del af dem havde stjålet, røvet, tigget eller begået andre ulovligheder i Danmark. Guderne må vide hvilke forbrydelser, de har begået mod hinanden, men det er sandsynligt, at også de i deres på en gang fælles og individuelle stræben hjælper hinanden for penge, og at nogle er blevet mere eller mindre groft udnyttet eller regulært snydt.

-----------

Dorit Otzen fra Reden havde en ny forklaring på den manglende søgning til hjælpeprogrammet. Hun sagde, at det var fordi kvinderne var bange for at falde i kløerne på bagmænd igen, når de efter de 100 dages ophold i Danmark, som hjælpen inkluderer, blev sendt tilbage til deres hjemland.

Jeg læste om det her under min ferie i Thailand og havde ikke mulighed for at deltage i debatten. Men det, jeg fandt ganske utroligt, var følgende: Man har brugt uendelig lang tid på at diskutere, hvad man gør for ofre for menneskehandel i prostitution. Reden og Dorit Otzen har haft meget stor lydhørhed blandt politikerne, hvilket blandt andet er afspejlet i, at en meget stor del af bevillingerne på området er tilfaldet Reden selv. Så går der et år eller to, og man kan se, at hele det fine og dyre system ikke bliver brugt. Og hvad sker der? Ingenting. Dorit Otzen giver endnu engang nogle ukendte bagmænd skylden, og den forklaring køber journalisterne, tilsyneladende uden at bruge et halvt sekund på at reflektere over den.

Lidt refleksion var ellers på sin plads her. Politiken bragte for eksempel også en historie om en mand, Christian, der fortæller om, at han hjælper en lang række ofre for menneskehandel. Han kom ind i det ved et tilfælde, fordi han mødte et offer, der sad og græd på en bænk. Siden har han brugt al sin tid og alle sine penge på at hjælpe hende og andre. 5) Han fortæller blandt andet om det i en kommentar på Luders blog:

”Nej, kvinderne leder efter mig og finder mig selv, gennem hinanden. Jeg gider ikke en masse løgn, eller historier som ikke passer, og pigerne ved det. Jeg kræver ubetinget ærlighed, før jeg kan hjælpe. Jeg er således den eneste for hvem det er lykkedes at få en tillid med disse stakkels kvinder, som ved gud alle ville ønske sig et andet liv. Og den eneste der har brudt igennem lydmuren og har bragt kvinder igennem systemet og fået opholdstilladelse til.” 6)

Altså: En ganske almindelig mand, der lægger skulderen til, kan i sin fritid og for egne midler vinde kvindernes tillid og hjælpe et antal af dem, der bliver groft udnyttet, til et bedre liv liv. Hvad han kan gøre, rygtes blandt kvinderne på gaden. Reden derimod, der får de mange millioner, og som angiveligt har erfaringen og kompetencen på området, falder igennem. Deres kontakt til de udenlandske prostituerede er ringe og overfladisk. 7) De får jævnligt henvist kvinder, som Politiet har arresteret, men også hver og en af disse kvinder forsvinder lige så stille, når Redens medarbejdere vender ryggen til. 8)

Selve Christians eksistens, og det, han er i stand til at gøre, viser, at Dorit Otzen taler usandt. Når en privatperson er i stand til at blive en respekteret og afholdt institution blandt kvinderne på gaden, så er Reden det også. Historien med bagmændene er bare en bortforklaring.

Og sådan er det hele vejen igennem. Reden har altid en forklaring, og journalisterne og system-Danmark tror altid på den, uanset hvor absurd den er, og hvor meget den strider mod al fornuft og andre tilgængelige kilder. Som da BT for nogle måneder siden talte med et stort antal udenlandske prostituerede, der alle som en afviste, at de var ofre for menneskehandel – men alligevel endte med at udnævne dem til netop dette, uden andre kilder end Reden og Jens Høvsgaard. 9)

Og ellers kunne man bare se til Norge, hvor den tilsvarende organisation af Reden opnår flotte resultater for langt færre midler. Den vigtigste forskel mellem de to organisationer er, at den norske, Pro-Sentret, i sit grundlag tager udgangspunkt i kvindernes behov og ønsker. Reden tager udgangspunkt i, at prostitution er et onde, der skal bekæmpes. 10)

 ----------

Artiklerne i Politiken har endnu engang genoplivet diskussionen om, hvorvidt vi i Danmark gør nok for at hjælpe ofre for menneskehandel i prostitution. Medlemmer af EU-parlamenetet rapporterer hjem, at det gør vi ikke. 11) Og man begynder at se på, hvad man gør i andre lande, og man overvejer om samarbejdet med NGO’er i ofrenes hjemlande skal styrkes, om der skal tilbydes endnu længere opholdstilladelse og så videre.

Det er meget muligt, at der er gode ideer i alt dette. Men man er nødt til at forholde sig til, hvor det egentlige problem ligger: Det ligger i det kompleks af Reden og forskellige politikere, der har en kriminalisering af prostitution som deres hjertesag, og som med en stadigt mere forbløffende kynisme bruger de udenlandske prostituerede til at fremme deres sag.

Hvis Dorit Otzen, Karin Riis-Jørgensen (V), Britta Thomsen (S), Pernille Vigsø Bagge (SF) og hvem der ellers er, ville forholde sig til kendsgerningerne og anerkende, at tilfældene med udnyttelse af udenlandske skal ses i lyset af fattige menneskers evige og intense vilje til at søge hen, hvor der er bedre muligheder, så ville vi hjælpe ofrene og knalde udnytterne uden større dramatik. Ligesom Politiet nu retsforfølger ham, der til voldsomme overpriser lejede lagerhallen i Valby ud til rumænerne og bulgarerne. Og ligesom myndigheder og fagforeninger har hjulpet rumænske avisbude, polske håndværkere og så videre.

Men det er de ikke villige til at anerkende. For de har kun en sag, så længe det lykkes dem at holde befolkningen fast i den illusion, at menneskehandel og sexslaveri er sin helt egen virkelighed, der bliver holdt i live at prostitution. Men det er også en illusion, som de opretholder på bekostning af de udenlandske prostituerede, der tydeligvis ikke har nogen tillid til det system, der skulle hjælpe dem.

Det er det, Christian har bevist med sin indsats. Det er muligt at hjælpe; Reden vil det bare ikke. Og så længe de ikke vil det, giver det ingen mening at give dem flere midler og flere instrumenter. Tværtimod giver det mening at fratage dem midlerne og føre dem over til nogle, der vil bruge dem til det formål, de egentlig er givet til.

-----------

Kilder og noter:

1)  Politikens artikel findes her.

2)  Læs evalueringen her (åbner i pdf). Diskussionen om, hvorfor der ikke i det opsøgende sociale arbejde er identificeret ofre for menneskehandel, findes nederst side 16 og øverst side 17.

3)  Om lovens definition af menneskehandel, se også det tidligere indlæg Magtens ord.

4)  Læs om lemminger, og myterne om dem, her.

5)  Læs om Christian på Christians Venners hjemmeside. Læs blandt andet historierne om de afrikanske kvinder Rose og Lisa, som han har hjulpet.

6)  Citatet er fra Christians kommentar den 4. august kl. 11.04 til dette indlæg på Luders blog.

7) Ifølge Redens egne tal var 22 procent af de besøgende i 2005 ikke-nordiske. I 2006 faldt det til 19 procent, mens det i 2007 steg til 38 procent. (Kilde: Reden)

Men det skal ses i lyset af, at langt størstedelen af de gadeprostituerede ifølge blandt andet Redens egen vurdering er ikke-nordiske. Når de er i mindretal blandt de besøgende, må der altså være mange, som Reden ikke ser. Reden oplyser ikke et absolut tal for antallet af ikke-nordiske besøgende, men det drejer sig skønsmæssigt om 100-200. Til sammenligning havde Pro-Sentret i Norge cirka 900 ikke-nordiske brugere i 2007. Se herom note 10.

Læs også tidligere indlæg: Er der en rigsrevisor til stede? og Verdens mindst succesfulde rejsebureau.

8)  Den 4. oktober sidste år blev et stort antal udenlandske prostituerede anholdt i København.  10 af dem blev overført til Reden – Stop Kvindehandel. Fire af dem ønskede at rejse hjem. De seks øvrige var forsvundet inden månedens udgang. Læs her justitsminister Lene Espersen forklaring om det i svaret på spørgsmål 266 fra Folketingets Retsudvalg i marts. Læs om en razzia mod udenlandske prostituerede i indlægget Ladies and Gentlemen of the press:

9)  Jeg kan ikke finde den pågældende artikel på nettet, men den findes i BT’s printudgave fra den 1. maj. BT skriver blandt andet: ”BT har flere gange forsøgt at komme i kontakt med pigerne, men bliver hver gang afvist med tilsagn om, at de har det helt fint.”  Tilsagnet bliver ikke tillagt nogen vægt i artiklen, der tværtimod har overskriften ”Her er slaverne i Danmark.”

10)  Læs om henholdsvis Redens og Pro-Sentrets udgangspunkt i indlægget Er der en rigsrevisor til stede? Om Pro-Sentret, læs også det tidligere indlæg Oppe i Norge.

11)  Læs denne artikel på dr.dk.

Illustrationer: Besøg denne side.

Talheim er en lille by, der ligger ved Stuttgart i Tyskland. Den er blevet kendt for en massakre, som arkæologer omhyggeligt har dokumenteret fandt sted. 34 mænd, kvinder og børn blev brutalt slået ihjel og smidt i en massegrav. Nogle var bundet og er slået ihjel med et slag på venstre siden af hovedet med en spids stenønske. Andre er blevet stukket ihjel med pile, mens de lå ned. Atter andre er blevet slået ned under flugt. Der er fundet spor af flere tilsvarende massakrer i området.

Disse begivenheder fandt sted for næsten 7000 år siden, og nu kunne det jo være fedt at kunne sige, at menneskeheden er blevet bedre i mellemtiden. Men det er den ikke. Som bekendt er det kun cirka 70 år siden, at Europa eksploderede i et tilsvarende hensynsløst, men meget større voldsorgie. Det var tyskerne, der begyndte, men englænderne viste, at de også havde det i sig, når de målrettet forfinede bombeangrebene på de tyske storbyer, så flest muligt civile omkom. Også i vores tid har der været en række eksempler på brutale massakrer i for eksempel Rwanda, Bosnien, Cambodia og Irak.

Jeg kom til at tænke på det her, fordi jeg ladet mig fortælle, at Balder Mørk Andersen, formand for SF’s ligestillingsudvalg og talsmand for 8. Marts-initiativet, ved flere møder har brugt følgende argument for en kriminalisering af sexkøb: Mænd, der går til prostituerede, får hele mandekønnet – og dermed også Balder selv – til at fremstå som aber, der ikke kan styre deres seksuelle drift. Det er på adskillige planer et besynderligt argument. Men meget sigende for, hvad der foregår på kriminaliseringsfløjen.

I løbet af de 7000 år, der er gået siden Talheim-massakren, har menneskeheden akkumuleret viden, der har gjort os materielt og kulturelt meget rigere. Vi behøver for eksempel ikke længere tage primitive stenøkser i brug, når vi skal slå andre mennesker ihjel, og i vore dage kan vi også overkomme langt flere end 34 ad gangen. Det er så sandelig gået fremad med effektiviteten  - men ikke med os selv. Balders underforståede forudsætning om, at vi går mod et højere og højere stade, hvor vi gradvist lægger de primitive drifter bag os, er i bund og grund umoden.

På den anden side er det heller ikke sådan, at vi gået mod et lavere stade. Vi har også alle de positive træk, som var afgørende for, at vores forfædre kunne overleve og brede sig til hele kloden. Det ser man måske allermest udpræget ved adoptioner, hvor de nye forældre opfostrer et barn med samme kærlighed, som var det deres eget. Den egenskab hos mennesket har reddet mange børn gennem tiderne. Givetvis også mange, hvis forældre omkom ved Talheim.

Der er ingen tvivl om, at vi mænds evige øffen rundt efter kvinder, vi kan kneppe, også er et primitivt træk, vi har bevaret fra urmenneskene. Men hvad er problemet i det? Det er stadig vigtigt for reproduktionen, at det er sådan, og tillige er det et socialt bindemiddel. I mine øjne ligger det meget tættere på adoptionerne end på massakrerne. Jeg ved godt, at man ikke må drille sine modstandere i debatten med, at de er nypuritanere, men jeg kan ikke se det anderledes, når Balder ureflekteret regner en konstant sexdrift for noget ækelt, der skal lægges afstand til.

Men for at illustrere det for alvor tankevækkende i Balders argumentation, må jeg lige spille båndet en gang til. Læg mærke til, hvad han siger: En mand – det kunne være mig – er sammen med en luder. Og så føler Balder sig udstillet som en abe. Hvordan kan en handling, som jeg foretager, have nogen som helst indvirkning på, hvordan Balder ser på sig selv? Eller hvordan andre ser på ham? Svaret er naturligvis, at det kan den heller ikke.

Massakrerne ved Talheim skal ses i sammenhæng med en endnu større ting, der skete på det sted og på det tidspunkt: Befolkningen var inden for de seneste 100-200 år gået over til agerbrug. Før havde de været jægere og samlere. Det medførte en kæmpe forandring i samfundet, hvor man begyndte at bruge nye redskaber, bygge huse på andre måder og ændrede gravskikke. Så store var forandringerne, at arkæologer har antaget, at de nye agerbrugere var indvandrere, der fortrængte den eksisterende befolkning, og at spliden opstod på den måde. Men ny teknologi har gjort det muligt at undersøge genmaterialet i de 34 skeletter fra Talheim, og det viser sig, at det i det store og hele bare var de lokale, der radikalt havde ændret deres måde at leve på.

Den slags giver gnidninger, også selv om mordvåbnene indikerer, at det var andre agerbrugere, der var morderne. Måske har der været stridigheder om jorden, eller måske har de nye agerbrugere haft forskellige religioner, eller måske har der været kulturforskelle, der syntes store i samtiden. Det er gået tabt i historien. Men hvad der end er sket, så er der altså nogle, der har overbevist sig selv om, at de var berettigede til at myrde deres naboer.

Det er netop denne tankerække, der også er årsagen til nutidens massakrer: De andre er anderledes. De andre er mærkelige. De andre er forstyrrende for den gode orden. De andre skal bekæmpes. De andre skal bekæmpes med vold. Og altså ultimativt: De andre skal slås ihjel. I langt de fleste tilfælde stopper tankerækken heldigvis undervejs og har ikke værre konsekvenser end lidt småracisme og andre uretfærdigheder. Men når den kommer helt til sin dystre afslutning, er det langt fra altid fordi gnidningerne i udgangspunktet var specielt alvorlige.

Men Balder er altså i sin tankerække nået til et sted mellem, hvor ”de andre” er forstyrrende for den gode orden, og hvor de skal bekæmpes med vold (for straf er vold). Han er ved at opfinde forklaringen, for sig selv og omgivelserne, på, at ”de andre” i virkeligheden er så enormt generende, at det er nødvendigt at få bugt med dem. Også selv om de umiddelbart bare lever deres fredelige liv, hvor de har sex med hinanden på kryds og tværs, om end efter nogle lidt andre principper end dem, man bruger i Balders stamme.

Balder er ikke alene om at være langt ude af den tankerække. Reden Stop Kvindehandel har netop skiftet navn til Reden International, og i den forbindelse har man også fået ny hjemmeside. Her argumenterer man for et forbud:

”De kommende generationer bør vokse op med en bevidsthed om, at vi mener det alvorligt, når vi påstår, at vi går ind for ligestilling mellem kønnene. Det kan aldrig forenes med en accept af prostitution.
Derfor bør lovgivningen efter vores opfattelse fastslå, at prostitution er vold mod et andet menneske. Vold, som bør få konsekvenser for udøveren af volden: kun­den, der køber prostitutionsydelser.”

Bemærk knækket i argumentationen: Forbuddet skal efter Reden Internationals mening ses i sammenhæng med en målsætning om ligestilling. Nu straffer man jo ikke folk for at leve deres private liv i modstrid med andres definitioner på ligestilling mellem kønnene, og slet ikke hvis straffen skal være fængsel. Men så opfinder man en konstruktion: Kunden skal defineres som en voldsmand over for den kvinde, han køber sex af. Voldsmænd må gerne øve vold over for. Det er kun retfærdigt, og for øvrigt på høje tid. Hellere i dag end i morgen.

Der er trods alt nogle ting, der er blevet bedre siden massakren i Talheim. Blandt andet er magten blevet centraliseret, så autonome grupper ikke bare kan øve vold efter forgodtbefindende eller efter pludselige indskydelser. Og Gud ske lov for det. Ellers ville næste levende billede være, at Balder og Dorit Otzen kom løbende med stenøkserne.

----------

Kilder og noter:

Jeg læste om massakren ved Talheim i Weekendavisen nr. 24 fra den 13. juni. Artiklen er skrevet af Lotte Hedeager og findes i tillægget Ideer.

Jeg har googlet lidt og fundet tre tekster, der omtaler Talheim-massakren. Læs dem her, her og her. Den mellemste nævner den mulighed, at de blodige begivenheder var forårsaget en kamp om kvinderne, som var den knappe resurse i en tid, hvor der i kraft af overgangen til agerbrug var basis for en befolkningsvækst. Men jeg synes ikke det rimer med, at også kvinder og pigebørn blevet slået ihjel ved Talheim.

I Sverige er man nået en tak længere ud af tankerækken om brug af vold mod sexkøbere. Kun meget få – om overhovedet nogen – er blevet idømt fængselsstraf. Det vil de svenske socialdemokrater lave om på, så alle kunder, man fanger, kommer en tur i fængsel. En af mulighederne er at definere al sexkøb som menneskehandel. Man vil med andre ord skærpe definitionen af den forbrydelse, man har opfundet. Jeg har ikke kilden på de svenske socialdemokraters overvejelser ved hånden, men jeg lægger den på, hvis jeg finder den.

Se Reden Internationals hjemmeside her. Den citerede underside findes her.

Balders blog kan besøges her. Jeg anbefaler horekunder, der læser med her, at liste lige så forsigtigt ind på den.

Illustrationer: Besøg denne side.

Det gik stille og roligt indtil den 31. december 2006. Antallet af prostituerede i København havde været nogenlunde konstant gennem nogle år. Men pludselig, da medarbejderne i KFUK Reden mødte på arbejde efter dén nytårsfest, var der sket noget drastisk. Pludselig var prostitutionsmarkedet ændret markant, og det vrimlede med gadeludere her og der og alle vegne.

Det er sådan nogenlunde hvad man skal tro på, hvis dagens mediehistorier om en voldsom stigning i omfanget af prostitution – som her refereret af Berlingske Tidende – skal hænge sammen. Der forestår et længere udredningsarbejde med at finde ud af, hvilke tal der lagt sammen hvordan, og det er lige en sag for Deres ydmyge blogger.

Men menneskelige hensyn er bestemt ikke på mode, og meget ro til det får jeg ikke. Bedst som jeg sad og bladrede igennem dokumenter og rapporter her til aften, med regnemaskinen lige ved hånden, tikkede der en mail ind med et indslag fra TV2 Lorry. Her forklarer Annette Rix, daglig leder af KFUK Reden i København, den dramatiske situation. "På Reden har vi i år 2007 skullet løbe dobbelt så stærkt for de samme penge og med samme antal hænder. Vi har haft en forøgelse i besøgtallet på 50 procent fra 2006. Så vi har haft rigtigt, rigtigt travlt," siger hun blandt andet.

Den oplysning skaber unægtelig en nyt mysterium at forske i. Staten udvidede fra 2006 til 2007 sin bevilling til KFUK Reden med 33 procent – fra 4,5 millioner kroner til 6,0 millioner kroner. Se uddraget af finansloven her. 33 procent er selvfølgelig ikke så meget som stigningen i antallet af besøgende, men der er jo også nogle omkostninger, der ikke stiger med besøgstallet. For eksempel huslejen og Annette Rix’ løn. Desuden har også Københavns Kommune udvidet sin bevilling til KFUK Reden gældende fra 2007.

Men Annette Rix oplyser altså, at hun ikke har fået flere penge at arbejde med i 2007. Det rejser spørgsmålet: Hvor er de penge så blevet af? Vi taler om et par millioner kroner her, som politikerne har givet, for at de skulle komme de prostituerede til gode. Se for eksempel, hvad medlem af Borger-repræsentationen Margrethe Wivel sagde i forbindelse med den udvidede bevilling fra kommunens side.

Annette Rix’ chef er, så vidt jeg forstår, sognepræst Birgitte Graakjær Hjort, der er formand for KFUK’s Sociale Arbejde. Hvis nogen her møder hende en dag, så må de meget gerne spørge fra mig, hvad de 2 millioner kroner er blevet brugt til.

Illustrationer: Besøg denne side.

Til foråret sender DR en dokumentar om kvindehandel. Journalisten Line Gertsen har været undercover med skjult kamera. Dels som bordelejer, der skal finde kvinder til at arbejde for sig, dels som gadeluder, der konfronterer kunderne.

Det fremgår af BT i dag, søndag. Her fortæller Line Gertsen om en særligt ubehagelig oplevelse, hun havde i rollen som gadeluder: ”Da jeg afslørede mit cover, langede han ud efter mig. Det var ren Dr. Jekyll og Mr. Hyde, og hans ansigt ændrede sig fuldstændig. Mit blod frøs til is, og jeg skyndte mig væk fra hans bil, mens min med-muldvarp kom mig til undsætning. Da jeg sad inde i DR-bilen, rystede jeg over hele kroppen. Jeg blev så ked af det bagefter, og efter den oplevelse var jeg helt knust. Det er det hårdeste, jeg har lavet.”

Det første øjeblik, hvor man møder en luder, man skal være sammen med, er meget specielt. Når man giver hende pengene, har man stillet sig nøgen over for hende. Man har erkendt over for hende: ”Jeg er drønliderlig. Du er det sikkert ikke, men jeg har givet dig pengene, fordi du alligevel vil have sex med mig.” Omvendt står hun også nøgen. Hun erkender, at hun er en af de kvinder, der bryder en række sociale konventioner ved at gøre det for penge. Og få minutter efter, at hun har mødt dig, tager hun din pik i munden.

Men det pudsige er, at disse få minutter, fra man første gang ser hinanden ind i øjnene, til man deler den størst tænkelige fysiske intimitet, er kendetegnet ved et stort menneskeligt hensyn fra begge sider. Jeg har i hvert fald aldrig oplevet andet fra de prostituerede, jeg har mødt, og jeg håber, at deres oplevelse af mig har været den samme. Det er noget, der er bygget ind i os som mennesker – når man står over for en artsfælle, der stiller sig sårbart, træder et beskytterinstinkt i kraft. Man kender det også fra, hvis man tilfældigt kommer til at møde et andet menneske, der er enten meget ked af det eller jublende glad. Så viser man omsorg. Uanset om man overhovedet ikke kender det menneske, eller om man kender det og synes, det er et dumt svin, der er tale om.

Det er denne intense og intime situation, Line Gertsen har grebet ind i. Den kunde, det handler om, har intet lovstridigt gjort. Af Jekyll/Hide-parallellen fremgår også, at han mødte hende med venlighed. Så var det, hun afslørede, at hendes ærinde var at udstille hans nøgenhed for alverden, for at lave et fedt tv-program. Og tænk, så bliver manden sur. Mere end det; han bliver såret og hidsig. Hans spontane reaktion er at slå ud efter hende.

Man må ikke slå på andre mennesker. Det er forbudt, og det skal også være det. Men han har overbevisende formildende omstændigheder at fortælle dommeren om. Han er blevet mødt af et ekstremt afstumpet menneske, der uden gyldig grund har brudt ind i hans mest intime privatsfære, og som bagefter ikke formår at mønstre andre følelser end selvmedlidenhed.

Det tegner unægteligt ikke godt for det færdige program, som vi skal se til foråret. Der er dokumenterede eksempler på kvindehandel, og hvis DR er i stand til at få flere af den slags sager frem i lyset, så er det jo al ære værd. Men ud af, hvad man kunne læse i BT i dag, tyder det ikke på, at dokumentation er det, som har dokumentar-holdets primære interesse. Det er det fede tv. Mennesker med følelser, man kan bryde ind i og skamløst udnytte for at få høje seertal.

Vi har heller ikke gode erfaringer med kombinationen af DR, prostitution og skjult kamera. I efteråret ”afslørede” Task Force en pornobiograf på Istedgade, der på korttidsbasis udlejede værelser til de prostituerede på gaden. TV-holdet havde ingen interesse i at tale med de prostituerede selv – de var statister og underholdning. Målet var at få knaldet ejeren af biografen, og det er lykkedes. I dag er der rejst straffesag mod ham. Han er muligvis også en skiderik. Men det er ikke i de gadeprostitueredes interesse, at biografen bliver lukket. Hvis de ikke har noget sted, som er deres hjemmebane, at gå hen med kunderne, bliver de yderligere eksponerede mod de psykopater, der vil dem det ondt.

Men DR har fået høje seertal. Og Reden, og sammen med dem alle andre, der bekæmper prostitution under en hyklet omsorg for kvinderne fra Istedgade, klapper i deres små sko.

-------

Jette Plesner Dali fra Dansk Folkeparti har skrevet om resultatet af Task force-udsendelsen her.

Illustrationer: Besøg denne side.

Den 20. marts sidste år have P1 Morgen et indslag om tvangsprostitution. Dorit Otzen fra Reden og journalisten Jens Høvsgaard, der på det tidspunkt arbejdede for 3F, deltog. Det blev oplyst, med FN som kilde, at en halv million kvinder levede som sexslaver i vesteuropæisk prostitution. 1)

I forbindelse med efterårets massearrestationer af udenlandske prostituerede kunne Politiken oplyse, igen med FN som kilde, at der hvert år bliver trafficket en halv millioner kvinder og børn til Europa. Reden – Stop Kvindehandel forklarede, at langt de fleste handles til udnyttelse i prostitutions- og sexindustrien. 2)

Tallet en halv million bliver i det hele taget ofte anvendt, når medierne beskriver omfanget af trafficking og kvindehandel i Europa. Nok er FN en kilde med autoritet, men jeg har alligevel længe været skeptisk over for tallet. Dels er markedet i Europa slet ikke er stort nok til så mange prostituerede, hvis de skal arbejde fuld tid. Hvilket man vel må gå ud fra, at en sexslave skal. 3) Dels beskriver tallet altså lidt forskellige ting fra gang til gang.  

Så jeg satte mig for at undersøge, hvor tallet en halv million egentlig kom fra, og hvordan det var underbygget. Og det viser sig, at omfanget af trafficking og tvangsprostitution i Europa er langt mindre, end vi får at vide, når medierne citerer for eksempel Reden, 3F og en række EU-parlamentarikere. Der findes ingen blot nogenlunde sikre opgørelser over, hvor stort problemet reelt er. Men de bedste kvalificerede skøn fra eksperterne ligger langt under den halve million.

Jeg havde regnet med at kunne finde svaret på mit spørgsmål ved at hænge lidt ud på Google. Men det viste sig at være noget mere indviklet. Det er ikke kun i danske medier, at tallet en halv million bruges i flæng. Det samme er tilfældet i officielle dokumenter fra regeringer, EU og NGO’er. 4)

Jeg kan derfor ikke med 100 procents sikkerhed sige, hvornår og hvordan den halve million er kommet ind i debatten. Men jeg er ret sikker på, at det skete i februar 2001, da EU lancerede en offensiv mod trafficking, og i den forbindelse citerede et tal som den FN-relaterede organisation International Organization of Migration (IOM) fremkom med i 1995 eller 1997. 5) Men tallet var et  skøn for det samlede antal illegale immigranter af hunkøn om året. Af dem er tilfælde af trafficking kun en delmængde, og det er igen kun en del af dem, der kommer ind i prostitution.

Der er sket meget siden midten af 90’erne. Siden dengang er EU blevet udvidet et par gange, og en ny kæmpemæssig bølge af indvandring fra Afrika har taget til i styrke. EU foretog i 2004 en ny vurdering, og nu skønner man, at omfanget af den illegale indvandring hvert år er på ”mere end seks cifre”. 6) Formuleringen indikerer, at det er over en million, men ikke voldsomt meget over. EU noterer sig, at der er stadigt flere kvinder og gamle iblandt de illegale indvandrere, men de er stadig for det meste yngre mænd. Det er altså et godt bud, at der stadigt kommer cirka en halv million personer af hunkøn illegalt til EU om året.

Men bemærk, at det stadig ikke er ofre for trafficking til prostitution, der bliver talt. Forskellige kilder anvender et tal på 120.000 for omganget af trafficking af kvinder ind i Europa om året, men det er samme ballade en gang til: Kilderne er ikke enige om, hvad tallet præcist dækker over - herunder om det omfatter både prostituerede og andre. 7)

Som det fremgår, er der mange tal og mange forskellige modstridende eller usikre informationer. Men jeg blev ved med at støde på dokumenter, der refererede IOM (eller FN) for oplysningen om den halve million traffickingofre. Og det kunne jo tænkes, at der var et dokument, jeg havde overset. Så jeg ringede til IOM, og jeg kom til at tale med en meget venlig og hjælpsom medarbejder. 8)

Det viser sig, at IOM slet ikke har noget tal for, hvor mange kvinder der bliver trafficket til Europa, endsige til europæisk prostitution. Organisationen anslår, at der er mellem 600.000 og 800.000, der bliver trafficket over landegrænser i hele verden hvert år – de fleste, men langt fra alle, til prostitution. Min kilde i IOM omtalte det som ”et gæstimat” (a guesstimate). Der findes intet videnskabeligt belæg for det, og tallet er et udtryk for en slags konsensus mellem organisationer, der hver især mest gætter. Kilden tilrådede at tolke tal for omfanget af trafficking med stor forsigtighed: ”De er i bedste fald udtryk for gæstimater, i værste fald for en eller andens fantasier.” 9)

En af de organisationer, der er med til at skabe en konsensus om et ”gæstimat”, er det amerikanske udenrigsministerium, der hvert år siden 2001 har udsendt en rapport om trafficking. 10) Over denne periode har man angivet tal på mellem 600.000 og 900.000 ofre for trafficking over landegrænser om året. Hvert år justerer man tallet en smule og forklarer det år efter år med, at skønnet er blevet mere præcist. I den seneste rapport fra juni i år er tallet 800.000 og ligger altså i den høje ende af det interval, IOM opererer med.

Men tallene for trafficking-tilfælde dækker mere end prostitution. Det amerikanske udenrigsministerium skønner, at 80 procent af de traffickede personer er kvinder, og at 70 procent af disse er trafficket til prostitution. 11) Regnet på IOM-tallene er der altså mellem 340.000 og 450.000 kvinder, der årligt traffickes til prostitution. Men det er altså på verdensplan; ikke blot i Europa. Som nævnt findes der ikke noget, der ligner valide skøn for, hvor mange der kommer til vores verdensdel på den måde om året.

Dertil kommer, at de amerikanske skøn er udsat for betydelig kritik. 12) De er baseret på indberetninger og informationer fra for eksempel ambassader, NGO’er og individuelle. Men udenrigsministeriet afviser nu på ottende år at oplyse, hvilken metode man har anvendt i sine beregninger. Det er dog et godt bud, at man i hvert fald ikke har talt for få. Internationalt er USA ofte allieret med Sverige i spørgsmål om prostitution, som Bush-regeringen i 2002 betegnede som ”skadeligt i sin natur, umenneskeliggørende og en drivkraft for trafficking.” 13) I beskrivelsen af Danmark betegner man således de sager, der har været efter rufferiloven, som trafficking-sager, selv om det danske retssystem netop ikke har fundet belæg for at kategorisere dem som sådan. Også de udenlandske prostituerede, der anholdes, fordi de mangler opholdstilladelse, regnes tilsyneladende for trafficking-ofre, selv om det amerikanske udenrigsministerium ingen som helst dokumentation kan have for dette. 14)

Men en ting er trafficking til prostitution, noget andet er tvangsprostitution. Min kilde i IOM oplyste, at når det er så svært at opgøre omfanget af trafficking til prostitution, er det blandt andet fordi mange af de formodede ofre ikke vil samarbejde med myndigheder eller hjælpeorganisationer – netop fordi de ikke ønsker at stigmatiseres som ofre for trafficking. De lægger altså selv vægt på, at de ikke er underlagt tvang. Også det amerikanske udenrigsministerium skelner mellem alvorlige  og andre tilfælde af trafficking, hvor de alvorlige sker med bedrag og tvang. 15) Måske skyldes hele denne del af forvirringen Palermo-protokollen, der definerer menneskehandel. Ifølge protokollen er prostitution pr. definition ikke frivilligt – eller rettere, der er åbnet mulighed for, at regeringer og alle andre kan udelukke muligheden for frivillighed i prostitution. 16)

IOM har udarbejdet et casestudie på Rusland, og her er der en enkelt indikation af, hvor stor en del af tilfældene af trafficking, der involverer tvang. Af 100.000 russiske kvinder, der et enkelt år er rejst til prostitution i et andet land, vurderes halvdelen således at være blevet presset eller narret til det, for eksempel med løfte om et andet job. 17)

Men det er ikke givet, at ofrene for tvang især kommer til vestlige lande. Min kilde i IOM oplyser, at rige lande generelt er de største modtagerlande, når det gælder trafficking. Men i den omhyggelige statistisk, organisationen fører over konkrete tilfælde, hvor man har ydet assistance – og hvor kvinderne altså har ønsket hjælpen – er Bosnien, Albanien, Kosovo og Makedonien de største modtagerlande i Europa. Afsenderlandene er for det meste andre lande i Sydøsteuropa, herunder det tidligere Sovjetunionen. 18) Der er en intuitiv logik i, at det er sådan. At tvinge en kvinde til prostitution er sikkert en besværlig og risikabel forbrydelse, og skal det foregå i stor skala, hjælper det, at der korruption hos politi og myndigheder. Eller mere generelt at der er den opløsning i samfundsstrukturerne, som man ofte ser i stater, der nyligt har været i krig eller som i nær fortid har været regeret af brutale diktaturer.

Ifølge det amerikanske udenrigsministerium har Portugal samt en stribe østeuropæiske lande i deres lovgivninger problemer i forhold til at bekæmpe trafficking. Det gælder blandt andet Ungarn, hvis hovedstad Budapest ifølge IOM for tiden er Europas pornohovedstad. Her bliver meget af den virkeligt brutale porno indspillet med dårligt betalte russiske kvinder i hovedrollerne. 19)

Omvendt mener det amerikanske udenrigsministerium, at USA selv kun er modtagerland for under 50.000 trafficking-tilfælde – prostituerede såvel som andre – om året. Dette kan afspejle tilstanden i et samfund, hvor politi og retsvæsen fungerer effektivt, ligesom det gør i Vesteuropa. Det lave tal for USA skal blandt andet ses i lyset af, at landet er målet for mange russiske kvinder, og at USA som bekendt også er målet for en massiv strøm af fattige illegale indvandrere fra Latinamerika. 20)

Summa Summarum – der er ingen valide og velinformerede kilder, der siger, at europæisk prostitution modtager blot i nærheden af en halv million traffickede kvinder om året. Af den halve million er kun en mindre del kommet gennem trafficking. Og kun en del af dem, der kommer ved trafficking, bliver prostituerede. Og kun en del af dem, der er prostituerede, er kommet til EU eller Vesteuropa. Og kun en mindre del af dem, der kommer via trafficking, og som bliver prostituerede i Vesteuropa eller EU, er tvunget eller bedraget til at gøre, hvad de gør.

Hvorfor er det så lige, at tallet en halv million er blevet alment accepteret i medierne og hos politikerne? Læg mærke til, hvem der havde formandsskabet i EU i første halvår af 2001, hvor man lancerede tallet i sammenhæng med trafficking til prostitution: Det var Sverige.

Helt konkret var det under den daværende svenske justitsminister Thomas Bodströms ledelse af Rådet vedrørende retlige og indre anliggender, at tallet blev bragt frem. 21) Den svenske regering har siden givet det en voldsom stramning i et såkaldt faktablad om prostitution fra 2005 – heri hedder det, at det ifølge IOM er mindst 500.000 kvinder og børn, der hvert år sælges til lokale prostitutionsmarkeder i Europa. 22) På min forespørgsel betegnede min kilde i IOM dette tal som ”way over the edge” og afviste, at det skulle komme fra IOM. Det er med andre ord en lodret løgn, den svenske regering har gjort sig skyldig i.

Bemeldte Thomas Bodström er en helt igennem tvivlsom karakter i den europæiske debat om prostitution. Det var i hans tid som øverste chef for det svenske justitsvæsen, at påstanden om, at  forbuddet mod sexkøb havde jaget menneskehandlerne væk, opstod. Nu har han været i opposition gennem et års tid, og han bruger sin tid på at få strammet lovgivningen, således at begrebet rufferi afskaffes og såvel bagmænd som kunder i stedet straffes efter paragrafferne om trafficking. I den sammenhæng beskriver han i nogle absurde og fantasifulde scener, hvor almindeligt trafficking er i Sverige. 23)

Lige i denne tid handler hans indsats i henseende til prostitution dog om noget helt andet: En skandale fra 70’ernes Sverige, hvor en række af samfundets spidser, herunder politikere, udnyttede to 14-årige piger, der blev tvunget til at arbejde som prostituerede, er kommet op igen, fordi de to piger, der nu selvfølgelig er modne kvinder, er stået frem og har sat navn på dem, der udnyttede dem. Den gang blev sagen dysset ned af ledende politikere. 24) Thomas Bodströms er manden bag en lang serie af uhyrlige påstande om prostitutionskunder. I denne sag er der rent faktisk prostitutionskunder, der har opført sig afskyeligt, og som fortjener samfundets straf og foragt. Men nu er det Thomas Bodströms egne venner, det handler om, og så er hans reaktion en helt anden: Han anklager de to kvinder for bagvaskelse. 25)

Sådan ser Sverige ud her ved årsskiftet til 2008. Man skal følge området tæt for at forstå, hvor beskidte midler der bliver taget i brug af dem, der har gjort det til en karriere at bekæmpe prostitution. I forhold til at modarbejde to kvinder, der er blevet groft udnyttet og svigtet som børn, og som ønsker oprejsning, er det selvfølgelig en mindre ting at lyve om oplysninger fra en anerkendt FN-tilknyttet organisation.

Og det bringer os igen hjem til Danmark. Dorit Otzen og Jens Høvsgaard går for at være eksperter på området, og henholdsvis skatteyderne og 3F’s medlemmer har betalt dem godt for at være det. Hvad er det, der bevæger dem til at misbruge FN’s gode navn til at sprede grove løgne om omfanget af trafficking og tvangsprostitution ?

Jeg vil komme med mit bud på et svar i et senere indlæg.

Illustrationer: Besøg denne side.

-------------------

Kilder og noter

1) Tvangsprostitution er et stigende problem i Vesteuropa. DR, den 20. marts 2006. Jeg kan ikke afspille udsendelsen på min pc, så jeg forlader mig på beskrivelsen i teksten.

2) Krisesamtale skal hjælpe anholdte prostituerede. Politiken, den 22. november 2007.

3) Lidt simpel regning her: Hvis en halv million prostituerede har i gennemsnit 5 kunder om dagen 250 dage om året, svarer det til i alt 625 millioner kundeforhold. I et tidligere indlæg har jeg beregnet, at danske mænd køber sex i Danmark eller udlandet cirka 2,3 millioner gange om året. Det svarer meget godt til vurderingen i et debatoplæg fra Socialdemokraterne, der kommer frem til, at der er mellem 1,5 og 3 millioner kundeforhold i Danmark om året. Danmarks befolkning udgør i meget runde tal 1 procent af hele EU’s befolkning. I nogle lande er prostitution mere almindeligt end i Danmark. Hvis man siger, det i gennemsnit er tre gange så almindeligt (og det er et rent gæt fra min side), svarer det da til, at der i hele EU er cirka 690 millioner kundeforhold om året.

4) Her er nogle eksempler: Acadamy of European Law taler om, at så mange som 500.000 kvinder og børn bliver ofre for trafficking i Europa hvert år. Carnegie Endowment refererer IOM for, at de fleste af 500.000 overvejende unge kvinder, der blev smuglet ind i EU i 1995, ufrivilligt blev prostituerede. Factbook on global sexual exploitation skriver, at cirka 500.000 kvinder årligt er trafficket ind i Vesteuropa. EurActic skriver, at ifølge EU-kilder ankommer cirka en halv million illegale indvandrere til unionen hvert år. Status of Woman Canada, en institution, der arbejder med ligestilling for den canadiske regering, skriver med henvisning til IOM, at årligt cirka 500.000 kvinder bliver trafficket til prostitution over hele verden.

5) Se artikel i EurActiv: EU to combat human trafficking. Publiceret 12. februar 2001. I præcis dette dokument refereres ikke til IOM men til EU. Mere præcis henvisning kommer på senere. Se også note 21.

6) Study on the links between legal and illegal migration. EU-kommissionen 2004. (Åbner i pdf).

7) Nogle eksempler: Centre for Reseach on Globalisation skriver med FN's menneskerettighedskomissær som kilde, at der hvert år er 120.000 kvinder og piger, der bliver trafficket ind i EU, hovedsagelig gennem Balkan. Globalizajia.com skriver stort set det samme, men nu er der tale om kvinder og børn, og kilden er IOM. Ifølge World Peace Herald er der tale om 120.000 kvinder og børn, der hvert år blive trafficket gennem Balkan til Vesteuropa. EU-kommissionen omtaler, at tal, der viser, at 120.000 kvinder og børn om året bliver bragt illegalt ind i Vesteuropa, er realistiske. 

8) Jeg regnede ikke med, at IOM ville give informationer til en horekunde, der forsvarer prostitution, så jeg præsenterede mig med en lille hvid løgn. Det kom jeg til at fortryde, for den person, jeg kom til at tale med, var både meget venlig, hjælpsom og saglig. Jeg tror, vedkommende havde givet mig de samme informationer under alle omstændigheder. Men da jeg nu har fået informationerne under til dels falske forudsætninger, har jeg valgt at holde min kilde i IOM anonym. Enhver, der måtte tvivle på mine referater af kilden, har imidlertid muligheden for at ringe til IOM selv. De er som sagt meget flinke. Jeg ringede op en mandag formiddag, og et kvarter senere havde jeg fået alle de informationer, jeg bad om.

Adresse og telefonnumre på IOM’s hovedsæde i Geneve findes her. For pressekontakter, se her.

9) IOM udgav i 2005 Data and research on human trafficking: A global Survey (åbner i pdf), der består af forskellige forskeres betragtninger om antallet af tilfælde af trafficking. Jeg har kun skimmet den, for den indeholder ikke det, jeg søgte – et konkret tal! Den fælles frustration er netop, at det ikke er muligt at opgøre.

10) Rapporterne findes her: 2001, 2002, 2003, 2004, 2005, 2006, 2007.

11) Se “Introduction” i “Trafficking in persons report 2004” (note 10).

12) Se kilden i note 9. Læs for eksempel Liz Kellys artikel ”You can find anything you want”.

13) “The U.S. Government adopted a strong position against legalized prostitution in a December 2002 National Security Presidential Directive based on evidence that prostitution is inherently harmful and dehumanizing, and fuels trafficking in persons.” Se “Introduction” i “Trafficking in persons report 2005” (note 10).

14) Se “Country Narratives” i “Trafficking in persons report 2007” (note 10).

15) Alvorlige tilfælde af trafficking er i amerikansk lovgivning defineret som:
a. Sex trafficking in which a commercial sex act is induced by force, fraud, or coercion, or in which the person induced to perform such an act has not attained 18 years of age; or
b. The recruitment, harboring, transportation, provision, or obtaining of a person for labor or services, through the use of force, fraud, or coercion for the purpose of subjection to involuntary servitude, peonage, debt bondage, or slavery.

Se afsnittet “Introduction” i “Trafficking in persons report 2007” (note 10).

16) I Palermo-protokollen defineres menneskehandel (trafficking) som udnyttelse, der omfatter mindst ”udnyttelse af en andens prostitution eller andre former for seksuel udnyttelse, tvangsarbejde, slaveri eller slaverilignende former for udnyttelse af arbejdskraft eller fjernelse af organer.” Prostitution har altså en særstilling i protokollen, idet der her ikke behøver forekomme ”slaverilignende former”, før der er tale om menneskehandel. 

17) Trafficking for Sexual Exploitation: The Case of the Russian Federation. IOM 2002 (åbner i pdf).

18) World Migration Report 2005 – International migration data and statistics. IOM 2005 (åbner i pdf).

19) Se kilden i note 16.

20) Tallet 50.000 stammer fra “Introduction” i “Trafficking in persons report 2001” (note 10). Jeg mener at have set meget lavere tal i senere rapporter, men jeg kan ikke finde dem igen. 

Ifølge kilden i note 16 vurderer FBI, at der alene i New York og New Jersey findes flere hundrede escortbureaer m.v., der hver ”kontrollerer” mellem 60 og 200 russiske kvinder. Det vil sige mindst 25.000 i alt.

21) Her er er desværre et dokument, der er bortkommet for mig - i dette præsenterede Thomas Bodström indsatsen mod menneskehandel, og længere nede fremlagde man, endnu meget redeligt, tallet på en halv million illegale indvandrere af hunkøn om året.

Irwin M. Seltzer referer i artiklen Immigration Policy for an Age of Mass Movent Thomas Bodström for både at bruge tallet 120.000 og tallet 500.000. Begge er refereret i deres korrekte sammenhænge, bortset fra det sidste tal ifølge citatet (som kan være upræcist) ikke er specificeret på køn. Senere blev de to tal blandet sammen af den svenske regering, se også note 22.

22) Prostitution og människohandel. Faktablad. Näringsdepartementet, april 2005 (åbner i pdf).

23) På Sweden.se argumenterer Thomas Bodström den 26. oktober 2007 for en lovændring, hvorefter alle ruffere regnes som menneskehandlere. I Göteborgposten den 31. oktober beskriver Thomas Bodström i dramatiske vendinger prostitutionmarkedet i Sverige: Slutta skydda män som köper sex.

24) Isabella Lunds seneste indlæg om sagen er JK og media i bordellhärvan fra den 7. december 2007. I bunden af indlægget findes links til hendes tidligere indlæg i kronologisk rækkefølge.

25) Thomas Bodström: Det er förtal. Politikerbloggen.se den 6. december 2007. "Förtal" betyder bagvaskelse.

Ved en razzia i København natten mellem onsdag og torsdag fandt politiet 15 udenlandske kvinder, der under fangeskab af internationale mafiaer var blevet voldtaget et stort antal gange. De pågældende kvinder blev omgående lagt i håndjern og smidt i fængslet. Denne helt igennem besynderlige og usammenhængende historie kunne man torsdag læse på DR’s hjemmeside: Politiet i aktion mod kvindehandel.

Langt hen ad vejen har jeg forståelse for, at de prostituerede, der for eksempel giver sig til kende i bloggosfæren, kun undtagelsesvist bliver hørt, når medierne skriver om prostitution. Jeg har endnu større forståelse for, at journalister ikke spørger mig som kunde. Hver især repræsenterer vi kun os selv eller en begrænset kreds. Og vi er amatører. Og vi er i de fleste tilfælde anonyme. Og vi er partiske. Det skal holdes op mod, at journalisten kan ringe til højtlønnede personer med fine titler, der angiveligt er upartiske eksperter i prostitution.

Derimod har jeg ingen forståelse for det, når journalisterne skriver historier om prostitution, der helt åbenlyst ikke hænger sammen. Som det var tilfældet med DR’s historie. Kvindehandel betyder i den almindelige forståelse af ordet, at en kvinde bliver holdt fanget mod sin vilje, for eksempel ved hjælp af trusler mod hende selv eller sin familie. Således i fangeskab bliver hun tvunget til at have sex med talrige mænd, og i og med, at det foregår under tvang, er det voldtægt. Hvordan kan det så være, at ofrene bliver lagt i håndjern og fængslet? Den logiske brist skriger til himlen.

Et af to: Enten er de pågældende kvinder ikke ofre for kvindehandel, og så er hele grundlaget for den officielle danske politik over for udenlandske prostituerede forkert. Eller også er hele aktionen en så stor skandale, at der skal rejses rigsretssag mod justitsminister Lene Espersen. I begge tilfælde er det lige en sag for ambitiøs journalist med blikket mod en Cavling-pris.

Inden nattens razzia var færdig, var yderligere 25 prostituerede blevet anholdt. ”Generelt når vi arbejder med prostitution, så går vi efter at få fat i bagmændene, hvad enten det er rufferi eller menneskehandel. Så det her er et skridt på vejen,” som DR København troskyldigt refererede vicepolitiinspektør Steen Søder for at forklare. Journalisten synes ikke at have reflekteret over, præcis på hvilken måde det er et skridt på vejen i kampen mod rufferi og menneskehandel at smide prostituerede i fængsel.

Men der er mere mystik i forbindelse med historien. Forstander Dorit Otzen fra Reden Stop Kvindehandel er den absolut mest citerede ”ekspert”, når det gælder prostitution. Hun, og den organisation, hun repræsenterer, mener ikke, man kan tale om frivillige prostituerede. Alle er under en eller anden form ofre for tvang, mener hun. Hvorfor lyder der så ikke et ramaskrig fra hende, når politiet lægger disse kvinder i håndjern? Redens største ærgrelse i denne sag er, at anholdelserne ikke nytter – de prostituerede kommer jo bare igen. Se denne artikel fra TV2.

Og hvor er alle Dorit Otzens sædvanlige venner blevet af? Alle disse politikere og pseudoforskere, der kan tale længe om hvor synd det er for de prostituerede i al almindelighed, og hvor bydende nødvendigt det er at kriminalisere prostitution. Hvorfor synes de ikke det er bydende nødvendigt at forhindre, at deres kamp mod prostitution ender med, at fattige kvinder fra hele verden sidder med røde mærker på håndleddene og græder i Vestre Fængsel ?

Min udfordring til alle de journalister, der har skrevet om razziaen i København, er: Ring til Dorit Otzen. Ring til Pernille Vigsø Bagge. Ring til Mette Frederiksen. Ring til Karin Riis-Jørgensen. Ring til Ellen Trane Nørby. Ring til Lone Dybkjær. Ring til Kenneth Reinicke. Spørg dem hvad de mener om, at den danske stat anvender brutal vold over for de selv samme udenlandske prostituerede, som uophørligt bliver omtalt som ofre for en af de værst tænkelige forbrydelser. Spørg dem, hvad de vil gøre for at forhindre, at det sker igen. Og når hele striben bliver lange i spyttet – så tænk over hvorfor.

Læs også Majs indlæg om emnet.

Illustrationer: Besøg denne side.

Der er cirka 2500 udenlandske prostituerede i Danmark, skønner politiet. Men hvor mange kunder har de? Hvor stor er deres forretning?

TV-programmet Task Force på DR1 havde et bud på det i sidste uge. Man anslog først, at de udenlandske prostituerede hver havde en kunde 200 dage i året. Det giver 500.000 kundeforhold. Dorit Otzen fra Reden korrigerede journalisterne. ”Der er ingen, der bare har en kunde,” sagde hun og opgav i stedet fem kunder om dagen som et realistisk bud. Dermed er vi oppe på 2,5 millioner kundeforhold om året for udenlandske prostituerede i Danmark.

Claus Lautrup fra VFC Socialt Udsatte udgav forrige år en rapport om danske sexkunder, og her kan man læse om det fra den anden side – altså hvor mange gange danske mænd køber sex. Rapporten var baseret på en stor undersøgelse, som 6350 mænd havde deltaget i. Cirka 14 procent havde på et eller andet tidspunkt i deres liv købt sex, og det svarer meget præcist til det, man har fundet i andre danske og skandinaviske undersøgelser.

Cirka 10 procent havde købt sex inden for de seneste 12 måneder. Det svarer til cirka 200.000 mænd. Af dem havde 35 procent blot købt en enkelt gang. 19 procent havde købt mellem 2 og 5 gange, 9 procent mellem 6 og 12 gange, og endelig havde 38 procent købt flere end 12 gange. Hvis man forudsætter, at dem, som køber mange gange, i gennemsnit køber hver anden uge – altså 26 gange på et år – kan man begynde at regne på tallene. Det har jeg gjort: Der er cirka 2,3 millioner kundeforhold mellem danske mænd og prostituerede om året.

Men en stor del af disse kundeforhold har fundet sted uden for Danmarks grænser. 31 procent af kunderne har slet ikke købt sex i Danmark, og yderligere 27 procent har både købt i Danmark og i udlandet. Omvendt er der naturligvis også udlændinge, der køber sex i Danmark, ikke mindst svenskere i hovedstadsregionen. Alt i alt bliver der højest købt sex 2 millioner gange i Danmark om året.

Det her er rigtigt dårligt nyt for de 3500 danske prostituerede, politiet skønner, der findes. Når de fortæller om kunder, de har haft, må det være noget, de har drømt. For der er slet ingen kunder tilbage til dem, når de udenlandske prostituerede har taget deres del af kagen.

Eller også er Dorit Otzens tal for antallet af kunder om dagen vildt overdrevet. Hvis de i alt 6000 danske og udenlandske prostituerede skal deles om de 2 millioner kundeforhold om året, er der præcis 333 til hver. Ironien er her, at journalisterne fra Task Force, indtil Dorit Otzen greb ind, faktisk var på rette spor: En prostitueret i Danmark har i gennemsnit cirka en kunde om dagen. Journalisterne havde blot regnet med for få arbejdsdage (og det siger i sig selv nogen om forståelseskløften, at de venligt havde forudsat, de udenlandske prostituerede holdt seks uger ferie og havde to ugentlige fridage ligesom os andre)

Når man skal gøre op, om prostitution er godt eller skidt, gør det naturligvis ingen forskel, om der er mere eller mindre af den. Men at omfanget af prostitution er betydeligt lavere, end det vi hører gennem medierne, har to interessante perspektiver for, hvordan man skal anskue prostitution som fænomen.

Det ene perspektiv handler om, hvilke vilkår de udenlandske prostituerede typisk arbejder under. Vi hører igen og igen om udenlandske prostituerede, der må betjene et stort antal mænd hver dag – det seneste tal, som Dorit Otzen og forfatteren Jens Høvsgaard fører i marken, er 25-30 på en dag. For mig lyder det som en vandrehistorie, men jeg kan naturligvis ikke afvise, at det er forekommet. Men hvis der er et betydeligt antal udenlandske prostituerede, der har mange eller bare flere kunder om dagen, må der være mange af de andre, der har betydeligt færre end én. Deres typiske problem vil ikke være, at de har for mange kunder, men om de overhovedet kan få så mange, at det er værd at køre en forretning på.

Jeg kan illustrere det med den ene personlige erfaring, jeg har med en udenlandsk prostitueret. Jeg havde set hendes annonce mere end en måned før, jeg blev kunde hos hende, og hun var meget smuk og attraktiv. Hun var cirka 500 kroner billigere i timen end sine danske kolleger i bureauet, og der var ingen vagtplaner – man kunne booke hende 24 timer i døgnet. Bureauet virkede professionelt og ordentligt. Jeg havde ventet at møde en rutineret kvinde, der var ved at skrabe en masse penge sammen. Men til min store overraskelse opdagede jeg lidt efter lidt, at hun var nybegynder. Jeg kan ikke med sikkerhed sige, at jeg var hendes første kunde. Men mange før mig havde der i hvert fald ikke været.

Man kan kun gisne om, hvem de 2500 udenlandske prostituerede typisk er. Rigtig mange af dem er her måske i anden anledning, men håber at tjene lidt ekstra, hvis der skulle vise sig en kunde. Så sætter de annonce på internettet. Måske deler nogle også gratisaviser ud eller gør rent. Måske er nogle kærester til håndværkere fra Østeuropa. Nogle er her måske illegalt og hutler sig igennem ved småkriminalitet og træk på venner og landsmænd resten af tiden. Jeg ved det ikke, men jeg synes, det var interessant at finde ud af.

Det andet perspektiv handler om selve det, at Dorit Otzen og Reden overdriver omfanget af prostitution i Danmark med en faktor tre, cirka. (For de danske prostituerede drømmer naturligvis ikke; de har deres store andel af de danske kunder. Hvis Dorit Otzen også regner med, at danske prostituerede har fem kunder om dagen, 200 dage om året, er det samlede tal i hendes bog 6 millioner kundeforhold om året)

Man kan konkludere, at enten er Dorit Otzen og Reden fulde af løgn, eller også har de ikke forstået, hvordan virkeligheden er for de prostituerede, de arbejder med. Men det er ikke desto mindre dem, der bliver brugt som eksperter, hver gang journalister fra Task Force og andre medier skal omtale emnet prostitution.

- Og så er der faktisk et tredje perspektiv: Når skattemyndighederne skal skønsansætte prostituerede, der har undladt at opgive deres indkomst, synes de at anvende tal, der er endnu højere end dem, Dorit Otzen bruger. Det har alvorlige konsekvenser, fordi man på den måde straffer prostituerede, der snyder i skat, langt hårdere end man straffer andre, der begår samme forseelse. Og man binder dem til en gæld, som de vil have meget svært ved at betale af med den indkomst, de rent faktisk har. Men det er en anden historie til et andet indlæg. Jeg har vist smidt tal nok på bordet for i dag.

Claus Lautrups rapport ”Det skal ikke bare være en krop mod krop-oplevelse” findes på VFC Socialt Udsattes publikationsliste. Læs også Frække Rikkes beskrivelse af Task Force-programmet. Som det fremgår var det ikke verdens bedste stykke journalistik, og Maj skrev i går om, hvilke konsekvenser det fik for de udenlandske prostituerede på gaden.

Læs også tidligere indlæg om Reden og udenlandske prostituerede: Verdens mindst succesfulde rejsebureau, Prostituterede fra udlandet: Mennesker uden ret, og Er der en rigsrevisor til stede?

Illustrationer: http://www.stocking-tease.com/onlytease/624porje84.htm

* Mange af de udenlandske prostituerede kommer her fuldt lovligt, de overtræder heller ikke nogen lov, mens de er her, og de gør i det hele taget ikke nogen noget ondt. Alligevel lægger staten alle mulige forhindringer for dem ved at kriminalisere de organisationer, de arbejder i og sammen med. Så er det til gengæld statens indlysende moralske pligt selv at give de pågældende den støtte, man forhindrer dem i at søge andre steder. 
* Mange udenlandske prostituerede kommer her som følge af fattigdom i deres hjemlande. Vi giver milliarder i bistand til disse lande, men så skulle det også være den mest naturlige ting i verden at give en helt basal hjælp til de fattige mennesker, der kommer her.
* Og sidst, men ikke mindst, er der problematikken omkring menneskehandel. Når man ikke får kontakt til prostitutionsmiljøet, får man naturligvis heller ikke kontakt den problematiske side af det. Gennem de første de første tre år med en handlingsplan mod kvindehandel lykkedes det ikke at identificere et eneste offer for denne forbrydelse gennem det opsøgende sociale arbejde.

Jeg skal understrege, at modsætningen mellem RSK og Pro Sentret står for min egen regning. Jeg har ikke nogen viden om de to organisationers holdning til hinanden.

Også Ligstillingsministeriets evaluering af regeringens handlingsplan til bekæmpelse af kvindehandel er anvendt som kilde (åbner i pdf).
 

Læs om Rigsrevisionens opgaver her.

Tidligere indlæg om regeringens og RSK’s arbejde med udenlandske prostituerede:
Verdens mindst succesfulde rejsebureau
Prostituerede fra udlandet: Mennesker uden ret
Giv os et telefonnummer, Karin

Illustrationer: http://asianbutterflies.com/fhg/galleries/013/1057465.html

Hvor mange mennesker bor der i Viborg? Hvor mange mål scorede Kim Christofte under EM i 1992? Hedder rosiner fra Californien Dale eller Dole? Nogle gange, fjernt fra leksika eller en internetadgang, bliver man uenige om besynderlige fakta, og så kan et rask lille væddemål være det, der sparer de uenige såvel som omgivelserne for en lang og meningsløs palaver. Parterne har det med at stille sig tilfreds med, at man afgør sagen senere, og at den, der har uret, så må betale for sin påståelighed.

I debatten om prostitution står to holdninger stejlt over for hinanden: Den ene, som jeg som bekendt selv plæderer for, siger, at prostitution hverken er mere eller mindre skadeligt end så meget andet. Den  anden siger, at prostitution er særdeles skadeligt for udøverne.

Denne sidste skole tilhører Pernille Vigsø Bagge, folketingsmedlem for SF, og hun har foreslået, at man får lavet en landsdækkende redegørelse, der viser, hvordan det står til. Hun er overbevist om, at en sådan redegørelse vil give hende ret. Men jeg er lige så overbevist om, at den vil give mig ret, og derfor ser jeg også meget gerne sådan en redegørelse.

Balder Mørk Andersen, formand for SF’s ligestillingsudvalg, skriver om partifællens forslag på sin blog, og i en kort debat tilbød jeg ham et væddemål: Hvis man laver en redegørelse som omtalt, men efter videnskabelige principper, som viser, at prostitution er signifikant mere skadeligt end andre erhverv, så har jeg købt sex for sidste gang. Hvis omvendt jeg har ret, så skal Balder forpligte sig til at ændre holdning til en kriminalisering af prostitution.

Balder har takket nej til væddemålet. Men jeg lader tilbudet blive stående, og jeg giver det hermed også til fire andre ihærdige forkæmpere for en kriminalisering. Foruden de to SF’ere gælder det folketingsmedlem Lone Dybkjær (R), medlem af Københavns Borgerrepræsentation Margrethe Wivel (R) og forstander Dorit Otzen fra Reden Stop Kvindehandel. Væddemålet er individuelt, således at bare en af dem på egen hånd behøver at acceptere det.

Jeg forudsætter som nævnt kun, at redegørelsen bliver grebet videnskabeligt an, hvilket vil sige at man sammenligner helbred og almindeligt velbefindende hos danske prostituerede på massageklinikker og i escortbureauer med en kontrolgruppe af sammenlignelige ikke-prostituerede. Hvis en sådan undersøgelse viser, at de prostituerede har det signifikant dårligere end de ikke-prostituerede, så er det, at jeg har købt sex for sidste gang.

Jeg vil endda forhøje min indsats. Tager jeg fejl, trækker jeg mig ud af debatten om prostitution. Jeg sletter også alle hidtidige indlæg på denne blog og lader kun to stå tilbage: Dette, samt et indlæg hvor den, der tager imod væddemålet, kan beskrive, hvad undersøgelsen viser.

Personligt vil jeg ikke være imod prostitution, selv om det skulle vise sig, at udøverne i prostitution under ordnede forhold i begrænset omfang har det dårligere end kontrolgruppen. Der er så mange ting, der potentielt er mere skadeligt end at blive hjemme i sin lænestol. At gå i byen og få en glad aften og at rejse på ferie til Ægypten er eksempler på ting, som det vil være synd at forbyde, selv om de er behæftet med en risiko. Men jeg ser ingen grund til at være nøjeregnende for mit eget vedkommende i dette væddemål.

Der er to grunde til, at jeg tilbyder væddemålet: Den ene er, at jeg er dødtræt af den såkaldte dokumentation, mine fem potentielle spillekammerater læner sig op ad. Det er VFC Socialt Udsatte, der samler den på dansk grund, men deres materiale er i mine øjne ikke andet end ammestuesnak pyntet med kildehenvisninger. Mere sagligt formuleret, så er det et faktum, at VFC’s konklusioner er baseret på løsrevne fragmenter. Man tager en enkeltstående historie her og en anden der. Så kombinerer man det med skøn og gæt fra nogle forskere, og så er man fremme ved målet. Hvortil kommer, at en række af VFC’s kilder simpelthen ikke siger det, man refererer dem for.

Den anden grund er, at hvis ingen af de fem ønsker at tage imod væddemålet, så illustrerer det hvor betændt, deres politik er. De ønsker at fængsle sexkøbere, og de er imod at ligestille mænd eller kvinder, der ønsker at leve af at sælge seksuelle tjenester, med alle andre i samfundet.

Hvis der ikke er noget skadeligt i prostitution, er der kun den såkaldte værdikamp tilbage. Det er i sig selv også fint og fair, uanset om deres værdier er baseret på religion, ligestillingspolitik, personlige følelser eller noget helt fjerde. Men i et demokratisk retssamfund foregår en værdikamp gennem debat. De kan skrive bøger og holde taler og arrangere aftenskolekurser og hvad de ellers vil i den boldgade.

Men at føre værdipolitik gennem at berøve medborgere almindelige rettigheder, fordi de har de "forkerte" værdier, er et totalitært udgangspunkt. Dét hører bestemt ikke hjemme i et demokratisk retssamfund.

-----

Sidste, tilføjet 25. august: Den mulige gevinst for hvem, der nu måtte tage imod væddemålet, er blevet endu større. Også Luder lægger en indsats ind :-)