Redens falske tal

Omfanget af gadeprostitution i København er steget voldsomt de seneste år. Vi har hørt det igen og igen i medierne, og da Berlingske Tidende sidste sommer faldt over en statistik fra Servicestyrelsen, blev der sat tal på: Der er tale om en fordobling, fra cirka 600 til cirka 1200 sexarbejdere på gaden på blot et par år.

Men det er ikke rigtigt. Tallene er opgjort som det antal sexarbejdere, Reden København har mødt i løbet af det pågældende år. Men Reden har misinformeret, og det er ikke misinformation i bagatelklassen: Ud af de i alt cirka 1400 gadeprostituerede i Danmark, som den officielle statistik taler om, findes mindst 500, og måske helt op til 1000, i virkeligheden slet ikke. Det er sexarbejdere, som KFUK-organisationens afdeling i hovedstaden i strid med sandheden påstår, at de møder. Reden København ligger inde med præcise tal for, hvor mange der besøger dem i løbet af et år, men disse tal holdes hemmeligt.

Der er ofre for Reden Københavns misinformation. Det gælder hundredvis af kvinder på gaden – ikke blot sexarbejdere, men også stofbrugere og hjemløse – som måske ikke har fået en hjælp, der var målrettet deres behov. Sexarbejdere og -købere har i debatter i medier, til konferencer og i Folketinget på et falsk grundlag fået skyld for en eskalerende social tragedie. Befolkningen og politikere er via medierne ført bag lyset og har fået helt forkert billede af, hvordan sexarbejde udvikler sig i disse år. Et helt konkret offer er velfærdsminister Karen Jespersen. Hun har over for Folketinget gengivet dele af Reden Københavns falske oplysninger, og det må en minister i ikke. Hun kan have brudt ministeransvarlighedsloven.

Reden København er selv den umiddelbare vinder i det hele. Den har haft politisk medvind og fået folk til at se udviklingen i sexarbejde sådan, som Reden København ønsker, de skal se det.  Også økonomisk er det gået godt. Statens tilskud til Reden København er år for år blevet øget, fra 1,5 millioner kroner i 2005 til 6,4 millioner kroner i 2009, hvortil kommer, at også Københavns Kommune har øget tilskuddet.

Reden København giver meget få oplysninger om sit arbejde på sin hjemmeside. Heller ikke af andre offentligt tilgængeligt kilder kan det dokumenteres, at Reden København misinformerer myndighederne og offentligheden. Men dette og nogle kommende indlæg bygger, foruden ved de offentligt tilgængelige oplysninger, på aktindsigter i henholdsvis Velfærdsministeriets ligestillingsafdeling, Københavns Kommune og Servicestyrelsen, som jeg har haft adgang til at bladre igennem.

Jeg har researchet på dette emne i snart et år, og jeg har flere gange skrevet udkast til indlæg om den dokumentation, jeg har samlet. Men det er enormt kompliceret, og der er mange detaljer, som er vanskelige at formidle. Derfor deler jeg det nu op i flere indlæg. I dag fortæller jeg kun helt overordnet, hvordan Reden København manipulerer, når organisationen giver oplysninger om omfanget og arten af sit arbejde. I senere indlæg vil jeg komme ind på konsekvenserne af den på overfladen banale sag om misinformation, ligesom jeg vil beskrive dokumentationen nærmere.

Blog-mediet er endnu for nyt til, at der har udviklet sig en sædvane for, hvor bloggere skal forholde sig til love og regler om medieansvar. Spørgsmålet er, i hvilket omfang vi overhovedet skal forholde os til dem – man kan sige, at formen, hvor enhver frit kan lægge kommentarer, gør alt vedrørende kritiserede parters ret til at komme til orde mindre relevant. De kan jo lægge en kommentar som alle andre, hvis de er utilfredse.

Men jeg gør det sådan, at jeg på forhånd sender indlæggene til seks personer, der repræsenterer institutioner, som jeg direkte eller indirekte kritiserer i de forskellige indlæg. De får hver gang et par dage til sende kommentarer retur, og hvis de gør det, vil kommentarerne blive offentliggjort i selve indlæggene efter min tekst. De seks personer er: Forstander Dorit Otzen og daglig leder Anette Rix fra Reden København, velfærdsminister Karen Jespersen, afdelingschef Vibeke Abel fra Velfærdsministeriets ligestillingsafdeling, og endelig fra Servicestyrelsen direktør Palle Lund og faglig leder Ole Thomsen.

--------

Jeg skal snart have et nyt køleskab. Måske køber jeg det hos Køle-Møller på Frederiksberg. Hvis jeg gør det, bliver der sikkert oprettet en post på mig i forretningens kundekartotek. Det er fornuftigt at have sådan et kartotek, og det gør det også mere bekvemt for kunden selv, hvis han eller hun kommer igen.

(Jeg skal understrege, at Køle-Møller og hans kundekartotek er et opdigtet eksempel, som jeg kun bruger, fordi det er godt til at illustrere problemstillingen. Jeg har kun hørt godt om forretningen.)

Lad os sige, at det af en eller anden grund blev meget vigtigt for politikerne at vide noget om, hvordan folk køber og bruger køleskabe. De får embedsmændene til at ringe til nogle af de store forretninger, der formodes at have forstand på det, for at få hjælp. Køle-Møller oplyser hvor mange kunder, der står i hans kartotek. Det tal sender embedsmanden videre til politikerne, og det kommer også til at stå i aviserne.

Men det er en misforståelse, fordi man på den måde ikke kun regner de aktuelle kunder, men også alle de tidligere kunder, med. Folk føler sjældent nogen særlig tilknytning til en forhandler af hårde hvidevarer. Hvis de flytter, ringer de ikke til butikken og siger: ”Nu skal I ikke regne med at se mig mere”. Det betyder, at kundekartoteket bare vokser og vokser, med mindre butikken selv sletter de ældste poster. Selv hvis ni ud af ti kunder er utilfredse og aldrig sætter deres ben i butikken igen, eller hvis forretningen bliver ramt af en hård krise i samfundet, kommer der hele tiden nye poster i kundekartoteket.

Hvis man gerne vil vide, om det går frem og tilbage med salget af køleskabe, skal man se på noget andet – nemlig hvor mange der har købt i løbet af for eksempel det seneste år, i forhold til, hvor mange der købte året før.

Hvis man vil vide, hvordan sexarbejde på gaden udvikler sig i Hovedstaden, så spørger man Reden København. I de officielle statistikker sættes deres besøgstal pr. definition lig med antallet af sexarbejdere på gaden i København. Men Reden København fortæller ikke, hvor mange besøgende de har haft i løbet af de enkelte år. De fortæller, hvor mange kvinder, der er opført i deres kartotek. De begyndte at tælle i januar 2005, da de fik et nyt it-baseret registreringssystem, kaldet PCD-klient. Kartoteket bare vokser og vokser, for der er en meget stor udskiftning fra år til år i den kreds af kvinder, der bruger Reden København.

Det ser ikke ud til, at der er kommet hverken flere eller færre brugere i Reden København. Tallet synes at ligge ret fast omkring 600 om året; nogle år lidt færre, i de seneste år måske lidt flere. Hver uge kommer fire-fem brugere, som ikke har været der før, og cirka lige så mange holder op med at komme, selv om Reden København i langt de fleste tilfælde naturligvis ikke kan vide, at de har set de pågældende brugere for sidste gang.

Men når Reden København indberetter tal for antallet af brugere, så lader de som om at alle tidligere brugere stadig kommer, men at de bare ikke har været der lige for nyligt. Det senest indberettede tal er 1203, og det er altså formentligt cirka dobbelt så højt som det reelle besøgstal i løbet af et år.

Det er imidlertid kun den ene del af Redens misinformation.

I eksemplet med Køle-Møller oplyste han sit kundetal. Embedsmanden antager uden nærmere refleksion, at de alle har købt et køleskab, for det er jo det, forretningen er kendt for. Reelt sælger Køle-Møller et fuldt program af hårde hvidevarer. Men fejlen bliver ikke rettet.

Reden Københavns er kendt som den organisation i København, der hjælper sexarbejdere på gaden. Få gør sig klart, at mange af brugerne slet ikke er sexarbejdere. De kan have nok så alvorlige problemer med brug af stoffer, hjemløshed eller andet. Men de har intet at gøre i en statistik over sexarbejdere. Reden Århus, der ikke ser på sexarbejde med samme ideologiske briller som Reden København, skønner, at kun godt 40 procent af deres brugere er sexarbejdere.

Noget tilsvarende gør sig formentligt gældende i København, hvor Reden endvidere oplyser, at betydeligt over halvdelen af brugerne er nordiske (det vil i de fleste tilfælde sig danske). Det åbner for et stykke research, som alle kan lave på egen hånd: Gå en tur gennem Skelbækgade, Halmtorvet og Istedgade og se, hvor mange danskere, der er blandt sexarbejderne. Det er kun nogle få stykker hver dag, og sammenlagt er der formentligt ikke flere end mellem 50 og 100. Måske er der betydeligt færre. Under alle omstændigheder er der langt op til de mange hundrede danske sexarbejdere på gaden, som Reden København taler om.

Summa summarum: Når Reden København oplyser, at de møder cirka 1200 sexarbejdere i løbet af et år, så er sandheden, at de kun møder få hundrede.

Jeg har et forbehold – en del tal er indberettet mundtligt, og måske har Københavns Kommune og Servicestyrelsen misforstået, hvad Reden København har sagt til dem. Men i så fald har Reden København godtaget misforståelserne og håndteret dem som sandheder. De har kunnet se, hvordan såvel myndighederne som medierne har anvendt tallene, og de har gjort det uden at gøre opmærksom på fejlen. Tværtimod har de i flere medier bidraget med kommentarer til historier om stigningen i antallet sexarbejdere. Det har de gjort mod bedre vidende.

Illustrationer: Besøg denne side.