Ine Vanwesenbeeck

Debatten om prostitution går for eller imod en kriminalisering af kunderne. Det er dét, der er på dagsordenen, dét, som overvejes som det næste skridt. Dette er naturligvis inspireret af den svenske lov fra 1999, som nu er på vej til at blive kopieret i Norge.

Midt i alt dette glemmer vi ofte, at det kun er i vores lille nordlige afkrog af Europa, at tendensen går mod forbud. Mod syd har en stribe lande over de seneste ti år, godt og vel, tværtimod legaliseret og liberaliseret området. Mest kendt er Holland og Tyskland på det felt, men tendensen har også slået igennem i for eksempel Spanien, Tjekkiet, Ungarn, Slovenien – og Danmark, såmænd. Som bekendt er den største nyere ændring af loven herhjemme, at kriminaliseringen blev ophævet i 1999.

Denne tendens skyldes ikke resignation eller laden stå til. Den skyldes naturligvis dels en opblødning i moralske dogmer omkring sex. Men nok så meget skyldes den forskning, der viser, at en legalisering er den rigtige vej at gå.

Centralt i denne forskning står det, der om noget er hovedværket i nyere europæisk forskning om prostitution, nemlig hollænderen Ine Vanwesenbeecks ”Prostitutes’ well-being and risk” fra 1994. Den er et hovedværk, fordi den er bygget op omkring grundige, fyldestgørende og metodiske interview med 187 hollandske prostituerede, hvis svar er sammenlignet med tilsvarende undersøgelser for helbred og velbefindende hos ikke-prostituerede kvinder i samme aldersgrupper. Netop denne sammenligning er essentiel. Ud af 100 mennesker, prostituerede eller ej, er der altid et antal, der er kede af det. Som har psykiske problemer, og/eller som har haft en traumatisk barndom. Derfor bliver man ikke klogere af at høre om en enkelt Odile Poulsen. Spørgsmålet er, om hendes historie er typisk.

Ine Vanwesenbeeck fandt, at prostituerede som helhed havde det dårligere end andre kvinder på samme alder. På stort set alle parametre fandt hun højere forekomst af psykiske og fysiske lidelser blandt prostituerede end blandt ikke-prostituerede.

Men det var kun en del af historien, for der var meget stor forskel på, hvordan de prostituerede havde det. Ine Vanweesenbeck delte dem op i tre grupper:

*  27 procent følte sig som og handlede som professionelle. I denne gruppe var helbred og velbefindende bedre end hos den gennemsnitlige ikke-prostituerede.

*  I den anden ende af skalaen havde 23 procent det rigtig slemt, og det var dem, der trak gennemsnittet ned under middel. For dem kunne prostitutionen være en ond cirkel. Seksuel udnyttelse i barndommen og en presset økonomisk situation kendetegnede ofte deres baggrund, og de måtte hyppigt arbejde under dårlige vilkår på gaden og i den særlige hollandske vinduesprostitution. De var hyppigere end de øvrige også skødesløse med at bruge prævention, og de anvendte usunde psykologiske overlevelsesmekanismer. Ine Vanwesenbeeck omtaler dem netop som ”survivors”. Også udlændinge, og specielt dem, der nyligt var kommet til landet, havde en forhøjet risiko for at lande i denne gruppe.

*  Indimellem disse yderpunkter var der en uhomogen gruppe på 50 procent, hvoraf alle sørgede for at bruge prævention, og hvoraf de fleste var professionelle og businesslike ligesom kvinderne i første gruppe. Denne sidste gruppe havde et velbefindende, der gennemsnitligt kun var ubetydeligt dårligere end den gennemsnitlige ikke-prostituerede hollandske kvindes.

Ine Vanwesenbeeck vurderede selv, at de prostituerede, hun havde interviewet, ikke var helt repræsentative, og at de tre grupper i virkeligheden var cirka lige store i Holland på det tidspunkt. Altså: En tredjedel var survivors, og to tredjedele var professionelle. Ine Vanwesenbeeck betonede, at der ikke var nogen grund til at møde de sidstnævnte med en antagelse om, at de var ofre eller lidende.

Måske kan man oversætte de tre grupper fra det, der kendes på enhver arbejdsplads og i ethvert fag: For nogle er arbejdet en livsstil. Det er en del af deres identitet. For andre igen er det bare et arbejde. Og så er der nogle, som ikke passer ind; som hverken kan lide arbejdet eller kollegerne. I prostitution er det blot mere giftigt at være blandt de sidste, fordi for eksempel en narkoman ikke bare kan skifte til et andet erhverv.

Men man ser altså et dobbelt billede af prostitution: Der er helt klart en negativ del, hvor indgangen til branchen typisk er sociale eller psykiske problemer. Disse kvinder havner ofte i dårlige arbejdsvilkår, der formentligt forstærker de problemer, de havde i forvejen.

Men så er der også en positiv del, som er klart den største. Den består af kvinder, som for det meste arbejder under ordnede forhold, for eksempel i klubber eller eskort. Disse kvinder har det lige så godt eller endda bedre end jævnaldrende, ikke-prostituerede kvinder.

Det samme billede viser eller indikerer talrige andre undersøgelser. Blandt andet denne nyere undersøgelse fra Australien, der udmærker sig ved også at sammenligne med en kontrolgruppe af ikke prostituerede. Ine Vanwesenbeeck opremser en længere række af studier, og der en klar tendens i dem: Der, hvor man undersøger prostituerede under ordnede forhold, finder man, at stort set alle har det godt. Hvor man derimod undersøger prostituerede, der arbejder på må og få under dårlige forhold – typisk på gaden – finder man, at de fleste har det dårligt.

Det er simpelthen det dobbelte billede, som den slags undersøgelser viser. Med stor konsekvens. Vi har intuitivt nemt ved at forstå, at en narkoman eller en illegal indvandrer, der trækker på gaden, har det slemt. Men i vores kultur er det svært at forstå de andre. Dem, som arbejder under ordnede forhold som de fleste af os andre, og som også har de samme glæder og sorger i livet som folk flest.

Selv Freud troede til sin dødsdag, at det var fordrukkent værtshussludder, at kvinder overhovedet kunne få orgasme. 100 år senere er det endnu ikke helt anerkendt, at kvinder rent faktisk nyder sex, også når det ikke er med den eneste ene. Men at kvinder kan trives med at have sex med ti forskellige mænd på en dag, måske nyde det med en af dem og tage let på resten - det er helt ubegribeligt.

Det er måske også derfor, Ine Vanwesenbeecks undersøgelse ikke rigtigt har slået an herhjemme. Den bliver troligt nævnt, og ofte ganske udførligt, når man redegør for prostitution. Men dens konklusioner bliver negligeret, og i stedet hæfter man sig ved enkeltstående tilfælde, hvor prostituerede lever op til fordommene om dem. Odile Poulsen kommer på banen for Gud ved hvilken gang. En enkelt højprofileret instans har grebet til en mere kreativ løsning og lyver slet og ret om, hvad Ine Vanwesenbeeck nåede frem til. Det skal jeg vende tilbage til i et senere indlæg.

Om sammenstødet mellem synet på lovgivning om prostitution i Norden og  i resten af Europa, se også det tidligere indlæg Gode nyheder. Europarådet har i en resolution fastslået, at prostituerede skal have rettigheder som alle andre. Sverige er også blevet hørt i processen frem mod resolutionen, og man fornemmer den hovedrysten, de svenske repræsentanter er blevet mødt med, når de fremlagde den serie af udokumenterede vandrehistorier, vi også næsten har vænnet os til i Danmark.

Ine Vanwesenbeecks værk findes ikke på internettet, men her er en anmeldelse af det.

-------------

Et lille PS, der egentlig ikke har noget med sagen at gøre. Det var efter en diskussion med Margrethe Wivel på hendes blog i forsommeren, at jeg begyndte at lede efter et eksemplar af Ine Vanwesenbeecks værk. Et større antal fancy internetboghandler har brændt mig af i mellemtiden. De har takket for min bestilling, men dage eller uger senere har de meddelt, at det desværre ikke var muligt at efterkomme den alligevel.

Det var hos en antikvarboghandel i Paris, det endelig lykkedes mig at finde et tilgængeligt eksemplar. Det lå i min postkasse tre dage senere; meget fin service. Jeg bestilte naturligvis over internettet, men helt fancy var det ikke. Der var rent faktisk mennesker, der havde forholdt sig til min bestilling, og da jeg efter måneders maskinproducerede meddelelser omsider modtog kuverten, var jeg lidt rørt over at se, at der et eller andet sted i byernes by var et rigtigt menneske, der havde stået og kigget på skærmen og med sirlig håndskrift havde skrevet mit mærkelige navn af efter den.

Illustrationer: Besøg denne side.